Interview
Læsetid: 6 min.

’Livet er i morgen’

Modtagelsen af seks fanger fra den amerikanske Guantánamo-base bliver en af Uruguays afgående præsident, José Mujicas, sidste officielle gerninger. Det aktivistiske statsoverhoveds afløser, Tabaré Vázquez, er netop valgt til at overtage embedet til marts. Et simpelt liv er min frihed, siger Mujica
Enkelt. Hvis jeg begyndte at omgive mig med en masse ting, ville jeg også skulle bruge tid på at vedligeholde dem, og det ville tage tid fra vigtige ting, siger præsident Jose Mujica, her fototgraferet foran den præsidentielle garage.

Andreas Stapff

Moderne Tider
13. december 2014

Ved havnen i Montevideo, på vej i en af regeringens pickups, der skal køre mig hen til et interview med Uruguays afgående præsident Jose Mujica, fanger et bemærkelsesværdigt syn min opmærksomhed. Det er et billede på, hvordan denne højst usædvanlige præsident har nået at forvandle lille Uruguay til en af de mest progressive nationer i verden, før han til marts træder af efter seks år på posten.

Netop ankommet fra Europa ligger en tilsyneladende endeløs række af kæmpe grå over 30 meter lange metalslanger rundt om de store vindturbiner, som snart skal gøre landet i stand til at nå sine mål om 30 procent energi fra bæredygtige kilder.

»Husk at spørge Pepe om det,« siger præsidentens kommunikationsrådgiver Joaquin Costanzo fra forsædet af bilen. »Det er en af de ting, han er mest stolt af.«

Uruguay har så lille en befolkning, knap 3,4 millioner, at det følels naturligt, når alle kalder præsidenten Pepe, kælenavnet for José. Det passer godt til den ydmyghed, og den afsmag for rigdom og pral, han er kendt for.

Had er giftigt

Han har tilbragt 13 år af sit liv i Uruguays fangekældre under 1970’erne og 1980’ernes diktatur, ofte i regulære huller i jorden, hvor han blev udsat for tortur og lange perioder i isolation. Her havde Mujica masser af tid til at tænke over ligegyldigheden ved overflod og voldens meningsløshed. I en periode blev han vanvittig af ensomheden og af smerten fra de sår, han var blevet påført under torturen.

Men bitterhed hænger ikke i luften på gården ved Rincón del Cerro, 20 minutter uden for Montevideo, hvor den 18-årige Manuela, Mujicas berømte trebenede hund, kommer besøgende stormende imøde.

Der er blot tre værelser i huset. Mujica nægter at flytte ind i Uruguays luksuriøse præsidentpalads.

»Min rigdom er her,« siger han og henter to puder, der har kendt bedre dage, og lader dem dumpe ned på to rustne havestole. Hans gamle sorte støvler er mudrede, og han har ingen strømper på denne lune morgen.

Han ønsker ikke at dvæle ved de år, han tilbragte i fangenskab.

»Jeg tror ikke på torturbarometeret – som om udholdenhed giver en aura af prestige.«

Og han afviser at bære nag til dem, der i sin tid udførte torturen på ham.

»Havde det ikke været lige de personer, havde det været nogle andre. Det er uundgåeligt. Nogle sociale klasser skal man bare ikke blande sig med. Men had er meningsløst. Det er giftigt. Du kan bruge hele livet på at indkræve en gæld, som ingen har tænkt sig at betale. Det er ikke livet. Livet er i morgen.«

Fra guerilla til kult

Mujica ville ellers være lovlig undskyldt, hvis han for en gangs skyld lod sig gribe af nostalgi. Da han blev valgt i 2009, var det som nummer to i rækken af præsidenter fra venstrefløjskoalitionen Frente Amplio (Den Brede Front). I 2004 lykkedes det for første gang fronten at erobre magten fra de traditionelle partier Blanco og Colorado (Hvid og Rød), da Mujicas forgænger, Tabaré Vásquez, blev valgt i 2004.

Forfatningen forbyder Mujica at genopstille, og han planlægger i stedet at forblive på en senatorpost, når hans periode udløber til marts.

Det har været en bemærkelsesværdig rejse, fra guerillasoldat til præsident med kultstatus.

Da Mujica blev anholdt i 1972, var han et ungt medlem af Tupamaro-guerrillagruppen og sov med et maskingevær under sengen. Nu ser han ikke længere nogen mening med vold.

»Vi er alle børn af vor tid, og den verden var anderledes. Men du kan ikke ofre liv på en ide om, at om 30 år vil verden være bedre. Nu kæmper vi med andre midler, men for de samme mål. Det kan betale sig at gå langsomt til værks, at være tålmodig og at forsøge at øge omfordelingen og den sociale retfærdighed uden at gribe til vold.«

Store fremskridt

Rincón del Cerro-gården er yderst beskeden. Gamle malerdåser er blevet forvandlet til blomsterkrukker, som ikke rigtig har blomster i, men snarere end slags ukrudt.

Manuela, det sorte gadekryds med det manglende ben (hun var ude for et uheld, da hun var 10 år, forklarer Mujica), er formentlig den mindst præsidentagtige hund i verden.

I haven står en ensom bænk, lavet af plastikflasker bundet rodet sammen.

»Den er lavet af patienterne på et psykiatrisk hospital,« siger Mujica. Og det er præcis sådan, den ser ud.

Men de undselige omgivelser får en anden karakter, når Mujica begynder at tale om den imponerende økonomiske forvandling, Uruguay har undergået under hans ledelse.

»Det har været gode år for ligheden. For 10 år siden befandt 39 procent af befolkningen sig under fattigdomsgrænsen. Det tal er nedbragt til 11 procent, og vi har reduceret den ekstreme fattigdom fra fem til 0,5 procent,« siger han med stolthed i stemmen, mens Manuela strækker sig ved hans fødder.

Han har også hævet investeringerne fra 13 til 25 procent af BNP. Og så er der vindmøllemarkerne.

»I 2016 kan vi opfylde 30 procent af vores energiforbrug med genanvendelige kilder. Vi har udnyttet Europas krise, og det faktum, at nogle projekter ikke længere kunne udføres der. Vi begyndte at få tilbud på projekter, som virkelig kunne betale sig.«

Uruguay er blevet forvandlet til en energieksporterende nation, der sælger el til nabolandet Brasilien med sine næsten 200 millioner indbyggere.

Statens sygdomme

Mujica har også legaliseret abort – som det eneste andet sted i Latinamerika ud over Cuba og Mexico City – og hashsalg.

»Ingen går ind for abort, men sandheden er, at det er en nødvendighed for kvinder,« siger han.

Den samme pragmatik gælder hans holdning til hash.

»Vi har kørt hårdt imod stoffer i 80 år uden den ønskede effekt. Og de, som ikke vil erkende det, kan bare se på Mexico, på Honduras, på Guatemala, og de vil se fejlslagne stater, som bliver ædt op indefra af narkohandel.«

Han bliver næsten vred ved tanken om dem, der fortsat insisterer på forbud.

»Problemet er, at parallelt med narko er der opstået et kæmpe system til at bekæmpe det. Staten har en lang række sygdomme, og en af dem er, at de, som udfører en given opgave, begynder at tro, at den opgave er verdens navle. Alle ønsker at se sig i spejlet og tænke, at det, de gør, er uundværligt. Men i stedet for undertrykkelse har vi brug for læger, som kan håndtere dette svineri!«

Hvordan kommer Mujica så overens med andre ledere, som ikke deler han pragmatiske tilgang? Skaber det spændinger?

»Hvis vi mener, at flertallet skal bestemme i et demokrati, må deres ledere også leve som flertallet. Jeg færdes ikke blandt et lille mindretal, og jeg er ikke hverken konge eller feudalherre.«

Simpelt liv er frihed

Den eneste bil, Mujica ejer, er en gammel hærget blå Volkswagen Beetle. Gården tilhører hans kone, og han donerer en stor del af sin løn som præsident til velgørenhed.

»I mange år sov jeg på et fængselsgulv, og de nætter, jeg fik lov at ligge på en madras, var jeg lykkelig. Jeg har overlevet med nærmest ingenting. Så jeg lærte at sætte stor pris på meget små ting og at anerkende, at intet varer evigt. Hvis jeg begyndte at omgive mig med en masse ting, ville jeg være nødt til at bruge en stor del af mit liv på at vedligeholde dem. Og så ville jeg ikke have tid til de ting, jeg holder af, politik. Et simpelt liv er ikke noget offer, det er min frihed. Frihed til at gøre de ting, der holder mig oppe. Det er min rigdom.«

Guardian og Information

Oversat af Nina Trige Andersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I mine øjne, er José Mujica, den klogeste og mest visionære præsident, denne planet har i øjeblikket.

Gert Selmer Jensen

Pragtfuld mand.!!

Lise Lotte Rahbek

Åh du godeste... Sådanne mennesker findes?!

Hvor aldeles Vidunderligt. :)

Her er José Mujicas store tale på Rio+20, - 10 minutter.
www.youtube.com/watch?v=cCEgcd7G9Bg

Gert Selmer Jensen

Lise Lotte Rahbek-
Ja.! Er det ikke en befriende, og livsbekræftende tanke.!
Der er stadig håb.!!?

Gert Selmer Jensen

Èt rigtigt menneske.