Interview
Læsetid: 1 min.

Læser du bøger: Jeg holder af korte bøger

De giver en illusion af, at jeg har nået noget, siger oversætter og forfatter Karsten Sand Iversen, der er aktuel med en nyoversættelse af James Joyces klassiker Ulysses
Moderne Tider
13. december 2014

Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Altså for at gøre verden bedre? Efter min overbevisning må enhver vælge læsning efter egen trang og evne, og det er vel tvivlsomt, om bøger gør verden bedre: Historien har lært os, at æsteticisme og forbrydelse går fint i spand. Men det er nærliggende netop nu at anbefale James Joyces Ulysses som en uheroisk roman om såre fejlbarlige personer, fri for idealisering og ideologi, desto fuldere af den poetik, at intet menneskeligt skal være fremmed.«

Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»Der har ikke været én bog, som var eksistentielt grundrystende. Mange mindre rystelser sammensvor sig. Jeg blev som meget ung vakt til sprogligt liv af Thomas Kingo, Ole Sarvig, Jørgen Sonne, Lorcas Zigøjnerballader (o!), Klaus Rifbjerg, Jess Ørnsbo, Gunnar Ekelöf. De lærte mig en lektie om en sprogkraft, der transcenderer dagligsproget og volder eksplosioner i højre hjernehalvdel. Denne bagage gav mig siden hen smag for fabulanter som Bohumil Hrabal og Peter Esterhazy. Et tidligt, vigtigt møde var Arenas Beckett-fordanskninger.«

Hvad er den værste bog, du har læst?

»Jeg styrer uden om forudsigeligt ’værste bøger’, som konsumlitteraturen i Føtex. Mere kuriøst er nok, at jeg for nogen tid siden havde det svært med Pontoppidans De Dødes Rige – som er en klassiker og ubetvivleligt har store kvaliteter, men som jeg fandt alt for overdetermineret og klaustrofobisk. En plausibel forklaring – for det kom bag på mig – kunne være min indgroede modernisme.«

Hvilken type læser er du?

»Kræsen og langsom. Jeg opflaskede mig selv med moderne lyrik, som man ikke kan jage igennem. Vanen hænger ved. Jeg holder af kortere bøger, som giver mig illusionen af at have nået noget.«

Hvornår læser du?

»I princippet hele tiden og hvor som helst. Jeg har travlt, hvis ikke jeg skal dø fra alt for mange hyldemeter af husets samlinger.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her