Interview
Læsetid: 17 min.

’Jeg savner ikke at blive skudt på, jeg savner dem, vi var’

Makkerparret Søren Guldager og Kasper Madsen har været sendt i krig 11 gange – fra Kroatien til Afghanistan. Med tilbagetrækningen fra Afghanistan i år sluttede Danmarks eksperiment med de store troppeudsendelser. Søren og Kaspers karrierer i militæret er et overstået kapitel, men de ser stadig sig selv som soldater og os andre som civile
Jeg ligner altid en dværg, når jeg står ved siden af Guldager, siger KNE (t.v.) og foreslår en pude til sine knæ, så han ser højere ud. De er forblevet makkere efter at have lagt forsvaret bag sig

Jeg ligner altid en dværg, når jeg står ved siden af Guldager, siger KNE (t.v.) og foreslår en pude til sine knæ, så han ser højere ud. De er forblevet makkere efter at have lagt forsvaret bag sig

Moderne Tider
6. december 2014

De arbejder 30 meter under havets overflade. Vandet er mørkt, og de kan næsten ingenting se. Nogle gange er det lettere bare at lukke øjnene og lade hænderne arbejde. De er en slags altmuligmænd under vand, som svejser jern og spuler kabler. De trækker rundt med et rør, der kan suge tunge sten op fra havbunden og let kan sluge et menneske med op. Under havets overflade sætter vandets regler ind. Regler langt fra landjordens om hjelm, vest og sikkerhedssko.

Hvor mange meters dybde, de er nede på, ved de ikke. De ved heller ikke, hvor mange timer de har været der, eller hvor lang tid de skal bruge på opstigning for at få nitrogenet ud af kroppen og undgå dykkersyge. De må stole på, at dykkerlederen på land ved det. Går det galt hernede, går det helt galt. Det er svært at få en livsforsikring som erhvervsdykker, og dødsulykker er ikke et sjældent syn. Men Søren Guldager og Kasper Madsen elsker det her arbejde. Det minder dem om noget, de savner: Krig.

Altid soldat

Det er en hverdagsaften sidst i september, da jeg besøger Søren Guldager og Kasper Madsen, kaldet KNE. Det er Søren Guldager, der åbner døren ind til lejligheden i Esbjerg, han har fremlejet, mens han arbejder på havnen. Han er skaldet, har rødt skæg og er iført T-shirt. Fra ærmekanten og ned til håndleddene på begge arme er han tatoveret. Mest med drager og dødningehoveder. KNE står bag ham. Han synes, Søren Guldager ser voldsom ud. Det har han syntes lige siden, de to for 14 år siden mødte hinanden. Jeg tror, han er misundelig på sin vens krop, der fremstår som én stor muskel hugget i granit. Kasper Madsen er skaldet, bærer T-shirt og er også tatoveret. Drager og dødningehoveder.

Søren Guldager og Kasper Madsen er i dag 39 og 36 år gamle, og de behøver ikke fortælle hinanden, at de er hinandens bedste venner. I lange perioder har de tilbragt 18 timer i døgnet sammen. De kender hinandens sovevaner, temperament og dybeste instinkter, for de ved, hvad der sker med den anden i ekstreme situationer. Fornemmer Kasper Madsen, at han er i livsfare, svarer han aggressivt tilbage, mens Søren Guldager forsøger at forudse fjendens næste træk.

Søren Guldager og Kasper Madsen er to af de mænd, som Danmark i det seneste årti har fået mange flere af end før: Mennesker, som har været i aktiv krig. Tilsammen har de 30 års erfaring i Forsvaret og har været udsendt henholdsvis fem og seks gange. De har været med hele vejen gennem den aktivistiske, militært orienterede udenrigspolitik med udsendte tropper i stort tal, som nu er ved at tabe pusten. Fra Danmarks fredsbevarende mission på Balkan i 1990’erne til krigen mod Saddam Husseins Irak og videre til de daglige ildkampe i Afghanistan.

Selv siger de, at de har trykket gaspedalen langsomt ned, hvorimod dem, der kun har været i Afghanistan, er gået fra nul til hundrede i det sekund, de landede i fjendelandet. Nu, hvor Danmarks sidste kampsoldater er trukket hjem,  og der kun er jagerpiloter til syv F16-fly i aktiv tjeneste i luftrummet over Irak, er Søren Guldager og Kasper Madsen stoppet i forsvaret.

»Men jeg tænker stadig som en soldat«, siger Kasper Madsen, »og jeg introducerer mig stadig først og fremmest som soldat«, siger Søren Guldager, mens han sætter elkedel og nescafe på bordet.

Hele deres voksne liv har de været soldater, en identitet man står op med om morgenen og går i seng med om aftenen. Deres militærnavne er Guldager og KNE, og dem bruger de endnu. Jeg kigger på uret. Jeg har været her i 37 minutter, og allerede to gange har de kaldt mig civil.

Video: Guldagers mor gav Søren et kamera med til Afghanistan. Det blev til mange timers optagelser, som egentligt var tænkt som videoklip, der kunne sendes hjem til familien og vennerne i Danmark. »Men vi filmede jo også ildkampe og fandt hurtigt ud af, at vi ikke kunne være bekendt at sende optagelserne hjem. Det ville kun bekymre og skabe frygt. Så vi beholdt dem for os selv«, siger Søren Guldager.

Tæller ikke de døde

Jeg hørte om Guldager og KNE på soldaternes internationale flagdag 5. september i Radio24syv.

To veteraner var inviteret ind for at fortælle røverhistorier fra deres udsendelser. Jeg hørte dem fortælle om en gang, hvor de blev sure på hinanden og lå ude i fjendeland og kastede sten mod hinanden fra hver deres skjul. Jeg hørte dem også diskutere soldatens profil med militærpsykologen Anne Lillelund, og jeg hørte dem overveje at ringe til deres gamle delingsfører for at sige, at de gerne vil tilbage.

»Nede i Irak nu, hvor der er så meget ballade, der kunne vi satan’edme lave noget ravage,« siger KNE i udsendelsen, og den sætning har kværnet videre i mit hoved lige siden. Hvorfor vil to mænd med gode job som erhvervsdykkere, hvor de tjener kassen, tilbage og være soldater? Hvorfor vil de gerne tilbage til Irak og jage dem, alle andre har travlt med at komme allerhelvedes langt væk fra?

Det er det, vi skal tale om. Men vi skal også tale om, hvordan det efter 12 og 18 år i camouflagefarvet føles at smide uniformen og blive civil. Det er på en måde en situation, som ikke bare de, men også Danmark står i.
Selvom vi stadig ses som et af de mest krigsivrige lande i Europa, er der hverken stemning for eller optræk til nye krigsprojekter med landtropper, besættelser eller nationsopbygning længere. Hvad går der tabt, når man ikke længere er i krig? Hvordan ser der ud på den anden side?

Selv om Guldager og KNE siger, at kun en soldat forstår, hvorfor man kan savne krig, lover de at gøre et forsøg.

De ved, at jeg aldrig rigtig vil kunne forstå livet som udsendt, hvordan det er at blive skudt på, og hvordan det føles at tage et andet menneskes liv. Men de fortæller åbent om talebanere, de ærgrer sig over ikke at have skudt; om huse, de har splittet ad i jagten på våben; om syn, der forfølger dem, og om hvordan vold plus vold giver vold, mens vold plus hård vold giver fred. Det eneste, de ikke vil tale om, er, hvor mange de har slået ihjel.

»Vi har fra starten aftalt, at det er noget, der bliver mellem os,« siger KNE. »Hvis vi nævnte tallet, ville det være det eneste folk fokuserede på. Til gengæld kan vi med hundrede procents sikkerhed sige, at vi aldrig har slået en civil ihjel,« siger han.

VIDEO: Guldager og KNE tager videoerne frem, når de snakker om deres udsendelser og bliver i tvivl om, hvad der egentligt skete, og hvem, der sagde hvad. For civile lyder det som kodesprog, men for KNE og Guldager er militærudtrykkene det sprog, de taler bedst.

Bedste soldater

Hver for sig er Guldager og KNE på mange måder ikke usædvanlige. De var begge dårlige til at gå i skole, dårlige til det med uddannelse og dårlige til at passe ind.

KNE gik kortvarigt på teknisk skole i Aalborg og havde nogle job rundt omkring, blandt andet som chauffør for  hvidevarekæden Punkt1.

Guldager så som 16-årig en brochure fra Forsvaret, som han viste til sin studievejleder. Hun sagde, at han skulle gå på gymnasiet eller HF først, men det gad han ikke. Fordi han endnu ikke var myndig, måtte han få sin mor til at skrive under på, at han måtte aftjene sin værnepligt.

I forsvaret fandt de begge noget, de kunne lide. Her var et særligt broderskab, og arbejdet var til at forstå. Man fik en opgave, løste den og blev stillet en ny. Det var her, de blev til makkerparret KNE og Guldager: Et par ekstraordinært gode soldater – finskytter med licens til at dræbe – og et par legender inden for Forsvaret.

En fælles bekendt, som har været udsendt til Afghanistan med dem, kalder dem uden at blinke de bedste soldater, han nogensinde har mødt, selv om der gik nogen tid, inden folk forstod, hvor dygtige de var:

ISAF hold 6 havde ikke været særligt længe i Afghanistan. Guldager og KNE var endnu en gang blevet sendt på patrulje i en majsmark sammen med infanteristerne.

Under sin 30 kilo tunge opbakning gik Guldager og surmulede. For fanden da, tænkte han. Vi er finskytter. Vi burde ligge, hvor vi kan beskytte vores deling og skyde de der 800 meter, vi er uddannet til. Endnu engang gik Guldager til sin øverstbefalende med beskeden om, at finskytter ikke har noget at lave i en høj majsmark. Selvom KNE havde sagt, at han skulle passe på ikke at blive vred, slap Guldagers lunte op, da han fik at vide, at han og KNE bare skulle gøre, som der blev sagt. Som straf blev de sendt til Keenan.

— Keenan?

 »Det var én af vores strafopgaver. Forsvaret prøvede at gemme os lidt væk, så de blev fri for at høre på mit brok, og så blev vi sendt til en britisk lejr, der hed Keenan«, siger Guldager.

»Det var faktisk nogle super fede straffeopgaver, vi fik,« siger KNE.

»Kan du huske, dengang vi blev gemt væk i Armadillo, da de andre skulle ud og fange ham der narkobaronen?« Det kan Guldager godt. De snakker lidt om, hvordan det viste sig at være en våd og kold skodopgave at jagte baronen, mens de til gengæld sad oppe i Armadillo og drak kaffe med kronprinsen og forsvarsministeren.

KNE og Guldager (t.v.) er på én af deres første opgaver uden for byen Gereshk i Afghanistan. Det var før de daglige ildkampe brød ud.

KNE og Guldager (t.v.) er på én af deres første opgaver uden for byen Gereshk i Afghanistan. Det var før de daglige ildkampe brød ud.

Forsigtighed

Guldager vender tilbage til historien om Keenan.

KNE og Guldager gjorde et godt stykke arbejde, når de blev sendt på strafopgaver. Så godt, at briterne begyndte at ringe og bede danskerne om at sende KNE og Guldager. Briterne ville have dem med ud og kigge efter talebanere, der nedgravede IED’er – kendt som vejsidebomber, selv om de sjældent ligger i vejsiderne og ikke er rigtige bomber, men snarere primitive granater af colaflasker og savklinger. Langt de fleste nætter så de ikke nogen. Ikke ret mange soldater har overværet IED’er blive gravet ned, men en nat gjorde Guldager og KNE. De lå på et fladt højdedrag, hvorfra de havde godt udsyn til den lange støvede landevej foran. I mørket lyste to lamper pludselig op. Natkikkerterne viste to mænd med pandelamper på, som begyndte at grave. Guldager kaldte sin sergent op på radioen og bad om tilladelse til at skyde. Forespørgslen gik videre fra sergenten op til delingsføreren, fra delingsføreren op til kompagnichefen og fra kompagnichefen op til bataljonchefen. »Jeg skal skyde nu, hvis vi skal have ram på dem,« hviskede KNE utålmodigt til Guldager. Da beskeden kom tilbage, var IED’en sat ned og hullet næsten dækket af jord og sand. »Har i frit skud?« lød spørgsmålet oppefra. »Vi har frit skud,« svarede Guldager ind i radioen. Beskeden gik hele vejen op igen og tilbage kom spørgsmålet: »Står der børn i baggrunden?« Før Guldager nåede at svare nej, havde afghanerne lukket hullet og var forsvundet. Normalt har man kun et par sekunder at skyde i.

Episoden ærgrer dem stadig. »Vi skulle have haft den tilladelse med det samme, det var en klar hostile intention«, siger KNE. Sådan en giver normalt finskytterne tilladelse til at trykke på aftrækkeren. Guldager mener, at beskederne gik frem og tilbage på denne måde, fordi kompagniledelsen på det tidspunkt endnu ikke havde prøvet at have soldater liggende i en stilling, hvorfra de koldblodigt kunne dræbe fjender, som ikke selv havde sendt kugler afsted. »De var bange for at gøre noget forkert,« siger Guldager.

— Var Danmark ikke klar til at have finskytter?

Guldager: »Nej. En ting er at ligge hjemme i Danmark og skyde på en skive. Noget andet er at turde tage det ansvar, der følger med at slippe os løs i Afghanistan.«

KNE: »Normalt er reglen, at du må skyde igen, når du bliver beskudt, men vi er trænet til at skyde først. Hvis fjenden skyder på os, før vi skyder på dem, så har vi ikke gjort vores arbejde godt nok.«

Men da ildkampene intensiveredes i Afghanistan, Taleban blev mere aggressive og krigen tog flere menneskeliv, blev finskytterne sluppet løs. Ligesom helikoptere, specialstyrker og de nærmere detaljer omkring fangehåndteringen var de ikke planlagt som en del af den danske indsats fra starten, men kom til, efterhånden som FGorsvaret stillede krav til politikerne i lyset af den situation, de stod overfor.

Guldager og KNE løste med deres egne ord »opgaver hver dag og fik bid i mange flere«. Ved dagens afslutning blev de mødt i lejren med en blanding af ros og misundelse.

»Vi lavede et sindssygt godt stykke arbejde i Afghanistan, og det er der ingen, der kan tage fra os,« siger Guldager. KNE tager over. »Der sidder sikkert nogle derude, der – når de læser det her vil sige – jamen vi skød bedre end Guldager og KNE. Det er fint nok, men det gjorde de bare ikke på dagene, hvor det gjaldt. Det gjorde vi.«

Den danske mortérsektion afsender skud fra lejren Price i Helmand. Mortérerne gør det muligt at skyde længere og mod mål, skjult bag bygninger, og har været et effektivt våben under kampene i Afghanistan.

Den danske mortérsektion afsender skud fra lejren Price i Helmand. Mortérerne gør det muligt at skyde længere og mod mål, skjult bag bygninger, og har været et effektivt våben under kampene i Afghanistan.

Hemmeligheden

Guldager nikker. Intet, KNE siger, ser ud til at overraske Guldager eller omvendt.

Normalt plejer de at sige, at de ikke har nogen hemmeligheder for hinanden, men indtil for bare få timer siden holdt Guldager på en stor hemmelighed. Lige før jeg kom, fortalte han KNE, at han har posttraumatisk stress.

»Lige da han fortalte det, blev jeg overrasket« siger KNE, »for Guldager er jo den stærke af os to. Men jeg har godt vidst, at der var et eller andet.«

»Det kommer ikke fra Afghanistan,« siger Guldager. »Diagnosen er ny, men jeg ved, at jeg har haft det lige siden Kroatien. Jeg troede egentlig bare, det var en del af, hvem jeg er. Jeg kan gemme det væk, når jeg arbejder, men om natten kommer det tilbage. Jeg kan ikke sove, og når det lykkes, vågner jeg skrigende op badet i sved. Jeg har svært ved dagligdagsting. At åbne en rudekuvert er et kæmpe problem.«

— Hvad tror du har udløst det?

»Det der med sur-sød sauce,« siger Guldager. Jeg ved godt, hvad han mener og spørger ikke ind til det. Da de var i radioen, blev de spurgt, hvad de har oplevet af grimme ting. Jeg tror spørgsmålet kom bag på dem, for Guldager blev underligt stille, og KNE foreslog, at de tog spørgsmålet en anden gang.

Men så fortalte Guldager om en opgave i Kroatien, der bestod i at udveksle døde mellem serberne og kroaterne, som ankom i lastbiler i ligposer.

Da Guldager tog fat i en lille pose, gik den i stykker, og ud faldt et barnelig. Det var gået i forrådnelse og så ikke pænt ud. Lugten var værst og har forfulgt ham lige siden.

Guldagers hemmelighed ændrer ikke noget ved deres forhold, siger KNE. Men den får dem heller ikke til at sætte sig ned og snakke om alt det grimme, de har oplevet.

»Det har vi aldrig gjort. Sjov og spas er vores måde at håndtere alt det her på«, siger KNE.
»Det er én af de ting, andre aldrig vil kunne forstå.«

Derudover, forklarer de, er der tre ting, civile aldrig vil kunne forstå. Hvordan man kan slå et andet menneske ihjel, hvorfor det føles godt at dræbe fjenden, og hvordan mere vold kan føre til fred. Når KNE taler med civile om sine udsendelser, siger folk som regel, at de ikke har det, der skal til for at slå et andet menneske ihjel. Men KNE tror ikke på, at kun en lille del af menneskeheden er i stand til at dræbe.

»Er du i ildkamp, kan ingen stoppe op og sige, jeg kan ikke,« siger han. »For det første dør du selv. For det andet står der én – eller måske en hel deling – bagved, som regner med dig. Har man først følt det pres, ved man, at man kan.«

Nogle kalder sådan nogle som Guldager og KNE mordere. Guldager kalder sådan nogle som dem hykleriske pacifister. De dræber ikke, fordi de kan lide det, men fordi det er det, de er blevet bedt om af Folketinget.

»Når jeg dræber en talebaner, føles det som en succes, for så gør han ikke mere skade i verden. Vi skyder, for at verden skal blive et bedre sted, og det er et mærkeligt paradoks for civile at forstå,« siger KNE.

Adrenalinsus

Guldager: »Mange civile tror, at lige så snart, der er ballade i Mellemøsten, så sender vi soldater ned og slagter dem, men sådan er det ikke. Man prøver altid at løse det med ord først.«

KNE: »Men prøv at tage ned og snak med Islamisk Stat. Det stadie er vi vist ude over.«

Guldager: »Nogen bliver nødt til at tage ud og være politibetjent for verden. Nogen bliver nødt til at lave et beskidt stykke arbejde for, at andre kan have det godt.«

Klokken er blevet et godt stykke over otte, og jeg spørger, om vi skal tage en pause og spise noget mad. Jeg kan høre KNE’s mave rumle fra den anden side af bordet, men Guldager siger nej.

»Nu kører vi igennem. Vi kan spise, når vi er færdige.« Det er soldaten, der taler, så vi forsætter.

— Hvordan oplever I jer selv, når I kommer hjem efter en udsendelse?

»Som udsendt er man konstant i et højt gear, fordi alt potentielt er farligt, og det er svært at falde ned, når man kommer hjem,« siger KNE. En uge efter hjemkomsten fra Afghanistan var han ude at gå en aftentur.

En cyklist krydser vejen og gør et hop med sin cykel, da han kører op på cykelstien. KNE reagerer på lyden og den pludselige bevægelse og er millimeter fra at knalde manden af cyklen.

»Vi kigger på hinanden, og jeg kan se, at han bliver skræmt. Han siger undskyld mange gange, selv om han ikke havde gjort noget.«

Guldager: »For mig var det sværeste, at beslutningerne, jeg tog i Afghanistan var så vigtige, og dem, jeg tager herhjemme er så ubetydelige. Ting virker nemt ligegyldige … Englænderne har fundet ud af, at det ikke duer at sende soldater direkte fra krig og hjem. De sender dem i militærlejr, hvor de afklimatiseres og gearer ned. Det er en god idé.«

Måske er KNE og Guldager aldrig rigtigt gearet ned, efter de kom hjem. Måske er der derfor, de i dag arbejder under ekstreme vilkår som erhvervsdykkere og inden da uddannede sig til maritime sikkerhedsofficerer for at jagte pirater i Adenbugten. Måske er det derfor, de stadig har tilmeldingspapirerne til livvagtsskolen i Sydafrika liggende.
Det er et kendt fænomen, at man under udsendelse får forhøjet adrenalinniveau. Det gør ikke noget under udsendelsen, for man bliver skarpere af det. Men når man kommer hjem, falder adrenalinniveauet, og kroppen vil savne at være der, hvor den har befundet sig gennem de sidste seks måneder. En del af forklaringen er biologisk, mener Guldager, som savner adrenalinsuset.

»Jeg er afhængig af det. Jeg skal have det i min hverdag. Det er derfor, jeg er erhvervsdykker,« siger han. Hvorfor KNE i dag også arbejder som erhvervsdykker, er fordi Guldager sagde det. Som udgangspunkt kan KNE ikke lide vand. Og så er han skrækslagen for hajer. Måske derfor synes han, det er lettere at lukke øjnene under vandet og bare lade hænderne arbejde. KNE mente heller ikke, han skulle være finskytte, men Guldager sagde »hold nu kæft, vi gør det«, og så gjorde de det.

I dag kan de begge to lide deres arbejde. De kan lide dykkersygens spænding, trykkammeret og tanken om, at hvis de gør noget forkert, koster det firmaet rigtig mange penge. Der er ikke råd til at fucke op under vandet.

’Jeg savner dem, vi var engang’

— Det lyder, som om I prøver at genskabe noget, der minder om krig. Savner I krig?

Guldager: »Ja, og hvis andre synes, det gør mig til en voldspsykopat, så let it be, men lad mig i det mindste forklare.«
KNE: »At savne krig er et meget bredt udtryk, og der er bestemt også nogle ting, som jeg overhovedet ikke savner.

Jeg savner ikke at blive skudt på, og jeg savner ikke at skyde igen. Jeg savner ikke, at Taleban tæskede børn, likviderede skolelærere og undertrykte kvinder, men jeg savner dem, vi var«.

Guldager: »Vi var soldater 24/7 – 365 dage om året, og så lige pludselig – da vi kom ud på den anden side af hegnet – så bum, så var vi ikke soldater længere. Så var vi klædt af. Vi blev civile. Nu skulle vi finde en ny identitet og blev erhvervsdykkere, men det bliver aldrig det samme, selv om man er under pres, arbejder fysisk hårdt og er afhængig af sin buddy. Der mangler noget.«

KNE: »Stoltheden mangler.«

Guldager: »Og sammenholdet. Og adrenalinet, som begyndte at pumpe, når vi gik ud gennem lejrporten om morgenen. Herhjemme tager du på arbejde, men du er aldrig rigtigt på. Hvad er det værste, der kan ske for dig i dag? Når vi gik ud gennem porten, så gjaldt det. Du kunne godt have en off day, men det ville være rigtigt dumt.«

— Hvorfor stoppede I så?

»Lønnen er dårlig, og efter Afghanistan var der ikke udsigt til noget vildere,« siger Guldager. »Man bliver grænsesøgende som soldat. Næste gang skal det være større og vildere.«

Det giver kun mening at gå og lege røvere og soldater hjemme i Danmark, køre i kampvogn og skyde med løst krudt, hvis det er en del af træningen mod næste mission. For Guldager og KNE var der efter Afghanistan ikke nogen næste mission. Danmark var ved at trække sine tropper hjem, og det arbejde, Forsvaret ville kunne tilbyde dem, var på et helt andet niveau, end hvad de var uddannet til.

»Det gav ikke mening for os at blive,« siger KNE.

Siden er en ny fjende kommet til. Danmark er gået med i en ny krig mod Islamisk Stat. Udenrigsministeren har lovet, at der ikke skal sendes landtropper til Irak, men skulle han og det øvrige Folketing ombestemme sig, har vi en ny situation. Tanken om at deltage på landjorden i det Irak, de før har kæmpet i, frister. KNE har lovet sin hustru at lade være. En soldat ved, at han ikke er i livsfare hele tiden, men det ved familien derhjemme ikke. Guldager ved ikke, om han ville tage af sted, hvis det skulle blive aktuelt, men han ved, at han vil overveje det og ærgre sig, når hans tidligere kolleger tager af sted uden ham.

»Men det ville være mærkeligt uden KNE,« siger Guldager og kigger på sin buddy.

»Jeg ved det godt«, siger KNE. »Det kunne være så nemt at forsætte det, vi ved, vi er gode til, men jeg tænker samtidig, at vi skal til at finde en ny hylde. Vores nye hylde.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Andreas Trägårdh

Pacifisten er en der ved at hvis man vil have fred må man selv bidrage med den ganske eksemplarisk.

Fred, og frihed for den sags skyld kan ikke forstyrres. Derfor kan det heller aldrig forsvares. Det kan heller ikke mistes med mindre at vi selv gør en indsats for det.

Hvis man vil ha noget ud af freden, så mister man den.
En soldat er en der vil tjene penge på freden som derfor mister den, og derfor stjæler soldaten den, og pengene, fra andre.

Grethe Preisler

Jens Thaarup Nyberg: "Er det noget du praktiserer"

Jøps - mod invasive arter (som f.eks. bjørneklo og japansk pileurt) i mine urtebede.
Jeg fejer også mine vulkaner med jævne mellemrum for at undgå eksplosioner p.g.a. af forstoppelse i skorstenspiben.

Jens Thaarup Nyberg

Sære børn du har der.

Robert Ørsted-Jensen

Andreas Trägårdhs argument synes at være at hvis bare vi i alle måder imødekommer fra personager som Abu Bakr al-Baghdadi, Bin Laden, Pol Pot, Idi Amin, Saddam Hussein, Augusto Pinochet, Francisco Franco, Mussolini, Hitler etc etc og i det hele taget udviser et godt eksempel ved ikke at gribe til vold i vort forsvar for os selv og vore medmennesker (sådan helt som de kinesiske studenter på den himmelske freds plads), så vil disse og tilsvarede individer alle som én øjeblikkelig blive omdannet til fredselskende duer der med det samme opgiver deres ideologiske mål, opløser deres hære og enhver ide om at være voldelig mod påståede politiske og etniske modstandere.

Robert Ørsted-Jensen

Jeg tænker at han så også mener at vi i alle måder børe føje USA, for så vil USA øjeblikkeligt ophøre alle aggressioner og nedlægge NATO etc etc

Andreas Trägårdh

Tænker (?)
- Det har vi til gode at opleve. (fnis!)

Andreas Trägårdh

Vold er slet ikke en fysisk handling. Den er mental. Den skal mødes hvor den eksisterer - mentalt, hvis man agter at gøre en ende på den.

Robert Ørsted-Jensen

Javel ja! Så ovennævnte herre myrdede kun folk mentalt?

Robert Ørsted-Jensen

Vi er vist på vej over i det occulte og spirituelle Hr Trägårdh. Noget med at i virkeligheden dør folk kun mentalt, for ånden er redebon

Andreas Trägårdh

".. myrdede kun folk mentalt?" - ??

Du er vist ikke så kvik.
Hvorfor tror du at døden er voldelig? Det er den ikke, den er tværtimod enden på vold.

Andreas Trägårdh

Jan Mogensen

Du skriver:
"Fri os for dit teoretiske ævl, selvfølgelig ville du slå ihjel hvis du blev presset derud, det kræver blot af dit ting du sætter pris på bliver taget væk fra dig."

Hvad henviser du til som jeg har skrevet?
Modsat dig sætter jeg ikke pris på ting jeg kan miste.

Ang. pres så vil jeg gerne vide hvordan unge drenge kan blive så pressede af omstændighederne for andre folk 6000 km. væk, at de må føle sig udvalgt til at slå dem ihjel?

Robert Ørsted-Jensen

Kære Andreas
Lykke for sig er tilsyneladende at være omgivet af folk der ikke er lige så kvikke ud i det opviste som dig selv

Andreas Trägårdh - dine kommentarer er efterhånden den rene surrealisme.

Morten Pedersen, Gert Selmer Jensen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
John Christensen

Fik slettet et indlæg og prøver at omformulere en pointe.

Guldager og KNE vil ikke tale om hvor mange de har dræbt, men slår fast at de ikke har slået civile ihjel!

Forskellen på at slå ihjel fra 17.000meters højde og så fra 800-900 meters afstand som finskytter er - højst 16.200 meter.
Ingen af delene er der noget som helst glorværdigt ved!
Talebannere bærer ikke uniform.
Så det må da være interessant at vide hvordan de kan være så sikre i spørgsmålet om - ikke at have dræbt civile.
Jeg tror ikke på - at de ikke har dræbt nogen.
Så de har med garanti også drab på civile på samvittigheden. Måske derfor at førerhannen Guldager nu er ramt af PTSD?
Ifølge artiklen var det jo nærmest En liese at dræbe Talebannere, som Folketinget havde bedt dem Om. Hmmmmm............?

Erik Winberg, Rune Petersen og Andreas Trägårdh anbefalede denne kommentar

Intet taler imod at være gennemført pacifist og agitere for standpunktet...

...selv går jeg ind for at militæret erstattes af en intelligent folkebevæbning. Med "intelligent" mener jeg, reguleret af en løbende samfundsbaseret diskussion. En folkebevæbning behøver ikke føre til amerikanske tilstande.

Uh ha John. Garanti er et stærkt ord. Har du dokumentation ?

John Christensen

Anders Jensen.......se det her scenarie for dig (imens du ser videoen med vores brave krigere Guldager og KNE, skyde på et eller)
Det valgte og udpegede mål bærer mujahedinhat og er bevæbnet med en høtyv. Ergo er han ikke civilist!
Hvor naiv har man i grunden lov til at være?
Vores soldater har ind imellem stået i situationer, hvor de har måttet konkludere omtrent således - Hvis ikke jeg skyder på det der kommer imod mig, så er det måske mig der bliver skudt. Skal jeg dø nu? Fame nej, bum!
Jeg har tilstrækkeligt med personlige beretninger fra den krig til at kunne fremture som jeg gør. Vores forsvar viser jo alene ptt-showet med præcisionsbombninger udført af den koalition vi var del af. Man skulle jo så nødigt skræmme nogen!
Krig kræver bevillinger, derfor.

God dag der ude.

John Christensen

et eller andet)

John Christensen

Anders Jensen.....afhængig af sympati kan man lade tvivlen komme begge parter til gode. Jeg prøver at rive glansbilledet af krigen ned!
Du kan vel sige dig selv at jeg ikke kan garantere noget ift. Gulager og KNE, som jeg end ikke kender.

Beskrivelsen af episoden med et stinkende barnelig, der vælter ud af en sæk.......har de fæle Talebannere nok slået ihjel og smidt i grøften, eller hvad?

John Christensen

Det er den slags BILLEDER på nethinden, der kan give mareridt - 30 år efter!
Det beretter Vietnam vets i det mindste om.

Robert Ørsted-Jensen

Der er intet glans over krig og vold. Men i visse situationer er det bare den enste mulighed. Pacifisme derimod er i netop sådanne situationer absolut umoralsk og skadelig position.

Der er intet pacifistisk ved at holde sig fra krige på på steder, der

"ikke er en eneste preussisk grenaders knogler værd"

- Otto von Bismarck
(kendt, gammel ikke-pacifist)

Kære John.

For min skyld må du prøve at rive alle de glansbilleder i stykker du vil. Jeg skal såmænd gerne hjælpe med at give et mere nuanceret billede. Det tror jeg såmænd også de to i artiklen vil.

Jeg tror bare du gør dig selv en bjørnetjeneste, når du, uden dokumentation, beskylder folk for at lyve. Især når det gælder situationer du intet kendskab har til. At du så ikke kender forskel på Kroatien og Afghanistan gør ikke din sag bedre.

John Christensen

Robert.....visse situationer........sådanne situationer........kræver åbenbart ifølge dig et krigerisk svar.
Vær sød lige at gøre det synspunkt konkret og klart i debattens kontekst, som handler om Afghanistan og 20 års aktivistisk udenrigspolitik - for en lilleputstat.

Jeg er ikke pacifist, men mener altså IKKE at de krige vi som nation deltager i, er hverken lovlige eller retfærdigt begrundet.

Jeg er revolutionær, og vil hellere dø stående - end at leve på knæ!

Jeg er ikke på USA imperialismens side, og har aldrig været det.
DE UNDERGRAVER DET INTERNATIONALE SAMARBEJDE I FN.

STOP KRIG IMOD TERROR

John Christensen

Anders jensen.......så prøv dog at nuancer billedet lidt!

Jan Fritsbøger

der findes ingen undskyldning for vold, krig er extrem vold i sin mest kujonagtige form, al vold udøves på god afstand, bag et kikkertsigte eller i cockpittet på et fly i mange kilometers afstand,

men krig er jo nødvendig, siger politikerne, officererne, våbenfabrikanterne, og soldaterne selv, politikerne fordi de elsker magtmidler og at udøve magt, officererne fordi deres job er aldeles meningsløst uden krig, våbenfabrikanterne fordi det er sådan de tjener penge, og soldaterne fordi de er hjernevasket til kun at lytte til dem som ønsker krig,
men er krig så slet ikke nødvendig ? næ det er jo løgn at man kan gå i krig for at bevare freden det burde være indlysende, og ethvert behov for krig kan nemt undgås, tænk hvis ingen havde våben til salg som taleban eller IS kunne købe, tvivler på de ville have nogen magt over samfundene hvis de smed med sten og slog med kæppe,
og tænk hvis Rusland ikke var nogen trussel, eller tænk hvis NATO ikke var nogen trussel for Rusland, der findes ingen undskyldning for vold, og militær, krig, brug af militære våben, fremstilling og salg af militære våben, er alt sammen forbrydelser imod menneskeheden, og bør forbydes og selvfølgelig afskaffes helt,
kan man forestille sig krig uden soldater eller våben ??

men man kan til gengæld sagtens forestille sig fred uden soldater og våben, og "fred i vor tid" er da stadig en god ide selvom det endnu ikke er lykkedes

Sider