Læsetid: 9 min.

Den sidste bastion

Der er stort set ingen homoseksuelle mænd blandt professionelle fodboldspillere, og i fodboldmiljøet stortrives homofobien. En undtagelse er London Leftfooters, et af de 15 hold i verdens eneste liga for homo- og biseksuelle og transpersoner
Ud på tribunen. Det er ikke i omklædningsrummet, men blandt fansene, at man især skal sætte ind mod homofobien. Hvis holdningen ændrer sig der, er der ingen problemer, mener Andy Brown.

Ud på tribunen. Det er ikke i omklædningsrummet, men blandt fansene, at man især skal sætte ind mod homofobien. Hvis holdningen ændrer sig der, er der ingen problemer, mener Andy Brown.

Anders Birger

6. december 2014

LONDON – Andy Brown ligner ikke en fodboldspiller. Han er en munter mand på 56, grå og tynd i toppen og med lidt for meget på maven, men lige nu farer han efter en hvid læderbold, som gjaldt det livet, i Regent’s Park i London. Det er en vindblæst søndag sidst i oktober. Han kludrer lidt i det, men får alligevel erobret bolden med brystkassen og med skulderen. En modspiller styrer direkte imod ham, og Andy Brown skynder sig at aflevere, væk med lortet, ud på venstre kant. Men der er ikke nogen medspillere på venstre kant, og en af de yngre mænd fra modstanderholdet, Mersey Marauders fra Liverpool, samler den tabte bold op, dribler og slår et indlæg indover med højrefoden. I feltet sætter hans angriber hovedet på, og gæsterne er foran. 4-1.

Hele sit liv har Andy Brown boet i London, og selv om det ikke umiddelbart er til at se, har han også hele livet spillet fodbold. Både på ’almindelige’ hold og homohold. De seneste 10 år har han været tilknyttet klubben London Leftfooters, i hvis trøje han lige nu okser rundt på fodboldbanen, hvor han er den ældste.

London Leftfooters, der har eksisteret siden 1999, er en af Londons ældste LGBT-fodboldklubber. Den består hovedsageligt af bøsser og lesbiske og deltager i forskellige turneringer i Storbritannien og Europa og i den nationale GFSN-liga, verdens eneste LGBT-fodboldliga. GFSN er en frivillig organisation, der fungerer som et socialt netværk for LGBT-fodboldfans i Storbritannien. Gruppen vil – som den selv formulerer det – gå forrest, når det gælder at tackle homofobi i fodbold.

Andy Brown slår ud med armene som en undskyldende gestus til sin 30 år yngre målmand, der bukker sig og samler bolden op med en grimasse.

Vammelt

Den første britiske professionelle fodboldspiller, der sprang ud, var Justin Fashanu. Til tabloidavisen The Sun fortalte han i 1990 under overskriften »1 mio. pund-fodboldstjerne: »JEG ER BØSSE«, at han havde en affære med et gift medlem af Parlamentet.

»Vi mødtes på en bøssebar og endte i seng sammen i hans lejlighed i London,« sagde han.

I tiden efter tog alle – ikke bare fodboldverden, men også angriberens familie og venner – afstand fra ham. I 1998 begik han selvmord.

10 år efter Fashanus afsløring i The Sun var den talentfulde norske U19-landsholdsspiller Thomas Berling pludselig ude af elitefodbold. Det kom frem, at han havde fortalt holdet, at han var bøsse, og ifølge Dagbladet havde hans træner reageret med homofobiske spørgsmål for til sidst at spørge, om det ikke var bedst, at han stoppede på holdet. En uge efter var Thomas Berling ude.

De fleste er enige om, at homofobien er mindre udtalt i moderne fodbold, men det er ikke mere end tre år siden, at chefen for det kroatiske fodboldforbund, Vlatko Markovic, i et interview med avisen Vecernji list udtalte, at homoseksuelle fodboldspillere under ingen omstændigheder kunne komme med på det kroatiske landshold, så længe han var chef.

»Nej, heldigvis ikke, kun raske mennesker spiller fodbold,« svarede han, da han blev spurgt, om han nogensinde havde mødt en homoseksuel fodboldspiller.

Ved det seneste EM fik den italienske angriber Antonio Cassano sagt, at han »sandelig ikke håbede, at der var bøsser på landsholdet«, og i 2009 skrev FC Midjtylland-målmand Arek Onyszko i sin selvbiografi, at han »hader« bøsser: »Det gør jeg virkelig. Jeg synes, det er så fucking klamt. Det er klamt at høre dem tale sammen. Som om de er piger. Jeg kan ikke sidde i selskab med nogen, der er bøsse. Se dem kysse hinanden. Det er så vammelt. Jeg har aldrig oplevet bøsser på et fodboldhold. Det kan ikke lade sig gøre.«

Den sidste bastion

Før dagens kamp mod Mersey Marauders snakkes der ikke om homofobi eller rettigheder, men om West Hams sejr over Manchester City dagen før. En af spillerne bliver drillet, fordi han er fra Manchester og åbenbart har været sikker på, at hans hold ville vinde ligaen i år. Så sikker, at han har indvilget i at løbe nøgen gennem en park, hvis de skulle ende uden for toptre. De er en forskelligartet trup, London Leftfooters: unge, gamle, langhårede, skaldede, hvide, sorte, brune, og var det ikke, fordi der på maven af de røde spillertrøjer var en reklame for radiostationen Gaydio, ligner de en hvilken som helst fodboldklub i en hvilken som helst storby.

»Lad os lige samles her engang,« råber træneren Dan Wiesen. Han er af tysk oprindelse, og blandt spillerne jokes der med, at holdet er blevet mere disciplineret, siden han sidste år overtog styringen. Alle er i dag mødt til tiden.

»Vi har et par debutanter,« indleder træneren, da han har samlet holdet. Han læser navnene op, og der klappes af hver enkelt. »Vi spiller 4-4-2 i dag. For afvekslingens skyld.«

Dan Wiesen gennemgår startopstillingen, og hver gang han nævner et navn, bliver der klappet og givet high fives.

Kampens dommer, Dave Ravall, der også er homoseksuel, er ankommet. Han var med til at stifte Gay Gooners, en LGBT-fangruppe for fodboldklubben Arsenal, og han er en ivrig LGBT-aktivist: »Fodbold er på mange måder homofobiens sidste bastion,« siger han.

»Det ved alle, og derfor spørger alle: Hvorfor springer spillerne ikke ud? Men dem, der er flest af i fodboldverdenen, er fansene. Så det interessante spørgsmål er: Hvorfor springer fansene ikke ud?«

Det var udgangspunktet for Gay Gooners, at de ville være synlige som en homoseksuel fangruppe for at kunne motivere spillerne, fortæller han:

»En dag vil spillerne også springe ud. Det vil være lettere for dem, når hele miljøet har accepteret homoseksualitet – men det kræver, at fansene springer ud først,« siger han.

Det meste går galt for London Leftfooters i kampen, og efter 45 minutter er hjemmeholdet bagud 1-6.

»Okay, lad os lige tage et minut. Der er ingen grund til at føle skam,« motiverer anføreren i pausen. Nogle smider sig i græsset, og en går rundt og undskylder til alle, der vil høre på ham, fordi han lige før pausen blev gal i skralden. Det har han aldrig før været, siger han, men han spillede over for sådan en bisse, og til sidst blev det for meget. Nu har han taget sit tøj og sin kasket på, men han bliver selvfølgelig og bakker op om sine medspillere.

Ordentlige drenge

Andy Brown, alderspræsidenten med den kiksede aflevering, bliver skiftet ud og får tid til at snakke. Han mener ikke, at homofobi længere er så stort et problem i fodbold, men så igen, siger han, har han kun spillet i London-klubber.

»Generelt er det nok lettere i byer, hvor der bor mange homoseksuelle. Men det er interessant at se, at de 16-17-årige er blevet mere tolerante, end da jeg var på den alder,« siger han.

Han har spillet for mange forskellige klubber og mener ikke, man kan tale om forskelle på at spille for en ’almindelig’ klub og en homoklub. Og egentlig er det også tilfældigt, at han spiller for London Leftfooters, siger han. For 10 år siden var han i en klub, hvor han ikke følte sig tilpas, så han søgte på nettet og kom forbi Leftfooters.

»Jeg tænkte, at hvis jeg alligevel skulle have en ny klub, så hvorfor ikke Leftfooters. Men jeg kunne have valgt hvilken som helst klub, jeg ledte ikke specifikt efter en bøsseklub. Jeg vil hellere være i en almindelig klub med venlige folk end i en bøsseklub, hvor spillerne er uvenlige,« siger han:

»Og her er jeg, fordi det er en flok ordentlige drenge.«

Homogenet

Siden Justin Fashanu fortalte, at han var homoseksuel og senere tog sit liv, er kun én professionel fodboldspiller i Storbritannien sprunget ud offentligt: 15. februar sidste år annoncerede 25-årige Robbie Rogers fra Leeds United, at han indstillede sin karriere – og at han i øvrigt var homoseksuel. I den forbindelse sagde han til Guardian, at han ville undgå presset og granskningerne fra »cirkusset«, som han kaldte pressen og fansene. »Skulle jeg være interesseret i hver dag at måtte lave interview, hvor folk spørger: Hvordan er det at gå i bad med andre mænd?«

Han flyttede tilbage til sit hjemland, USA, hvor han så genstartede sin karriere i klubben Los Angeles Galaxy.

De fleste spillere på London Leftfooters siger, at de har oplevet homofobi på andre hold, før de skiftede til LGBT-klubben. Men ikke noget alvorligt, tilføjer de. Andy Brown fortæller en historie, om dengang han var yngre og spillede i en klub, hvor han samtidig var træner. En dag havde han et højlydt skænderi med en af de andre spillere, som sagde, at Andy ikke burde spille, fordi der var dygtigere folk på holdet, der ikke fik spilletid. Andy var godt klar over, at de individuelt var dygtigere, men han pegede på statistikkerne, der viste, at holdet altså præsterede bedre, når han var på banen. En anden spiller brød ind og sagde, at Andy slet ikke burde spille på grund af »homogenet«. Og så blev der grinet.

Når Andy Brown og de andre taler om homofobi i omklædningsrummet, bruger de det engelske ord ’banter’, som bedst kan oversættes med godmodigt drilleri. Det er tit lidt fornærmende, lidt diskriminerende, men det er ikke meningen, forsikrer Andy Brown.

Banter har altid været en fast del af sporten, og sådan skal det fortsætte med at være, mener både han og flere af de andre spillere, for det gør noget godt for kulturen, fællesskabet og korpsånden på et hold. Problemet er bare, at homofobiske ord nogle gange bliver en del af kulturen.

Et lille, men rigtigt skridt

I deres fodboldstøvler har flere af spillerne snørebånd i regnbuens farver, og de er ivrige efter at fortælle hvorfor. Det er en kampagne, forklarer de, som LGBT-netværket Stonewall har skabt i samarbejde med fodboldklubben Arsenal, bettingselskabet Paddy Power og Premier League, og den skal sætte fokus på homofobi og vise, at Storbritannien støtter lesbiske, bi- og homoseksuelle spillere såvel som fans. Det er formentlig den mest ambitiøse kampagne mod homofobi nogensinde, og adskillige stjerner – Queens Park Rangers’ Joey Barton, Arsenals Mikel Arteta, Aston Villas Fabian Delph – har båret de kulørte snørebånd i kampe vist på tv i primetime.

Og det er den slags, der skal til, mener London Leftfooters; en kulturændring på et bredere plan.

»Det er ikke i omklædningsrummene, man skal sætte ind over for homofobi,« siger Andy Brown.

»Faktisk virker det, som om de gutter, der taler om seksualitet i omklædningsrummet, er dem, der er mest opmærksomme på det. En af dem sagde til mig i slutningen af en sæson, at han havde fået et nyt syn på bøsser af at kende mig. Og han var en af dem, der var mest højlydt, når vi klædte om.«

»Banter er godt, for det kan bruges til at skelne de venlige fra de mindre venlige.«

Dommeren Dave Ravall er enig i, at problemet ikke er smådrillerier i omklædningsrummende. Det er den overordnede, uudtalte forestilling om, at homoseksualitet og fodbold er to uforenelige størrelser, siger han, og derfor er han begejstret for kampagnen med snørebåndene:

»Det er måske et lille skridt, men det er et lille skridt i den helt rigtige retning«.

På banen forløber anden halvleg ikke nævneværdigt bedre for London Leftfooters end første. Klubbens stjerne, der også scorede første mål, laver et smukt langskudsmål, men det hjælper ikke, og de lokale taber med de utrolige cifre 2-13.

Egentlig passer nederlaget dem fint – viser det sig – for hvis de havde vundet dagens pokalkamp, ville de have kvalificeret sig til kvartfinalen, og den ligger samme dag, som de fleste fra holdet skal til en LGBT-turnering i Frankfurt.

På den måde går begge hold grinende til pubben.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu