Interview
Læsetid: 17 min.

’Jeg savner ikke at blive skudt på, jeg savner dem, vi var’

Makkerparret Søren Guldager og Kasper Madsen har været sendt i krig 11 gange – fra Kroatien til Afghanistan. Med tilbagetrækningen fra Afghanistan i år sluttede Danmarks eksperiment med de store troppeudsendelser. Søren og Kaspers karrierer i militæret er et overstået kapitel, men de ser stadig sig selv som soldater og os andre som civile
Jeg ligner altid en dværg, når jeg står ved siden af Guldager, siger KNE (t.v.) og foreslår en pude til sine knæ, så han ser højere ud. De er forblevet makkere efter at have lagt forsvaret bag sig

Jeg ligner altid en dværg, når jeg står ved siden af Guldager, siger KNE (t.v.) og foreslår en pude til sine knæ, så han ser højere ud. De er forblevet makkere efter at have lagt forsvaret bag sig

Moderne Tider
6. december 2014

De arbejder 30 meter under havets overflade. Vandet er mørkt, og de kan næsten ingenting se. Nogle gange er det lettere bare at lukke øjnene og lade hænderne arbejde. De er en slags altmuligmænd under vand, som svejser jern og spuler kabler. De trækker rundt med et rør, der kan suge tunge sten op fra havbunden og let kan sluge et menneske med op. Under havets overflade sætter vandets regler ind. Regler langt fra landjordens om hjelm, vest og sikkerhedssko.

Hvor mange meters dybde, de er nede på, ved de ikke. De ved heller ikke, hvor mange timer de har været der, eller hvor lang tid de skal bruge på opstigning for at få nitrogenet ud af kroppen og undgå dykkersyge. De må stole på, at dykkerlederen på land ved det. Går det galt hernede, går det helt galt. Det er svært at få en livsforsikring som erhvervsdykker, og dødsulykker er ikke et sjældent syn. Men Søren Guldager og Kasper Madsen elsker det her arbejde. Det minder dem om noget, de savner: Krig.

Altid soldat

Det er en hverdagsaften sidst i september, da jeg besøger Søren Guldager og Kasper Madsen, kaldet KNE. Det er Søren Guldager, der åbner døren ind til lejligheden i Esbjerg, han har fremlejet, mens han arbejder på havnen. Han er skaldet, har rødt skæg og er iført T-shirt. Fra ærmekanten og ned til håndleddene på begge arme er han tatoveret. Mest med drager og dødningehoveder. KNE står bag ham. Han synes, Søren Guldager ser voldsom ud. Det har han syntes lige siden, de to for 14 år siden mødte hinanden. Jeg tror, han er misundelig på sin vens krop, der fremstår som én stor muskel hugget i granit. Kasper Madsen er skaldet, bærer T-shirt og er også tatoveret. Drager og dødningehoveder.

Søren Guldager og Kasper Madsen er i dag 39 og 36 år gamle, og de behøver ikke fortælle hinanden, at de er hinandens bedste venner. I lange perioder har de tilbragt 18 timer i døgnet sammen. De kender hinandens sovevaner, temperament og dybeste instinkter, for de ved, hvad der sker med den anden i ekstreme situationer. Fornemmer Kasper Madsen, at han er i livsfare, svarer han aggressivt tilbage, mens Søren Guldager forsøger at forudse fjendens næste træk.

Søren Guldager og Kasper Madsen er to af de mænd, som Danmark i det seneste årti har fået mange flere af end før: Mennesker, som har været i aktiv krig. Tilsammen har de 30 års erfaring i Forsvaret og har været udsendt henholdsvis fem og seks gange. De har været med hele vejen gennem den aktivistiske, militært orienterede udenrigspolitik med udsendte tropper i stort tal, som nu er ved at tabe pusten. Fra Danmarks fredsbevarende mission på Balkan i 1990’erne til krigen mod Saddam Husseins Irak og videre til de daglige ildkampe i Afghanistan.

Selv siger de, at de har trykket gaspedalen langsomt ned, hvorimod dem, der kun har været i Afghanistan, er gået fra nul til hundrede i det sekund, de landede i fjendelandet. Nu, hvor Danmarks sidste kampsoldater er trukket hjem,  og der kun er jagerpiloter til syv F16-fly i aktiv tjeneste i luftrummet over Irak, er Søren Guldager og Kasper Madsen stoppet i forsvaret.

»Men jeg tænker stadig som en soldat«, siger Kasper Madsen, »og jeg introducerer mig stadig først og fremmest som soldat«, siger Søren Guldager, mens han sætter elkedel og nescafe på bordet.

Hele deres voksne liv har de været soldater, en identitet man står op med om morgenen og går i seng med om aftenen. Deres militærnavne er Guldager og KNE, og dem bruger de endnu. Jeg kigger på uret. Jeg har været her i 37 minutter, og allerede to gange har de kaldt mig civil.

Video: Guldagers mor gav Søren et kamera med til Afghanistan. Det blev til mange timers optagelser, som egentligt var tænkt som videoklip, der kunne sendes hjem til familien og vennerne i Danmark. »Men vi filmede jo også ildkampe og fandt hurtigt ud af, at vi ikke kunne være bekendt at sende optagelserne hjem. Det ville kun bekymre og skabe frygt. Så vi beholdt dem for os selv«, siger Søren Guldager.

Tæller ikke de døde

Jeg hørte om Guldager og KNE på soldaternes internationale flagdag 5. september i Radio24syv.

To veteraner var inviteret ind for at fortælle røverhistorier fra deres udsendelser. Jeg hørte dem fortælle om en gang, hvor de blev sure på hinanden og lå ude i fjendeland og kastede sten mod hinanden fra hver deres skjul. Jeg hørte dem også diskutere soldatens profil med militærpsykologen Anne Lillelund, og jeg hørte dem overveje at ringe til deres gamle delingsfører for at sige, at de gerne vil tilbage.

»Nede i Irak nu, hvor der er så meget ballade, der kunne vi satan’edme lave noget ravage,« siger KNE i udsendelsen, og den sætning har kværnet videre i mit hoved lige siden. Hvorfor vil to mænd med gode job som erhvervsdykkere, hvor de tjener kassen, tilbage og være soldater? Hvorfor vil de gerne tilbage til Irak og jage dem, alle andre har travlt med at komme allerhelvedes langt væk fra?

Det er det, vi skal tale om. Men vi skal også tale om, hvordan det efter 12 og 18 år i camouflagefarvet føles at smide uniformen og blive civil. Det er på en måde en situation, som ikke bare de, men også Danmark står i.
Selvom vi stadig ses som et af de mest krigsivrige lande i Europa, er der hverken stemning for eller optræk til nye krigsprojekter med landtropper, besættelser eller nationsopbygning længere. Hvad går der tabt, når man ikke længere er i krig? Hvordan ser der ud på den anden side?

Selv om Guldager og KNE siger, at kun en soldat forstår, hvorfor man kan savne krig, lover de at gøre et forsøg.

De ved, at jeg aldrig rigtig vil kunne forstå livet som udsendt, hvordan det er at blive skudt på, og hvordan det føles at tage et andet menneskes liv. Men de fortæller åbent om talebanere, de ærgrer sig over ikke at have skudt; om huse, de har splittet ad i jagten på våben; om syn, der forfølger dem, og om hvordan vold plus vold giver vold, mens vold plus hård vold giver fred. Det eneste, de ikke vil tale om, er, hvor mange de har slået ihjel.

»Vi har fra starten aftalt, at det er noget, der bliver mellem os,« siger KNE. »Hvis vi nævnte tallet, ville det være det eneste folk fokuserede på. Til gengæld kan vi med hundrede procents sikkerhed sige, at vi aldrig har slået en civil ihjel,« siger han.

VIDEO: Guldager og KNE tager videoerne frem, når de snakker om deres udsendelser og bliver i tvivl om, hvad der egentligt skete, og hvem, der sagde hvad. For civile lyder det som kodesprog, men for KNE og Guldager er militærudtrykkene det sprog, de taler bedst.

Bedste soldater

Hver for sig er Guldager og KNE på mange måder ikke usædvanlige. De var begge dårlige til at gå i skole, dårlige til det med uddannelse og dårlige til at passe ind.

KNE gik kortvarigt på teknisk skole i Aalborg og havde nogle job rundt omkring, blandt andet som chauffør for  hvidevarekæden Punkt1.

Guldager så som 16-årig en brochure fra Forsvaret, som han viste til sin studievejleder. Hun sagde, at han skulle gå på gymnasiet eller HF først, men det gad han ikke. Fordi han endnu ikke var myndig, måtte han få sin mor til at skrive under på, at han måtte aftjene sin værnepligt.

I forsvaret fandt de begge noget, de kunne lide. Her var et særligt broderskab, og arbejdet var til at forstå. Man fik en opgave, løste den og blev stillet en ny. Det var her, de blev til makkerparret KNE og Guldager: Et par ekstraordinært gode soldater – finskytter med licens til at dræbe – og et par legender inden for Forsvaret.

En fælles bekendt, som har været udsendt til Afghanistan med dem, kalder dem uden at blinke de bedste soldater, han nogensinde har mødt, selv om der gik nogen tid, inden folk forstod, hvor dygtige de var:

ISAF hold 6 havde ikke været særligt længe i Afghanistan. Guldager og KNE var endnu en gang blevet sendt på patrulje i en majsmark sammen med infanteristerne.

Under sin 30 kilo tunge opbakning gik Guldager og surmulede. For fanden da, tænkte han. Vi er finskytter. Vi burde ligge, hvor vi kan beskytte vores deling og skyde de der 800 meter, vi er uddannet til. Endnu engang gik Guldager til sin øverstbefalende med beskeden om, at finskytter ikke har noget at lave i en høj majsmark. Selvom KNE havde sagt, at han skulle passe på ikke at blive vred, slap Guldagers lunte op, da han fik at vide, at han og KNE bare skulle gøre, som der blev sagt. Som straf blev de sendt til Keenan.

— Keenan?

 »Det var én af vores strafopgaver. Forsvaret prøvede at gemme os lidt væk, så de blev fri for at høre på mit brok, og så blev vi sendt til en britisk lejr, der hed Keenan«, siger Guldager.

»Det var faktisk nogle super fede straffeopgaver, vi fik,« siger KNE.

»Kan du huske, dengang vi blev gemt væk i Armadillo, da de andre skulle ud og fange ham der narkobaronen?« Det kan Guldager godt. De snakker lidt om, hvordan det viste sig at være en våd og kold skodopgave at jagte baronen, mens de til gengæld sad oppe i Armadillo og drak kaffe med kronprinsen og forsvarsministeren.

KNE og Guldager (t.v.) er på én af deres første opgaver uden for byen Gereshk i Afghanistan. Det var før de daglige ildkampe brød ud.

KNE og Guldager (t.v.) er på én af deres første opgaver uden for byen Gereshk i Afghanistan. Det var før de daglige ildkampe brød ud.

Forsigtighed

Guldager vender tilbage til historien om Keenan.

KNE og Guldager gjorde et godt stykke arbejde, når de blev sendt på strafopgaver. Så godt, at briterne begyndte at ringe og bede danskerne om at sende KNE og Guldager. Briterne ville have dem med ud og kigge efter talebanere, der nedgravede IED’er – kendt som vejsidebomber, selv om de sjældent ligger i vejsiderne og ikke er rigtige bomber, men snarere primitive granater af colaflasker og savklinger. Langt de fleste nætter så de ikke nogen. Ikke ret mange soldater har overværet IED’er blive gravet ned, men en nat gjorde Guldager og KNE. De lå på et fladt højdedrag, hvorfra de havde godt udsyn til den lange støvede landevej foran. I mørket lyste to lamper pludselig op. Natkikkerterne viste to mænd med pandelamper på, som begyndte at grave. Guldager kaldte sin sergent op på radioen og bad om tilladelse til at skyde. Forespørgslen gik videre fra sergenten op til delingsføreren, fra delingsføreren op til kompagnichefen og fra kompagnichefen op til bataljonchefen. »Jeg skal skyde nu, hvis vi skal have ram på dem,« hviskede KNE utålmodigt til Guldager. Da beskeden kom tilbage, var IED’en sat ned og hullet næsten dækket af jord og sand. »Har i frit skud?« lød spørgsmålet oppefra. »Vi har frit skud,« svarede Guldager ind i radioen. Beskeden gik hele vejen op igen og tilbage kom spørgsmålet: »Står der børn i baggrunden?« Før Guldager nåede at svare nej, havde afghanerne lukket hullet og var forsvundet. Normalt har man kun et par sekunder at skyde i.

Episoden ærgrer dem stadig. »Vi skulle have haft den tilladelse med det samme, det var en klar hostile intention«, siger KNE. Sådan en giver normalt finskytterne tilladelse til at trykke på aftrækkeren. Guldager mener, at beskederne gik frem og tilbage på denne måde, fordi kompagniledelsen på det tidspunkt endnu ikke havde prøvet at have soldater liggende i en stilling, hvorfra de koldblodigt kunne dræbe fjender, som ikke selv havde sendt kugler afsted. »De var bange for at gøre noget forkert,« siger Guldager.

— Var Danmark ikke klar til at have finskytter?

Guldager: »Nej. En ting er at ligge hjemme i Danmark og skyde på en skive. Noget andet er at turde tage det ansvar, der følger med at slippe os løs i Afghanistan.«

KNE: »Normalt er reglen, at du må skyde igen, når du bliver beskudt, men vi er trænet til at skyde først. Hvis fjenden skyder på os, før vi skyder på dem, så har vi ikke gjort vores arbejde godt nok.«

Men da ildkampene intensiveredes i Afghanistan, Taleban blev mere aggressive og krigen tog flere menneskeliv, blev finskytterne sluppet løs. Ligesom helikoptere, specialstyrker og de nærmere detaljer omkring fangehåndteringen var de ikke planlagt som en del af den danske indsats fra starten, men kom til, efterhånden som FGorsvaret stillede krav til politikerne i lyset af den situation, de stod overfor.

Guldager og KNE løste med deres egne ord »opgaver hver dag og fik bid i mange flere«. Ved dagens afslutning blev de mødt i lejren med en blanding af ros og misundelse.

»Vi lavede et sindssygt godt stykke arbejde i Afghanistan, og det er der ingen, der kan tage fra os,« siger Guldager. KNE tager over. »Der sidder sikkert nogle derude, der – når de læser det her vil sige – jamen vi skød bedre end Guldager og KNE. Det er fint nok, men det gjorde de bare ikke på dagene, hvor det gjaldt. Det gjorde vi.«

Den danske mortérsektion afsender skud fra lejren Price i Helmand. Mortérerne gør det muligt at skyde længere og mod mål, skjult bag bygninger, og har været et effektivt våben under kampene i Afghanistan.

Den danske mortérsektion afsender skud fra lejren Price i Helmand. Mortérerne gør det muligt at skyde længere og mod mål, skjult bag bygninger, og har været et effektivt våben under kampene i Afghanistan.

Hemmeligheden

Guldager nikker. Intet, KNE siger, ser ud til at overraske Guldager eller omvendt.

Normalt plejer de at sige, at de ikke har nogen hemmeligheder for hinanden, men indtil for bare få timer siden holdt Guldager på en stor hemmelighed. Lige før jeg kom, fortalte han KNE, at han har posttraumatisk stress.

»Lige da han fortalte det, blev jeg overrasket« siger KNE, »for Guldager er jo den stærke af os to. Men jeg har godt vidst, at der var et eller andet.«

»Det kommer ikke fra Afghanistan,« siger Guldager. »Diagnosen er ny, men jeg ved, at jeg har haft det lige siden Kroatien. Jeg troede egentlig bare, det var en del af, hvem jeg er. Jeg kan gemme det væk, når jeg arbejder, men om natten kommer det tilbage. Jeg kan ikke sove, og når det lykkes, vågner jeg skrigende op badet i sved. Jeg har svært ved dagligdagsting. At åbne en rudekuvert er et kæmpe problem.«

— Hvad tror du har udløst det?

»Det der med sur-sød sauce,« siger Guldager. Jeg ved godt, hvad han mener og spørger ikke ind til det. Da de var i radioen, blev de spurgt, hvad de har oplevet af grimme ting. Jeg tror spørgsmålet kom bag på dem, for Guldager blev underligt stille, og KNE foreslog, at de tog spørgsmålet en anden gang.

Men så fortalte Guldager om en opgave i Kroatien, der bestod i at udveksle døde mellem serberne og kroaterne, som ankom i lastbiler i ligposer.

Da Guldager tog fat i en lille pose, gik den i stykker, og ud faldt et barnelig. Det var gået i forrådnelse og så ikke pænt ud. Lugten var værst og har forfulgt ham lige siden.

Guldagers hemmelighed ændrer ikke noget ved deres forhold, siger KNE. Men den får dem heller ikke til at sætte sig ned og snakke om alt det grimme, de har oplevet.

»Det har vi aldrig gjort. Sjov og spas er vores måde at håndtere alt det her på«, siger KNE.
»Det er én af de ting, andre aldrig vil kunne forstå.«

Derudover, forklarer de, er der tre ting, civile aldrig vil kunne forstå. Hvordan man kan slå et andet menneske ihjel, hvorfor det føles godt at dræbe fjenden, og hvordan mere vold kan føre til fred. Når KNE taler med civile om sine udsendelser, siger folk som regel, at de ikke har det, der skal til for at slå et andet menneske ihjel. Men KNE tror ikke på, at kun en lille del af menneskeheden er i stand til at dræbe.

»Er du i ildkamp, kan ingen stoppe op og sige, jeg kan ikke,« siger han. »For det første dør du selv. For det andet står der én – eller måske en hel deling – bagved, som regner med dig. Har man først følt det pres, ved man, at man kan.«

Nogle kalder sådan nogle som Guldager og KNE mordere. Guldager kalder sådan nogle som dem hykleriske pacifister. De dræber ikke, fordi de kan lide det, men fordi det er det, de er blevet bedt om af Folketinget.

»Når jeg dræber en talebaner, føles det som en succes, for så gør han ikke mere skade i verden. Vi skyder, for at verden skal blive et bedre sted, og det er et mærkeligt paradoks for civile at forstå,« siger KNE.

Adrenalinsus

Guldager: »Mange civile tror, at lige så snart, der er ballade i Mellemøsten, så sender vi soldater ned og slagter dem, men sådan er det ikke. Man prøver altid at løse det med ord først.«

KNE: »Men prøv at tage ned og snak med Islamisk Stat. Det stadie er vi vist ude over.«

Guldager: »Nogen bliver nødt til at tage ud og være politibetjent for verden. Nogen bliver nødt til at lave et beskidt stykke arbejde for, at andre kan have det godt.«

Klokken er blevet et godt stykke over otte, og jeg spørger, om vi skal tage en pause og spise noget mad. Jeg kan høre KNE’s mave rumle fra den anden side af bordet, men Guldager siger nej.

»Nu kører vi igennem. Vi kan spise, når vi er færdige.« Det er soldaten, der taler, så vi forsætter.

— Hvordan oplever I jer selv, når I kommer hjem efter en udsendelse?

»Som udsendt er man konstant i et højt gear, fordi alt potentielt er farligt, og det er svært at falde ned, når man kommer hjem,« siger KNE. En uge efter hjemkomsten fra Afghanistan var han ude at gå en aftentur.

En cyklist krydser vejen og gør et hop med sin cykel, da han kører op på cykelstien. KNE reagerer på lyden og den pludselige bevægelse og er millimeter fra at knalde manden af cyklen.

»Vi kigger på hinanden, og jeg kan se, at han bliver skræmt. Han siger undskyld mange gange, selv om han ikke havde gjort noget.«

Guldager: »For mig var det sværeste, at beslutningerne, jeg tog i Afghanistan var så vigtige, og dem, jeg tager herhjemme er så ubetydelige. Ting virker nemt ligegyldige … Englænderne har fundet ud af, at det ikke duer at sende soldater direkte fra krig og hjem. De sender dem i militærlejr, hvor de afklimatiseres og gearer ned. Det er en god idé.«

Måske er KNE og Guldager aldrig rigtigt gearet ned, efter de kom hjem. Måske er der derfor, de i dag arbejder under ekstreme vilkår som erhvervsdykkere og inden da uddannede sig til maritime sikkerhedsofficerer for at jagte pirater i Adenbugten. Måske er det derfor, de stadig har tilmeldingspapirerne til livvagtsskolen i Sydafrika liggende.
Det er et kendt fænomen, at man under udsendelse får forhøjet adrenalinniveau. Det gør ikke noget under udsendelsen, for man bliver skarpere af det. Men når man kommer hjem, falder adrenalinniveauet, og kroppen vil savne at være der, hvor den har befundet sig gennem de sidste seks måneder. En del af forklaringen er biologisk, mener Guldager, som savner adrenalinsuset.

»Jeg er afhængig af det. Jeg skal have det i min hverdag. Det er derfor, jeg er erhvervsdykker,« siger han. Hvorfor KNE i dag også arbejder som erhvervsdykker, er fordi Guldager sagde det. Som udgangspunkt kan KNE ikke lide vand. Og så er han skrækslagen for hajer. Måske derfor synes han, det er lettere at lukke øjnene under vandet og bare lade hænderne arbejde. KNE mente heller ikke, han skulle være finskytte, men Guldager sagde »hold nu kæft, vi gør det«, og så gjorde de det.

I dag kan de begge to lide deres arbejde. De kan lide dykkersygens spænding, trykkammeret og tanken om, at hvis de gør noget forkert, koster det firmaet rigtig mange penge. Der er ikke råd til at fucke op under vandet.

’Jeg savner dem, vi var engang’

— Det lyder, som om I prøver at genskabe noget, der minder om krig. Savner I krig?

Guldager: »Ja, og hvis andre synes, det gør mig til en voldspsykopat, så let it be, men lad mig i det mindste forklare.«
KNE: »At savne krig er et meget bredt udtryk, og der er bestemt også nogle ting, som jeg overhovedet ikke savner.

Jeg savner ikke at blive skudt på, og jeg savner ikke at skyde igen. Jeg savner ikke, at Taleban tæskede børn, likviderede skolelærere og undertrykte kvinder, men jeg savner dem, vi var«.

Guldager: »Vi var soldater 24/7 – 365 dage om året, og så lige pludselig – da vi kom ud på den anden side af hegnet – så bum, så var vi ikke soldater længere. Så var vi klædt af. Vi blev civile. Nu skulle vi finde en ny identitet og blev erhvervsdykkere, men det bliver aldrig det samme, selv om man er under pres, arbejder fysisk hårdt og er afhængig af sin buddy. Der mangler noget.«

KNE: »Stoltheden mangler.«

Guldager: »Og sammenholdet. Og adrenalinet, som begyndte at pumpe, når vi gik ud gennem lejrporten om morgenen. Herhjemme tager du på arbejde, men du er aldrig rigtigt på. Hvad er det værste, der kan ske for dig i dag? Når vi gik ud gennem porten, så gjaldt det. Du kunne godt have en off day, men det ville være rigtigt dumt.«

— Hvorfor stoppede I så?

»Lønnen er dårlig, og efter Afghanistan var der ikke udsigt til noget vildere,« siger Guldager. »Man bliver grænsesøgende som soldat. Næste gang skal det være større og vildere.«

Det giver kun mening at gå og lege røvere og soldater hjemme i Danmark, køre i kampvogn og skyde med løst krudt, hvis det er en del af træningen mod næste mission. For Guldager og KNE var der efter Afghanistan ikke nogen næste mission. Danmark var ved at trække sine tropper hjem, og det arbejde, Forsvaret ville kunne tilbyde dem, var på et helt andet niveau, end hvad de var uddannet til.

»Det gav ikke mening for os at blive,« siger KNE.

Siden er en ny fjende kommet til. Danmark er gået med i en ny krig mod Islamisk Stat. Udenrigsministeren har lovet, at der ikke skal sendes landtropper til Irak, men skulle han og det øvrige Folketing ombestemme sig, har vi en ny situation. Tanken om at deltage på landjorden i det Irak, de før har kæmpet i, frister. KNE har lovet sin hustru at lade være. En soldat ved, at han ikke er i livsfare hele tiden, men det ved familien derhjemme ikke. Guldager ved ikke, om han ville tage af sted, hvis det skulle blive aktuelt, men han ved, at han vil overveje det og ærgre sig, når hans tidligere kolleger tager af sted uden ham.

»Men det ville være mærkeligt uden KNE,« siger Guldager og kigger på sin buddy.

»Jeg ved det godt«, siger KNE. »Det kunne være så nemt at forsætte det, vi ved, vi er gode til, men jeg tænker samtidig, at vi skal til at finde en ny hylde. Vores nye hylde.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Andreas Trägårdh

Om det tidligere Jugoslavien.
Det brød sammen fordi nationen blev det endelige offer for koldkrigen. Landet var nemlig hverken medlem af NATO eller Warszawapagten. Så da det globale våben kapløb kulminerede, da dækkede alliancerne over hinanden og beskyttede deres interesser. Ingen havde interesse i Jugoslavien, heller ikke USA, der trak deres gigantiske investeringer ud af våbenindustrien i Jugoslavien og dermed ødelagde hele landet, for det var denne industri der bandt det hele sammen. USAs økonomisk krigsførsel, som snart ledte landet ud i borgerkrig, er også forklaringen på at ingen greb ind i tide.

Andreas Trägårdh

Jan Mogensen

Du skriver:
"Fri os for dit teoretiske ævl, selvfølgelig ville du slå ihjel hvis du blev presset derud, det kræver blot af dit ting du sætter pris på bliver taget væk fra dig."

Hvad henviser du til som jeg har skrevet?

Modsat dig sætter jeg ikke pris på ting jeg kan miste.
Ang. pres så vil jeg gerne vide hvordan unge drenge kan blive så pressede af omstændighederne for andre folk 6000 km. væk, at de må føle sig udvalgt til at slå dem ihjel?

Claus Jensen skal bare rulle længere ned og klikke på de røde links - thank you very much ...

Jeg kan ikke lade være, så I får den lige en gang til.:-)

https://www.youtube.com/watch?v=xuUBCF3KKxc

Andreas Trägårdh, Jan Weis, Rune Petersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Michael Lomborg

Country Joe er en fin fisk, men i virkeligheden synes jeg at denne her sang rammer hovedet mere på sømmet i forhold til alle de selvretfærdige warmongers som kæfter op i disse dage og år:

https://www.youtube.com/watch?v=cAgAvnvXF9U

Michael Lomborg

'-You don't count your deads, when God's on your side!'

Så længe det ikke er vores eget land, der bliver angrebet af amerikanerne eller briterne, og vores byer der bliver sønderbombet, så er det vel ok at tage ud på et farefuldt job og få lidt spænding.
Man kan jo altid vende hjem til det fredelige lille Danmark.

Men hvad hvis det var os der blev angrebet af USA, fordi vores statsminister var imod deres dagsorden - hva´så?
Så ville det danske militær nok få en anden alvor.

Jeg kan egentlig kun anbefale samtlige idealistiske pacifister herinde at prøve at møde nogle af de mange borgere her i landet, der har prøvet at leve med kugler piftende om ørerne, angsten for landminer, forfølgelse og undertrykkelse på grund af religion/køn/seksuelle præferencer/nationalitet etc. Der er en del af, f.eks. fra Balkan, Afghanistan, Mellemøsten. Jeg har som følge af mit tidligere arbejde hos Dansk flygtningehjælp mødt rigtigt mange af de - både dem der selv greb til våben og dem , der "bare" flygtede fra de andres våben, fra voldtægt og tortur De har ikke voldsomt meget til overs for lænestolsidealisme eller skrivebordsteorier. Jeg har f.eks. endnu ikke hørt en eneste af de voldtagne bosniske kvinder mene, at serbernes overgreb mod dem kunne være stoppet med en snak over en kop kaffe.

Robert Ørsted-Jensen, Thomas H. Pedersen og Anders Jensen anbefalede denne kommentar
Gert Selmer Jensen

Niels Engelsted-
Som jeg læser dig, findes der ikke godt og ondt.! Det er totalt ligestillet, i begrebet vold.?
Findes der ikke retfærdig vold mod frihedsberøvende vold.? Jeg er ikke tilhænger af vold, men
synes du man blot skal lægge fladt på maven, for terrorister, der søger at undergrave vores,
(måske ikke din), opfattelse af et civiliseret samfund. Bevares der findes andre civiliserede samfund end vores, men vi skal vel ikke bare overgive os til deres kultur, i afmagt.
De har deres kultur, vi har vores. Og det har vi ret til at have. Og det har de ret til at have.
Hvis man afstår fra at beskytte egne værdier, (måske ikke dine), så mener jeg man sælger helt ud
af sin folkelige identitet, og land, til universel afbenyttelse, for hjem der måtte finde trang.
Hvis du mener Koranen og Ærkeenglen skal styre vores daglige liv, så fred være med det.
Det synes jeg bare ikke.!

Gert Selmer Jensen

Hvem

Grethe Preisler

Soldat eller menneske?

Nu er det jo ikke 'soldaterkammeraterne Guldager og KNE', der selv har vinklet historien og udvalgt billedmaterialet, men de to seje professionelle (og i parentes bemærket ikke værst udseende mediesild) journalist Lærke Cramon & fotograf Sigrid Nygaard, som har anrettet og serveret resultatet af deres fælles arbejde i folkeoplysningens tjeneste under en lynvist i Esbjerg hos dykkerne, der arbejder 30 meter under havets overflade, for læserne af dagbladet Information.

Så mon ikke det er klogt at vende skråen en omgang i munden, før man sluger historien råt og ytrer sig alt for skråsikkert om figuranternes mentale og moralske habitus? Når man nu ikke selv har siddet som en flue på væggen under seancen i lejligheden i Esbjerg og optaget det hele med skjult kamera og båndoptager.

Nic Pedersen, Gert Selmer Jensen, Torben Kjeldsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Tue Juncker-Løndal

Morten Vesterbro-Hansen:
"Lad os nu lige slå fast, at man ikke bevidst kaster bomber fra vestens side for at slå så mange civile ihjel som muligt. Det er trods alt den rolle som talebanere, ISIS med flere har, omend der er en del skribenter her, som har uendelig svært ved at acceptere dette faktum. Fundamentalisternes groteske myrderier forbigåes i stilhed."

Jeg gad nok vide om Taliban eller Baath-regimet i sin tid, endsige snedige Islamiske Stat, såfremt de havde haft amerikanernes militære egenskaber, var gået efter at forårsage civile tab. Men mon ikke vi nødes at kreditere vores 'fjender' intelligens nok til så at føre konventionel krig og rent faktisk skade modstanderens evne til at føre krig? Sun Tzu og von Clausewitz uddaterer alle tre. Når det så er sagt, må man selvfølgelig begræde ethvert menneskeliv, der går tabt i så tragiske omstændigheder som virkeligheden i Irak og Syrien. Og hverken de amerikanske, danske eller de irakiske fundamentalisters forbrydelser er glemt. Jeg mener ikke at have sagt andet.

"Ja, nødhjælp til hungerkastastrofer er da helt klart underprioriteret. Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har givet udtryk for andet. Men lad os nu lige holde os til emnet. I krig vil der altid blive dræbt civile, uanset hvor høje moralske idealer man måtte gå ind med. Spørgsmålet er så, om det er det værd. Undertrykkelse af kvinder. Undertrykkelse af piger. Undertrykkelse af anderledes tænkende. Drab til højre og venstre. Skal vi gøre noget ved det, vel vidende, at det kommer til at koste civile tab?"

I krig dræbes civile, ja, og netop derfor kan og må Vesten ikke indlade sig på sådanne absurditeter; i Danmarks og Vestens historie er en overflod af agression og udnyttelse af andre, paradoksalt parallelt med Oplysningstiden og humanismen, hvilket leder mennesker som dig og mig til at tro sig i stand til at dømme over liv og død, undertrykkelse og frihed. Sæt nu, dine 'undertrykte' ikke vil 'befries'? Sæt nu, at frihed er en noget anden størrelse for en irakisk bager end for en dansk erhvervsmand? Faktum er at i hykleriet omkring 'gode opstande', eksempelvis i Ukraine, 'dårlige opstande' i Østukraine og den irakiske reaktion på besættelsen, har Vesten afsløret sig selv og gjort sig selv moralsk ukampdygtig. Det er af denne grund, som det har været siden imperiernes tid, at den hvide mand, i et bestemt perspektiv, fortjener at dø. Men du krævede en afgang fra idealismen.

"På bjerget Sinjar var op mod 50.000 civile omringet af ISIS for nogle måneder siden. Var det forkert at hjælpe der, selvom det utvivlsomt har medført civile tab?
Det nemmeste er selvfølgelig at forlange den perfekte løsning, men det er bare ikke altid muligt at levere dette. Her savner jeg lidt en realitetssans fra venstrefløjen."

På Sinjar sendte man jo netop nødhjælp! Og man kunne have hjulpet uendelig meget mere. Men du insisterer tilsyneladene på at kalde bomber for hjælp, og det kan jeg af allerede beskrevne grunde ikke tilslutte mig, hverken begrebsanalytisk eller moralsk. Jeg forlanger næppe nogen 'perfekt' løsning af et system, der gentagne gange, har vist sig så ude af trit med virkeligheden som det liberale demokrati har det. Men jeg forlanger, at man ikke i mit navn bomber sagesløse mennesker (og mindre sagesløse mennesker, bevares, men mennesker, ikke desto mindre) for milliarder og atter milliarder, skaber flere fjender, invaderer, besætter, trækker soldaterne ud, bomber noget mere og skaber endnu flere fjender. Jeg forlanger at man hjælper sagesløse mennesker (også de mindre sagesløse, for hvis du ønsker at dræbe dem, er du ikke anderledes end dem) for milliarder og atter milliarder, hjælper, hjælper, hjælper noget mere og skaber venner. Hvis det ikke er realpolitik og en glædelig jul, så ved jeg ikke hvad er. Og hvis din realitetssans består i at videreføre et post-kolonialt, kapitalistisk voldsmonopol, så er jeg ikke i stand til at være realistisk.

Jan Fritsbøger, Andreas Trägårdh, Rune Petersen og Keld Sandkvist anbefalede denne kommentar

“Military men are dumb, stupid animals to be used as pawns for foreign policy.”
Henry Kissinger.

Bliv. Aldrig. Soldat.

Erik Winberg, Andreas Trägårdh, Keld Sandkvist og Tue Juncker-Løndal anbefalede denne kommentar

Tue Juncker-Løndal: Det var jo netop en kombination af bomber og nødhjælp der hjalp kurderne på Sinjar, havde der udelukkende været kastet nødhjælp havde det været ISIS territorie nu...

Andreas Trägårdh

Katrine Visby
Du skriver:
"Men hvad hvis det var os der blev angrebet af USA, fordi vores statsminister var imod deres dagsorden - hva´så?"

Ja, hva' så - så ville det danske militær gennemføre et statskup og eliminere truslen.

Rune Petersen, Keld Sandkvist og Claus Jensen anbefalede denne kommentar

@Lise Lotte Rahbek

Vi fortolker ikke fordom på den samme måde, og det kan jo forklare en del.

Jeg kan godt se, hvad du mener, men jeg er uenig, når nu "fordommen" er erfaringsbaseret, og ikke udfra en forudfattet stereotyp mening.

Du har ganske ret i at jeg tolker en del af kommentarerne negativt. Lad mig komme med nogle få eksempler, der endda kun er fra den første side:

nyttige idioter
trofaste køtere
en forbrydelse kun en kujon kan glædes ved
Disse mordere
At myrde for penge
afslører den slående mangel på interesse i samfundets konflikter
segmentet af højrenationalister
potentielt er tikkende bomber i civilsamfundet
Fattig skal forstås, så bredt at det tillige kan forstås som - "underfrankeret"
Klaptorsk 1 + 2
hjernedøde tåber
papegøjehjernefilosofi
allermest platte, politiske floskler, direkte fra lydsporet til Delta Force med Chuck Norris

Det er for mig ikke debat, I hvert fald ikke på et niveau hvor jeg (pudser min glorie) vil bevæge mig.

Måske er det også den slags ureflekterede rygmarvsreaktioner der gør, at Guldager og KNE på forhånd opgiver at gå ind i diskussionen. Min erfaring er, at "frelste prædikanter" - de være sig religiøse, politiske, højre- eller venstreorienterede - dels er ganske fakta-resistente dels ignorerer ting der kan sætte spørgsmålstegn ved deres overbevisning og sort-hvide verdensopfattelse.

Lad mig komme med et eksempel. Diskussionen om civile ofre. Hvordan skelner man en kombattant fra taleban eller Sadr-brigaden fra civile ? Hvad er/var deres kendetegn (jvf. Geneve-konventionerne) ? Hvis du ikke kan skelne, hvordan vil du så gøre tallene op ?

Anders Jensen:

Fordommene mod militæret er skam erfaringsbaserede.

Så, nu burde du have det meget bedre med at indgå i debatten.

Erik Winberg, Rune Petersen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar

fortæl

Erfaringsbaserede som i ikke udfra en forudfattet stereotyp mening.

Nu forsøger de jo faktisk alligevel
Selv om Guldager og KNE siger, at kun en soldat forstår, hvorfor man kan savne krig, lover de at gøre et forsøg.

De ved, at jeg aldrig rigtig vil kunne forstå livet som udsendt, hvordan det er at blive skudt på, og hvordan det føles at tage et andet menneskes liv. Men de fortæller åbent om talebanere, de ærgrer sig over ikke at have skudt; om huse, de har splittet ad i jagten på våben; om syn, der forfølger dem, og om hvordan vold plus vold giver vold, mens vold plus hård vold giver fred. Det eneste, de ikke vil tale om, er, hvor mange de har slået ihjel.

»Vi har fra starten aftalt, at det er noget, der bliver mellem os,« siger KNE. »Hvis vi nævnte tallet, ville det være det eneste folk fokuserede på. Til gengæld kan vi med hundrede procents sikkerhed sige, at vi aldrig har slået en civil ihjel,« siger han.

At Lærke så selv indser at hun ikke kan sætte sig ind i det, skal vel ikke lægges de to til last. Og det er vel heller ikke deres skyld, hvis hun ikke formår at give det videre til os læsere.

I øvrigt siger de også :
KNE: »At savne krig er et meget bredt udtryk, og der er bestemt også nogle ting, som jeg overhovedet ikke savner.

Jeg savner ikke at blive skudt på, og jeg savner ikke at skyde igen. Jeg savner ikke, at Taleban tæskede børn, likviderede skolelærere og undertrykte kvinder, men jeg savner dem, vi var«.

Måske nogle skulle læse artiklen før de kommenterede på den.

John Christensen

Vesterbro Hansen.......Jeg har en nevø i familien! som er ret hårdt ramt på psyken efter en 10 årig kontrakt med forsvaret, som han og forsvaret løste hinanden fra i utide.

Du kan sige hvad du vil, i vil ALDRIG opnå min anerkendelse i kraft af Jeres missioner i Irak og afghanistan.
Det må du og andre krigere, så leve med - og det gør sgu ondt.
I har dog friviligt kastet jer ind i en kamp som i aldrig skulle have involveret jer i, det skulle de danske politikere heller ikke.

Det er derfor at jeg konsekvent anbefaler tålt ophold til AFR (FØGH!) -indtil han er renset eller dømt i Haag ved Den internationale Krigsdomstol.

De skills I som soldater har opnået i forsvaret kan sagtens omsættes til civile kompetencer, men nogen vælger også at fortsætte broderskabet i banderelaterede aktiviteter, og det udløser i mit univers det samme. Ingen anerkendelse.
Jeg er for gammel til at falde i svime for den slags.

God dag der ude

Erik Winberg, Andreas Trägårdh, Rune Petersen, Thomas Borghus og Tue Juncker-Løndal anbefalede denne kommentar

Andreas Trægård,
Det jeg prøver at sige er, at jeg tror vi danskere har svært ved at at forestille os hvordan det må være at være et krigshærget land hvor der flyver droner og helikoptere hen over hovedet på én. At være så udsat som i Syrien, Irak og Afghanistan. Vi har en større distance til det. Og jeg tror at nogle top-ledere nærmest ser det som et krigs-spil de er i gang med.

At være soldat er blevet en karriere her i Danmark. Men det er som om man har glemt hvorfor man oprindelig var soldat.
Det at man rejser ned til et fjernt land og deltager i en krig og bliver betalt for det af den danske stat, fordi man er blevet bedt om det af amerikanerne, kan umiddelbart virke lidt ulogisk.

Jeg syntes ikke det er så mærkeligt at soldater, der vender hjem, har psykiske skader efter det. Det er jo en helt unaturlig tilstand at være i. For at være parat til at gå ud og dræbe på kommando, skal man være under stærk påvirkning.
Hvis man bliver angrebet eller truet på livet, har mennesket et overlevelsesinstinkt, der gør at vi forsvarer os og angriber.
Men i dette tilfælde er soldaterne ikke decideret truet på livet, men bliver betalt for at udføre et job. Et ret usædvanligt job - at begive sig ud frivilligt til et farligt sted hvor der kan være risiko for at blive dræbt, for at angribe nogen man ikke er blevet truet af. Det virker unaturligt.

Dem som har startet krigen, holder sig langt væk, de skal ikke selv risikere noget, de betaler andre for at gøre det beskidte arbejde for dem.

Jeg vil nok aldrig helt forstå logikken i krigsførelse.

Andreas Trägårdh, Lise Lotte Rahbek og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Johnny Hedegaard

TV-vært og journalist Kim Bildsøe har besøgt svenskeren Carl Bildt, som for mange står som indbegrebet af en demokratisk, løsningsfokuseret fredsforhandler. Den samtale blev vist i "21søndag" i går.

Bildsøe konstaterede på et tidspunkt i samtalen, at vestens tilstedeværelse med våben i hånd, ikke havde givet noget åbenlyst og iøjnefaldende positivt resultat. Så hvorfor denne blodige konfrontation der foregår i øjeblikket mod IS?
Carl Bildt, fredens og forhandlingens mand, svarede at: ".....Man løser ikke en konflikt med våben. ....Men man fjerner nogle af ingredienserne".

Spændingen ved at leve på kanten, uanset om det er spændingen i krig, spændingen ved bjergbestigninger eller hvad det nu er, er super vanedannende, det at leve helt ude på kanten hvor vær eneste beslutning er livsvigtig, er at leve hvert sekundet fuldt ud, at ophøre med at leve så intenst er næsten som at dø.
Det er det gutterne prøver at sige.

Tue Juncker-Løndal

Jan Mogensen: "Det var jo netop en kombination af bomber og nødhjælp der hjalp kurderne på Sinjar, havde der udelukkende været kastet nødhjælp havde det været ISIS territorie nu..."

Lad mig starte med at sige at jeg finder det bedøvende ligegyldigt om vi kalder noget for Irak, Syrien, USA eller Islamisk Stat mht. til jorden de står på; flaget er ligegyldigt, det er menneskerne under det, jeg er interesseret i. Man kunne have hjulpet flygtningene med luftbåren evakuering, som irakerne da også gjorde i en grad, og tænk sig (nej, det tror jeg slet ikke vi kan forestille os) hvad de milliarder, der bliver brugt på militær, kunne bruges til humanitært! Faktum er at den indignerede kortsigtede tænkning, som man kan forfalde til, ikke er andet end et følelsesudbrud fra befolkningernes side, og et økonomisk rationale for politikere og erhversfolk - krig er, som der skrives ovenfor, big, BIG business. Vi skaber flere bomber til at bombe flere fjender, der opstår ved bombning, og så bomber vi noget mere; det er opskriften på store, blodige, sorte tal på bundlinjen, også hos virksomheder i Danmark som Terma A/S mf. En pointe her, er desværre at det milliarddyre isenkram, som b.la. amerikanerne sendte til Irak nu bruges mod deres egne interesser. Blandt andet derfor, er det nødvendigt at nedruste, ikke bare i Vesten, ikke bare i Mellemøsten, men i hele verden: flere våben betyder simpelthen flere mord. Det være sig bomber eller AK-automatrifler.

Alt dét, som Islamisk Stat vil have folk til at tro om Vesten, bliver sandt idet vi indlader os på at føre angrebskrig. Det fjendebillede, som Islamisk Stat har brug for, som enhver så voldelig organisation, er baseret på det desværre ganske akkurate billede af Vesten som kapitalhungrende hykleripoliti for kloden, og enhver bombe, der smides, tjener til at fremme denne forestilling. Vi må acceptere at vi ikke har retten på vores side og bekende vores synder som kulturkreds, og først dér kan man begynde overhovedet at overveje at tænke på retfærdig krig. Men vi har indladt på at føre krig mod terror med terror og derfor er vi ikke et hak bedre end IS. Det er vel for øvrigt ligemeget om bomber dem i Syrien og Irak, eller lader dem drukne i Middelhavet - mord holder det ikke op med at være.

Carlos Castaneda beskriver i en af sine bøger, hvordan livet først bliver levende når man holder sin død i hånden.

Grethe Preisler

'Viva la Muerte' (Døden længe leve):

Feltråb for general Francos Femte Kolonne i det belejrede Madrid under den spanske borgerkrig.
Overtaget fra lejetropperne i Den spanske Fremmedlegion i Marocco, hvor Franco kickstartede sin gloriøse militære karriere som linjeofficer.

Robert Ørsted-Jensen

Jeg hører til bland de venstreorienterede der mener at man skal være glad for at der også er gode soldatertyper til og jeg er ikke i tvivl om at disse to hører til blandt de bedste af slagsen.

Jeg er ikke pacifist (jeg mener endog at pacifisme har en umoralsk side men jeg acceptere at andre mener noget andet) og jeg forbeholder mig retten til at forholde mig kritisk over for Dansk krigsdeltagelse, men jeg kunne ikke drømme om at
Jeg mener at man kan stille spørgsmål ved Danmarks deltagelse i den ene eller anden krig. Personligt var jeg ikke begejstret over Irak. Men jeg mener at dette er sagen ganske ligegyldigt.

At være politisk kritisk over for deltagelse i den ene eller andet krig bør ikke klandres soldaten der udsendes. Det er dybt umoralsk. Klandres skal kun de som personligt og bevist opfører sig forkasteligt og skyder på fx forsvarsløse civile.

Vi har brug for gode soldater der er villige til at påtage sig disse opgaver og gøre det på den bedste og mest hensigtsmæssige måde.

Jeg er personligt stolt over at være landsmand med disse to fyre her. Så her er et klap på skuldren til jer begge fra en venstreorienteret - EL-vælger.

Robert Ørsted-Jensen

en jeg kunne ikke drømme om at kritisere en soldat for det at være soldat
(den sætning der manglede)

Robert Ørsted-Jensen

og Grethe Preisler tror du at typer som Franco kan bekæmpes med udeling a liljer og fredsduer?

Robert Ørsted-Jensen

"Pacifism is generally considered to be a morally unassailable position to take with respect to human violence. The worst that is said of it, generally, is that it is a difficult position to maintain in practice. It is almost never branded as flagrantly immoral, which I believe it is. While it can seem noble enough when the stakes are low, pacifism is ultimately nothing more than a willingness to die, and to let others die, at the pleasure of the world’s thugs. It should be enough to note that a single sociopath, armed with nothing more than a knife, could exterminate a city full of pacifists. There is no doubt that such sociopaths exist, and they are generally better armed."

Pacifisten lader andre forsvare sit liv og sin frihed med de nogle gange beskidte midler,der må til. Bagefter i sikkerhed klandrer han så sine forsvarere for at have gjort det nødvendige for at redde ham.
Man kan naturligvis også indtage den holdning som Andreas Trägårdh gør her tidligere i tråden - der er intet og ingen, han sætter særlig pris på (han er så ung, han ikke ved, hvad udtrykket betyder). Gud ved, hvad han stiller op med sit liv den gang, det modsatte viser sig at være tilfældet.

Gert Selmer Jensen

Robert Ørsted-Jensen@
Hørt.! Et par herlige fyre. (Men det kan du da ikke bare se). Jo jeg kan.!

Grethe Preisler

Robert Ørsted Larsen: "tror du at typer som Franco kan bekæmpes med uddeling af liljer og fredsduer"

Nope! De skal rykkes op med rod, så snart man kan se forskel på dem og roserne, ligesom Baobab-træernes spirer. Det er det, man har forældre til.

Robert Ørsted-Jensen

Jeg takker Grete

Robert Ørsted-Jensen

Smukt Herdis - du har formået i bare to sætninger at spidde kærnen pacifismens umoral

Robert Ørsted-Jensen

Lad mig så tilføje at det faktu m at pacifisme fundamentalt set er umoralsk position - ikke på nogen måde betyder at ikke-volds aktioner ikke bør anvedes som det moralsk bedste redskab i en lang række af situationer. Tolstoi og Gandhi havde ikke ret, men de havde heller ikke aldeles uret og det samme kan siges om deres vigtigste discipel, Martin Luther King.

Det er snarere et spørgsmål om det rigtige redskab på det rigtige sted og tidspunkt. Nogen gange er det våben der er dette rigtige redsab, ja den eneste mulighed. I andre situationer kan man med ikkevoldsaktioner påvise sin modstanderes moralske fallit og dermed underminere deres status i offentligheden. Men det er ikke et redskab der du i alle situationer nøjagtigt ligesom vold heller ikke er det rigtige redskab i enhver situation.

Gert Selmer Jensen og Robet O:

Det kan næppe vække forundring, at folk, hvis kommentatorikoner er henholdsvis Boris Karloff i fuldt sceneskrud og en dejlig dansk nudiststrand, begejstres for homoerotisk fotokunst, men har lovprisningerne af de to sært sårbare hårde drenge og den deraf affødte rullen rundt i spørgsmålet om det masochistiske eller det sadistiske temperament er det mest hensigstmæssige for artens overlevelse ikke snart nået deres klimaks?

Michael Kongstad Nielsen

Man skulle måske indkrive disse krigselskende hvide til at få afledt deres trang gennem dagligt gentagne forevisninger af "Ringenes Herre" - alle 6.

Gert Selmer Jensen

Claus Jensen-
Du besidder jo en pragtfuld og sublim humor, jeg ser frem til mere.! Tak herfra.!

Andreas Trägårdh

Johnny Hedegaard

Du mener Hans Blix.
Carl Bildt er en komplet modsat karakter, en løgnagtig, propagandistisk krigsmager.

Andreas Trägårdh

Herdis Weins

Jeg sætter pris på at du citerer mig men ikke for noget jeg ikke har sagt.

Jeg vil gøre dig opmærksom på at det er brud på retningslinierne. Ret op på det tak.

GSM, ikke så meget et forsøg på humor (et vellykket sådant ville jo disvalificere mig som rigtig venstrefløjser) som på at omgå Informations allestedsnærværende fyordsdetektor.

Andreas Trägårdh

Pacifisten er en der ved at hvis man vil have fred må man selv bidrage med den ganske eksemplarisk.

Fred, og frihed for den sags skyld kan ikke forstyres. Derfor kan det heller aldrig forsvares. Det kan heller ikke mistes med mindre at vi selv gør en indsats for det.

Andreas Trägårdh

Hvis vi har noget ud af freden så mister vi den. Soldater vil tjene penge på freden, derfor mister den og derfor stjæler de den og pengene fra andre.

Andreas Trägårdh

OM IGEN. Der skal stå:

Hvis vi vil ha noget ud af freden, så mister vi den.
Soldater vil tjene penge på freden, derfor mister den og derfor stjæler de den og pengene fra andre.

Jens Thaarup Nyberg

"Nope! De skal rykkes op med rod, så snart man kan se forskel på dem og roserne, ligesom Baobab-træernes spirer. Det er det, man har forældre til."
Er det noget du praktiserer.

Gert Selmer Jensen

Claus Jensen-
Jeg har en fornemmelse af at du også er en guttermand.!

:-)

Sider