Interview
Læsetid: 2 min.

Læser du bøger: Lea Marie Løppenthin

Moderne Tider
27. december 2014

Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Peter Waterhouse: Blomster. Den etablerer et blik på landskaber, som ser det blomsterlignende i fabrikker og neonskilte med en nærmest lykkelig forsigtighed, som kendes fra hyrdedigtningen. Hans hyrdestemme vogter dog ikke dyr, men i højere grad andre tekster, som indgår i det industrielle landskab. Sådan er stemmen aldrig adskilt fra noget samfund, eller nogen natur. Idyllen består ikke i en romantisk udgrænsning af fremmedelementer, men er tværtimod en radikal modtagelighed overfor alt, der er materielt.«

Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»Inger Christensens essaybog Del af labyrinten bliver ved at optage mig. Her omskrives Descartes’ ’Jeg tænker, altså er jeg’-sætning til ’Jeg tænker, altså er jeg del af labyrinten’, og indfører tvivlen og i forlængelse heraf illusionen som en frigørende kraft frem for blændværker, der vil narre menneskene. Man kan ikke endegyldigt blive virkelig, ’realisere’ sig selv, vinde over den dæmon, man tror skygger for virkeligheden. I stedet må man tage vildfarelsen på sig og lade den være udgangspunkt for et fælleskab med de øvrige tvivlere. Det lyder nok vildt nemt, når jeg siger det sådan her, men det er det ikke, så man er nødt til at læse i bogen tit.«

Hvad er den værste bog, du har læst?

»Rainer Maria Rilkes Malte Laurids Brigges Optegnelser, ikke fordi den er dårlig, men fordi den rummer mange af mine værste tanker. Den består af optegnelser fra en fiktiv ung dansk digter, der er alene i Paris. (»Jeg har et indre, jeg ikke vidste af. Der går nu alting hen. Jeg ved ikke, hvad der sker der.«) Her bliver erfaringen af, at grænsen mellem jeget og verden er skrøbelig, omskiftelig, uendeligt skræmmende og smertelig. Så jeg må også jævnligt læse denne værste bog; så jeg kan blive mindre vred på mig selv over at blive så skræmt.«

Hvilken type læser er du?

»Den forhastede, ivrige, maniske type. Men jeg øver mig i at være mere tålmodig.«

Hvornår læser du?

»Når der er tekst foran mine øjne, det er ikke altid et valg.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her