Baggrund
Læsetid: 6 min.

7 nye turistmagneter

Oplevelsesøkonomi er fremtiden, så Danmark må skrue op for turistcharmen. Derfor har Folketinget åbnet for tilladelser til at bygge helt ned til vandkanten – med en lov, der griber ind i noget af den sidste vilde natur, vi har. Men hvorfor plastre kysterne til, når der er oplagte alternativer? Information peger på syv oplagte turistmål. Turisterne kommer jo ikke for at soppe i vandkanten, men for at få en bid af den danske folkesjæl
Oplevelsesøkonomi er fremtiden, så Danmark må skrue op for  turistcharmen. Derfor har Folketinget åbnet for tilladelser til at bygge helt ned til vandkanten – med en  lov, der griber ind i noget af den sidste vilde natur, vi har. Men hvorfor plastre kysterne til, når der er oplagte alternativer? Information peger på syv oplagte turistmål. Turisterne kommer jo ikke for at soppe i vandkanten, men for at få en bid af den danske folkesjæl

iBureauet/Mia Mottelson

Moderne Tider
31. januar 2015

Skilsmisserejsen

Lad bare Bahamas og Hawaii være der, de lykkelige tager hen for at blive gift. Men hvad med at lade Danmark være landet, de ulykkelige tager til for at blive skilt? Danmark ligger i Europas top, når det kommer til antallet af skilsmisser. Vi er en slags eksperter i at gå fra hinanden, og hvorfor ikke bruge den ekspertise i turistmæssige sammenhænge. Når et parforhold går dårligt, resulterer det som hovedregel i to drastiske beslutninger. Enten går man fra hinanden, eller også bestiller man et all-inclusive ophold i Grækenland for at genfinde gnisten.

Det sidste er nu ikke længere en mulighed, da landets nye premiereminister, Alexis Tsipras, har erklæret krig mod landets turist-resorts. Det er selvfølgelig synd for de græske strandhoteller, men godt for Danmark, da det kun giver ulykkelige par én mulighed: skilsmisse – noget, der hurtigt og effektivt klares her! For nylig ændrede vi skilsmissereglerne, så man nu kan springe den seks måneder lange separationsperiode over og blive skilt over night med et klik. Vi anbefaler, at denne praksisændring også skal gælde udenlandske turister, der vil skilles i en fart. Skilsmisserejserne skal sælges som pakkeløsninger, der både inkluderer juridisk konsultation, terapi, foredrag med erfaringspersoner, der fortæller om deres perfekte skilsmisse samt paneldebat om, hvorvidt 9/5-deleordningen er bedre end 7/7.

Ytringsfrihedslejren

Engang var det vikingerne og H.C. Andersen, der gjorde Danmark til en eksotisk plet i verden. Nu er det vores håndhævelse af ytringsfriheden. I stil med jernalderlandsbyer og vikingecamps, hvor man kan lave hirsegrød, karte uld og klæde sig i fåreskind, foreslår vi en ytringsfrihedslejr. Ved indgangen skal der stå PET-vagter og uddele T-shirts påtrykt #Je suis Flemming Rose, som skal bæres synligt under hele opholdet. Dagtimerne skal gå med at tegne Muhammed-tegninger og hylde Dan Parks værker, som modigt er udstillet på et alter midt i lejren.

Om aftenen vil der være foredrag med skiftevis Lars Hedegaard, Kurt Westergaard og Mads Brügger. Samme emne hver aften. Som afslutning på ferien underskriver turisterne en erklæring, hvor de lover at ytre sig, hvor de kommer frem.

Det urbane drivhus

Danmark er ikke stort nok til at have en opera. Vi gider ikke bruge nationalscenen, så luk den. Ryd den for inventar og lav den om til drivhus. Set udefra er Danmark en bæredygtig højborg, hvor alle cykler og sorterer deres affald. Den ånd skal man som turist kunne blive en del af, når man besøger København. Operaen skal være verdens største urbane drivhus, og etagerne skal indrettes efter temperatur og luftfugtighed, så der kan dyrkes industrihamp på én etage og tomater på en anden.

På taget skal der være blomsterbede og bistader, og det er også heroppe, der hver sæson holdes urban høstfest. Som turist kan man blive en del af fællesskabet ved at investere i et af drivhusets jordlodder. F.eks. køber familien Johnson fra USA aktier i et chili-lod, som vil blive forsynet med familiens navn og billede. Tilbage i USA, vil the Johnsons modtage nyhedsbreve med informationer om, hvordan chilierne gror, og hvem der ellers køber aktier i bedet. Drivhusets afgrøder sælges hver morgen på auktion, og én gang om året vil en del af overskuddet fra chilisalget tikke ind på aktionærernes konti.

Mord i Vestjylland

Forbrydelsen 1, 2 og 3 blev kæmpe hit i udlandet – særligt i England – hvor Sofie Gråbøl med sin ikoniske svend-erik-kedelig-sweater blev dyrket som heltinde. Alle ville til Danmark, og guidede ture i Forbrydelsens fodspor blev et trækplaster. Den erfaring bør man lytte til, og derfor foreslår vi, at staten bestiller DR til at lave Forbrydelsen 4, der skal foregå i Vestjylland. Vi hylder armslængdeprincippet og vil ikke diktere seriens indhold, men selvfølgelig skal der være mindst ét mord. Nå, ja, og så skal politiet i sin jagt på en koldblodig morder forbi byerne Tarm, Lem og Ulfborg. Når serien er blevet vist på tv og solgt til syv lande, skal der arrangeres guidede ture »i hælene på Forbrydelsen 4«.

Turisterne skal både føres forbi gerningsstedet, politikontoret i Tarm, findestedet ‘Grillhytten’ i Ulfborg, hvor Sarah Lund spiser en hotdog i afsnit tre, kraftvarmeværket i Lem, hvor menneskejagten begynder og udsigten ud over Nissum fjord, hvor Sarah Lund for første gang viser følelser, græder, og er lige ved at give op.

Ny nordisk temapark

’Noma’ er et ord, rigtig mange udlændinge forbinder med Danmark. De færreste har spist på restauranten, men de fleste ved, det er verdens bedste, og at den dyrker en særlig gourmet-stil, som både indeholder myrer og gran. Claus Meyers nordiske projekt er lykkedes i Danmark, hvor havtorn er på alle dessertkort, og surdejen står og bobler i de små hjem. Men der ligger et stort uudnyttet potentiale i at udbrede madkulturen til almindelige mennesker i resten af verden. Derfor skal der bygges en ny nordisk temapark. Denn skal ligge i Sønderjylland mellem marsken og Vadehavet – Danmarks fineste skatkammer, der byder på strandkål, kvan, remmetang, salturt, stillehavsøsters og hesterejer.

Ved check-in får alle gæster udleveret hvedemel, fuldkornshvede og rugmel, så de straks kan starte en surdej op, som skal passes under hele opholdet. Derudover skal programmet byde på østersplukning, partering af marsklam, formaling af ølandshvede, ramsløgsmayopiskningskonkurrence og et kursus i, hvordan man implementerer røg og aske i en travl families hverdagsmad.

Jantelovsshowet

Den amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, mener, at danskerne er elendige til at gøre reklame for sig selv, og det har han helt ret i. Janteloven forbyder, at vi roser os selv, hvad udlændinge synes er dybt mærkeligt og interessant på samme tid. Hvordan bygger man et selvværd op i en kultur, der konstant piller folk ned? spørger de. Svaret kan de få på et jantelovsshow, der kombinerer det klassiske talentshow med trosbekendelsen ’du skal ikke tro, du er noget’. Vi er klar over, at det går ind under nicheturismen, da det kun er udenlandske antropologer, der har lyst til at holde ferie i en kultur uden ros og komplimenter.

Turisterne optræder med det, de er gode til, foran et dommerpanel af Peter Ålbæk, Thomas Blachman og Carsten Jensen. Formentligt vil de overhovedet ikke blive rost – hvilket kan være særligt svært for amerikanere – men den helt store udfordring handler om, hvordan de svarer, når Ålen spørger, om de kan gå hele vejen til finalen? Her handler det om at holde tungen lige i munden og finde et svar, der balancerer lige mellem konkurrencestaten og jantelovsmentaliteten. Lyder du for selvfed, ryger du hjem.

Rewilding Vollsmose

Vi har sendt bisonokser til Bornholm, sat eghjorte ud i Dyrehaven og sluppet bævere løs i Lemvig. Alt sammen for at tilbageerobre noget af den vilde natur, som byudvidelse, motorveje og klimaforandringer har udryddet. Rewilding, som sigter mod at genoprette områder med vild natur, er det nye. En anden trend er sanering af ghettoområder. Hvorfor ikke slå de to ting sammen i den ultimative sanering, hvor hele Vollsmose rives ned og erstattes af træer, buske og græs?

Det vil ikke alene give det lys og luft, som politikerne efterlyser i ghettoerne; det vil også igen gøre Danmark til et land med ulve, vildsvin og kæmpebiller. Efter 10 års fred og ro, så beplantningen kan vokse og dyrene parre sig, kan jagtturismen så skydes i gang. Europas jægere kan ikke lokkes til Danmark for at skyde fasaner og kaniner, og hvad den kedelige, golde danske natur ellers har at byde på nu til dags, men med eksotiske dyr som elge og vildheste kan Fyn blive et nyt jagtmekka. For at understøtte succesen sættes der gang i eksport af brunsvigere, som jagtturisterne vil blive afhængige af som tilbehør til deres morgenbitter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her