Baggrund
Læsetid: 8 min.

I ❤ Mujahideen

Terrorangrebet på Charlie Hebdo i Paris har betydet en skærpelse af kursen over for ytringer på internettet. Der er ikke meget praksis på området, og de få domme, der er faldet, er ret specielle. En appelsag og to nye sager afprøver, om man direkte skal opfordre til terror for at blive straffet. Kan billigelse være nok?
Terrorangrebet på Charlie Hebdo i Paris har betydet en skærpelse af kursen over for ytringer på internettet. Der er ikke meget praksis på området, og de få domme, der er faldet, er ret specielle. En appelsag og to nye sager afprøver, om man direkte skal opfordre til terror for at blive straffet. Kan billigelse være nok?
Moderne Tider
17. januar 2015

Retsforfølgelse af ytringer bliver en central kampplads for forsøgene på at håndtere truslen fra terrorsympatisører. Sidste fredag, to dage efter angrebet på Charlie Hebdo, blev en 23-årig mand fra den danske salafistiske gruppe Kaldet til Islam sigtet for at billige terrorhandlingen i Paris. Politiet ransagede hans bolig og konfiskerede hans computere, men afviser at udtale sig konkret om, hvilken ytring sigtelsen handler om.

Ifølge flere medier handlede den om en smiley på Facebook og en ytring om, at Gud »har æren« for denne »handling« eller dette »angreb«, men ifølge den sigtede, som Information har talt med, er der dog tale om sætningen »O Allah, al lovprisning tilkommer kun Dig« i kombination med et link på Facebook til en artikel om angrebet i Paris. I en lignende sag i Frankrig blev den kontroversielle franske komiker Dieudonne i denne uge anholdt og sigtet for på Facebook at have skrevet, at »I aften, såvidt angår mig, så føler jeg mig som Charlie Coulibaly«.

Komikeren refererede dermed både til sloganet »Jeg er Charlie« og efternavnet på Amedy Colibaly, som dræbte fire mennesker i et jødisk supermarked i Paris. Hvad der måske kan ligne en usmagelig joke, er ifølge anklagen billigelse af terror, og komikeren må dermed se frem til en retssag ligesom 54 andre, som fransk politi siden angrebet i Paris har sigtet for også at billige terrorisme.

Politikerne har længe haft fokus på radikaliseringen på sociale medier som Facebook og Twitter, og i regeringens handlingsplan mod radikalisering nævnes det flere gange som et indsatsområde. Grupper som Islamisk Stat bruger meget aktivt sociale medier i spredningen af deres materiale, og mange har udtrykt bekymring over tendensen.

Symbolværdi

Spørgsmålet er bare, om man kan gå længere retligt end at forfølge ytringer, der direkte opfordrer til kriminelle handlinger. Og som i Frankrig ser det danske politi ud til at have fået øjnene op for en udvidelse af feltet til det mindre aktive begreb ’billigelse’. Ifølge straffelovens paragraf 136 stk. 2 er det nemlig forbudt »udtrykkeligt« at billige forbrydelser mod staten.

Der er meget få fortilfælde for anvendelse af paragraffen, men i sagen mod Said Mansour – Boghandleren fra Brønshøj – fra december ser den for første gang i nyere tid ud til at have fundet en ganske bred anvendelse. Mansour er tidligere blevet idømt tre et halvt års fængsel for at opildne til terror, og i december fik han fire års fængsel i retten på Frederiksberg for at fremme terrorvirksomhed, tilskynde til terror og brud på racismeparagraffen, men altså også bestemmelsen i paragraf 136 stk 2 om ’billigelse’.

Dommen er over 100 sider lang og oplister et væld af Facebook-posts og emails med ekstremistiske budskaber, som Mansour har sendt rundt. Flere af dem overtræder sandsynligvis flere paragraffer på en gang, men et par af dem handler kun om at bakke op om terrorhandlinger, og altså ikke om at opfordre, fremme eller tilskynde, som straffes langt hårdere. Et opslag fra 7. september beskrives i dommen som »et billede af Osama Bin Laden i et logo fra butikken ’Seven-Eleven’ med angrebet mod World Trade Center i baggrunden.

Logoet er lavet om til et 9-tal i stedet for et 7-tal, hvilket symboliserer dagen for terrorangrebet mod World Trade Center. Under ’Nine-Eleven’ er skrevet ’Made by Qaeda’«. Ligeledes var det ifølge dommen også billigelse af terror, at Mansour den 21. maj 2013 på Facebook slog et billede »af 2 krigere på hest med sværd i hånden og med teksten ’I [billede af hjerter] love Mujahideen’«.

Mange af Mansours Facebook-posts er billeder med symboler og korancitater, og som begrundelse for, at Facebook-posterne ikke bare er billeder, lægger retten yderligere bl.a. vægt på en vidneforklaring fra terrorforskeren Magnus Ranstorp. De enkelte Facebook-opslag skal nemlig vurderes i en helhed »herunder sammensætningen af billede, tekst, anvendte farver og symboler (hest, sværd, krigere, flag mv.)«. Magnus Ranstorp har i retten forklaret, at »den sorte farve symboliserer ’Jihad gennem sværdets vej’, mens hesten er et symbol på ’at invadere eller tage territorium’, og at kombinationen af den sorte farve, hesten og sværdet har en ’meget stærk symbolværdi’«, der kan have stor betydning for de unge, der tager til Syrien.

Rikke Hvilshøj

Direktør i tænketanken Justitia Jacob Mchangama betegner dommen mod Said Mansour som »vidtgående, når det gælder 136, stk. 2« og beskrev i et blogindlæg i december, hvordan dommen ville kunne føre til flere sager, hvor ytringer på sociale medier bliver straffet. Ud over den 23-årige fra Kaldet til Islam er to Syriens-krigere siden Mansour-dommen blevet sigtet for overtrædelse af paragraf 136 - den ene specifikt stk 2 blandt andet for at poste billeder af sig selv, hvor han poserede blandt afhuggede hoveder i den Islamisk Stat-styrede by Raqqa.

»Bestemmelsen har ikke været særligt meget brugt før, så nu må vi se, hvordan domstolene anvender den og lægger snittet. Både i ankesagen mod Mansour, men også i de sager, hvor der nu er rejst sigtelser,« siger Jacob Mchangama.

Selv om anvendelsen altså nu ser ud til at blive udvidet, er selve paragrafen gammel. Den har to dele, hvoraf den første handler om tilskyndelse, mens stk. 2 alene handler om udtrykkelig billigelse, en tilføjelse fra 1939:

»Da det i særlig grad maa anses for uheldigt, at nogen ustraffet offentlig skal kunne give det sin Tilslutning, at der bliver begaaet Forbrydelser mod Statens Selvstændighed og Sikkerhed eller mod Statsforfatningen og de øverste Statsmyndigheder, foreslaar man, at en offentlig billigelse af Forbrydelser af denne Art skal kunne rammes af samme Straf,« lød begrundelsen i lovforslaget fra 13. januar 1939, der udvidede anvendelsen fra den oprindelige »tilskyndelse«. I første omgang handlede det dog udelukkende om at beskytte den danske stat, men de to terrorpakker i 2002 og 2006 gjorde det også strafbart at billige terrorhandlinger rettet mod udenlandske myndigheder og internationale organisationer.

En af de eneste domme, hvor paragraf 136 stk. 2 har været i anvendelse ud over i sagerne mod Said Mansour, er en lidt speciel sag, som Østre Landsret afgjorde i august 2007. Den tidligere talsmand i den højreekstreme gruppe Dansk Front, Julius Børgesen, blev dømt for på det venstreorienterede forum bzby.dk at have skrevet: »Måske skulle man genoptage succesen med at brandbombe ministres privatboliger igen. Det var da noget, der skabte opmærksomhed omkring flygtninge indvandrere da tuderikke (tidl integrationsminister Rikke Hvilshøj, red.) fik lidt hårdt mod hårdt. Jeg synes, at indenrigsministerens bopæl ville være et oplagt mål for at skabe opmærksomhed omkring Ungeren.«

Indlægget blev skrevet med henvisning til, at ukendte gerningsmænd i en protest mod Danmarks flygtningepolitik i 2005 havde sat ild til Rikke Hvilshøjs bil, så hendes carport brændte ned. I retten forklarede Børgesen, at han slet ikke havde ment det bogstaveligt, men havde håbet at få nogle af de venstreorienterede på forummet til at tale over sig. Selv forklarede han ifølge dommen »at han ville få oplysninger frem om attentatet mod Rikke Hvilshøj«, men retten fandt, at hans tekst indeholdt en billigelse af brandattentatet mod Rikke Hvilshøj og en tilskyndelse til angreb på daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, og derfor blev han idømt en fængselsstraf.

Hvad må man skrive?

Man kan altså godt dømmes for at billige forbrydelser, selv om man selv efterfølgende forklarer, at man ikke mener det. Så hvor går grænsen for, hvordan man må formulere sig på de sociale medier egentlig og kan alle og enhver dømmes for at poste billeder med teksten »I love Mujahideen« eller 7-Elevens logo lavet om til 9-Eleven?

»Bestemmelsen kræver, at opbakningen er til en konkret terrorhandling, og at den er udtrykkelig. Den skal være forholdsvis klar og utvetydig,« forklarer Jørn Vestergaard, der er professor i strafferet på Københavns Universitet.

»Nogle af de billeder, som Mansour er dømt for, kan ikke helt siges at være udtrykkelige, men når han alligevel er dømt, er det, fordi ytringen ikke står alene, men indgår i en systematisk propaganda. Jeg er meget overbevist om, at hvis nogen havde postet noget lignende som en enkeltstående forteelse, så ville det være svært at få vedkommende dømt efter den paragraf,« siger han.

Uforklarlige forskelle

Ud over at opbakningen skal være udtrykkelig, så vil udfaldet af en retssag også handle om en konkret afvejning af hensynet til ytringsfriheden, som er sikret i menneskerettighedskonventionen. Men heller ikke her står det helt klart, i hvor høj grad hensynet til ytringsfriheden bliver sikret af domstolen, for hvad Jacob Mchangama betegner som »den mest ekstreme sag på europæisk plan« blev en fransk karikatur-tegner i 2005 dømt for dagen efter 11. september at have tegnet en primitiv tegning af et fly, der flyver ind i to tårne ledsaget af teksten ’Vi drømte alle om det – Hamas gjorde det’. Selv om han efterfølgende undskyldte, blev han først dømt skyldig i Frankrig og fik ikke medhold, da han klagede til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

En anden problematik er, at anvendelsen rammer skævt og slår hårdt ned på en bestemt type ytringer, mens andre, som kan være mindst lige så ekstreme og ubehagelige, kan være helt straffrie. Et noget upædagogisk forhold, hvis man ser strafforfølgelsen som et forsøg på at bekæmpe radikalisering, hvilket også den salafistiske gruppe Kaldet til Islam ikke er sene til at påpege i en pressemeddelse:

»Denne sag repræsenterer klart demokratiets hykleri. Politikerne vender det blinde øje til når højreekstremister direkte opfordrer til angreb på moskeer og muslimer, men uddeler terrorsigtelser til hvem som helst, der tilkendegiver sin mening på sociale medier.«

Skævheden betyder, at man gerne udtrykkeligt må billige Peter Lundins mord på børn, mens man ikke udtrykkeligt må billige angrebet på Charlie Hebdo. Og man må sandsynligvis også gerne udtrykke glæde og begejstring over og opbakning til et giftgas-angreb begået af Syriens Bashar-al Assad:

»Terrorlovgivningen omfatter umiddelbart ikke stater som ansvarssubjekter, så det kan man ikke ikke bruge den til at forfølge. Og jeg kan heller ikke komme i tanke om, hvad man ellers kunne dømme for,« siger Jørn Vestergaard og suppleres af Jacob Mchangama:

»Da det ikke vil være terror, så må du godt billige det. Det bliver en lidt spøjs bestemmelse, for det er klart, at sociale medier giver en kæmpe og også uforklarlig forskel på, hvad for nogle sager, der bliver rejst. F.eks. var der ekstremt grove kommentarer fra danskere vedrørende moskéafbrændinger i Sverige, hvor der ikke blev rejst nogen sager, og det er svært at forklare,« siger han.

Senioranklager ved Københavns Politi Jacob Buch-Jepsen oplyser til Information, at politiet siden angrebet i Frankrig har modtaget en række anmeldelser af ytringer, som måske kan blive til yderligere sigtelser i den kommende tid:

»Det i Frankrig har afstedkommet nogle reaktioner, og det har vi modtaget nogle anmeldelser om, som p.t. ligger til juridisk vurdering,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak til Sebastian Gjerding og information for denne oplysende artikel. Efter at jeg opdagede eksistensen af §136, stk 2, har jeg haft en del uafklarede spørgsmål til den lovs historik og anvendelse som denne artikel til fulde besvarer.

Det er en yderst problematisk lov, og for mig at se endnu mere problematisk at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke gav medhold efter klage over anvendelse af den. Altså at retten anser at loven overtrumfter ytringsfriheden på et ret tvivlsomt grundlag. §136 stk 1, tilskyndelse til forbrydelse, er fuldt forståelig, men stk 2s "billigelse" synes mig at være noget af en gummiparagraf, og smager endog rigtig meget af tankepoliti.

Det er trist at i denne politikernes iver for at skærpe antiterrorlove og give flere beføjelser til de hemmelige politistyrker, at de i virkeligheden går terroristernes ærinde, nemlig en afskaffelse af det traditionelt åbne vestlige samfund. Denne lov skulle ikke have blevet givet nyt liv ved at blive kædet sammen med terrorbekæmpelse, den skulle snarere være blevet afskaffet, som det levn fra mellemkrigstidstiden den er, og ligesom blasfemiparagraffen, et endnu ældre historisk levn, synes at være ved at blive.

Carsten Pedersen, Nic Pedersen, Karsten Aaen og Tom Ti anbefalede denne kommentar