Baggrund
Læsetid: 7 min.

Et kor af selvransagelser

’Kvindernes bog’ giver et bud på nogle mekanismer, der stadig gør sig gældende blandt kvinder og mænd. Også i et medielandskab, hvor kønsdebattens deltagere ikke kan se ud over deres egen næsetip. Det mener Niels Barfoed, der har genlæst Jytte Rex’ 42 år gamle bog fra kvindekampen
’Ih, jeg ville så gerne være blid og yndig og kær. Jeg har en veninde som opfører sig, som om hun er blid og kær. Og det kan mænd ikke stå for’. Citat af kvinden Kraka fra bogen om en af de kvinder, der betroede Jytte Rex sin historie. Privatfoto fra bogen
Moderne Tider
5. december 2014

Gad vidst, om en bog af den type, der her er tale om – nemlig Jytte Rex’ Kvindernes bog fra 1972, der nu med god grund genudgives – ville volde sådan et rabalder i dag, hvis den kom frisk fra fad og ikke som nu med flere, faktisk godt fire, årtier på bagen? Næppe. Jeg skal ikke afgøre, om det skyldes, at alting flyder nu, men dengang gjorde det ikke!

En forfatter – Rex var ikke 30 dengang – har bevæget sig ud i samfundet med en båndoptager og talt med godt 50 kvinder af alle slags, slettet sine egne spørgsmål og bemærkninger, skrevet det hele igennem. Det kom der ikke et kakofonisk værk ud af, men derimod et ejendommeligt, unisont klingende og samtidig dynamisk kollektivportræt, hvor ansigter glider ind i ansigter og ud igen. Hvad Jytte Rex gør som interviewer og formidler, har hun ikke lært på Journalisthøjskolen. Det er et helt særligt øre, hun har, og et særligt resonansrum.

Reaktionerne delte sig markant: Nogle kunne ikke skelne de enkelte stemmer fra hinanden – der måtte være manipuleret – andre tog tværtimod netop diversiteten til sig. Det sidste gjaldt Maria Marcus i en mønstergyldigt klar og gennemskuende anmeldelse i Information.

Fik hug af det feministiske ordenspoliti

Én ting er vis: Kvindernes bog er ikke en akademisk rapportbog. Rapportbogen var ellers ikke alene en yndet genre, da universitetsmarxismen, herunder kvindekampen, styrede; rapportbogen var alfa og omega i tidens debatlitteratur – da kvindekamp var lig klassekamp, som der stod på de dages stiveste bannere.

Med andre ord: ikke på nogen måde et bidrag til tidens vedtagne militante emancipationsmodel! Som det ikke var gratis at sætte sig ud over. Dertil var det feministiske ordenspoliti alt for årvågent.

Det fik Jytte Rex at mærke i de politisk korrekte tidsskrifter: Hun måtte høre, at hun fremstillede sine medsøstre individualistisk (læs: De fik lov til at tale med deres egen stemme uden at blive udlagt eller talt henover!). Hun havde ikke sans for »begrænsningerne i de subjektivistiske livserfaringers politiske funktioner«. Hun leverede kun symptombeskrivelse, og de basale problemer kan som bekendt alene beskrives i kollektive analyser. Fat det!

Dette tema belyses underfundigt i en af monologerne, Louisas. Hun er vel 25 år dengang og i et fast forhold. Hun og hendes fyr bor i kollektiv, og han har gennemgående en del at udsætte på Louisa, der er den praktiske og udadvendte kraft i forholdet, han den intellektuelle. Hendes begejstring, der mest gælder andre mennesker og ting, tæller aldrig rigtig, men hans derimod! Så den aften, hvor han omsider kan meddele, at han nu har læst Kapitalen færdig, og hun ikke kan mande sig op til den tilstrækkelig store begejstring, bliver han smækfornærmet. Humlen i Louisas historie viser sig at være, at hun for sit vedkommende ikke på noget tidspunkt har modtaget nogen anerkendelse for, hvad hun har bidraget til, nemlig deres fællesskab – det felt, hvor hun har noget at præstere. Der er en ubalance dér. Og den ender med at tippe deres forhold.

Vælger ’de kloge’

Forhold tipper i det hele taget som regel i Kvindernes bog. Det er i en vis udstrækning det, den handler om: En (omvendt) variant af Louisa er Tove. Hun er grundlæggende ikke tryg ved mænd. De kan få krammet på én. Så hun tror, at hendes opgave er at finde den lille varme sjæl, manden må og skal have derinde bag skallen, og få den ud og til at blomstre og dermed få et menneske ud af ham.

De forhold, hun vælger eller pådrager sig, kommer tit af, at hun vælger ’de kloge’. Hun lytter og suger visdomsordene til sig om »politiske forhold, strukturalisme og litterære forhold« og er på den anden side sød og åben og giver fyrene selvbekræftelse ved at være levende interesseret i deres sjæleliv. Men – og her kommer så Toves eftertænksomme men: »De har ikke haft en levende chance for at finde ud af, hvem jeg er.«

Og det er så begyndelsen til enden for hendes vedkommende. »Det har altid undret dem, når jeg gik: Pludselig: Gud altså, hende som var så sød … og de undrede sig og syntes, jeg var en heks.« Konklusion: »Jeg tror ikke, jeg oplever mænd som mennesker mere.«

Det er Toves ekstreme, men konsekvente vinkel. Den suppleres, relativeres og dementeres af talrige andre stemmer i bogen. Som i øvrigt er meget mere vildtvoksende, differentieret, polykrom og modsigelsesfuld, end disse eksempler lader ane.

Ud på det dybe vand

Kapitlerne er hængt op på kvindenavne fra de banaleste til de bibelske, og nogle er lange, andre korte som vignetter, men på indholdssiden foregår der en stor glidning fra de gamle kvinders stemmer først til de unges til slut. Fra de kvinder, der – i de gamle kønsrollers tid – er mandens ejendom (det er årgang ca. 1910) til kvinden, der er splittet, fordi hun på den ene side stadig får sit liv gennem manden, men på den anden side mærker nødvendigheden af at finde noget mere at hænge sin identitet op på (så er vi oppe omkring årgang 1940).

Det er kvinder, der er begyndt at opdage og tage sig selv og deres liv i øjesyn, og som til båndoptageren får sat ord på meget af det, der ikke er ligetil mere. Da man fik rustningen af det gamle parforhold, kom mange sårbare bløddele til syne.

Kvinderne i bogen geråder i tvivl om, hvilke slags mennesker de overhovedet er. De er blevet kastet ud på det dybe vand i 60’erne og 70’erne og prøver sig frem med alle de bitre lektier, de har lært, og al den angst, de nye både lokkende og skræmmende livsformer indebærer, men til gengæld med mulighed for en ny, ukendt selvrespekt. I sidste instans handler det om frihed og om at blive sig selv – med risikoen for at blive alene, selv i de nye fællesskaber.

Kvindernes bog er kort sagt et kor af selvransagelser. Og Jytte Rex har på én gang varsomt og insisterende manet en stor ærlighed frem i sine interviewofre.

I Kristeligt Dagblad blev indsatsen ikke just belønnet. Der blev der afsagt en inappellabel dom af den allerede dengang aldrende forfatter Lis Thorbjørnsen fra kredsen omkring Halfdan Rasmussen og Tove Ditlevsen. Hun finder bogens »næsten animalske samtaler« (det er ikke samtaler!) direkte afskyvækkende. Der er tale om »indskrænkede og selvoptagne kvinder – overfladiske i alle deres kontakter, uden dyb ømhed, uden solidaritet med andre kvinder (…) Det hovedindtryk, bogen efterlader, er en massiv kvalme. Det er en bog, som mænd må kunne blive homofile af at læse.«

Forlaget har fået Naja Marie Aidt til at forsyne den nye udgave med et efterord. Hun var cirka 10 år, da Kvindernes bog udkom, og husker den allerede fra dengang som en ryg på moderens boghylde.

Hendes omtale viser, hvor stærkt Jytte Rex’ debutbog stadig rammer. Og Aidt er tilstrækkelig fri af de gamle debatbindinger omkring den såkaldte kvindesagslitteratur til at se og fremdrage de poetiske spor, der tværs gennem monologerne fører langt ind i sansernes og naturens almene områder, hinsides det fikserede feministiske univers. Alt det, som Jytte Rex navnlig har fremmanet og rendyrket som film- og billedkunstner.

Fordybelse i det levede liv

Kvindernes bog bliver ikke klemt mellem kantede holdninger i dag, men forhåbentlig har den en chance for at gøre sig gældende som et bud på nogle mekanismer, der stadig gør sig gældende blandt kvinder og mænd – i et opulent medielandskab, hvor kønsdebattens deltagere ikke kan se ud over deres egen næsetip, og selvet mest undersøges med selfie. Kvindernes bog er al ære værd som et udtryk for en ren og uforfalsket fordybelse i det levede liv – uden filter, uden sideblikke og uden hensigter. Et særsyn i 2014.

I sit eget nye forord giver Jytte Rex for første gang med stor vægt sin mor den betydning, hun har haft. Det begyndte med hendes ankomst til Danmark, og det fortsatte med Kvindernes bog, skriver Rex. Det er moderens kontrafej, der ikke blot pryder forsiden, men går igen i mange af bogens anonyme fotos. Hun er fra Tjekkoslovakiet, tilhørte sidst i 30’erne antinazistiske kredse i sit hjemland. Under en rejse til Danmark i 1938 blev hun stormende forelsket i en guide med »havblå øjne«. Ægteskabet gik i stykker efter krigen – han forsvandt – men hun blev resten af sine dage i København med sin datter.

De første mange år af sit liv talte Jytte Rex kun tysk med sin mor, hvilket ikke var hensigtsmæssigt efter krigen. Alt sammen et udspring med mange spændinger og perspektiver, savn og opfyldelser. Rastløshed, søgen, mod og blidhed afspejles i moderens ultrakvindelige skikkelse, der spøger i hele Jytte Rex’ værk. Selv er dét aldrig gået i stå, rastløst, søgende, modigt og blidt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her