Læsetid 10.54 min.

Forklædt som nyfascist

En amerikansk journalist gik undercover hos det græske højreparti Gyldent Daggry. Inden længe bragte partiet ham tilbage til den by på Peleponnes, det hele er vokset ud af
Slagsang. Ud over den græske nationalsang rummer repetoiret også gamle SS-sange, som i Gyldent Daggrys historiefortælling blot er, hvad Tysklands fascistiske intellektuelle har hentet fra de gamle grækere.

Slagsang. Ud over den græske nationalsang rummer repetoiret også gamle SS-sange, som i Gyldent Daggrys historiefortælling blot er, hvad Tysklands fascistiske intellektuelle har hentet fra de gamle grækere.

Angelos Tzortzini
17. januar 2015

I Kalamata præsenterer jeg mig som amerikansk nyfascist med en stærk interesse for græsk historie. Et par medlemmer af Gyldent Daggry inviterer mig med til et partimøde – først skeptisk, siden begejstret. Gyldent Daggrys partikontorer ligger i reglen langt fra hovedstrøgene i beboelsesejendomme i rolige kvarterer. Store græske flag hænger på væggene ved siden af avisudklip og omtegnede landkort. Her ses et ’Storgrækenland’, der er kommet i besiddelse af Skopje og stumper af Bulgarien, og hvor også dele af det nordlige Tyrkiet, Cypern og det sydlige Albanien er indlemmet. Hagekorset (»et gammelt græsk symbol«) er overalt: på blyantholdere, på urskiver, på brevpressere. På væggene i et kontorlokale i Gytheio hænger sågar reproduktioner af Hitlers akvareller. Sidste efterår blev to partimedlemmer skudt og dræbt af athenske anarkister. Deres profilbilleder er klæbet op på køleskabe og skuffer. Ingen siger deres navne, de er bare Athanatoi, ’de udødelige’. Kala palikaria itan, mumler ældre partimedlemmer – »de var gode drenge«. De slår korset for sig.

536.442 stemmer

Møderne varer to timer. I første time snakker partikammeraterne og drikker neskaffe. Så følger et foredrag. På nogle partikontorer ynder man også at spille sortmetal-musik med Naer Mataron, det uofficielle partiband. (Giorgos Germenis, selv medlem af Gyldent Daggry, er bandets bassist – men partikammeraterne kalder ham bare ’Kaiadas’ efter den kløft, hvori spartanerne skal have nedkastet svagelige nyfødte samt landsforrædere og kriminelle). Så sætter vi os på et par stolerækker. Sangtekster med partihymnen bliver omdelt, ofte sammen med kopier af den seneste artikel af Nikolaos Michaloliakos, Gyldent Daggrys grundlægger. Partiets hjemmeside er igen kommet online – WordPress lukkede den, fordi den gentagne gange var blevet brugt til at formidle dødstrusler mod journalister. Partiets medlemmer foretrækker dog trykt materiale. Der findes to parti-ugeblade – hver onsdag udkommer Chrysi Avgi og hver lørdag Empros – foruden Maiandros, et månedligt kulturmagasin. Hver af disse publikationer har et oplag på godt 3.500 eksemplarer. De fleste partimedlemmer har sort tøj på til møderne, mens shorts og sandaler er strengt forbudt. Omkring hver fjerde deltager er kvinde. Ved to lejligheder har jeg også set børn: tre teenagepiger i Athen og en familie på fem i Gytheio. Mændene er typisk veltrænede og muskuløse, og partimedlemmerne understreger vigtigheden af motion: De driver kampsportslejre i Taygetos-bjergene, stiller et hold til Athens marathonløb og hævder ikke at se fjernsyn.

Småsnakken handler ofte om de seneste procentudsving i meningsmålingerne. Den gennemsnitlige partikammerat er i stand til at aflire partiets valgresultater i samtlige de græske valgkredse. På mange partikontorer er tallet 536.442 er slået op på væggen – det er antallet af grækere, der stemte på partiet ved valget til Europaparlamentet i maj sidste år. Trods deres åbenlyse foragt for demokratiske procedurer stiler Gyldent Daggry efter at overtage magten i Grækenland med demokratiske midler. Kupmagere vil de ikke være. Magten skal udgå fra deres græsrodsbevægelse.

En fjendtlig stemning

»Hver gang der er valg, dømmer medierne os ude,« fortæller Gyldent Daggry-parlamentsmedlemmet Ilias Panagiotaros i Athen, »og hver gang gør vi deres forudsigelser til skamme.«

I Volos tager partimedlemmerne færgen til øgruppen Sporaderne for at diskutere politik på de lokale markeder. I Megara holder de taler på landsbyens centrale torv. I Athen uddeler de foldere til turisterne på Akropolis.

Partiet fører ihærdig kampagne for sit anti-indvandringsprogram. Ikke blot fordi man tror på det, men også fordi stemningen over for indvandrere generelt er fjendtlig blandt grækerne. Gyldent Daggry-medlemmer står bag overfald på indvandrere cirka en gang om ugen. Angrebene kalder de krypteia – ’hemmelige ting’. De fleste angreb beordres af ledende partifigurer, der også udpeger tid og sted. Partiets vold er kun sjældent spontan og tilfældig. SMS-grupper og Facebook-tråde bruges gerne til at indkredse tre eller fire indvandrere. En bangladeshisk barber, jeg møder i Metaxourgeio, siger, at partimedlemmerne ynder at gøre som det græske politi: De ruller parvis frem på hvide motorcykler, klædt helt i sort og iført hjelme. Partiet forsøger ikke at få ram på de illegale i indvandrerkvarterne, de går målbevidst efter at ramme dem, der har forvildet sig ind middel- og overklassens boligområder. De militante partiaktivister prøver dog ikke at slå ihjel. De brækker hellere offerets arme eller ben i lynhurtige overraskelsesangreb. I september sidste år stak en lastbilchauffør, der var medlem af partiet, dog en athensk rapper ved navn Pavlos Fyssas ihjel i Piræus. Det ukarakteristiske mord på en græker – indvandrere tæller ikke – førte omsider til, at partiet fik en politiundersøgelse på halsen. Og 60 ledende medlemmer af Gyldent Daggry står nu tiltalt for diverse kriminelle forhold i en sag, som tog sin begyndelse i november.

’Vi er de nye spartanere’

Achilleus, en kraftigt bygget skibsinspektør fra Piræus, inviterer mig med til et møde i Salamis. Lidt efter klokken otte går den lokale partiformand ind i lokalet. Vi rejser os, står ret og klikker vores hæle sammen. Ind kommer nu også gæsteforelæseren, en firskåren, midaldrende athensk advokat ved navn Tasos Dimitrakopoulos. Han nikker til partiformanden, retter på sine briller og træder op på podiet. Hans sorte blazer er fuld af hagekorsemblemer. Agapimenoi mou Sunagonistes Kai Sunagonistries. »Mine kære våbenbrødre og – søstre«. På 15 minutter gør han op med arven fra Konstantinos Karamanlis – manden, der genrejste Grækenlands demokrati i 1974. For hvad har Karamanlis reelt gjort for hellenismen? Først kylede han nationalisterne ud af parlamentet, så indyndede han sig hos Vesten. Cypern overlod han til sin egen skæbne, den gamle kommunistiske garde blev reintegreret i det politiske liv, og skatternes himmelflugt tog sin begyndelse. Syv år senere kom så venstrefløjen til magten, og gælden og indvandringen eksploderede. Uddannelsessektoren blev sekulariseret. Militæret fik klippet sine klør.

»Ingen af disse problemer eksisterede under juntaen«, hvisker Achilleus til mig. »Obersterne byggede bare veje.«

Vi rejser os og reciterer tre Gyldent Daggry-slagord: Zito o Archigos! (’Længe leve føreren’!); Zito i Chrysi Avgi! (’Længe leve Gyldent Daggry!’); Zito i Ellada! (’Længe leve Grækenland!’). Vi synger den græske nationalsang og derefter partihymnen: »Vi er de nye spartanere. Vi søger gamle tiders storhed og ære/Som sønner af strålende kampe!« Så går vi hver til sit og tager hjem. På trappeafsatsen passerer jeg partimedlemmer, der skifter fra det sorte partiantræk til almindeligt tøj.

I hver af Gyldent Daggrys 62 lokalafdelinger kaldet ’kapitler’ spiller fire eller fem partispidser rollen som indpiskere. Det er typisk landsbyadvokater, praktiserende læger, næringsdrivende. I den første time holder de sig for sig selv i et separat værelse. Under foredraget rumsterer de i periferien, tager billeder og følger nøje med i spørgerunden. »Hvad med opstanden på Polyteknisk Læreanstalt? Var det ikke de studerende, der først fik juntaen til at vakle?«, spørger en eller anden Dimitrakopoulos. »Nej«, svarer han og trommer med fingrene mod podiet. »Det er ren historieforfalskning fra Nyt Demokratis side.« Hvert kapitel har også et par ’soldater’. De er uniformerede med armygrønne camouflagebukser, snørestøvler og sorte hagekors-T-shirts. Nogle er ubarberede, gråsprængte tidligere politibetjente med tænder, der er misfarvede af tobak. En af dem får til opgave at bevogte hoveddøren. En anden spejder ud over gaden fra kontorets balkon. Almindelige grækere har for vane at dytte i protest ud for partiets kontorer.

Styres fra toppen

Gyldent Daggrys penge forlader ikke Athen. I stedet kører lastbiler ud til kapitlerne på landet med kontorartikler og dagligvarer til partiets fødevare-uddeling. Gyldent Daggrys rolle som social bevægelse forbigås ofte i pressedækningen, men historisk set falder den i tråd med andre fascistpartiers infrastruktur. Partiet stiller livvagter til rådighed for pensionister, der hæver penge i kontantautomater. Det organiserer også bloddonationer for etniske grækere og sørger for recepter og lægehjælp til de hjemløse. Gyldent Daggry-folk overfalder arbejdsgivere, der ansætter indvandrere fremfor grækere. I et land med ineffektiv eller helt bortvisnet offentlig service er den slags nok til at få mange Gyldent Daggry-vælgere til at se bort fra partiets veneration for Hitler.

Gyldent Daggry sætter også en ære i at være græsk på et tidspunkt, hvor mange grækere ønsker at forlade deres depressionsramte land. Det giver indvandrerfjendskheden troværdighed. Kapitler over hele Grækenland har forsøgt at opkøbe pletter af historisk jord – en strand over for Salamis-strædet, obskure slagmarker fra Balkankrigene og knejsende nationale monumenter. De tilbyder at købe alt af egen lomme, men de lokale borgmestre afslår næsten altid deres anmodninger. Fire gange om året forsamles partikammerater fra hele Grækenland i Athen og Thermopylæ for at deltage i historiske mindehøjtideligheder. Kapitlets overhoved fører an og flager med lokalafdelingens partifane. Partimedlemmerne fra Arcadia paraderer ved siden af dem fra Lacedaemonia, der igen marcherer ved siden af dem fra Messenia. Det er det homeriske skibskatalog om igen, bare fascistisk.

Gyldent Daggry styres fra toppen. Nikolaos Michaloliakos udsteder alle de større befalinger. Han afventer for tiden at få sin retssag for i Korydallos-fængslet uden for Athen. Hans indrammede portræt troner over hvert et møde. Ingen omtaler ham ved hans personnavn – han er blot o Archigos Mas, ’vores fører’. Omkring ham findes en tæt inderkreds af familiemedlemmer og mangeårige partimedarbejdere, og uden om denne findes Rådet – cirka 60 partimedlemmer, der står for at åbne nye parti-celler og elaborere på Gyldent Daggrys ideologiske udtryk. Hvert tredje år vælges de af kongressen, der består af cirka 300 kapitel-medlemmer fra hele Grækenland. Rådet vælger på sin side til gengæld medlemmerne af yderligere to partiorganer: udvalgene for etik og revision. Førstnævnte disciplinerer partimedlemmer, som offentligt svigter partiets idealer. Sidstnævnte tager sig af partiets budget. Derudover findes et politisk udvalg – fem førende medlemmer nøje udvalgt af Michaloliakos til at styre partiets dag-til-dag operationer – og en fem mand stor taskforce, der er ansvarlig for baggrundstjek.

Et uforholdsmæssigt stort antal ledende partimedlemmer kommer fra Mani, en lille odde på det sydlige Peloponnes, knapt så stor som Lolland. Gyldent Daggry har tætte bånd til denne region. Michaloliakos stammer fra en berømt Mani-klan; en af hans oldefædre var revolutionshelt i 1821. Folk på Mani kalder Gyldent Daggry Maniatiko Komma – Maniot-partiet. Præster i Gytheio velsignede åbningen af byens Gyldent Daggry-kapitel, og i Sparta opfordrer biskoppen menigheden til at stemme på Gyldent Daggry. Når parlamentsmedlemmer fra partiet rejser til Areopoli, bliver de hilst velkomne som berømtheder; store menneskeskarer møder op til deres møder, der fyres skud af fra antikke pistoler. Der er egne af Mani, hvor 50 procent af landsbyboerne har stemt på partiet. ’Maniatika’, et kvarter i Piraeus som maniotiske familier bosatte sig i i 1950’erne, er formentlig det distrikt i hele Grækenland, hvor partiet har størst opbakning Ingen af de andre højreekstremistiske græske partier – LAOS, De Uafhænigige Grækere – har så stor en regional opbakning.

Med rødder i borgerkrigen

Partiets styrende ideologi er rodfæstet i den græske borgerkrig, som udspandt sig i kølvandet på den tyske besættelse under Anden Verdenskrig. Dengang blev den største eksisterende splittelse i det græske samfund – mellem venizelister og anti-venizelister eller mellem republikanere og monarkister – overlejret af en langt mere brutal konflikt mellem kommunister og anti-kommunister. Peloponnes har altid været en trofast royalistisk og anti-kommunistisk region og især mod syd. Det var politikere fra højre, der genopbyggede staten efter borgerkrigen, som stort set udslettede den græske venstrefløj. Mange var fra Peloponnes og havde samarbejdet med nazisterne. De blev finansieret og oprustet af briterne og amerikanerne for at afslutte det, som allerede tyskerne havde påbegyndt – at jagte de kommunistiske andartes, de ELAS-grupper, der havde stået for størstedelen af modstanden mod den tyske besættelsesmagt. Mange fædre til Gyldent Daggry-partimedlemmer var således til stede ved Dekemvriana, som de første sammenstød i gaderne i Athen i 1944 kaldes.

Juntaen, som regerede fra 1967 til 1974, markerede på mange måder en tilbagevenden til nazisternes regime i Grækenland under krigen. Flere af obersterne bag kuppet havde gjort tjeneste i de tyske ’sikkerhedsbataljoner’, og Giorgios Papadopoulos, juntaens leder, var en ledende kollaboratør på det nordlige Peloponnes. Gyldent Daggry repræsenterer juntaens sidste gisp. I 1973, da Michaloliakos kom i forbindelse med Gyldent Daggrys nuværende ideologer, var han medlem af partiet 4. august – en marginal bevægelse opkaldt efter den dag i 1936, da Ioannis Metaxas, førkrigstidens fascistiske diktator, greb magten. Michaloliakos havde meldt sig ind, da han var 16. Medlemmerne af 4. august var ofte tidligere tyske sympatisører og nazi-nostalgikere – Metaxas selv derimod var ingen af delene. Ti år senere grundlagde Michaloliakos Gyldent Daggry. »Vi begyndte på leninistisk manér,« har han fortalt en journalist: »Vi besluttede at udsende en avis, Gyldent Daggry, og så opbygge et parti omkring den.«

Der var 12 bidragydere. Frem til midten af 1980’erne forblev Gyldent Daggry en meget hemmelighedsfuld nynazistisk klub. Det plejede forbindelse til enkelte andre nynazistiske vækkelser rundt omkring i Europa, især CEDADE, en fascistisk gruppering i Spanien, men havde også bånd til den gamle junta. Michaloliakos fik vejledning fra oberst Papadopoulos, hans helt fra drengeårene. De to mødtes i Korydallos-fængslet, efter at Papadopoulos var blevet væltet, og en ung Michaloliakos var blevet grebet i at smide granater mod anarkistiske biografer.

Nyt liv i gamle konflikter

Gyldent Daggry har gjort sit bedste for at genopvække spændingerne fra midten af forrige århundrede. Partimedlemmer har overalt forsøgt at rehabilitere Metaxas – da de opdagede en statue af diktatoren i en kloak på Kefalonia i 2012, forsøgte de at trække den ud på det centrale torv i Argostoli. Mobiliseringen omkring borgerkrigen har været mere effektiv. Sidste efterår marcherede Gyldent Daggry-kolonner i sorte skjorter og støvler ind på kirkegården ved Meligala, en lille landsby i Messenia, hvor en ceremoni blev holdt til ære for partisanerne. De gik frem i militær formation, skubbede borgmesteren ned fra podiet, kaldte ham en karagiozis – ’narrøv’ – og bekendtgjorde derefter deres egen version. »De, som nu styrer os, er forrædere mod fædrelandet,« bekendtgjorde Kasidiaris. Gyldent Daggry-folk har også forstyrret andre borgerkrigsceremonier og afholder hvert år et massemøde for Giorgios Grivas, den cypriotiske chef for ’Chi’– en milits under borgerkrigen, som afpatruljerede Peloponnes for at likvidere formodede kommunister. Når partiets bøller strejfer rundt i athenske kvarterer for at smadre venstreorienterede, kaldes det ikke ’gadefejning’, men emphulios – ’borgerkrig’.

For Gyldent Daggry er borgerkrigen ikke slut. For Mani er intet overstået. Regionen er en førmoderne boble eller oase, afhængigt af ens synspunkt: Den overvåges af en enkelt landbetjent og er stort set uberørt af industri og turisme. En række historiske epoker konvergerer her – det gamle Sparta, den byzantinske renæssance i Mystras og Borgerkrigen – men regionen er mest beundret for at have modstået de osmanniske tyrkeres herredømme. Begrebet adouloti – ’u-slaveri’ – findes overalt: på Manis butikker, på pladser, i avisen Areopoli og i det lokale Gyldent Daggry-nyhedsbrev. Dette forklarer tildels regionens maniske optagethed af etnisk renhed. Manioterne kalder sig selv ’de rene grækere’, ubesmittede af ethvert fremmed herredømme. Hvis forestillingen om, at der findes mennesker, som alle tilhører den samme race, »er lig med racisme, ja, så er vi racister«, erklærede Kasidiaris i marts ved et møde i Gytheio.

Manis bemærkelsesværdigt voldelige og nonkonformistiske kultur gennemsyrer Gyldent Daggry. I århundreder har regionens familier ligget i indbyrdes fejder, hvilket er en af grundene til, at dens landsbyer for det meste står tomme i dag. Vendettaerne trak ud i generationer. Sidste officielle fejde sluttede for 40 år siden med et skud i hovedet nær Dimaristika, men man kan stadig læse om knivstikkerier i Piræus’ gyder, og slagordet Maniatika pragmata, (Maniot betyder noget). Når de ikke dræbte hinanden, anførte manioterne de bataljoner, der skulle generobre Grækenlands forfædres jord, og vandt mange af Grækenlands sejre over tyrkerne i Balkan-krigene og under de kretensiske opstande.

’Hellenismen’

Hvordan kan denne besættelse af græsk suverænitet forenes med de tyske angreb på Grækenland under Anden Verdenskrig? Det kræver da også en akrobatisk genfortælling af historien. For det første er ’Grækenland’ en idé, ikke et fysisk sted – ’hellenismen’. Det er ortodokst, græsk-talende, hverken orienteret mod Østen eller Vesten, hverken kapitalistisk eller socialistisk, endsige kommunistisk. Ydermere påberåber Gyldent Daggry sig en slægt af helte og militære førerskikkelser, næsten alle fra Peloponnes, hvortil hører den spartanske kong Leonidas, den byzantinske kejser Konstantin XI Palaiologos, revolutionstidens kaptajner Kolokotronis og Mavromichalis, Metaxas og oberst Papadopoulos. Mange af disse blev dræbt af græske landsmænd, hvilket skaber en tilsvarende mod-slægt af forrædere. Så længe der har været grækere, der har kæmpet og har givet deres liv for hellenismen, har der også været grækere, der var fast besluttede på at underminere den. Sidstnævnte gruppe omfatter først og fremmest kommunisterne. De er alt det, som sande grækere ikke bør være – ateister og internationalister. Under Anden Verdenskrig var Grækenlands fjender ikke dem, der administrerede landet på vegne af nazisterne. Det var de irregulære styrker fra ELAS, som ville forvandle en nedbrudt stat til et stalinistisk len. Denne beskyldning svarer til den, som Gyldent Daggry nu har rejst over for Syriza og EU.

Gyldent Daggrys nuværende hitlerisme er i dag en reduceret version af, hvad den var i partiets første år. Navnet Gyldent Daggry stammer fra en misforståelse af nazistisk mytologi. De tidligste partimedlemmer mente, at Hitler var medlem af Det Gyldne Daggrys Hemmelige Orden, et hemmeligt selskab, der forbindes med forfattere som W.B. Yeats og Aleister Crowley. I 1990’erne gik Michaloliakos over til en mere nationalistisk retorik, der søgte at vinde stemmer med en hård linje over for det makedonske spørgsmål. Men den nazistiske fascination svandt aldrig helt bort. »At vi nu bruger udtryk som ’nationalisme’, ’folkelig nationalisme’ og ’social nationalisme’, betyder ikke, at vi har ændret vores ideer«, fastslog en artikel i Chrysi Avgi i 2006. »Vi anser det blot for mere acceptabelt at bruge disse udtryk i lyset af den massive propaganda igennem de sidste 60 år«.

Partiets nazisme er også indblandet i dets besættelse af det antikke Sparta. I juli drog snesevis af busser fyldt med partimedlemmer til Thermopylæ for at deltage i partiets årlige mindehøjtidelighed for Leonidas’ sidste kamp. Der var brændende hagekors, korsriddersymboler, røgmaskiner, fyrværkeri, orgelmusik, bønner for den martyrdræbte Athanatoi og et bizart navneopråb af antikke græske døde. Men Gyldent Daggry-folk afviser koket, at fejringen skulle have fascistiske eller nazistiske undertoner. Partiets ’nazisme’ – dets Hitler-hilsen, ungdomskolonner, oversatte SS-slagsange og brug af hagekorset – er blot et forsøg på at genvinde, hvad Tysklands fascistiske intellektuelle tog med sig fra de gamle grækere: gamle doriske hilseformer, spartanske træningslejre, hedenske salmer og vasedekorationer.

Nutidens Tyskland indrammes derimod af en helt anden intellektuel kategori, som nogle partimedlemmer kalder ’den nye verdensorden’ – et konglomerat af banker, virksomheder og internationale styringsorganer. Merkel er denne ordens herskerinde. Gyldent Daggry står for fuld græsk selvtilstrækkelighed, hvorimod de andre parter – også dem, der gør krav på at bære det yderste højres kappe – deltager i konspirationen om at sælge ud af Grækenlands aktiver til de udenlandske konkurrenter.

En farlig opgave

Jeg sluttede mig til Gyldent Daggry for at finde ud af mere om dette parti, end jeg kunne ved at læse den græske presse. Når jeg ikke går til møder, arbejder jeg på deltid på den græske avis, Kathimerini. Hvis pressen ønsker at møde medlemmer af Gyldent Daggry, må man først gennemgå en lang og kedsommelig introduktionsproces. Kun nogle få freelancere har en form for forhold til partiet. De gav mig navne på mulige kontakter. Jeg ringede og ventede i nogle uger for at få chancen for at interviewe en eller anden, der ikke sad i fængsel. Endelig gav Ilias Panagiotaros, den hæse maniot, som for tiden er partiets daglige leder, mig en halv times tid i parlamentet. Jeg stillede spørgsmål om partiets tidligst kendte medlemmer. Han trak på skuldrene og hævdede aldrig at have hørt deres navne. Hans beskrivelse af Gyldent Daggrys operationer stred med meget af det, jeg havde læst. Så kom jeg på en pressetur til Gyldent Daggrys hovedkvarter på Deligianni-gaden. Kontoret var tomt. Jeg fik en flaske vand og blev sendt afsted igen med et par pamfletter.

At dække Gyldent Daggry kan være farligt for grækerne. I april 2012 skrev en af mine kolleger på Kathimerini i en artikel, at partiet efter hendes mening burde forbydes. Fem dage senere offentliggjorde nogle partimedlemmer et 2.500 ord langt svar på partiets hjemmeside. »De kendte til alle detaljer om mit liv«, fortalte hun mig. Min alder, alderen på min datter, hvor jeg blev født, hvor jeg har arbejdet, mine tidligere artikler, og de sluttede af med en direkte trussel, skrevet på tysk, fordi jeg er født i Hamburg: ’Pas på. Vi er ude efter dig’.«

Den dybe stat

Dette er ikke usædvanligt: Der findes adskillige beretninger om, hvordan partimedlemmer – selv parlamentsmedlemmer – opfordrer til at myrde eller gennembanke journalister. Juntaens gamle garde er stadig solidt forankret i den dybe græske stat, og det kan til dels forklare, hvorfor partiets gadevold har haft så frit spil. Selv om der nu er indledt retssager, er det græske politi, efterretningsvæsen, militær og retsvæsen fortsat tilbageholdende med at skride seriøst ind over for partiet.

Dele af retsvæsnet frygter, at de langtrukne retssager ikke vil resultere i domme, og at Gyldent Daggry vil fremstille sig selv som offer for et urimeligt politisk system. Den dybe stat har også stået i vejen for enhver form for bredere debat i det græske samfund om Gyldent Daggry – eller arven fra Juntaen. Dette har også gjort det muligt for partiet at udøve en vis kontrol over de historier, der fortælles om dem. Selv på Kathimerini har vi kun haft lunkne ledere om partiet eller undersøgende journalistiske artikler, der næsten udelukkende er skrevet fra et indvandrerperspektiv.

I juli henvendte jeg mig på partiets kontor i Piræus for at tilmelde mig Gyldent Daggrys massemøde ved Thermopylæ. De bad om mit navn – jeg opgav et falsk – og bad så uventet også om mit pas. Jeg påstod ikke at have det på mig. De fandt det selv ved at gennemsøge min taske. Mens et foredrag om Leonidas var i gang, så jeg overhovedet for kapitlet febrilsk google på en computerskærm i et bagkontor. Et par medlemmer sluttede sig til ham. Der udbrød højlydt diskussion. Foredragsholderen snublede sig gennem resten af sin Herodot-prædiken. Så så jeg kapitlets overhoved række ud efter sin telefon. Jeg greb min taske, løb forbi soldaterne, styrtede ud på trappen og ned på gaden. Jeg tog tre forskellige taxaer hjem. Jeg er aldrig siden vendt tilbage.

© London Review of Books og Information Artiklen er tidligere blevet bragt i London Review of Books Oversat af Niels Ivar Larsen

Den amerikanske journalist Alexander Clapp tog i 2013-14 til Athen på et udvekslingsophold fra University of Pennsylvania og blev tilknyttet den engelsksprogede græske avis Kathimerini. Samtidig opnåede Clapp en enestående adgang til det hemmelighedsfulde Gyldent Daggry ved at optræde undercover som amerikansk nyfascist. Der er endnu ikke faldet dom i de sager, som partiets leder Michaloliakos, parlamentsmedlemmer og andre partimedlemmer er varetægtsfængslet i.

Information skriver fra Grækenland i den kommende uge op til valget den 25. januar

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
    Maj-Britt Kent Hansen
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for Curt Sørensen
    Curt Sørensen
  • Brugerbillede for Steffen Nielsen
    Steffen Nielsen
  • Brugerbillede for Toke Andersen
    Toke Andersen
  • Brugerbillede for Jeppe Petersen
    Jeppe Petersen
  • Brugerbillede for Jørn Vilvig
    Jørn Vilvig
Maj-Britt Kent Hansen, Steffen Gliese, Curt Sørensen, Steffen Nielsen, Toke Andersen, Jeppe Petersen og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Gyldent Daggry kommer dårligt nok over spærregrænsen. Hvad med at bruge kræfterne på de partier, der betyder noget?

Brugerbillede for Torben Selch

Vi skal nok lige først have en runde med de partier, som kunne kulsejle den flotte EU/ECB-pram.
Hvor Draghi iøvrigt formentlig på torsdag meddeler, at der skydes yderligere €500 milliarder ud af pengekanonen.

Brugerbillede for Torben Nielsen
Torben Nielsen

Overskriften passer ikke med artiklen!

Hvad fanden har fascisme med nationalsocialisme og fremmedhad at gøre? Få lige styr på begreberne!

Brugerbillede for uffe hellum

@Torben: på nysprog er alle tre dæmoniseret, som om de var farligere end andre slags diskrimination og patriotisme og politisk religion.

Denne dæmonisering hjælper os med at gøre DF stuerene i nutiden, mens vi fornægter ethvert slægtskab med mere moderate bevægelser i fortiden.