Læsetid: 9 min.

Etnisk konflikt er noget, man lærer i skolen

20 år efter krigen i Bosnien er mistilliden mellem landets etniske grupper så stor, at skolebørn adskilles efter etnicitet. Også selvom landets højesteret for nylig har konkluderet, at det er ulovlig. Det skyldes, at politikerne har en interesse i at spænde ben for forsoningen, siger eksperter
Hver for sig. Før krigen levede og interagerede byens etniske og religiøse befolkningsgrupper med hinanden; i dag er  de adskilt i forskellige områder, skoler, klubber etc.

Amel Emric

17. januar 2015

Ville I invitere en kroat med til fest?« spørger engelsklærer Branka Barac, mens hun med faste skridt går rundt blandt eleverne i et klasseværelse på Mostar Gamle Gymnasium i Bosnien-Hercegovina.

Temaet for dagens engelsktime er at blive holdt udenfor.

»Nej,« lyder det efter et par sekunders tavshed fra en dreng på bagerste række.

Hans klassekammerater nikker. Hans bosniakiske klassekammerater, vel at mærke. For selv om de måske gerne vil invitere en jævnaldrende kroat med til fest, kan de ikke gå i skole sammen.

På gymnasiet er undervisningen nemlig opdelt efter etnicitet. Eleverne har hver deres lærerstab, alt efter om de er kroater eller bosniakker.

De bliver undervist i hver deres version af historien, og religions- og litteraturundervisning er baseret på religiøse og etniske tilhørsforhold. Men også basketball, fysikforsøg og engelske remser foregår hver for sig, som det er tilfældet denne formiddag, hvor jævnaldrende kroatiske elever har engelsk i et andet lokale.

Der findes ca. 50 såkaldte ’to skoler under ét tag’ i Bosnien-Hercegovina. Et skolesystem, som er symptom på, at forsoningen udeblev, da man lagde våbnene i 1995. Familier, der vendte tilbage efter at være blevet fordrevet, ønskede ikke at sende deres børn i skoler, der var styret af en anden etnisk gruppe.

Systemet er i dag med til at videreføre splittelsen mellem de etniske grupper til nye generationer og spænde ben for forsoningsprocessen, mener Tine Brøndum, p.hd.-studerende på Institut for Kulturvidenskaber på SDU.

»Hvis man opererer med tre forskellige uddannelsessystemer med helt forskellige tilgange til bl.a. historien, så er det svært at blive forsonet. Der er blevet etableret en etnisk opdeling, hvor man mange steder i landet sagtens kan leve sin dagligdag uden at møde nogen fra de andre etniske grupper. Det gør sammenhængskraften meget skrøbelig,« siger hun.

’Vi er opdraget sådan’

Floden Neretvas grønlige vand deler Mostar i to. Står man på en af byens broer og kigger mod øst, strækker tårnene fra en række moskeer sig op over bydelens tage. Kigger man mod vest, troner et bjerg med et stort hvidt kors på toppen bag bydelens huse. De muslimske bosniakker bor i øst, mens kroater, som primært er katolikker, bor i vest.

Mostar har – på trods af under 100.000 indbyggere – to universiteter, to handelsskoler og en buscentral i hver bydel – alt i en kroatisk og bosnisk udgave. Og på gaden kan du støde på folk, som aldrig har krydset floden.

Selv om eleverne på Mostar Gamle Gymnasium er opdelt efter etnicitet, er gymnasiet kendt for at være et af de mere progressive gymnasier i det etnisk splittede område.

»At vi kaldes progressive er en skændsel. Det siger en hel del om, hvor galt det står til andre steder,« siger engelsklærer Branka Barac med henvisning til, at byens tre andre gymnasier kun er for enten kroater eller bosniakker.

En times bjergkørsel fra Mostar, tættere på den kroatiske grænse, finder man i den lille by Stolac et af de gymnasier, hvor de bosniakkiske og kroatiske elever ikke engang har mulighed for støde på hinanden i pauserne. Kroater undervises nemlig om formiddagen og bosniakker om eftermiddagen.

I folkeskolen, som holder til i samme bygning, har bosniakkiske og kroatiske elever hver deres indgang, og andre skoler er adskilt ved at give de etniske grupper hver sin etage.

Foran skolen i Stolac, hvor bosniske og kroatiske flag kæmper om at dominere lygtepælene, går to piger i farverigt træningstøj arm i arm. De har lige fået fri fra den kroatiske undervisning.

»Jeg føler, jeg har mere til fælles med andre kroater, end jeg har med muslimer. Vi er opdraget sådan,« siger Anica på 16 år.

»Vores forældre vil ikke have noget imod, at vi har venner, som er muslimer. Men ikke mere end det,« når Anamarija akkurat at tilføje, før begge piger bukker fnisende sammen og forsvinder fra skolens område, som snart indtages af bosniakkiske elever.

Adskillelsens tavse støtter

I Stolac skal man allerede vælge, hvilken etnicitet ens barn skal registreres under, når det starter i børnehave.

»Jeg vil ikke have, at min datter skal gå i den muslimske børnehave. Hun må gerne høre om Allah, men jeg vil ikke have, at nogen fortæller hende, at det er den eneste måde at se på verden. Og den kroatiske børnehave vil ikke tage imod hende,« siger Belma Setor, som er af muslimsk baggrund, selv om hun, som hun siger, ikke bryder sig om at definere sig selv på den måde.

Spørger man de folk, man møder, når man bevæger sig rundt i Stolacs stejle gader, lyder det igen og igen: »Drop det adskilte system,« og: »Det er politikerne, ikke os, der ønsker det.«

Og selv blandt den ældre generation, som indhyllet i cigaretrøg sidder fordybet i samtale over stærk bosnisk kaffe på byens cafeer, er det den holdning, man møder.

Når kroatiske, bosniakkiske og serbiske skolebørn alligevel myldrer ind i hver deres klasselokaler hver eneste dag, skyldes det, at der også er en gruppe, som kæmper for systemets overlevelse.

»De er her, men I finder ikke nogen her i byen, som vil indrømme, at de støtter det adskilte skolesystem,« siger 22-årige Besir Isakovic.

Ulovlig praksis

Og noget kan tyde på, at han har ret. Hverken den kroatiske eller den bosniakkiske forstander på skolen i Stolac vil tale. På trods af adskillige henvendelser ønsker den lokale undervisningsminister i Mostar, Zlatko Hadziomerovic, heller ikke at udtale sig.

Tavsheden skyldes ifølge Marija Arnautovic, journalist på Radio Slobodna Evropa, at emnet er blevet tabubelagt, efter en NGO i november fik højesterets ord for, at segregationen er i strid med landets forfatning.

»Det er blevet politisk ukorrekt at gå ind for segregeret undervisning. Ingen vil indrømme det offentligt,« siger hun.

Selv om forfatningen også sikrer minoriteter retten til at have religion, historie og litteratur på deres eget modersmål, er det altså i strid med den selvsamme forfatning at bruge den rettighed som argumentation for at adskille eleverne efter etnicitet i alle fag.

Alligevel fortsætter segregationen, og det tyder ikke på, at den vil stoppe foreløbigt. Det skyldes bl.a., at politikerne har en økonomisk interesse i at opretholde systemet, fortæller Marija Arnautovic:

»Politikere vil ikke gøre noget ved problemet, for det er en god forretning for dem. Skolerne har to ledere og dobbelt lærerstab. Så hvis systemet blev forandret, ville halvdelen af dem miste deres job,« siger hun.

Og politikerne kan tilsyneladende slippe af sted med at ignorere dommen. Det skyldes ifølge Aleksandra Krstovic, national uddannelsesrådgiver hos OSCE i Bosnien-Hercegovina, at retssystemet ikke fungerer.

»Der er blevet truffet gode beslutninger, og de relevante love eksisterer allerede, men de bliver ikke implementeret. I flere tilfælde har uddannelsesmyndighederne ingen respekt for loven. Det er desværre et faktum, og det er et stort problem,« siger Aleksandra Krstovic.

Sproget misbruges politisk

Et argument, som fortalerne for det segregerede skolesystem ofte fremfører, er sproglige forskelle. Men det er ifølge Selma Bukovica Gundersen, som skriver p.hd. på KU om historieundervisningen i Bosnien-Hercegovina, politisk misbrug af sproget. Hun påpeger, at forskellen mellem kroatisk og bosnisk svarer til forskellen mellem københavnsk og sønderjysk.

»Det er en kunstig opdeling. Lingvistisk er det det samme sprog, som vi alle sammen talte førhen,« siger hun med henvisning til sin egen skoletid i det daværende Jugoslavien, hvor eleverne blev undervist sammen på serbokroatisk, og den politiske loyalitet over for det kommunistiske fællesskab nedtonede etniske og religiøse forskelle i klasselokalerne.

I historieundervisningen præsenteres eleverne for meget forskellige fortolkninger af, hvem der startede krigen, hvem der er krigshelte, og hvem der er krigsforbrydere, alt efter om de følger det bosniakkiske, det serbiske eller det kroatiske pensum.

Og Bosnien er ikke det eneste sted på Balkan, hvor historieundervisningen bliver brugt som våben. I Serbien har myndighederne, som Information tidligere har skrevet, to gange inden for de seneste 20 år ændret indholdet i skolernes historiebøger i en mere nationalistisk retning.

I Bosnien er de etniske gruppers opfattelse af krigen så forskellige, at det internationale samfund i år 2000 anbefalede helt at opgive at undervise i perioden, fordi man vurderede, at de hadske fortolkninger var farlige for landets fremtid.

»Det er et problem, hvis skolen ignorerer perioden. Skolen burde jo have en særlig evne til at samle befolkningen. Hvis børnene kun hører om krigen fra familie og medier, får de kun én side af historien,« siger Selma Bukovic Gundersen.

Regional magt over skolesystemet

Floden Neretva bugter sig hele vejen fra Mostar til hovedstaden Sarajevo. Undervejs skifter den navn og farve fra grøn til mudret brun. Fra sit kontor i det centrale undervisningsministerium kan undervisningsminister Damir Masic kigge ned på floden.

Derfra har han sendt mange appeller til landets 10 regionale undervisningsministre, som har den reelle magt over skolesystemet, om at stoppe segregationen. Men i det centrale undervisningsministerium har man ikke tiltro til, at de vil lytte. Derfor argumenterer man for en forfatningsændring, som giver det centrale ministerium mere magt.

»Nogle ting, såsom uddannelse, bliver bare nødt til at udspringe af en national strategi. Denne ekstremt rigide form for diskrimination er et meget dårligt signal at sende fra hjertet af Europa i det 21. århundrede,« siger Aldin Medjedovic, som er talsmand for undervisningsminister Masic.

De mange undervisningsministre har rødder i Washington- og Dayton-aftalerne fra 1994 og 1995. Princippet var, at delingen af landet i regionale enheder blev baseret på etnicitet.

»På godt og ondt gjorde Dayton-aftalen den voldelige konflikt til en politisk konflikt. Konflikten er i dag den samme, som den var under krigen, nemlig mellem etniske grupperinger. Hvor den før blev kæmpet med våben, kæmpes den nu politisk,« siger Annemarie Peen Rodt, lektor på Institut for Samfund og Globalisering på RUC.

Politikerne puster til konflikten

Hvis man vil skabe en fælles national identitet, skal man ifølge hende gøre op med den fastlåste institutionelle situation.

»Det er helt afgørende at få en ny forfatning. Det politiske system, hvor magten bliver delt mellem de etniske grupper, er på sin vis forståeligt, fordi det beskytter de tre grupper, men det er også skidt, fordi ens politiske identitet bliver knyttet til ens etnicitet, og så er det svært at blive forsonet,« siger Annemarie Peen Rodt, som samtidig påpeger, at processen med at omskrive forfatningen har været i gang i ti år uden et egentligt resultat.

Hos OSCE i Sarajevo håber man, at de politikere, der blev valgt ved parlamentsvalget i oktober sidste år, vil gøre op med de segregerede skoler. Men Christian Axboe Nielsen, lektor i Østeuropastudier på Aarhus Universitet, ser ingen udsigt til forandring.

»Hvis nogen sagde til mig: Bare vent, i 2015 kommer der til at ske noget banebrydende på uddannelsesområdet eller på et hvilket som helst område i Bosnien, ville jeg stille mig ret skeptisk over for det. Det politiske system er nærmest verdensmester i at være en kødhakker for reformiver,« siger han.

Ifølge ham har politikerne intet incitament til at gøre op med det etnisk segregerede skolesystem.

»Politikerne ved godt, at det kunne gøre deres politiske stillinger mere skrøbelige, hvis bosniakker og kroater lige pludselig fandt ud af, at det faktisk er fint at gå i skole med hinanden. Så kunne man nemlig forestille sig, at de også fandt ud af, at det var fint at stemme på hinandens partier,« siger han.

At politikerne har en interesse i at opretholde det segregerede skolesystem, bekræfter menneskerettighedsadvokat Aleksandra Ivankovic-Tamamovic, som oplever, at de sågar forsøger at forstærke splittelsen mellem befolkningsgrupperne.

»De, der er for de opdelte skoler, siger til forældrene: ’På en multietnisk skole kommer dine børn til at miste deres sprog, kultur og identitet.’ Man bruger børn til at nå politiske mål,« siger hun.

På Mostar Gamle Gymnasium er 15-årige Petra Peric ved at pakke sine engelskbøger sammen. Hun mener ikke, at undervisningen skal være fælles.

»Det er ikke kun på grund af sprog. Der er noget andet, der gør det svært,« siger hun og leder efter ord, der kan forklare det ’andet’.

»Man forstår det ikke, hvis man ikke er herfra,« siger hun så og svinger sin firkantede skoletaske op på den ene skulder.

modernetider@infomration.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jeppe Petersen
Jeppe Petersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu