Læsetid: 8 min.

Folket har forladt travbanen

Danmark er en af verdens ældste travnationer, og hestene, trænerne og resultaterne har nærmest aldrig været bedre. Alligevel risikerer hver anden bane i landet lukning de kommende år. Færre spiller på heste. Måske fordi Lotto er lettere at forstå
Livsværk. Travtræner og kusk Bent Svendsen er 53 år. Han rider aldrig hestene – han kører dem kun. »Jeg kan ikke lide at sidde på ryggen af en hest.

Livsværk. Travtræner og kusk Bent Svendsen er 53 år. Han rider aldrig hestene – han kører dem kun. »Jeg kan ikke lide at sidde på ryggen af en hest.

Lasse Lundberg Andreasen

27. december 2014

»Han vandt sgu!« råber Lise-Lotte Jensen.

Hun kommer løbende ind i stalden fra mørket og vinterkulden, hvor søndagens 9. løb på Charlottenlund Travbane netop er overstået. Hendes kæreste, travtræner og kusk Bent Svendsen fra Skive, er netop kørt først over målstregen med den brune hoppe Akeleje D. Det er hans fjerde løb i dag, og staldholdet består ud over kæresten også af teenagedatteren Maria Svendsen, som er ved at lægge dækken på en anden hest. Det er en familiesport, siger Lise-Lotte Jensen:

»Vi ånder og lever for trav. Det er hele vores liv.«

Lidt efter hopper Bent Svendsen af sulkyen med en buket lyserøde roser i hånden. Ansigtet er spættet af banemudder. Han er 53 år og en af Danmarks 66 professionelle hestetrænere. På sin gård ved Spøttrup har han 20 heste. Nogle få er hans egne, men de fleste træner og kører han for andre. Han har været i branchen siden 1987. Og aldrig har sporten været så langt nede i knæ økonomisk. Fire ud af otte travbaner risikerer lukning de kommende år.

»Jeg tænker, det ikke kan blive dårligere end nu. Travsporten lukker næppe helt ned. Men vi er godt nok pressede,« siger Bent Svendsen.

Spil på travheste har i mange år været i tilbagegang. Men den aktuelle krise skyldes, at et politisk flertal netop har vedtaget hen over de kommende tre år at fjerne 30 millioner kroner af et tilskud fra tipsmidlerne på 98 millioner. Midlerne skal i stedet bruges til almenvelgørende formål – travsport er en oplevelsesindustri, der burde kunne klare sig selv, lyder det.

Lasse Lundberg Andreasen

Beskæringen i tilskud betyder, at travbanerne i Billund og på Nykøbing Sjælland det sidste halve år har stået til lukning. Yderligere to baners fremtid er usikker. Midt i december forlængede et tilskud fra hestesportens organisationer de lukningstruede baners liv med et år.

»Det giver luft, men det redder ikke sporten. Det kræver et omfattende benarbejde,« siger Bent Svendsen.

Han krænger sin hvide nylondragt af. Nedenunder viser sig en sikkerhedsvest. Man skal være i god form for at træne og køre heste. Bent Svendsen skoer selv sine heste og løber stærkt for at få butikken til at løbe rundt. For de dalende indtægter i branchen har de senere år bredt sig til både trænere, banedrift og opdrættere.

Tilbagegangen i omsætningen skyldes manglende markedsføring fra Danske Spils side, lyder det fra tilhængere. Travspil er druknet i Lotto og Oddset.

»Når fru Jensen går ned for at købe rundstykker, står der på et skilt, at hun kan vinde 20 millioner i Lotto. Der står ikke, at hun kan vinde 40 millioner på trav,« som Bent Svendsen siger.

Men branchen var allerede i krise, da Danske Spil overtog spil på hestevæddeløb i 2001. Siden er det blevet muligt at spille på svenske væddeløb, og der sætter stadig flere danskere deres penge. I Sverige er trav en folkesport, præmierne er meget større og man kan spille i enhver kiosk. Imens er det, der engang var Danmarks andenstørste publikumssport, reduceret til en begivenhed for entusiaster.

»Vi har affolket banerne. Folk ved ikke, hvor stor en oplevelse det er at komme til trav. Der er kun entusiasterne tilbage. Desværre er det sådan, at når en af dem dør, er der en mindre derude, for der kommer ikke to nye til,« siger Bent Svendsen.

En sport for kendere

Travløb har i mere end 100 år været stedet, hvor arbejderklassen og bondesamfundet mødtes. Sammenlignet med galopsporten er travløb den jævne mands sport, fortæller kulturkritiker og skribent ved Information Morten Piil:

»Man har altid sagt, at travløb er et tilløbsstykke, og galopløb er et udstyrsstykke. Traditionelt har travhesteejerne været landmænd og håndværksmestre, og størstedelen af publikum kom nok fra arbejderklassen.«

Morten Piil har været bidt af travløb, siden han var 12 år gammel, hvor det kostede to kroner at spille på vinderen. Dengang i 1950’erne var tribunerne ofte fyldt til sidste plads. De tider er forbi.

De manglende besøgstal skyldes blandt andet, at man i dag kan følge løbene på computeren derhjemme eller på en sportscafé frem for at stå ved selve banen,

Det er ellers netop stemningen ved løbene, som traventusiaster fremhæver, når de skal forklare deres fascination: Når hovene dundrer mod underlaget. Man kan høre kuskene råbe til hestene. Samspillet mellem menneske og dyr.

»Stampublikummet er svundet ind. Travsporten er nok faldet på, konkurrencen fra de mange andre ting, som den almindelige dansker i dag har fået råd til: rejser, sommerhus og meget andet,« siger Morten Piil.

Faktisk er Danmark en af de ældste travnationer i verden, og landets første travbane blev opført ved Viborg i 1831. Sporten tog for alvor fart efter 1891, hvor Charlottenlund Travbane blev bygget. Her på ’Lunden’ afholdes blandt andet det traditionsrige derby, der hver sommer trækker titusindvis af danskere til.

I dag er der dog ikke mange fjer i hatten på nordens ældste travbane.

Selv om der denne sidste løbsdag inden jul er flere derbyvindere til start, vejret er godt efter årstiden og der er mange pengepræmier i udsigt, er der stort set tomt på tribunerne. En traktor planerer med en brummen før næste løb, og en speakerstemme taler om det løb, der netop er overstået. Ellers er her nærmest stille. De fleste af de få tilskuere sidder inden for i en lun lounge i lyse læderstole. Herfra kan de også holde øje med de kæmpestore skærme med direkte transmission fra svenske travløb.

En af de eneste, der følger løbet ude i frisk luft, er social- og sundhedshjælper Cathleen Nielsen. Hun er 37 år og kommer fra Glostrup for at spille. Hun står og skutter sig i en tyk vinterjakke med pelskant og lyse ruskindsstøvler sammen med tibetanerhundene Chaya og Chanti. Første gang hun kom her, var i barnevognen. Hendes forældre var vilde med trav. Det er de stadig. Hun spiller selv et par gange om måneden.

»Det bliver Photo Gardenia med kusken Henrik Lønborg, der vinder i tiden 1.14.6,« gjalder det i højttaleren.

Cathleen Nielsen krydschecker programmet. Det var ikke hendes hest. I dag har hun foreløbig tabt 800 kroner.

»Nogle gange vinder jeg 2.600 kroner. Men det er jo ikke kun spillet. Det er også alt det andet: de mennesker, man kender herude, at følge med i kuskenes resultater og den slags.«

Det tager tid at blive fortrolig med travsport. Man skal lære forskellen på prøveløb og ærespræmieløb, forstå, hvad kommentatoren mener, når han taler om ’dødens position’, samt vide, hvilke heste der løber bedst på henholdsvis højre- og venstreløbsbaner.

»Så er Lotto trods alt lettere. Det passer perfekt til den danske ideologi: ’Naboen har ikke har større chancer for at vinde end alle andre’,« siger Carsten Bundgaard.

Han er journalist og har dækket travløb fra han var 15 år på blandt andet Væddeløbsbladet, Berlingske Tidende, Tipsbladet og DR Sporten:

»Trav er en videnssport. Jo mere du ved, jo større chancer for at sætte pengene rigtigt. Ligesom det er en fordel at vide, at der er skader på Real Madrids hold, når man tipper.«

Efter 40 år med hestevæddeløb tæt inde på livet er Carsten Bundgaard bekymret for, om sporten overhovedet overlever. Hvis ikke betyder det tab af flere hundrede arbejdspladser:

»Der har ikke været større krise i dansk travsport end netop nu. Og man kan ikke udelukke, at det ender med, at man lukker og slukker. Det paradoksale er, at selv om sporten er i knæ økonomisk, og trænerne ikke har råd til at aflønne staldpersonale, men må tage bijobs ved siden af, så har hestene og trænerne og resultaterne nærmest aldrig været bedre.«

Håber ikke datter vælger sporten til

Travsport er en hård sport – både fysisk og i jargonen. Og blandt de professionelle trænere og kuske er der kun få kvinder. Men de er der alligevel: kæresterne, konerne og døtrene, der hjælper med at træne og passe dyrene. En af dem er Bitten Jensen. Hun sidder ved siden af sin kæreste, Finn Lassen, i førerhuset på hestetransporteren på vej fra Charlottenlund mod deres hjem i Spørring 20 kilometer uden for Aarhus.

»Man kan ikke være gift eller bo sammen med en travtræner, hvis man ikke er interesseret i heste. Det kører 24 timer i døgnet. Heste, heste, heste,« siger hun.

Med fire af slagsen bag i vognen og foden på speederen forsøger parret at nå den sidste færge fra Odden. I morges gik turen den modsatte vej. Efter over 20 år i branchen valgte familien for nogle år siden at trappe ned fra 65 til 22 heste på stald. Finn Lassen har taget et bijob på Jydsk Væddeløbsbane, hvor han trimmer græs og baner.

»Vi arbejdede i døgndrift, men det havde store omkostninger at rende så stærkt. Jeg var helt slidt ned,« forklarer Finn Lassen.

Han er 47 år og har været selvstændig travtræner, siden han var 22.

Bitten Jensen har fuldtidsarbejde, men passer og træner konstant heste, når hun har fri. Hun er i øvrigt både tidligere europamester og verdensmester i amatørtravløb for kvinder.

Bitten Jensen kørte en hest i dagens sidste løb og checker nu sit resultat over telefonen. Hun ærgrer sig over sin sjetteplads. Der var pengepræmier til de fem første. Midt imellem dem står et askebæger. Finn Lassen bruger det flittigt. Imens taler Bitten Jensen med deres børn på 14 og 11 år derhjemme:

»Har I fået mad? Husk at tænde lys i stalden,« formaner hun.

Begge børn kører ponytrav, og den ældste pige drømmer om at få travlicens om to år.

»Men jeg håber ikke, hun vælger den her branche. Det er simpelthen for hårdt,« siger Finn Lassen

Alligevel kan de ikke selv lade være. Hvorfor ikke?

»Det er mange ting: At træne en hest. Forbedre den. Og vinde løb. Adrenalin, spænding og fart,« siger Finn Lassen.

Parret snakker om Billund Travbane, der kun lige akkurat har undgået lukning.

»Det var der, jeg vandt mit første travløb nogensinde, Finn. Kan du huske det? I 1995 …« siger hun

»Ja, for Søren. Du var gravid!« siger han

»Vel var jeg ej. Det var hesten, der var gravid,« siger hun

»Nå, ja,« siger han. »Du har sgu ret.«.

De griner begge.

»Ja, du kan nok høre, at vi er lidt skøre,« siger Finn Lassen. Klokken er 21, og porten til færgen går op. Om et par timer er parret hjemme. Men i morgen står de op igen. Til en ny dag med trav.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu