Baggrund
Læsetid: 16 min.

Som læge var jeg slet ikke rustet til døden

I den vestlige verden er døden blevet en medicinsk oplevelse – ikke anledning til en eksistentiel afklaring og forsoning med det uafvendelige biologiske faktum, at livet en dag er slut, skriver kirurgen Atul Gawande
Så snart jeg som studerende kom i kirurgisk praktik og kom i forbindelse med patienter, der var tvunget til mødet med forfald og død, gik det op for mig, hvor dårligt jeg var rustet til at hjælpe dem, skriver Atul Gawande.

Så snart jeg som studerende kom i kirurgisk praktik og kom i forbindelse med patienter, der var tvunget til mødet med forfald og død, gik det op for mig, hvor dårligt jeg var rustet til at hjælpe dem, skriver Atul Gawande.

Cathrine Ertmann

Moderne Tider
31. januar 2015

Jeg lærte om mange ting på lægestudiet, men menneskets dødelighed var ikke en af dem. Selv om jeg allerede i første semester fik et tørt, læderagtigt lig at dissekere, var meningen med øvelsen kun at lære noget om menneskets anatomi. I vores lærebøger stod der næsten ingenting om aldring, skrøbelighed eller død.

Hvordan dødsprocessen former sig, hvordan folk oplever slutningen på deres liv, og hvordan det påvirker mennesker omkring dem, var tilsyneladende ikke relevant. Som vi så det, og som vores undervisere så det, var formålet med en lægeuddannelse at lære, hvordan man redder liv – ikke hvordan man håndterer død.

Jeg husker kun én gang, dødelighed kom på bane. Det var i den time, vi brugte på at tale om Ivan Iljitsjs død, Tolstojs klassiske novelle. Det skete under et ugelangt seminar om ’patientrelationer’, der var del af vores underviseres indsats for at gøre os til mere helstøbte og humane læger.

Her skulle vi bl.a. øve os i de henvendelsesformer, som lægeetiketten foreskriver ved fysiske undersøgelser, og lære om, hvordan samfundsøkonomien og forskelle i etnisk baggrund kan indvirke på menneskers sundhed. Og en enkelt eftermiddag skulle vi altså forholde hos til de lidelser, som den arme Ivan Iljitsj gennemled, da han lå syg og døende, ramt af en eller anden unavngiven, uhelbredelig sygdom.

Plaget af løgnen

I historien er Ivan Iljitsj en 45 år gammel statsanklager fra Sankt Petersborgs middelklasse, hvis liv altovervejende har kredset om smålige bekymringer for social status. En dag falder han ned af en trappestige og pådrager sig en smerte i den ene side.

I stedet for at aftage bliver smerten værre og gør ham til sidst uarbejdsdygtig. Hvor han førhen var en »intelligent, selskabsvant, livlig og imødekommende mand«, bliver han nu deprimeret og svækket. Hans venner og kolleger undgår ham. Hans kone hidkalder en strøm af stadig dyrere læger, men de kan ikke blive enige om at stille en diagnose, og ingen af de medikamenter, de ordinerer ham, har nogen helsebringende effekt. For Iljitsj er de alle ren tortur, og han skumler og raser over sin situation.

»Hvad der plagede Ivan Iljitsj mest«, skriver Tolstoj, »var bedraget, løgnen, som alle af en eller anden grund trådte ind i, om at han ikke var ved at dø, men simpelthen bare var syg og havde brug for hvile og behandling for at blive frisk igen.« Ivan Iljitsj oplever glimt af håb om, at hans tilstand måske kan bedre sig, men da den tværtimod forværres støt, og han bliver stadig svagere og mere afmagret, indser han, hvad vej det går, og plages af ængstelse og frygt for døden. Døden er ganske enkelt ikke et emne, som hans læger, venner eller familie kan tolerere. Og netop dette volder ham den dybeste smerte.

»Ingen følte medlidenhed med ham på den måde, han helst ville have det,« skriver Tolstoj. »I visse øjeblikke under de langvarige smerteanfald ønskede han mest af alt (selv om han ville have været flov over at indrømme, det), at nogen ville føle medlidenhed ham, som man føler medlidenhed med et sygt barn. Han længtes efter at blive strøget over håret og trøstet. Han vidste, han var en vigtig embedsmand med grånende skæg, og at det, han længtes efter, var umuligt, men alligevel længtes han efter det.«

At Ivan Iljitsjs nærmeste ikke forstår at tilbyde ham den rette trøst eller bare anerkende, hvad der sker med ham, opfattede vi medicinstuderende som et svigt, der måtte bero på disse menneskers karakter og kultur. Slutningen af 1800-tallets Rusland i Tolstojs fortælling forekom os at være en barsk og primitiv epoke, og på samme måde som vi var overbeviste om, at moderne lægevidenskab sandsynligvis kunne have helbredt Ivan Iljitsj for uanset hvilken sygdom, han havde, tog vi også for givet, at ærlighed og omsorg var grundlæggende kvaliteter hos den moderne læge. Vi var helt sikre på, at vi i en sådan situation selv ville vise os som medfølende.

Reelle valg?

Vores bekymring gjaldt den lægefaglige viden. Mens vi var sikre på, at vi ville forstå os udmærket på omsorg, var vi knap så sikre på, at vi nu også ville blive i stand til at stille korrekte diagnoser og ordinere den optimale behandling. Vi forventede af vores medicinske læremestre, at de skulle belære os om kroppens inderste processer, om de indviklede mekanismer i dens patologier, og om den lange guldgrube af opdagelser og teknologier, mennesker har hittet på for at stoppe dem. Vi kunne ikke forestille os, at vi skulle tænke på ret meget andet. Følgelig slog vi hurtigt Ivan Iljitsj ud af vores hoveder.

Men da jeg et par år efter kom i kirurgisk praktik, stødte jeg snart på patienter, der var tvunget ud i konfrontationer med forfald og død. Og det tog ikke lang tid, før det gik op for mig, hvor dårligt jeg var rustet til at hjælpe dem.

Mens jeg var under oplæring som kirurg, skrev jeg af et af mine første essays, og jeg fortalte heri historien om en mand, jeg kaldte for Joseph Lazaroff. Han var kommunal embedsmand og havde mistet sin kone til lungekræft et par år tidligere. Nu var han i 60’erne og led af uhelbredelig cancer, endda en vidt forgrenet metastatisk prostatacancer. Han havde tabt næsten 25 kg. Hans mave, pung og ben var fyldt med væske. Da han vågnede en dag, var han ude af stand til at bevæge højre ben eller kontrollere sine tarme. Han blev indlagt på hospitalet, hvor jeg mødte ham som praktikant på neurokirurgisk. Vi konstaterede, at canceren havde spredt sig til hans brysthvirvelsøjle og pressede hans rygmarv sammen.

Kræften kunne ikke helbredes, men vi håbede, at den i det mindste kunne behandles. Skønt han omgående fik strålebehandling, kunne den ikke mindske kræften, så neurokirurgen stillede ham over for to valgmuligheder: pleje på et hospice eller en operation, der skulle fjerne den voksende tumormasse fra hans ryg. Lazaroff valgte kirurgien. Mit job som praktikant på neurokirurgisk afdeling var at få hans skriftlige bekræftelse på, at han havde forstået de risici, der var forbundet med operationen, og ønskede at gå videre.

En sidste chance?

Med hans diagram i min fugtige hånd stod jeg længe uden for hans stue, mens jeg prøvede at finde ud af, hvordan jeg skulle forklare ham, hvordan virkeligheden hang sammen. Håbet var, at en operation ville standse udviklingen af hans rygmarvsskader. Den ville ikke kunne helbrede ham eller kurere lammelsen, endsige bringe ham tilbage til det liv, han tidligere havde haft. Uanset hvad vi gjorde, ville han højest have et par måneder tilbage at leve i, og selve proceduren var forbundet med flere faremomenter. Den ville kræve, vi åbnede hans bryst og fjernede et ribben og en kollapset lunge for at komme om til hans ryg. Blodtabet ville blive stoert.

At genvinde helbredet bare nogenlunde ville efterfølgende blive svært. I hans svækkede tilstand stod han over for en stor risiko for invaliderende komplikationer. Operationen truede således med både at forværre og forkorte hans liv. Men neurokirurgen havde allerede gennemgået alle disse farer for ham, og Lazaroff havde gjort klart, at han ønskede operationen. Alt, hvad der var tilbage for mig at gøre, var at gå ind og tage mig af papirarbejdet.

Den grå og afmagrede Lazaroff lå i sin seng og så op på mig, da jeg trådte ind. Jeg forklarede, at jeg var praktikant, ogat jeg var kommet for få hans samtykke til operationen, som krævede bekræftelse fra ham på, at han var klar over risikoen. Jeg sagde, at operationen kunne fjerne svulsten, men ville efterlade ham med alvorlige komplikationer, herunder lammelse og fare for slagtilfælde, og at han risikerede at dø af den. Jeg forsøgte at sige alt dette så klart som muligt, men uden at lyde barsk. Men min diskussion fik ham til at rette sig op i sengen. Og det samme skete, da hans søn, som også var til stede, satte spørgsmålstegn ved, om alle disse heroiske foranstaltninger nu også var en god idé. Disse indvendinger brød Lazaroff sig overhovedet ikke om at høre på.

»I må ikke opgive mig«, sagde han. »I må give mig hver en chance, jeg har!« Uden for værelset, da han havde underskrevet formularen, trak hans søn mig til side. Hans mor var død i respirator på en intensivafdeling, og dengang havde hans far sagt, at han ikke ønskede, at noget lignende nogensinde skulle overgå ham. Men nu insisterede han hårdnakket på, at »alt« måtte forsøges.

Forkerte valg

Jeg mente dengang, at Lazaroff traf det forkerte valg. Det mener jeg stadig. Hans valg var ikke forkert på grund af de risici, han tog, men fordi der ikke var nogen reel chance for, at vores operation kunne give ham det tilbage, som han virkelig ønskede: hans kontinens, hans styrke, det liv, han tidligere havde kendt. Det, han jagtede, var en fantasi, der medførte en risiko for at lide en langvarig og frygtelig død. Og det var netop, hvad han fik.

Operationen var teknisk set en succes. Over otte og en halv time var kirurgholdet om at fjerne den tumormasse, der havde invaderet hans ryg og genopbygge hans hvirvellegem med akrylcement. Trykket på hans rygmarv var væk, men han kom sig aldrig efter operationen. Han måtte blive på intensivafdelingen, hvor han snart udviklede respirationssvigt, systemisk infektion, blodpropper som følge af sin ubevægelighed efterfulgt af blødninger fra den blodfortyndende medicin, som han fik imod dem. Dag for dag forværredes hans tilstand, og til sidst måtte vi se i øjnene, at han var ved at dø. På den fjortende dag sagde hans søn til lægeholdet, at vi skulle afslutte behandlingen.

Det kom til at påhvile mig at slukke for den respirator, der kunstigt holdt Lazaroff i live. Jeg tjekkede efter for at sikre mig, at hans morfindrop var skruet så højt op, at han ikke ville lide under luftmangel. Jeg lænede mig tæt ind til ham og sagde for det tilfældes skyld, at han kunne høre mig, at jeg nu ville tage åndeslangen ud af hans mund. Han hostede et par gange, da jeg trak den ud, åbnede så øjnene kortvarigt og lukkede dem. Hans vejrtrækning blev straks efter anstrengt og stoppede så. Jeg satte mit stetoskop på hans bryst og hørte hans hjerte blive svagere for til sidst at gå helt i stå.

Nu, over et årti efter at jeg første gang fortalte Lazaroffs historie, er det, jeg finder mest slående, ikke så meget, hvor forkert en beslutning han traf. Det er snarere, hvor langt vi andre gik for at undgå at tale ærligt om det valg, han stod overfor. Vi havde ingen problemer med at forklare ham specifikke farer i de forskellige behandlingsmuligheder, men på en eller anden måde veg vi tilbage fra at berøre realiteten i hans sygdom. Hans onkologer, stråleterapeuter, kirurger og andre læger havde alle tilset ham under månedlange behandlinger for et problem, vi vidste ikke kunne helbredes.

Vi kunne aldrig tage os sammen til at diskutere den overordnede sandhed om hans tilstand eller de endelige grænser for vores evner, endsige hvad der ville betyde mest for ham, da han nærmede sig sit livs slutning. Hvis han forfulgte en illusion, så gjorde vi det samme. Her var han, indlagt på hospitalet og delvis lammet af en kræft, der havde spredt sig til hele hans krop.

Chancerne for, at han kunne vende tilbage til noget, der lignede det liv, han havde ført blot et par uger tidligere, var lig nul. Men at indrømme denne kendsgerning og hjælpe ham med at håndtere den, syntes at overgå vores formåen. Vi tilbød ikke hverken erkendelse, trøst eller vejledning. Vi foreslog bare en ny slags behandling, han også kunne gennemgå, og som måske ville resultere i en eller anden form for bedring.

Vi klarede os altså ikke stort bedre end Ivan Iljitsjs primitive 1800-talslæger – ja, ret beset værre, på grund af de nye former for fysisk tortur, vi påførte vores patient. Om vi overhovedet var mindre primitive end dem, kan man komme i tvivl om.

En skjult virkelighed

Moderne videnskabelig formåen har fuldstændig forandret vilkårene for et menneskeliv. Folk lever i dag længere og bedre end på noget andet tidspunkt i historien. Men de videnskabelige fremskridt har samtidig gjort aldrings- og dødsprocessen til en medicinsk erfaring og til noget, der skal håndteres af et sundhedspersonale. Og vi i den medicinske verden har vist os foruroligende uforberedte på det.

Denne virkelighed holdes stort set skjult, i og med at livets afsluttende faser er blevet stadig mindre velkendte for langt de fleste. Så sent som i 1945 skete de fleste dødsfald i hjemmet – i 1980’erne var det kun 17 procent. Og dødsfald i hjemmet skyldtes som regel, at de kom så pludseligt, at det var umuligt at nå på hospitalet – f.eks. på grund af et massivt hjerteanfald, slagtilfælde, voldsskader – eller at de pågældende befandt sig på for isolerede steder til at kunne nå at få hjælp. I hele den industrialiserede verden er oplevelsen af fremskreden aldring og død blevet forlagt til hospitaler og plejehjem.

Da jeg blev læge, krydsede jeg skellet til den verden, som findes hinsides hospitalets døre, og selv om jeg er vokset op med to læge-forældre, var alt, hvad jeg så, nyt for mig. Jeg havde aldrig set nogen dø før, og da jeg så det første gang, kom det som et chok. Ikke fordi mine oplevelser af døende fik mig til at tænke på min egen dødelighed – af en eller anden grund faldt dette perspektiv mig ikke ind, selv ikke, når jeg så folk på min egen alder dø.

Jeg havde den hvide kittel på, de var iført hospitalspyjamas – jeg kunne ikke rigtig forestille mig, hvordan det kunne være omvendt. Jeg kunne dog godt forestille mig mine familiemedlemmer i deres sted. Jeg har da også oplevet familiemedlemmer – min kone, mine forældre og mine børn – blive ramt af alvorlige og potentielt livstruende sygdomme. Men selv under disse frygtelige omstændigheder havde lægevidenskaben altid reddet dem.

Chokket for mig handlede derfor om den indsigt, at lægevidenskaben ikke altid formår dette. Jeg vidste selvfølgelig i teorien, at mine patienter kunne dø, men hver gang det skete, virkede det grænseoverskridende. Som om de regler, jeg troede, vi spillede efter, med ét var brudt. Jeg ved ikke præcis, hvad det var for et spil, jeg troede, vi spillede, min tanke var i al fald altid, at det var meningen, at vi skulle vinde hver gang.

Døende og dødsfald er noget, enhver ny læge og sygeplejerske må konfrontere. Nogle græder de første gange, andre lukker sig inde i sig selv. Andre igen lader sig slet ikke mærke med det. Da jeg så mine første dødsfald, var jeg alt for koncentreret om mine lægelige pligter til at græde. Men jeg drømte om dem. Jeg havde tilbagevendende mareridt, hvor jeg fandt ligene af mine patienter i min egen seng i mit eget hus.

»Hvordan er han havnet her?« Sådan spurgte jeg panisk mig selv i mine drømme.

Jeg vidste, jeg ville komme i store problemer og måske få politiet efter mig, hvis jeg ikke straks fik liget bragt tilbage til hospitalet uden at blive fanget. Jeg forsøgte at løfte det for at trække det op i bagagerummet på i min bil, men det var for tungt. Eller også fik jeg det presset det ned i bagagerummet for kun at konstatere, at blod sev ud af det, sort som olie, indtil det flød over. I andre drømme lykkedes det mig faktisk at få liget kørt tilbage til hospitalet og få det anbragt på en båre på hjul, som jeg så febrilsk skubbede fra afdeling til afdeling, mens jeg prøvede at finde det lokale, hvor afdøde plejede at ligge. »Hallo dér,« råbte så en eller anden og begyndte at jagte mig, før jeg vågnede op ved siden af min kone i mørket, klam af sved og med hjertet i galop. Jeg følte, at jeg havde dræbt disse mennesker. At jeg havde lidt et nederlag.

Accept af livet

Døden er selvfølgelig ikke et nederlag. Døden er noget normalt. Døden kan være fjenden, men den er også naturens orden. Jeg forstod disse sandheder på et abstrakt plan, men jeg forstod dem ikke konkret: Jeg forstod ikke, at de ikke blot kunne være sandheder for alle, men også var det for lige præcis den person, jeg havde foran mig, og var ansvarlig for.

Som den nu afdøde kirurg Sherwin Nuland pointerede i sin klassiske bog, How We Die, »forventede og accepterede generationer før vores egne nødvendigheden i naturens endelige sejr. Lægerne var dengang mere villige til at genkende tegn på nederlag og mindre arrogante til at benægte dem«. Men når jeg farer ud ad det 21. århundredes motorvej, bevæbnet med al min ekspertise i anvendelse af vores formidable arsenal af ny teknologi, spekulerer jeg på, hvad ’mindre arrogant’ kan betyde.

Man bliver læge for at finde tilfredsstillelse i sit arbejde, forestiller man sig, og det viser sig så, at tilfredsstillelsen findes i ens kompetence. Det er en dyb tilfredsstillelse, som sikkert meget ligner den, en tømrer oplever, når han genskaber en skrøbelig antik kiste, eller som en fysiklærer føler, når han bibringer en femteklasseelev den svimlende og pludselige erkendelse af, hvad atomer er for noget. Tilfredsstillsen kommer til dels af at være nyttig for andre. Men den kommer også af at være teknisk dygtig og i stand til at løse vanskelige og indviklede problemer. I kraft af ens kompetence får man en sikker følelse af identitet. For en kliniker findes der derfor intet mere truende for ens selvbillede end at stå med en patient, der har et problem, man ikke kan løse.

Det er umuligt at undslippe livets tragedie, som består i, at vi alle ældes, lige fra den dag vi bliver født. Men vi kan nå dertil, at vi forstår og accepterer denne kendsgerning. Mine døde og døende patienter hjemsøger ikke mine drømme længere. Men dermed ikke sagt, at man så også forstår sig på at håndtere situationer, hvor der ikke er nogen løsning. Jeg er i en profession, der har enorm succes på grund af sine evner til at løse menneskers helbredsproblemer. Hvis dit problem er løsbart, ved vi præcis, hvad vi skal gøre. Men hvad nu hvis det ikke kan løses? Vores utilstrækkelige svar på dette spørgsmål er bekymrende og har medført en grad af afstumpethed, umenneskelighed og ekstraordinære lidelser.

Vores eksperiment med at gøre dødelighed til en rent medicinsk oplevelse er kun få årtier gammelt. Det er ikke ret meget. Og alt tyder på, at det vil slå fejl.

Efter over et årtis erfaringer med kirurgisk praksis, i hvilket tidsrum jeg selv er blevet midaldrende, må jeg konstatere, at hverken jeg selv eller mine patienter finder vores nuværende tilstand udholdelig. Samtidig står det mig heller ikke klart, hvad svarene i stedet skal være, eller om der overhovedet findes passende svar. Jeg har dog forfatterens og videnskabsmandens tiltro til, at kan vi blot trække sløret fra fænomenerne og se dem på tilstrækkeligt tæt hold, så kan vi også få mening i selv det, som er mest forvirrende, bizart eller forstyrrende.

Et mistet opverblik

Man behøver ikke at tilbringe megen tid sammen med ældre eller personer med en terminal sygdom for at se, hvor ofte medicinsk behandling ikke hjælper de mennesker, den skulle forestille at hjælpe. De sidste dage af vores liv bliver vi overladt til behandlinger, der gør vores hjerner konfuse og dræner vores kroppe for den mindst gnist af psykisk overskud. De tilbringes i institutioner – i plejehjem og på intensivafdelinger – hvor ensrettede, anonyme rutiner afskærer os fra alle de ting, der betød noget for os i livet. Vores modvilje mod ærligt at undersøge oplevelsen af aldring og død har forøget de skader, vi påfører vores døende medmennesker og frataget dem den grundlæggende trøst, de har mest brug for. Fordi vi ikke har nogen sammenhængende opfattelse af, hvordan mennesker kan leve deres liv med succes hele vejen frem til afslutningen på det hele, har vi overladt vores skæbner til at blive kontrolleret af lægevidenskabens, teknologiens og fremmede menneskers imperativer.

Dødelighed er et mineret emnefelt. For mange vil det mindste tilløb til indvendinger af den art, jeg her har rejst, fremmane en udsigt til et samfund, der er parat til at ofre sin syge og ældre. Men hvad nu, hvis allerede har ofret vores syge og ældre igennem vores modvilje mod acceptere dødens uafvendelighed? Og hvad nu hvis der findes andre og bedre tilgange, lige foran vores øjne, som vi bare mangler at opdage?

Læs også: Dine kære skal dø, du skal dø, vi skal alle dø

© Atul Gawande og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Et varmt tak for den artikel.

Interessant og oplysende artikel. Reflektion over egen rolle og personligt ansvar.
Hvor ofte rækker behandler engagement udover kitlen? Blind lærebogsrepetering og eller regelhåndtering giver ofte laveste fællesnævner hvor meste passende/realistiske ville være bedre set udfra patientens reelle behov.
Hvor ofte tages afgørende beslutninger i andre sammenhænge udfra tal i en statistik uanset fakta iøvrigt?

Sidder danske medicinstuderende også med tungsindig verdenslitteratur og lærer om nutidens behov?
Udover priviligeret social baggrund (og fremtid.. ) er det lidt mere forståeligt hvor realitetsfjern praktiserende læge ka være når f eks en smed med brækket ben ka erklæres rask og arbejdsduelig, eller nægte at læse en speciallægeerklæring: "fordi der er så mange sider"..

Karsten Aaen, Anne Eriksen og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar

Netop samfundsøkonomien og forskelle i baggrund spiller en stor rolle i den politik, forskning og uddannelse, vi vælger i samfundet.
Energien specialiseres og reduceres til enkeltområder eller om man vil en forenklet tilgang.

Derfor undersøges der ud fra disse vilkår og behandlingen bliver mere og mere orienteret om medicin og en øget symptombehandling, da bivirkningerne ikke udebliver.

Det synes som om - des mere forskning - des bedre!
Styringen bliver vilkårlig og mange gange bestemt af bevillingernes modtagere, hvilket f.eks gør, at man stadig forsker i olie udvinding, da det jo først er i 2050, vi skal være rigtig "grønne"!
Derfor kan de økonomiske int. og profitter trives i bedste velgående.

John Robert Parkins

Die with a Smile on Your Face!
Tip: become more of a human " being" and less of a human "doing"

Desværre bliver reaktionen på disse udfordringer ofte et krav om aktiv dødshjælp. To sider af samme sag.

Meget sympatisk og vedkommende artikel, som løfter sløret for hvad "lægen" egentlig føler og tænker, selv når han/hun ser distanceret professionel ud.

Også vedkommende i relation til de meldinger, som indimellem kommer fra enkeltpersoner i Etisk Råd, som snakker om "nej til livsforlængende medicin og det at man bør tage stilling til egen situation i en given fremtid".

Hvor problemstillingen i Lazaroffs tilfælde måske kan synes forholdsvis enkel, så kan man frygte, at det i andre tilfælde kan være væsentlig mere komplekst, og måske, ad snirklede omveje, føre til en afvejning om en person er "en byrde" eller om en person "er en yder til samfundet".

Således kan et skræmmebillede være, at man ved en fyring fra sit job med "grå hår", så ikke længere vil blive tilbudt behandling, da man sandsynligvis ikke længere kan være "yder til samfundet", men i stedet blot vil være "nyder". En regulær økonomisk afvejning, som også kan indvirke på måden, som handicappede vil blive set på.

Udviklingen i synet "at være OK = at være samfundsyder" i modsætning til "at være IKKE-OK = samfundsnyder" er i øjeblikket skræmmende aktuelt negativ. Selv mennesker, der har knoklet i masser af år, men så pga. sygdom eller ledighed bliver til ydere, bliver nu hetzet som værende "ikke-ok", og der er allerede tegn på manglende empati overfor mennesker, der er født handicappede.

Glidebanen er begyndt, hvor man i stedet for at se "nydere = OK mennesker i en uheldig situation", så ser "nydere = IKKE-OK men svindlere/dovne/unyttige/uværdige/afskum der skal håndteres og motiveres". Og, her kan glidebanen virkelige få stor betydning. Tænk blot på nazisternes tilgang til disse spørgsmål, og tænk på hvordan lægefaglige skøn havde betydning på sterilisation af kriminelle, prostituerede og handicappede i starten af det 20. århundrede.

Jeg må tilstå, at jeg er bekymret over den udvikling, der finder sted.

Lisbeth Raun, Jens Christian Wulff og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Ja, glidebanen er begyndt - se til visse politiske partiers åbenlyse fokus på lavere offentlige udgifter omskiftet til skattelettelser til de høje og lave indkomster for folk - i arbejde!
Velfærden bliver til en pseudovelfærd med en overbygning af uigennemsigtighed.

Claus E. Petersen

Livet er hårdt for alle, men mest når vi konfronteres med det vi frygter mest.
Lev med det.
Min ex er sosu og havde sit hyr med det hun oplevede i begyndelsen.
I dag er hun stadig sosu, og oplever det samme, men med en "professionel faglig distance".
Hun holder stadig meget af "sine" borgere, men hun tager dem ikke længere "med hjem" efter fyraften, i hver fald ikke på samme måde.

Jens Christian Wulff

God artikel, der også åbner for en række andre perspektiver: det enkelte individs ønsker i relation til fortsat behandling (Vil de fleste ikke naturligt gribe efter et halmstrå, når vores forhold til døden er så traumatisk, som det er??) og hvordan ønsker vi at leve og dø??
Netop gennemgået en stærkt traumatiserende 16 gangs elektrochokbehandling fra en malfunktionerende ICD ( Internal Cardic Defibrillator), som jeg havde fået indopereret for lidt over et år siden. Det var ingen spøg!!! Tidligere har jeg haft 7 hjertetilfælde, så debatten om liv og død er ikke personligt ny. Til gengæld er den konstant og meget livsperspektiverende.

Havde en rigtig god snak med en hospitalspræst, i hvis selskab jeg - sammen med min 27-årige søn - tilbragte en times tid med at redegøre for vores livsindstilling og forhold til døden. Præsten sammenfattede det hele i sætningen:" Man kan lægge liv i årene, eller man kan lægge år til livet!!"

Vores kulturelt betingede indstilling, der er ikke-spirituel og åndløs, forleder os til at tro, at livet i enhver form er et gode. Det er selvfølgelig hver persons egen stillingtagen, men angsten for døden kan afgjort ødelægge enhver glæde, ethvert liv, og hvad er det, vi er bange for??? At der ikke er fjernsyn på den anden side? At vi ikke vil være smukke og perfekte sammesteds??? At der ikke er nogetsomhelst??? At der rent faktisk er noget, og vi tør ikke møde det???

Det bringer så vores forhold til livsforlængelse ind i spillet på en underlig kejtet måde. Er al livsforlængelse bare fed. Er medicinering, og alle dens bivirkninger virkelig bedre end at hvile i fed?? Personligt er jeg skræmt fra vid og sans ved tanken om eventuelt falde om på gaden og følgelig blive udsat for velmenende amatørers omgang med hjertemassage (det er bedre at brække nogle ribben bare man holder liv i skvattet) og hjertestarter.

Der er ikke nogett galt i at ligge i sin seng og langsomt lade liver rinde ud!!!

Nanna Wulff M.

Jens.

Kan godt følge dig i 'skræmt fra vid og sans' tanken med hensyn til de mange hjertestartere der hænger rundt omkring. Selv har jeg et Cochlear Implantat, som ville sprænge alt i min hjerne i tusind stykker hvis det blev udsat for en hjertestarter.

Ja, jeg har altid en ID på mig, og den beskriver meget udførligt at en hjertestarter ikke må bruges, men jeg ved også at den søde kassedame i Netto så gerne vil redde mit liv. Det er chancen man tager ved at købe ind i egen person.

Else Marie Arevad

I dette tilfælde burde den gode læge havde taget patienten i hånden og sagt: "Vi har gjort alt, hvad vi kunne, men vi kan desværre ikke helbrede dig. Men jeg lover dig, at vi nok skal holde dig smertefri." Jeg finder det helt forkert, at patienten selv skulle træffe et valg mellem behandling og smertelindring, hvis konsekvenser han slet ikke kunne overskue. Dér må den gode læge træde i karakter og træffe det valg for ham. Jeg håber, at jeg møder sådan en læge, når min tid kommer.