Det blev den brutale henrettelse af den rumænske diktator Nikolae Ceausescu og hans hustru Elena, der i juledagene 1989 overbeviste digteren og dissidenten Ana Blandiana om, at den rumænske revolution var på vej i den helt forkerte retning.
»Da Ceausescu blev dræbt i juledagene, var det første gang, at jeg måtte stille mig selv spørgsmålet: Hvem er de mennesker, der står bag den såkaldte overgangsregering, og hvordan kunne de netop vælge at dræbe et andet menneske i juledagene? Ceausescu og hans kone var dårlige mennesker, men det var ikke kun dem. Der var brug for et retsopgør med kommunismen, så folket selv kunne bestemme«, siger Ana Blandiana til Information.
Information møder Ana Blandiana på hendes kontor i Bukarest til en samtale om den voldelige revolution, der den 25. december 1989 kulminerede med den brutale henrettelse af Nikolae Ceausescu.
25 år efter landets blodige revolution husker rumænerne stadig den nu 72-årige digter og demokratiske aktivist Ana Blandiana som en af landets modigste dissidenter i tiden under Ceausescu. Den dag i dag kan hun fortsat se indflydelsen fra Ceausescus efterretningsofficerer i Rumænien.
»De store kapitalister i Rumænien i dag er tidligere Securitate-folk, som allerede før revolutionen havde akkummuleret rigdomme. Det udgør stadig fundamentet i deres nuværende magtnetværk, og kun retssystemet kan bekæmpe det«, siger Ana Blandiana.
’Jeg er Brucan’
Ana Blandianas popularitet blandt almindelige rumænere og hendes internationale status som en af Rumæniens bedst kendte dissidenter gjorde hende i revolutionsdagene gjorde egnet som demokratisk galionsfigur i en ny overgangsregering.
»Den 22. december 1989 blev mit navn nævnt på fjernsynet om formiddagen. Det var en ny overgangsregering, en komité, der hed Fronten for nationens redning. Hver halve time på fjernsynet annonceredes de 38 personer, der var med i overgangsregeringen. Jeg var den anden person, der blev nævnt sammen med blandt andre Doina Cornea, som var den vigtigste rumænske dissident«, fortæller Ana Blandiana. Problemet var bare, at hun ikke var blevet spurgt.
Efter en massakre på demonstranter i Timisoara havde den sædvanligvis passive rumænske befolkning rejst sig mod Ceausescu, der efter et flugtforsøg i en helikopter blev pågrebet af hæren. I magtvakuummet efter den mislykkede flugt spillede resterne af det gamle regime en dele af befolkningen ud mod hinanden i en blodig borgerkrig.
Da Ana Blandiana sammen med millioner af andre rumænere gik på gaden tre dage før Ceausescus henrettelse, stod det endnu ikke klart for hende, at mørke kræfter i Securitate allerede var i færd med at forsøge at kuppe revolutionen. Ceausescu-tilhængere, hærens generaler og rivaliserende chefer i det hemmelige politi kæmpede om at overtage magten efter Ceausescu og fabrikerede falske rygter om invaderende terrorister fra udlandet.
»Den næste dag var det umuligt for mig at finde ud af, hvem der stod bag denne nye regering, og hvordan den var blevet dannet. Jeg kendte kun to eller tre navne på listen. Hvorfor mig, og hvorfor alle disse mennesker, som jeg aldrig havde hørt om? Jeg havde heller ikke fået nogen officiel henvendelse om at deltage.«
To dage efter henrettelsen af Ceausescu blev Ana Blandiana indkaldt til det første møde for den nye overgangsregering, men hun anede stadig ikke, hvem der havde udpeget hende som minister. På vej op ad trappen til den midlertidige regeringsbygning i Bukarest blev hun antastet af en ældre herre, hun aldrig tidligere havde set.
»Han sagde: ’Læg mærke til, vi har forberedt noget meget vigtigt til dig’. Det var påfaldende, at han tiltalte mig med ’du’ og ikke ’De’, som det er skik og brug på rumænsk. Før revolutionen var det kun folk fra Securitate og hæren, der for at kunne dominere folk, der talte på den måde. Jeg spurgte ham, hvem han var og svaret lød: ’Lad være at spille dum, jeg er Brucan.«
Overgangsregeringen
Manden på trappen var den magtfulde Securitate-officer Silviu Brucan, der i sin tid som redaktør for den stalinistiske partiavis Scinteia blandt andet havde talt for henrettelsen af den demokratiske partileder Iuliu Maniu, en af de mest respekterede politikere og en ikonisk figur i Rumænien. Maniu døde senere i et rumænsk fængsel.
I marts 1989 havde Brucan sammen med fem andre højtstående partimedlemmer offentligt vendt sig mod Ceausescu i et brev, der blev læst op på radiostationen Free Europe. Ceausescu reagerede ved at konfiskere deres ejendom og forvise dem til små lejligheder i udkanten af Bukarest. I det berømte Brev fra de seks præsenterede brevskriverne sig blandt som de ansvarlige for opbygningen af Securitate. Ana Blandiana husker sin forbløffelse, da hun i marts 1989 hørte brevet blive læst op på Radio Free Europe.
»Jeg var målløs over, at en person i Rumænien i 1989 kunne indrømme, at han havde været med til at organisere Securitate, en organisation som i stalinismens æra havde været ansvarlig for mord på millioner af mennesker. At han var stolt af det,« fortæller hun.
»Alt det kom jeg i tanke om, da Brucan antastede mig på trappen. Jeg sagde til ham, at han burde have spurgt mig, om jeg ønskede at blive minister. Han svarede, at det ikke var til debat. Det stod klart for mig, at alt allerede var blevet besluttet.«
Ana Blandiana deltog i mødet, men mødet med Brucan overbeviste hende om, at de gamle stalinister i Securitate, der i årene op til revolutionen havde befundet sig i stigende opposition til Ceausescu, var i færd med at overtage revolutionen.
»På mødet pegede den senere præsident Ion Iliescu på mig som vice-præsidentkandidat. Men der havde jeg allerede fået nok, og det var nok den vigtigste beslutning i mit liv. Jeg forstod, at de gamle var på vej til at tage magten. Alle på mødet insisterede helt hysterisk på, at jeg skulle være minister, og jeg forstod, at mit afslag havde ødelagt noget meget vigtigt. De kunne ikke tro, at noget så planlagt og gennemført gik i vasken, fordi en dame havde sagt nej. Jeg forstod, at jeg måtte holde fast i mit nej, og jeg forlod mødet.«
Frihedens sidste molekyle
Kort efter fik Ana Blandiana vished for, at overgangsregeringen ikke fungerede efter normale demokratiske principper.
»Få dage efter mødet med den nye overgangsregering havde Iliescu som præsident underskrevet dødsdommen over Ceausescu, men Iliescu blev først officielt valgt til præsident et par dage efter, på den 27. .«
Egentlig ville hun helst have viet sit liv til kunsten og litteraturen, men i stedet er modstanden mod totalitarismen og kampen for menneskerettigheder og demokrati blevet hendes egentlige livsværk.
I lange perioder under Ceausescus styre sad Ana Blandiana i husarrest med et totalt skriveforbud, der dog ikke hindrede hendes satiriske digte i cirkulere blandt almindelige rumænere.
»Offentligheden var i den periode så udmattet af situationen, at digterne i Rumænien var veritable berømtheder. Det var det samme i Sovjetunionen og Polen. Frihedens sidste molekyle lå i poesien, hvis instrument er metaforen, og som derfor var i stand til at kommunikere under censuren«, siger hun.
Ana Blandiana blev født som Otilia Valeria Coman i 1942 og debuterede som digter i 1959, hvor hun tog navnet Blandiana efter sin moders fødeby og Ana, »fordi det rimede.« Ana Blandiana er forfatter til fantastiske romaner, syv bøger med essays, og en masse poesi. Hendes seneste bog omhandler manipulation som psykologisk og politisk fænomen.
»Jeg er sikker på, at manipulation er et af de vigtigste begreber i moderniteten, ikke blot i Rumænien eller under det kommunistiske styre,« siger hun og peger på et af sine første minder som en grundlæggende erfaring af manipulation.
»Min far var ortodoks præst og en populær lokal leder med mange tilhørere. Da jeg var seks år gammel, var jeg alene hjemme med ham, da tre betjente bankede på døren med en dommerkendelse for at lave en husundersøgelse«
Betjentene fandt et påskud til at lokke Blandianas far ud på gaden og hun husker, at hun som lille pige fulgte med af angst for at være alene. En af betjentene blev i huset imens.
»Da vi kom tilbage, spurgte politichefen min far, om det var i orden, at de tjekkede kommoden. Min far gav dem tilladelse. Kommoden havde to skuffer. I den ene var min moders sminkesager, i den anden lå mit legetøj. De åbnede skuffen med mit legetøj, og der lå en revolver. Jeg så min fars lamslåede ansigt, og jeg forstod, at dette var vigtigt. Min far blev arresteret for ulovlig våbenbesiddelse og idømt seks år fængsel.« Det var den første i en række af fængselsdomme.
»Hele min barndom var jeg genstridig og ked af det, fordi jeg var overbevist om, at jeg var skyldig. Hvis jeg havde haft modet til at blive i huset, ville de ikke have været i stand til at manipulere på den måde.«
Ceausescus doberman
Som »datter af en fjende af systemet« fik Ana Blandiana siden sit første skriveforbud, da hun publicerede to digte i et studenterblad.
»I 1985 var der en stor skandale, fordi jeg udgav fire digte. Selv i dag ved jeg ikke, hvordan det var muligt at udgive det. Jeg afleverede digtene uden håb om, at de ville blive publiceret. Måske var der nogen på ferie et sted hos myndighederne. Hele redaktionen blev sidenhen udskiftet, og jeg fik skriveforbud.«
»I 1988 udgav jeg en børnebog om en kat, der blev meget populær. Jeg lavede en karikatur af Ceausescu som en kat i bogen. Jeg var ikke modig, jeg var uansvarlig. Jeg troede ikke, at det ville være så tydeligt, men alle kunne se det, og bogen blev udsolgt på en enkelt dag. Alle begyndte at kalde Ceausescu kattens navn. Det var en enorm skandale,« husker Ana Blandiana.
»Efter at have nedrevet en stor del af Bukarest for at gøre plads til sine prestigebyggerier og pladser havde Ceausescu besluttet at besøge et hospital, en gammel bygning med masser af mus, og derfor var der også katte. I den periode havde Ceausescu altid to Doberman-hunde med sig, styret af efterretningsfolk. En af hospitalskattene angreb Ceausescus hunde. Hundene blev skræmt og løb væk, og Securitate-agenterne var tvunget til at løbe efter dem. Alle skreg af grin, og det var en stor ydmygelse for Ceausescu. Efterfølgende besluttede han at rive hospitalet ned. Da jeg skrev om katten, var alle klar over, at det handlede om Ceausescu,« forklarer hun .
»Indtil revolutionen havde jeg skriveforbud, jeg måtte ikke skrive breve eller eje en telefon, og der sad altid en person parkeret i en bil foran mit hus. Alt var kompliceret efter det.«
Opgør med fortiden
Efter revolutionen i 1989 fortsatte Ana Blandiana sin aktivitet som systemkritiker nu af den post-kommunistiske elite, og sammen med sin mand, Romulus Rusan, stiftede hun den demokratiske borgerorganisation Civica Allianza. Det skete da overgangsregeringens præsidentkandidat Ion Iliescu af frygt for at tabe præsidentvalget i 1990 havde indkaldt minearbejdere fra bjergregionerne til Bukarest for at tæske prodemokratiske demonstranter, der demonstrerede på Placa Universita i Bukarest.
»Der grundlagde vi Civica Allianza for at samle oppositionen, det vil sige de ikke-kommunistiske partier. Der var mange partier i den før-kommunistiske periode, liberale og to socialdemokratiske partier. De sad i fængsel før revolutionen, men efter revolutionen blev partierne gendannet af deres overlevende medlemmer. Men partierne havde ingen kendte ansigter, fordi de havde været undertrykt i hele den kommunistiske periode.«
Civica Alliance tiltrak derimod kendte rumænerne, doktorer, skuespillere, forfattere og andre, der nød stor popularitet i den rumænske befolkning. Ana Blandiana blev præsident for organisationen. I 1996 kom et demokratisk reformparti, Det Demokratiske Parti, støttet af Civica Allianza, til magten.
»Det var det øjeblik, hvor kommunisterne mistede magten for første gang. Men kun formelt set, fordi den nye og ministre, der var intellektuelle, ikke havde praktisk sans for magten. Derfor bestod der stadig et netværk af gammelkommunister med stor magt. Selv i dag lever dette netværk videre«, siger Ana Blandiana.
»Det er både et politisk og økonomisk netværk, der stadig benytter sig af mafia-metoder.«
Mentalitetsændring
I løbet af 90’erne arbejdede Ana Blandiana målrettet med at ændre det politiske system med parlamentariske midler, men da gammelkommunisterne, der nu kaldte sig socialdemokrater, genvandt magten i 2000, nåede hun den erkendelse, at det politiske arbejde måtte suppleres med en dybereliggende historisk dimension. Rumænerne måtte konfronteres med de sider af den kommunistiske fortid, som Ceausescus regime havde forvist til glemslen.
»Det fik mig til at træde tilbage fra officiel politik. Jeg forstod, at politisk forandring i højere grad kræver en forandring af mentaliteten hos vælgerne. Det var nødvendigt at forklare dem, hvad kommunismen var, hvad der skete i den periode, hvor alting foregik i det skjulte.«
I 1993 tog Ana Blandiana sammen med sin mand initiativ til oprettelsen af et mindesmærke for kommunismens ofre i Sighet i det nordlige Rumænien.
»For at kunne forstå nutidens Rumænien, skal man besøge mindesmærket«, lyder det officielle slogan, som Ana Blandiana gentager i sit kontor.
»Al den terror er en stadig eksisterende rest i vores samfund. Vi er frie, og alligevel folk vælger postkommunisterne med et flertal på 60 pct. De har ændret deres navn og kalder sig socialdemokrater, mens de sande socialdemokratiske ledere døde i fængslet.«
Ja, nu er der jo demokrati i Rumænien, og det behager åbenbart ikke de tidligere dissidenter, der ikke kan lide, hvad borgerne stemmer på.
Frygtelig historie. Godt at høre fortællingen fra en der blev ramt af kommunismens urimeligheder og kæmper for et ordentligt samfund. Det er mit indtryk at det går rimeligt i Rumænien i dag også om de så har valgt nogle med en grum fortid. Ellers var de vel næppe lukket ind i EU
"Ja, nu er der jo demokrati i Rumænien, og det behager åbenbart ikke de tidligere dissidenter, der ikke kan lide, hvad borgerne stemmer på."
Det behager åbenbart ikke de gamle kommunister, at tidligere dissidenter afslører kommunismens rædsler.
Kommunismen iværksatte en systematisk repression, som i sine mest ekstreme momenter gjorde terroren til en regeringsform.
Sandsynligvis blev de lukket ind i EU fordi de skulle tage afstand fra deres gamle regime. Det viste sig at være en forhastet og forkert beslutning. For befolkningen ville ikke godkende det europæiske regime, der favoriserede oligarkerne, og så stemte de imod i årene derefter.
De åbnede skuffen med mit legetøj, og der lå en revolver. ...6 års fængsel.
Ved Retten i Randers fik en mand forleden to år og seks måneders fængsel for at ligge inde med to haglgeværer og tre salonrifler, da ordensmagten kiggede forbi.
...måske var den høje straf til Ana Blandianas far fordi han havde udsat barnet for at skade sig selv.
Arh, nu er jeg for dum. Naturligvis havde politiet selv anbragt pistolen...
...men så var det heldigt, at det var i legetøjsskuffen, for ellers ville et seks års barn ikke vide at pistolen ikke havde været der før.
Fascisme eller kommunisme og min bare røv. Et land som Rumænien dengang var først og fremmest et diktatur...
Bill Atkins,
At du, som i din beskyttede tilværelse i et fugtigt kælderværelse gør grin med en modig digter og dissident som Ana Blandiana, er niveauløst og en skændsel.
I øvrigt var Rumænien reelt i den fascistiske Jerngardes greb inden angrebet på Sovjetunionen i juni 1941, hvor Rumænien havde deres 3. og 4. arme, 150.000 soldater, med i angrebet på Stalingrad. Og det var faktisk den rumænske front der brød sammen under presset fra det sovjetiske modangreb og derved muliggjorde indeslutningen af general Paulus og 300.000 aksemagtsoldater.
Sovjetunionen havde god grund til at holde Rumænien i et jerngreb efter krigen.
Bo, nu ikke så humørforladt. Du ved den berømte danske humor, "vores hemmelige våben under besættelsen", som der står i et officielt dokument fra den danske befrielsesregering 1945 ...(Arbejdermuseet)
Var i Rumænien i sommer, og der er nok stadig enkelte ting, der kan forbedres... Den mere jævne befolkning virkede ikke som om de havde så meget respekt for hverken oligarkiet, politikerne eller myndighedernes repræsentanter, uanset hvilken farve af det såkaldte demokrati det havde, for det handlede i manges øjne primært om at rage til sig selv. Så de gad ikke stemme ...
Tænker der er en vis risiko for konvergens i EU... Synes selv at kunne se visse elementer af det danske samfund, som på det seneste udviser tegn på tilsvarende prioriteter. Og omend vores vej dertil nok er en anden, så har vi måske også en forkert retning, mangler at holde vort civilisationsgrundlag i hævd!
Så altså - alle steder: Kæmp for retsgrundlag, frihed, lighed, opdelt lov, dom og straf, transparens i al forvaltning med den respekt for privatliv den enkelte selv har, ikke systemets skjul af sandheden. Start med at vælge nogle markant anderledes ledere i samfundet...
Fuld respekt til digteren for at nægte at blive pyntedukke for de mørke kræfters fortsatte herredømme. Efter nyeste World Press Freedom Index har medierne i Rumænien det blot lidt bedre end Italiens, hvilket er slemt. De ligger bag diverse afrikanske nationer, og kun et par brøkdele over USA.
Lidt hurtigt, og ved opslag: kommunisme, samfundsopfattelse og politisk ideologi, som bygger på fælles ejendom. Sådan et samfund (nation) har vist aldrig eksisteret. Der er selvfølgelig en del der har taget navn efter kommunisme. Jeg tror jeg husker det sådan et vejen til kommunisme gik over socialisme. Den er der så ingen der rigtigt heller har nået, bortset fra velfærdstaterne i Skandinavien, det kan ligne det lidt. Men nu er vi ved sælge ud af denne samfundsform. Østeuropa, startede sikkert idealistisk, men endte i et etpartisystem , reelt diktatur.
I stille stunder sider jeg og kigger på et billede af jorden, en lille prik i uendeligheden, ganske smuk. Det er vores fælles hjem, selvom vi ikke har skøde på det. Marx ide, at vi bør basere vores fælleskab på fælleseje bliver på en elle anden måde mere vigtig og rigtig, når man ser på denne lille jord, der er jo ikke andet og det vi skaber sammen. Hvis Marx er død hvad så?
Var gift med en Estisk pige i 8 år. Hun voksede op og tog sin universitetsgrad inden kommunismen røg. Er mit indtryk, desværre, at vi, hvis man virkelig tænker over det, ikke har ret meget bedre forhold her i Danmark, end de estiske borgere havde i Sovjet. Jeg har dog desværre ikke direkte forbindelser til rumænere på samme måde som estere. Tror bare, vi skal passe på med at dømme uden at have indsigten. Vi hører meget. Men hvorfor? Og hvor meget af det passer? Bagrunden for det? Hvor mange måder er der at ødelægge menneskers liv på? Pointe: giver det mening at dømme andre, så længe vi ikke er bedre selv?
Gennem godt en snes år færdes jeg ganske meget i Rumænien, og jeg både tror og forstår Ana Blandiana.
Jeg er selv stødt på Rumænske Securitate et par gange. Bl.a. blev jeg uden anholdt sammen med min hustru, og ulovligt tilbageholdt på en militær forlægning i mange timer indtil folk fra Securitate kunne komme frem til provinsbyen med ordinært tog fra Bukarest. Denægtede os ret til at tale med den danske ambassade i Bukarest, og ville simpelt hen have mig til at indrømme, at jeg arbejdede for et amerikansk nyhedsbureau, hvad der formentlig ikke var ulovligt. Efter den ulovlige tilbageholdelse, hvor de i øvrigt afslørede en utroligt viden om specielt min person men også min familie, blev vi sat på fri fod, men blev holdt under kontrol på en klodset måde.
Senere gik min relation over til Balkan, og jeg mistede kontakten til Rumænien. Men inden man udtaler sig skråsikkert om for eller imod kommunismen i Rumænien, bør man nok lige sætte sig ind i landets baggrund. Og det er der tilsyneladende mange med indlæg her, der ikke har gjort.
Skal jeg vurdere nutidens Rumænien, så har Ana Blandiana uden tvivl ret. Rumænien er ikke et vestligt demokrati, og mange fra dengang sidder stadig på ret høje poster, og rager til sig. Og der er befolkningsgrupper i Rumænien, der i dag bevidst sættes udenfor samfundet. I det hele taget tror jeg, at EU havde håbet på, at landet hurtigere blev demokratisk, hvis det kom med i EU. Men sådan tror jeg ikke det er blevet.
Vi er frie, og alligevel folk vælger postkommunisterne med et flertal på 60 pct.
Gert Romme, hvad er dit bud på at mere end 60% stemmer socialistisk (på de forkerte iflg. Blandiana)?
For øvrigt er det der med at nogen rager til sig jo selve iden med den eftertragtede kapitalisme:
De 100 rigeste danskeres samlede formue er det seneste år steget med 18 procent, og vil man på listen, skal bankbogen nu runde en milliard kroner, viser Berlingskes nyeste liste over Danmarks rigeste.
http://www.information.dk/telegram/510801
Til helvede med kapitalismen, - et system hvor kun "små" mennesker kan trives.!
Problemet med disse hierarkiske oligarkier, om det er kapitalistiske eller totalitære, er, at de ikke blot igennem korruption giver i overflod til magten - men at de afholder den helt almindelige befolkning fra at kunne få det fornødne. Og at dette synes at være formålet snarere end selv at rage penge og privilegier til sig.
Peter, det synspunkt forudsætter at du tror kapitalisterne styrer noget som helst (og at de er onde). De er ligesom alle andre, ofre for et system de ingen indflydelse har på. De er fanget i konkurrencefælden som en del af kapitalismens stofskifte r>g.
Kære Bill Atkins,
Jeg har faktisk ingen bud på, hvorfor omkring 60% stemmer socialistisk, og min aktuelle baggrund om Rumænien er ikke så stor mere. Men måske skal man spørge sig om, hvorfor mange gamle DDR-borgere fortsat har sympati for "partiet" i Østtyskland. Vi har gode venner, der er ældre ens os, og som har været "ikke-eksisterende" siden henholdsvis 1953 og 57, og trods dette har de varme følelser for DDR. "Der var jo altid nogen, der havde en halv sæk cement, andre der havde en halv kasse æbler, og nogle der skulle have sat fliser op." - Altså, man kender det gamle system, her var (næsten) alle lige, og det føler man sig mere tryg end det "nye".
Det jeg egentlig mente med mit indlæg, det var, at alt for mange udtaler sig alt for skråsikkert (især for eller mod kommunismen) omkring Rumænske forhold uden at kende til landet.
Man må forstå, at Rumænien ikke var og ikke er et homogent land som f.eks. Danmark. Det gælder befolkningerne, historien, kulturen og alle forudsætninger. Og det gælder ikke mindst den tidligere jernbanearbejder, Nikolae Ceausescu, der formentlig havde helt andre ambitioner for sit land, end det der blev muligt for ham.
Jeg ser Nikolae Ceausescu som en modbydelig diktator. Men man kan jo spørge sig, hvilke forudsætninger, han egentlig havde, for han var ikke en Idi Amin, og har aldrig været ene om at bestemme.
Og endelig er der jo sikkerhedspolitiet, Securitate, som jeg har været i kontakt med et par gange. I mine øjne var det dem, der myrdede ham for at undgå selv at tage ansvar for tiden forud. Og de var til at købe, hvilket jeg ved at en tidligere dansk top-cykelrytter, der boede i den østlige del af Rumænien, gjorde.
Og dem der senere er kommet til magten, arbejder efter min opfattelse fortsat sammen med fraktioner fra sikkerhedspolitiet. Men i det hele taget er tingene meget mere nuancerede, end man tror hjemme i Danmark, hvor alt ser enkelt ud.
Romme. Måske kan man konkludere at de socialistiske lande, bl.a. på grund af den afbrudte samhandel med Vesten, skabte et knaphedssamfund hvor livsfornødenhederne var rimeligt sikret og hvor der var mere tid til at være selvhjulpen i dagliglivet, frem for at være produktions-og forbrugsorienteret. Og det er der mange mennesker med praktiske evner der sætter pris på. Hertil kommer at langt de fleste mennesker ikke havde konfrontationer med myndighederne.
Jeg så lige slutningen af en udsendelse på DRK om Østeuropa. En kvinde berettede om sin barndom i en mindre storby i Sovjet. Hendes far arbejdede på stålværket. Moderen gik hjemme. Hende og hendes søster gik i skole og kom på universitet. De gik til sport og ballet. I weekenderne tog de ud til deres kolonihave der lå ved floden og skove. Det var først senere hun blev klar over at hun levede i "verden mest brutale regime". Ondskabens empirie.
Ret.
Ondskabens imperium