Lene, 60+
Til en 70 års fødselsdag for nylig spurgte min bordherre mig om, hvad bryster betyder for kvinder. Jeg kunne kun sige, hvad de betyder for mig, ikke hvad de betyder for kvinder som sådan.
Baggrunden var, hans kone var blevet ramt af brystkræft. På hospitalet havde hun så spontant udbrudt, at de kunne fjerne brysterne, hvortil sygeplejersken havde sagt, at at de skulle forsøge en brystbevarende operation, idet »bryster betyder meget for kvinder«.
Kan Brevkassen besvare spørgsmålet: Hvad betyder bryster for kvinder?
Jeg blev vred over sygeplejerskens udsagn. Min bordherre syntes, at det var fantastisk, han har efterfølgende takket hospitalet. Jeg har ikke talt med hans kone om, hvad hun syntes, men vil gerne høre Brevkassens mening i håb om begavede inspirerende svar i stedet for mine egne lettere sure opstød.
Svar I:
Brystet er på en måde det første, vi alle mister. Vi mister en del af os selv, som viser sig at være vor mors – vort allerførste kærlighedsobjekt. Alt andet, vi senere sutter på – mad, cigaretter, alkohol eller, hvad vi nu sutter på og bider i også i kærlighedsakten – har at gøre med det bryst, vi måtte slippe for at gå ud verden og gerne vil vende tilbage til
Så hvad ’betyder’ det så selv, at have et par af slagsen, og kan man bare skære dem af uden at miste sin identitet? Sin seksuelle identitet? At være kvinde?
Jeg kan faktisk ikke helt forstå, at du blev vred, men formoder, det er fordi du tænker, at det er vigtigere bare at leve. Så pyt med de bryster. Det er jeg sådan set enig i, og det ville vel også altid være min prioritet. Men at det overhovedet ikke skulle være vigtigt, synes jeg så også er mærkeligt, det er trods alt at skære en del af sin seksualitet væk Jeg har i den grad haft fornøjelse af mine to mellemstore atributter – og givet forhøjelse til mere end et medmenneske med dem. Så hvis jeg kan få både livet og brysterne, vil jeg sandelig gerne have begge dele.
Tine Byrckel
Svar II:
Jeg er enig i, at din reaktion på udsagnet fra sygeplejersken er lidt af et surt opstød. Før i tiden tog man sjældnere de nævnte hensyn til patientens selvfølelse og udseende, men skar uden så megen snak. Det er heldigvis forandret.
Mand som kvinde vil vel gerne have så meget af sig selv intakt, til døden skiller én ad. En præst, kvindelig i øvrigt, blev for nogle år siden ilde tilredt ved en højresvingsulykke, mistede et ben og en arm. Er jeg så stadig mig. spurgte hun lettere galgenhumoristisk – taknemmelig over at være i live som den, hun næsten stadig var, men altså også kun næsten. En fjerdedel af kroppen var jo væk. Sjæl og legeme er ikke sådan at partere.
De sekundære kønskarakterer former identiteten. I betragtning af alle tiders fiksering på den kvindelige barm, et emne der i kunsten, den gode og mindre gode, altid har vakt interesse, utallige gange jubel, synes sygeplejerskens konstatering relevant. Barmfagerheden stilles trods alt til skue af kvinden selv i kulturer, der ser vellystigt afslappet på de dele og på, at hunkønnet biologisk søger at tiltrække passende partner. Med hvad der er at byde på.
Georg Metz
