Læsetid: 6 min.

Løgn og magt hænger sammen

Løgne og usandheder er en naturlig del af alle menneskers liv, selvom de ofte er temmelig tabubelagte. De kan være hvide, af nød eller store og fede. Og så bruger nogle mennesker dem hyppigere og bedre end andre – mennesker med magt
Løgne og usandheder er en naturlig del af alle menneskers liv, selvom de ofte er temmelig tabubelagte. De kan være hvide, af nød eller store og fede. Og så bruger nogle mennesker dem hyppigere og bedre end andre – mennesker med magt

iBureauet/Mia Mottelson

3. januar 2015

Denne artikel starter med Pia Kjærsgaard. Ikke fordi hun har løjet, men fordi hun var hovedperson i en af de senere års spektakulære historier om løgn. Historien om Retsudvalgets tur til Christiania. Kort sagt mente Politiets Efterretningstjeneste (PET), at det ville udgøre en øget sikkerhedsrisiko, hvis Pia Kjærsgaard skulle spadsere rundt og se fristaden. Forhenværende chef for PET, Jakob Scharf, anbefalede derfor daværende justitsminister, Morten Bødskov (S), at aflyse turen.

Justitsministeren og daværende retsudvalgsformand, Anne Baastrup (SF), besluttede at efterleve anbefalingen og fandt på en løgn som anledning. Løgnen gik ud på, at Københavns daværende politidirektør, Johan Reimann, ikke kunne den pågældende dag. Aviserne afdækkede sagen, løgnen blev afsløret, og politikerne var forargede.

Historien om Christianiaturen er historien om en løgn. Men det er også historien om mennesker med magt, der konstruerer en usandhed for at imødekomme andre hensyn end det, sandheden dikterer. Og det er ifølge Klaus Kjøller en proces og afvejning, der er en naturlig og nødvendig del af lederes rolle. Klaus Kjøller, forfatter og lektor i moderne dansk sprog og sprogbrug ved Københavns Universitet, begyndte at beskæftige sig med magtmenneskers brug af usandheder for 15 år siden og turnerer med foredraget ’Lederens otte gode grunde til at tale usandt’.

»Spørgsmålet om at melde små eller store usandheder ud i offentligheden foregår systematisk internt i ledelser. Det er en del af lederens virke at afveje fordele og ulemper ved et sådant træk,« forklarer han.

Det er dog ikke kun magtmennesker, der lyver. I bogen Løgn – en guide af Anne Marie Mygind kan man læse, at mennesker, der siger, de ikke lyver, lyver. Og også, at mennesker generelt i snit lyver fire gange om dagen uden videre omtanke. Ofte slipper løgnen, ifølge fagfolk, over læberne for at sikre social overlevelse. For mennesker med magt er der imidlertid også andre hensyn at varetage. De foretrækker i øvrigt ikke ordet ’løgn’, når de selv forholder sig til emnet. Man taler hellere om ’misvisende verbal kommunikation’.

Lederens løgne

Når Klaus Kjøller skal forklare, hvorfor usandheder og løgn er en nødvendig del af magtmenneskers virke, er han hurtig til at remse nogle kendte eksempler op, der illustrerer forskellige aspekter af lederens rolle.

Først nævner han Morten Bødskov, den ansvarlige minister, hvis afvejning tilsyneladende var, at løgnen ville skjule PETs kilder og sørge for en sikrere tur til fristaden. Derefter cykelsportsdirektøren Bjarne Riis, som hårdnakket holdt fast i, at han aldrig var testet positiv for at fastholde integritet og undgå en svækkelse af sit cykelholds brand.

Også Anders Fogh Rasmussens udtalelser i forbindelse med hans kandidatur til den internationale toppost som NATO’s generalsekretær forklarer noget om afvejningerne.

»Han løj lodret, når journalister spurgte ham, om han søgte en international toppost. Hvis han havde sagt sandheden, ville han have mistet magt, styrke og handlemuligheder som statsminister,« siger Klaus Kjøller og indskyder:

»Det samme problem gjaldt i øvrigt Helle Thorning-Schmidt i forbindelse med skriverierne om, at hun var kandidat til en toppost i EU. Hun havde intet valg, uanset om det var rigtigt eller ej.«

Hvis Anders Fogh Rasmussen havde sagt sandheden, ville han fremstå som en, der ikke kunne spille det professionelle spil, og der ville blive sat spørgsmålstegn ved, om han heller ikke ville kunne holde tæt med andre hemmeligheder.

»På den måde er det til et vist punkt et kvalitetsstempel for en leder at kunne lyve,« siger Klaus Kjøller.

Det er den hårde kalkule af, hvad der er at vinde, og hvad der er at tabe, sat op imod hinanden, som afgør lederens valg af at fabrikere en løgn eller holde sig til sandheden. Moralen må træde i baggrunden, forklarer han.

»Ofte er det i sidste ende økonomi og magtpositionen selv, der tvinger mennesker med magt til at handle stik mod god moral.«

Redskab til højere mål

For at forklare de psykologiske mekanismer, der gør det muligt på den måde at tilsidesætte moralen, henviser lektor i klinisk socialpsykologi ved Aalborg Universitet Einar Baldvin Baldursson til adskillige psykologiske forskningsprojekter om magtens psykologi. De viser, at mennesker, der er bevidste om deres magt, begynder at opfatte verden anderledes. Deres evne til at bedømme andre mennesker forandrer sig, så de i mindre grad ser individuelle personer, og i højere grad ser redskaber til at nå et givent mål.

»Det betyder, at den mentale begrænsning af personens evne til at fortælle usandheder forsvinder. De usandheder, der fortælles videre, betragtes ikke som løgn. De betragtes som et middel til at nå det ønskede resultat,« siger Einar Baldvin Baldursson, som ofte hører ledere undskylde sig med, »at det forventes af ham,« og at personen gjorde det »for at hjælpe andre«.

– Når jeg stikker en løgn, oplever jeg ubehag og skyldfølelse. Tynger det ikke også mennesker med magt?

»Først når de reflekterer over det. Jeg tror ikke, at de bliver helt ufølsomme over for løgnen. Det gør den almene overbærenhed heller ikke. De massereaktioner, vi ser, når en løgn afsløres, er et udtryk for det,« siger han.

Den amerikanske antropolog Dana Carney mener at kunne påvise, at løgne påvirker mennesker med magt mindre end andre. Hun færdiggjorde forskning på området i 2010 og har konkluderet, at magt styrker lederens kognitive ressourcer og øger niveauet af testosteron i kroppen, som mindsker lederens stresspåvirkning.

På den måde er lederen i stand til at undertrykke følelser forbundet med at levere fabrikerede løgne og usandheder og undgår på den måde at vise afslørende signaler.

»Min forskning viser, at magt er en fysisk og psykisk stødpude, der gør det muligt for højt placerede mennesker at tage alle mulige risici og opnå utrolige ting. Men på den anden side er det en glidebane, for kroppen er så klar til at kapere stressede situationer, at den ikke protesterer og udsender de vanlige faresignaler, når det er moralsk forkert,« sagde hun til Ugebladet A4 i forbindelse med udgivelsen af hendes resultater.

Løgn avler løgn

En lignende glidebane kan også gælde for mennesker uden magt, har den amerikanske psykolog og forfatter til Telling Lies, Paul Ekman, beskrevet. Han mener, at løgne – selv den lille hvide – langsomt, men kontinuerligt nedbryder de moralske grænser, de fleste mennesker naturligt har, og som forhindrer dem i at lyve. På den måde vil en person, der ofte lyver eller fortæller usandheder, langsomt og ubevidst finde det mere og mere acceptabelt at stikke en ny løgn. Selv mindre løgne kan på den måde langsomt bane vejen for større og mere omfattende usandheder.

Einar Baldvin Baldursson mener, at vi gennemgår en generel samfundsudvikling, hvor der stilles større krav til selvpromovering på karrierevejen, og at den udvikling er med til, at usandhederne vinder frem.

»Vi skal sælge os selv, markedsføre os selv og udvikle kompetencer til at stille os selv i det bedst mulige lys,« siger han og tilføjer:

»Mange CV’er hviler på et vakkelvornt grundlag. Er de direkte løgn? – måske. De er i hvert fald ofte ikke korrekte.«

Det viser en undersøgelse foretaget af rekrutteringsfirmaet Taylor, Rodgers & Associates også. De fandt ud af, at en tredjedel af toplederne lyver, når de i deres CV oplyser om deres færdigheder, ansvar, uddannelse, ansættelser og opgaver. Det har der også tidligere været danske eksempler på. Den tidligere direktør for IT Factory Stein Bagger og EU-parlamentarikeren Bendt Bendtsen er blevet afsløret i at pynte på deres CV’er.

Chancespil

Og den slags usandheder skal man holde sig fra som leder, understreger Klaus Kjøller. Altså hårde kendsgerninger, som let kan undersøges, afsløres og falde tilbage på afsenderen som et bevis for, at personen lyver.

»Når jeg holder foredrag om de her uartige ting, så siger jeg altid stringent, at lederne aldrig må kommunikere noget, man kan bevise er usandt,« siger han.

I stedet skal ledere kommunikere de bløde kendsgerninger som vurderinger, helheder og prognoser og den slags, som ikke umiddelbart kan modbevises.

»Sådan kommer man ofte igennem med det. Det er min grundregel,« siger han.

– Vil du karakterisere dine foredrag som en guide til brugen af usandheder?

»Man kan sige, jeg giver nogle greb og råd til, hvad man skal passe på med som leder. Jeg leger lidt med rollen som rådgiver, hvor foredragene fungerer som hjælp til selvhjælp. Men primært agerer jeg analytiker ved at give en forståelse af sammenhænge og mekanismer ud fra de eksempler, som har været fremme i offentligheden,« siger han.

Og i offentligheden bliver der faktisk lagt vægt på ædruelige ting som opretholdelse af troværdighed, påpeger Klaus Kjøller under sine foredrag, som sidste gang foregik i Finansforbundet her i december måned. Derfor er den alvorlig at spille hasard med.

»En leder uden troværdighed er under konstant mistanke, mens den troværdige leder kan slippe afsted med meget,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

At mennesker privat fortier eller forskønner af sociale hensyn er uundgåeligt, men ikke smukt.
Derimod er det forkasteligt, at folk med magt ikke ubetinget taler sandt, også når det er ubehageligt. Det er det, de er ansat/valgt til. Det hjælper ingen at lyve.