Læsetid: 17 min.

Den moderne læge har ikke brug for at spille konge

Lægerne har i årtier befundet sig allerøverst i samfundshierarkiet. Lige under Gud, som en af dem siger det. Men befolkningens tillid til lægestanden er faldende, og unge mennesker har mindre respekt for lægerne end de ældre. Det skyldes internettet, uddannelsesniveauet og en særlig livsløgn, som i disse år er ved at blive afsløret
Eigil Rasmussen vil godt have noget medicin med lidt mere krudt i. Det fik han sidste gang, han var indlagt. Det var noget med en trekant på, husker han. Efter en snak med læge Andreas Jørgensen om bivirkningerne er han dog med på alligevel ikke at skulle have mere ’krudt’.

Eigil Rasmussen vil godt have noget medicin med lidt mere krudt i. Det fik han sidste gang, han var indlagt. Det var noget med en trekant på, husker han. Efter en snak med læge Andreas Jørgensen om bivirkningerne er han dog med på alligevel ikke at skulle have mere ’krudt’.

Tor Birk Trads

20. december 2014

I går løj Eigil Rasmussen over for lægerne på Køge Sygehus:

»De ville gerne have haft mig hjem i går,« siger han med dæmpet stemme, så det ikke kan høres ude på hospitalsgangen. Den 71-årige tidligere elektriker og kølemontør er på grund af en skulderoperation indlagt på stue 17 på ortopædkirurgisk afdeling. Han har lagt Ekstra Bladet fra sig og fortæller gerne om sin løgnehistorie – selv om han ikke ligefrem er stolt over den:

»Jeg sagde, at min kone var til begravelse i Jylland, så der var ikke nogen til at hjælpe mig derhjemme. Det respekterede de. Jeg bryder mig ellers ikke om at lyve, men jeg følte ikke, at jeg var klar til at komme hjem uanset hvad de måtte mene.«

Ned fra piedestal

Der er ved at ske en ændring i vores forhold til lægerne. Hvor lægen historisk har befundet sig allerøverst i samfundshierarkiet og en stor autoritet, som patienterne ikke kunne drømme om at udfordre, er forholdet ved at blive mere jævnbyrdigt.

»Lægerne er pillet ned fra den piedestal, de en gang stod på,« siger professor på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet Allan Krasnik.

»Vi læger lå jo lige under Gud i hierarkiet,« siger Birgit Bundesen, som er læge i Region Hovedstaden:

»Sådan er det jo desværre ikke mere,« griner hun.

Lotte Bøgh Andersen er professor i statskundskab på Aarhus Universitet og KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning. Hun har ud fra interviews og analyser undersøgt, hvor høj status forskellige professioner har i befolkningen.

»Lægerne ligger i toppen, men de ligger ikke nær så langt fra de andre professioner, som de tidligere har gjort,« siger hun. Hun bemærker, at andre og langt yngre professioner i dag har lige så stor autoritet:

»Blandt andet er psykologer rykket op på siden af lægerne. Så selv om det er en relativt ny profession, har de formået at få lige så stor høj? professionel status,« siger hun.

Når det kommer til befolkningens tillid til lægerne, går udviklingen i samme retning. Radius Kommunikation spørger hvert år befolkningen om, hvor troværdige de mener, de enkelte professioner er, og de seneste år fremstår lægerne som stadig mindre troværdige. I 2010 lå lægerne øverst i målingen, men de er siden faldet både i den pointscore, som gives i undersøgelsen – og i forhold til andre professioner. Således må lægerne i den seneste måling nøjes med tredjepladsen, mens sygeplejerskerne i dag ligger nummer ét.

Ligesom mange andre læger oplever Birgit Bundesen, at patienternes attitude har forandret sig:

»De ældre, måske især dem, som ikke har en akademisk uddannelse, er oftest de mest autoritetstro. Det er dem, der har vasket sig over det hele og møder op en halv time for tidligt. Fordi det er vigtigt at skulle til lægen. Til sammenligning udebliver de unge ofte.«

I en samtale med de ældre og autoritetstro patienter er det med Birgit Bundesens ord »svært at komme ud over sin kittel«. Og det kan være en ulempe, når man f.eks. skal spørge ind til intime, prekære problemstillinger forbundet med sygdommen eller en given behandling. Denne type patienter vil gerne bare have at vide, præcis hvad de skal gøre:

»De bliver i en passiv patientrolle. ’Vil du helst stikke dig i benet eller tage en tablet?’ spørger man. ’Det må du bestemme’, svarer de så. For dem er det en lettelse, at der er en, der er Gud.«

Stik modsat er det generelt med de yngre og mere veluddannede patienter, fortæller hun:

»De unge, veluddannede internetbrugere har googlet sygdommen, inden de kommer og taget resultaterne med ind. Om ikke det er rigtigt, at sklerosepatienter kan blive raske, hvis de bor i områder med tynd luft. Så svarer jeg ærligt, at det ved jeg ikke noget om, men at jeg gerne vil undersøge det. Nogle forventer, at man kan svare på alt, og slår hårdt ned på det, hvis ikke man kan. Af og til ender man med at sidde og modgoogle,« siger Birgit Bundesen.

»Jeg har prøvet, at jeg nærmest skal bevise, at jeg har autoriteten til overhovedet at få lov til at behandle den pågældende patient.«

Indviklet sygdom

På stue 18 på ortopædkirurgisk afdeling i Køge ligger Anni Søndergaard. Hun er på alder med Eigil Rasmussen inde på nabostuen, men hun har et noget andet forhold til læger:

»Jeg gør, som lægerne siger. Og jeg tror på, at jeg fejler det, som lægerne siger, at jeg fejler,« siger hun. I går fyldte hun 75 år, og der står to uåbnede æsker chokolade på bordet ved siden af hende. Hun har ikke været på arbejdsmarkedet i den gængse forstand, men hun har livet igennem været plejemor for en lang række drenge, som ikke kunne bo hos deres egne familier.

»De har alle husket min fødselsdag,« fortæller hun og viser en stak kort frem, som ligger ved siden af chokoladen. Da lægen Andreas Jørgensen kommer ind til den daglige stuegang, fortæller hun, at hun har svært ved at overskue det hele:

»Jeg synes, at det er noget indviklet noget med min sygdom,« siger hun. For 20 år siden fik Anni Rasmussen konstateret brystkræft og fjernet brystet. Men hun har siden haft cancer flere steder i kroppen, og strålingen har ødelagt hendes knogler i hoften, og en operationen har været nødvendig. Efter operationen har hun fået lungebetændelse. Andreas Jørgensen er omhyggelig med kun at tale om operationen og lungebetændelsen, men Anni Søndergaard skelner ikke på samme måde imellem sygdommene:

»Jeg plejer at få sådan noget drop, når jeg er indlagt. Skal jeg ikke have det?«

»Det er jo din kræftsygdom. Den behandler de på Ringsted. Her koncentrerer vi os om operationen og lungebetændelsen,« siger Andreas Jørgensen.

»Jeg skal op på Ringsted den 17.,« siger Anni Søndergaard og kommer pludselig i tanke om noget:

»Hvad med en kørestol? Sådan en kunne jeg godt tænke mig, så jeg kan komme lidt ud,« siger Anni Søndergaard.

Sygeplejersken Louise Egeberg Mortensen fortæller, at fysioterapeuten ikke har skrevet noget om, at hun skal have en kørestol, og Anni Søndergaard opgiver at få den. Hun bliver udskrevet i dag og får at vide, at hun skal sørge for at komme op at gå en gang imellem.

»Og så skal du holde øje med hoften og kontakte os, hvis der er noget, der føles forkert,« siger Andreas Jørgensen.

»Jamen, jeg skal jo op på Ringsted den 17. alligevel,« siger Anni Søndergaard.

»Ja, det forstår jeg, men nu er det jo os, der behandler din hofte. De tager sig af canceren,« siger Andreas Jørgensen.

Da lægen og sygeplejersken er gået, gentager Anni Søndergaard, at hun gerne ville have haft en kørestol. »Så kunne jeg komme ned til naboen,« siger hun og holder en lille pause. »Men det kunne jeg forstå, at jeg ikke skulle have.«

Inde på nabostuen fortæller Eigil Rasmussen videre om sin løgnehistorie. Det er anden gang, han er blevet opereret i skulderen, og sidst kom der efterfølgende kraftige blødninger – det er derfor, han ikke ville hjem i går. Men han orkede ikke at fortælle til lægen, at han var utryg ved at blive sendt hjem, fortæller han:

»Jeg skulle ikke ind i en diskussion med dem, for den havde de jo nok vundet, ik’? Så var det nemmere med det andet. Man har vel lært et trick eller to i livet.«

Lidt senere står Andreas Jørgensen ude på gangen og snakker med Louise Egeberg Mortensen. En ældre herre i kittel kommer forbi. Det er afdelingens overlæge, Leif Broeng.

»Det er journalisterne, jeg talte om,« siger Andreas Jørgensen.

»Ja. Det kan jeg nok se,« siger han. Uden at stoppe op går han videre ned ad gangen. Hans hænder er foldet på ryggen.

»Han er altid sådan lidt hård udenpå,« siger Andreas Jørgensen »I virkeligheden er han skideflink.« Kort efter kommer Leif Broeng forbi igen – og denne gang stopper han op:

»Ja. Det er jo ikke som at være overlæge i gamle dage,« siger han.

»Dengang var det, man sagde, jo lov. Og det hele var meget formelt. I dag er det mere demokratisk.« Så griner han. Og selv om han tydeligvis tænker tilbage på de gamle dage med en vis vemod, så ønsker han sig ikke tilbage:

»Den udvikling, der har været, synes jeg er god,« siger han.

Faldende autoritet

Tilliden til autoriteter falder generelt, fortæller Lotte Bøgh Andersen fra Aarhus Universitet. Men det ikke hele forklaringen på det ændrede forhold mellem patient og læge, mener hun:

»Lægerne har en særlig position. Der er særligt høje forventninger til dem. På grund lægeløftet forventer man, at de altid gør, hvad der er det bedste for patienten.«

Der har i det seneste år været en del uheldige sager med læger i medierne. Læger, der var betalt af medicinalindustrien og anbefalede et bestemt firmas produkter. Læger, der brugte forskningsmidler til private rejser og fester. Læger, der blokerede for den nye 1813-linje, og læger, der angiveligt hjalp en anden læge med at forfalske blodprøver, så han kunne slippe for at skulle vedstå et faderskab. Hver gang vækker sagerne ekstra stor forargelse, netop fordi det er læger:

»Hvis det var en tømrer, der var sluppet af sted med at bytte om på en blodprøve, ville man formentlig ikke få hans profession at vide. Så ville det bare være en 30-årig mand. Det, at det er en læge, gør det ekstra groft, fordi vi forventer noget mere af lægerne,« siger hun.

Professor Allan Krasnik nævner også de seneste tiders enkeltsager. Men grundlæggende mener Krasnik, som selv er uddannet læge, at bevægelsen har været i gang i meget længere tid:

»Gennem de seneste årtier er lægerne blevet funktionærer frem for selvstændigt professionelle. De har haft overenskomstkonflikter og optrådt i medierne om arbejdsforhold ligesom skolelærerne. Det tror jeg har ændret befolkningens syn på lægerne,« siger Allan Krasnik.

Da lægen strejkede

Det store skift kom med hospitalskonflikten i 1981, hvor alle yngre læger endte med at nedlægge arbejdet for at opnå en bedre overenskomst. Befolkningen reagerede skarpt. Kunne læger overhovedet strejke?

»Det blev betragtet som et syndefald, hvor man opgav sin særlige professionsrolle og blev funktionær. Det gentog sig sidste år i konflikten med de praktiserende læger, som også handlede om arbejdsforhold og økonomi. Resultatet er, at man bliver set som en sundhedsarbejder mere end en profession,« siger Allan Krasnik. Igen handler det om lægeløftet og befolkningens særlige forventning til læger. Forfatter og videnskabsjournalist Tor Nørretranders har for nylig holdt oplæg om lægens rolle ved de årlige Lægedage i Bella Center:

»Mit klare indtryk ved det arrangement var, at lægerne føler sig pressede,« siger han.

»Det er svært at være fagpolitisk i de fag, som vi opfatter som ’kaldsfag’. Det gælder for eksempel læger, lærere og præster. Vi har svært ved at tænke dem ind i en lønarbejderlogik; vi opfatter det som fag, som folk er kaldet til. Noget, de selv vil. Når en læge nægter at behandle et sygt barn, siger vi straks – er der ikke et lægeløfte, han har afgivet? Når så man har sådan et lidt småtskårent skænderi med sundhedsvæsenet, så har vi svært ved at få det til at rime med den der helgenskikkelse, der redder de syge.«

Birgit Bundesen kender alt til forventningen om, at læger står til rådighed døgnet rundt:

»Jeg vil gerne afspadsere når jeg har haft overtid, og jeg vil gerne kunne hente mit barn, inden institutionen lukker. Der har været en tarzankultur, hvor lægen bor ved siden af hospitalet og kommer over, hvis der sker noget. Nat eller dag. Der er stadig nogle Tarzan-læger tilbage, men der bliver færre af dem,« siger hun. Her spiller køn også en rolle, mener hun:

»Traditionelt er medicin et mandefag, men i dag er 70 procent af dem, der læser på medicinstudiet, kvinder. Jeg tror, det har betydning. Den med at se lægefaget som et kald på bekostning af ens familieliv har kvinder nok ikke i samme grad som mændene.«

Samtidig er noget af mystikken omkring lægefaget væk, mener Allan Krasnik:

»Befolkningen har fået større indblik i den dokumentation, der ligger til grund for behandlingen af de forskellige sygdomme. Dels er der en generel øgning i befolkningens uddannelsesniveau, dels har internettet gjort det muligt at finde en viden, som ikke var tilgængelig for alle tidligere. Folk kommer til lægen og har læst en masse om det på nettet. Derfor er det, som lægen taler om ikke så mystisk længere,« siger Allan Krasnik.

Den store ændring, som er kommet med internettet, har ikke bare udfordret den enkelte læges autoritet, men hele fagets autoritet, mener Tor Nørretranders:

»Engang kunne alle læger være konger. De havde adgang til nogle mystiske kræfter, som almindelige mennesker ikke forstod. I dag kan man kigge dem i kortene og se, hvordan man gør i andre lande og tænke: Hvor meget hold er der så i det, min læge siger, når man gør det anderledes dér og dér. Og hvor meget hold er der egentlig i lægevidenskaben?«

Det sidste mener Tor Nørretranders er det helt centrale spørgsmål, når det kommer til at forklare lægens ændrede position. Lægerne har nemlig holdt en slags faglig livsløgn kørende i årtier, mener han:

»Lægefaget har i mange år bluffet over for samfundet. Man har gjort sig sikker på nogle ting, som man dybest set ikke var sikker på. Man har udstrålet pondus: ’Nu må De forstå, fru Hansen …’ Og man har spillet klogere, end man reelt var. Når det så bliver pillet fra hinanden – når man kan se, hvad man har sagt, og hvilket grundlag der har været for det – at der i nogle tilfælde har været meget lille eller næsten ingen evidens – ja, så går det ud over tilliden til faget,« siger Tor Nørretranders.

Ingen kritik

Samtidig har lægerne haft en tradition for at holde hånden over hinanden, fortæller Tor Nørretranders:

»Der er en gammel tradition for, at læger ikke kritiserer hinanden. Det Lægeetiske Råd uddeler ligefrem næser til læger, som kritiserer andre læger. Man skulle jo ellers tro, at netop læger er de bedst kvalificerede til at kritisere. Det er en del af blufmekanismen: Hvis du har kritik, så hold den internt, så befolkning ikke opdager noget. Logikken må være, at man er bange for, at befolkningen bliver usikker. Faget skal fremstå samlet, og man skal ikke så splid – vi holder sammen over for befolkningen.«

Men argumentet om, at befolkningen ikke altid er tjent med at vide alt, giver ikke mening i et moderne samfund, mener Nørretranders:

»Der hersker en monokausal opfattelse af faget. At der findes én årsag til sygdommen, og at der findes én behandling. I dag ved vi, at næsten ingenting er så simpelt – at der næsten aldrig er én årsag og én virkning. Man er måske stresset, har sovet dårligt, og så kommer der en bacille. Derfor skal man heller ikke bare have antibiotika. Man skal både have antibiotika og en snak om, hvordan man får mere hvile, bedre mad, eller hvad der nu måtte være problemet,« siger han.

Anne Løkke er professor og ekspert i medicinhistorie ved Saxo-instituttet på Københavns Universitet.

Hun understreger, at lægernes troværdighed generelt stadig er meget høj. Men når der i disse er ved at ske ændringer, handler det om kommunikation, mener hun:

»Den gammeldags sundhedsoplysning, hvor man overdriver for at fremme forståelsen, gider folk ikke mere. Mange danskere går op i deres helbred og er dygtige til at læse og forstå oplysningerne. Har man har fået at vide af lægen, at man skal bruge kondom hele måneden for at være sikker på ikke at blive gravid, så bliver man skuffet, når man finder ud af, at sådan hænger det ikke sammen.« Derfor bliver lægerne nødt til at tilpasse sig tiden og stole på, at patienterne godt kan håndtere mere komplicerede oplysninger, mener hun.

Tor Nørretranders peger på, at den hvide kittel og de latinske fraser har været med til at underbygge det ophøjede image:

»Når man taler lægelatin, så er det for at undgå en dialog. Det er en del af blufnummeret« siger Nørretranders og tilføjer, at der også har været en vis tryghed i rollen: »Når man bluffer er det jo for at skjule sin egen usikkerhed. Derfor er det også svært for mange læger at komme ud af den gamle lægerolle.«

Birgit Bundesen kender denne type af læge fra de forskellige afdelinger, hun gennem årene har været på: »Der er de tilknappede og fåmælte, som har meget identitet hængt op på deres lægerolle. De er bange for at bede om hjælp og gemmer sig lidt i den autoritet, som kitlen giver dem. Det er en beskyttelse, men det er også en svaghed, når man nu ikke er Gud. Lægefaget handler om vurderinger og skøn.«

Slagtet to gange

På stue 17 på Ortopædkirurgisk Afdeling på Køge Sygehus fortæller Eigil Rasmussen, at hans respekt for læger helt og aldeles afhænger af en konkret vurdering af den enkelte læge. I februar var han og konen på vej på ferie til Spanien, da han faldt ned ad en trappe i en parfumebutik i Kastrup Lufthavn. Den første læge som tilså ham på Amager Hospital sagde, at der ikke var noget galt – og at de godt kunne tage det næste fly til Spanien, men ham stolede Eigil Rasmussen ikke på:

»Jeg kunne jo mærke, at den var helt gal, og det viste sig jo, at jeg havde ret. Så ham Amager-lægen stoler jeg ikke på. Han lignede sådan en kandidat – jeg ved ikke, hvor gammel han var – men jeg troede på intet tidspunkt på noget af det, han sagde.«

Siden er skulderen blevet opereret to gange af en kirurg på Køge Sygehus, som Eigil Rasmussen taler helt anderledes varmt om:

»Han hedder Tommy, og ham kan jeg godt lide. Han siger tingene, som de er. Han har slagtet mig to gange nu, og han skældte mig også ud, fordi jeg ikke have været helt forsigtig nok,« Eigil sænker igen stemmen en anelse

»Når det gik galt efter første operation, så er det, fordi jeg var lidt for hurtig til at bruge armen igen. Vi har jo hus og have.« Og hans manglende forsigtighed blev bemærket:

»Da Tommy var færdig med at operere mig, sagde han: ’Nu gider jeg fandeme ikke se dig heroppe igen.’ Det kan jeg godt lide. At man siger tingene ligeud. Alt sådan noget fint lægesprog, det giver jeg ikke noget for. Jeg kan bedre lide, når de snakker, så man kan forstå det.«

Uddannelse

Eigil Rasmussen på stue 17 og Anni Søndergaard på stue 18 er jævnaldrende, men alligevel to vidt forskellige patienter, og Andreas Jørgensen taler også forskelligt til dem. På stuegang hos Eigil Rasmussen taler han med på ’slagter’-metaforikken, da de taler om Tommy, og han går i det hele taget hårdere til værks både fysisk og verbalt:

»Gør det her ondt?« siger han. Det kan man se på Eigil Rasmussen, at det gør.

»Du må simpelthen ikke have armen højere end heroppe,« siger Andreas Jørgensen i et meget bestemt tonefald.

»Nej, nej, det har jeg forstået nu.«

Sidst Eigil Rasmussen var indlagt, fik han noget smertestillende medicin »med en trekant på«. Det vil han gerne have igen:

»Jeg har brug for noget med mere krudt i,« siger han. Ved fælles hjælp finder de af, hvad han fik sidst:

»Det er altså noget meget kraftig medicin,« siger Andreas Jørgensen. Da han fortæller lidt om bivirkningerne ved »den med trekanten«, Eigil Rasmussen bliver overbevist: »Det skal vi nok ikke ud i,« griner han.

Selv om enkelte læger er dygtige til at kommunikere med patienterne, gælder det langtfra alle. Og et af lægefagets store fremtidige udfordringer er netop kommunikation, mener flere eksperter. Det er ikke noget, man historisk har behøvet at gøre så meget ud af, men tiden har ændret sig, og lægeuddannelsen har ikke fulgt med, mener Tor Nørretranders:

»Lægeuddannelsen har et imponerende fravær af almindelig indsigt i, hvordan man håndterer mennesker. I betragtning af at lægefaget i den grad handler om menneskelig kontakt, er det mærkeligt, at man bruger så mange kræfter på biokemi og så få kræfter på kemi mellem mennesker,« siger Tor Nørretranders.

Birgit Bundesen er enig:

»På lægeuddannelse fylder det biologiske stadig mest, og kommunikation fylder næsten ingenting. Man har et lille modul, som handler om kommunikation. Og diskussionerne omkring de mange etiske dilemmaer, man hele tiden sættes i, er næsten fraværende. Det forudsættes bare, at man er dygtig til at kommunikere og trænet i at lave de mange svære skøn, som den kliniske hverdag i et hvilket som helst speciale er fuld af. På den måde er det en lidt bagstræberisk uddannelse,« siger Birgit Bundesen, som mener, at det også handler om hele fagets selvforståelse:

»Der er grøde i lægevidenskaben. Der er stadig en kerne af læger, der kæmper for, at faget bliver anerkendt som en ren positivistisk videnskab, men det er det ikke kun. Vi går mere i retning af en bio-psyko-social sygdomsmodel, en mere nuanceret model, som inddrager psykologiske og sociale elementer,« siger hun.

Professor og studieleder på medicinstudiet på Københavns Universitet, Jørgen Olsen, understreger, at de studerende undervises i kommunikation:

»Det er ikke noget, der fylder halve år, men vi har et formaliseret forløb omkring kommunikation. Det ligger i sundhedsloven, at der skal være mere dialog med patienten, og det er der helt sikkert kommet. Man skal lytte mere til patientens ønsker, og derfor har vi også øvelser, der handler om, hvordan man taler med patienterne,« siger han og understreger, at medicinstudiet er udfordret af, at der hele tinden opstår ny viden, som de studerende gerne skal have – uden at uddannelsen kan forlænges.

På Køge Sygehus bliver Eigil Rasmussen udskrevet i dag:

»Du får ikke noget ud af at ligge her,« siger Andreas Jørgensen.

Eigil indvilliger. Men han vil gerne have en særlig stol, som gør det nemmere at komme på toilettet, med hjem, og sygeplejersken bestiller en til ham. Han prøver også at få gåvognen, som står for enden af sengen, med, men her trækker Louise Egeberg Mortensen grænsen.

»Når du kommer hjem, er du så alene, eller er der nogen, der kan hjælpe dig?« spørger Andreas Jørgensen.

»Ja, min kone. Jeg håber da, at hun er der endnu,« siger Eigil Rasmussen. Både lægen, sygeplejersken og patienten griner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rune Petersen
  • Michal Bagger
  • Gert Selmer Jensen
  • Kurt Nielsen
  • Roselille Pedersen
  • Anne Eriksen
  • Lise Lotte Rahbek
Rune Petersen, Michal Bagger, Gert Selmer Jensen, Kurt Nielsen, Roselille Pedersen, Anne Eriksen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Læger er mennesker som alle andre og med det, deres personlighed og erfaring. Uddannelsen skal givetvis revideres og udvides til en mere psyko-social virkelighed som nævnt.
Målinger, statistikker og niveauer er sådan set en moderne afart, som ikke kan bruges til ret meget.
Ældre læger med erfaringer kontra nyere videnskaber. Desværre har usikkerheden og (reformerne) gjort, at undersøgelser, tests og medicin fylder mere og mere.
Patienterne bliver i værste fald til objekter og ikke mennesker, som føler sin egen krop og funktioner.
Alt bliver videnskab og medicinpatenter på ofte symptomdræbende præparater - det imødegås af ældre pensionerede læger, som kan tage bladet fra munden uden risiko...

Sundhedsstyrelsen hjælper ikke med sine screeningsprogrammer til mange millioner ud i det blå (skaber usikkerhed) og den betydelige magt, som medicinalfirmaerne har.

Gert Selmer Jensen, Roselille Pedersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Lægene er kommet for meget i lommen på politikerne, der heller ikke længere er nær så afhængige af at opfylde deres vælgeres ønsker og behov. Det er en grim kattepine.
Man kunne få den tanke, at det vil være godt med de store sygehuse, så disse gamle patienter kunne blive behandlet samme sted for det hele; men det er jo ikke det, der kommer til at ske. Hvis man havde villet, havde den moderne lægelige teknologi kunne have været udviklet med henblik på decentral behandling af mere allround-orienterede læger: mediciner, kirurg, narkose; men det er desværre gået lige modsat med så smalle specialer, at man risikerer at patienter dør, fordi der simpelthen ikke er blik for komplikationer eller følgesygdomme.

Preben Haagensen, Andreas Trägårdh, Karsten Aaen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Hvis ikke medicinalindustrien så kraftigt støttede det danske sundhedsvæsen, ville det være langt dyrere. Men tiden er ikke inde til at komme med almindelige kedelige argumenter, når man nu har travlt med at lave læge-bashing, lærer-bashing og andre-faggrupper-bashing.
Information holder sig heller ikke tilbage, men bærer gerne ved til bålet.

Måske vender bøtten om ti år, så vi kan komme til os selv igen...
Imens kan vi jo få vores fakta fra forsiden af ekstrabladet.

Med venlig hilsen
Lennart

Andreas Trägårdh

Lægenstaden blev ødelagt da det blev et modefag. Det er som om flertallet idag ikke evner faget. De har ikke instinkt for deres klienter og de træner det heller ikke, hverken deres sanser eller forstand. De har formenlig ikke lært det. Når jeg selv fokuserer på andre mærker jeg tydeligt hvad de går og slås med, ja det hænder at min krop efterligner symptomet således at endda andre kan se det på mig!
Lægerne forstår ikke at diagnosticere korrekt men gætter sig istedet frem med en udelukkelsesmetode og statistisk evidence. Min egen læge er en joke. Hun bruger 9/10 af min tid hos hende på at spille Windows. Hun aner ik hvad hun laver men er frisk på st sende en videre til specialist.

Lennart Kampmann - Jeg har min tvivl om, at du har læst hele artiklen...
I så fald er dine bemærkninger nemlig nemmere at forstå.
Det er på godt og ondt, at medicinalindustrien støtter, måske for vore blå øjnes skyld?

Michael Kongstad Nielsen

Man skal da bare anerkende lægens viden qua uddannelse og efterhånden erfaring. Det har intet med samfundshierarki at gøre, og intet med alder at gøre. Patienten er også "bare" et menneske, der midlertidigt søger råd om sit helbred, og kan vurdere lægens rådgivning ud fra en almen menneskelig synsvinkel. Længere er den ikke.
Ps.: Andreas Trägårdh: - jeg mener det er muligt at skifte læge, hvis man er utilfreds.

Andreas Trägårdh

Kære Michael K. Nielsen

Jeg har skiftet læge 10 gange tror jeg. Nu er jeg bare holdt op med at bruge dem.

Claus Jensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Andreas Trägårdh

Vi bruger vores samlede energi på kun to ting; tænkning og fordøjelse.
Lægestudiet tilbyder (næsten) ingen undervisning i filosofi/etik, og, med mindre det har ændret sig, kun 48 timers ernærings lære.
- Hvad er planen med denne sundheds-/ undervisnings plan, ud over at sikre og kontrollere markedetsgørelsen af befolkningens helbred.

Lægeprofessionen er kun lige begyndt at dukke ud af den mørkeste middelalder, og med forstås også fagets nådesløse magtkamp og forfølgelse af alle alternativer til skolemedicinen - den der blev undervist i på specielle fakulteter. Lægerne allierede sig med kirken og senere kapitalen, hvor bl. a. Rockefellerne satte sig for at styre fagets udvikling i USA. Det er hovedårsagen til, at efter snart 100 år hedder det stadig stråler og kemo mod kræft og hverken ens læge eller Kræftens Bekæmpelse vil høre noget intet andet.

Det Tor Nørretrander kalder lægernes livsløgn eller bluffnummer, deres position lige under Gud osv, trækker altså en lige linje tilbage til denne oprindelse.

Ib Hansen:

Det kan være, du skal til at revidere den med tredjestørste dødsårsag -opad. For alt efter hvor åbent, ærligt og omfattende, man beregner det, stiger tallet. F. eks. her, læg især mærke til det jeg har kursiveret:

Abstract
OBJECTIVES:
Based on 1984 data developed from reviews of medical records of patients treated in New York hospitals, the Institute of Medicine estimated that up to 98,000 Americans die each year from medical errors. The basis of this estimate is nearly 3 decades old; herein, an updated estimate is developed from modern studies published from 2008 to 2011.
METHODS:
A literature review identified 4 limited studies that used primarily the Global Trigger Tool to flag specific evidence in medical records, such as medication stop orders or abnormal laboratory results, which point to an adverse event that may have harmed a patient. Ultimately, a physician must concur on the findings of an adverse event and then classify the severity of patient harm.
RESULTS:
Using a weighted average of the 4 studies, a lower limit of 210,000 deaths per year was associated with preventable harm in hospitals. Given limitations in the search capability of the Global Trigger Tool and the incompleteness of medical records on which the Tool depends, the true number of premature deaths associated with preventable harm to patients was estimated at more than 400,000 per year. Serious harm seems to be 10- to 20-fold more common than lethal harm.
CONCLUSIONS:
The epidemic of patient harm in hospitals must be taken more seriously if it is to be curtailed. Fully engaging patients and their advocates during hospital care, systematically seeking the patients' voice in identifying harms, transparent accountability for harm, and intentional correction of root causes of harm will be necessary to accomplish this goal.

Den virkelige gåde er ikke, hvorfor tilliden til lægestanden er dalende, men hvorfor den stadig er så høj som den er.

For at undgå mindre begavede reaktioner, især fra Informations censurafdeling, så lad mig gøre klart, at dette er generelt. Selvom lægegerningen tiltrækker ualmindeligt mange røvhuller, tiltrækker den også mange rare, vidende, hjælpsomme og talentfulde mennesker, som er relativt åbne over for nye ting. Men som vi ved, jo tættere på toppen, jo flere af sidstnævnte gruppe bliver siet fra.

Rettelse: Første sætning var ikke komplet:

"Lægeprofessionen er kun lige begyndt at dukke ud af den mørkeste middelalder, og med middelalder skal forstås også fagets nådesløse magtkamp fra middeladeren og frem og forfølgelse af alle alternativer til skolemedicinen ..."

En anskueliggørelse af de uden tvivl stadig konservative tal, jeg kursiverede:

Hvis vi sætter at USA's befolkning var uændret, ingen ny kom til, ingen forsvandt af andre årsager end død i hospitalerne, og hvis vi yderligere sætter at enhver alvorlig hændelse (serious harm) rammer en ny person, s[ledes at det ikk er den samme person, der udsættes for ti hændelser, så ville det tage de amerikanske hospitaler højst 40 år at dræbe eller skade alvorligt hver eneste nulevende amerikaner.

Bill Atkins:

Det er kapitalen også, men ikke desto mindre er det lykkedes at skrive i hvert fald to kritiske bøger om den, som fylder meget i din reol.

Anne Eriksen:

Det er, for at sige det diplomatisk, usandt at medicinalindustrien støtter sundhedsvæsenet, og det er mere end usandt, at de gør medicinen billigere. Det er sådan set bare at spørge om, hvor medicinalindustrien får de penge fra, de bruger til at "støtte", hvad enten det foregår gennem sundhedsvæsenet eller noget andet. Det gør de selvfølgelig fra den patentbeskyttede og i mange tilfælde skatteyderstøttede medicin, vi køber af dem.

Patentmedicin er en af de dyreste og dårligste løsninger, der findes. Det er svært at komme på et værre og mere sundhedsskadeligt system, selvom man forsøgte. Den fremtrædende økonom Dean Baker, som er rådgiver de nogle af mest progressive kræfter i amerikansk politik, Dennis Kucinich bl. a., har lavet store studier, der viser, hvor vanvittigt og markedsforvridende patentmonopolsystemet er. En lille forsmag på hans konklusioner:

Patent monopolies cause economic distortions in the same way that trade tariffs or quotas
lead to economic distortions, but the size of the distortions are far greater. While trade
barriers rarely increase prices by more than 10 to 20 percent, drug patents increase prices
by an average of 300- 400 percent above the competitive market price, and in some cases
the increase is more than 1000 percent. .... As economic theory predicts, government granted patent monopolies lead not only to deadweight efficiency losses due to the gap between the patent protected price and the competitive market price, but also to a variety of other distortions. Among these distortions are:

1) excessive marketing expenses, as firms seek to pursue the monopoly profits
associated with patent protection – data from the industry suggests that marketing
costs are currently comparable to the amount of money spent on research;

2) wasted research spending into duplicative drugs – industry data indicates that
roughly two thirds of research spending goes to developing duplicative drugs
rather than drugs that represent qualitative breakthroughs over existing drugs;

3) the neglect of research that is not likely to lead to patentable drugs;

4) concealing research findings in ways that impede the progress of research, and
prevent the medical profession and the public from becoming aware of evidence
that some drugs may not be effective, or could even be harmful.

Anne Eriksen:

Det er, for at sige det diplomatisk, usandt at medicinalindustrien støtter sundhedsvæsenet, og det er mere end usandt, at de gør medicinen billigere. Det er sådan set bare at spørge om, hvor medicinalindustrien får de penge fra, de bruger til at "støtte", hvad enten det foregår gennem sundhedsvæsenet eller noget andet. Det gør de selvfølgelig fra den patentbeskyttede og i mange tilfælde skatteyderstøttede medicin, vi køber af dem.

Patentmedicin er en af de dyreste og dårligste løsninger, der findes. Det er svært at komme på et værre og mere sundhedsskadeligt system, selvom man forsøgte. Den fremtrædende økonom Dean Baker, som er rådgiver de nogle af mest progressive kræfter i amerikansk politik, Dennis Kucinich bl. a., har lavet store studier, der viser, hvor vanvittigt og markedsforvridende patentmonopolsystemet er. En lille forsmag på hans konklusioner:

Patent monopolies cause economic distortions in the same way that trade tariffs or quotas
lead to economic distortions, but the size of the distortions are far greater. While trade
barriers rarely increase prices by more than 10 to 20 percent, drug patents increase prices
by an average of 300- 400 percent above the competitive market price, and in some cases
the increase is more than 1000 percent. .... As economic theory predicts, government granted patent monopolies lead not only to deadweight efficiency losses due to the gap between the patent protected price and the competitive market price, but also to a variety of other distortions. Among these distortions are:

1) excessive marketing expenses, as firms seek to pursue the monopoly profits
associated with patent protection – data from the industry suggests that marketing
costs are currently comparable to the amount of money spent on research;

2) wasted research spending into duplicative drugs – industry data indicates that
roughly two thirds of research spending goes to developing duplicative drugs
rather than drugs that represent qualitative breakthroughs over existing drugs;

3) the neglect of research that is not likely to lead to patentable drugs;

4) concealing research findings in ways that impede the progress of research, and
prevent the medical profession and the public from becoming aware of evidence
that some drugs may not be effective, or could even be harmful.

Claus Jensen - nu var det et svar til en anden - postulatet om at medicinalindustrien støttede Sundhedsstyrelsen. Det var for at imødekomme, at de bruger penge på "forskning" og derfor har int. i styrelsen.
Det er naturligvis helt grotesk, at en Sundhedsstyrelse eller andre off. inkl. læger og sygeplejersker betales af industrien, som kun er ude på at sælge deres produkter og tjene - penge.
Det samme gælder levnedsmiddelbranchen, som på alle måder finpudser og udvikler deres produkter med vort helbred til skade.
Tingene bliver ugennemsigtige og dog er tendensen som nu i Konkurrencesamfundet, at alle vil have mere, især dem, som har i forvejen...(politik)

Om patenter er det rene gift, sandsynligvis - men selve opfattelsen af mennesket som en form for maskine, der ved hjælp af test og kunstige produkter, kan komme til at fungere igen - og blive helbredt - tit når immunforsvaret er slået ned - helt uholdbar.
Og dog bliver millioner brugt på forskning til netop dettes fremme.

Ja ja, Claus, enig, men lige da jeg læste dit indlæg slog det mig at mange patientgrupper i hospitalsvæsenet altovervejende har yderst positive oplevelser, og samfundskritikkernes bøger er jo netop tykke fordi dissekerer samfundet ned i detaljen.

Naturligvis skal man også tage et helikopterperspektiv og lave en generel vurdering, men folks forståelse bor i detaljen.

Bill Atkins:

Mange folk har også positive oplevelser med arbejdsgivere, der holder dem på mindsteløn, eller en bureaukrat på et offentligt. Det er, som vi er enige om, det er begrænset, hvor meget ondskab det enkelte menneske, man møder i systemet, kan stå for, men også fordi vi justerer vores forventninger på baggrund af systemet, vi er vant til. Derfor skal man også her stille sig uden for og kigge kritisk ind.

Især her faktisk, for jeg bemærker atter, at folk der ikke blinker, når vi ruller andre autoriteter ( f.eks. politikere, advokater og økonomer) i tjære og fjer, ser på med forskrækket eller ligefrem forlegen tavshed, når man giver lægestanden samme behandling.

De er en utrolig magtfuld, veluddannet, økonomisk sikret og priviligeret samfundsgruppe, de må forventes at have all-roundkapital til at råbe op og sige fra ikke bare, når de bliver trådt over de personlige tæer.

Men du ser ser jo, hvad der sker, når der en enkelt gang er en Peter Gøtzcshe, der stikker næsen frem. Man slår ring og forsvarer den hellige gral mod apostaten.

Claus Jensen

Jeg mener ikke det er klogt at angribe en faglig grupper direkte, der i kraft af deres magtfuldkommenhed - monopol på livsvigtig viden - organiserer sig i et logelignende fællesskab. Det er der mange andre grupper i samfundet der gør, med større, men mest mindre styrke.

Jeg ser Det offentlige sundhedssystem som en mægtig blåhval under angreb fra en flok spækhuggere: medicinalindustrien, privathospitaler, borgerlige politikere m.fl. Og så mener jeg at sundhedssystemets omgivende beskyttende institutioner. Sundhedstyrelsen og patientforeningerne mv., er alt for svage ...grænsende til at være styret af "spækhuggerne".

I stedet for at samfundet klantre den lægestanden for magtfuldkommenhed bør samfundet sikre at der er fuld gennemskuelighed omkring samarbejde med det private erhvervsliv og samfundet bør sikre at tilsynet er autonomt og ubestikkeligt og patientforeninger bør efter min mening være en offentlig opgave.

At Peter Gøtzsche kæmper indædt er der ikke tvivl om - han står bare så underligt alene. Måske er han for kontant uden at være konkret. Han mangler whistelblowers.

Et eksempel på hans retorik som måske skræmmer fagfolk væk:

Brancherne bruger "lejesvende". Når solid forskning har vist, at et produkt er farligt, lægger sådanne købte forskere navn til talrige undersøgelser af dårlig kvalitet, som siger det modsatte. Det forvirrer offentligheden, og journalisterne skriver, at "forskerne er uenige". Denne tvivlsindustri er meget effektiv til at få folk til at se bort fra skadevirkningerne, og industrien køber sig tid, mens folk fortsat dør.
(Peter Gøtzsche, Dødelig medicin)

Peter Gøtzsche har min fulde respekt.

Bill Atkins, du har nok ret. Peter Gøtzsche, Dean Baker og snesevis af andre (en af de seneste til at åbne et halvt øje på klem var professionens egen spejderdreng på The Guardian, Ben Goldacre http://en.wikipedia.org/wiki/Bad_Pharma) står alle underligt alene, nok fordi de mangler tilstrækkelige indfølelse og pædagogiske evner til at at få de sarte fagfolkeører i tale.

Eller måske har de fleste fagfolk blot for tralt med deres egne positive oplevelser med patienter, "too busy saving lives", som de selv så beskedent udtrykker det, til at bekymre sig om detaljer, såsom den massive og gennemgribende korruption og tvang, de er en del af.

Ja branchen skal overvåges og politiker have indsigt:

Enhedslistens sundhedsordfører Stine Brix udtaler:

- Vi ser i øjeblikket to sager, hvor Sundhedsstyrelsen ikke har styr på tilsynet. Det går ud over patienter, som risikerer at få en forkert og en farlig behandling. Det er på ingen måde godt nok.

- Det er positivt, at sundhedsministeren tager kritikken af Sundhedsstyrelsen alvorligt. Men det er ikke godt nok, hvis Sundhedsstyrelsen skal undersøge sig selv. Det bør være en uafhængig undersøgelse, som skal se på, om Sundhedsstyrelsen løfter opgaven med tilsyn godt nok.

Bill Atkins:

Jeg ved ikke, hvorfor du insisterer på at så være provinsiel omkring dette. Du og EL kan komme med alle de hensigtserklæringer om tilsyn I vil, det ændrer ikke på, at forskningen er uhensigtsmæssig, afsporet og fuld af spild, og at det er produkterne af dette uhensigtsmæssige, afsporerede spild I vil sidde som små kommisærer indeni apparatet og holde tilsyn med.

Claus Jensen,

Jeg er måske nok provinciel, idet jeg mener at den samfundsmaskine Danmark har fået skruet sammen godtnok tillader, at al for stor privatkapital skabes, men samtidig er fordelingen set med globale øjne rimelig.

Jeg er enig i at patentering er voldsomt fordyrende og hæmmende for produktudviklingen, men jeg mangler, at du sætter noget i stedet, der så kan financiere produktudviklingen?

Jeg kan ikke andet end se at Staten skal stå for en medfinanciering og derfor skal have eksperter, der i dialog med forskerne styrer forskningen, og eksperter skaber man ikke fra den ene dag til den anden - så derfor er jeg nok tilbøjelig til at værne om det statsapparat vi har skabt.

Et eksempel på at Sundhedstilsynet kan betale sig er Tamiflu-sagen:

Storbritannien brugte fem milliarder kroner - eller cirka 75 gange så mange penge, på tamiflu som Danmark - det selv om landet kun har 12 gange så mange indbyggere. Danmark brugte 65 millioner kroner.

Sundhedsstyrelsen: Vi har stadig et ton tamiflu
http://ekstrabladet.dk/kup/sundhed/article4692483.ece

Bill Atkins:

Forskerne er eksperterne. De skal blot gøres ansvarlige til demokratiet i stedet for kapitalen. Staten skal derfor ikke stå for en medfinansiering, den skal finansiere 100 %

Hvis Sundhedstyrelsen ikke var en flok nikkedukker, ville vi ikke have et gram Tamiflu. Fupnummeret er velkendt og blevet lavet dusinvis af gange før. Fool me once, shame on you, fool me twice...

Kan du huske en lille fyr ved navn "Ebola"? Der er ikke meget liv i ham mere, selvom nyhedsbureauerne pligtskyldigst giver ham lidt hjertemassage nu og da. Han nåede aldrig at blive 1.4 millioner, ligesom alle hans fætre og kusiner også skuffede fælt.

"Men hvad har det med Tamiflu at gøre?" spørger provinsboeren.