Læsetid: 8 min.

Nu er det børnenes tur

Mens den syriske borgerkrig raser og danskerne atter diskuterer asylpolitik, er nogle tusinde syriske familier begyndt på et nyt liv i Danmark. Hos familien Abdel Hanan Sheko i Middelfart betyder omvæltningen, at forældrene har sagt farvel til de fleste af deres gamle forventninger til livet. Nu gælder det børnene
Nye drømme. I Syrien havde de velbetalte job og universitetsuddannelser. Det liv regner de ikke med at få igen, derfor handler alt om at give børnene mulighed for at realisere deres drømme

Nye drømme. I Syrien havde de velbetalte job og universitetsuddannelser. Det liv regner de ikke med at få igen, derfor handler alt om at give børnene mulighed for at realisere deres drømme

Tor Birk Trads

24. januar 2015

Stuen adskiller sig ved første øjekast ikke åbenlyst fra mange andre stuer, man kan finde i forstadslejlighedskomplekser. To store vinduer med en orkide i vindueskarmen, et spisebord af glas, en hjørnesofa i sort læder, et fjernsyn, lidt kunst på væggen, en computer i hjørnet og et lille firkantet, hvidt sofabord med stearinlys, hvor gæster får serveret kaffe og lidt sødt – dog af den kurdiske slags.

På den ene langside er der en bar stribe i gulvtæppet, som bringer minder frem hos faren i familien, Mustafa Abdel Hanan. Da lejligheden skulle indrettes, ville han lægge et gråt væg-til-væg-tæppe i stuen. Hans danske rakte ikke langt på det tidspunkt, og han var nervøs for, at folk så ham som dum, hvis han bad dem gentage en sætning. Det resulterede i, at han hos tæppehandleren kom til at bestille et tæppe, der var 20 centimeter for kort. I dag er der lappet med en ekstra stribe for at nå helt ind til væggen, men en smal bar streg vidner om misforståelsen.

I Danmark er flygtningedebatten kommet på dagsordenen med de mange asylansøgere, der i de seneste par år er ankommet på flugt fra en syrisk borgerkrig uden afslutning i sigte. Ni millioner syrere er fordrevet fra deres hjem, og flere tusind af dem er de seneste år endt i Danmark. Regeringen har bebudet stramninger og vist villighed til at sende de flygtede syrere tilbage, hvis der opstår »fredelige lommer« i landet. Oppositionen har talt om at spare på danskundervisningen til dem med midlertidig opholdstilladelse, og Dansk Folkeparti ser gerne, at asylansøgerne sendes til lejre uden for Danmark. Mens politikerne diskuterer mulighederne for at forhindre, at de syriske flygtninge bliver boende, er familien Abdel Hanan Sheko blandt dem, der har fået opholdstilladelse og dermed mulighed for at indlede et nyt liv i Danmark. Det er samtidig en endegyldig afsked det liv, de kendte. Information har besøgt dem for at finde ud af, hvordan man går i gang med sådan en ny tilværelse.

Det gik ikke som håbet

Mustafa Abdel Hanan og Fatma Shekho bor i en lejlighed i Middelfart med deres to små døtre Rawanduz og Bijan, der går i henholdsvis 0. klasse og børnehave. Livet i Syrien før krigen med et velbetalt job, en anerkendt universitetsuddannelse og aktiv deltagelse i den offentlige debat, er skiftet ud med sprogkurser og ture frem og tilbage fra det lokale jobcenter. Fatma er i praktik på den lokale friskole, mens Mustafa stadig er ledig og derfor klarer det huslige med rengøring, børnepasning og indkøb. Livet er ikke gået, som han havde forestillet sig – det har han affundet sig med. Nu gælder det døtrene.

»De drømme og forestillinger, jeg havde til tilværelsen, forløste sig ikke. Nu forsøger jeg at ruste mine børn til, at deres drømme åbenbarer sig for dem,« siger han.

Uddannelsen som litterat fra hjemlandet bliver ikke aktuel i Danmark foreløbigt, ved han. Men han vil gerne have et job, og han er åben for det hele. Måske rengøring eller på en fabrik, som han siger, eller kørsel af alderssvækkede og handicappede, hvis sagsbehandlerne på jobcentret siger ja til et bestemt kursus.

»Når Rawunduz taler med sine legekammerater, hvis forældre eksempelvis er ingeniører, fysioterapeuter, lærere eller jurister, kan hun ikke sige, hvad jeg laver. Og jeg vil ikke have, hun skal føle sig anderledes,« siger Mustafa Abdel Hanan.

I weekenden bliver der arrangeret ekskursioner til biblioteket, en naturlegeplads eller McDonald’s, og der skal være hyggeligt derhjemme.

»Det er også derfor, vi har købt en skildpadde. Vi har ikke plads til en kanin,« siger han.

Flugten fra Aleppo

Både Fatmas og Mustafas familie flyttede, før de to mødte hinanden, fra mindre landsbyer til storbyen Aleppo, mens der stadig var fred. Byen tilbød gode jobmuligheder og moderne boliger. Fatma var skolelærer, Mustafa solgte møbler i sin fars butik på trods af en lang universitetsuddannelse i litteraturvidenskab. Det var nu ikke, fordi uddannelsen skulle afføde en lukrativ stilling et sted, det var i højere grad noget, han gjorde for sin egen personlige udviklings skyld.

»Jeg elskede studiet. Elskede at læse og fordybe mig i fantastiske forfatteres tekster,« siger han.

Mustafa forsøgte efterfølgende at skrive og ernære sig som forfatter, men da det mislykkedes, begyndte han at arbejde for sin far, der havde en møbelfabrik og solgte produkterne fra en butik i Aleppo.

»Jeg var en smule skuffet, men jeg var ingen Gabriel García Márquez, og jeg kunne ikke blive med at forsøge mig som forfatter for evigt,« siger han.

Interessen for skriverierne fortsatte dog. Og da det arabiske forår bredte sig til Syrien i 2011 med demonstrationer i Daraa og Homs, deltog Mustafa i den offentlige debat med systemkritiske artikler, der placerede ham i regimets søgelys. Mens kampvognene rullede ind i Assad-kritiske kvarterer, og Bashar al-Assads styrker strammede grebet om befolkningen, flygtede Mustafa og Fatma derfor til Europa med et spædbarn på armen og en treårig i hånden. Flugten foregik med fly fra Istanbul, og familien blev pludselig en del af det, FN kalder for den største humanitære nødsituation i vores tidsalder med over 3,7 mio. registrerede syriske flygtninge uden for landets grænser og op mod seks millioner internt fordrevne, siden krigen brød ud i 2011.

Mustaf, Fatma, Rawanduz og Bijan blev fire af de 2.595 syrere, Danmark i årene 2011 til 2013 har givet opholdstilladelse og flygtningestatus.

Mødet med Danmark

Sandholmlejren tog imod de fire i midten af oktober 2011. 21 dage senere gik turen til Brovst asylcenter, og fem måneder senere, da familiens sag var blevet behandlet, fik de den 1. april 2012 asyl og opholdstilladelse. Den vestfynske by Middelfart blev enden på flugten.

»Lige i midten af Danmark. Ikke langt fra hverken København eller Aarhus,« siger Mustafa og smiler.

Men han bliver mere alvorlig, når han taler om de første seks måneder, der var præget af, at det ofte kun var til sprogundervisning, hans og Fatmas sociale behov blev opfyldt. Ensomheden forstærkede uroen og bekymringerne om familien og vennerne, der stadig opholdt sig i Syrien, mens borgerkrigen for alvor tog fat.

Når de af og til mødte andre lidt tilfældigt og fik chancen for at småsludre, var der så meget, der skulle siges, og så lidt der kom over læberne, fordi danskkundskaberne ikke rakte. Det forstærkede periodens frustration.

»Jeg talte med min nabo, kan jeg huske. Jeg var så glad for at have fået kontakt, men jeg havde svært ved at forstå hende og var bange for, at hun troede, jeg var dum, hvis jeg sagde det højt, så jeg smilede bare og nikkede ’ja’, hvis jeg var i tvivl,« siger han.

Heller ikke børnene havde en let start i Danmark. Den ældste datter nåede at gå i tre forskellige børnehaver, før hun kom hen i den, der skulle blive den permanente. Hver gang forstod hun ikke, hvorfor hun nu ikke kunne blive i de kendte rammer og igen skulle have nye legekammerater, erindrer Mustafa.

»Men hvad skulle jeg sige? ’Vi skal til noget bedre’.«

Dansk og have

I dag er situationen noget anderledes. Sprogkundskaberne er bedre, familien har fundet en dansk børnefamilie, de er blevet gode venner med, og Fatma er på vej ind på arbejdsmarkedet.

Rawanduz og Bijan taler klingende dansk med let fynsk accent, mens forældrene nogle gange bytter om på vokalerne eller har tryk på bløde konsonanter. Da jeg spørger, om de stadig oplever det som begrænsende i deres hverdag, svarer Mustafa:

»Rawanduz kan godt finde på at hive mig lidt i ærmet og blive flov, hvis jeg siger noget til et forældremøde, der ikke er udtalt korrekt. Så jeg prøver at holde mig lidt tilbage for ikke at gøre hende forlegen.«

Men generelt er familien et sted, hvor de er dybt taknemmelige over at være kommet til Danmark og have modtaget den støtte, de har. Jobbet skal nok komme, siger Mustafa, og når familien i Syrien spørger til hans hverdag med børnepasning, rengøring og oprydning, mens Fatma er ude at arbejde, siger han lidt kækt:

»På en måde er vi vel lidt moderne?«

Når han får et job, drømmer familien om at flytte fra lejligheden og i stedet leje et lille rækkehus. Ikke fordi, der mangler plads, men fordi de forestiller sig en have, hvor de kan plante grøntsager, og døtrene kan lege udendørs.

»Så kan det være, vi får plads til en kanin,« siger Rawanduz, der fortæller, at hun også er i gang med at spare op i sin egen sparebøsse.

Lektielæsning og godnathistorier

Mens vi taler, rejser Mustafa sig for at tjekke Facebook. En ung mand er blevet dræbt i hans fødeby. Hans 76-årige forældre, der stadig bor i Aleppo, fortæller ham, at de er tvunget til at have »samtlige stykker tøj i garderoben på« for at holde varmen i de stride minusgrader, byen oplever i øjeblikket. Også vandforsyningen er der problemer med. De har akkurat nok vand til at drikke og må derfor undvære at bade i op mod to uger.

Mens Mustafa sidder med rynket pande ved computeren, læser Fatma lektier med den ældste datter, Rawanduz. Børnene skal klare sig godt i skolen fra starten, så de kan få sig en uddannelse senere. Den yngste, Bijan, har klædt sig ud som prinsesse i en stor fluffy, lyserød kjole. I det ene øjeblik er hun optaget af storesøsterens matematik og det andet af Thomas Tog på DR Ramasjang.

Snart efter er det sengetid.

»Jeg vil ikke i seng,« udbryder Rawanduz. »Men det er vigtigt for børn at få sovet ordentligt,« svarer Fatma. »Nej, det er vigtigt for børn at få en god fødselsdag. Særligt dem, der hedder Rawanduz, og som har fødselsdag på mandag,« siger hun grinende.

Men i seng skal de. Mustafas lokken med en godnathistorie lader til at virke, og snart ligger pigerne i nattøj og lytter intenst til farens historie. Billedbogen om hamsteren hr. Muffin er på dansk, men Mustafa fortæller den med store armbevægelser.

»Det er Fatma, der læser lektier med dem, men jeg prøver at stimulere dem på andre måder. De skal have en god uddannelse med en normal dansk opvækst og et liv her i Danmark,« siger Mustafa.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • Henrik Christensen
  • Philip B. Johnsen
  • Peter Hansen
Pia Qu, Henrik Christensen, Philip B. Johnsen og Peter Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Det et resursestærke mennesker, der skal i arbejde og få nogle venner, der ikke er traumatiserede af krig, så børnene kan få en normal dansk opvækst, der ruster børnene til et normalt liv og en god uddanelse.

Tak til Information for at sætte ansigt på nogle af de syriske flygtninge der kommer til landet....

Man kan bare se og høre på hende at hun bliver en gevinst for landet.

Misforstå mig ikke, men havde hun været med slør og dermed været konservativ religiøs, så er det helt anderledes op at bakke at skabe integration. Af og til kan man være så flabet at ønske sig lidt diskriminering så dem der bare åbenlyst kommer til at indgå i landet kommer nemt ind og at det bliver uendeligt sværere for dem der forlanger at lave med de gamle religiøse konservative dyder, som bare ikke passer med det samfund vi har. Det ville være bedst for alle parter.