Analyse
Læsetid: 2 min.

Billedsprog: Mobiliserende moskébrande

Brandattentaterne på moskéerne har – uanset om man finder frem til motivet ved de enkelte angreb eller ej – først og fremmest en terroriserende funktion, da den skaber frygt i de angrebne muslimske miljøer

Anders Wiklund

Moderne Tider
3. januar 2015

To kvinder står foran en moské i Svartbäcken i Uppsala, der nytårsnat blev udsat for brandattentat, mens slagord som »åk hem« og »islamskit« blev sprayet på muren under angrebet. Imellem jul og nytår blev også moskéer i Eslöv og Eskilstuna angrebet med brandbomber i, hvad der efterhånden ligner en kampagne. Ifølge den antiracistiske forening Expo var der sidste år 13 tilfælde af brandattentater mod moskéer, mens en ny kortlægning fra SST (Nævnet for statslig støtte til trossamfund) viser, at lidt under halvdelen af landets muslimske foreninger har været udsat for trusler og 66 procent for hærværk. Muslimer er ifølge nævnet den religiøse gruppe i landet, som oftest udsættes for hadforbrydelser og diskrimination.

Brandattentaterne på moskéerne har – uanset om man finder frem til motivet ved de enkelte angreb eller ej – først og fremmest en terroriserende funktion, da den skaber frygt i de angrebne muslimske miljøer. I Eskilstuna blev fem personer indlagt med skader efter brandattentat, og i Eslöv var der beboelse i samme bygning som moskéen.

Den anden og måske mere langsigtede effekt handler om mobilisering. Her bliver moskébrandene i højreradikale miljøer og på populære islamkritiske Facebook-grupper forsøgt fremstillet som et billede på et større oprør fra befolkningen mod en snigende islamisering, som den politiske elite nægter at høre på de folkelige protester imod. De enkelte tilfælde af brandstiftelse bliver set som et legalt symptom på et legitimt problem i et samfund med gigantiske konflikter og potentielle sammenstød lurende lige under den pæne overflade, hvis ikke indvandringen stoppes. Det er en fortælling, man sagtens kan dyrke og analysere sig frem til, mens man samtidig tager formelt afstand fra selve angrebene.

Den konkurrerende mobilisering er den, vi ser på billedet. I går var der indkaldt til demonstrationer mod angrebene i Malmø, Stockholm og Göteborg, ligesom der dagene efter mordbrandsforsøget i Eskilstuna og Uppsala blev afholdt demonstrationer foran moskéerne. Her klistrede demonstranterne hjerter og blomster op på muren ved moskéen i et forsøg på at knytte helt alternative billeder til angrebene, samtidig med at man forsøger at reducere angrebene til det, de vel først og fremmest er: brandstiftelse, forsøg på mordbrand og et angreb på religionsfriheden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her