Læsetid: 4 min.

En kop surrealistisk kaffe

To tænkere mødtes i London. Den ene sagde ikke, at den anden skulle sige undskyld til en kanin
To tænkere mødtes i London. Den ene sagde ikke, at den anden skulle sige undskyld til en kanin

Ib Kjeldsmark

17. januar 2015

Da Salvador Dalí besøgte Freud i London i 1938 var det med et noget blandet resultat. Han havde flere gange forgæves forsøgt at møde sit store psykoanalytiske forbillede; manden, der repræsenterede den teoretiske åbning af spørgsmålet om det ubevidste, som surrealisterne ihærdigt forsøgte at illustrere; men hver gang var Freud bemærkelsesværdigt fraværende. Den spanske kunstner nåede nærmest at få en fast rutine for sine besøg i Wien, som han lakonisk beskrev det i sin selvbiografi: »Om formiddagen gik jeg ud for at se Vermeer på Czernin Samlingen, og om eftermiddagen besøgte jeg ikke Freud.« Da mødet endelig lykkedes i London, var det derfor også med store forventninger, måske for store. Freud var temmelig svækket af sin sygdom og havde blandt andet svært ved at høre, hvilket gav Dalí det indtryk, at han ikke rigtig var imponeret af kunstnerens tale. Denne opfattelse blev kun understreget af, at Freud på et tidspunkt kommenterede surrealismen som kunstnerisk retning med den betragtning, at han i klassiske malerier altid kiggede efter det ubevidste, mens han i surrealistiske billeder kiggede efter det bevidste. »Dette var udsigelsen af en dødsdom over surrealismen som en doktrin, som en sekt, som en isme,« skrev Dalí i selvbiografien, for var det ikke netop afsløringen af, at surrealismen var en alt for fortænkt, villet, bevidst iscenesættelse af det fortrængte materiale, som det ubevidste arbejder med, og som dukker op i drømme, fortalelser, osv.? Ambitionen var at fremvise det ubevidste, og nu sagde Freud, at det var det bevidste, man fik øje på.

Ekstrarealisme

Måske var Freuds karakteristik af surrealismen dog ikke nødvendigvis ment som en kritik. For det første er det velkendt, at han faktisk holdt meget af surrealismen, og for det andet kunne man også se bemærkningen fra London som en temmelig nøgtern indsigt, der tværtimod fremhæver surrealismens egentlige bedrift: Hvad surrealismen, som navnet antyder, viste, var, at det, vi almindeligvis betragter som det realistiske, det fornuftige, det genkendelige, rummer noget ’ekstra’, en anden dimension, et yderligere lag, og det var bl.a. Dalís overbevisning, at dette ekstra kom til udtryk i vores drømme. Men dette ekstra er ikke en anden form for realitet – en slags skjult meddelelse, der kan afkodes i en kunstnerisk eller analytisk fortolkning. Det ubevidste er ikke et sæt af overbevisninger og tanker, der er færdigt formet og ligger og venter på at få adgang til vores bevidsthed – det er det bevidste livs egen umulighed, eller det er det ved vores bevidste færden og adfærd, som vi ikke har set for, hvad det (i virkeligheden) (også) er. Hvis surrealismen gik fejl, var det, når den troede at kunne male det ubevidste direkte – det kunne den ikke; den kunne højst male dets effekter.

Drømmens logik

Man kunne også sige det på en anden måde: Det, der var interessant ved surrealismen, var ikke så meget det, den rent faktisk malede – i Dalís tilfælde f.eks. smeltende ure, store næser på krykker, osv., men snarere dette, at maleriet måtte antage surrealismens form. Selve det, at den europæiske kultur i starten af det 20. århundrede, parallelt med psykoanalysens fremkomst, opdyrkede en genuint ny udtryksform, taler ikke for, at der var visse indsigter, som menneskeheden havde glemt, eller at en række kunstnere var kommet til enighed om nogle værdier eller pointer, som kun kunne formidles gennem surrealismens filter, men snarere, at der var kommet en opmærksomhed på selve det arbejde, der ledsager vores bevidste tænkning, fordi denne ikke selv hænger sammen. Det er det bevidste liv, der er mærkeligt; det er det bevidste liv, som det kræver en enorm anstrengelse at opretholde. Derfor må dets mangler og blinde punkter hver nat repareres (eller suppleres) af drømmenes tænkning, og det, surrealisterne gjorde, var at forsøge at fremstille denne form, drømmens logik, kunne man kalde det.

Kaffens ubevidste

Freuds bemærkning rummede i virkeligheden en elegant dialektik: Når man betragter den realistiske fremstilling, kan man studere de ubevidste elementer i den; når man betragter den surrealistiske, ser man de bevidste greb, der forsøger at fremskrive realitetens egen mærkværdighed. Det ubevidste selv får man aldrig i uformidlet form.

At surrealismen så er blevet til en karikeret genre i populærkulturen, kan Dalí og co. vanskeligt bebrejdes. Tænk f.eks. på Café Noirs reklamefilmserie fra de senere år. I én af dem kører en mand i bil om natten og holder ind til siden, fordi der står en anden mand med en ballon. Den fremmede mand siger: »Følg kaninen, og du vil finde lykken.« Vor helt forsøger at følge en hvid kanin, der springer ind i krattet ved vejen, men mister den, hvorpå den fremmede siger, at det var den forkerte kanin og forlanger, at han undskylder over for den, osv. Reklamerne afsluttes med et muntert: »Hvis du synes, dét er sort, så skulle du bare prøve en kop Café Noir.« Her ser vi netop surrealismen som en form for kodeskrift, der virker enormt dyb og fransk, men nok ikke er for almindelige mennesker.

I virkeligheden er surrealismen meget tættere på, end reklamen er klar over. Hvis man f.eks. betragter Jean-Luc Godards film To eller tre ting, jeg ved om hende fra 1967, er der en fantastisk scene, der bogstaveligt talt udspiller sig omkring (og i) en kop kaffe, og hvor en hviskende monolog fremmaner det forunderlige ved et sådant objekt og den rolle, det spiller i menneskers interaktion. Her er det surreelle integreret i kaffen selv, som netop dette ekstra ved tingene, der er overalt i vores virkelighed. Selv om Godards film næppe ville kunne betegnes som surrealisme i streng forstand, har den netop dette særlige kendetegn, som surrealismen anslog: At studere realiteten selv med henblik på dens egen mærkværdighed. Kunsten er ikke at finde frem til en uudgrundelig realitet hinsides det bevidste; kunsten er at lade det bevidste liv selv fremtræde i sin egen uudgrundelighed.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu