Læsetid: 6 min.

Fy, fy skamme, Ronaldo!

Det var ikke voldsomt, men bare usportsligt, da Reals Madrids stjernespiller Cristiano Ronaldo lørdag slog og sparkede sine modstandere på banen. Og måske skyldes det hele bare, at hans kæreste er skredet
Rødt kort. Et spark og et slag i hovedet til Cordobas Edimar Fraga (t.v.), og umiddelbart efter et slag mod José Angel Crespo (t.h.) førte først til en udvinsing, og senere til to dages karantæne til Ronaldo. En mild dom, der ikke forstyrrer Real Madrid .

Rødt kort. Et spark og et slag i hovedet til Cordobas Edimar Fraga (t.v.), og umiddelbart efter et slag mod José Angel Crespo (t.h.) førte først til en udvinsing, og senere til to dages karantæne til Ronaldo. En mild dom, der ikke forstyrrer Real Madrid .

Scanpix

31. januar 2015

I lørdags var Real Madrid på besøg i andalusiske Cordoba. På forhånd var kongeklubben, der aktuelt topper den spanske førstedivision, udråbt til storfavoritter. Men hjemmeholdet løb solen sort og lignede faktisk i store dele af kampen en vinder. Mod slutningen er der kamp om bolden tæt på andalusiernes mål. Cristiano Ronaldo er i direkte infight med Edimar Fraga og ender i tumulten med at slå og sparke ham i hovedet.

Efterfølgende spurter Cordoba-spillerne hen mod den 29-årige portugiser og nykårede Ballon d’Or-vinder, hvorefter Ronaldo på ny langer ud efter en modspiller, José Angel Crespo. Dommeren, Alejandro José Hernández trækker prompte det røde kort. På vej ud af banen trøstes Ronaldo af en anden superstjerne, Gareth Bale, og børster trodsigt emblemet for det nyligt vundne klub-VM af trøjen med hånden. På det tidspunkt står det 1-1. Kort før lukketid får madrilenerne et straffespark, og Bale omsætter det til 1-2. Internettet koger. Vil Ronaldo sige undskyld? Og hvor hård bliver straffen?

Det store ’undskyld’

De første bulletiner handler om Ronaldos privatliv. Han var nemlig, viser det sig, for kort tid forinden blevet forladt – dumpet! – af sin kæreste gennem fem år, fotomodellen Irina Shayk. Hun er naturligvis gudesmuk og konstant solbrændt. Hun har også, læser man, været en slags mor for Ronaldos søn Ronaldo Junior, hvis biologiske mor han ikke vil fortælle offentligheden om.

Shayk gad ikke være med til at fejre Ronaldos mors surprise-fødselsdag, forlyder det. Men det var hurtigt blevet dementeret af en officiel udtalelse fra Shayks pressestab.

»Irinia Shayk har været tæt knyttet til Ronaldos familie hele vejen igennem deres forhold. Ethvert negativt rygte om Irinia og Ronaldo-familien er fuldstændig falskt og har på ingen måde ligget til grund for deres brud. Irina har ikke flere kommentarer på nuværende tidspunkt.«

Nogle dage efter havde Ronaldo-lejren også udsendt en pressemeddelelse. Den var anderledes neutral:

»Efter fem år er mit forhold til Irina Shayk nu slut. Vi synes begge, at det er det bedste for os sådan. Jeg ønsker Irina al mulig lykke.«

Ingen kæreste. Ingen papmor. Og nu et rødt kort. Real Madrids kommunikative task force har travlt. Kort lørdagens kampn i Andalusien kan man læse følgende besked på Ronaldos egen Twitter-kanal:

»Jeg undskylder til alle og specielt til Edimar for min overilede handling i kampen.«

Hændelsen følger i kølvandet på læssevis af skriverier om Ronaldos svigtende formkurve. Han scorer de obligatoriske straffesparksmål, og oftest står han rigtigt placeret lige foran mål, så han kan tippe bolden få meter ind over stregen, men er han på toppen af karrieren? Især den kritiske spanske sportspresse stiller det uundgåelige spørgsmål, som rammer lige ind i hjertet af madridismoen, som Emilio Butragenuo og Zinedine Zidane i nyeste tid var med til at definere: Er CR7 andet end en målmaskine? Er han overhovedet kreativ længere? En elegantier?

Helt som forventet spekulerer Barcelona-avisen El Mundo Deportivo i en karantæne på op til 12 dage, og de bruger en del spalteplads på at forklare læserne om de to paragrafer i fodboldloven, som Ronaldo kan blive dømt ud fra. Hvis han dømmes i henhold til paragraf 123, er der ikke tale om en voldsom opførsel, og så får han to til tre spilledages hvile. Hvis han derimod dømmes ud fra paragraf 98, altså hvis han vitterlig har udvist voldsom opførsel, så kan han risikere en straf mellem fire og 12 dages karantæne. Samtidig melder det spanske fodboldforbund ud, at man først sidst på ugen vil træffe en afgørelse.

’Usportsligt’

Et par dage senere udtaler præsidenten for den spanske ligaforening, Javier Tebas, at han personligt er glad og tilfreds med Ronaldos lynsnare undskyldning efter opgøret mod Cordoba i lørdags:

»Det er ikke godt for det samlede billede af La Liga, hvis der forekommer usportslige indslag, og Cristiano Ronaldo var ikke sportslig. Derfor sagde han undskyld. Jeg hæfter mig ved, at undskyldningen kom umiddelbart efter, og det værdsætter jeg meget,« sagde Tebas.

Alejandro José Hernández, kampens dommer, har ikke indberettet Ronaldo for en aggressiv handling. Og det kan være Ronaldos redning:

»I det 83. minut blev spiller (7) Dos Santos Aveiro Cristiano Ronaldo udvist for følgende handling: At sparke til en modstander, uden at bolden var i nærheden.«

»Man må lære at bruge hovedet i sådan nogle situationer,« fortæller FC Barcelona-forwarden Neymar til engelske Mirror.

»Jeg tænker kun på mit eget hold, og hvordan vi spiller. Jeg bryder mig ikke om at tale om andre, hvis de ikke taler om mig. Hvis jeg arbejdede i det spanske fodboldforbund, ville jeg fortælle, hvor lang Ronaldos karantæne skulle være,« fortsætter den brasilianske stjerne.

Men dommerne burde se og reagere noget mere, mener Neymar. Og folk burde ikke være så hurtige til at fordømme:

»Det er dommernes ansvar at beskytte spillerne på banen. Specielt når de bliver angrebet med hårde tacklinger. Den slags skal straffes. Det er nemt nok for folk at snakke, når de ikke var til stede. Alle spillere bliver somme tider udsat for provokationer, og nogle gange reagerer man på det. Det er dumt, og man bør ikke gøre sådan noget. Men det kan være hårdt for en spiller, for nogle gange bliver man provokeret kraftigt, ligesom det skete for Zidane den gang i VM-finalen. Det er også sket for mig,« siger Neymar.

De beske kommentarer udeblev ikke. En læser skrev indigneret på The Guardians website:

»Klam som sædvanlig. Hvordan kan nogen overhovedet have respekt for en sportsmand, der opfører sig som en 15-årig, spoleret prinsesesse-bølle?«

»Ballon d’Or-vinderen, mine damer og herrer, tudeprinsen Ronaldo vil endnu engang slippe afsted med en mild straf, ligesom sidst, og det her vil snart være glemt,« tornede en anden.

En tredje læser replicerede stramt på strømmen af stigmatiseringer:

»Al den bitterhed omkring Ronaldo er bare så trist.«

Onsdag faldt dommen så. Ronaldo får to dages karantæne. Det betyder, at han sidder over, når Real Madrid på hjemmebane møder Real Sociedad og Sevilla, men til gengæld er klar til det vigtige opgør mod Atletico Madrid på Vicente Calderón den 7. februar.

Og var det ikke hele tiden Real Madrids snedige plan? Deres guldæg skulle være på plads på den store scene.

Ikke tilsigtet

Konspirationsteorierne har kronede dage. Ronaldos straffeattest taler ikke til hans fordel: Ni røde kort i karrieren, hvoraf de fire er faldet i La Liga. Portugiseren blev udvist i Copa del Rey-finalen i 2013. Og hver gang har han sluppet billigt. Ikke noget Luis Suárez her.

Man skulle jo nok mene, at Ronaldos narrestreger falder ind under paragraf 98 – altså voldsom adfærd på banen. Men i kølvandet på det spanske fodboldforbunds beslutning har mange medier spekuleret i, at inderkredsen i kongeklubben bevidst har plantet lige præcis den information på det rigtige tidspunkt, som har påvirket den endelige domsafgørelse. Det gælder Ronaldos egen undskyldning; ordlyden fra Edimar, som straks efter kampen tonede hændelsen og den snart 30-årige portugisers aggression ned; og det gælder naturligvis dommer Hernández’ kamprapport, som netop ikke – bevidst? – indeholdt noget om Ronaldos slag samt spillerens gestus lige efter hændelsen. Hver for sig er disse bidder af informationer – som lige så meget er fortolkninger – måske ikke afgørende, men lagt sammen kan de, spekulerer både fodboldkommentatorer og fans, have været meget afgørende i den dom, som altså nu sikrer hans deltagelse i El Derbi.

Det er ikke tilsigtet konspiration. I stedet er det ekkoer fra den støj, der uundgåeligt opstår, når en levende myte som Ronaldo træder ved siden af. Havde han fået fem kampes karantæne, havde jungletrommerne også buldret. Selvretfærdigt og stigmatiserende: Ville man statuere et eksempel? Ville nogen straffe Real Madrid for at blande sig unødigt og forsøge at påvirke beslutningsprocessen? Og så videre. Resultatet er ikke andet end den krisehåndtering, moderne tids fodboldkommunikation er nødt til at mestre. Så er deres stjerner nemlig tilgængelige i de allermest prestigefyldte kampe og drejebogen til deres mytologier konstant levende. Nu mangler Ronaldo bare en ny kæreste.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu