Læsetid: 5 min.

Læserne spørger: Kim Fupz Aakeson

»Det, jeg har det sværest med, er, hvis jeg selv synes, jeg er gået under mine standarder; at jeg på en eller anden måde kunne have gjort mere eller andet, eller at jeg burde have set det komme, skidtet«
Kim Fupz Aakeson. Født i 1958 og fulgte skolen til og med HF og ernærede sig i årevis som illustrator og comix-tegner. Har som forfatter rundet 100 titler – tegneseriealbum, børnebøger, novellesamlinger og romaner. Han har også arbejdet inden for sceneteater og radioteater, men siden midten af 90’erne har meget drejet sig om manuskripter til film og tv-serier – senest ’Bankerot’.

Kim Fupz Aakeson. Født i 1958 og fulgte skolen til og med HF og ernærede sig i årevis som illustrator og comix-tegner. Har som forfatter rundet 100 titler – tegneseriealbum, børnebøger, novellesamlinger og romaner. Han har også arbejdet inden for sceneteater og radioteater, men siden midten af 90’erne har meget drejet sig om manuskripter til film og tv-serier – senest ’Bankerot’.

Tine Sletting

10. januar 2015

Fupz er fint nok, men det lyder som noget, du selv har fundet på. Z’et er sådan lidt 80’eragtigt. Eller ...?

Virkelig godt spottet, jeg hedder oprindeligt Kim Fobian Aakeson, men er sådan en, der altid har haft øgenavne – Pondus, Åke, alt muligt – og da mine venner opdagede det der mellemnavn, ville jublen ingen ende tage, og så hed jeg altså Fubs. Da jeg begyndte at illustrere – ja, det var starten af 80’erne – skulle jeg have noget kvikt at signere med nede i hjørnet, og så blev det Fupz med p og 80’er-z und alles, og nu er det bare sådan; mine døtre kalder mig Fupz, min frue, den slipper jeg ikke for.

Hvornår opdager du, at du havde talent for at skrive?

Jeg havde faktisk ingen ambitioner med ord som youngster, mine drømme gik på, at jeg ville tegne, jeg lavede comix i Ugeavisen København, Claus Deleuran var min helt, og jeg begyndte at illustrere i fagblade for at tjene penge, faldt på et tidspunkt over billedbøger og tænkte, at det var et fedt sted at slå streger. Jeg kendte ingen børn, interesserede mig ikke for børn, men begyndte at skrive de der små historier for at have noget at tegne til.

Og så kom den snigende, teksten, tegningerne krøb og teksterne svulmede, indtil jeg erkendte, at jeg var gået helt død som illustrator, og jeg stoppede simpelthen. For det var jo så forfatter, jeg var.

Har du et træk, en dims eller noget tredje, som altid indgår i dine produktioner?

Mange fædre og sønner, tror jeg? Både i film og børnebøger, og det har sikkert at gøre med min egen rodede farhistorie, en biologisk far, jeg ikke så i 20 år og knap kender i dag, en adoptivfar, jeg kaldte far og sådan.

Hvad er det dårligste, du har skrevet?

Uh. Det, jeg har det sværest med, er, hvis jeg selv synes, jeg er gået under mine standarder; at jeg på en eller anden måde kunne have gjort mere eller andet, eller at jeg burde have set det komme, skidtet.

Jeg har jo på den led et privat regnskab omkring mine ting, en rangering, som ikke nødvendigvis flugter med det offentlige regnskab, altså med anmeldelser, kommerciel succes og fine festivaler, alt det der. Jeg synes tit noget andet, men det er hemmeligt, det giver jeg ikke fra mig.

Er der nogen i Danmark, der skriver bedre end dig?

Ork, masser. Noget af det, der sker, når man tager hul på at skrive, er jo, at man åbenbarer sin stemme. Hvad den kan. Hvad den ikke kan. På Filmskolen opdagede jeg for eksempel, at replikker lå godt for mig, jeg havde et øre for det. Til gengæld var jeg ikke god til karakterer, de havde lovlig få dimensioner. Og så videre. Og så plager man selvfølgelig sig selv med alt det, man ikke kan, og render rundt og synes, de andre er meget federe, og at man meget hellere ville have deres pen. Sådan en slags erhvervsskade kombineret med et flosset selvværd.

Hvordan har det været at lave en serie frem for film?

Altså som manusforfatter kender jeg efterhånden spillefilmens krop virkelig, virkelig godt, 100 sider, 100 scener, der har jeg været nogle gange efterhånden og føler mig hjemme. Så det var på høje tid at smide sutskoene og udfordre den rutine, fortælle længere, brede det ud, holde konflikter ved lige og lave svinkeærinder, styre 16 episodiske forløb og samtidig holde den store bue. Svært og sjovt.

Og PS: Det måtte jo komme, som alle andre har jeg spist tv-serier de sidste 10 år, startede med Six Feet Under, Sopranos, The Wire og bla bla bla ...

Hvilken af seriens karakterer minder mest om en, du kender?

Jeg er bange for, at Thomas, Martin Buchs karakter, minder lidt om mig. På visse dage i hvert fald. Og om vinteren.

Hvad er dit mest udtalte særkende som forfatter?

Det må blive min rastløshed. Og min produktivitet. Og de hænger nøje sammen, min force er, at jeg aldrig blokerer, jeg driver det altid videre, skriver hver dag, men mit store problem er så det med at blive i en historie, draft efter draft efter draft.

Der er en indledende fase, hvor man går på jagt efter historien, det er ret inciterende, man ved ikke, om man finder den, man håber, arbejder, arbejder, arbejder, og hvis man så opdager, at man har den, så er resten faktisk knap så spændende, og her er det så, at jeg nemt kommer til at drive videre ind i et nyt projekt, kommer til at starte andre ting op, og det giver altså nogle hyldemeter hen ad vejen.

Er dit persongalleri opdigtet eller inspireret af konkrete virkelige personer?

Det er altid en pærevælling; man sidder og leder: Hvad er der brug for i historien? Der er nødt til at være nogen, der handler, der skal være nogen, der trækker i den anden retning, der skal være det bløde, for at andet kan stå hårdt, så man scorer løs fra sin omgangskreds og de mennesker, man støder på.

Det kan fungere ret godt at nappe en, man kender, og lege, at det er så hans mor. Så har man en, der taler på en måde, bevæger sig på en måde, krop, stemme.

Men måske napper man mest fra sig selv, altså finder noget i hver enkelt karakter, man kan genkende, ellers er det svært at skrive dem. Og man har jo været de fleste steder: Nag, nid, kærlighed, kujoneri, mod, you name it.

Har du prøvet skrive noget, som er gravalvorligt, og hvordan gik det?

Første gang, der sådan for alvor gik alvor i den, var nok med Annette K. Olesen på hendes dogmefilm Forbrydelser. Der besluttede vi simpelthen at lave en feel bad-film, en regulær tragedie, og det holdt vi skam fast i, og det gik sgu godt, det var sundt for mig at nægte mig adgang til ironi og humor. Vi var så tøsede, at vi optog en happier end også, men vi holdt fast og klippede den onde slutning ind.

Jeg har også siden lagt tekster i alvorlige folder, men indrømmet, humoren kommer gerne listende.

Kommer der en tredje sæson af ’Bankerot’?

Det tror jeg ikke, vi har godt nok haft nogle tanker om, hvordan man kunne bringe noget nyt ind i en tredje sæson, men lige nu simrer jeg på en helt anden serie; det er nok min rastløshed, der slår igennem – jeg er nok ikke en tredje sæson-type.

Hvad bliver dit næste projekt?

Jeg har altid flere, jævnfør min rastløshed slash produktivitet; det er oppe over med et manus til en svensk produktion om Astrid Lindgrens helt unge år, hvor hun bliver gravid og sætter sit barn i pleje i København, mens hun selv lever i Stockholm. Så har jeg ting kørende i udlandet og arbejder på en dansk film der foregår i balletten. Og så altså den der simren på den der serie …

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu