Læsetid: 8 min.

Mennesket bag massemorderen

Omfattende ny Stalin-biografi giver et mere nuanceret billede af Sovjetunionens skruppelløse diktator. Stalin var hverken drevet af afsporet ondskab eller af magt for magtens egen skyld, men af dyb ideologisk overbevisning
Den unge Stalin. Josef Stalin i revolutionsåret 1917. Stephen Kotkin afviser, at det allerede på det tidspunkt kunne anes, hvilken koldblodig diktator den georgiske skomagersøn ville udvikle sig til.

Den unge Stalin. Josef Stalin i revolutionsåret 1917. Stephen Kotkin afviser, at det allerede på det tidspunkt kunne anes, hvilken koldblodig diktator den georgiske skomagersøn ville udvikle sig til.

Mary Evans

6. december 2014

At skrive om historiens værste massemordere er ikke let. Portrættet bliver først troværdigt, hvis man som John Milton gjorde i Det tabte paradis også kan fremvise de brister og modsigelser, der får uhyret til at virke menneskelig. De dæmoniske versioner af Stalin og Hitler, som de fleste af os har internaliseret, er ikke gode at få forstand af. Det er svært at forestille sig, at den mand, der dræber eller lade en million mennesker dræbe, på en eller anden måde skulle være en million gange ondere end den koldblodige øksemorder, der kun dræber en enkelt. Moralfilosoffer kan tænke sig til en mere meningsfuld graduering, men spørgsmålet er, om ikke præmissen er gal: Det onde, forstået som en egenskab ved en person, er næppe kvantificérbart.

Kompliceret bliver det, når ondskaben kobles til en leders ansvar for massedød. Vi anerkender, at massedød forekommer i krige, uden at vi dermed automatisk fordømmer de ledere, der gav ordre til den. Revolutionsledere ynder at gøre krav på samme moralske fritagelse: Også de ser deres drab i et ’nødvendighedens lys’. Her ligger et dilemma for historikerne.

Stephen Kotkin viger ikke tilbage for at tage denne udfordring op, og nu foreligger den første bog i hans trebindsværk, Stalin: Magtens paradokser. Han erklærer allerede i forordet, at historien er »fuld af tilfældigheder« og fastlår dermed, at vi ikke skal vente redegørelser for historisk uundgåelighed eller psykologisk determinisme. »Historien udgår fra Stalins kontor, men ikke fra hans synsvinkel,« skriver han. Det virker som en besyndelig sondring, for hvem, hvis ikke Stalin selv, kan anskue verden fra Stalins kontor?

Hjem til revolutionen

Nuvel, de første 300 sider er viet til at beskrive det russiske imperium, russisk absolutisme, det europæiske statssystem, den frembrydende modernitet og geopolitikken i tiden før Den Russiske Revolution. Det er en omfattende kontekstualisering, som får den konsekvens, at den unge Stalin syner temmelig lille. Stalin dukker kun op sporadisk, men hver gang som talentfuld, autodidakt stræber med åbenlyse ambitioner. Under sin opvækst møder han modgang, men Kotkin afviser ideen om barndomstraumer.

Den figur, der fylder mest i de første kapitler, er Pjotr Durnovo, zar Nicholaj II’s indenrigsminister, hvem det lykkedes at holde sammen på riget efter revolutionen i 1905 ved hjælp af hårdhændet undertrykkelse. Hvad angår Stalin, befandt han sig i sit sibiriske eksil, hvor han i det meste af zarrigets sidste årti kæmpede mod »myg og kedsomhed« og derved slap for Første Verdenskrig. Den førhen så lovende unge mands løbebane så ud til være havnet i en blindgyde. Så kom miraklet: sammenbruddet for zarens enevælde i februar 1917. Stalin og hans revolutionære kumpaner havde ingen andel i disse første omvæltninger, men var blandt dem, der kom til at udnytte dem. Endnu var det dog en ret obskur undergrundsfigur, der ankom til Skt. Petersborg den 12. marts 1917, »iført sibiriske valenki (filtstøvler, red.) og stort set uden anden bagage end en skrivemaskine«. Nu ville han slutte sig til revolutionen.

Fra slaget ved Tsaritsyn i 1918, hvor Stalin leder de bolsjevikiske styrker, og de følgende års sammenstød med Trotskij bliver biografiforfatteren mere optaget af sin hovedperson. Samtidig bliver det tydeligere, hvilken slags biografi Kotkin skriver. Modsat mange af forgængerne forsøger han ikke at beskrive ondskabens genese. Han leder ikke efter tidlige tegn på de uhyrlige deformationer, der senere skal opstå, men søger snarere at analysere ham på på de forskellige stadier af hans karrierevej – og uden at forfalde til bagklogskab. I modsætning til mange af de historikere, der har skrevet om sovjetisk politik i 1920’erne, tager han ikke parti for Stalins modstandere. Lige så lidt er hans udgangspunkt det blandt historikere så gængse, at Stalin skal måles op imod Lenin, og her i større eller mindre grad vil komme til kort.

Lenins testamente

Diskussionen af Stalins brud med eller forræderi mod leninismen har stået på i årtier, især på den ikke-kommunistiske venstrefløj. Set fra Kotkins synspunkt var Lenin ikke just eksemplarisk. En »sindsforvirret fanatiker« er en karakteristik, forfatteren synes at stå inde for. Kotkin interesserer sig heller ikke synderligt for den gamle strid om kontinuitet eller diskontinuitet mellem Lenin og Stalin; for ham at se er kontinuiteten ubestridelig, og det er ham tydeligvis om at gøre at overbevise os om, at mange af de værste aspekter af Stalins regime allerede var til stede, i det mindste latent, hos Lenin. Hans sammenligning mellem Lenin og Stalin falder i det hele taget ikke ud til Lenins fordel. F.eks. anføres det, at »Lenin aldrig satte sine ben i Georgien, ja end ikke i Ukraine«, hvorimod Stalin »havde førstehåndsoplevelser fra mange dele af det brogede rige«, ligesom Stalin i modsætning til Lenin indså, at Ruslands imperialistiske undertrykkelse kun var et aspekt blandt flere til forståelse af relationerne mellem imperiets mange forskellige etniske grupper.

Et slagtilfælde gjorde Lenin ude af stand til at lede Sovjetunionen i de sidste to år før sin død i januar 1924, og en skjult arvestrid brød ud med Stalin og Trotskij som de to førende prætendenter. Fra sin sygeseng intervenerede Lenin eller personer, der handlede på hans vegne, ved at udsende det dokument, vi kender som Lenins testamente. Heri gives der både konfuse og advarende vurderinger af Trotskij, Stalin og de øvrige figurer i kommunistpartiets øverste ledelse, og i et efterskrift kræves Stalin endda fjernet som generalsekretær for partiet med den begrundelse, at han er uforskammet. Kotkin tilslutter sig den russiske historiker Valentin Sakharovs vurdering af, at Lenins hustru, Nadesjda Krupskaja eller andre i husstanden – og ikke den lammede Lenin – var de faktiske ophavsmænd til disse dokumenter. Hvordan det nu end forholder sig, kom ’testamentet’ som et slag for Stalin, politisk som personligt. Han overlevede magtkampene, men ’testamentet’ hang over ham »som et damoklessværd« og indgav ham »en følelse af selvmedlidenhed«.

Historien om, hvordan Stalin vandt over sine modstandere i arvestriden fortælles efter et velkendt skema, og Kotkin føjer ikke meget nyt til den politiske analyse. Dog oplives hans fremstilling af fyldige citater fra barske diskussioner i politbureauet, hvis nedskrifter først blev tilgængelige for historikerne efter Sovjetunionens sammenbrud. Også Stalins konkurrenter får en hårdhændet behandling: Trotskij var ikke bare »ubønhørligt nedladende« og en elendig politisk strateg. Han var »ganske enkelt ikke den leder, folk troede, han var, og som Stalin viste sig at være ... Stalins evner og vilje var af en helt anden størrelsesorden«. Zinovjev fremstår endnu mere uduelig, mens Kamenev noget urimeligt afvises som »uforbederlig intrigemager«. Da Stalin havde gjort op med disse rivaler fra den såkaldte venstreopposition, kom turen til partiets højrekræfter, men også den vigtigste af disse, Bukharin – »ikke en person af stærk karakter eller klarsyn« – får en ublid medfart hos Kotkin. Kun Aleksei Rykov og finanskommissær Grigorij Sokolnikov slipper nådigt, men ingen af dem havde organiserede fraktioner bag sig. I Kotkins version af 1920’ernes politiske magtkampe møder vi en Stalin, der trods et overlegent talent for fraktionskampe bliver lige så meget konspireret imod, som han konspirerer mod andre.

Kollektiviseringen

I den forbindelse overvejer Kotkin også, om Stalins modstandere allerede på dette tidspunkt havde blik for, hvor paranoid og voldelig en tyran Stalin havde anlæg for at blive. Det spørgsmål besvarer han med et klart nej. At Kamenev afstod fra at vælte ham i 1923, viser, at »den monstrøse Stalin enten endnu ikke var opstået eller i al fald ikke var synlig for selv en person, der arbejdede meget tæt sammen med ham«. Fem år senere var det blevet langt mere indlysende, hvor stor en trussel Stalin var, men alligevel undlod Rykov at udnytte en lignende chance. Ifølge Kotkin, fordi han og de øvrige i politbureauet »i Stalin var kommet til at se ikke bare en selvcentreret, vredladen og hævngerrig person, men også en ukuelig kommunistisk leder med en stor indre styrke, der var fuldstændig dedikeret til Lenins ideer og i stand til at bære hele statsapparatet, landet, og verdensrevolutionens sag på sin ryg«.

Det afgørende øjeblik i Kotkins redegørelse bliver Stalins beslutning om at gennemtvinge en total kollektivisering af Ruslands bondelandbrug. Blandt historikerne hersker konsensus om, at kornkonfiskations-krisen i 1927 gjorde det nødvendigt for bolsjevikkerne at skride til radikal handling. Men tesen har altid haft den svaghed, at den ikke kunne forklare, hvorfor lige præcis kollektivisering blev den uomgængelige radikale handling, og Kotkin kan da heller ikke følge udlægningen. Kollektiviseringen var tværtimod, skriver han, en vild satsning – et skridt, der udsprang af Stalins overbevisning om, at Rusland ikke vil kunne realisere socialisme uden at afskaffe de små bondelandbrug.

Styret af ideologi

Stalin var ifølge Kotkin en mand, der handlede ud fra en dybtfølt ideologisk overbevisning, og hvis handlinger kun kan forstås ud fra denne optik og ikke så meget ud fra et ønske om at maksimere personlig magt. Hvilken anden salvet leder, for hvem personlig magt var det højeste mål, ville risikere et sådant skridt? Stalin »satte alt på spil, herunder også sin personlige magt«. At resultatet ikke blev en fuldstændig katastrofe for ham selv, skyldtes rent held. Det, der reddede ham, var ifølge Kotkin, at Den Store Depression gjorde vestmagterne mere interesserede i at indlede et økonomisk samarbejde med Sovjetunionen. Denne sidste forklaring kunne man godt ønske sig bedre dokumenteret, men uanset hvad ser Kotkin rigtigt, når han fremhæver, hvor stor betydning beslutningen om kollektivisering fik.

I det afsluttende kapitel tager Kotkin et spørgsmål op, der ofte stilles, men sjældent besvares: Hvad nu hvis Stalin ikke havde eksisteret? »I så fald ville sandsynligheden for total tvangskollektivisering have været tæt på nul, og så var det sovjetiske regime formentlig enten faldet fra hinanden eller havde forandret sig grundlæggende«. Det var med andre ord ikke omstændighederne, der skabte Stalin, men Stalin, der skabte omstændighederne. Stalin skabte historie, skriver Kotkin, »ved at omarrangere det socioøkonomiske landskab for en sjettedel af Jorden«. Derved afslører hans eksempel, »hvordan et enkelt individ i yderst sjældne tilfælde kan træffe beslutninger, der radikalt forandrer et helt lands politiske og socioøkonomiske strukturer med globale konsekvenser«.

Den vanskelige to’er

Skønt Kotkins bog må betragtes som et synteseværk, trækker den også på en mængde nyere arkivforskning, en del af det gennemført af forfatteren selv. Som historiker er han en inspirerende diskussionspartner med en skarp, respektløs humor, der kompenserer for de indimellem ret omstændelige passager i hans tekst. Det gør bogen til en både læseværdig, original og i sine grundtræk overbevisende fortolkning af Stalin, som vil nære den fortsatte debat blandt fagfæller. Nok er dette kun første bind, og det langt vanskeligere bind to – om 1930’ernes udrensninger og terror – har vi stadig til gode. Men efter at have vist os mennesket bag Stalin, skal det blive spændende at se, hvordan Kotkin vil håndtere dette menneskes tiltagende dæmoni i næste bind? Vil han bevare Stalins menneskelighed eller lade ham mutere til et monster? Den beslutning bliver svær for forfatteren, men for læserne er der noget at se frem til.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Stephen Kotkin
Stalin – Volume I: Paradoxes of Power, 1878-1928

949 sider. 40 dollar
Penguin Press

Sheila Fitzpatrick, historiker, udgiver næste år ’On Stalins Team: The Years of Living Dangerously in Soviet Politics’ – om Stalin og kredsen omkring ham i 1920’erne

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Bundgaard Pedersen

Datidens olie: hvedekornet var problemet. Ved at gøre Rusland til en ørken grundlagde USA økonomien til "overtage" verden i det 20 århunderede.Målet opnåedes gennem en bevidst strategi , nemlig bolsjevismen, der i lighedens navn smadrede det naturlige bondebrug i Rusland:USA´s forhindring til at opnå højere priser på korn.

Se også estisk dokumentar: virkeligheden overgår fatteevnen,ganske enkelt:

https://www.youtube.com/watch?v=oIuW-vNQsQI

Stalin var redskabet for en langsigtet strategi om at modne Ruslands infrastruktur og gøre det klart til overtagelse af Rothchild og co, når målet var nået. Khordokovski var f. eks blot Rothchilds forlængede arm i Rusland.

Michael Bundgaard Pedersen

Bolsjevismen var USA´s redskab til at kontrollere Rusland og Stalin var et af redskaberne.

Problemet for USA var at Rusland producerede for meget af datidens olie; nemlig hvedekornet.
USA ønskede Rusland omdannet til en ørken. Det lykkedes ved at smadre de små bondebrug og bondekulturen.I overført betydning blev Rusland en ørken.

USA kunne nu gennem sin i stor skala monopoliserede produktion af hvedekornet grundlægge en økonomi, der kunne "underlægge" sig resten af verden i det 20 århundrede.

I en langsigtet strategi skulle Stalin modne Ruslands infrastruktur og gøre landet klar til overtagelse. Khodokovski,som Putin fængslede, var sat ind af Rothchild til at være med til at fuldføre strategien efter Sovjets sammenbrud i 1991.

Se også estisk dokumentar: virkeligheden overgår fatteevnen:

https://www.youtube.com/watch?v=oIuW-vNQsQI

Kasper Kristiansen

'Bolsjevismen var USA´s redskab til at kontrollere Rusland og Stalin var et af redskaberne.' skriver Michael Bundgård Pedersen. En latterlig konspirationsteori netop som USA sammen med Storbrittannien og Frankrig stod i spidsen for en invasionshær fra 14 nationer ind i Sovjetrusland for at kvæle revolutionen i blod i 1919.
Stephen Kotkins bog lader til at være god læsning for stalinister da det efter anmeldelsen lader til at være forherligelse af en af det 20. århundredes største politiske monstre, Stalin, og en klar negligering af Lenin. Nu kender jeg ikke bogen, men eksempelvis ved omtalen af tvangskollektiviseringen af landbruget i Sovjetunionen lader Kotkin til omhyggeligt at have fortiet hungersnøden i Ukraine, Belarus, Volgaregionen i Rusland samt Kazakhstan, der fulgte tvangskollektiviseringen. Det værste hændte ganske vist i 1932-33 og bogen skulle have beskrevet Stalin i perioden op til 1927. Alene i Ukraine skulle skønsmæssigt omkring 3,5 mill. mennesker være sultet ihjel og i et tidspunkt, hvor Sovjetunionen eksporterede 4,5 mill. tons korn. Det var sandsynligvis på det tidspunkt ukrainernes had til Rusland begyndte og har varet ved lige til idag. I 1941 kom det til udtryk ved at ukrainere i almindeligvis anså den tyske invasionshær som befriere og mange ukrainske mænd sluttede sig til nazihæren.
Om Kotkin vil behandle 30'ernes udrensninger bliver sikkert svært som anmeldelsen slutter af med og så har man slet ikke kommet i tanker om Stalins elendige ledelse af Den Røde Hær under tyskernes invasion i 1941, der i løbet af et halvt år førte til tabet af op mod 3 mill. soldater og et ukendt antal civile. Heller ikke omfanget af videre udrensninger efter krigen og i årene op til hans død er ikke nævnt.

Morten Pedersen, Karsten Aaen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar

Personkarakteristikkerne er sigende

Læs lige artiklen igen. Personkarakteristikkerne er sigende. Det her handler ikke om historisk forskning, men om mytologi. Jargonen er velkendt.

Robert Ørsted-Jensen

Meget rigtigt Kasper men Lenin var nu ikke helt den helt du og andre gør ham til. Hans og Trotskys indædte antidemokratiske holdninger banede vejen for Stalin, og har sigende banet vejen for despoter (ofte lige så slemme) alle steder hvor den leninistiske model er taget i anvendelse, hvilket burde føre til omtanke

Søren Kristensen

Det der med at ideologien er drivkraften, sådan er det jo hvergang, både når det går godt og når det går skidt. Ideologi er nemlig ikke bare noget bras, men uhyre farligt i de forkerte hænder. Det er så banalt, at det burde være overflødigt at skrive en artikel, for slet ikke at tale om en hel bog om det, hvad det så også er i mit tilfælde. Jeg tror nemlig ikke på at tvangskollektivisering var noget Stalin fandt på, men en tanke i tiden som var moden til at lade den afprøve. I det spil var Stalin blot en nyttig idiot, på samme måde som Hitler var noget lignende i forhold til fascismen. Egentlige bare nogle navne, der så let som ingenting, kunne have været nogle andre.

Michael Bundgaard Pedersen

Kasper:
Ikke det officielle politiske USA, men andre stærke økonomiske kræfter, der har sin rod i USA.
Trotsky og Lenin´s revolution var aldrig lykkedes uden de betydelige midler de havde med fra Schweiz og USA.
Forstokket og forstenet tænkning er der nok af i forvejen-især når det gælder historieforståelse.
Rusland har siden været og er stadig USA´s nødvendige fjende og skræmmebillede, som bruges
til at retfærdiggøre USA´s egne økonomiske mål i retfærdighedens og demokratiets "hellige" navn.
Din tænkning viser blot hvor uoplyst og mørkelagt Danmark reelt er!

Preben Haagensen

Der kan være noget ret i, at Stalin var drevet af en dyb ideologisk overbevisning. Trods det, at Stalin var leder af en 6. del af jorden, brugte han ikke magten til personlig vinding. Da han døde viste det sig, at han kun ejede det tøj han gik og stod i. Hans lejlighed i Kreml var statens, ligeledes var hans hus i skovene uden for Moskva, hvor han af og til trak sig tilbage til statens. Så der var åbenbart en dyb ideologisk overbevisning om socialismen.

Kasper Kristiansen

Robert, jeg forsøgte at hentyde til Kotkins påstand om at Stalin blot fortsatte, hvor Lenin slap. Det gjorde Stalin ikke, de to ledere var diametralt modsatte i den måde de ledede parti og stat på.
Lenin var bestemt ikke fejlfri og hans historiske fejltagelse var at Rusland var moden til socialistisk revolution, det var Rusland ikke.
"Hans og Trotskys indædte antidemokratiske holdninger banede vejen for Stalin,..", i universel demokratisk forstand, ikke bare i borgerlig demokratisk forstand, var Lenin mere demokratisk end nogen borgerlig demokratisk valgt leder nogensinde havde været. Lenin var kommunist og ikke pacifist og han forstod at svare hårdt mod hårdt især under borgerkrigen som Marx i sin tid havde talt for, men som mange i eftertiden og især af borgerlige blev anset som despotisk, antidemokratisk og endog forbryderisk.
De despoter som du påstår Lenin havde banet vejen for var gjort af Stalin, men det kan også sagtens påstås at Lenin banede vejen for Stalin. Revolutionen var alt for afhængig af for få ledere og ikke af et system, men det var de givne forhold i dens samtid der stillede betingelserne og ikke som man kunne ønske det set i bakspejlet.

Robert Ørsted-Jensen

Kasper demokrati er demokrati. - det er kun borgerligt i det omfang det begrænses til politik og ignorere samfundetsøkonomiske grundlag. Lenin opløste den grunlovgivne han selv havde været med til at indkalde forbød derefter alle andre partier og skabte en etpartistat med en centralkomittee i toppen godt hjulpet af de øvrige bolsjevikker heriblandt Trotsky. De var bestemt mindre demokrater end de fleste slv borgerlige politikere. Ja de var ikke overhovedet ikke demokrater. Efter dem var et kun et spørgsmål om tid før den "forkerte" mand kom til magten som enevældig diktator. Det er i leninistens jeg alene vid bedre attitude at du finder Stalin

Jakob Grønlund

Hvis man ønsker at fordybe sig i Michael Bundgaard Pedersens kommentar, angående Amerikanske bankers finansiering af den bolsjevikiske revolution i en videnskabskabelig ramme, så er det Anthony C. Suttons bog "WALL STREET AND THE BOLSHEVIK REVOLUTION" man skal læse. Bogen kan findes her:

http://www.voltairenet.org/IMG/pdf/Sutton_Wall_Street_and_the_bolshevik_...

Enjoy!

Mvh.

I håbet om at bogens eksistens bliver en kende udbredt.

Robert Ørsted-Jensen

Bogen er intet andet end en absurd consirations teori,hvor man forestiller sig at især den tyske efteretningstjeneste kunne forudsige den sejrrige bolsjevikkiske magtovertagelse, en fuldkommen absurd tankegang.

Jakob Grønlund

"Bogen er intet andet end en absurd consirations teori"

Hvordan man kan nedkoge bogens indhold til ovenstående går lidt udover min forstand. Det eneste som slår mig som konspirations teori, umiddelbart, er ovenstående benyttelse af termen.

Den er afgjort mere og meget andet end dit ovenstående håbløse postulat.

Mvh.

Robert Ørsted-Jensen

Jo Jakob

Den bagvedliggende hovedpåstand er at man (i fx den tyske overkommendo, eller i Wilsons administration) i 1915-16 vidste hvad ikke en kæft kunne vide før tidligst i 1918-1920. Nemlig at bosjevikkerne ville blive sejrrige og at ders styre ville ende i et etpartidiktatur

Den tanke var så håbløs i 1916 at det ville have været absurd bare at fremkomme med den. Men her sidder så en historisk interrsseret person og graver dokumenter frem som viser at tyskerne under første verdenskrig så et formål (ikke særligt overraskende og i øvrigt velkendt for enhver der ved noget om Helphand/Pavus) i at forsøge at skabe interne problemer for styret i rusland ved at yde støtter til ikke bare bolsjevikkerne og Lenin (som tåben her ensidigt fukusserer på) men alle mulige destabilisirende grupper på den russiske højre og venstrefløj.

Men ved at koncentrere sig ensidigt om støtte Trotsky og hans daværende politiske fjender (et forhold der lige overses) i Leninistfraktionen af det russiske socialdemokrati, kan forfatteren så finde og skabe en fantasifuld forklaring baseret på bagklogskab. En konspirationsteori der i essensen er ældgammel ikke ny overhovedet, og som går ud på at Tyskern bragte bolsjevikkerne til magten. Forfatteren til denne fantasifulde krønike "glemmer" lige at tyskerne ikke havde skygge af ide om eller kunne forudsige lenins styrke og samrbejde med trotsky før tidligst i oktober 1917.

Den ret afgørende person var desuden Trotsky, hvad forfatteren så også for gjort meget ud af, men han glemmer så lige i sin uendelige uvidenhed at Trotsky og Lenin var politiske fjender frem begyndelsen af året 1917 og at dette først ændrede sig efter Lenins ankomst, altså efter at Lenin havde fået hjælp til at rejse igennem tyskland. Altså længe efter at begge havde fået den støtte til at komme til rusland som vores fantasifulde forfatter gør så meget ben ud af.

Forfatteren til den bog har fundet nogle interesandte dokumenter som han så u sin uendelig uvidenhed misbruger til at skabe en fantasifuld konspirationsteori om hvem der stod bag oktober revolutionen. Det er fjollerier der bygger på maglende viden og især på manglende evne til indlevelse.

Vi har en veldokumenteret historie fra 1914 - en udtalelse fra en østrisk minister som vred sig på jorden af grin da han blev præsentere for den fantasifulde ide at en krig i europa kunne føre til revolution i Rusland og republikker overalt. Manden havde mødt og lyttet til Trotsky på en cafe i Wien og det fik ham til at brøle af grin "Du mener at ham der Trotsky nede på cafeen skulle gå hen og vælte Zaren" - han synes ideen var så grotesk at han var ved at omkomme ved tanken. Se det kommer tættere på realiteterne. Der var kræfter der gerne ville destabilisere det russiske zardømme og derfor gerne ville støtte alle mulige mærkelige elementer af russisk herkomst. Men påstanden om at man vidste eller kunne vide og forudsige at det ville føre til Lenins magtovertagelse og alt hvad der kom bagefter viser at forfatteren er enten idiot eller bare en ualmindelig dårlig historiker. Det vidste ingen end ikke i oktober 1917, det vidste man først nogle måneder senere og selv da kunne man ikke vide om de ville kunne fastholde magten, det var mere end tvivlsomt før 1922.

Robert Ørsted-Jensen

Den bog Michael Bundgaard Pedersen præsenterer os for og som han selv synes er så genial - er ganske enkelt en gang ahistorisk konspiratorisk nonsens brygget sammen på nogle i øvrigt interessante kilder.