Brevkassen: Jeg kan ikke slippe min eks
Den desperate, 39, København
Hjælp!!! Jeg er en kvinde på 39 år, og jeg har voldsom kærestesorg. Jeg havde været sammen med en mand i næsten to år, og jeg troede, at det var os to. Men han har slået op. Og jeg synes det hele er noget pis. I går var en god dag, fordi jeg stort set ikke tænkte på ham hele dagen. Og alligevel bliver det ’den dag jeg ikke tænkte på min eks’-dagen. Det er ved at drive mig til vanvid, men jeg kan ikke slippe væk, ud eller fri. Det har varet tre måneder nu. Jeg har prøvet at knalde med andre, drikke mig stiv og al den slags. Men det blev næsten kun værre. Hjælp!
Svar I:
Din alder taget i betragtning antager jeg, at det ikke er dit første forliste forhold. Derfor ved du sikkert godt, at den slags som regel tager længere tid end tre måneder at komme over. Jeg har hørt en tommelfingerregel, der siger, at du bruger halvt så lang tid, som selve forholdet varede, på følelsesmæssigt at komme ud af det igen. I dit tilfælde altså et år.
Men alt det ved du allerede, så hvorfor er du desperat? Måske handler det om andet og mere end den mand, du prøver at komme over. Igen skæver jeg til din alder. 40-årskriser er ikke kun for mænd, og selv om det lyder som en kliché, kan det være alvorligt nok. Men en krise kan tackles, hvis du tør gå ind i den. Hvis du ikke har børn, kan den mand også føles som den sidste, brændte chance for at stifte familie. Men sådan behøver det jo ikke at være, hvis du tænker over alternativerne.
Det er med garanti nemmere at hænge sin sorg op på et enkelt svin af en ekskæreste end at erkende, at man grundlæggende selv er utilfreds med sit liv. Knald og drik dig endelig væk for at glemme den følelse, men den går ikke væk af sig selv på et år.
Emil Rottbøll
Svar II
Ak ja. »How can you mend a broken heart? How can you stop the rain from falling down?« som Al Green synger. Normalt ville jeg sige, at kun en ny tryllestav kan ophæve forbandelsen. Men det har så ikke virket i dit tilfælde. Så i stedet for at kneppe smerten væk kunne du prøve at svede den ud. Hård fysisk træning får din hjerne til at producere de der opturshormoner, som bevisligt lindrer kærestesorger.
Hvis det heller ikke virker, kunne du måske forsigtigt prøve at spørge dig selv, om din manglende evne til at slippe din eks er blevet en slags selvopfyldende profeti. Har du i virkeligheden en god grund til at holde fast? Føler du dig mere levende, når du længes og hensmægter? Oplever du verden mere intenst, når dit stakkels hjerte hænger i laser? Føler du dig set og anerkendt, fordi halvdelen af alle verdens kærlighedssange pludselig henvender sig til dig? Hvis det hænger sådan sammen, kan der jo godt gå lang tid endnu, før dine sår er helet.
Og husk så på, at det er den vildeste og mest berusende følelse, når du først får overvundet hjertesorgerne og kommer ud på den anden side som et nyt menneske, med trompetfanfarer og fuldt drøn på vindmaskinen. Hold ud!
Anna Ullman
Brevkassen
Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.
Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.
Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk
Seneste artikler
Brevkassen: Skal jeg blande mig i min gamle mors netshopping?
23. januar 2021Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne. Intet problem er for lille; intet for stort – alle får to svarBrevkassen: Jeg havnede nøgen i et videomøde, hva’ nu?
23. januar 2021Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne. Har du en nød, du ikke kan knække, så skriv – alle får to svar?Brevkassen: Hvis niecen flytter ind, bliver hendes mor og far sure
16. januar 2021Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne – og alle spørgsmål får to svar. Bare kom med dit problem – vi giver ikke op, før vi har prøvet
Mest læste
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »