»Ingen aner, hvem der ejer hvad«

Tiden er med Thomas Piketty, men Thomas Piketty er ikke tilfreds. Det er under et år siden, at den amerikanske oversættelse af den franske økonoms store værk om kapitalen i det 21. århundrede nærmest sprængte den økonomipolitiske dagsorden og genindsatte spørgsmålet om fordelingen af rigdom øverst på den.

Ved Pikettys optræden på Den Sorte Diamant i København torsdag aften sidder EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, på første række ved siden af Danmarks finansminister, Bjarne Corydon, den nye formand for FN’s Generalforsamling, Mogens Lykketoft, samt tidligere de ministre Morten Bødskov og Bertel Haarder.

Fra scenen må Piketty understrege, at hans højeste ambition i livet ikke er at spise frokost med politikere, selv om det er, hvad han i rigt mål har kunnet gøre, siden hans påvisning af, at verden er i færd med at skabe en historisk stor ophobning af velstand hos de allerrigeste, har fået global opmærksomhed i et omfang, han end ikke selv havde turdet håbe på.

Økonomisk ulighed optager sindene igen, som den ikke har det, siden Karl Marx udgav Kapitalen i 1867.

Fra 1989 tabte vi overblikket

Så hvorfor er Thomas Piketty ikke tilfreds? Det er meget enkelt, forklarer han Information tidligere på dagen i et interview hos hans danske forlægger Gyldendal. Vi har nemlig over to et halvt årtier nedbrudt de institutioner, der skal til for at forstå og håndtere uligheden, så systematisk, at det reelt er en trussel mod selve den sociale lim, der får vores politiske systemer til at hænge sammen.

»Lige pludselig siger alle, at vi skal have overblik over uligheden og skabe transparens omkring de globale kapitalstrømme. Den internationale valutafond siger det, OECD siger det, EU-Kommissionen siger det. Men der er meget lang vej mod det mål. For de selvsamme institutioner er nået meget, meget langt med at skabe en helt overordnet finansiel uigennemsigtighed, som det er et stort projekt at gøre op med,« siger Piketty.

Som han sidder i Gyldendals mødelokale omgivet af bøger med sit eget 800 siders værk foran sig og store mængder kaffe ved siden af, kunne han stadig godt ligne en mand fra ideernes og teoriernes verden, som vi er blevet vant til, at økonomer er. Men så snart han åbner munden, står det klart, at Thomas Piketty er optaget af konkreter.

»Det er nødvendigt at forstå, at de systemer, vi har til at håndtere og forstå velstand, er skabt i en tid, som ikke findes længere. Faktisk registrerede og beskattede man formuer, længe før man begyndte at gøre det med indkomster, nemlig helt tilbage omkring år 1800 – simpelthen fordi det at kunne registrere overførsler af kapital var en nødvendighed for overhovedet at kunne etablere ejendomsretten. Men med fremkomsten af den finansielle globalisering og de grænseoverskridende finansielle værdier, fungerer disse gamle systemer, som var nationale, ikke. Og fordi institutionerne ikke var interesserede i at skabe international udveksling af viden om kapitalstrømmenes bevægelser, mistede vi overblikket.«

Man brandskatter de fattigste

Det er kortlægningen af ulighedens struktur, som er Pikettys største bedrift. Den er baseret på en indsamling af data, som er uden historisk sidestykke, og som belyser udviklingen af ulighed i dens to hovedformer: uligheden i indkomster og uligheden i formuer. Men mens Piketty og hans forskere når meget langt med at kortlægge udviklingen i indkomstfordelinger, så rammer de en vidensmur, hvad angår den mere ekstreme ulighed i den globale formuefordeling. Han siger det meget enkelt:

»Ingen aner, hvem der ejer hvad.«

Det er ikke et ligegyldigt spørgsmål, understreger han i bogen:

»Vil verden i 2050 eller 2100 være ejet af børshandlere, topledere og indehavere af betydelige formuer eller af olielandene eller Bank of China? Hvis det da ikke bliver via skattely, der på en eller anden måde skjuler alle disse aktører? Det ville være absurd ikke at stille sig dette spørgsmål.«

Men det er ikke desto mindre det spørgsmål, som verdens magthavere de sidste 25 år ifølge Thomas Piketty ikke har ønsket at stille sig selv. Den systematiske skatteunddragelse gennem bankforretninger i Luxembourg, som virksomheder ifølge de seneste ugers store læk fra en række revisionsfirmaer har gjort rig brug af, er et direkte resultat af netop denne undladelsessynd.

»Luxembourg-lækket er en kæmpe skandale, men den kommer ikke til at blive den sidste, medmindre vi griber drastisk ind, ikke bare over for vores europæiske politiske institutioner, men i vores systemer til overførsel af viden. Vi har indført et globaliseret finansielt system med meget åben frihandel, meget åbne kapitalstrømme, men vi har ikke fået noget til gengæld i form af systemer for automatiserede overførsler af oplysninger om disse strømme. Hvis man ikke har dem, ved man ikke, hvor velstanden er. Og det er et problem, ikke bare for vores demokrati, for vores skattesystemer, men også for vores regulering af kommende finansielle kriser.«

Pikettys tiltro til, at Europas politikere vil møde udfordringen, er imidlertid ikke stor.

»Prøv at høre, den første budgetminister med ansvar for skattesystemet i François Hollandes regering i Frankrig, Jérôme Cahuzac, viste sig at have en konto i Schweiz, som han ikke betalte skat af. Det utrolige er, at han troede, at han kunne holde det skjult, og at det også godt kunne være lykkedes, fordi vi ikke har adgang til denne viden. Og det har vi ikke, fordi politikerne og institutionerne ikke har ønsket at få det.«

— Men hvorfor?

»Jeg tror, der var en periode efter Berlinmurens fald, som allerede var startet med Reagan og Thatcher, men som blev forstærket af Murens fald. Den periode var kendetegnet ved en ubegrænset tiltro til, 1) at markeder kunne regulere sig selv, 2) at naturlige kræfter, mere specifikt markedskonkurrence, grundlæggende kunne løse alle problemer, og 3) at store, stærke offentlige administrationer var af det onde. Det fulgte af denne tanke, at man ikke alene ikke behøvede denne type oplysninger, men at man også måtte være bekymret for, hvad regeringer mon kunne finde på at bruge dem til. En rigtig god måde at svække store offentlige administrationer på er faktisk frie kapitalstrømme, for hvis du ikke har oplysninger om dem, hvordan kan du så beskatte? Så må du jo reducere statens størrelse – troede man.«

Virkeligheden blev en anden.

»Det gik bare sådan, at man ikke reducerede de offentlige administrationer. Man reducerede skattebyrden på dem, der kunne flytte deres værdier, men fordi man har brug for det offentlige til at betale for skoler, sygehuse, overførselsindkomster og så videre, endte man med at overbeskatte de mennesker, der ikke kan flytte sig. Så vi beskatter forbrug mere og mere, og arbejde mere og mere, og det er ikke godt for beskæftigelsen, jobskabelsen og væksten. I sidste ende er der en risiko for, at vi overbeskatter de skatteydere, som er fanget inden for statens grænser, og undlader at beskatte dem, der kan flytte rundt, fysisk eller virtuelt.«

Et opgør med Juncker

Og mens mange har peget på, at Danmark og Norden måske mindst af alle er plaget af den voksende ulighed, Piketty afslører i resten af verden, så er de formuendes flugt ud af vores andres overblik ifølge ham en trussel, som også de skandinaviske velfærdsstater bør tage meget alvorligt.

»Den sociale kontrakt i Europa er, at vi betaler meget i skat, men vi får god offentlig service til gengæld, og vi deler byrden nogenlunde retfærdigt. Hvis denne kontrakt brydes, er der en risiko for, at selve det fiskale samtykke mellem de fattige, middelklassen og de rige går i stykker, og det er et grundlag for selve vores demokratier.«

— I toppen af hele denne historie sidder kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, som både er en af arkitekterne bag den europæiske union og samtidig også, som finans- og premierminister, manden bag Luxembourgs indretning som europæisk skattely. Har hans karriere også at gøre med den inddæmning af det politiske over for en tiltro til de frie markeder, som du ser i Vesten efter 1989?

»Ja. Jeg mener ikke, Juncker bør være kommissionsformand, for at sige det ligeud. Han har repræsenteret den stærke forestilling om, at Europa kunne bygges op gennem konkurrence, ikke mindst konkurrence mellem regeringer. Det var et udbredt synspunkt, at konkurrence kunne løse alle problemer.«

»Nu, med Luxembourg-lækket, er Juncker begyndt at rejse rundt i de europæiske medier med en anden forklaring. Jeg læste ham i le Monde, hvor han fremsatte en helt utrolig forklaring om, at ’Luxembourg jo havde mistet sine industriarbejdspladser, og det måtte vi finde en løsning på, og derfor besluttede jeg at stjæle mine naboers skattegrundlag’. Det er jo ufatteligt. ’Min far blev arbejdsløs, han havde arbejdet i industrien,’ siger Juncker, ’så jeg måtte finde en løsning.’ Men det samme var jo tilfældet i Frankrig! Hvad tænker en fransk vælger ikke, når han læser det? Er det virkelig det europæiske projekt, den europæiske civilisations projekt, at stjæle dine naboers skattegrundlag, og det gør vi så bare alle sammen? Jeg tror ikke, han fatter omfanget af den skade, han forvolder Europa ved at rejse rundt med det der.«

Thomas Piketty er en stærk fortaler for et opgør ikke bare med Juncker, men hele kommissionens magt i Europa. Han mener, at hvis Europas gældskrise skal løses, er det nødvendigt med en demokratisering af et eurozoneparlament, hvor hver europæisk borger er repræsenteret ligeligt, og flertallet kan træffe afgørelser om finansielle forhold. Efter hans vurdering ville en sådan model have kunnet træffe bedre beslutninger end de sidste fem års vej mod noget nær nulvækst.

»For fem år siden var arbejdsløsheden i USA og Europa på samme niveau. I dag har USA fået folk i arbejde, og Europa har ikke. Vi har truffet de forkerte beslutninger. Og det er historisk velkendt, at hvis man har inflation nær nul procent og vækst nær nul, er det stort set umuligt at afbetale offentlig gæld i den størrelsesorden, Europa har. Det eneste historiske eksempel, jeg kan komme på, er England efter Napoleonskrigene, som i et århundrede betalte af på gæld i stedet for at investere i eget samfund og uddannelse – en systematisk underinvestering, som mange mener lagde grunden til det historiske fald i arbejdsproduktivitet i forhold til resten af Europa.«

Lande som Italien og Spanien, der i dag betaler langt mere i gældsrenter, end de kan investere i uddannelse og infrastruktur, er lande, som i praksis har mistet deres offentlige kapital, understreger han. Og lande, som ikke har offentlige værdier, har ikke politisk råderum. Det er en fortælling om en historisk stor privatisering af velstand, som startede med Murens Fald, og som det ifølge Thomas Piketty nu er på tide at tage op til revision.

Luxembourg-lækket

Organisationen International Consortium of Investigative Journalists har siden 6. november fremlagt hundredevis af lækkede aftaledokumenter fra de fire største globale revisionsfirmaer. Ifølge dokumenterne har Luxembourgs myndigheder i mere end et årti lavet aftaler, som lader multinationale selskaber som Pepsi, IKEA og Disney placere fortjenester fra andre lande i Luxembourg til lav beskatning.

Onsdag fortalte Politiken, at det delvist dansk-ejede Skype i 2005 fik lov af Luxembourg til at flytte sit patent og varemærke skattefrit til Irland og dermed sparede et gigantisk millionbeløb og opnåede en forsvindende lille skattebetaling i årevis.

EU’s kommissionsformand Jean-Claude Juncker, som var premierminister i Luxembourg i perioden, erkendte over for den franske avis Libération onsdag, at lækagen »indikerer, at jeg har taget del i manøvrer, som ikke opfylder elementære regler for etik og moral«.

Thomas Piketty
Født 1971, professor i økonomi ved l’École d’économie i Paris.

’Kapitalen i det 21. århundrede’ blev anmeldt i Information den 3. maj og er netop udkommet i dansk oversættelse på Gyldendal.

Bogens kilder, materiale og metode kan studeres på piketty.pse.ens.fr