Læsetid: 7 min.

Krigshelt eller massemorder?

Aldrig i nyere amerikansk filmhistorie har Hollywood – og de samfundspolitiske kommentatorer – været mere oppe at toppes om en film end lige nu. Det værdipolitiske slagsmål står om Clint Eastwoods Oscar-nominerede ’American Sniper’, en film, der portrætterer snigskytten, nu afdøde Navy Seal Chris Kyles liv under og efter Irak-krigen
Er American Sniper en psykologisk kompleks film, der portrætterer en udsendt elitesoldat, hvis sind bliver ødelagt af livet som skarpskytte, eller er den en patriotisk hyldest til elitesoldaterne i Navy Seal?

Er American Sniper en psykologisk kompleks film, der portrætterer en udsendt elitesoldat, hvis sind bliver ødelagt af livet som skarpskytte, eller er den en patriotisk hyldest til elitesoldaterne i Navy Seal?

Foto fra filmen

31. januar 2015

Publikum elsker den, og salgstallene slår alle forventninger. Så meget er klart, efter Clint Eastwoods film American Sniper er gået ind i sin femte filmuge i USA. Filmen handler om snigskytten Chris Kyles liv før, under og efter Irak-krigen og blev anmeldt her i avisen den 22. januar. Den har indtil videre solgt for 200 millioner dollar billetter i USA, hvilket skal sammenlignes med forventningen til filmen fra produktionsselskabet, Warner Brothers, der før premieren havde anslået indtjeningen til relativt beskedne 60 millioner.

Om denne massive kommercielle succes vil blive fulgt op af en Oscar-statuette i næste måned får vi at se – filmen er nomineret i seks kategorier herunder ’bedste film’ og ’bedste mandlige hovedrolle’. Men inden Oscar-festen det værd at se nærmere på den uforsonlige og voldsomme debat, som Eastwoods seneste værk har afstedkommet.

To forskellige versioner

Groft sagt er konflikten: Enten er American Sniper en psykologisk kompleks film, der portrætterer en udsendt elitesoldat, hvis sind bliver ødelagt af livet som skarpskytte. Et portræt af en mand, der aldrig kan vænne sig til livet som familiefar igen, og som ender sine dage som offer for den krig, han deltog i, da han i 2013 bliver dræbt af en anden mentalt ustabil veteran i en skydeklub?

Det er filminstruktørens og mange af de medvirkendes erklærede budskab.

Eller også er filmen Eastwoods patriotiske hyldest til soldaterne i Navy Seal, der tog til Irak for at beskytte deres land – og en fortjent anerkendelse af de krigsveteraner der alt for ofte svigtes af resten af samfundet efter endt militærtjeneste?

Det sidste fremhæves ikke kun af dem, der elsker filmen, og som i ugevis har ført et propagandatog uden sidestykke for det glade budskab med Fox News forrest, men også af filmens kritikere, der beskylder filmen for at være et klægt nationalistisk PR-dække over virkeligheden: At Chris Kyle var en pralende og hadefuld dræbermaskine, der så irakerne som undermennesker, og som uden betænkeligheder gjorde det af med så mange som muligt under sine i alt fire udstationeringer i Irak, hvor han efter eget udsagn dræbte 160 mennesker. En rekord, som han selv var stolt af.

Men en tredje mulighed er, at filmen er begge dele – et mangesidet mesterværk, der, som the New Yorkers anerkendte filmanmelder Richard Brody formulerer det, »magter at formidle, hvorfor krigsdyder er så dyrebare, sjældne, og skrøbelige, at de kun med største forsigtighed skal anvendes i kamp«. Brody kalder Eastwoods film for et portræt af »et geni i krise« og »politisk i den højeste forstand. En dramatisering af brug og misbrug af statsmagten i lyset af filosofiske ideer; ideer der belyser dramaet som noget, der ikke udspiller sig langt væk fra os, men kommer indefra, ikke som noget pålagt, men som noget spontant«.

Han siger også, at nok er American Sniper en voldelig actionfilm, men den er samtidig »omgivet af en frygtelig stilhed, dens historie om krig indeholder tapperhed og rædsel; og disse destruktive og selvdestruktive konflikter er særlige for en person, der er udstyret med en krigers ædle karakter. Som sådan er det en filmisk tragedie i den dybeste og mest klassiske forstand. Eastwood ser på begivenhederne med en voldsom vrede, og med en bedrøvelighed af olympiske dimensioner«.

’Kujoner’ og ’nazi-propaganda’

Uanset argumenterne kræver det ikke nogen doktorgrad i socialpsykologi at se, hvordan en film med det indhold kan blive en brik i en verbal stedfortræderkrig om USA’s militære indsats rundt omkring i verden.

Og det er, hvad der er sket. I det vestlige Los Angeles blev en plakat for filmen overmalet med graffiti sidste weekend. Med rødt stod der blot et ord: ’Morder’. Inden da havde flere af Hollywoods venstreorinterede berømtheder med filmmanden Michael Moore og skuespiller Seth Rogen i spidsen været ude med riven. Moore kaldte snigskytter for ’kujoner’ på Twitter (han hævdede efterfølgende, at han ikke havde til hensigt at kritisere filmen, men blot ønskede at give sin mening til kende om snigskytter i al almindelighed), mens Rogen, der ikke har trukket sine vurderinger tilbage, sammenlignede American Sniper med de propagandafilm, nazisterne producerede for at vinde opbakning til Det Tredje Rige. En anden kendt stemme på venstrefløjen, professor Noam Chomsky, sammenlignede i denne uge American Sniper med præsident Obamas brug af førerløse droner, der slår formodede terrormistænkte (og af og til også civile) ihjel.

Countrysangeren og veteranen Craig Morgan svarede Rogen igen på hans Facebook-side med salven: »Jeg er dødtræt af, at mennesker som du bare lader munden løbe, når det står så uendelig klart, at du intet aner om, hvad det kræver af dette land at opretholde vor frihed. Hvis du og dine ikke bryder jer om den sag, så flyt!«

Den tidligere vicepræsidentkandidat Sarah Palin, som altid er god for en mundret one liner, skrev på sin væg på Facebook: »Gud velsigne vore soldater, særligt vore snigskytter.«

Chris Kyles venner tidligere Army Ranger Sean Parnell og tidligere Navy SEAL-soldat Jason Redman, der var gæster hos Fox News’ Sean Hannity, bemærkede til Moore og Rogen, at »der er en velkendt bias vendt mod militæret i Hollywood. Men hvis blot filmindustrien kunne gøre op med deres egne fordomme, ville man se langt flere block busters som hylder USA’s særstilling i verden, soldaternes uegennyttige arbejde, ære og integritet på slagmarken«.

Anledning til diskrimination?

Men filmen har ikke kun skabt debat i Hollywood. I denne uge skrev The American-Arab Anti-Discrimination Committee (ADC) – den største græsrodsorganisation i USA, der beskæftiger sig med borgerrettigheder for de arabisktalende samfund i USA – til såvel Eastwood som hovedrolleindehaveren i filmen, Bradley Cooper.

ADC siger, at American Sniper har ledt til en stærk stigning i antallet af trusler mod USA’s muslimer. Organisationen citerer hundredevis af vrede beskeder sendt til både arabere og muslimer mestendels via Facebook og Twitter med henvisning til filmen. I brevet beder ADC Eastwood og Cooper om at »være med til at imødegå hadefuld retorik«.

Hverken instruktøren eller skuespilleren har svaret, men Jack Horner, der er talsmand for Warner Brothers, siger til nyhedsbureauet Reuters, at filmselskabet »tager stærkt afstand fra enhver voldelig, antimuslimsk retorik inklusive den, som måtte være kommet fra seere af filmen. Had og bigotteri er ikke en del af den vigtige dialog om veteraners liv, som denne film har bidraget til«.

Fordommenes vagtparade

Filmens egne folk har også blandet sig i debatten. Eastwood, der udover at være veteran i Hollywood også er kendt som en af republikanernes få åbne støtter i filmverdenen, siger til magasinet Hollywood Reporter, at han er optaget af at skildre, hvordan det er »at blive revet væk fra det liv, man kender, og blive sendt til et andet sted på kloden væk fra familien«.

Filmens manuskriptforfatter, Jason Hall, ser en dobbelthed i filmen, der rækker ud over den rå krigsfilms hyldest til soldaten. Han siger til TIME Magazine, at det billede mere handler om folks fordomme over for Eastwood som en »Dirty Harry Guy, der deltager i republikanske partikonventer«:

»Chris var en mand, der troede på noget, og han var nyttig for regeringen, som har brug for hans slags, når der er krig. Og det kostede ham både hans fysiske og psykiske helbred – og var tæt på at koste ham hans familie. Det faktum, at Chris sikkert ville have sagt ja til at betale den pris igen og igen, hvis han var blevet spurgt, er på en gang både patriotisk og fuldkommen tragisk.«

Der er med andre ord ingen tvivl om, at filmen er landet midt i en pinefuldt aktuel diskussion i USA om, hvordan landet ser på de soldater, der er vendt hjem fra de seneste krige i Afghanistan og Irak. En debat, der ikke kun handler om, hvordan veteranerne passer ind i det civile samfund, men også om, hvorvidt deres handlinger er prisværdige eller ej. Og om hvorvidt de ofre, soldaterne har ydet, var indsatsen værd.

’Hollywoods venstreorienterede’

Kommentatorer peger på, at den debat er anderledes i dag end tidligere, fordi færre og færre amerikanerne har noget at gøre med militæret i dag. Hvilket militæranalytikere mener, bidrager til en »dybere kulturkløft mellem civile og krigsveteraner,« som Washington Post formulerede det sidste weekend. Blot 0,5 procent af amerikanerne er eller har været trukket i trøjen i dag, det er det laveste tal siden Anden Verdenskrig.

Det kan ikke udelukkes, at filmselskabet direkte har spekuleret i dette nationale skisma. Phil Contrino, der analyserer film på sitet BoxOffice.com peger f.eks. på, at publikumssuccessen netop kan skyldes, at »mange gerne vil deltage i den nationale debat« USA’s krigsdeltagelse og den enkeltes forhold til den.

Twitter offentliggjorde tal i denne uge, der viste, at diskussionen American Sniper er »dobbelt så høj som normalt« for film af denne type. Hashtagget #liberalwarmovies, som var det, konservative forsvarere af filmen brugte på det sociale medie for at håne »Hollywoods ventreorienterede elite«, var også på hitlisten over mest populære hashtags i sidste uge. Facebook-data viste, at filmen var mest diskuteret i republikanske stater som West Virginia, Wyoming, Kentucky og Oklahoma.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Her er et par uddrag fra Chomsky's kritik. Han citerer den bog, som Chris Kyle selv skrev:
"Kyle's first kill was a woman who apparently walked into the street with a grenade in her hand as the Marines attacked her village. Here's how Kyle describes killing her with a single shot:

“‘I hated the damn savages I’d been fighting,’” Chomsky said, quoting Kyle. “‘Savage, despicable, evil — that’s what we were fighting in Iraq. That’s why a lot of people, myself included, called the enemy savages. There was really no other way to describe what we encountered there.’”"

"On the other hand, Newsweek's Jeff Stein, a former US intelligence officer, deferred, calling it appalling. In that review, Chomsky says, Stein remembered a visit he had made to a “clubhouse for snipers, where to quote him, ‘the barroom walls featured white-on-black Nazi SS insignia, and other Wehrmacht regalia. The Marine shooters clearly identified with the marksmen of the world’s most infamous killing machine, rather than regular troops.”"

Chomsky:
https://www.youtube.com/watch?x-yt-ts=1422579428&v=5X30Gkp9FVs&x-yt-cl=8...

lars abildgaard, erling jensen, Karsten Aaen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

Chris Kyle var ikke mere psykisk smadret, end at han oprettede et sikkerhedsfirma a-la BlackWater, da han kom hjem.
Som det ses, er logoet inspireret af den amerikanske superhelt "The Punisher", en selvtægtsmand, som render rundt med en riffel og leger anklager, jury og dommer, gerne eksekveret på splitsekunder.
http://www.thecraft.com/

lars abildgaard, curt jensen, Torben Arendal, Karsten Aaen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Peter Ole Kvint

Det er ikke nemt at beskrive en krig, i første person. Og jeg tror ikke at alle får det samme udbytte af filmen. Det afhænger om at man kan leve sig ind i manden. Hvis man helt distancere sig fra hovedpersonen, så er historien total pinefuld.

georg christensen

Hvem er morderen og hvem er den myrdede og hvorfor?. Hvem startede og hvem afslutter "galskaben"?. At tage et liv, er at ødelægge sit eget, en overbevisning som jeg gennem mit LIV, har en formodning om, at have stor "sandhedsværdi", uanset hvem der er "ordregiveren", (magtbegærligheden), eller individet selv.

American Sniper er en propagandafilm, som igen skal desensitivisere amerikanerne for vold og få dem til at acceptere grusomheder. Samtidig er den en hvervningsfilm, som skal lokke en ny generation af amerikanere til at melde sig til hæren.

Der er ikke noget for-og-imod her, kun en amerikansk højrefløj, som efterhånden har bevæget sig så langt ud i sindssygen, at man må frygte, hvad det ender med. Meget snart står de sandsynligvis med regeringsmagten, og så får vi nok svaret.

Tino Rozzo, Alf Blume, Svend-Erik Hansen, lars abildgaard, curt jensen, peter fonnesbech, Peter Hansen, Toke Andersen, Lars Riber , Torben Arendal, Keld Sandkvist, Rune Petersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Viktor Knudsen

Nej Herman, det har ikke noget med betragtningsvinklen at gøre. At være soldat hhv. terrorist er ikke et relativt begreb, som du gerne vil gøre det til. Det er udelukkende et spørgsmål om definitionen på det to begreber, der afgører om man er det ene eller det andet. Og definitionerne må du selv google.....

Peter Ole Kvint

Herman Hansen: "Hvad med soldat eller terrorist? Det kommer jo alt sammen an på betragtningsvinklen."
En terrorist/frihedskæmper er frivillig, og sætter selv sine grænser.
En soldat er lønnet, og skal adlyde sine officer.

Niels Engelsted

Det er en meget mærkelig film. For mig at se består den af en overflade og en underflade. Overfladen består patriotiske klicheer ciseleret så skarpt som gammeltestamentlige tavler. Man må næsten tro, at det er satire, men man er langtfra sikker. Selvom det er svært at tro, kan der være amerikanere, der opfatter verden sådan. Men på en europæer virker det som et karakterdrab på USA.

Måske var det Eastwoods mening at advare sine landsmænd? Et sted i filmen kalder Chris Kyle fjenderne for "savages", hvortil hans hårdt prøvede hustru svarer: "It is not about them. It is about us."

Måske udtrykker dette citat filmens egentlige budskab for underfladen er den en lang fordømmelse af den irakiske krig og dens gerninger. Filmens åbningsscene viser en brølende amerikansk tank på vej gennem en by ledsaget af stormtropper, og for mig var det svært ikke at tænke på billederne af tysk panzer og Waffen-SS på vej ind i en hviderussisk landsby. Det blev heller gjort sværere af, at de amerikanske marinere brugte et Totenkopf som symbol på både deres uniform og på deres Humvee. Det næste vi ser er en ung irakisk kvinde og en lille dreng, der træder frem mod den invaderende styrke med en granat, (og bliver skudt af filmens helt fra hans skjul), hvilket uværgeligt får en til at tænke på det groteske misforhold mellem de invaderende fremmede og de forsvarende indfødte. Sådan går det slag i slag og filmen slutter uden at man på noget tidspunkt har fundet nogen sympati for den tegneserieagtige maskine af en mand.

Jyllandspostens anmelder oplevede vist American Sniper som en anti-krigsfilm, og det tror jeg er rigtigt set. Måske var det Eastwoods virkelige hensigt og til formålet listigt anvendte en Brechtsk Verfremdungs-teknik. Og måske var de svulstige slutbilleder af den virkelige Chris Kyles begravelse et forsøg på at sløre denne hensigt. Hvis så lykkedes det sidste ikke helt.

Svend-Erik Hansen, Markus Hornum-Stenz, Robert Ørsted-Jensen, Torben Kjeldsen, Tom Paamand og Dennis Berg anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Tak Niels, for dit begavede bidrag til at gøre eastwoods arbejde færdigt. At smide en flertydig bevidsthedsbombe i heksekedelen uden opfølgende hensigtserklæring er for kujoner - her kan man ikke gemme sig bag banaliteter, som at 'værket må tale for sig selv'. Der er tale om et politisk sprængfarligt indlæg, som ikke bør tale med to tunger. Og hvis det forholder sig sådan, at Clint ikke kan blive enig med sig selv, så må han sige det.

Og en krigshelt kan ende som massemorder alt afhængig af hvem der vinder krigen. Efter 2. verdenskrigs afslutning kom alle Danmarks modstandsfolk ud af skabet. Men hvad nu hvis udfaldet af krigen var endt med en anden sejersherre.

For en ordens skyld. Det var absolut de rette som vandt. Men hvad nu vis...

Som filmen fremviser Chris Kyle udførte han sit arbejde, som han skulle. Og det med samvittighed og moralske overvejelser. Ikke et ønske job, men nødvendig i situationen.

@ Hansen & Knudsen
-mon ikke det er soldat eller frihedskæmper der tænkes på ?

Jeg har ikke set filmen og er overbevist om ikke at gå glip af noget. Clint Eastwood film er som Springsteen' musik: samme tema, anden indpakning.
Blind voldsforherligelse er der intet godt i, om det er med ekstrem højre eller venstreorienteret tilgang.

På herværende soldats (hvordan ka man kaldes veteran med under ti års arbejdserfaring..) drabsdag kunne man på Guardian springe til kommentarfeltet og følge alt fra kølig britisk humor og "nej til alt" over til spørgsmålet om hvor begavet det er at sætte en traumatiseret & mental forstyrret soldat på skydebane med skarpladte våben. Selv i bedste mening, manden trængte jo til omsorg..
Amerikanske kommentarer overvejende som hentet ud af '50er koldkrigssnak og våbenlobbyens salgskatalog..
En nation så ensidigt fokuseret på krig og rå magtanvendelse at det er skræmmende at følge "folkets" meninger
Selv den ellers politisk korrekte hudfarve vil næppe skaffe førstemanden med i opløbet om fredsprisen som landet fungerer i dag..

Fordi man er en dygtig skytte behøver man jo ikke være psykopat, hvad hans klodsede bog jo tydeligt viser ham som. Man ka glædes ved godt håndværk og veludført arbejde.
Hans "snak" er jo lige tilbage til Nazisternes Auschwitz og deres eget Abu-graib.. Resultatet ka vi løbende følge i nyhederne.
Det er vel ikke tilfældigt at IS stopper kidnappede uskyldige vesterlændinge i orange dragter inden de for løbende kamera får skåret struben op.
Modstandere fra egen kulturkreds får bagbundet henslængt i massegrave et par kugler i ryggen

"“American Sniper” lionizes the most despicable aspects of U.S. society—the gun culture, the blind adoration of the military, the belief that we have an innate right as a “Christian” nation to exterminate the “lesser breeds” of the earth, a grotesque hypermasculinity that banishes compassion and pity, a denial of inconvenient facts and historical truth, and a belittling of critical thinking and artistic expression. Many Americans, especially white Americans trapped in a stagnant economy and a dysfunctional political system, yearn for the supposed moral renewal and rigid, militarized control the movie venerates. These passions, if realized, will extinguish what is left of our now-anemic open society."
En læseværdig artiklel.
http://www.truthdig.com/report/item/killing_ragheads_for_jesus_20150125

Chris Kyle var en del af en dybt ulovlig invasion af en andet land; han deltog i en krigsforbrydelse, en ultimativ aggressionskrig, som man hængte nazister for på stribe efter Anden Verdenskrig. Det kommer aldrig til at ske for amerikanske krigsforbrydere, hvilket siger alt om det moralske klima, der dominerer al diskurs i vestlige samfund.

USA invaderede Irak, et land, som ikke havde haft til hensigt at angribe og slå amerikanere ihjel. Ingen iraker havde lod og del i 9/11; landets diktator, Saddam Hussein, havde på intet tidspunkt truet med at gå i krig mod USA. I mange år var han tværtimod deres nære allierede, som straffrit fik lov til at begå de mest horrible forbrydelser mod sit eget folk og mod iranere.

Al Qaeda var ikke hans allierede, hvilket var en del af amerikanernes løgnagtige propaganda, ud over hans ikke-eksisterende masseødelæggelsesvåben, og brugt som begrundelse for at invadere landet, med aktiv og helhjertet støtte fra Danmark og den øvrige koalition af villige nationer. Den eneste grund for denne amerikanske snigskytte til at være i Irak byggede på en kolossal løgn, der er en fast bestanddel af det amerikanske propaganda apparat.

Det gør ham ikke til en helt som eksempelvis danske frihedskæmpere. Han begik drab, som ikke var væsensforskellige fra de drab, som bliver udløst af en operatør, der sidder i en bunker i Nevada og trykker på knappen til affyring af en drone over Pakistan eller Yemen i Obamas globale terrorkampagne, som indtil nu har dræbt 3.500 mennesker, alle uskyldige. Han udførte nogle handlinger, som ikke var mere interessante end en langdistance-tryk-på-knappen massemorder i en jetjager over Irak eller en soldat på landjorden. Deres mission var for alles vedkommende at slå så mange irakere ihjel som muligt. Kyle nåede at slå 160 ihjel - en bagatel over for de mere end 1,4 millioner øvrige irakere, som måtte lade livet.

I filmen forekommer også en irakisk snigskytte, som "naturligvis" ikke betragtes som en helt, selv om han forsvarer sit eget land mod en aggressiv invasionsstyrke på flere hundredtusinder soldater udstyret med den mest overvældende militærmagt.

Når vestlige lande som USA og Danmark invaderer andre lande blive landets soldater i vestlige massemedier altid beskrevet som forbrydere og terrorister, selv om det er hævet over enhver tvivl og utvetydigt fastslået i international ret, at de har en naturgiven, legal ret til at forsvare deres land, som det var tilfældet med de ca. 1.000 danske frihedskæmpere under besættelsen af Danmark eller palæstinensere mod den israelske besættelse af deres land.

Erling Jensen, cand.jur.

Alf Blume, lars abildgaard, Mikael Velschow-Rasmussen, Holger Madsen, randi christiansen, Hans Larsen, Ib Heinisch, Dennis Berg, Rune Petersen, Karsten Aaen og Toke Andersen anbefalede denne kommentar

Dette mente B.S. Ingemann om den sag: -

Vil amerikaneren i Verden fægte,
Men dølger Aasyn og Navn,
Jeg ved, hans Aand er ej ægte –
Jeg tager ham ej i Favn.

Niels Engelsted:

Jeg ser en overflade og en underflade i dit indlæg. Overfladen er en fin analyse, underfladen er din trang til at bekende, du har set filmen.

Morten Rasmussen

Uden at ønske at undskylde Chris Kyle's gerninger overhovedet, synes jeg ofte at vi glemmer at nævne krigens købmænd, når vi placerer skyld. Hvis vi vil have verdensfred, er det de kyniske banker som både tjener tykt på lånene til de krigsførende parter, og ejer en stor del af det militære industrielle kompleks, som skal stoppes.

De lader til at have mere magt end de folkevalgte. Det skal der mere end en palle fredspriser til at dække for.

Jørn Stjerneklar

Jeg synes altid det er fantastisk når folk deltager i en diskusion om film, malerier, tegninger etc. uden at have set de pågældende værker.

Jeg har ikke set filmen, men har læste bogen, ved ikke om det giver mening :(

I bogen fremstår Chris Kyle som en rimelig almindelig amerikansk frivillig soldat med et speciale som gør, at han opnår en status i USA og hæren. Men ellers som en mand der ligesom de fleste der har været i tæt omgang med døden i den voldelige udgave er mærket for livet. På alle planer, også i hans holdninger - det ændrer folk er være derude.

Det bør man nok tage med i sine betragtninger når man er ude og vil dømme manden uden at have læst bogen - eller set filmen.

Generelt synes jeg, at Clint Eastwood i sine krigsfilm har bevæget sig mellem at skildre kammerateriet mellem soldater, moral og etik i krig og været så nuanceret som muligt i Holywood og omegn som muligt. Er meget stor fan af ham - han skal bare lade være med at snakke til tomme stole.

Ser frem til at se filmen...

Thomas H. Pedersen

Sjovt som alle krigsfilm er propaganda film til at erhverve flere soldater også selvom filmene viser hvor modbydeligt det er at være i krig og at man kan få psykiske problemer bagefter....

Niels Engelsted:
Det er sjovt som det altid er nazi kortet som bliver trukket, det "Totenkopf " er ikke det samme som nazisterne brugte under 2 vk. som i øvrigt går flere hundreder år tilbage i tysk tjeneste men som Dennis Berg siger fra "The Punisher" en tegneserie helt. Derudover så var det kun de amerikanske finskytter som brugte det, ikke de normale soldater.

Erling Jensen:
Der er meget stor forskel mellem at være finskytte og se sine mål i øjnene mens en drone operatør kun ser en skærm, det kan ikke sammenlignes.
Derudover er det noget sludder at missionen i Irak var at dræbe så mange Irakere som muligt og jeg ved ikke hvor du får 1,4 millioner døde irakere fra... for hvem er det nu som har slået flest Irakere ihjel?.. det er Irakere.. men det skærmer skyklapperne for.
Derudover så ved jeg ikke om du ved det men USA og Danmark samarbejdede med den Irakiske hær og politi allerede i 2003 efter invasionen... fjenden var de religiøse og politiske partier i Irak som havde hver deres milits som kæmpede om magten...

Niels Engelsted

Thomas H. Pedersen,
jeg sagde ikke, at de amerikanske soldater var nazi'er. Jeg prøvede at fortolke instruktørens valg af åbningsscene, der formentlig for andre end mig associerer til film fra anden verdenskrig af fremrykkende tyske tanks.

Hvad angår dødningehovedet kan man heller ikke fortænke nogen i min generation at tænke på Waffen-SS. Jeg indrømmer, at jeg ikke var bekendt med tegneserien Punisher.

Det er jeg imidlertid nu, hvor jeg på Wikipedia læser:
The Punisher is a vigilante who employs murder, kidnapping, extortion, coercion, threats of violence, and torture in his war on crime.

Skulle det så være bedre? Totenkopf er og bliver åbenbart det samme symbol: Her kommer vi med død og rædsel.

Robert Ørsted-Jensen

men totenkopf er i øvrigt ikke nogen nazi opfindelse. symbolet anvendtes i den preussiske hær og andre steder i Tysk historie siden i alt fald 1808

Robert Ørsted-Jensen

Jeg har ikke set filmen men vil givet gøre det på et tidspunkt. Men det jeg har læst indikere for mig en kunstnerisk tvetydighed, som instuktøren har evnet at skildre på udmærket somme tider ekstremt dygtigt i andre af hans film.
Den ide at alle skarp og snigskytter er mordere, sry den køber jeg ikke. Hvis man af den ene aller anden grund er tvunget til at gå i krig er det fornuftigt og i mine øjne absolut værdifuldt og fornuftigt at medtage også hold af veltrænede skabskytter. Det andet er naivt sludder i mine ører.

Filmen er muligvis propaganda af en slags, men jeg er ikke sikker. Mig bekendt er instuktøren ikke ngen stor fan af Irak krigen, men jeg kan tage fejl. Men det er for mig at se absolut kunstnerisk i orden, og endog sundt, at skildre et sådant menneskerligt individs udvikling.

Her ses problemet med at lave en film med lidt tvetydighed eller dybde og forvente, at målgruppen fanger budskabet. De tror, det er en dokumentarfilm.

"My question is, when does glory fade away and become a wrongful crusade? Or an unjustified means which consumes one completely?", spørger en sørgende moder i filmen, mens hovedpersonen grundigt flås i stykker af en formålsløs krig. Dens officielle og forløjede mål bliver undervejs serveret for "helten" uden spørgsmålstegn, for det var jo disse forlængst afslørede løgne han kæmpede for - og det ved vi som tilskuere godt.

Han flygter fra sød kone og småbørn, tydeligvis mere fanget som adrenalinjunkie end af et frelserkompleks. I stedet roder han sig ud i en meningsløs jagt på sin mest genkendelige fjende, et karikeret spejlbillede kaldet Slagteren. Dennes og fjendernes generelle ondskab pensles ud så de netop fremstår som absurd genkendelig propaganda, og på ingen måde kan ses som virkelighedsbilleder. Som antydet i startscenen kan det være svært at skelne den gode hyrde fra bøllen, når volden tages i brug.

Filmen når dog til sidst at kede sine tilskuere med en langtrukken afslutning efter hjemkomsten, hvor hovedpersonens forfald og drabet på ham skæres alt for omhyggeligt ud i pap - det kunne være klaret mere effektfuldt med et skilt før rulleteksterne. Disse domineres i stedet af autentiske billeder fra begravelsen, hvor landets paniske dødekult med nationalflag i grotesk mængde nok giver en klump i halsen, men det er af ren kvalme.

Clintens skaber ofte fremragende film. Både som skuespiller og som instruktør har han skabt værker, der åbenlyst er langt større end ham selv - og det har han også gjort her, synes undertegnede pacifist.

Robert Ø. J.
Med instruktørens offentligt kendte holdninger til vold, krig og US udenrigspolitik (omend han har været imod netop Denne krig) er denne kunstneriske tvetydighed nok mest et utilsigtet biprodukt, et tilfælde, eller noget smarte kritikere efterrationaliserer med.

De links som Dennis Berg har forsynet os med viser meget tydeligt hvilken slags menneske filmhelten især og snigskytterne generelt, er.

Set med en soldats øjne: Psykopatiske kujoner der gemmer sig og snigmyrder fra sikker afstand.
Det har ikke ret meget med beskyttelse af kammeraterne at gøre, hvad ellers det bedste argument for brug af snigskytter er.
Det lader til at snigskytterne ej heller er særlig populære indenfor egne soldaterrækker og har derfor brug for at organisere sig i separate kliker hvor de kan dyrke deres psykopatiske holdninger.

Den anden store snigskytte film, hvor en russisk snigskytte står overfor den bedste tyske, i Stalingrads ruiner, belyser nok meget bedre den anden, mere menneskelige, side af snigskytteriet - beskytterrollen, mens den udstiller snigskyttens konfliktfyldte ensomhed så man ender med at føle sympati for dem begge to.

Men det var nok også andre tider og en anden slags krig.

Markus Hornum-Stenz

Team America klippet rammer spot on, Ulrich Mortensen, tak for påmindelsen. Det er næsten ubærligt at se pointen blive leveret så humoristisk.

Det er et tussegammelt dilemma hvad vi stiller op med krigergemyttet.
Ignorér eller undertryk det? Hej borgerkrig og totalstat
Udfold og hyld det? Hej totalstat og borgerkrig

Det ligger i vores allesammens dybere psykologiske lag at navigere i et tankeunivers af os og dem.
Og ingen samfundsorden kan opretholdes uden nogen til at praktisere konsekvenserne, når man ikke overholder reglerne.
Vi kan ikke bare allesammen altid være venner og dele slikket, ikke på den store målestok. Og der er ingen reel trøst at finde i "jamen det var de andre som startede"
Økonomiske sanktioner a la dem som vi praktiserer mod Rusland, Iran og Nordkorea er ligeså umenneskelige som tanks, droner og snigskytter, bare ikke lige så grafiske og derfor nemmere at ignorere.

Thomas H. Pedersen

"Der er meget stor forskel mellem at være finskytte og se sine mål i øjnene mens en drone operatør kun ser en skærm, det kan ikke sammenlignes".

Der er ingen, der betvivler, at denne omstændighed gør hans drab mere spektakulære og tilfører dem en spændingsværdi, som det muligvis ville være vanskeligt at beskrive hos en pilot i et bombefly, og det var da heller ikke mit ærinde; alle drab begået af amerikanske soldater i denne krig er under alle omstændigheder forkastelige.
Jeg er sikker på, at Obama ikke får spoleret sin appetit, når han sætter sin underskrift på en drabsliste for drab som følge af droneangreb. Havde Eastwood spundet en ende over denne problematik, havde jeg taget hatten af for ham.

"Derudover er det noget sludder at missionen i Irak var at dræbe så mange Irakere som muligt og jeg ved ikke hvor du får 1,4 millioner døde irakere fra..."

Mht. den seneste kommentar kan jeg henvise til the Lancet, et af verdens mest anerkendte videnskabelige medicinske tidsskrifter i verden, som i 2006 nåede frem til, at krigen indtil da havde kostet over 600.000 irakere livet

Derudover kan jeg henvise til en Just Foreign Policy tænketank, som sætter tallet til 1,455 millioner. En anden tænketank, Opinion Research Bureau er nået frem til lignende tal.

Det kunne være interessant at få belyst, hvor du selv sætter tallet for dødsfald i krigen siden invasionen i 2003 som en direkte følge af denne, og om et mindre tal gør forbrydelsen mere spiselig. Ville eksempelvis 100.000 civile tab i en dybt ulovlig krig være inden for din tolerancetærskel. Det ville stadig være et svimlende tal for mig.

Det turde være hævet over enhver tvivl, at man ikke sender hundredtusinder af soldater og militært isenkram i et svimlende omfang til at føre krig i et andet land, fordi de ikke skulle tages i brug - formålet har helt entydigt været at slå mennesker ihjel. Som Isaac Newton udtrykte det: Jeg kan bestemme himmellegemers bevægelser, men ikke graden af menneskelig tåbelighed.

Alle er velkomne til deres egne holdninger, men ikke til deres egne kendsgerninger.

Erling Jensen, cand.jur.

Niels Engelsted

Ja, Claus, jeg har i det mindste set filmen og kan bevidne, at det ville være en både ret ligegyldig og temmelig kedsom film, hvis det ikke lige var for den gådefulde tvetydighed, der diskuteres her.

Men det skal man have øje for, som Annegrethe Rasmussens anbefalede anmelder Richard Brody har. Han opsummerer sin anmeldelse med disse meget præcise ord:

“American Sniper” isn’t just a tragedy; it’s an American tragedy, a vision of American destiny as tragic. Far from patriotic pomp, it’s a vision that sees past the still eye of the American self-image to the whirlwind.

Robert Ørsted-Jensen og erling jensen anbefalede denne kommentar

Mental mobilisering

Denne film, som ingen ud over Engelsted åbenbart har set, ligner temamæssigt, ud fra Annegrethe Rasmussens omtale, bare en direkte forlængelse af Eastwoods tidligere film som ’Durty Harry’ og alle hans ’spaghettiwesterns’, et stereotypt univers af machoroller og voldsforherligende amerikanisme af værste skuffe, selv om der da også har været civiliserede og ligefrem humoristiske film ind imellem …

Måske er hele hans seneste filmstunt bare indledningen på en mental mobilisering af næste fase i ’war on terror’, en ny generation af arbejdsløse unge mennesker, primært fra arbejderklassen, skal lokkes i trøjen og sendes ud i verden af den næste republikanske præsident for igen at slås og slå ihjel – hver US-generation sine krige …

De må hele tiden sørge for, at det militær-industrielle kompleks holdes kørende, også med støtte fra Hollywood, det er jo set mange gange før siden WW2 - var der ikke engang en krigsfilm med en anden macho, John Wayne, der skulle forherlige Vietnamkrigen? …

Så dommen fra én, der heller ikke har set kunstværket, må være – massemorder …

"Dens officielle og forløjede mål bliver undervejs serveret for "helten" uden spørgsmålstegn, for det var jo disse forlængst afslørede løgne han kæmpede for - og det ved vi som tilskuere godt."

Tom Paamand, det ved du og Engelsted måske, men det gør Hannity og hans publikum og vel 2/3 af alle amerikanere ikke. De er inspireret og opløftet ved tanken om, hvor mange amerikanske liv og friheder denne ægte amerikanske helt har reddet, og hvor mange konservative værdier han eksemplificerer på fornemste vis. Og så er den historie ikke længere for dem. Du overvurderer både amerikanernes og danskernes intelligens og intellektuelle nysgerrighed.

Åbningsscenen, der minder Engelsted minder om tysk panzerkrieg og knusende overmagt, er også Sean Hannitys favoritscene. Det eksemplificerer for ham the hard choices, de moralske kampe, helten må udkæmpe med sin egen blødsødenhed for at gøre what you gotta do. Gøre the right thing. Det er sejt at ofre sig selv og sin menneskelighed for imperiet. Det er Christ-like.

I denne video... http://www.foxnews.com/politics/2015/01/31/michelle-obama-defends-americ...
...analyserer O'Reilly og Bernie Goldberg sådan nogle som dig og Engelsted, der ikke har fattet, at de fleste amerikanere er stolte af deres militær og vil have mere af det. O'reilly bemærker, måske uden helt selv at fange dybden i det, at de to mest indbringende R rated film nogensinde er Passion of the Christ og nu (Passion of the) American Sniper.

Nu vil alle unge amerikanere ud og træffe det svære valg at slå kvinder og børn ihjel for de rette værdier.

randi christiansen, erling jensen og Dennis Berg anbefalede denne kommentar

Det er netop den personlige menneskelige tragedie, opofrelsen, set udelukkende fra heltens synspunkt, der gør filmen til et propagandastykke. Ligesom 99 procent af alle Vietnamfilm, selv de mest velmente, beskæftiger sig med, hvor svær en tid, det var for Amerika og amerikanerne og reducerer millioner af vietnamesere til statister på lærredet og i verdenshistorien.

Antikrigsfilm? udgiv Wikileaks' helikopterdrab som helaftensfilm, med lydsporet af de unge soldater som nedslagter civile uden den mindste antydning af, at de kommer til at reflektere et sekund over det senere.

Såså - vel har jeg set "American Sniper", ellers ville jeg da ikke kunne anmelde den her. Forøvrigt så jeg også "De grønne Djævle" med John Wayne i Saga Bio - da demonstranterne var gået hjem. Den blev vist i et helaftensshow med to andre film, der på tilsvarende vis udpenslede krigens meningsløshed. Husker den med glæde, også efter et gensyn senere.

Man finder jo gerne det, som man kikker efter, så nationalister og voldsromantikere vil kunne forlade biffen lige så bekræftede i deres oprindelige tro, som jeg kunne. Men jeg er overbevist om, at Clinten er bevidst om sin films flertydighed, ellers ville denne da også være helt uinteressant. For han kan også lade være, fx som i hans "Gran Torino", der kun er underholdende - firkantet socialrealisme i bedste Erik Clausen-stil.

Niels Engelsted

Claus,
er hele diskussionen og balladen omkring denne film, ja, selv dit link fra Fox, ikke ødelæggende for dit argument, at amerikanerne lever i åndelige jordhuler og kun kan bekræftes og ikke bringes i tvivl af denne film? Hvorfor skulle så mange ellers rykke til forsvar for en simpel patriotisk fortolkning? Hvorfor skulle præsidentfruen ellers føle sig nødsaget til at betrygge veteranerne?

Sider