Læsetid: 16 min.

Da fighterne mødte punkerne

I Ungdomshuset i Københavns nordvestkvarter vil det hvide aktivistmiljø gerne tiltrække de mange lokale unge med indvandrer- baggrund, som ikke rigtig kender huset. Derfor var man ganske begejstret, da thaibokseklubben CMT foreslog at holde stævne i Ungdomshuset
Den unge thaibokser Abokov Ahmed venter på, at hans kamp skal starte

Den unge thaibokser Abokov Ahmed venter på, at hans kamp skal starte

Lars Just

3. januar 2015

I et af Ungdomshusets backstagelokaler, der er blevet nødtørftigt ryddet for tomme ølflasker og fyldte askebægre, sidder 16-årige Abokov Ahmed og et par andre fightere fra thaibokseklubben CMT i en slidt sofa og venter på, at det bliver deres tur til at kæmpe. Fra Ungdomshusets tætpakkede sal kan han høre publikum råbe, skrige og heppe på den kamp, der lige nu finder sted i den store boksering. I går havde Abokov Ahmed lidt svært ved at falde i søvn.

»Jeg lå og var vågen og tænkte, at det bliver fedt i dag,« siger han.

De seneste måneder har Abokov Ahmed, der har somalisk baggrund, trænet hårdt og næsten dagligt i klubben CMT, som er forkortelse for Copenhagen Muay Thai. I de sidste dage op til stævnet har Abokov Ahmed dog ladet kroppen få hvile og har i stedet slappet af og set film med sine venner i ressourcecentret på Tagensvej.

Ved det røde hjørne i ringen i den stopfyldte sal er CMT’s stifter og leder, Mohammed ’Mo’ Samhi indpisker, når klubbens fightere er i ringen. Han er klædt i en af de mørkeblå hættetrøjer, som er produceret specielt til stævnet. På brystet er den kendte ungdomshusparole fra rydningen af Jagtvej 69 i 2007 »Intet glemt, intet tilgivet«, trykt sammen med CMT’s logo. Ideen til stævnet Christmas Blood – Fight Racism opstod i bokseklubben, og i aften forløses flere ugers forberedelse, når børn, mænd og kvinder fra klubber i Danmark, Sverige og Tyskland skal kæmpe i alt 14 kampe.

Ungdomshuset er et »lidt mærkeligt sted,« siger Abokov Ahmed og kigger rundt:

»Jeg har aldrig været her før. Det er spændende. Her er helt mørkt og graffiti over det hele.«

I formiddags blev den langlemmede teenager vejet hos CMT, inden han tog hjem og spiste kylling og pasta hos sine forældre og fem søskende i Mjølnerparken, hvor han har boet hele sit liv. Hans modstander i aftenens kamp, den 18-årige Ali Krimi fra Horsens Muay Thai, brugte eftermiddagens ventetid på sammen med sit hold at besøge indkøbscentret Fisketorvet. Også han sidder og venter i et andet lokale i Ungdomshuset. Om få minutter skal de mødes foran et publikum bestående af en blanding af lokale aktivister og en del af kvarterets mange unge med indvandrerbaggrund, der ligesom Abokov Ahmed aldrig før har sat deres ben i Ungdomshuset.

’No Homo’

Tidligere på dagen er et par aktivister med tømmermænd i gang med at gøre baren klar i Ungdomshusets café, Dødsmaskinen, mens CMTs folk har travlt med at opstille rækker af brune plasticstole i sirlige rækker rundt om bokseringen, der fylder godt op i den store sal. I Ungdomshusets køkken hører unge med mørkt tøj og tatoveringer punk, mens de laver salater og steger tofu til den veganske aktivistbuffet. Nede i salen har CMT-folkene hentet et dusin pizzaer med shawarma, hakket oksekød og tun. En af drengene ved pizzaerne joker om en af sine gode venner.

»Men altså, det er no homo,« siger han med et grin til de andre, da Mohammed Samhi tilfældigvis kommer forbi og overhører snakken.

»Det der homosnak skal du bare pakke sammen lige med det samme. Er du ikke klar over, hvad der står på plakaten?« siger Mohammed Samhi.

Han finder en flyer fra arrangementet og begynder at læse op af Ungdomshusets fem grundregler, der altid står i deres tryksager.

»Ingen sexisme, ingen racisme, ingen homofobi eller heterosexisme, ingen vold og ingen hårde stoffer,« opremser han for den unge mand.

Ungdomshuset har sine principper, og derfor har man også diskuteret stævnet på de foregående møder, forklarer Alex. Han er 24 år og har været aktivist i huset i seks år.

»Der har været nogle betænkeligheder omkring hvilke sange, man må spille til stævnet. Herude har vi besluttet, at man ikke må spille musik, hvor der bliver sagt bitch, og det tror jeg måske ikke altid, CMT går så meget op i. Det har været lidt specielt at skulle forklare, at vi gerne ville have en lige kønsfordeling i fights, at maden i køkkenet skal være vegansk, og at der ikke må spilles sange, hvis der bliver sagt det og det. De undrer sig over, hvordan det kan være så vigtigt for os, men de har accepteret det,« siger Alex, der, som det er kutyme i Ungdomshuset, kun vil stå frem med fornavn og i øvrigt udtaler sig som privatperson. Udover at CMT har skullet indordne sig under Ungdomshusets regler, har de to miljøer også haft forskellige måder at arbejde på.

»Det har været lidt af et kultur-clash. Jeg kan rigtig godt lide planlægning, excel-ark og aftaler og den slags. Så det har været ret kaotisk, for Mo og hans folk er typer, der bare lige gør ting. De får en idé, og så skal den udføres med det samme,« siger Alex.

Selvom der kun er kort tid til showstart, har han ikke travlt, for CMT´s folk har ordnet det meste.

»Aftenens arrangement er det mest anderledes, jeg nogensinde har været med til at afholde i Ungdomshuset. CMT er mennesker, der brænder for et projekt, og lægger alt deres energi i det, ligesom vi gør med punk. Forskellen er, at der ikke er nogen alkohol indblandet overhovedet, og at det er en mere sund kultur,« siger Alex.

»Det er ikke ligesom rockmusik, hvor man smadrer igennem hele natten. Det, de laver, handler om at perfektionere sig selv, og gøre sig stærke og møde en fjende. Det ville du aldrig nogensinde gøre til en punkkoncert, der handler det om at have det sjovt. Her er det en sport, hvor der er nogen, der taber, og nogen, der vinder.«

Ballademagere

CMT ligger i et tidligere bilværksted på Ragnhildgade blandt en række graffitimalede bygninger ved siden af kulturhuset Bolsjefabrikken og rockspillestedet Mayhem. Tre dage tidligere er der i bokseklubbens baglokale en konstant trafik af trænere, frivillige, medlemmer, børn og venner af klubben. Mange vil tale med Mohammed Samhi, der sidder med en konstant ringende mobiltelefon og planlægger de sidste detaljer inden stævnet.

Siden han som 16-årig kom fra Marokko til Danmark med sin far, der var gæstearbejder, gik en del af hans ungdom med at være i konflikt med samfundet. På et tidspunkt ændrede han livsstil og begyndte at arbejde som socialpædagog med unge fra nogle af de miljøer, han selv var en del af. Et af de værktøjer, han brugte i sit arbejde, var thaiboksning, og Mohammed Samhi etablerede CMT i de nedslidte kommunale bygninger, hvor både børn, voksne og unge som Abokov Ahmed nu træner thaiboksning.

I klubbens tekøkken bliver en tandbeskytter først nedsænket i kogende vand, og derefter puttet i munden på Mohammed Samhis syvårige datter Sabrine, der bider hårdt sammen om det bløde og varme gummi, der former sig efter hendes tandsæt. Hun skal bruge tandbeskytteren ved lørdagens stævne, hvor hun skal i ringen og kæmpe mod sin lillebror. Mohammed Samhis fire børn har deres daglige gang i klubben, hvor de træner, leger og hjælper til. Sidste år vandt hans ældste datter sølvmedalje ved EM i thaiboksning i Tyrkiet.

»Thaiboksning har været en lang rejse for mig. I starten var det rent arbejde og en god måde at lade unge komme ud med deres aggressioner. Men lige pludselig begynder mine børn at blive født, og de vokser op i den her klub, og pludselig kender de alt til thaiboksning,« siger Mohammed Samhi.

»Det er det samme, der skete for min far. Han kom til landet for at tjene en masse penge og smutte tilbage til Marokko. Men han havde ikke regnet med konsekvenserne af, at hans børn blev født i Danmark og blev danskere.«

»Mine forældre vender aldrig tilbage til Marokko, de kommer til at kradse af i det her land, for deres børn er her. Og jeg kommer aldrig tilbage til et almindeligt liv uden thaiboksning, for alle mine børn er blevet thaiboksere,« siger Mohammed Samhi.

I klubbens store sal træner Abokov Ahmed først med ungdomsholdet og så med voksenholdet, som han op til stævnet har fået lov at være med på. Fighterne løber rundt i cirkler i den store sal, inden de teamer op i par og skiftes til at holde de pads, som den anden slår og sparker på.

»Abokov er en meget tavs person og meget ydmyg. Han siger ikke så meget, men han er en kriger,« siger Mohammed Samhi.

Han husker, da drengen for to år siden første gang kom i klubben med et par venner.

»Han var en del af en gruppe, som lavede lidt for meget ballade, og de røg ind og ud af karantæne. Man kan ikke sige ’slem’ om børn, men de var uartige og lavede drengestreger. Og så måtte jeg give dem karantæne,« siger Mohammed Samhi.

Efter et stykke tid begyndte Abokov Ahmed at dukke op i klubben alene.

»Da han kom tilbage igen, tog jeg imod ham, og han blev en del af os. Nu er det ikke længere ham, der ser op til ballademagerne, men dem, der ser op til ham. De har mega respekt for ham, fordi han er seriøs i sin træning,« siger Mohammed Samhi.

Disciplin og respekt

En mand i tyverne, der ikke vil have sit navn i avisen, lukker en dør, så de yngre medlemmer i klubben ikke kan høre ham. Også for ham har thaiboksning været en vej ud af ballade.

»Thai er det sygeste – det redder folk. Du bliver ændret som menneske. De her små drenge får idoler og professionelle mennesker, de kan se op til. De bliver motiveret og rost, når de træner og bliver dygtige,« fortæller han, og bruger sig selv som eksempel.

»Da jeg startede her for fire år siden, var jeg rent ud sagt kriminel. Jeg røg fede, jeg drak, coke, det hele. Så kom jeg her og fik disciplin, og de sidste tre år har jeg ikke rørt nogen af de ting. Mit eneste problem i dag er, at jeg ryger fucking Prince, og det har jeg det også dårligt med, siger manden.

»Hvis det her sted forsvandt, ville jeg have masser af tid tilovers, og så begynder jeg måske at ryge en joint, for nu behøver jeg ikke være i form. En joint bliver til en flaske, og jeg kan ikke drikke uden at tage coke, og så er jeg på coke og kan ikke styre mig selv, og pludselig har jeg slået tre-fire mand i jorden, fordi jeg har teknikken, og lige pludselig sidder jeg inde, og min mor græder. Det ville gå helt galt. Men så igen – det vil ikke kunne ske, fordi jeg har trænet her de sidste fire år,« fortæller han.

Aftenens stævne byder på 14 opgør. Kampene finder sted i bokseringen i Ungdomhusets store sal, hvor man i dagens anledning undtagelsesvist har bandlyst rygning og alkohol.

Lars Just

Ligesom Ungdomshuset har CMT fem grundregler: Respekt for dig selv. Respekt for dine medmennesker. Respekt for klubben. Respekt for Muay Thai, og respekt for træneren. Så længe man overholder dem, er man velkommen uanset baggrund. Overtræder man en af de fem regler, risikerer man karantæne eller udsmidning.

»Du kan ikke bare komme og være en fighter her og så være en gadedreng, når du kommer ud på gaden. Thai er jo ikke bare en kampsport, hvor du kommer og lærer at smadre folk. Nej, slet ikke, mand. Den letteste del af thai er at lære at slås. Den sværeste del er at få disciplin og respekt for andre mennesker,« siger han.

Satanister

Det nørrebrobaserede byggefirma Logik & Co. har hjulpet med at flytte bokseringen fra klubben til Ungdomshusets store sal. Firmaet hjælper ofte til ved denne type arrangementer, forklarer firmaets daglige leder Balder Johansen. Hele dagen har han klatret rundt og hjulpet med at sætte videoudstyr op, så kampene kan blive live-transmitteret til en storskærm i Dødsmaskinen, hvor man modsat i den store sal godt må ryge og drikke under stævnet. Nu står Balder Johansen ude i regnen med en sort Logik & Co.-hue godt trukket ned om ørene og guider biler ud af porten i Ungdomshusets gård.

»Vi er håndværkere og gode til at organisere ting, og vi har altid holdt af Ungdomshuset, for vi synes, det er vigtigt, at byen har den slags fristeder. Det er vigtigt, at byen er multikulturel, eller hvad man nu skal kalde det med et eller andet fremmedord,« forklarer Balder Johansen. Han ser frem til kampene.

»Alle attituderne er fremme i aften, men i virkeligheden er der meget mere kærlighed, end du ser alle mulige andre steder. De to miljøer har jo begge været lidt udstødt af samfundet, og så har man fundet en platform at være sammen om,« siger Balder Johansen.

Alex fortæller, at aftenens arrangement er blevet mødt med stor begejstring fra aktivisterne. Det hænger måske også sammen med, at Mohammed Samhi i 2009 mæglede i en konflikt mellem Ungdomshuset og en gruppe af områdets unge.

»For nogle år siden var der problemer med nogle af de lokale unge, som satte ild til nogle biler og den slags, og det gik også ud over os. Der var en sommer, hvor det var rigtig slemt,« siger Alex.

»Vi havde ikke gjort noget, men vi var nye i kvarteret. Og altså, prøv at se på os og vores piercinger. Når du ikke ved, hvem vi er, så er det sgu da klart, at du tænker, hvad fanden vi er for nogle typer. Det er ikke meget anderledes end reaktionen fra en Brian i Brøndbyøster.«

Problemet var, at de unge også havde storebrødre.

»Man kunne ikke bare bede de der teenageknægte om at pisse af, som vi normalt gør i sådanne situationer, for der lå hele tiden truslen om, at de kunne vende tilbage med nogle, der var lidt større og vredere,« siger Alex.

»Det var nogle unge rødder fra kvarteret, som syntes, at punkere var beskidte og satanister,« husker Mohammed Samhi:

»De vidste ikke en skid. Det var ikke fordi, jeg skulle ud og vise muskler og slå løs på dem, men jeg kan tale de unges sprog. Jeg har kendt mange autonome typer, så jeg forklarede de her uvidende unge, at folk fra Ungdomshuset ikke er satanister, og at de ikke er beskidte mennesker. De har bare en anden livsstil.« Efterfølgende stoppede problemerne.

»Jagtvej 69 var ikke et fremmed hus for mig, og når jeg ser, hvordan det miljø altid er helt på med demonstrationer mod nazister og racister, der kan skade min familie og mig, så føler jeg, at vi på en eller anden måde skylder dem,« siger Mohammed Samhi.

Selvom Mohammed Samhi kender det venstreorienterede aktivistiske miljø, og skønt nogle folk herfra træner i CMT, er der ganske lidt interaktion mellem Ungdomshuset og den store københavnske gruppe af unge med anden etnisk baggrund.

»Let’s face it, Ungdomshuset er en hvid middelklassehøjborg,« siger Alex. »Sådan har det altid været. De, der i sin tid var med til at skabe ungdomshusbevægelsen, var jo også almindelige middelklasseunger, der ville have et alternativ. Det var ikke underklassens børn, og sådan er det da heller ikke i dag. Det er ret blandet, men der er fandeme mange akademikerbørn herude,« siger han.

Af samme grund er det fedt, hvis Ungdomshuset med et arrangement som dagens stævne kan åbne huset for eksempelvis etniske minoriteter, synes Alex. »Hvor mange, der ikke er hvide, kommer til punkarrangementerne? Nul. Så skulle det være, hvis et punkband fra USA har en afroamerikaner med.«

»Jeg ville elske, hvis der var en månedlig koncert eller musikaften, som andre end de hvide middelklasse-punkertyper stod for. Det ville da være for fedt. Men altså, det er ikke sket endnu, vel. Og jeg ved ikke, hvad man skal gøre for at få det til at ske, andet end at vise, at folk er velkomne,« siger Alex.

Klokken er 17, dørene åbner, og salen fyldes gradvist af både ungdomshusets sædvanlige brugere, men også af teenagedrenge med huer eller omvendte kasketter, kortklippede og pumpede mænd i trediverne, kvinder med tørklæde og ældre mænd med buskede overskæg. For at lære hinanden at kende og konstant have folk i døren, der kender alle segmenter af aftenens publikum, har man besluttet, at lade ungdomshusaktivister stå i døren sammen med folk fra CMT.

En af Ungdomshusets dørmænd er Jonas, der er omkring 30 år gammel. Han har et lille overskæg, og er klædt i smalle adidasbukser, sort nylonjakke og hue.

»Ungdomshuset går meget op i, at man skal åbne for mangfoldighed, men der er bare ikke særlig stor mangfoldighed. Derfor er det godt, at vi laver det her sammen med CMT,« siger Jonas. Alle mennesker har tendens til at se miljøer, de ikke kender, som eksotiske, fortæller Jonas:

»Der er mange fordomme i samfundet om Ungdomshuset, men der er jo også fordomme internt i vores miljø. Selvom man går og føler sig som en skidegod antiracist, kan man jo godt være præget af de samme fordomme som andre. Og jeg tror ikke, der er en gruppe i samfundet, der mødes med så mange fordomme, som unge mænd, der ikke ligner typiske danskere.«

Jonas håber, at aftenens stævne kan medvirke til at mindske fordomme mellem CMT´s og Ungdomshusets brugere.

»Hvis du kun ser de unge på gadehjørner eller på Blågårds Plads, så får du et forkert billede af dem, og det er uanset, om du er antiracist og antifascist og feminist. Det kan vi modarbejde ved at lave et arrangement som det her, selvom det jo kun er en dråbe i havet,« siger Jonas, inden han går ned for at tage sin vagt i døren.

Pizza og shawarma

I salen åbnes arrangementet af aftenens konferencier, den lokale musiker Rasmus Poulsen aka Raske Penge. Først skal Mohammed Samhis børn Anas på fire år og Sabrine på syv mødes i en showfight. På trods af deres alder og det faktum, at de er så godt pakket ind, at de næsten forsvinder i hjelm, handsker og kropsbeskyttelse, er der intet barnligt over deres bevægelser. De går til den. Publikum klapper og hujer, men dog en smule behersket, måske fordi der stadig er relativt køligt i salen, eller fordi de er lidt beklemte ved at se børn slås.

Som aftenen skrider frem, bliver fighterne i ringen gradvist ældre og mere rutinerede og kampene voldsommere. I den tætpakkede sal og på den fyldte balkon er temperaturen steget, og det samme er lydniveauet fra publikum, der efterhånden er virkelig højrøstede, selvom det stærkeste i baren er koffeinholdig Club Mate. Nu introduceres aftenens syvende kamp. Op i ringens blå hjørne træder Ali Krimi »der elsker shawarma med chili,« som Rasmus Poulsen forklarer, inden han præsenterer fighteren i det røde ringhjørne:

»Han har ni kampe bag sig, har vundet fem af dem, og han elsker pizza. Lav noget larm for Abokov Ahmed,« lyder det fra konferencieren om fighteren, der træder ind i bokseringen til lyden af hittet »Satisfya« af den hollandsk-pakistanske sanger Imran Khan. Modstanderne gennemgår de rituelle hilsner, inden klokken indleder den første af kampens tre tominuttersrunder. De to går i kamp til lyden af hypnotiserende thailandske kampmusik.

Ali Krimi er lidt lavere og mere kompakt bygget end sin høje og spinkle modstander, som han i starten presser rundt i ringen. Til gengæld har Abokov Ahmed lange ben, der sparker hårdt og hurtigt. Publikum råber højt. Flere gange ender de to fightere i et brydegreb og vælter i gulvet. Så er første runde slut.

Bloody Mary

Anden runde indledes af et frontalangreb fra Ali Krimi, men selvom Abokov Ahmed tager imod nogle slag, får han efterhånden holdt modstanderen på afstand. I sidste pause får de to en trænerpeptalk i hver deres ringhjørne, mens Rasmus Poulsen understreger over for publikum, at »rygning i salen stadig er forbudt, og det gælder også hash.« Så ringer klokken til sidste runde, og nu lukrerer Abokov Ahmed for alvor på sin højde. Ali Krimi får ikke mange slag og spark ind, før klokkens ringen afslutter kampen. De to vender tilbage til deres hjørner, smider deres hjelme, tandbeskyttere og kropsbeskyttelse og ligner pludselig igen, det de er – to teenagedrenge. Rasmus Poulsen formidler dommernes afgørelse, »vinderen er rødt hjørne,« folk i salen skriger og klapper, og et smil viser sig på Abokovs Ahmeds forslåede og før så koncentrerede ansigt.

Kort tid efter kører Ali Krimi og hans hold hjem til Horsens. Abokov Ahmed sidder i backstagerummets sofa med sin medalje hængende på sin bare overkrop, en sveddækket pande og et ansigt, der bløder en smule.

»Det gik godt. Jeg fik ramt ham med en del gode serier. Anden runde handlede om at forsvare sig og lave modangreb. Og i tredje runde gav jeg bare alt, hvad jeg havde i mig,« lyder hans evaluering, mens hans piller de røde håndbind af, som fighterne får snøret om hænderne, inden de kommer i boksehandskerne, så håndleddene ikke brækker under kampen. Nu skal han ned og følge de sidste fights og rapperne Sivas og Gilli, der som en overraskelse pludselig hopper i ringen og spiller hittet »d.a.u.d.a.«

Stævnet afsluttes af hovedkampen mellem Lin Xavier fra Butchers Lab og Lea Pedersen fra Renegade MMA. En kamp, som Lea Pedersen vinder, hvorefter lyset tændes, og salen rømmes. I Dødsmaskinen erstattes storskærmen af en DJ. Snart er festen i gang, der langes øl over bardisken, og ved et bord sælger to punkere stærke hjemmelavede Bloody Mary-shots. Hele aftenen har alle arbejdet gratis, så entréen kunne holdes nede på 80 kroner. Overskuddet fra stævnet går til at bygge omklædningsrum til CMT’s kvindelige medlemmer, og i klubben er man nu i gang med at planlægge et stævne på kvindernes internationale kampdag.

Du kan se hele fotoreportagen her.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Nielsen
  • Markus Hornum-Stenz
  • Niels Duus Nielsen
  • Daniel Mikkelsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Michael Skaarup
Steffen Nielsen, Markus Hornum-Stenz, Niels Duus Nielsen, Daniel Mikkelsen, Lise Lotte Rahbek og Michael Skaarup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu