Læsetid: 5 min.

’Her kan jeg overleve og frit gøre, hvad jeg vil’

Tyrkiet har et skidt ry i forhold til menneskerettigheder. Men på et område går det fremad: LGBT-rettigheder vinder større forståelse i befolkningen. ’Her i Istanbul lader kampen til at være vundet,’ siger Amnesty International
Man kan ikke optræde åbenlyst sensuelt på gaden, men det gælder også heteroseksuelle. Kys og kæleri i det offentlige rum går bare ikke, fortæller Eren Gül.

Man kan ikke optræde åbenlyst sensuelt på gaden, men det gælder også heteroseksuelle. Kys og kæleri i det offentlige rum går bare ikke, fortæller Eren Gül.

Tor Birk Trads

31. januar 2015

Tyrkisk musik flyder fra en højttaler, og varmelamper gløder i tusmørket. Jeg står på en sidegade til Istanbuls strøggade, Istiklal, og spejder efter Leyla – en bar, der i aften lægger hus til et fundraisingarrangement for LGBT-foreningen Lambda i Istanbul. For hver fem meter ned ad gaden står lokale parat til at shanghaje forbipasserende til lige præcis deres bar. Halvvejs nede ligger en lille anonym bar. Tre mænd og to kvinder sidder i hver sin gruppe og sludrer, en bartender tørrer disken af. Bagerst i lokalet er der en vindeltrappe, en pil op og lille skilt, ’Leyla’, står der.

På tredje sal står frivillige fra Lambda og tager imod penge for entre. De går til foreningens arbejde, siger de.

En rød løber slynger sig det sidste stykke op ad trappen til et stort regnbueflag, der er spændt ud på væggen, hvor trappen ender, og festen begynder.

En blondine med mediebriller står bag DJ-pulten og kigger koncentreret på en Macbook fyldt med klistermærker. Vestlig happy go lucky-popmusik brager derudaf – Beyoncé lige nu. Dansegulvet er foreløbig tomt.

En af de frivillige fra Lambda fortæller, at organisationen jævnligt arrangerer fester og events i Istanbul – yoga, filmforevisninger og samtalekurser af den slags, der skal hjælpe folk med at håndtere åbenhed om deres seksualitet. Dels for at hjælpe LGBT-miljøet, men også for at skabe åbenhed om det at have en anden seksualitet den brede befolkning.

Og indsatsen giver resultater, mener Amnesty International. I Istanbul er situationen og vilkårene overvejende gode.

»Det lader til, at kampen er vundet her i Istanbul,« siger Andrew Gardner, Amnestys Tyrkietekspert. Han giver de frivillige organisationers arbejde i byen æren.

»Men Tyrkiets mindre samfund og landlige områder fortsat er svære at bo i som LGBT-person, så mange flytter til storbyerne,« siger han.

Lambda har været aktiv i Istanbul i over 10 år, mens en anden væsentlig organisation, LISTAG, der er en supportgruppe bestående af familie og venner til LGBT-personer, først begyndte sit arbejde i 2008.

Åbenhed

Der er begyndt at komme flere mennesker nu. Mange flere. Klientellet er broget, men alligevel stereotypt. Smukke unge mænd og kvinder i dyrt og moderne tøj og med hud og hår, der stråler af pleje og gode gener.

En gruppe mænd med store fuldskæg behårede brystkasser har indtaget dansegulvet. De har tydeligvis svært ved at holde sig fra hinanden. Det ene øjeblik bliver der kysset inderligt, det næste bliver der grinet og grindet til tunge rytmer fra Nicki Minajs »Super Bass«.

I baren står tre transseksuelle og bestiller drinks. De er dullet op med tunge guldsmykker, højt stift hår og lårkorte kjoler i spektakulære farver. Da jeg henvender mig, får jeg et »Sorry. No English.«

Men det er ikke noget problem for Eren Gül, der tilhører gruppen af Istanbuls moderigtige unge homoseksuelle mænd. Han er 26 og har været åben om sin seksualitet siden han var 20.

»Der er ingen af mine venner, der har vrænget på næsen eller forholdt sig negativt til det. Flere har endda spurgt, hvorfor jeg ikke havde fortalt om det før,« siger han og fortæller, at den samme reaktion gentog sig, da han fortalte det til sine forældre et par år efter.

Han mener, at der efterhånden er så mange LGBT-barer, -klubber og -arrangementer i byen, at miljøets behov er dækket. Dertil er LGBT-personer ikke et sjældent syn, så man behøver ikke at putte med sin seksualitet meget mere end alle mulige andre.

»Her kan jeg helt klart overleve og frit gøre, hvad jeg vil,« siger han, men skynder sig så at nuancere:

»Man kan ikke optræde åbelyst sensuel på gaden, men det gælder også heteroseksuelle. Kys og kæleri i det offentlige rum er ikke accepteret.«

Politisk konservatisme

Både Europarådets menneskerettighedskommissær og det amerikanske udenrigsministerium har i 2013 påpeget generelle problemer med menneskerettighederne i Tyrkiet. Europarådet har lagt vægt på, at »systematiske problemer i retsplejen« har negativ indvirkning på menneskerettigheder i Tyrkiet, og USA har udtrykt bekymring over manglende beskyttelse af udsatte grupper som f.eks LGBT-personer.

Andrew Gardner fra Amnesty International kritiserer også, at den nuværende »magtfuldkomne« regering med Recep Tayyip Erdogans AKP i spidsen endnu ikke har sikret LGBT-rettigheder i lovgivningen. Og som situationen er nu, heller ikke har stillet i udsigt, at det skulle ske foreløbig.

Et andet af hans kritikpunkter er, at der har været episoder, hvor højtstående politikere fra partiet har udtalt sig uvidende og aggressivt om ikkeheteroseksuelle. Eksempelvis sagde den tidligere minister med ansvar for kvinder og familieanliggender Selma Aliye Kavaf i 2010, at »homoseksualitet er en biologisk lidelse – en sygdom, der skal behandles.«

»Den slags konservative udtalelser opmuntrer både politi og andre offentligt ansatte til at tage et negativt moralsk standpunkt over for LGBT-personer,« siger Andrew Gardner.

Alligevel går udviklingen den rette vej i Istanbul, siger han. De frivillige LGBT-organisationer har i årevis været effektive til at få chikane-sager frem i offentligheden og diskuteret dem. Og det gar haft i sær to vigtige effekter.

For det første har den øgede offentlighed brudt følelsen af at stå alene med chikaneoplevelserne, og for det andet er der kommet et større fokus på menneskerettigheder og den enkelte LGBT-persons ret. En udvikling, der særligt inden for de seneste fem år har taget fart i Istanbul, siger Gardner.

Trodseffekt

Leyla er blevet pakket med mennesker. Dansegulvet er fyldt med dansende mænd og kvinder, nogle unge, nogle ældre. En lyskæde med frithængende kulørte lyspærer i røde, gule, blå og lilla nuancer svinger frem og tilbage, efter at en har givet den et dask. Der er ikke plads til de store dansetrin, så folk står primært bare tæt og rykker lidt frem og tilbage med hænderne over hovedet. Der kysses lidt på kryds og tværs af køn til tonerne fra endnu et amerikansk popnummer.

Lambda havde før festen fyldt et bord med kitschede diademer med store sten i forskellige farver. De er for længst blevet snuppet og pryder nu flere af gæsterne.

Erens gruppe er rykket til baren efter lyse øl og tequilashots. En veninde bestiller, mens Eren fortæller om LGBT-miljøet i offentligheden. Han begynder med den årlige Pride, der år for år er vokset med mange tusinde gæster. I 2012 var der op mod 30.000 deltagere, sidste år var tallet oppe omkring 100.000.

»Priden var enorm, men jeg synes ikke, den fik nok dækning i nyhederne i forhold til, hvor stort det har vokset sig. Der var en lille moddemonstration, og den fik mere dækning.«

Generelt er det hans opfattelse, at både medierne og styret halter efter resten af befolkningen, hvad angår holdninger til og accept af LGBT-personer – i hvert fald i Istanbul. Det kommer til udtryk i både manglende mediedækning, og når politikerne undgår at italesætte miljøets vilkår og rettigheder. Men det er ikke noget, der påvirker tilværelsen på det praktiske plan.

»I stedet synes jeg i højere grad, der er en trodsreaktion. En ’vi vil og vi kan’-mentalitet, der breder sig,« siger han.

Måske har han ret. Ud på natten, da barerne er ved at lukke, og de fleste varmelamper er slukket, har et lille stykke af LGBT-festen søgt ned på gaden. Ikke popmusikken og diademerne, men to kvinder i 30’erne, der sidder og kysser over en cola.

Turen til Istanbul er støttet af Informations Venner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Nielsen

Det er godt at høre, at der er noget, der går fremad. At tolerancen er lavere på bøhlandet kan jo ikke overraske: der var vist for ikke så længe siden noget med to lesbiske, der blev mobbet ud af landsbyen af nordjyske jesus-og-vorherre-fascister.

Claus E. Petersen

En storby i et land der er i gang med at revertere til islam og sharia viser vejen... og måske kun hvis man er beskyttet af en politisk luftning og en magtfuld famile.
Der skal en hel del mere til før jeg sender lykønsknings telegrammer til Tyrkernes bøsser og lesbiske.