Klumme
Læsetid: 5 min.

Der findes vigtigere ting end barndommen

Barndommen er over os og synes i dag næsten umulig at træde ud af. Men at fastholde barndommen er ikke at være på børnenes side
Barndommen er over os og synes i dag næsten umulig at træde ud af. Men at fastholde barndommen er ikke at være på børnenes side

Ib Kjeldsmark

Moderne Tider
20. december 2014

Børn har en vigtig rolle at spille i julen. Ikke bare fordi, det er dem, det handler om; dem, der skal forkæles lidt ekstra med søde sager og gaver. Men også fordi det overhovedet er dem, der holder sammen på det sæt af praksisser, vi kalder jul. En gylden regel er, at der helst skal være mindst et barn (eller som det næstbedste én fra den ældre generation) til stede, som julen kan iscenesættes for.

Børnene er med andre ord dem, som formodes at tro på julemanden, nisserne osv. Mens vi voksne godt ved, at julemanden ikke findes, opretholder vi alligevel den til tider ret krævende fortælling om julemanden, der kommer farende i kanen, kravler ned i skorstenen (som vi ikke har) osv., for ’børnenes skyld’, som det hedder.

Vi kan være så kritiske, vi overhovedet vil, over for juleræset og alt stresset op mod jul, vi kan endog være julegnavne og imod. Sagen er, at vi alligevel gennem børnene deltager i en slags ’andenhåndstro’: Mens ingen officielt vil tage ansvar for juleritualerne, fungerer de stadig. Som Lacan siger det: Den store Anden (Gud, Julemanden, Nationen osv.) findes ikke, men den virker alligevel.

Andenhåndstro

Det at deltage i ritualer og praksisser, man ikke selv tror på, men som man formoder andre tror på, er for så vidt ret basalt. Måske er det endog grundformen for overhovedet at deltage i en kulturel praksis. Tag f.eks. det at være ’kulturkristen’. Her er det tilladt at sige, at jeg selvfølgelig ikke tror på Gud den almægtige oppe i himlen et sted, men at jeg stadig synes, at institutionen er værd at bevare. Præsten bliver her den, som formodes at tro på vores vegne.

Kirken burde være død i et moderne, sekulært samfund, men den lever videre, med alle dens praksisser og ritualer, som om intet var hændt – og ve den præst, som siger, at han/hun heller ikke tror. Det danske monarki er på samme måde baseret på en slags fundamental fornægtelse: Vi ved sådan set godt, at Monarken er afskaffet, men alligevel har vi en dronning og et sæt af prinser og prinsesser gående rundt.

De formodes at udleve det royale (gå til fine middage i tøj, der burde have været på museum; tale affekteret osv.), som herefter kan nydes per stedfortræder i diverse ugeblade og magasiner (som vi aldrig selv kunne finde på at købe, men som ligger nede hos tandlægen – af en eller anden grund, er det tandlægen eller frisøren, der formodes at tro på dem, der formodes at tro).

Børn, præster og royale har netop dette tilfælles: At vi investerer tro i dem, som vi ikke selv vil stå ved, men på en bagvendt måde alligevel kommer til at styre og regulere mange af vores sociale, økonomiske og kulturelle praksisser. Men er der veje ud af dette troskompleks? Det synes som om, at der i tilfældet med børnene og julen er noget, som sætter dette spørgsmål på spidsen.

Man kan måske godt forlange af præster og royale, at de træder ud af den enfoldighed, vi kollektivt placerer dem i. Men kan man forlange af et barn, at det træder ud af barndommen? Og hvad er det, vi hermed forlanger?

Børn og barndom

En traditionel tilgang til spørgsmålet om barndommen er, at det er noget, vi voksne skal være varsomme med at pille ved. Børn skal have lov til at tro på eventyr og nisser. Der er selvfølgelig noget rigtigt i dette. Man kan ikke gå rundt og være kritisk hele tiden, og hvad skader en nisse eller to i vindueskarmen?

Alligevel handler det også om at insistere på, at »der findes vigtige ting end barndommen«. Citatet er taget fra Franz Kafkas (sære og) fine fortælling om en hund, der beslutter sig for at opgive sit hundeliv og forfølge en række kunstoplevelser. Problemet opstår der, hvor barndommen bliver en form for skabelon, som vi skaber hele vores sociale virkelighed ud fra. Barndommen er ikke blot et naturligt stadie for et menneske, det er også noget konstrueret, som eksemplet med julen viser.

Skridtet ud af barndommen er i denne optik således heller ikke naturligt. En hel kultur kan for så vidt sagtens fastholde sig selv i barnlighed, dvs. i narcissistisk underholdning og forbrug, plat tolerance og hygge. Børnene bliver dette samfunds præster. Vi formoder, at de er ukomplicerede væsner, der bare gerne vil tro og nyde, og vi forventer, at de gør dette for os, og som undskyldning for, at vi selv kan gøre det.

Det er filosoffen Mladen Dolar, der har fremført pointen om barnliggørelsen af kulturen, og som også er den, der for nylig har gravet Kafka-citatet frem igen. Dolar mener, at citatet burde bruges som et politisk slogan i en tid, der hele tiden fremfører, at »vi alle er børn i vores hjerter, og at dette er vores mest dyrebare gave, som vi bør holde fast i«.

Hvis Dolar har ret, kunne man dog gå et skridt videre her. Er børn i virkeligheden ikke mest børn, når de får lov til ikke at være barnlige? Alt det, som er så fantastisk ved børn, deres spørgsmål, deres nysgerrighed, deres åbenhed, deres sårbarhed – og i øvrigt også deres mangfoldige seksualitet – dækkes netop til, når vi kræver af dem, at de skal være barnlige.

Børnemagt betyder i denne optik ikke »fantasien til magten« – det kunne f.eks. snarere betyde det, som en bevægelse rent faktisk stod for i 70’erne: Børn, der hjælper andre børn, som er blevet smidt ud hjemmefra, eller som ikke har noget sted at være.

Børnenes fest

Julen er for så vidt børnenes fest. Der er ingen grund til at være sur og vranten over julens praksisser, bare for at være sur og vranten. Snarere handler det tværtimod om at turde undre sig over, hvad det egentlig er for noget. Og hvor meget vi voksne selv er en del af det, vi tilskriver børnene.

Det er vigtigt at være på børnenes side, også i julen. Men det er ikke det samme som at være på barndommens side.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hmmm. Ikke engang en enkelt linie om hele industrien af meningsløst plasticlort til ublu priser , og deres enormt imponerende , og ligeså opkastfremkaldende reklame/tvshow afdelinger der med høj præcision implanterer ufravigelige ønsker I de elskede poders hoveder. Det kunne man nemt lave en helside om tror jeg. Gerne med logoer fra lego, skylander og lignende , forsætligt forfinet med advarsel om gift og potentiel hjerneskade.

Glædelig jul ;)

Mads Kjærgård

Lego er jo legetøjets speltbrød eller.....?