Læserbrev
Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Hvor meget skal man skåne børn for? – I

Min datter er seks år og går i 0. klasse, dybt interesseret i planeter, superhelte og »hvorfor mennesker findes«
Moderne Tider
17. januar 2015

Og lige om lidt går det op for hende, at hun er blevet født ind i en verden med terrorangreb på uskyldige, krig og flygtningekatastrofer lige rundt om hjørnet, og eskalerende klimaforandringer, som jeg og min generation og vores forgængere ikke har kunnet tage os sammen til at gøre noget ved

I denne uge har jeg forsøgt at skjule angrebet på Charlie Hebdo for hende, selv om jeg selv næsten ikke har tænkt på andet. Er det den rette strategi, eller skal jeg gå igang med at berede hende på verdens realiteter – og i så fald hvordan?

– Bekymret mor, København

Svar I:

Min dreng på otte år er skrækslagen over udsigten til, at Jorden går under på grund af klimaforandringerne. Han har gået på en skole med fokus på klima, men jeg anede ikke, at det gik ham så meget på, før han pludselig på en rolig gåtur til kiosken spurgte mig, hvor mange år der egentligt går, før vi alle sammen dør. Efter at have sundet mig lidt fik jeg fremstammet noget med, at det nok ikke er os, der vil dø som følge af klimaforandringer, og at vi nok skal finde en løsning på det hele. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad jeg havde fundet på af vrøvl, hvis han havde spurgt til terrorisme.

Pointen er, at din datter selv opdager de barske realiteter før eller siden, og det er dig, der skal være beredt på, hvad du så siger, når hun kommer og forlanger svar på, om der virkeligt findes ting i verden, som de voksne ikke kan kontrollere. Det er et pisseutrygt faktum – også for dig, lyder det til – og så er det din opgave som forælder at genskabe en ny form for tryghed, hvor du ikke lyver – for det vil hun gennemskue – men hvor hun heller ikke føler, at hele verden er ved at falde sammen omkring hende i ukontrollabelt kaos. Held og lykke. Du kan med fordel gemme Information, hvor hun ikke kan nå den.

Emil Rottbøll

Svar II:

Mon ikke dit spørgsmål mest handler om din egen bekymring? Jeg tror, vi tit har det med at overføre voksenfrygt til børn, selv om børn ikke nødvendigvis bliver skræmt af de samme storpolitiske begivenheder, som skræmmer voksne. Da jeg gik i børnehaveklasse, tegnede jeg for eksempel nogle (muligvis terapeutiske) tegninger af små mennesker, der lå i nogle sandklitter og skød på hinanden med geværer. Tegningen forestillede krigen mellem Iran og Irak, som dengang fyldte meget i medierne. Jeg syntes bare, det var underligt, at to lande kunne være i krig mod hinanden, når deres navne mindede så meget om hinanden. Så det var altså ikke noget, der holdt mig vågen om natten.

Hvad der derimod kunne holde mig vågen, var skeletter, som for mig var det mest gruopvækkende i hele verden. Alene tanken om, at jeg selv havde et kranium inde under huden, var uudholdelig. Og i dag har jeg svært ved at se, hvordan mine forældre skulle kunne beskytte mig mod mit eget skelet. Irrationel frygt er nok bare en fæl side af barndommen, uanset hvad voksne stiller op. Så længe du er der til at trøste, så går det nok.

– Anna Ullman

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"I denne uge har jeg forsøgt at skjule angrebet på Charlie Hebdo for hende, selv om jeg selv næsten ikke har tænkt på andet. Er det den rette strategi, eller skal jeg gå igang med at berede hende på verdens realiteter – og i så fald hvordan?"

Lad dit barn sammen med dig opdage de realiteter, I måtte støde på. I tilfældet Charlie Hebdo kunne det være at du og dit barn sammen kunne udforske ikke blot de historiske forhold af social, religiøs, økonomisk og politisk art som måtte have kunne ført til episoden - det kan godt gøres, børn kan godt lide historie(r) og overvejelser, vinklinger, paradokser ... hvis de formidles på en jordnær og samlende måde. Eller udforskes på en nysgerrig, undrende og nærværende facon. Så gå bare i gang, hvis dit barn altså vil. Men husk at spørge først.

Hvis dit barn siger nej til at rode med Charlie og Kompagni-historien, kan du jo bare i al almindelighed være jævnt opmærksom på dit barns tilstand - og forlade dig på at en åben og ligeværdig relation mellem du og dit barn vil afstedkomme at dit barn autonomt udtrykker sin evt. undren/uro - eller at du opdager hvis noget sådant er på færde. Derfra er det jo bare at tale med dit barn, spørge og undre dig. Lytte.

... udforske ikke blot begivenhederne i Paris, men også de historiske forhold af ...

randi christiansen

Hvad havde du egl regnet med? At din datter ville være et upmærksomt lille kræ fortabt i sin egen fantasiverden? Det er din opgave at være hendes trygge havn i en vild verden, til hun selv er sødygtig. Når man er vaks nok til at stille den slags spørgsmål, fortjener man et ærligt svar.