Læsetid: 5 min.

En spansk rekordmaskine

Når Real Madrid i aften møder San Lorenzo i verdensmesterskaberne for klubhold, regner alle med, at Real tager pokalen hjem. Det er svært at tro andet
Real Madrids målmand, Iker Casillas, under triumfkampen mod Barca i oktober, hvor det for første gang i otte år lykkedes at slå catalanerne med mere end et enkelt mål.

Real Madrids målmand, Iker Casillas, under triumfkampen mod Barca i oktober, hvor det for første gang i otte år lykkedes at slå catalanerne med mere end et enkelt mål.

Gerard Julien

20. december 2014

Med 4-0-sejren over mexicanske Cruz Azul sidste tirsdag satte de forsvarende Champions League-mestre, Real Madrid, ny spansk rekord i antallet af mål scoret i et kalenderår. Carlo Ancelottis mandskab har nu nettet imponerende 176 mål i 2014, hvilket er et enkelt mere end FC Barcelona for to år siden. I aften kl. 20.30 venter San Lorenzo i verdensmesterskaberne for klubhold, og alle regner Los Blancos for en stensikker pokalvinder. De hvidblusede har haft et spektakulært efterår. Sejren over Cruz Azul var deres 21. i streg.

Truppen er afbalanceret, har bredde, og ser man bort fra Luka Modrics aktuelle skade, er der stort set ingen svage elementer. Forsvaret med Sergio Ramos og Pepe (nogle gange Raphael Varane) står sikkert foran Iker Casillas. Midtbanen er naturligvis svækket af Modrics fravær, men Asier Illarramendi har gjort en hæderlig figur.

Toni Kroos er Mr. Cool, intet mindre, og oven i hatten har Ramos perfektioneret sine flotte tværafleveringer over en halv banelængde.

Læssevis af mål

Madrilenerne har flere strenge at spille på, og skal man være næsvis, kan man sige, at de på det seneste har formået at kombinere det bedste fra Barcelona (og landsholdet) og José Mourinhos filosofi:

De kan holde på bolden, når det er nødvendigt, og deres kontraer er i verdensklasse. I fronten sørger den såkaldte ’BBC-trio’ – Gareth Bale, Karim Benzema og Cristiano Ronaldo – for læssevis af mål.

Af de 176 scoringer i 2014 tegner de tre superstjerner sig således for 107. Ronaldo har scoret 56 af dem. Det er mere end Barcas offensive spillere, Lionel Messi, Luis Suárez og Neymar, tilsammen.

Iker Casillas har været stærkt udskældt i de sidste par år, og det har betydet svingende form for den 33-årige målmand. Mourinho droppede ham fra holdet i januar 2013, og i sæsonen 2012/13 blev det kun til 26 kampe. Sæsonen efter, da Ancelotti tog over, var endnu værre. Kun 24 kampe. Men mod Azul Cruz nappede han et straffespark. Det var hans andet i træk.

»Hvis det var blevet 2-1, havde kampen set helt anderledes ud. Målmænd forsøger altid at hjælpe deres hold i afgørende øjeblikke som dette. Heldigvis kastede jeg mig til den rigtige side, og jeg er glad, fordi holdet kunne slappe af og spille resten af kampen på en komfortabel måde,« sagde Casillas til FIFA.

Real Madrids venstreback, brasilianske Marcelo, uddelte også roser til sin kollega i målet efter kampen i tirsdags:

»Iker er en fantastisk keeper, og han er der altid, når vi har brug for ham. Det er en fornøjelse at hjælpe ham med at vinde denne turnering.«

Og så er der Ronaldo

Vinder Madrid i aften over San Lorenzo, er det Casillas’ trofæ nr. 23 for klub og landshold, og i så fald kan han passende juble sammen med Sergio Ramos. FIFA Club World Cup er det eneste sølvtøj, de to mangler i samlingen.

»Jeg var med i turneringen for 14 år siden, men det lykkedes ikke at stryge helt til tops,« udtalte Casillas. Dengang sluttede Real Madrid som nummer fire. Casillas var blot 19 år gammel.

»Sejrer vi over San Lorenzo, betyder det endnu et foto i min private historiebog, men også i Madrids. Der findes ikke noget mere lykkebringende for en spiller end at skabe glæde for klubben,« fortalte Casillas.

Alligevel maner Iker Casillas til besindelse:

»At vinde 21 kampe i træk er særdeles svært, men vi må have fødderne solidt plantet på jorden, for den her periode varer ikke ved. En dag vil vi rende ind i et nederlag eller måske et uafgjort resultat. Så vi tænker ikke ud over kampen på lørdag. Det handler ikke om sejr nummer 22. Det afgørende er kampen mod San Lorenzo, for taber vi den, kan jeg garantere, at avisforsiderne vil se helt anderledes ud.«

Og så er der jo Cristiano Ronaldo, som slår den ene rekord efter den anden. De fleste kommentatorer regner med, at han snupper Ballon d’Or for andet år i træk. Men er han historiens bedste?

BBC Sport spurgte en anden Real Madrid-legende, Raúl González:

»Ronaldo er helt klart på toppen af sin karriere lige nu, og hvis han fortsætter på samme facon, kan han meget vel blive den bedste nogensinde,« sagde den 37-årige forward, som for nylig blev solgt til New York Cosmos.

»Cristiano og Messi er to af historiens bedste spillere overhovedet. Spørgsmålet er, om de er endnu bedre end Pele og Diego Maradona. Dén er svær. Men, altså, hvis Cristiano fortsætter sådan her fem år til, hvem ved,« spekulerede Raúl.

Mere end bare en sejr

Med Ronaldos hattrick mod Celta Vigo i den spanske La Liga for et par uger siden blev der føjet yderligere triumfer til den bugnende rekordbog. Det var CR7’s hattrick nr. 23, hvilket er det flotteste tal i den spanske førstedivisions samlede historie. På det tidspunkt havde Ronaldo nettet 23 gange i 13 La Liga-optrædener, og samlet var det 281. mål i 267 kampe for Real Madrid.

Pilen peger også på Carlo Ancelotti. Han er guld værd for den flamboyante kongeklub. Starten af sæsonen så truende ud.

En af italienerens absolutte yndlingsspillere, Angel di Maria, var fløjet til Manchester United. Xabi Alonso blev solgt til Bayern München, og Ronaldo så efter et sløjt VM skrantende ud. Rivalerne fra Atletico Madrid havde gaflet den spanske Super Cup, og tre uger inde i sæsonen 2014/15 havde Real kun vundet en enkelt kamp. Resultatet var en plads som nr. 13 i ligaen, seks point efter Barcelona.

»Okay, lige nu er jeg godt nok en træner, som trænger til at reparere på tingene,« sagde en lettere trist Carlo Ancelotti til pressen.

Lige indtil slutningen af oktober i år, hvor Madrid slog Barca 3-1. Det var første gang siden 2008, Real havde vundet med mere end et enkelt mål over katalanerne. »Mere end en sejr,« skreg avisforsiden på AS. Tegnene på et nyt og genfødt Real Madrid var tydelige: Boldbesiddelsen lød på 43 procent, hvilket var mindst 10 procent mere end mange års statistik i El Clásico. Og kontraerne var stadig eminente. El Pais tog munden fuld: Det her var totalfodbold.

Siden har Real Madrid ikke set sig tilbage. En humørspiller som Karim Benzema er indbegrebet af selvtillid. Andre spillere, som stod på vippen rent formmæssigt, har overrasket positivt. Bare se James Rodriguez og Isco. Pepe har fået styr på det iltre temperament og er sikkerheden selv i forsvaret.

Og spillerne elsker tilsyneladende Ancelotti. Efter finalsejren over Atletico Madrid i Champions League i maj invaderede de presserummet, omfavnede Carlo og sang i kor: »Det er umuligt ikke at elske dig.«

Kampen mellem San Lorenzo og Real Madrid vises på DR3 kl. 20.25

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu