Læsetid: 21 min.

Måske man kun skal være festironiker – sådan på sigt

Tiden er ikke til ironiske formeksperimenter og fjolleri – den er til ærlighed og klare holdninger. Og det kan i sandhed være en hård erkendelse, når man som jeg er vokset op i de ubekymrede 90’ere – dengang ironien var et skattet og hyppigt anvendt virkemiddel og vel nærmest en livsanskuelse. Det er tid til ironiterapi
Tiden er ikke til ironiske formeksperimenter og fjolleri – den er til ærlighed og klare holdninger. Og det kan i sandhed være en hård erkendelse, når man som jeg er vokset op i de ubekymrede 90’ere – dengang ironien var et skattet og hyppigt anvendt virkemiddel og vel nærmest en livsanskuelse. Det er tid til ironiterapi

Mia Mottelson

24. januar 2015

»Kære Information, ironi gik af mode for en del år siden. Vågn op.« Sådan skrev en læser, Lars Pallesen, på Facebook, sidst jeg forsøgte at være sjov i avisen.

Det var i julen, og jeg havde lavet en såkaldt ’Gratulationsliste’ – en prisuddeling til folk, som havde gjort noget særligt i årets løb. Blandet andet havde jeg givet sociologen Henrik Dahl en pris for at være årets ’krænkede hvide mand’. Det var måske ikke genialt, men jeg syntes da i grunden, at teksten var meget sjov.

Det syntes Lars Pallesen ikke, og der var andre, der bakkede ham op. Lill Palmblad for eksempel: »Øv. Jeg troede et øjeblik det faktisk var en positiv og anerkendende liste,« skrev hun.

I mine 12 år som journalist har jeg fået masser af kritik for mine artikler, men det her stikker dybere – det er jeg ikke i tvivl om. Det er udtryk for en tendens. Problemerne i samfundet og verden er blevet så udtalte, at ironi og fjolleri er gået af mode, mens det alvorlige, ærlige og væsentlige er kommet i centrum.

Det er præcis det, Lars Pallesen og Lill Palmblad prøver at sige, og det har været under opsejling i nogle år: De nye forfattere vil sige noget samfundsrelevant med deres tekster.

Generation Etik har vi kaldt dem her i avisen. Og de unge kommer igennem deres studier på normeret tid – de er seriøse, pligtopfyldende, og frem for alt er de ikke bange for ærlighed og sentimentalitet. Generation Wuss, kalder forfatteren Bret Easton Ellis dem blandt andet på grund af disse egenskaber.

Man kan med god grund mene, at det er en både god og tiltrængt udvikling. Det er jeg også selv tilbøjelig til at mene. Der er bare det ved det, at ironien er og altid har været fuldt integreret i min måde at tænke på – og formentlig er der en del derude, som har det på ligesådan. At ironien bare er der. Ikke nødvendigvis som et grundvilkår, men måske. Og i hvert fald som et virkemiddel og noget man kan finde frem og bruge i tale og tekster, når det hører sig til.

Jeg er født i 1978. I min ungdom i 90’erne og 00’erne læste jeg Per Højholt og dyrkede rapgruppen Malk de Koijns kryptiske tekster. Formen var det vigtige – indholdet kom i anden række. Jeg elskede Mikael Bertelsens eksperimenter i De Uaktuelle Nyheder, og jeg grinede sågar af Lex og Klattens ironiske opgør med sentimentalitet og føleri.

Overdreven ligefremhed har jeg det omvendt svært med. Jeg kunne ikke finde på at skrive det på Facebook, hvis jeg en dag var meget ked af det, men jeg kan se, at nogle af mine venner gør det. Og selv om jeg sympatiserer med både ofrene fra Charlie Hebdo og befolkningen i Ukraine, kunne jeg ikke drømme om at skifte mit profilbillede ud med et ’Je suis Charlie’ eller et ukrainsk flag.

På mit nuværende billede står jeg med sådan et rullende stativ fyldt med kødboller i cafeteriet i IKEA ude i Taastrup. På mit forrige havde jeg diadem på.

Patos – ironiens formmæssige modsætning – har jeg det svært med. Det er ubehageligt for mig at være i stuen, når min kone ser Sporløs. Jeg ønsker naturligvis for deltagerne, at de ender med at finde deres mødre – jeg er ikke et dumt svin eller noget. Men alle de offentlige følelser fra fremmede – jeg har svært ved at håndtere det.

Med sådan en personlighed er det selvfølgelig en udfordring, hvis det er rigtigt, hvad Lars Pallesen og Lill Palmblad skriver. Hvis det er slut. Helt at holde op med at være ironisk forekommer mig decideret uoverskueligt, men i grunden synes jeg, at det foreløbig går meget godt i denne artikel. Alt, hvad jeg har skrevet indtil videre er ærligt, og jeg vil prøve, om jeg kan holde det teksten igennem. Som et slags eksperiment – eller en form for terapi.

Det er nok også på sin plads at bringe en advarsel allerede her: Denne tekst er skrevet af en ’om sig selv kransende’ karakter. Det er et udtryk, jeg har fra Mikael Bertelsen, som kommer med senere i teksten, men nu ville jeg rykke det herop, så man er advaret fra start.

Næsten alle kilder i artiklen er i øvrigt mænd med tilknytning til mediebranchen, så den er også helt skæv, hvad angår parametre som køn og mangfoldighed.

90’er-ironi

Pallesen og Palmblad er langtfra de eneste, der er utilfredse med brugen af ironi i Information. I et debatindlæg i november skrev en ung journaliststuderende, Lasse Lindegaard, på baggrund af en Mads Brügger-kronik:

»Vi unge kigger på jer, de voksne i 30’erne, i håb om at kunne lære, hvordan man begår sig i vores komplekse samfund. Men I tager hverken os eller jer selv alvorligt. I svøber jer i 1990’er-ironi, og alt er bare for sjov. Helt ærligt: Hvad har I på hjerte?«

Det med 90’er-ironien går igen, har jeg bemærket. Man fornemmer, at 90’er-ironi er værre end ironi i almindelighed, men nu skal jeg passe på ikke at krydse grænsen, kan jeg godt mærke, så vi lader den ligge her og går videre til en, der hedder Rasmus Meyer. Han har nemlig også kritiseret min ’Gratulationsliste’ i et opslag på sin Facebook-væg:

»Det irriterer mig grusomt, at avisen på daglig basis forsøger sig med forskellige varianter over det, der vel bedst kan betegnes distance-90’er-ironi, i weekendudgaven er der f.eks. i Moderne Tider på side 2-3 noget der hedder 'gratulationslisten 2014'; den liste er det mindst morsomme, jeg har læst i 2010’erne,« skriver han.

Jeg kender ikke Rasmus Meyer, men jeg ved godt, hvem han er. Han er tidligere kampagnechef i SF og nu sekretariatschef i en fagforening. Vi er nogenlunde jævnaldrende og har mange fælles venner. Det undrer mig, at vi i princippet er så ens, men alligevel ser forskelligt på ironien, så jeg beslutter mig for at ringe ham op.

Det telefonnummer, jeg har på ham, virker ikke. Det er jeg meget lettet over i første omgang, og når jeg tager denne oplysning med i artiklen, er det for at understrege, at det ikke er behageligt at være i ironiterapi. Det var et svært opkald at lave. Glæden ved det udgåede nummer varer dog kort – jeg skal jo videre, så jeg tvinger mig selv til at skrive en mail. Rasmus Meyer ringer tilbage:

»Vi lever i en tid med krig i Syrien og terror i Frankrig. I en tid, hvor unge piger braser sammen med angst og depression,« siger han. Og når tiden er, som den er, så nytter det ikke at være ironisk:

»Tiden kalder på alvor, på engagement og på ’noget ægte’. Ironien egner sig bedst til en periode, hvor man bare skal slå tiden ihjel, og derfor bliver den ligegyldig i dag. Ironien vil ingenting, og din artikel vil ingenting. Den rykker ingenting. Den flytter ingen holdninger, og den vækker ikke til eftertænksomhed.«

Han siger også, at ironien er for humoren, hvad Den Tredje Vej var for politik. Altså et overstået kapitel. Mens vi taler sammen, føler jeg mig ydmyget. Det er mindst lige så slemt som frygtet, og jeg får ikke stillet så mange spørgsmål, som jeg havde planlagt. Jeg har svært ved at være moralsk på andres vegne, og også på det punkt er jeg og Rasmus Meyer forskellige:

»Du skriver for Information. Du har en fantastisk scene. Så er du også forpligtet til at bruge den scene til noget begavet,« siger han.

Jeg kommer i tanke om en episode tilbage i 2003, hvor jeg var praktikant på Information. Jeg havde brugt ordet ’fakkeljunkie’ i en overskrift i Folk på bagsiden, og teksten under handlede om en demonstration for »retfærdig verdenshandel« på Christianshavns Torv.

Det fik vores daværende arkitekturskribent Allan de Waal til at blive rasende. Det kunne jeg ikke være bekendt at skrive om mennesker, som brændte for noget og brugte deres ret til at demonstrere.

Jeg kan huske, at jeg sådan set godt forstod ham, men at jeg også tænkte: »Slap dog af, Allan, det var bare for sjov«. Folk, der går i fakkeltog og synger Kringsatt av fiender og alt det der, måtte da kunne tåle lidt sjov, sagde jeg.

Måske tænkte jeg også, at tiden var en anden nu. At vi ikke var i 70’erne længere, og at Allan tilhørte den gamle skole, og at jeg tilhørte den nye. Nu er det så tilsyneladende mig, der tilhører den gamle skole, mens Allan – som jeg holdt meget af, og som desværre er død i mellemtiden – sammen med den unge generation har taget over.

Jeg er ham, som ikke har fattet, at ironiens tid for længst er forbi. Ham, som bliver ved med at lave Henrik Dahl-jokes, selv om der ikke er nogen, der griner. Henrik Dahl er en krænket hvid mand, hahaha.

Nu er jeg tæt på at blive selvironisk. Jeg laver sjov med mig selv, når jeg laver sjov med Henrik Dahl. Men jeg er også meget ærlig, synes jeg, så jeg tænker, at det nok godt kan komme med. Rasmus Meyer har flere ting at sige. Jeg gemmer mig bag ironien, mener han:

»Hvis man mener noget, risikerer man sig selv. Når man er ironisk, har man altid en forsikringspolice med – man er sikret imod at blive til grin selv,« siger han og tilføjer:

»Jeg tror, at folk, som er ironiske, hverken er gode forældre eller gode elskere. I begge tilfælde er man nødt til at give lidt af sig selv. Distance fungerer ikke.«

Han er en hyggelig fyr at tale med, ham Rasmus Meyer. Jeg prøver lige igen: Han er en uhyggelig fyr at tale med, ham Rasmus Meyer. Jeg spørger ham, hvordan man så kan være sjov. Han refererer til Søren Kierkegaard og siger, at ironien stadig har en berettigelse som magtkritik. Desuden kan man godt være sjov uden at være ironisk, mener Rasmus Meyer som nævner Karl Ove Knausgård som en mand, som både kan være morsom og oprigtig på samme tid.

»Ham burde du læse,« siger han også og inviterer mig til sidst med på et familiehøjskoleophold, som han selv arrangerer til sommer. Det ville være godt for mig. Jeg begynder virkelig at føle mig som en, der er i behandling.

Altid alvorlig

Michael Jeppesen, som er radiovært på Radio24syv og laver DR1-programmet Michael Jeppesen Møder, er en af de kolleger, jeg anser for at være mest ironisk. Jeg har grinet af hans tekster helt tilbage fra dengang, han skrev bagsider for Ekstra Bladet. Så ham ringer jeg til. Han må kunne forsvare ironien, tænker jeg:

»Jeg er aldrig ironisk. Jeg mener alt, hvad jeg gør,« siger Michael Jeppesen og giver et eksempel:

»Når jeg følger Lars Hedegaard en dag, så er jeg oprigtigt interesseret i ham. Der er så nogen, der tolker det, som om jeg ironisk, men det er jeg faktisk ikke. På den måde er jeg heldig. Der er et skifte i tiden lige nu, og jeg appellerer både til dem, der godt kan lide det oprigtige, og dem, der kan lide det ironiske. Tænker du, at jeg er ironisk?«

— Ja. Det var derfor, jeg ringede.

»Hvis nu jeg siger til dig, at jeg stemmer på Dansk Folkeparti, vil du så tro på det?«

— Nej.

»Der kan du se. Men der er et skifte på vej. Det ligger i tiden. Før vi blev bekymrede over situationen i hele verden, kunne vi tillade os kun at tænke på os selv. I dag er det hele blevet meget mere alvorligt. I 90’erne var der ikke samme fokus på klimaforandringer f.eks. Det var en anden virkelighed, vi levede i, og man kunne bedre tillade sig at være i sin egen boble. Jeg kan ikke være ironisk nu.«

— Stemmer du så på Dansk Folkeparti?

Michael Jeppesen holder en pause: »Jeg er blevet Dansk Folkeparti-vælger imellem to valg,« siger han så. Hvad det så end skal betyde.

I min tidlige ungdom i Aalborg gik alle – en kort overgang – pludselig i sko af mærket Dr. Martens. Det er dem, der ligner militærstøvler og har sådan en gul syning hele vejen rundt i kanten.

Efter min samtale med Michael Jeppesen føler jeg mig lidt som ham den sidste nede i ungdomsklubben, som stadig har Dr. Martens-sko på. Og jeg begynder at tænke over mit liv. Dengang jeg friede til min kone, gik jeg ikke ned på knæ. Det kunne jeg simpelthen ikke. Der var ingen ring og ingen blomster. Jeg havde lavet god mad og købt en flaske Brunello, så noget havde jeg da gjort ud af det, men jeg elsker Brunello, så det er usikkert, hvor meget man skal lægge i det.

Samme aften som jeg har interviewet Rasmus Meyer og Michael Jeppesen, spørger jeg hende, om det. Hun var glad for, at jeg ikke gik ned på knæ, siger hun – det havde været for underligt. Men der var flere situationer – og særligt én bestemt – hvor jeg nok havde været for distanceret, siger hun. Det var, da hun fødte vores første søn. Dengang havde jeg ikke rost hende nok.

Jeg havde måske nok sagt, at hun havde klaret det godt, men jeg havde udstrålet, at det var en selvfølge, at kvinder føder børn. Den tager jeg til mig, og jeg roser hende også, men det klinger noget hult her fire år efter og på opfordring.

Polyfoni

Erik Svendsen er lektor i dansk litteratur på RUC, og det var han også, da jeg læste derude fra 1998 til 2004. Erik var min favoritforelæser og vejleder på de fleste af de projekter, jeg skrev, og jeg vil være tilbøjelig til at holde ham delvis ansvarlig for min fascination for ironien.

Jeg har analyseret Per Højholt og Morten Sabroe sammen med Erik Svendsen, og jeg har lært af ham, at polyfoni – altså flertydighed – er med til at definere god litteratur. H.C. Andersen læste vi som ironiker. Dengang gav det god mening – om det også gør det i dag, ved jeg ikke. Det var omkring årtusindeskiftet, og mantraet var, at der skulle være noget ustabilt i teksterne. Og dekonstruktivismen var den mest feterede teori af dem alle:

»Ja, det er rigtigt,« griner Erik Svendsen da jeg ringer til ham. »Det hele skulle helst være ironisk dengang. Og patetisk var det værste, man kunne være,« siger han, og jeg synes, at jeg kan spore en vis nostalgi i stemmen. »Følsomhed, lidenskabelighed og hudløs ærlighed var nærmest tabuer.«

I dag er det nogle andre ideer, der er de herskende, fortæller han:

»Den udprægede ironi var på mange måder et årtifænomen. Det var en generationsting, som hang sammen med postmodernismen. I dag har virkeligheden indhentet det ironiske filter, der dengang beskyttede os imod at se virkeligheden i øjnene. Derfor er der kommet et gennembrud for social tænkning. Jo mere menneskelig elendighed, man oplever – jo værre økonomisk krise – des mere slår det igennem,« siger Erik Svendsen, som lige er blevet færdig med bogen Kampe om virkeligheden, som handler om tendenserne i dansk prosa fra 1990 til 2010.

Forklaringen er, at det i 90’erne gik godt. Og at kapitalismen var den altdominerende ideologi:

»Den Kolde Krig var slut, og der var ikke noget alternativ til kapitalismen. Der var ingen trusler. Yuppiekulturen havde vel nærmest udviklet sig til en simulation af virkeligheden. Baudrillards tanker fra dengang om, at golfkrigen aldrig fandt sted, er jo til grin i dag. Folk tager rent faktisk i krig, og de kommer hjem og fortæller om, hvor forfærdeligt det er. Det er ikke simulation. De skider i bukserne af angst og har traumer. Så kan man ikke stå der og være ironisk.«

Samtidig er verden blevet mere polariseret, mener Erik Svendsen:

»Ironikeren har et overskud. Men det er svært at finde en position, hvor man kan bevare den ironiske distances overskud i et så polariseret klima, som vi har i dag. Ironikeren mener ingenting – og i et polariseret samfund bliver det usympatisk at holde fast i ironien. Aristokratisk på en ufed måde.«

— Så intet af det, du lærte mig om, at polyfoni og ustabilitet er godt, gælder mere?

»God litteratur er altid mangetydig. Det kendetegner god kunst, og det skulle nødigt blive overhalet af historien. Men den der polyfoni-begejstring og dekonstruktivisme, man excellerede i dengang, den er overhalet. Der var jo ingen virkelighed uden for testen. Det synspunkt holder ikke i dag. Selv en forfatter som Lars Frost skriver om virkeligheden.«

— Kan du forstå, hvis man kan føle sig lidt alene nu. Altså når man er oplært i den anden tradition?

»Ja. Men jeg synes ikke, at ironien per definition har spillet fallit. Det gode ved ironien er, at den også kan være en kritik af magten. Man må fastholde ironien over for totalitært tænkende muslimer, for eksempel – det synes jeg, at vi netop er blevet mindet om i Frankrig. Alt andet er et knæfald. Ironien har stadig en berettigelse. Det er kun, når det bliver en konservativ beskyttelse imod at se virkeligheden i øjnene, at den bliver upassende.«

Jeg ved ikke, om jeg blev mere eller mindre nedtrykt af at tale med Erik Svendsen, men jeg når dårligt at tænke over det, før Informations tidligere chefredaktør Ejvind Larsen ringer for at rose mig for en artikel, jeg har skrevet – så samtalen begynder fint.

Ejvind tilhører samme generation som Allan de Waal, og han er også en mand, som er både ærlig og dedikeret. Jeg fortæller ham om reaktionerne på mit seneste forsøg på at være morsom og samtalen ender med, at Ejvind slutter sig til koret af kritikere:

»Nogle gange tager det overhånd, og man ved slet ikke, hvad du mener. Så er det hele lige meget. Så tænker man: Han har sin gode hyre på Information, og alt andet kan være ligegyldigt.«

Jeg hedder Kristian Villesen, og jeg har ikke været ironisk i 16.485 anslag inklusive mellemrum. Det går godt, synes jeg, men ensomhedsfølelsen er ved at være udtalt.

Skal man destillere det, jeg har fundet ud af indtil videre, så er jeg kikset og umoderne, en dårlig far, en dårlig elsker og en uengageret journalist, der stiller sig tilfreds med sin fine løn og ellers ikke bekymrer sig synderligt om omgivelserne.

Mere sympatisk bliver det ikke af, at jeg skriver denne artikel. I en tid, hvor det hele går ad helvede til ude i verden, er min primære professionelle bekymring, at jeg ikke længere kan være ironisk.

»Sikke trist med de klimaforandringer. Men at jeg ikke kan være ironisk uden at fremstå som en idiot – det er dog for galt!«

Ja, jeg ved det, men jeg håber, at I vil bære over med mig. Det er en stor omvæltning.

Et virkemiddel

Jeg har stadig til gode at tale med Mikael Bertelsen, som i dag er programchef på Radio24syv. Han er nok den mest ironiske, jeg kan komme i tanke om. Jeg har sendt en mail til ham, hvori jeg spørger, om han vil være med i artiklen:

»Kære Kristian. Hundrede gange er jeg blevet spurgt, om jeg ville være med i noget om ironi, og alle gange har jeg takket nej. Måske er det på tide at sige ja?« svarer han, og det er jo sådan set ikke et svar, men et spørgsmål.

Der er noget ironi at spore i den mail, og det er jeg glad for. Jeg skal mødes med ham på en café på Esplanaden, for han skal til noget så alvorligt som en begravelse i Kastelskirken bagefter.

Mikael Bertelsen lægger ud med at sige det der med, at min artikel er ’om sig selv kransende.’ »Der var en, som brugte de ord om mig en gang, og det tog jeg mig nært, for jeg er meget selvoptaget,« siger han.

Herfra går samtalen nu rigtig fint. Mikael Bertelsen er også blevet kritiseret for at være ironisk. Mange gange. Den kritik er prellet af på ham:

»Jeg føler ikke, at jeg har brugt ironien til at dække over, at jeg ikke havde noget at fortælle. Eller at jeg ikke mente noget. Så jeg har aldrig følt mig truffet, når nogen sagde: ’Du er jo bare ironisk.’,« siger Mikael Bertelsen og tilføjer, at han også har lavet ikke-ironiske ting, blandt andet en programrække om en læsegruppe i Sandholmlejren og en vandretur på Caminoen.

»Føler du dig truffet?« spørger han mig.

Det er der jo noget, der tyder på, svarer jeg.

»Ironi er vel en spøg bag alvoren, mens den mere hjertelige humor er alvor bag en spøg,« siger Mikael Bertelsen så: »Jeg synes ikke, at noget af det er finere end andet. Sådan én som ham Rasmus Meyer, han vil nok mene, at den forsonende og hjertelige humor er bedre end ironien, men det er jeg uenig i,« siger Mikael Bertelsen:

»Og jeg altid har været i god tro og villet noget med det, jeg laver. Hvilke virkemidler på paletten man så benytter sig af, synes jeg ikke er så vigtigt. De Uaktuelle Nyheder var jo i en tid, hvor de rigtige tv-nyheder var blevet det helt store – det, ingen måtte fucke med. At hive bukserne ned på tv-nyhederne kunne jeg godt lide.«

Mikael Bertelsen er forbavsende uironisk. Hvis han er ironisk, så forstår jeg i hvert fald ikke ironien. Han kommer også med en slags indrømmelse, for det med at gemme sig bag ironien – altså at bruge den til at dække over noget – det kan Mikael Bertelsen dog godt kende:

»Jeg tror, at grunden til, at nogle af de første ting, jeg lavede, var gennemsyret af ironi, har noget at gøre med, at jeg ikke mestrede det at lave fjernsyn til fulde. Jeg ser det som en indrømmelse af mine begrænsninger. Der var noget, som jeg endnu ikke var dygtig nok til at sige, og ironi kan på en enormt fin måde vise og forklare det, som man ikke er i stand til at formulere.«

En ligefrem måde er ikke bedre, mener han. Ironien har bare været nemmest for Mikael Bertelsen at benytte sig af, og derfor har han ofte gjort det:

»Jeg er opvokset sådan. Min mors familie er af russisk-jødisk afstamning, og den jargon, som min mor og mormor havde, har jeg arvet – de jokede helt sindssygt om holocaust og nazisme på en uhørt ironisk måde, selv om halvdelen af familien havde været i Theresienstadt. Min familie var dysfunktionel. Min far var en festmand. Ikke sådan en tragisk alkoholiker, men en meget festlig alkoholiker med alt, hvad det kan indeholde af smerte. Og min mors måde at håndtere min fars alkoholisme på var gennemsyret af en mærkelig ironi. Hvis vi sad og skulle spise og ventede på, at min far kom hjem, kunne der falde nogle helt særlige sætninger.«

Mikael Bertelsen kan ikke gengive sætningerne på en måde, så man vil forstå det, siger han. Selvom ironien kan tjene som et forsvar, vil han til enhver tid selv forsvare den:

»Jeg ser det som et af de fineste virkemidler, man kan bruge. Den med, at ’nu er jeg endelig sluppet af med ironiens grimme fjæs’, den tror jeg ikke på. Det lykkedes i øvrigt heller ikke for min mor,« siger Mikael Bertelsen og fortæller, at hun, 12 timer før hun døde, skældte hele familien ud over, at det ikke havde sørget for at give hende noget mere morfin om natten, så hun kunne få fred:

»’I er fyret alle sammen’, råbte hun. Og vi hulkede af grin. Selv om vi vidste, at det var nu,« siger Mikael Bertelsen. For det kan ironien, mener han.

Et meget aktuelt eksempel er klummeskriveren fra Charlie Hebdo, Patrick Pelloux, der ifølge flere medier havde brudt den trykkede stemning på det første redaktionsmøde efter terrorangrebet med et ironisk spørgsmål om, »der var nogen aktuelle emner, man kunne knalde til«. Mikael Bertelsen nævner også Kierkegaard:

»Jeg kan ikke huske citatet. Men det handler om, at man en gang imellem har brug for ironien til at vaske alvoren af sig,« siger han

Ironiens hav

Jeg finder citatet senere. Det handler om folk, som ikke forstår sig på ironi, og Kirkegaard skriver, at de ikke kender glæden ved, »når luften bliver for trykkende, da at trække ud og styrte sig i ironiens hav, naturligvis ikke for at blive deri, men for sund og glad og let atter at klæde sig på.«

»Når alle er salvelsesfulde, så er der brug for ironikeren,« siger Mikael Bertelsen.

»Jeg havde jo også fine, inderlige samtaler med min mor. Vi kørte ikke bare løs på en bølge af ironi,« fortæller Mikael Bertelsen. Han siger også, at han ikke er ironisk over for sin egen familie – og heller ikke over for sine kolleger:

»Det er jo ikke sådan, at hvis jeg skal rose en studievært, at jeg så siger: ’Det var et rædselsfuldt program, du lavede der’. Jeg siger, at jeg synes, det var et godt program. Der er min datter. Du kan spørge hende.« Mikael Bertelsens familie er netop trådt ind ad den pibende dør i den lille café – de skal med til begravelsen. Forrest står hans 19-årige datter, Aia.

— Ved man, hvad Mikael mener, når han siger noget?

»Nej. Det vil jeg nok sige, at det gør man ikke altid,« svarer hun. Familien forsvinder ind i cafeen.

Mikael Bertelsen når at sige, at han mener, at man bør rumme begge dele:

»Det ville være fattigt, hvis den tilstræbte inderlighed var den eneste tangent på klaviaturet. Jeg kan godt lide meget rørstrømsk og sentimentale musik, men jeg kan også godt lide Kraftwerk, som jeg opfatter som mere ironisk. Jeg ville nødigt leve i en verden uden musik som Kraftwerk eller uden et rekviem med fuld patos. Det ville være farveløst.«

— Jeg er glad for, at du holder fast i ironien. Det er godt for artiklen. Jeg følte lidt, at alle flygtede. Kender du det?

»Ja. Jamen, det er jo i høj grad også det ledige standpunkt, jeg har valgt at forsvare. Jeg tror egentlig bare, at jeg altid jeg har været ironisk, og så har det været mere eller mindre på mode sådan med mellemrum,« siger Mikael Bertelsen og laver en bølgende bevægelse med sin arm.

»Hvis man går i det samme tøj altid, så kommer det også på mode en gang imellem,« siger han.

Så er vi tilbage ved Dr. Martens-skoene. Hvis bare man beholder dem på, så kommer de på mode igen. Og hvad ironien angår, har jeg mulighed for at være first mover til næste bølgetop – altså når vi om otte år kigger tilbage på 10’erne og tænker: »Hold kæft, hvor var vi alvorlige dengang.«

Her kunne jeg slutte min artikel, men det ville næsten være for nemt. Sådan lige at dække sig ind med et Kierkegaard-citat og så ellers rykke tilbage til start.

For jeg har rent faktisk lært noget af processen. Hvis man sammenligner med et rygestopkursus, og det mener jeg er en helt fair sammenligning, så kan man sige, at det ikke er lykkedes at kvitte cigaretterne helt.

Jeg har lige læst teksten igennem, og jeg er muligvis ironisk et par steder, men den er også lang. Og jeg har bevidst valgt ikke at ændre det, hvilket er en god erkendelse. Jeg har tænkt over nogle ting, sådan som man skal i et godt terapiforløb, og jeg har fået skåret lidt ned.

Alene det, at jeg kan skrive denne nye og ærlige slutning er et fremskridt. Måske man kun skal være festironiker – sådan på sigt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Camilla Gammel
  • Jeppe Morgenthaler
  • Christian Sohn
  • Markus Hornum-Stenz
  • Tino Rozzo
  • June Beltoft
  • Helge Rasmussen
  • Martin Åberg
  • Regsa Nesneffets
  • Hans Aagaard
  • Anne Eriksen
  • Ejvind Larsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Carsten Søndergaard
  • Niels Duus Nielsen
  • Torsten Jacobsen
Mikael Velschow-Rasmussen, Camilla Gammel, Jeppe Morgenthaler, Christian Sohn, Markus Hornum-Stenz, Tino Rozzo, June Beltoft, Helge Rasmussen, Martin Åberg, Regsa Nesneffets, Hans Aagaard, Anne Eriksen, Ejvind Larsen, Lise Lotte Rahbek, Carsten Søndergaard, Niels Duus Nielsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Jeg synes du har skrevet en rigtig god artikel, Kristian. Og det er sagt helt uden ironi :)

Mikael Velschow-Rasmussen, Markus Hornum-Stenz, Per Kongsdal, Erik Karlsen, Thomas Steensen, Tino Rozzo, Helge Rasmussen, Anne Eriksen, Ejvind Larsen, Birgitte Gøtzsche, Eva Bertram, Morten Pedersen og Carsten Søndergaard anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Anti-ironikere er sgu for kedelige. Jeg er helt på Kierkegaards parti i denne sag.

Husker du obersten (Chapman) fra Monty Pythons Flying Circus? Det var ham, der adskillige gange brød ind i en sketch og forlangte at den omgående blev standset, fordi de var blevet "far too silly".

En kalorielet anretning uden vitaminer for kulturelle flokdyr, helt i tidens ånd, en tid, hvor den kolde mediemasse har erobret dagsordenen med tilhørende x-underholdning, mest henvendt til sig selv …

Den bedste form for ironi er naturligvis, når folk på sokratisk facon bringes til, altså primært ved egen ubevidste indsats, at udlevere sig selv til latteren, så vi andre kan sætte ind med den finale sarkasme over al den til enhver tid herskende idioti, men det kræver naturligvis også visse talenter, som ligger ud over massens sædvanlige evne til kun at kunne præsentere nedarvede platituder og citater fra inferiøre kunstnere, der er glemt i overmorgen …

Der vil derfor heldigvis altid være rigeligt at grine ad, selvom der i den seneste tid vitterligt ser ud til at blive mindre og mindre, men så er det da godt vi har unge fremadstræbende mennesker i avisverdenen, der kan komme op med en slags forklaring på, hvorfor netop de skulle være mindre forvirrede og mindre ironiske end de ældre generationer og deres håbløse form for gammeldags humor …

Lennart Kampmann

Ironi er de intelligentes sværd mod dumhed.....

med venlig hilsen
Lennart

Vibeke Hansen, Gert Selmer Jensen og odd bjertnes anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Jeg havde en periode, hvor jeg blev lidt træt af min egen ironi, som havde udviklet sig derhen at jeg ofte selv kom i tvivl om hvad jeg egentlig mente. Men efter jeg er begyndt at docere lidt bedre og smøre tykkere på går det bedre. Jeg morede mig i øvrigt ganske godt over Kristian Villesens gratulationsliste. Jeg tror ironi er kommet for at blive.

Gert Selmer Jensen og Birgitte Gøtzsche anbefalede denne kommentar
Birgitte Gøtzsche

Handler det - kort sagt og helt alvorligt - ikke om:
A) At der er en tid til alting (og her taler jeg ikke om årtier, men om situationer) - altså en tid til alvor og en tid til ironi (for nu at være helt tydelig) ....
B) At man skal bruge sin situationsfornemmelse - ellers kan man komme galt afsted ... forstået på den måde, at man bliver fejlforstået. At det man kommer med ikke finder sin klangbund. Og så har vi jo balladen.
Gud, fri mig for at leve i en verden uden ironi (på rette tid og sted)! Og hjælp mig til at gøre mig forståelig i både alvor og spøg! Så skulle den være hjemme ....
Og så var der jo lige Piet Hein (jeg er af den generation der husker ham): ' Den som kun ...' (osv...) Den kunne nypuritanske alvorshoveder måske også have glæde af ;)
Og du nævnte ikke ytringsfrihed - tak for det!

Markus Hornum-Stenz, Thomas Steensen, June Beltoft, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, Helge Rasmussen, Lise Lotte Rahbek og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Synes dine overvejelser var interessante, Kristian, og at det selvcentrerede dermed var relevant. Vil ønske dig stor fornøjelse med at være 'kikset og umoderne' - en del sjovere i det lange løb end at være 'med på beatet'. Believe you me!

June Beltoft, Lis Kyllikki Turunen Pedersen, Ejvind Larsen og Birgitte Gøtzsche anbefalede denne kommentar
Toke Andersen

Universet er udpræget humoristisk, ironisk og skide frækt.
Menneskelig eksistens, uden undtagelse, en joke.

Alvorlig seriøsitet fra de (selv)højtidelige religiøse til forvirret ungdommelig karakter- og karriererytteri er udtryk for en fundamentalt sygelig og egentlig ret pervers misforståelse.

Men intet er så skidt at det ikke er godt for noget. Religiøst vanvid og ungdommelig forvirring er blandt bedste og mest vedholdende kilder til spas og grinagtighed.

Mona Jensen, Gert Selmer Jensen, June Beltoft, Anne Eriksen og Jan Weis anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Vi kan også spørgsmålet fra en anden vinkel, som noget der ikke blot drejer sig om bevidst ironi eller sarkasme, men om man kan tage ord eller "fremtoning" for pålydende. Det kan vi som jeg ser det lige så lidt i 2015 som i 1991 eller andre år. Derfor er distance nogle gange ikke blot noget der skal accepteres, men nærmest nødvendigt hvis vi ikke skal blive ofre for bedrag og herunder selvbedrag. Selvom totalt at undgå dette nok er temmelig svært. Her kan man jo, hvis man ikke føler sig vel ved ironien benytte anførselstegn, eller ord som "angiveligt", "tilsyneladende", "i egen selvforståelse". En ordliste over ord hvor et vist forbehold (bl.a. fordi der kan lige noget andet bag ved) kan være på plads: "tolerance", "godhed", "solidaritet", "empati", "brobygning", "respekt", "menneskelighed" og sikkert mange andre. Omvendt er der en liste med "negative", hvor vi nogle gange med fordel kan se på om de er så "onde". For eksempel alle de "fobier" der angiveligt florerer.

Michael Bruus

Ironi og den latter det ofte medfører, er gavnlige virkemidler til at forløse spændinger, men overdrevent brug af ironi bliver til ansvarsløshed.
Og som Kristian Villesen skriver, er tiden i højeste grad til ansvarlighed.

Ejvind Larsen, Markus Hornum-Stenz, randi christiansen og Lis Kyllikki Turunen Pedersen anbefalede denne kommentar

Humorløs nivellering

Alt dette med at blive ’krænket’ og gribe ud efter sin krumsabel, leve i denne påståede krænkelseskultur, hvor det er muligt at fortælle vitser og tegne sjove figurer, er kommet ind med nye befolkningsgrupper, der i sagens natur som regel altid vil føle sig kulturelt underlegen, uanset hvad – så nu skal hele nationen igennem en langvarig ørkesløs diskussion vi aldrig har haft behov for tidligere om latterlige småting i hverdagen – vores kultur skal i bedste fald åbenbart udstilles som en usleben diamant, i værste fald som noget under nedrivning og ombygning - det er her ironien løber af med nogen af os …

Ironi kan man ikke undvære, aldrig nogensinde - Kirkegaard har ret.
Som Falckredderne, der skal ud og samle rester op og den tørre engelske humor, man stadig ken være heldig at møde - i film og i virkeligheden.
Ironi takler livets ulykker og glæder! - det er synd for mennesker, der ikke forstår den...

Ejvind Larsen, Gert Selmer Jensen, Helene Kristensen og June Beltoft anbefalede denne kommentar
Peter Günther

Tak for indlægget. Det belyser meget godt, hvad der sker når man plukker enkelte aspekter ud af begrebet og gør det sit oplevelsesfilter.

En god definition ses her http://da.m.wikipedia.org/wiki/Ironi.
Vi må alle hver for sig gøre op med os selv om vi er autentiske, når vi udøver ironi, eller vi bare bruger den som maske!

Ejvind Larsen, Anne Eriksen og Birgitte Gøtzsche anbefalede denne kommentar

Je suis fornyelse

Men måske ser vi bare her en stort opslået lancering af en ny bladmutation med tilhørende redaktionel fornyelse og foryngelse, gående mere i retning af ’Vagttårnet’ – Vågn op!, si’r en Pallesen - i form af Dagbladet, som nu indvarsler en ny og mindre ironisk periode for sine læsere, hvor beskeden er tydelig nok: ikke så megen ironi, folkens, dæmp Jer nu lidt, her ironiseres kun til festlige lejligheder i weekendudgaven, for vi vil gerne fortsætte med at udgive avisen lidt endnu …

Det ser vi naturligvis frem til – og her i landsdelen må vi så snart følge trop med at få set på lødigheden af tegningerne og vittighederne i juleheftet ’Æ Havbogasse’ …

jeg synes at erindre KV, at da du (kom ud af journalisthøjskolen og ?) startede her på avisen, kunne du ikke skrive om noget som helst uden at gøre opmærksom på at du for øvrigt ikke kunne lide DF. jwg fik mig mant en latter over det, men ok - det var så faktisk også en satire over dette sære fag-specielle brainwash-fænomen ? Det var da glædeligt :-)

Mads Østergaard

Der følger et ansvar med at være ironisk, nemlig at man formår at vise en ægte side ved siden af. Ligesom vi regelmæssigt har brug for at føle letheden og friheden over at grine distanceret af en ironisk fremstilling, så har vi i ligeså høj grad brug for at spejle os i hinanden gennem ærligt nærvær.

Det er en balance. Det holder ikke at bruge ironien for ofte, at lade den definere en stor portion af sit kommunikative mønster, for så kan andre mennesker ikke mærke mennesket bag ironien. Vi vil gerne vide at vi vil hinanden det godt. Vi vil gerne føle at vi er på samme side i de alvorlige sager. En overdreven brug af polyfoni fx, vil skærme over meningen bag ironien, og distancere os fra hinanden. Så bliver det upoetisk, halvhjertet, meningsløst.
Charlie Hebdo's Patrick Pelloux brugte i stedet ironien med elegance. I dette tilfælde kan der ikke herske tvivl om at han godt kendte svaret på sit eget spørgsmål. Han brugte ironien til at åbne rummet, ved at tage hul på den gennemsyrede alvor i situationen. Samtidig kan bemærkningen have skabt en positiv fællesskabsfølelse gennem den kollektive erkendelse af hinandens nedtrykthed.

'Gratuleringslisten' gør ikke noget som helst galt. I den bliver der i det små stillet spørgsmålstegn, kritiseret og provokeret, hvilket bidrager til at rive op i menneskers en-dimensionelle syn på de berørte emner. Ironien kan noget. Den kan skubbe, udfordre og underbygge.
Jeg var for en måned siden på Aros for at se Michael Kviums udstilling 'Fools'. Michael Kvium er en særdeles anerkendt kunstner, som bruger ironien som et centralt element i sin kunst. Hvis man går kunsten i møde og lader sig udfordre af Kviums provokation, så bliver man nemlig beriget. Man går derfra med et fler-dimensioneret og karikeret syn på sig selv og hinanden. Med en åbenhed overfor vores egen tåbelighed, som kan hjælpe os til at fokusere på selve det, at leve.

Der findes flere forskellige former for ironi, som virker på meget forskellige måder. Det virker overfladisk at betegne al ironi under en kam. Ironien kan samtidig bruges på mange forskellige måder - den kan være bruges både hensynsløst og meningsløst, men den kan også bruges velovervejet og afviklende.
Rasmus Meyer er helt uforstående når han siger at ironien hverken kan rykke, flytte eller vække til eftertænksomhed. Tværtimod, så er ironien et redskab som i den grad kan rykke, hvis den bliver brugt rigtigt, og hvis modtageren formår at lege med.

Steffen Gliese, Ejvind Larsen, Birgitte Gøtzsche, Vibeke Rasmussen, Anne Eriksen, Lis Kyllikki Turunen Pedersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lis Kyllikki Turunen Pedersen

.... OG jeg gik rent faktisk i terapi, da jeg beslutter et oprør med/ mod uignnemtænkte udGYDEelser fra min side! hva ?udbyttet er?/ om jeg fik bonus pengene??
T.JA?
Jeg blev i hver tilfælde fattigere .... måske skulle du bare fortsætte .... du får jo penge for indsatsen, resikerer under alle omstændigheder, at blive rigere

Hvad er der i-ØV-rigt galt med denne kommentar-box......? Det er NÆSTEN umuligt, at få de rette bogtaver ned på skærmen helt som jeg vil have ? , goSÅ har de taget mig mere end en ½ time at skrive...at jeg gad.

randi christiansen

Verden ville være kedeligere uden ironi - dog helst den begavede af slagsen - og ikke at anbefale som skalkeskjul for ægte følelser, hvor de er på sin plads. Som maner også irriterende, men meget kan tilgives, hvis vitsen er go. Du skal bare på nedtrapning

Kære Kristian V.
Hvis du kan udstråle, at det er en selvfølge, at kvinder føder børn, må du godt nok være af en særlig støbning.
"Fakkeljunkie" er det fedeste ord, jeg er stødt på længe.
Alt i alt et løft i en bedrøvelig tid.
Hilsen en (anden) uforbederlig ironiker,
TR.

Vibeke Rasmussen

Når ironi bliver ondskabsfuld, er der i virkeligheden snarere tale om sarkasme. En, efter min mening, vigtig distinktion at lave.

Definitionen på diverse begreber ifølge Den Danske Ordbog:

Ironi:
(sproglig) udtryksmåde hvor man for at være morsom, drille eller spotte giver udtryk for det modsatte af det man i virkeligheden mener, på en sådan måde at ens virkelige mening skinner igennem

Sarkasme:
(tilbøjelighed til) fremsættelse af hånlige eller spydige bemærkninger i en mere eller mindre humoristisk form

Satire:
udtryksform hvor man ved brug af humor, ironi og overdrivelse udstiller eller kritiserer bestemte personer og deres handlinger, især i forbindelse med en politisk eller en anden aktuel sag

Og så er der den – især mandlige? – form for 'gøren-nar-ad-andre': distance-ironien, hvor man fornægter følelser, egne såvel som andres, og aldrig rigtig har, eller sætter, noget personligt på spil. Forfatteren til artiklen her repræsenterer ganske illustrativt denne form for 'ansvarsforflygtende' ironi.

Vibeke Rasmussen

… og så er der selvfølgelig denne meget vigtige, og som oftest også meget afvæbnende, form for ironi:

Selvironi:
ironi som man bruger mod sig selv, og som er udtryk for at man er i stand til at se på sig selv med kritiske, humoristiske øjne

Ejvind Larsen, Anne Eriksen og Peter Günther anbefalede denne kommentar
Helene Kristensen

Den, som kun tar spøg for spøg og alvor kun alvorligt,
han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.
Piet Hein.

Ejvind Larsen, Gert Selmer Jensen og Jan Weis anbefalede denne kommentar
Gert Selmer Jensen

Som født kronjyde, har Københavneres "automat-ironi", været et stadigt irritationsmoment for mig.!
Til tider har det virket som håbløst tidsspilde,.. kom nu til sagen.!!
Når den bare bliver brugt uophørligt, og uden et dedikeret mål, er den bare røvkedelig. Med fare for at reducere brugeren til noget "varm luft". (Begge ben plantet i den blå luft).!
Men hvis ironien/sarkasmen, bruges målrettet og bevidst, med et ønske om at banke fornuften ind
Ja så er det en helt anden snak. Ligesom jeg nyder Niels Hausgaard.!
J

Thomas Steensen

Hold da helt op, hvor ham Rasmus Meyer har fat i den lange ende, og hvor er hans ytringer dog sympatiske. Hvis alle i verden bare delte hans holdninger, så ville vi virkelig leve i det dejligste Utopia - en verden uden ironi og kun fyldt med brændende patos, jeg kan virkelig ikke forestille mig noget skønnere. Ironi er i hvert fald ikke noget for mig!

Søren Jespersen

Når man er opvokset i en atmosfære af humor, (selv)-ironi og satire, godt nok langt sydligere end DK, nemlig CH, undrer man sig over, at den generelle forklaring for ironi i DK altid er: Danskerne siger det modsatte, af hvad de mener, eksempelvis: "Sikke noget lort du har skrevet der!" hvis de vil give en kompliment, eller omvendt ( brug endeligt ikke udtryk for følelser, det er sødsuppe). Det er alt for unuanceret efter min mening.
Satire er udtrykt (selv)-ironi, skriftligt eller mundtligt, som kan bruges mod selvglade indehavere af magt, og meninger der skal indoktrineres, enten gennem medier, love eller med våben.
Ironi virker ikke uden Selvironi og er (efter min mening) en subtil fordrejning af virkeligheden og ikke bare plat det modsatte, og kan først og fremmest ikke klare sig uden
Humor, som er den følelse eller egenskab, som man sidst skal tabe (som Bertelsens mor viser på sin dødsseng). I min barndom cirkulerede en dagbog fuld af ironiske, jødiske vittigheder man havde fundet i en koncentrationslejr og en datidens højt skattet satiretegner sagde den gang: "Humor ist, wenn man trotzdem lacht!" (ellers kunne man lige så godt stille træskoene i dag).
Til K. Villesen vil jeg sige: "Man må godt græde over 'Sporløs', selv om man kalder sig humorist og satiriker. Det er jo to sider af samme sag: Empati - og vrede over for andre, som kan vises i nuanceret satire.
Så meget til 'Charlie Hebdo', mine al-ugentlige vitaminer, når jeg er Frankrig (og det er jeg ofte). Desværre var det satiriske ugeblad på 16 sider praktisk ukendt i DK indtil for nyligt, selvom mange nu udtaler sig skråsikkert om dens islamfjendtlighed. Jeg har de sidste 9 numre fra efteråret 2014 liggende, og ikke én af dem behandler islam. De gør grin med papismen, pædofile præster, Le Pen-familien, Hollande og sidste 8. marts havde de en hel uges udgave om 'Femen' den nye kvindebevægelse (meget positivt ironisk), som desværre heller ikke er særlig kendt i DK.
Venlig hilsen Regula Maltry regulamy@jespersen

Steffen Gliese, Ejvind Larsen, Vibeke Rasmussen og Birgitte Gøtzsche anbefalede denne kommentar

Taler man sammen, kan ansigtet aflæses, og misforståelser rettes.
Men skriver man, er ironien den sikre vej til nogens misforståelse. Særlig indforstået ironi.
Ikke særlig rationel, hvis rationalitet er formålstjenlig.

Den, som kun ta`r ironi for ironi og alvor kun alvorligt,
har måske forstået ironien dårligt.

Vibeke Rasmussen

Hvis jeg var gift med en følelsesfornægtende, professionel – og fuldtids-? – ironiker, tror jeg også godt, at jeg kunne drives til at se selv et program som Sporløs. Brugt som en helle, et fristed hvor jeg for en tid kunne slippe fri. For lige så vel som ironi praktisk taget er en del af min – og vel de fleste danskeres? – DNA, kan ironi, som med alt andet der overdoseres, samtidig blive så uendeligt trættende. Og hvis et menneske desuden udelukkende ytrer sig ironisk, er det ikke længere kun trættende men også utåleligt.

I øvrigt finder jeg det, trods journalistens ærlige indrømmelse af at være en ’om sig selv kransende’ karakter, interessant, at

"Næsten alle kilder i artiklen er i øvrigt mænd med tilknytning til mediebranchen, så den er også helt skæv, hvad angår parametre som køn og mangfoldighed.

Hvorfor mon?

Gert Selmer Jensen, Ejvind Larsen, Carsten Søndergaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Jan W., min undren gik mere på, hvorfor mon Kristian Villesen har valgt at se så ensidigt/skævt på fænomenet. Ved ikke alene at fokusere på, for nu at bruge en efterhånden lidt slidt kliché, 'hvide mænd', men for flertallets vedkommende også jævnaldrende mænd.

Og selvfølgelig kan kvinder "skam" – tsk-tsk! – være ironiske og har "ligefrem" – tsk-tsk og fnys! – humor, men du har ret, de er sværere at få øje på, hvad grunden så end kan være. Stand-up-'komikere'(!) fx er også hovedsageligt mænd. Som nu i øvrigt for de flestes vedkommende ikke engang er specielt sjove.

Angående Bette Midler, har jeg for snart mange år siden overværet et af hendes shows. Top-professionelt, et hæsblæsende tempo hele showet igennem, dans, sang og så hylende morsomt, at man dårligt nåede at få grinet færdigt og tørret øjnene efter én morsomhed, før man blev overmandet af grin over den næste. Og så har hun om nogen også selvironi! Så tak for videoen. ;)

Men jeg ville nu stadig ønske, at Kristian Villesen havde henvist til også kvindelige ironikere eller ironi-kyndige. Eller givet en forklaring på undladelsen.

Ejvind Larsen, Carsten Søndergaard og Jan Weis anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Det er sket med "ironi" I det sidste 20 år (1990-2010) god hjulpet sf "historien afslutning´s bog" , som Dr.Jekyll og Mr. Hyde. Ironien har skabt den verden vi se I dag, og men kan ikke se , at den er den er skabt af ironien, som Dr. Jekyll har skabt Mr.Hyde.

Lone Rehder Jensen

"Hvorfor må jeg ikke gøre grin med de handicappede? De gør jo hele tiden grin med sig selv."

"Tjo, måske fordi du ikke selv er handicappet, tumpe!"

Artiklen dækker så mange områder, at det er svært med en kort kommentar. Selvironi er vel altid ok, men det drejer denne artikel sig jo ikke om, vel, altså udover, hvor det blandes sammen med ironisering over andre... hvilket faktisk er en smule bekymrende.

Ironi er, at sige noget negativt på en sjov måde, en modsat-måde, hvor afsender mener det modsatte af det, der siges. Det er sgu rimelig ok, og morsomt, når det drejer sig om en selv. Gør det ikke, så er vi over i en genre, som skal behandles med elegance, for at lykkes. Hvis det lykkes, at balance på knivbladet mellem nedgørelse af andre og aha-humor, så er det fantastisk. Virkelig berigende og velkomment i min verden.

Jeg tror ikke så meget på inddeling i årtier, men jeg tror på et mætningspunkt. Jeg holder meget af ironi, især selvironi, men jeg har altså været ved at brække mig over de mange offentlige nedgørelser af andre, der - når afsender kritiseres - affærdiges med: -jamen, det var jo bare for sjov. Haha.

Det er faktisk den ondeste form for nedgørelse af andre, for man kan jo ikke anfægte den. Hvis man prøver, får man stemplet: - Ingen humor - smækket i panden, og hvem vil det?

Tine Bryld, den kloge gamle, nu afdøde kone sagde engang frit efter hukommelsen til en ung lytter. "Sarkasme og ironi er stærke virkemidler. Du har valgt dit våben og skjold. Nu skal du bare tænke over, om der måske er noget, du går glip af, for det holder verden effektivt på afstand".

I parforhold duer ironi sjældent, for det flertydige ender oftest med af modtager at blive opfattet som det, det måske inderst inde er: -Manglende empati eller evnen til at rumme/udtrykke den. Så hellere ironisere lidt over alt og ingenting. Det går sjældent godt, når det drejer sig om ting som fødsler, krig og andre intense smertestadier, for det afslører afsender som "kejserens nye klær". En, der har sit på det tørre, men alligevel så gerne vil udtale sig på andres vegne på en ikke-forpligtende måde. (Der er en grund til at det hedder "ironisk distance").

Våben og skjold. Brug det fornuftigt, så kan det være en øjenåbner, hvor latteren løser op. Brugt pr. automatpilot uden evner til nuancer, tja... "don't try this shit at home". Eller sagt på en anden måde: hvis man er nødt til at spørge om det er ok, så er det nok ikke.

Ejvind Larsen, Gert Selmer Jensen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Søren Kierkegaard var beundrere af Sokrat ironi, ok han var imod demokrati men idag man ikke påberåber sig den holdning for alle lever I et demokratisk system I danmark, derfor kunne man I det mindste, som du siger det(Lone), anfægte det og reagere, men det kan man ikke, og hvor er¨demokratiet blevet henne. Der mangler demokrati på verden plan alså og få lov at reagere med det samme. sådan kan man undgå (vold). Hos Sokrates har ironi et formål og er en del af den dialektisk discours. Det skete for mig hvor jeg gjorde en slags Finte til læreren, hvor jeg skrev og skrev og gjorde som om jeg er meget interesseret I hvad han siger, men det er jeg ikke. men han kan opdage det og reagere med en (blink I Øjet). så han har reageret.

Anders Poulsen

Jon Stewart og andre komikere kan virke mere ærlige end dem man forventes at tage alvorligt, det kan virke ironisk bare at sige sandheden nogle gange.
Det er blevet komisk at sige sandheden, måske fordi ingen andre end komikere tør, de kan jo ikke miste deres job bare på grund af lidt fjollerier som sandheden.

Så er der dem der siger sandheden uden at vide det og dem som tror de siger noget sandt men slet ikke har fattet en skid af hvad der sker omkring dem. Og så er der os allesammen som ved bedre end alle de andre, for det meste holder vi det for os selv. Med mindre det ender som en lille "ironisk" kommentar på nettet et sted. Hvor det uden tvivl vil blive misforstået.

Det kan man så grine eller græde af, på nordisk forstås.

Ole Aagaard Olsen

Ironi er et forsøg på, med en mine som en der har forstand på verden, at gøre bod på sine mangler, i håb om ikke at blive afsløret i ikke at have noget tøj på, siger Kierkegaard i Om Begrebet Ironi. Han siger også, at når man siger det modsatte af, hvad man netop ikke helt tør stå ved, så skyldes det fejhed. Her er begrebet "fordoblelse" centralt hos Kierkegard der siger, at en bestemmelse af det kristelige først er sit modsatte. Helt kort: du elsker ikke din næste, som du skal, når du er ironisk overfor ham. Tak for en tankevækkende artikel og god næstekærlighed Ole

Ejvind Larsen, Gert Selmer Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar