Baggrund
Læsetid: 9 min.

Den mobile sfinks i tysk litteratur

Hans Magnus Enzensberger har været en tur i kælderen for at rode i fortiden. Resultatet er en bog, der sine steder bekræfter, at han muligvis aldrig rigtigt har interesseret sig for mennesker, men i allerhøjeste grad for, hvad de tænker, tror og digter; hvad de foretager sig, hvad de udvikler af systemer og samfund, og hvad de taber og vinder
1976. Det studenteroprøroprør, der sprang ud i Berlin og Paris, havde brug for den noget ældre Hans Magnus Enzensberger og hans meninger. Hans nye bog ’Tumult’ handler ikke mindst om hans arbejde med både at være medlem og ikke-medlem af begivenhederne.

1976. Det studenteroprøroprør, der sprang ud i Berlin og Paris, havde brug for den noget ældre Hans Magnus Enzensberger og hans meninger. Hans nye bog ’Tumult’ handler ikke mindst om hans arbejde med både at være medlem og ikke-medlem af begivenhederne.

Ullstein Becker

Moderne Tider
24. januar 2015

Hvis ikke Hans Magnus Enzensberger allerede har ytret sig om terrorangrebet i Paris – hvad jeg er sikker på, han har, men ikke haft tid til at følge med i – kan man indtil videre nøjes med hans lille bog Skrækkens mænd fra 2005. Det er et essay om ’den radikale taber’, hvormed han mente den islamistiske terrorist, der er et taberprodukt af globaliseringen, som i frustration og misundelse udvikler en dødsensfarlig cocktail af had og selvhad.

Typisk Enzensberger. Han har alle dage haft en fænomenal evne til at indfange den forbiflyvende tidsånd i sit sommerfulgenet, sætte byttet på nål og udstille det i bog på bog, essay på essay. Han kan både fortolke de mest abstrakte tendenser i bevidsthedsindustrien, når andre kun aner dem, og tage stilling til mobiltelefonen, næsten før den er opfundet (smid dem allsammen i skraldespanden, foreslår han, og dengang var der ikke ret mange!).

Og han kan slå nogle gevaldige skæver: I Skrækkens mænd (2006) tog han entydigt stilling for Bush og hans Irak-krig, idet han satte absolut lighedstegn mellem Saddam Hussein og Adolf Hitler. Tidligere havde balkan- og andre krige plus diverse nationalistiske oprør drevet ham til opgivende at kalde den labile postkoldkrigstilstand i Europa for en »jungle med stridende stammer«, en kontinental »borgerkrig« – hvor kun én part havde ret: sygeplejerskerne. Ja, hvor har hans analytiske fantasi ikke bragt ham hen? Man kan næsten ikke følge med, og sommetider kan han heller ikke selv.

Farvel til glemslen

I sin nyeste bog Tumult har han imidlertid absenteret sig fra nutiden. Han har været nede i sin egen kælder – dette skal ikke forstås metaforisk – mellem vinhylder og værktøjskasser og er faldet (dette må godt forstås metaforisk) over en papæske med en stak arkivalier: optegnelser, fotos, breve og avisudklip fra sin ungdom. Den havde fået lov at stå urørt og tilstøvet i årtier. Røverhistorie eller ej: Materialet gav ham anledning til at tage en dukkert i fortiden og komme op igen med en bog om dengang i 60’erne, tumultens tid. Dengang alting var af lave, i bevægelse og på spil, både i samfundet og i livsformerne. Dengang Enzensberger selv var en frontfigur – eller måske snarere orienteringsfigur – i malstrømmen af tysk-europæiske ungdomsoprør, og dengang hans ægteskab i Norge røg, hvorpå han bogstavelig talt flakkede rundt i verden med en ny kvinde ved sin side. Alt sammen fremstillet i hans veltempererede, intelligent ræsonnerende, til tider næsten sirlige prosa.

Så hvis bogen har noget brudt, skyldes det ikke den som sædvanlig til det yderste beherskede stil, men at den er sat sammen af en håndfuld kapitler med ret uensartet materiale.

Det er Enzensbergers første forsøg i den selvbiografiske genre. Og det er karakteristisk ved, at han både skal tilstå og tilsløre, både skrifte og holde tilbage. Dog: i al gelassenhed. Skrupler er der få af, om nogen. Det er ellers dagens orden i ’rigtige’ erindringer.

Som den grundlæggende reserverede forfatterpersonlighed han er, fremstår han med andre ord ikke som den fødte selvskildrer à la en Rousseau eller Goethe. Man kunne tilføje: og skriver han endelig en roman, er den ikke sjælegranskende, men dokumentarisk. Er der med andre ord grænser for de indre rejser, er Enzensberger til gengæld en fanatisk rejsende i denne verden og udstiller sig i øvrigt også selv gerne på scener. Det er ikke længe siden, han – væver og opstemt – charmerede alle i Den sorte Diamant i København.

Det er nok et af de mest fascinerende aspekter ved hans personlighed: Han er aldrig blevet hængende, hans kosmopolitisme er hans vandmærke og motoren i hans udvikling. Man kunne beskrive den ved tre markører: Han grundlagde det nye venstres toneangivende tidsskrift, Kursbuch (i 1965); han bekendte sig siden til Vesten med tidsskriftet TransAtlantik (1980) og senest til de universelle dannelsestraditioner med Die andere Bibliothek (i 1985), en lang række kvalitetslitteratur, klassisk og ny imellem hinanden. Det var her, han gjorde Jan Stages krigsreportager berømte i den tysksprogede verden. Det er bare én måde at definere Enzensberger på.

Farvel til USA

De første kapitler i Tumult, som mest bygger på den unge forfatters optegnelser fra et par tidlige rejser til Sovjetunionen (den første i 1963) er mest topografiske og lovlig monotone. De viser dog også Enzensberger selv, f. eks. som konferenceløve og forfatterdelegationsmedlem – hvad han regelmæssigt var fra starten. Måske fordi han allerede som 33-årig modtog den eksklusive tyske Büchner-pris. Ingen anden europæisk forfatter i hans generation har kunnet sætte sig så hjemmevant i saloner ved siden af f. eks. Sartre. I Sovjet registrerer han den ellers så antiautoritære franske stjernefilosofs »lammefromme« reaktioner på en alenlang velkomst- og propagandatale, som deres vært, selveste Nikita Khrusjtjov, holdt i sin villa i Gagra ved Sortehavet.

Den slags observationer lyser op. Og i tilfældet Khrusjtjov bliver det til et knivskarpt, nøgternt nærbillede af den gemytligt-farlige mand med den folkelige retorik. Sovjetlederen, der ikke bare afskaffede personkulten omkring Stalin, men selv i sin tid legemliggjorde ’affortryllelsen’ af magten.

For at finde rede i sig selv og sit livs mange stemmer har Enzensberger til lejligheden opfundet en dialogisk leg. Lidt ligesom Thorkild Hansen i sin tid udspurgte sig selv i bogen Søforhør, lader Enzensberger sit aktuelle bedagede jeg udspørge det unge, forfatteren til de gamle optegnelser, efter opskriften: Sig mig, hvad tænkte du dengang? Rigtigt spændende bliver den polaritet ikke – for ofte bliver spørgsmålet bare brugt til at bringe fortællingen videre à la: Hvad skete der så? Selvfølgelig er det en pointe i dobbeltgængerdialogen, nemlig at den unge ender med at sige til den gamle, at »sådan en som dig vil jeg nødigt blive. Vi er gudskelov temmelig forskelige«. Jojo, elegant pointe, men i sin selvoverbærende ironi dog til at overskue.

Som sagt: livslangt selvskreven på alverdens konferencer om ’romanens fremtid’ o.lign., men også selvskreven til legatophold i udlandet.

Når hans ophold på Wesleyan University i Conneticut i 1968 er berømt, skyldes det ikke udbyttet af de luxuriøse dage i Middletown, men opholdets dramatiske afbrydelse, da han i huj og hast og i utide fortsatte sin følsomme rejse – til Castros Cuba på en ny gæstebillet.

Denne afsked begrundede han i et brev til universitetets rektor, bragt i New York Review of Books i 1967 – som ikke er med i Tumult. Der er lige akkurat en henvisning til det – for det viser Enzensberger for første og sidste gang som utvetydig og uforfærdet marxistisk partigænger, som inkarneret revolutionær. Jeg har det tilfældigvis i udklip i mit eget arkiv.

»Hr. præsident, jeg anser den klasse, som har magten i Amerika, og den regering, der tjener den som redskab, for at være den farligste menneskelige gruppering, som findes i verden,« skriver han. Dens mål er at gennenføre sit politiske, økonomiske og militære overherredømme over enhver anden magt i verden. Og de amerikanske intellektuelle er forblændede af eller i lommen på landets herskende klasse, fremgår det. Den forfatningssikrede amerikanske ytringsfrihed er i virkeligheden ifølge Enzensberger et subtilt og udspekuleret redskab i magtens tjeneste. »Den løber risikoen for at blive en ufarlig tilskuerbeskæftigelse.« I denne sjældne tekst bukker Enzensberger for en gangs skyld under for det gruppepres, hans venner i den revoutionære opposition hjemme i Tyskland har lagt på ham. Det minder lidt om dengang Klaus Rifbjerg sad og delte hashpibe med de unge flippere på Kulturministeriets trappe.

Enzensberger tager i al fald konsekvensen og flytter fra Lyndon B. Johnson-land til Castro-land. Det vil ikke betyde noget offer for ham, understreger han i brevet. Han kan lære mere af det cubanske folk, og han kan være til mere nytte for det, end studenterne på Wesleyan University, og han tilføjer en sidste personlig begrundelse: »Alene det faktum, at jeg befinder mig her (på det amerikanske universitet, red.) på disse vilkår forringer værdien af det, jeg har at sige.«

Og så slutter han med et citat fra Régis Debray, den franske marxistiske filsof, der kæmpede side om side med Che Guevara i Bolivia: »For at bedømme en intellektuel er det ikke nok at sætte sig ind i hans synspunkter. Det er forholdet mellem hans synspunkter og hans handlinger, der betyder noget.« Det sidste er jo stadig ikke løgn.

Farvel til socialismen

Men Enzensberger blev ikke til nytte for nogen i Havana. Indbydelsen viste sig at være mere proforma end substantiel. Man havde kort sagt ikke noget at bruge ham til, da det kom til stykket. Cuba var ikke noget mønstersamfund, end ikke i kim. Det var et enmandsdiktatur, ganske vist uden den isnende totalitære gennemførthed, Enzensberger kendte fra Østeuropa, men alligevel brutalt uberegneligt i sin generelle lovløshed, f. eks. klapjagten på bøsserne – alt sammen at læse i Tumult, men ikke i Enzensbergers samtidige, noget tonløse (som jeg husker dem) rapporter fra Havana i de tyske tidsskrifter.

Cuba var måske den afgørende grund til Enzensbergers afregning med den reelt eksisterende socialisme – som han endte med at døbe »underudviklingens højeste stadium«.

Utopien lod han fare, men fortsatte med at rive dens flyvende tæppe væk under andre intellektuelle. Ikke at han undsagde 60’ernes protester og drømme om et andet samfund som sådan. Den 85-årige er ikke i tvivl om oprørets værdi. Den gamle tyske orden blev rystet. Gudskelov. Forbundsrepublikken blev takket være 60’ernes antiautoritære protestkultur mere beboelig. Der blev ikke slået så mange hæle sammen mere; den udenomsparlamentariske opposition forduftede, men den hjalp socialdemokratiet frem og udviklede det. Universiteterne kan takke de røde studenter for de strukturreformer, som blev nødvendige. Eller med en typisk, lidt glasagtig Enzensberger-fomulering: »Systemoppositionen blev til et relæ for den generelle modernisering af samfundet.«

Desillussioneret af Cuba og andre lignende erfaringer? Egentlig ikke, og i al fald ikke på den skuffedes forbitrede måde. Man må lade, at Enzensberger aldrig anlagde den desillusioneredes tone af foragt over for de stadig troende – som man ikke kan fritage f.eks. en Jan Stage for.

Med sig på Cuba – og det er en anden, men kort, streng i historien – havde Enzensberger Masha.

Hun er med til at gøre Enzensberger til den nomade, han bliver i 60’erne. Hun var en ung russisk kvinde, som han mødte i et højlitterært hjem i Moskva. Begge forældre var forfattere, faderen Aleksandr Fedejev. Forholdet førte til Enzensbergers skilsmisse i Norge. Masha følte sig regelmæssigt og hurtigt fremmed i de miljøer, Enzensberger drog hende ind i, især i hans hovedkvarter i Berlin – hun og dermed han og dermed dem begge trivedes bedst steder, hvor de begge var fremmede. Så der blev rejst.

Farvel til det faste

Det er et voldsomt, krisebetonet og frustreret forhold. Masha forblev uforløst både som studerende (20’ernes russiske avantgarde-litteratur) og som forfatter in her own right og endte med efter skilsmissen at tage sit eget liv. På alderens distance kalder Enzensberger hende konsekvent – lidt distant og lidt støvet – »min russiske roman«.

Den rolle i offentligheden, Enzensberger har nemmest ved at identificere sig med, er den deltagende iagttager.

Han er ikke den fødte medsammensvorne. For ham er standpunkter relative; de opløser sig i den uforudsigelige virkeligheds syrebad. Han er medlem og dog ikke medlem. I Tumult bekender han gang på gang, at han altfor ofte var alle andre steder end dér, hvor det sneede. Da shahen besøgte Berlin, sad han i et køkken i Moskva: »Jeg var der ikke. Jeg var igen andetsteds.« En selverkendelse, der et sted får en ekstra tand: »Jeg har glemt det meste og ikke forstået det vigtigste.«

En vis koket beskedenhed gør sig nok gældende i den slags underdrivelser. Dertil findes der trods alt for mange billeder af ham i oprørte forsamlinger i selskab med Rudi Dutschke o. lign. Og da terroristerne Ulrike Meinhof og Gudrun Esslin havde befriet (’den modbydelige’) Andreas Baader i en spektakulær bevæbnet aktion, søgte de ly hos hvem? Hos Enzensberger, der kun fik dem ud af klappen ved at henvise til, at hans lejlighed var politiovervåget.

Tumult viser den enzensbergerske lethed og opmærksomhed med uformindsket kraft og er derfor en beundringsværdig bog. Den gamle patriark og knark i tysk litterær kritik, den nu afdøde Marcel Reich-Ranicki, hævdede ved flere lejligheder, at »Enzensberger ikke interesserer sig for mennesker«. Tumults portræt af Masha kan godt bekræfte denne dom en anelse – men hvad dommen skjuler er, at Enzensberger fra begyndelsen og til sin høje, højaktive alderdom i en overskueligt omfattende grad interesserer sig for, hvad mennesker tænker og tror og digter, foretager sig, udvikler af systemer og samfund, og hvad de taber og vinder – og han gør det aldrig uden et ironisk smil i behold.

Hans Magnus Enzensberger
Tumult
287 sider. 22 euro.
Suhrkamp Verlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her