Læsetid: 10 min.

Vejen tilbage til Masanga

I juli 2014 tog lægen Peter Bo Jørgensen en etisk svær beslutning og lukkede på grund af faren for ebola ned for al klinisk aktivitet på det hospital, som hans organisation driver i Sierra Leone. Information stiller skarpt på de begivenheder og dage, der ledte frem til evakueringen af de udenlandske læger, og på kampen for at vende tilbage til hospitalet i junglen
Masanga-hospitalet. Studerende på hospitalet i Sierra Leone, som den danske kirurg Peter Bo Jørgensen har været med til at opbygge – og lukke, fordi det ikke var gearet til at modtage ebolapatienter.

Masanga-hospitalet. Studerende på hospitalet i Sierra Leone, som den danske kirurg Peter Bo Jørgensen har været med til at opbygge – og lukke, fordi det ikke var gearet til at modtage ebolapatienter.

Charlotte Heikendorf

27. december 2014

Peter Bo Jørgensen sidder i mørke, da han skyper med sine bestyrelsesmedlemmer onsdag den 30. juli. Klokken er 15.15, og selv om der er strøm, virker pæren i loftslampen ikke. Få minutter inden har han bedt folk om at forlade kontoret på Masanga-hospitalet i hjertet af Sierra Leone. Han vil være maksimalt fokuseret på det vigtigste møde i hospitalets historie.

Den historie, der begyndte, da Peter Bo Jørgensen med hjælp fra de lokale i 2005 begyndte at genopbygge et hospital, der lå i ruiner efter en omfattende borgerkrig. Nu raser en anden form for ødelæggelse, båret af kropsvæsker men med samme effekt. Ebola. Frygt og mistillid breder sig i landet, mens sundhedsvæsen, handel og infrastruktur kollapser.

Det er det, den 56-årige Peter Bo Jørgensen som er primus motor bag regeringshospitalet Masanga og de ngo-enheder, der er tilknyttet, nu drager konsekvensen af.

Men bestyrelsen, der tæller medlemmer i Holland, England og Norge, skal først blive enige om den beslutning, der er modnet efter måneders intens forberedelse på at håndtere udbruddet af infektionssygdommen ebola. Som handler om at gøre det nødvendige og om en tro på det bedste. Nedenunder venter 140 af hospitalets i alt 170 ansatte, deriblandt læger og frivillige fra flere lande, samt landsbyens ældste og høvdingen. Alle venter de på den besked, han vil overbringe. At det fuldt operative hundredesengs hospital i et stort geografisk område med bare tre hospitaler lukker ned. Midt i en epidemisk krise og en blødningsfebersmitte, der er løbet løbsk.

Den første ebola-frygt

Det er i marts, rygterne om ebola begynder at svirre i Sierra Leone. Et udbrud i nabolandet Guinea har spredt sig lokalt og videre til Liberia. Set fra et geografisk synspunkt må man formode, at Masanga-hospitalet vil være det første, man møder, hvis man søger over grænsen fra Guinea efter hjælp. Masanga behandler på det tidspunkt omkring 20.000 patienter ambulant om året og har 3.000 indlagte. Endvidere bliver kirurgiske kandidater fra Surgical Training Programme (STP) sendt ud til de fleste af landets hospitaler, og Masanga er på den måde involveret i omkring 50 procent af alle kirurgiske indgreb i Sierra Leone. Peter Bo Jørgensen, der til daglig driver en mave-tarm-kirurgisk klinik i Taastrup er her i det tidlige forår tilbage i Masanga og modtager de første meldinger om ebola i Guinea via CNN og BBC.

»Jeg tænker, at det her ved jeg ikke noget om. Jeg er ikke infektionsekspert, og vi må gøre alt, hvad vi kan for at følge situationen nøje.«

Der bliver etableret kommunikationsprocedurer med de andre hospitaler om udbruddet, og Masanga deltager fra begyndelsen i sundhedsministeriets Ebola Task Force i Freetown. Sundhedsorganisationen WHO sender beskyttelsesudstyr til Sierra Leone, som man afventer, og som sikkerhedsforanstaltning begrænser man de frivilliges færden på Masanga. Her har man også etableret et cykelværksted, en planteskole, et skrædderi og ikke mindst en uddannelseinstitution, der rummer en sygeplejerskole og har uddannelse i kirurgi.

»Det er på disse områder, de 12 unge frivillige har deres gang, men for en sikkerheds skyld beder vi dem om ikke at komme i nærheden af operationsstuerne.«

Eller som Peter Bo Jørgensen, der jævnligt slår over i engelsk også siger det: »Der må være no contact.«

En overgang ser det ud til, at Sierra Leone vil klare frisag. Men i slutningen af maj kommer de første bekræftede tilfælde, og i juni går det stærkt. Tirsdag den 1. juli rejser en norsk specialist i infektionsmedicin til Masanga. Han har deltaget i behandlingen af ebola-patienter i Guinea for Læger uden Grænser (MSF) og gennemgår procedurerne på hospitalet, så de kan screene og isolere ebola-patienter på forsvarlig vis. Hele området er indrettet efter foreskrifter, som den norske specialist efter lidt justeringer godkender. Personalet er bedst mulig beskyttet mod smitte, vurderer han. Samme dag som lægen ankommer, modtager hospitalet en patient med symptomer på blødningsfeber. Han har deltaget i en begravelse i et ebolaramt område, og eftersom det er kutyme at vaske sine afdøde grundigt, også i endetarmen og omkring kønsorganerne, overføres smitten let fra familiemedlem til familiemedlem.

Samling i stilhed

Patienten føres til isolationsafdelingen mellem de to rum, der er sat op, så læger og sygeplejersker kan klæde sig af og på samt desinficere alt med klorin. Det er meningen, der skal komme en sundhedsofficer fra behandlingsstedet i Kenema i det østlige Sierra Leone, men det sker aldrig, og da den første prøve, der bliver sendt til Kenema bortkommer, må lægerne på Masanga løbe en ekstra risiko og tage en ny.

»Først to dage efter får vi svaret,« husker Peter Bo Jørgensen, der på det tidspunkt sidder i Danmark og følger situationen telefonisk flere gange om dagen. Da svaret endelig indløber, er lettelsen stor. Patienten har ikke ebola. Rygtet cirkulerer i landsbyen, at ebolaen er kommet til Masanga, og der bliver derfor givet besked til byens ældste om, at det ikke er tilfældet. Da personalet går ind til patienten, der nu ikke længere udgør en smitterisiko, følger høvdingen og folk fra landsbyen efter for at få syn for sagn. Det syn, de møder, overrasker dem. Midt på gulvet står patienten helt afklædt.

»Hvor er dit tøj?« vil personalet vide.

»Det var jo fuld af opkast og afføring, så det har jeg givet til min mor,« siger han, og så bliver der helt stille på isolationsafdelingen med de tre afskærmede senge. Det viser sig, at patienten har rullet sit tøj sammen i en bylt og lige så stille rakt det ud gennem vinduet.

»Hej mor, værsgo.«

På det tidspunkt er den norske specialist, to hollandske læger og 27 specialuddannede medarbejdere på hospitalet. Screeningsområde, triage, isolation. Alligevel gik det galt.

»Hvis det havde været ebola, så havde han smittet moren via tøjet. Hun havde båret det ned til floden for at vaske det og havde smittet flere andre i landsbyen. Alle vores forholdsregler ville have været fuldstændigt …« Peter Bo Jørgensen holder inde og slår ud med hænderne, »spildt.«

– Hvad fortæller det dig?

»At det ikke er godt nok. At vi ikke er dygtige nok. Der er for mange faktorer, vi ikke kan kontrollere.«

Selvfølgelig burde de have tilkaldt militæret. Der skulle have været vagter, der slog kreds om junglehospitalet. For at sikre, at patienten ikke stak af, og at familien ikke gik til angreb. Sådan som det skete på et hospital bare 50 kilometer fra Masanga to uger senere, hvor en familie på fire blev indlagt. Da det yngste barn døde, stormede slægtninge hospitalsbygningen for at få lov at begrave barnet.

»Det værste er,« siger Peter Bo Jørgensen, »at mistilliden vokser.«

At patienterne ikke nødvendigvis fortæller, hvor de har været – og til hvilke begravelser.

»Når vi ikke kan stole på de informationer, vi får fra patienterne, må vi betragte og behandle dem alle som smittede, og det kræver helt, helt andre ressourcer end dem, vi har,« siger Peter Bo Jørgensen om de overvejelser, der fører ham frem til den beslutning, han fremlægger for sin bestyrelse den 30 grader varme julidag.

Der er knas med forbindelsen, men det lykkes at få etableret kontakt og at nå til enighed: Hospitalet må lukkes. Faktisk oplever Peter Bo Jørgensen det, som om der kommer lys ind i rummet, da alle på linjen bakker op. Kroppen er let, da han lukker computeren og går ned ad trappen for at fortælle de ansatte om den drastiske beslutning. De indleder som altid med bøn, en kristen og en muslimsk, men denne gang er bønnen mere indtrængende. »Jeg har været til mange staff meetings på Masanga, men intet så stille som dette,« som Peter Bo Jørgensen siger. Det, han den dag forklarer sine ansatte, er, at ingen skal have ebola. Hverken læger eller lokale, og ved at indlægge patienter med blødningsfeber øger man risikoen for spredning til landsbyen. Masanga er ikke gearet til ebola, og derfor må man lukke. De patienter, der er indlagt bliver i dagene efter personalemødet overført til andre hospitaler eller udskrevet med en behandlingsplan. En ny ledelse, der skal blive og vedligeholde faciliteterne bliver udpeget. Alle får fortsat løn.

»Men«, fortæller Peter Bo Jørgensen: »det er klart, at som tiden går, bliver det sværere og sværere at finde meningsfulde opgaver endsige bevare motivationen og troen på, at vi vender tilbage.«

Kritik af lukning

Dagen efter mødet med personalet, samles ledelsen af det college, der er tilknyttet Masanga. De spiser ris og fisk i den store sal med de hvide fliser på væggen, og Peter Bo Jørgensen anbefaler, at de studerende, der er i praktik rundtom i landet, også trækkes hjem.

»Når de er ude på andre små klinikker, har vi ingen sikkerhed for, at de ikke bliver smittet. Derfor er meldingen: ’Kom hjem, så I ikke bliver eksponeret’.«

Hvad en af Masangas lægestuderende blev. Joseph Heindilo Ngegba var i praktik på et nabohospital og døde den 21. august efter at have plejet den tidligere omtalte familie, der ikke oplyste, den havde været til begravelse i et ebolaramt område, og hvor familiemedlemmer senere gik til angreb på hospitalet. Siden er endnu en studerende gået bort.

Ikke alle er lige så enige om lukningen som Masangas bestyrelse. Peter Bo Jørgensen møder kritik fra lokale politikere, der sidder med til mødet den dag.

»Hvorfor stikker I af, når det er nu, vi har allermest brug for jer? I svigter jeres ansvar,« lyder det.

Kritikken går ind, men som Peter Bo Jørgensen siger, dengang som nu:

»Vi har et ansvar for at give lægelig behandling, men hvis først lægerne bliver smittet, er der ingen til at udføre den. Det kan ikke hjælpe noget at spille helte i junglen, når situationen er ude af kontrol, og om det er krudt og kugler, der flyver os om ørene, eller det er en dødelig virus, det gør ingen forskel.«

Inden mødet slutter, meddeler Peter Bo Jørgensen, at han tager af sted mod lufthavnen umiddelbart efter, og at han vil køre alene. To dage efter annoncerer præsidenten i landet, at alle sygeplejeskoler skal lukke. Fire dage efter rejser lægerne. Så hurtigt går det at lukke ned for det hospital, Peter Bo Jørgensen har været ti år om at bygge op. Men da han træder ud fra mødet den torsdag, og sætter sin Ford Ranger i gear, føler han mest af alt lettelse.

»Det er noget, jeg har tænkt over siden. At mens man er i tvivl, står energien og hvirvler på stedet, og ingen ved, hvilken vej man skal gå. Men når først beslutningen er truffet, så viser der sig en vej.«

Kampen for at vende tilbage

Et halvt år efter sommerens dramatiske dage, arbejder Peter Bo Jørgensen og hans organisation fortsat på, at bidrage til ebolabekæmpelsen. For eksempel med det beskyttelseudstyr, der endelig nåede frem fra WHO, ligesom de studerende fra CapaCare-programmet deltager i dataindsamling fra sundhedsklinikker og hospitaler, så man kan få dokumenteret viden om ebolaepidemiens indvirkning på sundhedsforholdene i landet.

»En af de ting, vi kan se, er, at indlæggelserne er blevet færre. Folk kommer ikke på hospitalet med lungebetændelse og malaria, som de til gengæld dør af.«

Således også i Masangas distrikt.

»Der er mennesker, der dør, fordi vi ikke kan tilbyde dem behandling. I Sierra Leone dør hver sjette kvinde under graviditet og fødsel, og spørger du, hvordan jeg har det med det, så er det klart, at det har jeg det ikke godt med,« siger Peter Bo Jørgensen.

Alligevel er han overbevist om, at beslutningen om at lukke ned var rigtig, og som det er nu, har landsbyen ikke haft et eneste bekræftet tilfælde af ebola.

»Jeg har hørt fra flere i landsbyen, at de ikke forstod, at vi lukkede ned i sommer. Men at de siden har set, at virussen har holdt sig væk. Den ville være kommet, hvis vi forsat havde taget imod patienter. Vi ville have været med at sprede den,« siger han.

Vejen tilbage til Masanga går nu via en oplysningskampagne, der skal instruere både sundhedsarbejdere og almindelige borgere i at håndtere ebolapatienter, så de undgår smitte.

»Vi har et kompleks i junglen, der er ebolafrit, og som kan bruges til at træne kommende sundhedsformidlere, så det bidrager vi selvfølgelig med,« siger Peter Bo Jørgensen.

Kampagnen er blevet til i et samarbejde med organisationen MENTOR Initiative og et e-learning-program og går kort fortalt ud på, at sprede viden hurtigere, end virussen spreder sig. Tablets, computere og undervisning er midlerne. De første læger er således sidst i november vendt tilbage til Masanga-området og er begyndt at undervise.

Masanga og de andre samarbejdspartnere søger fonde og er blevet en del af avisen The Daily Telegraph Christmas Appeal, hvor læsere frem til februar kan donere penge til tre udvalgte sundhedsfremmende formål. Masanga-Mentor Ebola Initiative er altså et af dem.

»Vi overvejer også at indgå i den første vaccinationskampagne mod ebola, så vores campus kan bruges til test af vaccinen baseret på antistoffer fra tidligere ebolapatienter. Selv om vi i ikke kan behandle, går vi ind i kampen med oplysning og måske med vaccine. Men der er selvklart langt igen.«

– Så når I vender tilbage, bliver det for at bygge op?

»Ja, netop. Måske ikke så meget i mursten, men i relationer. Mellem sundhedspersonalet og befolkning, og imellem folk i det hele taget. På den måde minder det om genopbygningsarbejdet efter borgerkrigen: Troen på det gode skal genoprettes.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • marlis steendahl
marlis steendahl anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu