Læsetid: 17 min.

En positiv prognose for Michala og Johannes

Anbragte børn klarer sig statistisk set langt dårligere end deres jævnaldrende senere i livet. Det gælder uddannelse, job og økonomi. Børnene har samme evner som alle andre, men systemet omkring dem har i mange år fokuseret på en forestilling om trivsel på bekostning af dygtighed. Nu er der et paradigmeskift på vej. Kuren hedder stavning, læsning og matematik
Michala er en fighter, siger hendes plejemor. Det er hun også nødt til at være, for om ganske få år er der ingen, der pakker hende ind i vat

Michala er en fighter, siger hendes plejemor. Det er hun også nødt til at være, for om ganske få år er der ingen, der pakker hende ind i vat

Tor Birk Trads

13. december 2014

»Synes du ikke jeg landede flot? Jeg er den bedste i klassen til at hoppe med samlede ben.«

10-årige Johannes Nadim Winkel leger jorden er giftig i gymnastiksalen på Osted Efterskole. Han tager tilløb og hopper. Fra rullemadras til plint. Svinger sig videre i et tov. Lander på en pude.

»Jeg elsker forhindringsbaner,« siger han, og kaster sig fladt ned på gulvet. Stakåndet. Svedig.

Hvis Johannes’ liv var en forhindringsbane, er den største barriere efter hans egen vurdering, at han aldrig har kendt sin far. Han ved faktisk ikke engang, hvem han er. Den næststørste hindring er tabet af hans mor for tre år siden. Hun var syg i et år, før hun døde af kræft i maven. Alligevel er det ikke lige så slemt som det med hans far.

»For hende nåede jeg jo at se. Vi fik syv år sammen,« forklarer han. 

Johannes bor på Bogø hos sin mormor, Winnie Winkel, i det man kalder ’netværkspleje’, og er dermed et af Danmarks 11.600 anbragte børn. 

Da vi møder ham første gang sommeren 2014, er han langt hjemmefra på Egmont Fondens læringscamp, Lær for Livet. Her på Osted Efterskole på Midtsjælland modtager 100 børn fra hele landet 14 dages intensiv undervisning i dansk og matematik – startskuddet til et seksårigt forløb, hvis mål er, at børnene skal have en ungdomsuddannelse. I alt 1.000 børn skal igennem forløbet hen over 10 år.

Johannes på 10 år er anbragt i netværkspleje hos sin mormor Winnie Winkel på 63 år. De bor på Bogø i det hus, hvor Johannes boede med sin mor indtil hendes død i 2011

Tor Birk Trads

Efterslæb

Anbragte unges uddannelse er et område, der har hårdt brug for resultater. Et notat lavet af Rambøll for Egmont Fonden viser, at kun 40 procent af alle børn anbragt uden for hjemmet gennemfører en ungdomsuddannelse, mod 80 procent af deres jævnaldrende. Notatet er på 30 sider, og det viser i den ene graf efter den anden, hvordan anbragte drenge og pigers fremtidsudsigter er markant dårligere end befolkningens som helhed: Langt flere dropper ud af folkeskolen, færre får en uddannelse, endnu færre en videregående uddannelse, senere hen tjener de færre penge, og de har dårligere fodfæste på arbejdsmarkedet

»Det overraskende for mig, da vi gik i gang med at afdække området, var ikke, at de klarer sig dårligt, men hvor dårligt de rent faktisk klarer sig. Og det til trods for massevis af forebyggende foranstaltninger,« siger Illa Westrup Stephensen, direktør i Lær for Livet.

Og i et samfund, hvor antallet af ufaglærte job falder, og kløften bliver stadigt dybere mellem dem, der får en uddannelse, og dem der ikke gør, er de anbragte børn en af de absolut mest udsatte grupper.

»Der er en meget stærk sammenhæng mellem skolepræstationer, og hvordan det går dig senere i livet. Ikke bare i forhold til arbejde og indkomst, men også til psykisk sundhed, kriminalitet, misbrug og meget mere,« siger Bo Vinnerljung.

Han er professor i socialt arbejde ved Stockholms Universitet og en af Skandinaviens førende forskere i anbragte børns uddannelse.

Hans forskning viser, at anbragte børn klarer sig dårligere end jævnaldrende børn med samme IQ– og det viser, at vi burde kunne hjælpe dem meget bedre, påpeger Bo Vinnerljung.

»De har nogle risikofaktorer med sig – blandt andet i form af forældrenes dårlige psykiske sundhed, misbrug og kriminalitet, og de har dårlige erfaringer eksempelvis i forhold til adskillelse. Men de er ikke dummere end andre. Den store forskel er, at potentialet ikke bliver udnyttet.«

Og en af de primære årsager er, ifølge eksperter i anbragte børns uddannelse, at man i årtier har haft alt for ensidigt fokus på børnenes sociale trivsel, på bekostning af deres skolegang. Eller som Lisbeth Zornig Andersen – stifter af Huset Zornig – siger:

»Det er ikke ondskab, men misforstået hensyn. Man tror, at nu skal man ikke presse, for de må ikke få for mange nederlag. De skal være glade børn. Men det er ikke nok, hvis de skal klare sig som voksne, så skal de også have nogle kompetencer.«

Michala kommer flere gange om ugen på ponyrideskolen. Hun drømmer om at blive ridelærer eller fodterapeut

Tor Birk Trads

Blev kaldt ’en skovl’

Michala er lige fyldt 13 år. Den dag blev hendes samling af neglelak udviddet. Det sidste hun ser om aftenen, inden hun falder i søvn, er Justin Bieber og Christopher, der hænger over hendes seng. Og så samler hun på hestefigurer. Hun har 88 i forskellige racer, farver og størrelser med tilhørende stald. Hun drømmer om at blive enten ridelærer eller fodterapeut.

Neglelak, popidoler og heste. Ingredienserne i et helt almindelig teenagepigeliv, blot med den forskel, at Anne Marie og John Petersen, som hun bor hos, er hendes plejeforældre. Sin biologiske far ser hun aldrig, og sin biologiske mor kun hver anden onsdag og en gang imellem i weekenden.

Michala er glad for at være på camp i Osted. Også selv om hun hadede matematik, da hun kom. Nu sidder hun i klasseværelset og øver sig i gangestykker. Hun laver fejl i to ud af 10 stykker med tocifrede tal.

»Det kunne godt se ud, som om der er noget der, vi lige skal se på,« siger læreren, der hjælper med at finde ud af, hvor Michala løber vild i tallene.

Inden sommerferien havde en skolelærer kaldt hende ’en skovl’ til matematik. Hun troede på ham. Nu forsøger hun at tro mere på sig selv.

En alt for lille bagage

Når man hører, hvor skidt anbragte børn klarer sig rent statistisk, er det en nærliggende tanke, at de dårlige forudsætninger og perspektiver går i lige linje fra forældre til børn. Det man i mange år har kaldt negativ social arv. Inge Bryderup er Danmarks førende forsker i anbragte børn og professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet. Hun ryster på hovedet ad begrebet, som hun kalder »politisk«. Det lugter af lovmæssighed.

»Hvis det var tilfældet, kunne man afsløre specifikke mekanismer og dermed forudsige hvilke børn der får sociale problemer. Men det kan man ikke,« siger Inge Bryderup.

Alligevel tøver hun ikke med at kalde anbragte børn de mest udsatte børn i Danmark – ikke mindst i forhold til uddannelse og skolegang:

»De står ikke bare ringere, fordi de er blevet omsorgssvigtede, ikke bor hos deres forældre, har skiftet skole flere gange, eller er blevet mobbet. De har ofte også meget lidt bagage med til at sætte læringen i perspektiv. Når man læser højt for et barn, tager det med på museum eller en maleriudstilling, får barnet en almen dannelse, som virker positivt i forhold til at forstå mere og få lyst til at vide mere. Men mange børn fra belastede familier har slet ikke de ting med. Tværtimod har de kun dårlige oplevelser med at lære,« siger Inge Bryderup. De er »oplevelsesfattige«.

Hun påpeger også, at børnene ofte svigtes af det professionelle system. Lærerne tror ikke på dem. Enten har de fået lov til at sidde på bagerste række og passe sig selv, eller de er blevet smidt udenfor. Resultatet er store huller både i skolegang og lærebøger. Ifølge tal fra Ankestyrelsen modtager 10-15 procent af børnene ikke undervisning i lange perioder. 

Tendensen er den samme i Sverige, fortæller Bo Vinnerljung. Men sådan behøver det ikke være:

»Vi kan ikke ændre på, at de her børn er blevet svigtet af deres forældre og har nogle risikofaktorer med sig. Men vi kan lære dem at blive bedre til at læse og regne. Det er ikke det eneste, der skal til, men det er det enkleste og det område, hvor der er bedst udsigt til at det lykkes.«

Michala er lige fyldt 13 år og går i 6. klasse i Hillerød. I dag er det hendes tjans at feje og rydde op efter sidste time

Tor Birk Trads

Vi spørger om noget andet 

Og det er en af de ting, Lær for Livet forsøger med Egmont Fonden i ryggen. Fra 2013 og 10 år frem skal 1.000 børn have faglige succes’er, øget selvværd og et stærkere tilhørsforhold til skolen. 

Målet er, at de skal gennemføre en ungdomsuddannelse og dermed få bedre muligheder for at klare sig i livet. De kommer på tre faglige camps det første år – sommer, efterår og forår – hvor de får intensiv undervisning i dansk og matematik. 

Senere får de en voksen mentor, som ugentligt skal hjælpe med lektier og støtte deres dannelse de næste seks år, hvor de løbende kommer på weekendcamps. Lær for Livet har også tilknyttet et forskerhold, der samler viden, erfaringer og resultater. Indtil videre er 120 børn begyndt i projektet.

På Osted Efterskoles sommercamp er der morgenleben. En spinkel dreng råber »Tak for mad« til køkkenpersonalet. Andre er stadig i gang med havregrød, bananer og cornflakes. Børnene i alderen 10 til 13 år er delt op i to – den ene halvdel har matematik – den anden halvdel dansk. 

Midtvejs i forløbet bytter de. Der er fuldt program fra 7.30 til 21.30 med elementer af både faglighed og selvudvikling. Matematikforløb afløses af workshops om kagebagning, dans og drama. Man må kun have sin mobiltelefon i hånden i 45 minutter hver morgen og aften – men her på campens dag otte, er der flere, der helt glemmer at hente telefonen.

Dagene begynder altid med bevægelse. Netop nu er en gruppe børn i festsalen ved at skrive bogstaver på gulvet med deres kroppe. Fem piger former ordet ’mad’. Drengene i lokalet er lidt sværere at motivere. »Jeg kunne godt bruge noget slik,« siger et af børnene. Lærerne sadler om til stikbold, og så går det bedre.

Aftenen forinden har de voksne siddet til sent på natten og diskuteret læringsmetoder. De kalder arbejdet med børnene for ’et laboratorium’. 

På campen forsøger man at holde fokus snævert på det faglige. Deri adskiller tilgangen sig fra det, mange af børnene møder på deres opholdssted eller i plejefamilien.

»Vi behøver ikke hele tiden at spørge de her børn, hvordan de har det. For det er der mange andre, der gør. Og ja, de er alle sammen anbragte børn, og det står også i velkomstfolderen. Men vi taler mest om, at de er her for at lære,« siger Illa Westrup Stephensen.

Det er klart, at anbragte børn er en sårbar gruppe, som kræver det, hun betegner som ’omsorgsfuld læring’. 19 ud af de 107 børn på campen har en diagnose. Primært adhd. En del får medicin. Det er også derfor, der er 50 voksne til 100 børn.

»De her børn har mange udfordringer, der gør, at vi ikke bare kører alting direkte hjem,« siger Illa Westrup Stephensen.

Ud over at undervisningen lægger stor vægt på bevægelse og leg – man hinker stavelser og kaster bolde i spande med endelser – får børnene deres egen læringsprofil, så de bliver mere opmærksomme på deres individuelle styrker, og hvordan de kan anvende dem, når de skal lære.

I et klasseværelse har en af drengene meldt sig helt ud. Han sidder i hjørnet i en sofa med nedslået blik, en pude på maven og en lærer på knæ foran sig. De taler lavmælt sammen. Drengen er netop flyttet til en ny plejefamilie og har ikke været i skole i fem uger.

»Man tænker, at barnet lige skal falde til. Men det er ikke godt, hvis man ikke prioriterer skolen i fem uger. Læring er som en muskel: Hvis man ikke træner den, bliver den slap,« siger Illa Westrup Stephensen.

Johannes og Michala har været på camp med Lær for Livet i både sommerferien og i efterårsferien. Her får de intensiv undervisning i dansk og matematik fra morgen til sen aften. 

Tor Birk Trads

Ingen trivsel uden læring

Et af de overordnede problemer med udsatte børn og unges skolegang er, at man i mange år har haft den indstilling, at de anbragte børn først skulle trives, før de kunne lære noget. Ifølge Bo Vinnerljung har det gjort sig gældende overalt i Skandinavien:

»Man har nok tænkt, at det var den dårlige adfærd, der skabte problemerne i skolen. Og så har man overladt de her børn til professionelle socialarbejdere. Deres teorier og vurderinger har i mange år styret, hvad man har gjort med dem. Men målet har sjældent været, at de skulle klare sig godt i skolen,« siger Bo Vinnerljung:

»Der er der brug for at tænke det den anden vej rundt.«

Og Lær for Livet gør derfor meget ud at af understrege, at projektet er et fagligt tilbud. Ikke en behandling, siger Illa Westrup Stephensen:

»Der er på området ofte en tendens til at fokusere på, hvordan børnene har det. Og man har tidligere troet, at det var det bedste. Men vi ved fra forskningen, at du får færre problemer, hvis du får faglige succeser. Fagligheden kan skabe et frirum for det enkelte barn og kan både kortsigtet og langsigtet være et værn mod problemer.« 

Bogø by er lillebitte. Her er mange til-salg skilte, men også billedskønt kig til sundet, træer tunge af æbler og lyden af en traktor, der pløjer marken. Johannes Nabil Winkel går i 4. klasse på Bogø Skole. 

Det er september måned, og i klasselokalet er 21 hoveder bøjet over diktat. Forinden skulle nogen tisse. Blyanter skulle spidses. Og klasselæreren tysse. Men endelig er børnene klar til at stave til ’konge’, ’velhavende’ og ’lykkelig’.

Også Johannes. Han gumler på sin blyant. Ind imellem slår han sig på panden og visker ud. Koncentrationen er blevet meget bedre, siden han har været på sommercamp, fortæller klasselæreren. Han er også blevet bedre til at læse.

»Og så er jeg blevet god til at dividere, og skrive små a’er,« siger han, da han traver hjem efter skole. Cyklen er punkteret.

Hjemme venter hans mormor, socialpædagog Winnie Winkel på 63 år. Man kan med det samme se, hvor Johannes har sit brede smil fra.  Det går igen på et billede ved trappen af Johannes mor, Mette Winkel. Hun står med en babyudgave af Johannes på armen. Trappen fører op til kvisten, hvor Johannes bor på et stort værelse. Der går en smal gangsti mellem bjerge af lego hen til sengen. På et verdenskort ved vinduet har Johannes placeret nåle i forskellige farver alle de steder, hvor han har været. Han peger på en grøn nål placeret i Irland.

»Der blev jeg født,« siger han. Siden boede han flere steder med sin mor, blandt andet i Vordingborg, hvor han begyndte sin skolegang på en Steinerskole med 43 elever i klassen. Det var en turbulent tid, som ikke blev lettere af hans mors sygdom. De sidste måneder af sit liv var hun indlagt på hospice. Her besøgte Johannes hende hver weekend. De så Disney-sjov og spiste slik sammen i hendes seng. Hun døde i november 2011.

Siden har Johannes boet her på Bogø sammen med sin mormor og hunden Sofus. Og her bliver de boende. Selv om Winnie Winkel tidligere boede i Stege.

»Han skal ikke rykkes mere rundt,« som hun siger.

Fået venner

Michala har boet hos Anne Marie og John Petersen i knap tre år i deres gule parcelhus på 224 kvadratmeter med drivhus, fiskedam og fuglevoliere i haven. Ud over to voksne børn og Michala har de to andre plejebørn.

»Men vi bruger ikke ordet ’pleje’ herhjemme,« siger Anne Marie Petersen.

Michala sidder ved siden af hende ved køkkenbordet i alrummet med hænderne foldet omkring et tekrus med Christophers ansigt på. Hun er glad for at bo her:

»Jeg får hjælp til lektierne. Og madpakke med i skole hver dag,« siger hun.

Da Michala flyttede ind, var hun temmelig pjusket – både psykisk og fysisk. Hun er stadig stille og forsigtig af sig. Men ryggen er mere rank. Perioden før og efter anbringelsen har dog kostet i forhold til skolearbejdet, fortælle Anne Marie Petersen.

»Når man har fået sin tilværelse revet fra hinanden og flytter ind hos nogen, man ikke kender, går der noget til. Der er perioder, hvor man ikke lærer så meget. Det har vi oplevet med alle vores plejebørn. Da Michala flyttede ud til os, manglede hun både motivation og havde mange huller i bogen. Hun var bagud, for der var så meget, der ikke var kommet ind, og hun gav hurtigt op,« siger Anne Marie Petersen.

Der er noget næsten gennemsigtigt over Michala: spinkel, hvid hud drysset med lyse fregner og rødblond hår. Når hun bliver spurgt om noget, slår hun blikket genert ud til siden og svarer stille. Hun løfter skuldrene lidt op mod ørerne og trækker hænderne ind i ærmerne.

Men man skal ikke tage fejl af det sarte ydre. Hendes plejemor kalder hende »en fighter«. Og hun overraskede sine klassekammerater og lærere, da hun sagde ja til at bruge to uger af sin sommerferie på at gå i skole. Børnene blev testet ved campens begyndelse. I stavning blev Michala i sommerens rapport over børnenes resultater fremhævet. Hun var en såkaldt »højdespringer« – hendes stavning forbedrede sig 30 procent. Hun mærker det selv.

»Og jeg har fået nemmere ved at lave lektier selv. Jeg er bedre til at koncentrere mig.«

Lisbeth Zornig Andersen er selv tidligere anbragt barn. Hun har arbejdet tæt sammen med Egmont Fonden i udviklingen af programmet og mener, at der i mange år har manglet ambitioner på børnenes vegne.

»Hvis du vidste, hvor mange børn, jeg har mødt, der går i to-tre måneder på institution for at finde sig til rette, inden man tænker skole. Det giver nogle mega faglige huller,« siger hun.

Børnene i Lær for Livet får i løbet af deres første år tilknyttet en mentor, som hen over de følgende seks år skal mødes med barnet en gang om ugen. Dels for at tilbyde lektiehjælp, men også med en almendannende funktion. Sammen kan de eksempelvis tage på museum eller på anden måde få oplevelser indenfor kunst, kultur og samfund. Mentoren har en videregående uddannelse, og meningen er også, at han eller hun skal agere rollemodel. Typisk møder anbragte børn kun voksne i omsorgssektoren.

»Mange af dem drømmer om at blive socialrådgivere, pædagoger eller politifolk, for det er de mennesker, de møder i deres hverdag, som bliver deres rollemodeller. Det er supergodt, men de skal også lære at nogle andre mennesker at kende,« siger Lisbeth Zornig Andersen.

Fået mere mod 

Da Johannes fik tilbud om at komme på læringscamp for anbragte børn i sommer, skulle Winnie Winkel først forklare ham, hvad det vil sige, at være anbragt. Selv om der ind imellem kommer besøg fra kommunen, og hans morbror på papiret er hans værge, og han også har en aflastningsfamilie, hvor han bor, når Winnie Winkel har weekendvagter, er han hendes dreng, som hun siger.

 Johannes giver mormor ret. Han kan dog også protestere. Hvis han skal lægge sin iPad fra sig. Lave lektier. Eller lufte Sofus. I dag kommer han dog hurtigt afsted, for han vil gerne vise Bogø frem. Og det er nok i virkeligheden mest Sofus, der går tur med ham. Den lille sorte og brune gårdhund slider i snoren, mens Johannes fortæller, at han gerne vil være legotekniker, at han er god til at spille volleyball, men måske allerbedst til at give knus. Undervejs standser han for at klatre i træer. Det er noget nyt, han tør.

»Jeg er blevet mere modig,« forklarer han, halvt skjult af blade.

»Også i forhold til at lave opgaver. Det er, siden jeg var på camp i sommer. Jeg er ikke mere en bangebuks.« 

Ambitioner 

Moderens sygdom og død har haft negativ indflydelse på Johannes skolegang, fortæller Winnie Winkel. 

»Der var nogle år, hvor han var meget ukoncentreret. Han spillede klovn og var ligeglad med konsekvenser og havde slet, slet ikke ro med skolearbejdet. Jeg tror også, lærerne i perioder bare har sprunget ham over, fordi det var besværligt at lære ham noget. Jeg skal være ærlig at sige, at jeg nogle gange har tænkt: ’Hvad skal der dog blive af den unge’.« siger hun.

Men opholdet på sommerens læringscamp har givet Johannes et spark i den rigtige retning, synes hun: »Han kan se formålet med skolearbejdet. Han har fået en ny indstilling. I dag kan han komme hjem og af sig selv sætte sig og lave lektier. Det giver mig håb.«

At uddannelse giver modstandskraft til socialt udsatte, er ikke noget nyt. Det har man vidst i 100 år. Og et af målene med den nye skolereform er, at betydningen af elevernes sociale baggrund skal mindskes via læring. Reformens ekstra timer, lektiecafeer og nye læringsformer skulle gerne komme udsatte børn til gode. Målet er at 50 procent af de anbragte børn i 2020 skal have en ungdomsuddannelse – mod 40 procent i dag. Det mål er professor Inge Bryderup forarget over:

»Det er slet ikke ambitiøst nok. Der skal da være samme mål for anbragte som for deres jævnaldrende, hvor målet er at 95 procent skal have en ungdomsuddannelse. Man skal da ikke udskille dem på forhånd. De har potentialet til at nå lige så langt som alle andre, vil jeg mene.«

I alt 1.000 anbragte børn skal igennem Egmont Fondens projekt, Lær for Livet, hvis mål er at støtte børnene til at få en ungdomsuddannelse

Tor Birk Trads

Alle plejebørn er seje 

Lisbeth Zornig Andersen er enig: »Det bliver en selvopfyldende profeti, hvis man ikke har forventninger til de her børn. Det er, som om man tænker, at anbragte børn er dummere end andre eller mindre dygtige. Vi ser på de her børn på en anden måde, fordi de kommer fra et uddannelsesfremmed miljø.«

»Så har vi svært ved at tro på, at de kan få en videregående uddannelse og et socialt bæredygtigt voksenliv. Og så er det måske svært at have denne her ihærdighed, der skal til – for det er da superhårdt arbejde med den her type børn. Man skal tro på det,« siger hun.

I 6. klasse på Sophienborgskolen i Hillerød er det dagens sidste time, og for nogle af eleverne betyder det ekstra meget spræl i benene, for andre, at de nærmest ligger hen over bordene og sover. Michalas sideveninde nusser hende lidt på ryggen, mens læreren gennemgår kategorier til en kommende idrætsdag. Michala er ikke en af dem, der råber højest. Men hun følger opmærksomt med i alt, hvad der foregår ved tavlen. Udover målbare forbedringer i matematik og dansk er det bedste, hun fik med sig fra lejren, venskaber med andre børn. Om nogle få uger pakker hun igen sin slidte pandabamse og seks af sine yndlingsplastikheste i kufferten og tager på Learning Camp. I sin efterårsferie.

»Jeg har ikke noget imod at bruge ferien på det. Det bliver fedt at møde alle mine veninder fra campen igen. Det er det, jeg glæder mig mest til.«

Anne Marie Petersen tror, det har været godt for Michala at møde andre anbragte børn. Som også tager kampen op med deres situation.

»Alle plejebørn er seje. Når man hører, hvad de har været igennem. Men de kommer ikke videre, hvis de ikke får sig en uddannelse. Det er klart, at ind imellem orker de ikke, fordi det hele er svært. Så får de ondt i hovedet og maven. Og herinde,« siger Anne Marie Petersen, og klapper sig med en hånd på brystet.

»Man kan godt have en tilbøjelighed – og det kan jeg da også – til at sige: ’Det er synd.’ Men det går bare ikke. Man gør dem en bjørnetjeneste. Man bliver nødt til at presse lidt på med skolearbejdet. For når de først bliver 18, er der ikke nogen, der pakker dem ind i vat og bomuld.«

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anker Nielsen
  • Henrik Søgård Jørgensen
Anker Nielsen og Henrik Søgård Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lykken er at blive målt med sin egen målestok og få omgivelsernes anerkendelse - men : " Nu er der et paradigmeskift på vej. Kuren hedder stavning, læsning og matematik".
Stakkels børn, der nu skal møde det rå konkurrence samfund.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Det er fint, at man afsætter ekstra penge til at lære anbragte børn noget mere.
Jeg synes også, det er dejligt med en vågnende fornemmelse for, at børn trives med hjælp til faglig udvikling - selv om de har andre problemer.
Jeg ville bare ønske, at der blev afsat mere tid til det i den almindelige skoletid - man bliver så træt af at høre om lærere, der overser disse eller hine børns behov for hjælp. Løsningen lader altid at være, at de skal gøres opmærksom på det - de dumme lærere kan nok ikke selv se det. Måske er problemet, at man ikke har vanvittig meget tid til den enkelte, når man altid har ansvar for 27 af dem ad gangen?
Så bliver jeg også lidt træt af altid at høre om de dårlige statistikker for anbragte børn - underforstået, nogen gør det for dårligt for dem ... når man nu ved, hvor meget der skal til, før et barn bliver anbragt. Og hvor lidt, der skal til, før det får lov at komme hjem igen.

"»De har nogle risikofaktorer med sig – blandt andet i form af forældrenes dårlige psykiske sundhed, misbrug og kriminalitet, og de har dårlige erfaringer eksempelvis i forhold til adskillelse. Men de er ikke dummere end andre. Den store forskel er, at potentialet ikke bliver udnyttet.«"

Og det store problem er den vanvittige fiksering på potentialeudnyttelse - hvorfor det er illustrativt at et uudnyttet potentiale kan motivere vor magtfuld(komn)e til at lave kenneler, hvor børn med sociale problemer og en ulykkeligt, belastet barndom kan blive trænet og klargjort til arbejdsmarkedet, så vi dels kan få økonomisk udbytte af dem og de dels kan undgå at belaste den pæne velfærd. Ellers kan det jo ikke betale sig. At gøre noget. Sådan rigtigt.

Michal Bagger, Karsten Aaen, Preben Bollerup, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Mage til reformvrøvl - blive bedre til at læse og regne - få en videregående uddannelse og et socialt bæredygtigt voksenliv!
Kunst, kultur og samfund...
En mentor med en videregående uddannelse, som skal agere rollemodel.

Det er forventningerne, som spænder ben her.
I vore dage er du kun noget værd, hvis - hele artiklen er jo et bevis på den nedvurdering, som lægges anbragte børn til last (og andre).
Hvis børnene får oplevelser med ikke at være gode nok, at deres forældre ikke var noget værd - hvordan mon deres følelser så er?
Det drejer sig om accept af mennesker, ikke om dine præstationer - eller omgivelsernes dom - og slet ikke reformer i dette regi.
Eneste lyspunkt er måske, hvis de møder andre børn med samme problematik...

De voksne som som arbejder med de anbragte børn har nok i sig selv, er ikke dedikeret til opgaven og evner ikke at knytte de rigtige relationer til børnene.

Så grundlæggende er børnene overladt til sig selv. Ofte gør vi børnene en bjørnetjeneste.

Disse børn skal tilknyttes mennesker som er villige til at bringe deres familie ind i samværet med de fjernede børn og bo sammen på lige vilkår.

Det kan godt være det bliver et stort kollektiv men det er det rigtige at gøre, og i den konstruktion kan der godt ansættes nogle hjælpere.

Og denne spændende logik:

"Man bliver nødt til at presse lidt på med skolearbejdet. For når de først bliver 18, er der ikke nogen, der pakker dem ind i vat og bomuld.«

Nej, vi har skabt et samfund, som er hårdt at gebærde sig i - og derfor skal også børn med særligt svære betingelser 'presses lidt'. Det er man jo 'nødt til'.

Når det sådan lykkes at få de magtfuldkomnes udførere til at gentage det åndsforladte refrain, er missionen vist tæt på fuldent. Hele vejen rundt er der lamineret med fraværende, kritisk refleksion på det strukturelle og kulturelle plan ... men til gengæld plastret til med naive rollemodel-boblerier og systembevarende nødvendighedsævl.

Michal Bagger, Karsten Aaen, Anne Eriksen, Preben Bollerup og lars abildgaard anbefalede denne kommentar

Tænker helt sikkert, det handler om tidligere forebyggelse. og at der hviler et stort ansvar på fagfolkene i de danske skoler/institutioner, som, enten har/får kompetencer og bliver mere opmærksom på de udsatte børn

"Massevis af forebyggende foranstaltninger" Illa Westrup Stephensen, direktør i Lær for Livet.
?? ?
Hvad er det for nogle forebyggende foranstaltninger??

Er det inklusionen i de almene klasser med en folkeskolelære og 25 børn? Nogle med diagnoser , er det lektiecafen?

Og nej det er ikke for meget at tage et omsorgssvigt barn ud af skolen i 5 uger !!.. Det er det hvis barnet har gået i skole de sidste 5 år og ikke har formået at følge med på baggrund af barnets situation.

Fagpersoner skal skærpe fokus og sætte ind med tidligere indsatser, og ja det er svært når vi vælger at tisse i bukserne og skære økonomien, for at håbe på vores fremtid, kan klare voksentilværelsen med succes når vi vælger en model som spare på vores fremtid !!

Og selvfølgelig, kan læsning ikke redde børnenes fremtid, hvad gør læsning hvis de personlige ressourcer ikke formår at tage en uddannelse. Eller ligger vi ansvaret fra os igen og siger vores fremtid skal læse og gå i selvterapi?så vi spare penge på statslige regninger.

Og hvem pakker vi ind i vat? Børnene?, er det vores dårligesamvittighed vi retfærdiggøre for ?
Syntes aldeles ikke vi pakker vores udsatte børn ind i vat?, måske vi skulle revurderer vores faglighed, og se på vores system, fremfor at kaste vat rondeller efter hinanden.

Derimod er succesoplevelse for et barn der har oplevet modgang siden skolestart, som endelig er begyndt at få succes i forhold til læsning stort!!.. Men denne succes burde iværksættes meget meget tidligere!!!

*Forebyggelse

*trivsel - tryghed - omsorg - socialerelationer - Succesoplevelser - selvtillid - selvværd

* smid der faglige mellem Succesoplevelser og selvtillid

*efterværn

*ses til et bedre 2015

God jul og godt nytår!!

Jeg kan ikke genkende billedet.

I de 8 år jeg arbejdede på en døgninstitution for børn/unge med svære problemer, i 80érne-90érne, da var devisen:

Institutionen var for "normaltbegavede" børn/unge i alderen 6-18 år ; Altså børn/unge, der var som de fleste, men havde familie- skole- og adfærdsproblemer i sværere grad.
Den interne skole kunne rykke langt de fleste af vores børn/unge flere år frem, på få måneders intens undervisning i små klasser.

Så det er ikke nytænkning at de anbragte børn/unge skal rustes skolemæssigt; Men nærmere en tilbagevending til hvad andre har gjort før.
Hos os , var det dengang ikke et spørgsmål om enten trivsel eller indlæring; Men et spørgsmål om både og.

Karsten Aaen, Anne Eriksen, Torben Kjeldsen, Preben Bollerup, Nic Pedersen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

"Hos os , var det dengang ikke et spørgsmål om enten trivsel eller indlæring; Men et spørgsmål om både og."

Bingo, præcis, det er jo sådan det er, hvis du trives, så har du også lettere ved indlæring! Men jeg tænker, at gik vi ud på arbejdsmarkedet og testede folk ud i deres matematiske kunne, så er det nok de færreste, der vil imponere heller ikke de højtbetalte konsulenter. Desværre er matematisk kunnen nok ikke vejen til lykkeland!

Denne artikel udstiller desværre en række antagelser, misforståelser og halve sandheder forklædt som snusfornuft. Man kunne evt. have inddraget folk med faglig baggrund som har arbejdet konkret med dette område. De er jo ganske velformulerede, som det ses i kommentarerne!
Den bliver desværre en mistænkeliggørelse og et angreb på alle de lærere og pædagoger, som i årevis har arbejdet ihærdigt og målbevidst på at undervise børn som har oplevet så voldsomme vedvarende og ofte grusomme ting i deres liv, så man for at sikre dem en udviklingsmulighed har måttet fjerne dem hjemmefra. Det kan ikke undre, når man kender lidt til disse børns vanskeligheder, at det ind imellem mislykkes.
God intelligens er en god ting, men ikke et værn mod overgreb, sygdom og psykiske vanskeligheder. Ud over arv og intelligens har disse børn også en historie med sig, som for mange af dem gør livet vanskeligt. Mange har en lang række svigt, udviklingsdbrud og psykiske problemer med sig. De er blevet snydt for mange af de erfaringer, oplevelser og sejre, som mange andre har fået i fødselsgave. Dette gør det vanskeligere for dem at klare sig, selv om de ganske korrekt er normalt begavede.

En solid faglig baggrund, erfaring, udholdenhed, fleksibilitet, menneskelighed, humor, kolleger, gode rammer, støttende ledelse er forudsætninger for, at man som lærer kan begynde at hjælpe disse børn. Ikke alle undervisere har været lige gode til dette, sådan er det, jo! (citat)
Faglighed er vigtigt for at kunne overskue, udvikle og perspektivere de erfaringer man gør sig i sit daglige virke som underviser.

Når man går ind og ser på den faglige baggrund for direktøren for, formoder jeg firmaet Lær for livet, Illa Westrup Stephensen, støttet af Rambøll International samt Egmont fonden! ses: Souschef, Advokat (L)
Dansk Erhverv
2001 – 2009 (8 år)Børsen Kbh. K.

Advokat med møderet for landsretten.
Souschef i Servicemarkedet.
Ansvarlig for markedets juridiske rådgivning af virksomheder og virksomhedskæder indenfor det arbejdsretlige område, dvs. individuel og kollektiv arbejdsret, personalepolitikker m.v.
Derudover ansvarlig for kursusudbud samt publikationer fra Dansk Erhverv.
Andre løbende opgaver: akkvisition, undervisning, forhandlinger, mæglingsmøder, overenskomstforhandlinger, Dansk Erhvervs repræsentant i lovudvalg, fast dansk repræsentant i den europæiske sammenslutning indenfor retail i Bruxelles m.v.
En meget dygtig advokat, det kan der ikke være tvivl om, men pædagogiske færdigheder og viden må antages at være en hobby. Hun synes til gengæld at have mange meninger om arbejde med socaialt udsatte, som har resulteret i en bog!

At vi kan blive bedre til at hjælpe anbragte børn og unge kan der ikke være tvivl om. De mennesker der laver dettte arbejde har behov for hjælp og støtte, børnene har brug for undervisere med evner, viden og ressourcer, det er ikke uden grund Lær for Livet har en elev lærer ratio på 1:2. !! I folkeskolen var man tidligere priviligeret når man havde 1:6, en mulighed inklusionsbevægelsen har er ved at fjerne.
Så, lad os hjælpe døgninstitutionernes arbejde ved at have gode fleksible undervisningsmiljøer til de børn der oplever at blive fjernet, og lad os huske mange ting er gået forud i børnenes korte liv, inden de bliver fjernet, som vi er nødt til at forholde os til og tage alvorligt, hvis vi vil være troværdige voksne over for diss børn. Matematik, krav og læsning er ikke det første de har brug for efter en fjernelse, men får vi gjort det menneskelige, pædagogiske og psykologiske arbejde godt bliver det det næste!

Jeg er sikker på, at med Egmont fonden i ryggen samt den juridiske ekspertise skal Lær for livet nok blive en god forretning for de involverede. Om det også bliver det for de børn den skulle hjælpe kommer an på, om man får noget faglighed og erfaring inddraget sammen med den gode vilje, statistikkerne og snusfornuften. De har brug for al den hjælp de kan få.

Glade børn lærer mere.
PS, og det tenderer misbrug at bruge de børnemodeller man udstiller i artiklen. De illustrerer intet af artiklens indhold, men udstiller dem med mange af deres vanskeligheder.
Artiklen tenderer en reklame for Lær for livet, i farver, som en Kinder mælkesnittereklame.