Interview
Læsetid: 17 min.

’Jeg savner ikke at blive skudt på, jeg savner dem, vi var’

Makkerparret Søren Guldager og Kasper Madsen har været sendt i krig 11 gange – fra Kroatien til Afghanistan. Med tilbagetrækningen fra Afghanistan i år sluttede Danmarks eksperiment med de store troppeudsendelser. Søren og Kaspers karrierer i militæret er et overstået kapitel, men de ser stadig sig selv som soldater og os andre som civile
Jeg ligner altid en dværg, når jeg står ved siden af Guldager, siger KNE (t.v.) og foreslår en pude til sine knæ, så han ser højere ud. De er forblevet makkere efter at have lagt forsvaret bag sig

Jeg ligner altid en dværg, når jeg står ved siden af Guldager, siger KNE (t.v.) og foreslår en pude til sine knæ, så han ser højere ud. De er forblevet makkere efter at have lagt forsvaret bag sig

Moderne Tider
6. december 2014

De arbejder 30 meter under havets overflade. Vandet er mørkt, og de kan næsten ingenting se. Nogle gange er det lettere bare at lukke øjnene og lade hænderne arbejde. De er en slags altmuligmænd under vand, som svejser jern og spuler kabler. De trækker rundt med et rør, der kan suge tunge sten op fra havbunden og let kan sluge et menneske med op. Under havets overflade sætter vandets regler ind. Regler langt fra landjordens om hjelm, vest og sikkerhedssko.

Hvor mange meters dybde, de er nede på, ved de ikke. De ved heller ikke, hvor mange timer de har været der, eller hvor lang tid de skal bruge på opstigning for at få nitrogenet ud af kroppen og undgå dykkersyge. De må stole på, at dykkerlederen på land ved det. Går det galt hernede, går det helt galt. Det er svært at få en livsforsikring som erhvervsdykker, og dødsulykker er ikke et sjældent syn. Men Søren Guldager og Kasper Madsen elsker det her arbejde. Det minder dem om noget, de savner: Krig.

Altid soldat

Det er en hverdagsaften sidst i september, da jeg besøger Søren Guldager og Kasper Madsen, kaldet KNE. Det er Søren Guldager, der åbner døren ind til lejligheden i Esbjerg, han har fremlejet, mens han arbejder på havnen. Han er skaldet, har rødt skæg og er iført T-shirt. Fra ærmekanten og ned til håndleddene på begge arme er han tatoveret. Mest med drager og dødningehoveder. KNE står bag ham. Han synes, Søren Guldager ser voldsom ud. Det har han syntes lige siden, de to for 14 år siden mødte hinanden. Jeg tror, han er misundelig på sin vens krop, der fremstår som én stor muskel hugget i granit. Kasper Madsen er skaldet, bærer T-shirt og er også tatoveret. Drager og dødningehoveder.

Søren Guldager og Kasper Madsen er i dag 39 og 36 år gamle, og de behøver ikke fortælle hinanden, at de er hinandens bedste venner. I lange perioder har de tilbragt 18 timer i døgnet sammen. De kender hinandens sovevaner, temperament og dybeste instinkter, for de ved, hvad der sker med den anden i ekstreme situationer. Fornemmer Kasper Madsen, at han er i livsfare, svarer han aggressivt tilbage, mens Søren Guldager forsøger at forudse fjendens næste træk.

Søren Guldager og Kasper Madsen er to af de mænd, som Danmark i det seneste årti har fået mange flere af end før: Mennesker, som har været i aktiv krig. Tilsammen har de 30 års erfaring i Forsvaret og har været udsendt henholdsvis fem og seks gange. De har været med hele vejen gennem den aktivistiske, militært orienterede udenrigspolitik med udsendte tropper i stort tal, som nu er ved at tabe pusten. Fra Danmarks fredsbevarende mission på Balkan i 1990’erne til krigen mod Saddam Husseins Irak og videre til de daglige ildkampe i Afghanistan.

Selv siger de, at de har trykket gaspedalen langsomt ned, hvorimod dem, der kun har været i Afghanistan, er gået fra nul til hundrede i det sekund, de landede i fjendelandet. Nu, hvor Danmarks sidste kampsoldater er trukket hjem,  og der kun er jagerpiloter til syv F16-fly i aktiv tjeneste i luftrummet over Irak, er Søren Guldager og Kasper Madsen stoppet i forsvaret.

»Men jeg tænker stadig som en soldat«, siger Kasper Madsen, »og jeg introducerer mig stadig først og fremmest som soldat«, siger Søren Guldager, mens han sætter elkedel og nescafe på bordet.

Hele deres voksne liv har de været soldater, en identitet man står op med om morgenen og går i seng med om aftenen. Deres militærnavne er Guldager og KNE, og dem bruger de endnu. Jeg kigger på uret. Jeg har været her i 37 minutter, og allerede to gange har de kaldt mig civil.

Video: Guldagers mor gav Søren et kamera med til Afghanistan. Det blev til mange timers optagelser, som egentligt var tænkt som videoklip, der kunne sendes hjem til familien og vennerne i Danmark. »Men vi filmede jo også ildkampe og fandt hurtigt ud af, at vi ikke kunne være bekendt at sende optagelserne hjem. Det ville kun bekymre og skabe frygt. Så vi beholdt dem for os selv«, siger Søren Guldager.

Tæller ikke de døde

Jeg hørte om Guldager og KNE på soldaternes internationale flagdag 5. september i Radio24syv.

To veteraner var inviteret ind for at fortælle røverhistorier fra deres udsendelser. Jeg hørte dem fortælle om en gang, hvor de blev sure på hinanden og lå ude i fjendeland og kastede sten mod hinanden fra hver deres skjul. Jeg hørte dem også diskutere soldatens profil med militærpsykologen Anne Lillelund, og jeg hørte dem overveje at ringe til deres gamle delingsfører for at sige, at de gerne vil tilbage.

»Nede i Irak nu, hvor der er så meget ballade, der kunne vi satan’edme lave noget ravage,« siger KNE i udsendelsen, og den sætning har kværnet videre i mit hoved lige siden. Hvorfor vil to mænd med gode job som erhvervsdykkere, hvor de tjener kassen, tilbage og være soldater? Hvorfor vil de gerne tilbage til Irak og jage dem, alle andre har travlt med at komme allerhelvedes langt væk fra?

Det er det, vi skal tale om. Men vi skal også tale om, hvordan det efter 12 og 18 år i camouflagefarvet føles at smide uniformen og blive civil. Det er på en måde en situation, som ikke bare de, men også Danmark står i.
Selvom vi stadig ses som et af de mest krigsivrige lande i Europa, er der hverken stemning for eller optræk til nye krigsprojekter med landtropper, besættelser eller nationsopbygning længere. Hvad går der tabt, når man ikke længere er i krig? Hvordan ser der ud på den anden side?

Selv om Guldager og KNE siger, at kun en soldat forstår, hvorfor man kan savne krig, lover de at gøre et forsøg.

De ved, at jeg aldrig rigtig vil kunne forstå livet som udsendt, hvordan det er at blive skudt på, og hvordan det føles at tage et andet menneskes liv. Men de fortæller åbent om talebanere, de ærgrer sig over ikke at have skudt; om huse, de har splittet ad i jagten på våben; om syn, der forfølger dem, og om hvordan vold plus vold giver vold, mens vold plus hård vold giver fred. Det eneste, de ikke vil tale om, er, hvor mange de har slået ihjel.

»Vi har fra starten aftalt, at det er noget, der bliver mellem os,« siger KNE. »Hvis vi nævnte tallet, ville det være det eneste folk fokuserede på. Til gengæld kan vi med hundrede procents sikkerhed sige, at vi aldrig har slået en civil ihjel,« siger han.

VIDEO: Guldager og KNE tager videoerne frem, når de snakker om deres udsendelser og bliver i tvivl om, hvad der egentligt skete, og hvem, der sagde hvad. For civile lyder det som kodesprog, men for KNE og Guldager er militærudtrykkene det sprog, de taler bedst.

Bedste soldater

Hver for sig er Guldager og KNE på mange måder ikke usædvanlige. De var begge dårlige til at gå i skole, dårlige til det med uddannelse og dårlige til at passe ind.

KNE gik kortvarigt på teknisk skole i Aalborg og havde nogle job rundt omkring, blandt andet som chauffør for  hvidevarekæden Punkt1.

Guldager så som 16-årig en brochure fra Forsvaret, som han viste til sin studievejleder. Hun sagde, at han skulle gå på gymnasiet eller HF først, men det gad han ikke. Fordi han endnu ikke var myndig, måtte han få sin mor til at skrive under på, at han måtte aftjene sin værnepligt.

I forsvaret fandt de begge noget, de kunne lide. Her var et særligt broderskab, og arbejdet var til at forstå. Man fik en opgave, løste den og blev stillet en ny. Det var her, de blev til makkerparret KNE og Guldager: Et par ekstraordinært gode soldater – finskytter med licens til at dræbe – og et par legender inden for Forsvaret.

En fælles bekendt, som har været udsendt til Afghanistan med dem, kalder dem uden at blinke de bedste soldater, han nogensinde har mødt, selv om der gik nogen tid, inden folk forstod, hvor dygtige de var:

ISAF hold 6 havde ikke været særligt længe i Afghanistan. Guldager og KNE var endnu en gang blevet sendt på patrulje i en majsmark sammen med infanteristerne.

Under sin 30 kilo tunge opbakning gik Guldager og surmulede. For fanden da, tænkte han. Vi er finskytter. Vi burde ligge, hvor vi kan beskytte vores deling og skyde de der 800 meter, vi er uddannet til. Endnu engang gik Guldager til sin øverstbefalende med beskeden om, at finskytter ikke har noget at lave i en høj majsmark. Selvom KNE havde sagt, at han skulle passe på ikke at blive vred, slap Guldagers lunte op, da han fik at vide, at han og KNE bare skulle gøre, som der blev sagt. Som straf blev de sendt til Keenan.

— Keenan?

 »Det var én af vores strafopgaver. Forsvaret prøvede at gemme os lidt væk, så de blev fri for at høre på mit brok, og så blev vi sendt til en britisk lejr, der hed Keenan«, siger Guldager.

»Det var faktisk nogle super fede straffeopgaver, vi fik,« siger KNE.

»Kan du huske, dengang vi blev gemt væk i Armadillo, da de andre skulle ud og fange ham der narkobaronen?« Det kan Guldager godt. De snakker lidt om, hvordan det viste sig at være en våd og kold skodopgave at jagte baronen, mens de til gengæld sad oppe i Armadillo og drak kaffe med kronprinsen og forsvarsministeren.

KNE og Guldager (t.v.) er på én af deres første opgaver uden for byen Gereshk i Afghanistan. Det var før de daglige ildkampe brød ud.

KNE og Guldager (t.v.) er på én af deres første opgaver uden for byen Gereshk i Afghanistan. Det var før de daglige ildkampe brød ud.

Forsigtighed

Guldager vender tilbage til historien om Keenan.

KNE og Guldager gjorde et godt stykke arbejde, når de blev sendt på strafopgaver. Så godt, at briterne begyndte at ringe og bede danskerne om at sende KNE og Guldager. Briterne ville have dem med ud og kigge efter talebanere, der nedgravede IED’er – kendt som vejsidebomber, selv om de sjældent ligger i vejsiderne og ikke er rigtige bomber, men snarere primitive granater af colaflasker og savklinger. Langt de fleste nætter så de ikke nogen. Ikke ret mange soldater har overværet IED’er blive gravet ned, men en nat gjorde Guldager og KNE. De lå på et fladt højdedrag, hvorfra de havde godt udsyn til den lange støvede landevej foran. I mørket lyste to lamper pludselig op. Natkikkerterne viste to mænd med pandelamper på, som begyndte at grave. Guldager kaldte sin sergent op på radioen og bad om tilladelse til at skyde. Forespørgslen gik videre fra sergenten op til delingsføreren, fra delingsføreren op til kompagnichefen og fra kompagnichefen op til bataljonchefen. »Jeg skal skyde nu, hvis vi skal have ram på dem,« hviskede KNE utålmodigt til Guldager. Da beskeden kom tilbage, var IED’en sat ned og hullet næsten dækket af jord og sand. »Har i frit skud?« lød spørgsmålet oppefra. »Vi har frit skud,« svarede Guldager ind i radioen. Beskeden gik hele vejen op igen og tilbage kom spørgsmålet: »Står der børn i baggrunden?« Før Guldager nåede at svare nej, havde afghanerne lukket hullet og var forsvundet. Normalt har man kun et par sekunder at skyde i.

Episoden ærgrer dem stadig. »Vi skulle have haft den tilladelse med det samme, det var en klar hostile intention«, siger KNE. Sådan en giver normalt finskytterne tilladelse til at trykke på aftrækkeren. Guldager mener, at beskederne gik frem og tilbage på denne måde, fordi kompagniledelsen på det tidspunkt endnu ikke havde prøvet at have soldater liggende i en stilling, hvorfra de koldblodigt kunne dræbe fjender, som ikke selv havde sendt kugler afsted. »De var bange for at gøre noget forkert,« siger Guldager.

— Var Danmark ikke klar til at have finskytter?

Guldager: »Nej. En ting er at ligge hjemme i Danmark og skyde på en skive. Noget andet er at turde tage det ansvar, der følger med at slippe os løs i Afghanistan.«

KNE: »Normalt er reglen, at du må skyde igen, når du bliver beskudt, men vi er trænet til at skyde først. Hvis fjenden skyder på os, før vi skyder på dem, så har vi ikke gjort vores arbejde godt nok.«

Men da ildkampene intensiveredes i Afghanistan, Taleban blev mere aggressive og krigen tog flere menneskeliv, blev finskytterne sluppet løs. Ligesom helikoptere, specialstyrker og de nærmere detaljer omkring fangehåndteringen var de ikke planlagt som en del af den danske indsats fra starten, men kom til, efterhånden som FGorsvaret stillede krav til politikerne i lyset af den situation, de stod overfor.

Guldager og KNE løste med deres egne ord »opgaver hver dag og fik bid i mange flere«. Ved dagens afslutning blev de mødt i lejren med en blanding af ros og misundelse.

»Vi lavede et sindssygt godt stykke arbejde i Afghanistan, og det er der ingen, der kan tage fra os,« siger Guldager. KNE tager over. »Der sidder sikkert nogle derude, der – når de læser det her vil sige – jamen vi skød bedre end Guldager og KNE. Det er fint nok, men det gjorde de bare ikke på dagene, hvor det gjaldt. Det gjorde vi.«

Den danske mortérsektion afsender skud fra lejren Price i Helmand. Mortérerne gør det muligt at skyde længere og mod mål, skjult bag bygninger, og har været et effektivt våben under kampene i Afghanistan.

Den danske mortérsektion afsender skud fra lejren Price i Helmand. Mortérerne gør det muligt at skyde længere og mod mål, skjult bag bygninger, og har været et effektivt våben under kampene i Afghanistan.

Hemmeligheden

Guldager nikker. Intet, KNE siger, ser ud til at overraske Guldager eller omvendt.

Normalt plejer de at sige, at de ikke har nogen hemmeligheder for hinanden, men indtil for bare få timer siden holdt Guldager på en stor hemmelighed. Lige før jeg kom, fortalte han KNE, at han har posttraumatisk stress.

»Lige da han fortalte det, blev jeg overrasket« siger KNE, »for Guldager er jo den stærke af os to. Men jeg har godt vidst, at der var et eller andet.«

»Det kommer ikke fra Afghanistan,« siger Guldager. »Diagnosen er ny, men jeg ved, at jeg har haft det lige siden Kroatien. Jeg troede egentlig bare, det var en del af, hvem jeg er. Jeg kan gemme det væk, når jeg arbejder, men om natten kommer det tilbage. Jeg kan ikke sove, og når det lykkes, vågner jeg skrigende op badet i sved. Jeg har svært ved dagligdagsting. At åbne en rudekuvert er et kæmpe problem.«

— Hvad tror du har udløst det?

»Det der med sur-sød sauce,« siger Guldager. Jeg ved godt, hvad han mener og spørger ikke ind til det. Da de var i radioen, blev de spurgt, hvad de har oplevet af grimme ting. Jeg tror spørgsmålet kom bag på dem, for Guldager blev underligt stille, og KNE foreslog, at de tog spørgsmålet en anden gang.

Men så fortalte Guldager om en opgave i Kroatien, der bestod i at udveksle døde mellem serberne og kroaterne, som ankom i lastbiler i ligposer.

Da Guldager tog fat i en lille pose, gik den i stykker, og ud faldt et barnelig. Det var gået i forrådnelse og så ikke pænt ud. Lugten var værst og har forfulgt ham lige siden.

Guldagers hemmelighed ændrer ikke noget ved deres forhold, siger KNE. Men den får dem heller ikke til at sætte sig ned og snakke om alt det grimme, de har oplevet.

»Det har vi aldrig gjort. Sjov og spas er vores måde at håndtere alt det her på«, siger KNE.
»Det er én af de ting, andre aldrig vil kunne forstå.«

Derudover, forklarer de, er der tre ting, civile aldrig vil kunne forstå. Hvordan man kan slå et andet menneske ihjel, hvorfor det føles godt at dræbe fjenden, og hvordan mere vold kan føre til fred. Når KNE taler med civile om sine udsendelser, siger folk som regel, at de ikke har det, der skal til for at slå et andet menneske ihjel. Men KNE tror ikke på, at kun en lille del af menneskeheden er i stand til at dræbe.

»Er du i ildkamp, kan ingen stoppe op og sige, jeg kan ikke,« siger han. »For det første dør du selv. For det andet står der én – eller måske en hel deling – bagved, som regner med dig. Har man først følt det pres, ved man, at man kan.«

Nogle kalder sådan nogle som Guldager og KNE mordere. Guldager kalder sådan nogle som dem hykleriske pacifister. De dræber ikke, fordi de kan lide det, men fordi det er det, de er blevet bedt om af Folketinget.

»Når jeg dræber en talebaner, føles det som en succes, for så gør han ikke mere skade i verden. Vi skyder, for at verden skal blive et bedre sted, og det er et mærkeligt paradoks for civile at forstå,« siger KNE.

Adrenalinsus

Guldager: »Mange civile tror, at lige så snart, der er ballade i Mellemøsten, så sender vi soldater ned og slagter dem, men sådan er det ikke. Man prøver altid at løse det med ord først.«

KNE: »Men prøv at tage ned og snak med Islamisk Stat. Det stadie er vi vist ude over.«

Guldager: »Nogen bliver nødt til at tage ud og være politibetjent for verden. Nogen bliver nødt til at lave et beskidt stykke arbejde for, at andre kan have det godt.«

Klokken er blevet et godt stykke over otte, og jeg spørger, om vi skal tage en pause og spise noget mad. Jeg kan høre KNE’s mave rumle fra den anden side af bordet, men Guldager siger nej.

»Nu kører vi igennem. Vi kan spise, når vi er færdige.« Det er soldaten, der taler, så vi forsætter.

— Hvordan oplever I jer selv, når I kommer hjem efter en udsendelse?

»Som udsendt er man konstant i et højt gear, fordi alt potentielt er farligt, og det er svært at falde ned, når man kommer hjem,« siger KNE. En uge efter hjemkomsten fra Afghanistan var han ude at gå en aftentur.

En cyklist krydser vejen og gør et hop med sin cykel, da han kører op på cykelstien. KNE reagerer på lyden og den pludselige bevægelse og er millimeter fra at knalde manden af cyklen.

»Vi kigger på hinanden, og jeg kan se, at han bliver skræmt. Han siger undskyld mange gange, selv om han ikke havde gjort noget.«

Guldager: »For mig var det sværeste, at beslutningerne, jeg tog i Afghanistan var så vigtige, og dem, jeg tager herhjemme er så ubetydelige. Ting virker nemt ligegyldige … Englænderne har fundet ud af, at det ikke duer at sende soldater direkte fra krig og hjem. De sender dem i militærlejr, hvor de afklimatiseres og gearer ned. Det er en god idé.«

Måske er KNE og Guldager aldrig rigtigt gearet ned, efter de kom hjem. Måske er der derfor, de i dag arbejder under ekstreme vilkår som erhvervsdykkere og inden da uddannede sig til maritime sikkerhedsofficerer for at jagte pirater i Adenbugten. Måske er det derfor, de stadig har tilmeldingspapirerne til livvagtsskolen i Sydafrika liggende.
Det er et kendt fænomen, at man under udsendelse får forhøjet adrenalinniveau. Det gør ikke noget under udsendelsen, for man bliver skarpere af det. Men når man kommer hjem, falder adrenalinniveauet, og kroppen vil savne at være der, hvor den har befundet sig gennem de sidste seks måneder. En del af forklaringen er biologisk, mener Guldager, som savner adrenalinsuset.

»Jeg er afhængig af det. Jeg skal have det i min hverdag. Det er derfor, jeg er erhvervsdykker,« siger han. Hvorfor KNE i dag også arbejder som erhvervsdykker, er fordi Guldager sagde det. Som udgangspunkt kan KNE ikke lide vand. Og så er han skrækslagen for hajer. Måske derfor synes han, det er lettere at lukke øjnene under vandet og bare lade hænderne arbejde. KNE mente heller ikke, han skulle være finskytte, men Guldager sagde »hold nu kæft, vi gør det«, og så gjorde de det.

I dag kan de begge to lide deres arbejde. De kan lide dykkersygens spænding, trykkammeret og tanken om, at hvis de gør noget forkert, koster det firmaet rigtig mange penge. Der er ikke råd til at fucke op under vandet.

’Jeg savner dem, vi var engang’

— Det lyder, som om I prøver at genskabe noget, der minder om krig. Savner I krig?

Guldager: »Ja, og hvis andre synes, det gør mig til en voldspsykopat, så let it be, men lad mig i det mindste forklare.«
KNE: »At savne krig er et meget bredt udtryk, og der er bestemt også nogle ting, som jeg overhovedet ikke savner.

Jeg savner ikke at blive skudt på, og jeg savner ikke at skyde igen. Jeg savner ikke, at Taleban tæskede børn, likviderede skolelærere og undertrykte kvinder, men jeg savner dem, vi var«.

Guldager: »Vi var soldater 24/7 – 365 dage om året, og så lige pludselig – da vi kom ud på den anden side af hegnet – så bum, så var vi ikke soldater længere. Så var vi klædt af. Vi blev civile. Nu skulle vi finde en ny identitet og blev erhvervsdykkere, men det bliver aldrig det samme, selv om man er under pres, arbejder fysisk hårdt og er afhængig af sin buddy. Der mangler noget.«

KNE: »Stoltheden mangler.«

Guldager: »Og sammenholdet. Og adrenalinet, som begyndte at pumpe, når vi gik ud gennem lejrporten om morgenen. Herhjemme tager du på arbejde, men du er aldrig rigtigt på. Hvad er det værste, der kan ske for dig i dag? Når vi gik ud gennem porten, så gjaldt det. Du kunne godt have en off day, men det ville være rigtigt dumt.«

— Hvorfor stoppede I så?

»Lønnen er dårlig, og efter Afghanistan var der ikke udsigt til noget vildere,« siger Guldager. »Man bliver grænsesøgende som soldat. Næste gang skal det være større og vildere.«

Det giver kun mening at gå og lege røvere og soldater hjemme i Danmark, køre i kampvogn og skyde med løst krudt, hvis det er en del af træningen mod næste mission. For Guldager og KNE var der efter Afghanistan ikke nogen næste mission. Danmark var ved at trække sine tropper hjem, og det arbejde, Forsvaret ville kunne tilbyde dem, var på et helt andet niveau, end hvad de var uddannet til.

»Det gav ikke mening for os at blive,« siger KNE.

Siden er en ny fjende kommet til. Danmark er gået med i en ny krig mod Islamisk Stat. Udenrigsministeren har lovet, at der ikke skal sendes landtropper til Irak, men skulle han og det øvrige Folketing ombestemme sig, har vi en ny situation. Tanken om at deltage på landjorden i det Irak, de før har kæmpet i, frister. KNE har lovet sin hustru at lade være. En soldat ved, at han ikke er i livsfare hele tiden, men det ved familien derhjemme ikke. Guldager ved ikke, om han ville tage af sted, hvis det skulle blive aktuelt, men han ved, at han vil overveje det og ærgre sig, når hans tidligere kolleger tager af sted uden ham.

»Men det ville være mærkeligt uden KNE,« siger Guldager og kigger på sin buddy.

»Jeg ved det godt«, siger KNE. »Det kunne være så nemt at forsætte det, vi ved, vi er gode til, men jeg tænker samtidig, at vi skal til at finde en ny hylde. Vores nye hylde.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Gert Selmer Jensen

Jo bevares, nedladenhed kan man jo altid henfalde til.

Ak, Bill Atkins:

Det var ikke Vesterbro-Hansen, men Pedersen, der havde svunget sig op til at citere fra en wiki-artikel - til hvilket jeg kun kan sige, lærer de ikke i den danske hær aldrig at tage imod, hvad fjenden tilbyder dem?

Gert Selmer Jensen, du kunne måske have gjort dig den ulejlighed at have forklaret dig - bare en lille smule hr. orakel.

Gert Selmer Jensen, lars abildgaard og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Husk nu, alle hårde drenge, at have en god jul.

"Brandmanden slukker brande, politimanden udfører sit arbejde, lægen redder dit liv, soldaten forsvarer dit land. "

Ja, hvor man dog savner den tid!!

Erik Winberg, John Christensen, Ture Nilsson, Christel Gruner-Olesen, lars abildgaard, Bill Atkins, Henriette Bøhne, Niels Duus Nielsen, Per Torbensen, Rune Petersen, Claus Jensen og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

"Vesten har skabt ISIS.? Gu har de da ej.!"

"All in all, the IS saga has provided the US the perfect alibi to stage a full-fledged military comeback in Iraq and to intervene in Syria to attend to the unfinished business of overthrowing the Assad regime.
The creation of the IS by the US’s close regional allies – Saudi Arabia, Turkey and Qatar, in particular – as a geopolitical tool is no longer the stuff of conspiracy theory. The ‘unknown unknown’ here is only as to when and how the hydra-headed IS monster will be let loose on Iran and other theatres in the Middle East, Central Asia or Xinjiang and North Caucasus."
http://blogs.rediff.com/mkbhadrakumar/2014/12/06/obamas-faustian-deal-wi...
( med henvisninger :)

Jens Thaarup Nyberg

"Vesten har skabt ISIS.? Gu har de da ej.!"

"All in all, the IS saga has provided the US the perfect alibi to stage a full-fledged military comeback in Iraq and to intervene in Syria to attend to the unfinished business of overthrowing the Assad regime.
The creation of the IS by the US’s close regional allies – Saudi Arabia, Turkey and Qatar, in particular – as a geopolitical tool is no longer the stuff of conspiracy theory. The ‘unknown unknown’ here is only as to when and how the hydra-headed IS monster will be let loose on Iran and other theatres in the Middle East, Central Asia or Xinjiang and North Caucasus."
http://blogs.rediff.com/mkbhadrakumar/2014/12/06/obamas-faustian-deal-wi...
( med henvisninger :)

Torben Kjeldsen

De to soldater har gjort det som soldater skal, udført deres pligt, deres arbejde med baggrund i et demokratisk samfund. Altså i dette tilfælde har de udført deres arbejde på foranledning af et demokrati der har valgt at de skal gå i krig. Jeg har selv været soldat (dog heldigvis ikke været i krig). Jeg valgte ikke denne tjeneste for at være ond, udøve magt eller undertrykkelse. Jeg valgte den fordi jeg tror på, at man yder sit samfund og en selv, en tjeneste for et demokratisk samfund der er værd at kæmpe for. Jeg anklager altså ikke soldaterne, tværtimod de har trods ' temmelig uklare' opgavemål og betingelser overlevet og hjulpet dele af befolkningen der hvor de var, det er uden tvivl. Det er desværre ligeså meget uden tvivl, at de ved deres tilstedeværelse, som vi ser resultaterne i dag har været med til bidrage til en ændring af interne magt og økonomiske systemer i både Irak, Afghanistan og Libyen som udgør en katastrofe både menneskeligt og økonomisk. Denne kendsgerning har ikke været 'forudset' eller imødekommet med de rette midler af den politiske magt i Vesten, Rusland, Kina og Mellemøsten. Det interessante spørgsmål i den forbindelse, er i princippet ikke at udskælde de to soldater eller alle de andre soldater, det er helt forkert. Spørgsmålet er, hvad kunne vi have gjort i stedet for at blive part i krigsindsatserne i Irak, Afghanistan og Libyen fx. Og hvorfor har den danske politiske klasse besluttet at gøre Danmark, til en militær høg, et kerneland i NATO som klistrer sig tæt op af USA's udenrigspolitik.
Jeg synes virkelig vi burde nedsætte en kommission der ’kulegravede’ vores indsats politisk, militært og humanitært og dens resultater. Det skal et ordentligt demokrati gøre.
Jeg er fuldt og fast overbevist at ændrede man på de politiske magtmidler og i stedet massivt satsede på støtte med materiel, viden og økonomisk støtte så ville vi reelt løse flere problemer end vi skaber med nuværende indsats. Denne indsats ville ligesom krigsstrategi og militærteknologi kræve konstant udvikling og mange ressourcer. Fx skulle man udvikle undgåelse af korruption, magtmisbrug, sikker fordeling, infrastruktur osv. osv. Globalt set er verdens militærudgifterne på lidt over 1700 milliarder dollars. (I den forbindelse tegner USA's udgifter sig for ca. 37 procent af verdens samlede militærudgifter). I danske kroner er det ca. 10.200. milliarder svarende til at hver eneste af jordens 7 milliarder kunne få ca. 1500 kr. pr år.
Et eksempel tog vi bare et år og skar 20 % ned af verdens samlede militærudgifter så vil kunne give Iraks og Afghanistans samlede befolkning på ca. 62 millioner mennesker ca. 3200 kr. pr. indbygger. Dertil skal lægges den øvrige økonomiske støtte. Iraks BNP pr indbygger er 40000 her ville man øge BNP med næsten 7% og Afghanistan hvor BNP pr. indbygger 4074 ville man øge det med ca. 75%.
Jeg tror at svaret på hvorfor, venstrefløjen og andre kritiske ikke lige har så mange konkrete løsninger ’måske’ skyldes den noget skæve investeringslyst. Fredsforskning, støtte i form af humanitærindsats, viden , materiel og økonomiske støtte, kan på ingen måde matche de midler der bruges på militæret og udvikling af militærteknologi

Torben R. Jensen, Christel Gruner-Olesen, Niels Duus Nielsen, Andreas Trägårdh, Lise Lotte Rahbek, Rune Petersen, Hanne Ribens, Bill Atkins og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Peter Jensen,

Jeg tror ikke de to tatoverede herrer på biledet oplever større afmægtighed, eller for den sags skyld lader traumer og afhængighed påvirke deres adfærd i større grad, end det er tilfældet for du og jeg. I min forståelse er vi alle afmægtige, traumatiserede og afhængige i forhold til et eller andet. Det er ikke et enten-eller, men et spørgsmål om at ethvert menneske kan indplaceres i et kontinuum på hver af de 3 parametre. I et sådant perspektiv er grænsen mellem det 'normale' og det 'patologiske' ikke sådan lige at definere, hvilket jeg synes fremmer en grundlæggende solidaritet mellem mennesker. I et sådant perspektiv kan vi jo godt diskutere disse to menneskers afmægtighed, traumer, og afhængighed, men uden at forfalde til den 'nedladende bedømmelse', som Claus Jensen med rette påtaler kl. 13.58. I erkendelsen af at vi selv handler afmægtigt, og i forhold til visse oplevede traumer og afhængigheder, erklærer og erkender vi samtidig vores solidaritet.

Du har selvfølgelig ret i, at traumer, afhængighed, og afmægtighed ikke i sig selv motiverer til større (selv)indsigt. Det var da også derfor at jeg skrev at en sådan større indsigt som regel vindes med hjælp udefra. Og her tænker jeg 'hjælp udefra' i meget bred forstand: Alt som kan bidrage til dannelsen af et nyt perspektiv. En samtale med et klogt og indsigtsfuldt menneske, en bog eller (ud)dannelse i bredere forstand, en pludselig indsigt gennem oplevelsen af en solnedgang eller ved et barns fødsel, osv. osv.

Med dette påpeger jeg blot, at determinering i et så komplekst system som den menneskelige psykes samspil med omgivelserne, sjældent kan forstås som determinisme i den 'hårde' udgave.
Derfor er det heller ikke helt rigtigt når du skriver, at:

Sådan ér de bare, hævdes det vidt og bredt. Men nej, sådan blev de så.

Det er muligt de er sådan (man skal jo passe på med at dømme alene på baggrund af en avisartikel), men det er da vigtigt at tilføje, at sådan vedbliver de ikke nødvendigvis med at være.

som KNE selv siger: »Det kunne være så nemt at forsætte det, vi ved, vi er gode til, men jeg tænker samtidig, at vi skal til at finde en ny hylde. Vores nye hylde.«

Niels engelsted:

"Men formår vi at forstå Guldager og KNE, så formår vi også at forstå, de danske drenge, der af idealisme og eventyrlyst rejser ned for at kæmpe for ISIS. Ja, de er på den anden side, men det er også den eneste forskel"

Jamen dog, jeg vidste ikke de danske styrker havde sanktioneret og støttet op om voldtægt, offentlige halshugninger samt massakrer på ikke-muslimer i irak og Afghanistan

Michael Kongstad Nielsen

Man kan afstå fra værnepligt. Det gør godt rent mentalt, når man er mindre brutalt indstillet, at man kan afstå fra at deltage i krigen.

Erik Winberg, Christel Gruner-Olesen og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar

MKN,

som Lennart var inde på i sin kommentar allerførst i tråden, så tror jeg ikke, at det er sundt for hverken militæret eller det samfund, som det gerne skulle tjene at frasortere de "mindre brutalt indstillede"!

Ja, vi havde da helt bestemt fået stoppet slagteriet i det tidligere Jugoslavien ved at blive ved med at snakke med Milosovic og lade snigskytterne i Beograd forsætte deres skyderier på civile - etc.
Når jeg læser kommentarerne her, mindes jeg en debat tilbage i min studietid, hvor Morten, der var sprogofficer svarede en anden debattør, hvis modstand militæret mest blev formuleret som : "altså, jeg er bare imod krig" (vedkommende var universitetsstuderende og burde være i stand til at formulere sig). Morten spurgte : "Ved du hvad forskellen på dig og mig er? Jeg er villig til at forsvare dig med brug af våben om nødvendigt, du vil ikke gøre det samme for mig""
Og det er - med al respekt for dybfølte pacifister, der er villige til at gå i fængsel for deres overbevisning - stadigt det, der drejer sig om.
Hvis man virkeligt mener, Taleban, ISIS m.fl. ikke skal have lov til at terrorisere civilbefolkning - især kvinder og "vantro" ( og stort set alle jer, der skriver her falder ind under den betegnelse, I ville blive henrettet uden tøven), så man man fandme gribe til våben. Det er ikke nogen undskyldning, at der er alt for mange diktatorer, vi ikke griber ind over for, fordi de nu engang er "vores" diktatorer.
Krigserklæringer og våbenanvendelse er altid den dårligste løsning - men at tro, man altid kan forhandle sig til løsninger med fanatikere - jamen hvilken planet lever I på???

Gert Selmer Jensen, Jan Mogensen og Lennart Kampmann anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Det forstår jeg ikke Nic.
For det første er nægtelsen en menneskeret, for det andet er det sundt for samfundet at mærke, at store grupper ikke ønsker at deltage i krigeriskheden.

Erik Winberg, Anne Eriksen, Christel Gruner-Olesen og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Jan Mogensen
mon ikke ISIS-kæmperne mener sig i lige så berettigede og i god tro, som de udsendte danske krigere eller de danske bombepiloter? De fleste soldater har formentlig altid ment sig i god tro, nemlig at de forsvarede den sande verden mod de dæmoniske fjender og deres overgreb. Det mente både de prøjsiske og de danske drenge i 1864, det mente både de tyske værnemagtssoldater og de franske værnepligtige i 1940, og det mener kombattanterne stadig. Du mener dig også salig i din tro, og bekæmper som en tapper skrædder fjender til højre og venstre, får det dig aldrig til at reflektere?

Carsten Mortensen, Thomas Borghus, Anne Eriksen, Rune Petersen, Christel Gruner-Olesen, Niels Duus Nielsen, Hanne Ribens, Nic Pedersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg vil ikke underkende mennesker, som har det anderledes end jeg med at slå andre mennesker ihjel. Jeg forstår ikke det ædle og er dermed diskvalificeret.

Ikke desto mindre så handler krig ikke ret meget om heltemod, offervilje, voldsmand eller ej, eller om at andre individuelle egenskaber.
Krig er big, big BIG business.
https://medium.com/war-is-boring/heres-how-the-military-wasted-your-mone...

Carsten Mortensen, Tue Juncker-Løndal, Anne Eriksen, Rune Petersen, Christel Gruner-Olesen og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar

MKN,

militæret skulle gerne være ret repræsentativt for det samfund, som det skal forsvare (eller angribe på vegne af).
Nægtelsen/protesten skal netop nok komme.
Som f.eks. i USAs værnepligtshær i Vietnam.

(hvilket måske var blandt de tunge grunde til at gå over til en rent professionel hær!?)

Jo mere bekvemt og farefrit man kan sidde i sofaen/på taburetten, jo mere krigslysten (by proxy) bliver mange.
Og det kan godt være, at det netop for samfundenes skyld ikke bør være for nemt og bekvemt - "menneskeret" eller ej?

Der er nogle gode eksempler, der somme tider kommer frem på TV og også i disse spalter.
Og jeg tror såmænd ikke, at disse folk egentlig er frådende , krigsliderlige venstre- eller højreekstremister i forklædning.
(velmenende, ikke for kloge "neo-jingoister" snarere)

Andreas Trägårdh

Morten Vesterbro-Hansen

Du skriver:
"Jeg savner et bud (red.) på, hvordan man skal takle en bevægelse, der overtager et land og forbyder piger at gå i skole og som hugger hovedet af folk til højre og venstre, samt gennemfører udrensninger af dem der ikke tilhører deres gruppe."

Det er såmænd meget simpelt. Du skal selv holde op med at dyrke den! Bevægelsen der optager dig så meget får din udelte støtte og opmærksomhed fordi du tror på den, fordi den er din! Den største støtte og momentum bliver til gennem dine egne personlige fortrængninger.

Nic Pedersen:

Krigsskat

Andreas Trägårdh

Det er ikke muligt at gå i døden end sige slå en anden ihjel - for en anden. Det er kun muligt at slå ihjel for at spise. At slå ihjel for en ide (land, religion, politik, etc.) er et selvbedrag. Det kan kun æres med penge og endnu flere mord.

Carsten Mortensen og Tue Juncker-Løndal anbefalede denne kommentar
Andreas Trägårdh

Man er hvad man bekæmper!

Carsten Mortensen og Tue Juncker-Løndal anbefalede denne kommentar

okay :)

udmærket artikel-. Men hvad skal det nytte ?
Hvem af de ærede debattørerne har været i frontlinen ?
besøg en bifamilie i sværmetid og I vil vide hvad det kræves at få sit åndedræt under kontrol i en meget stresset situation - "en skarp indsats"
- der hvor det bliver svært- eller udfordrende er; - " Hvorfor ? "

Andreas Trägårdh

Lasse Damgaard

Penge, og kun penge - er "hvorfor" de gør det!

Niels Engelsted: Hvis du mener det at tro at massevoldtægt og massakrer på civile som SIS stolt foretager med puritansk ihærdighed, kan sidestilles med de danske soldater begrundelse for at deltagelse, så er det jo også en holdning....

Niels Engelsted: Hvis du mener det at tro at massevoldtægt og massakrer på civile som SIS stolt foretager med puritansk ihærdighed, kan sidestilles med de danske soldater begrundelse for at deltagelse, så er det jo også en holdning....

Andreas Trägårdh: Fri os for dit teoretiske ævl, selvfølgelig ville du slå ihjel hvis du blev presset derud, det kræver blot af dit ting du sætter pris på bliver taget væk fra dig.

Hvor er det dog et ualmindeligt uæstetisk fotografi med hæslige kanonfødekandidater ...

Hanne Ribens, Anne Eriksen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar

Vi slår jo ihjel hver dag via proxy.

Andreas Trägårdh

Jan Mogensen

Du skriver:
"Fri os for dit teoretiske ævl, selvfølgelig ville du slå ihjel hvis du blev presset derud, det kræver blot af dit ting du sætter pris på bliver taget væk fra dig."

Hvad henviser du til som jeg har skrevet?

Modsat dig sætter jeg ikke pris på ting jeg kan miste.
Ang. pres så vil jeh gerne vide hvordan unge drenge kan blive så pressede af omstændighederne for andre folk 6000 km. væk, at de må føle sig udvalgt til at slå dem ihjel?

Andreas Trägårdh

Det som mange ikke ved er at konflikter indebærer sin egen løsning. Den kan ikke løses udefra. Den ideelle løsning har ingen løsning, den skaber kun problemer når den erstatter en konflikt med en ny så vil løsningen på den oprindelige konflikt forpure den ideelle løsning, som her i debatten er repræsenteret ved forestillingen om militære operationer eller rettere sagt systematisk mord,

Andreas Trägårdh

Krig er ganske enkelt ude af fokus. Krig laver krig, det kan end ikke den mægtige våbenlobby lave om på med dens fantasimonster de "fredsbevarende styrker".

Andreas Trägårdh

Saudi Arabia finansierer IS. Uden denne forbildelse vil IS slet ikke eksistere, og forståes - skræmme danske drenge (!) ud i fortvivlelse, mord og terroraktioner.

Grethe Preisler

"En soldat er en forhenværende civilist, der uddannes til at opføre sig uciviliseret for at redde civilisationen." (Halfdan Rasmussen)

Carsten Mortensen, Thomas H. Pedersen, Ture Nilsson, Hanne Ribens, Torben Kjeldsen, lars abildgaard, Rune Petersen, Jan Weis, Niels Engelsted og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Danmark er på vej i krig igen - både i Irak og Afghanistan - vi forberedes i øjeblikket mentalt på at acceptere landkrig i Irak i Nato-regi - og hvad angår Afghanistan så har Obama meldt ud at den "mission" det danske folketing den 18. december vil vedtage at deltage i også kan bestå i konkrete krigshandlinger. At deltage i disse krigshandlinger som soldat er et frit valg - skulle man blive udtrukket, så er det stadig muligt at melde sig som militærnægter - et frit valg til at brive brugt som en brik i stormagternes spil, kort sagt som lejemorder.

Andreas Trägårdh - så der er ingen mennesker, du sætter så meget pris på ( gammelt udtryk for "holder af") at du ville forsvare deres liv, hvis nogen truede dem på livet?
Hvis der skulle dukke et nyt 3. rige op, ville du vente på at andre bekæmpede det? I 1930'erne snakkede Hitler de europæiske politikere ørerne af, mens der lystigt blev myrdet løs. I 1990'erne skete det samme på Balkan. Det varede alt, alt for længe, inden mna virkeligt greb til våben mod barbariet. Man sendte godt nok FN-soldater - men de måtte ikke skyde, heller ikke for at beskytte de civile. Og hvordan var det så lige, det gik?
Du må være meget ung - og historieløs er du i alle tilfælde for at være så naiv. Ellers også er du af den opfattelse, at du er det eneste menneske i verden, der virkeligt betyder noget. Resten kan for din skyld meje andre, der tilfældigt vis har den forkerte hudfarve/religion/seksuelle observans/køn/nationalitet ned så meget de lyster uden at din ædle samvittighed berøres.

Herdis Weins:

Alt det med de 3. rige er meget godt, men lad nu være med at overtage neanderthalsegmentets naive fantasier om, at vi var i Afghanistan for at befri muslimske kvinder fra Hitler.

Der er masser af konflikter rundt om i verden, som idealistiske danske jenser kan tage ud til på eget initiativ, hvis det virkelig var kvinders rettigheder, de brændte for, i stedet for de statssanktionerede eventyr i Langtbortistan, hvis skæbne de to gæve gutter øverst da heller ikke spilder et eneste ord på at bekymre sig om, nu da vi og de er ude derfra.

Carsten Mortensen, Nic Pedersen, Peter Hansen, Rune Petersen og Toke Andersen anbefalede denne kommentar

@Lise Lotte Rahbek.

Hvor synes du de omtaler civile med slet skjult nedladenhed og foragt. ?

Jeg synes bare de siger det er svært for civile at sætte sig ind i. Og det tolker jeg da ikke som hverken nedladende eller med foragt. Faktisk synes jeg at en ikke helt ringe del af kommentarerne i dette spor er væsentlig mere nedladende og viser en nærmest fundamentalistist grad af foragt, som ikke er civiliserede mennesker værdig.

Da gab es vier Jahre lang ganze Quadratmeilen Landes, auf denen war der Mord obligatorisch, während er eine halbe Stunde davon entfernt ebenso streng verboten war. Sagte ich: Mord? Natürlich Mord. Soldaten sind Mörder.– Kurt Tucholsky. 1931.

Nu hedder de samme sted her lige syd for Skelbækken - Bürger in Uniform - men de må stadig kaldes ’mordere’ efter citatet i flg. dom af 1995 fra den tyske Bundesverfassungsgericht – men hvad så med herhjemme? – kommer terrorparagrafferne i sving over for os formastelige eller kommer sandheden ind under ytringsfrihedens fjerfattige vinger …

http://de.wikipedia.org/wiki/Soldaten_sind_M%C3%B6rder

Lise Lotte Rahbek

Anders Jensen
Når man på forhånd vedtager, at mennesker som er udenfor i broderskabet, ikke kan forstå hvad der foregår i broderskabet. Så fortolker jeg det som en for-dom i en opdeling af 'os' indenfor broderskabet, og 'dem' udenfor broderskabet, som ikke forstår noget som helst.
At frakende andre mennesker evnen til at forstå fordi de er udenfor broderskabet, det synes jeg er for-domsfuldt og nedladende og frikender broderskabet for et forsøg på at forklare.
At du fortolker kommentarerne til emnet på en negativ måde, det er så din opfattelse.
Sådan har hvert menneske sin egen opfattelse, som andre kan finde sig mere eller mindre enige om.
Det er sådan set det kommentarer og debat går ud på. At udveksle meninger og forsøge at sætte sig i den andens sted ved at forsøge at forklare sit synspunkt.
Man kan selvfølgelig også skændes og smide ord i hovedet på hinanden, hvis man synes den anden er en spade.

Carsten Mortensen, Torben Kjeldsen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Jørn Stjerneklar

Lad mig sige det kort; jeg er glad for, at det ikke er flertallet af Informations kommentatorer der skal forsvare Danmarks grænser en dag :)

Den gamle Outze må tage sig nogle omdrejninger, hvor end han befinder sig.

Andreas Trägårdh

Herdis Weins

Jeg kan ikke miste et menneske. Det har jeg prøvet. Det virker ikke.

Det der dør - en dag!, det er allerede dødt. Dem som dyrker døden er allerede døde.
Det er det som skiller os ad der opløses og forsvinder i døden. Faktisk bliver vi et men dette er ikke en oplevelse. Det er derfor at grundene til at tage andres liv er ligegyldige. De gør ingen forskel for det virker ikke. Kun hvis vi agter at spise den vi slår ihjel virker handlingen. Den der myrder en anden giver liv til den selv samme ide som hensigten var at bringe til ophør. Et øje for et øje gør hele verden blind.

Andreas Trägårdh

Herdis Weins

Jeg forsvarer jer alle med det jeg fortæller her i tråden.

Jørn Stjerneklar, måske er det netop folk som Informations kommentatorer, der er de virkelige forsvarere af Danmarks... grænser.

Carsten Mortensen, Peter Hansen, Niels Engelsted, Keld Sandkvist, Rune Petersen og Andreas Trägårdh anbefalede denne kommentar

Claus Jensen - det jeg tager stilling til - og afstand fra - er den indstillling, Andreas Trägårdh repræsenterer, nemlig at det aldrig er legitimt at gribe til våben for at forsvare andre. Hvis der i 12940'erne ikke havde været nogle med en anden indstilling, havde vi i dag været en del af det 3. rige. Hvis ikke, der var blevet grebet ind i myrderierne på Balkan i 1990'erne, havde der ikke været en eneste muslim tilbage i f.eks. Sarajevo i dag. Eventyr i Langbortistan ? For nogle ja - for andre oprigtigt ønske om at bekæmpe et Talebanstyre, der undertrykker kvinderne med næb og klør. Sådan måtte en bekendt pludseligt indse, at hendes opdragelse af sin søn til en selvstændig mening og en respekt for kvinders rettigheder førte til, hun måtte respektere hans ønske at tage til Afghanistan som soldat.
Din bemærkning om, at de bare selv kan tage afsted, er noget vrøvl. Eller skal jeg forstå det sådan, at det er ok at være soldat, hvis det er i en guerillakrig, men forkasteligt hvis det er i en statssanktioneret mission?

Robert Ørsted-Jensen og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Jacob Mathiasen

De ser sig selv som soldater - jeg ser dem som nyttige idioter for uhyggelige geo-politiske formål.

Rune Petersen, Keld Sandkvist og Andreas Trägårdh anbefalede denne kommentar

Herdis Weins

Jeg er sikker på at befolkningen i Darfur havde mere brug for hjælp, end de undertrykte kvinder i Afghanistan, som havde været undertrykt siden 1996 og sikkert før...

Bare rolig venner, cirkus Millis skrivebordsgeneraler og knoldesparkere har helt styr på civilisterne – og vil forsvare Danevirke til sidste tatoverede pikhoved -

http://arbejderen.dk/indland/h%C3%A6ren-sl%C3%A5r-h%C3%A5rdt-ned-p%C3%A5...

Rune Petersen, Andreas Trägårdh og Claus Jensen anbefalede denne kommentar

Herdis Weins:

Jeg synes, det, jeg skrev, var klart nok. Når soldaternes ideologiske og fysiske engagement er helt sammenfaldende med den statssanktionerede propagandalinje, når deres udvalgte geografiske problemområder lige præcis er dem statsmagten (USAS statsmagt), synes vi skal invadere, når deres begrundelse for missionen skifter i takt med statsmagtens begrundelser, og når deres brændende interesse for en fjern minoritet skifter med statsmagtens interesse for samme, er der grund til at tage det noble og heltemodige tvangsbillede, vi bliver påduttet, med et gran salt.

Hvad Informations læsere hver især gør, har gjort, vil gøre for og mod deres medmennesker i forskellige virkelige og tænkte situationer, og hvilken grad af nobilitet, heltemod realitetssans de dermed udviser eller ikke er en anden sag, som vi ikke kan vide meget om.

Peter Hansen, Rune Petersen, Lise Lotte Rahbek, Nic Pedersen, Andreas Trägårdh og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Andreas Trägårdh

Herdis Weins

Det tredje rige opfandt den økonomiske model som USA (Bush Sr.), og sidenhen Danmark blandt mange andre lande, har indført. Den er nemlig bedst egnet til den geopolitiske militære strategi som den faktisk er skabt til: flerfrontskrig, uden udsigt til et endeligt ophør, finansieret af en løbsk seddelpresse.

Jan Weiss:

Det kommer nok som en overraskelse, men jeg abonnerer ikke på Arbejderen og kan således ikke læse din artikel. Af overskriften kan jeg se, at man nu også i Danmar følger i USA's fodspor og forbederer hæren til at blive sat ind mod den ultimative fjende, landets egen befolkning. Kan du give lidt flere detaljer?

Rune Petersen, Niels Engelsted og Jan Weis anbefalede denne kommentar

Sider