Vi skal nå dem før de segner

Dygtige som ind i helvede. Nogle af dem kalder sig selv for dedikerede. Andre oplever dem som besatte. De gør stræbsomhed til noget mistænkeligt og præstation til en patologi.

Vores sprog slår ikke til. Det når ikke frem. Vi siger til disse unge, at de også skal huske at slappe lidt af. Men de hører ikke efter. For de lader til at være låst af deres eget projekt. Mors og fars anmodninger om at tage den lidt med ro udløser hos den unge asket intet andet end overbærenhed, irritation eller foragt. Sproget er noget af det vigtigste, vi har til at skabe kontakt, så vi fortvivler, når vi bliver afvist. De har det helt fint, siger de, og præsterer videre. Nogle af dem har ikke andet end spændte kæber og minimalt underhudsfedt til at beskytte sig selv mod vinteren og mod verden.

Mit lille tekstlige forspil her er ikke nogen overdrivelse. Fordi jeg lever mit liv i en psykiaters krop, kan man mistænke mig for at læse verden med et ekstra melankolsk blik. Måske er der noget om snakken, men tidens præstationsdiskurs er nu blevet påtrængende mere synlig for mange. Mange unge, der kan formulere sig skriftligt, fortæller selv om den anstrengende tidsånd. De står frem med deres stræbsomhed og med deres udmattelse.

De er muligvis ikke repræsentative for flertallet, men de skriver overbevisende om deres egen elendighed. De bekender. Mange af disse tekster ligner overlevelseslitteratur. De skriver om, at de var der, men nu er de kommet igennem og giver faktisk fanden i det hele. Det hjælper selvfølgelig at blive ældre og engageret i noget større end dem selv. Sådanne tekster frister til ordspil à la ’de dygtige magter alt, men det så er også alt, hvad de magter’. De er fanget i oplevelsen af en eller anden nødvendighed.

Overskuelige samfund skaber tydelige konflikter. Komplekse samfund som vores skaber paradokser. Det er paradoksalt, at de voksne i dag kræver et nyt ungdomsoprør. De er bange for de unge, der får navne såsom Generation præstation, Generation lydig eller CV-generationen. Et oprør forudsætter, at man kan definere en fjendtlig magt uden for en selv. Mange af de ikkeoprørske oplever, at fjenden ikke er ude i samfundet, men i dem selv. I deres tanker og bevidsthed, i deres moral, krop, mavefedt, hofter og ben – som en mangel eller en svaghed. Tilpasning og bedre præstationer bliver strategien.

Skylden og skammen

Lad mig mig prøve at komme sagen nærmere med et historisk blik. Den freudianske neurotiker var en hæmmet skikkelse, kuet af borgerlige moral – »alt det, jeg ikke får lov til«. Dette kunne udløse skyld. Hvad blev der af denne neurotiker? I dag møder vi snarere den ubegrænsede oplevelse af ’alt det, jeg ikke kan overkomme’. En sådan utilstrækkelighed stimulerer snarere skam end skyld. Og skam er ofte mere problematisk end skyld. Skyld handler om, at jeg har gjort et eller andet forkert, mens skam fortæller mig, at der er noget galt med ’hele mig’. Hvis vi bliver hos Freud, kunne hans neurotikere føle skyld over deres seksuelle lyster. I dag falder det mere i øjnene, at mange er så dødtrætte, at de føler skyld over ikke at orke at have lyst.

Præstationsdebatten er vigtig. Men den må sættes i perspektiv. For det første må vi passe på, at samtalen om de udmattede stræbere ikke skygger for, at de, som falder igennem på de fleste skoler og arbejdspladser, kæmper med helt andre spørgsmål end overtilpasning.

Og hvad er egentlig ’en præstation’? Præstationer er det, vi gerne vil have, for alt i verden. Men ikke for enhver pris og ikke nødvendigvis af enhver slags. Vi glæder os over præstationerne fra af de bedste lærere, læger, iværksættere, ledere, Røde Kors og Karl Ove Knausgård. Mange af sådanne væsentlige præstationer er knyttet til kreativitet, originalitet, kvalitet – og til kognition. De kan give os noget nyt, nye indsigter eller ny viden. Det præstationspres, som beklages i ungdomslivet, handler nok mindre om erkendelse og mere om produktivitet. Man reproducerer pensum ved eksamen og stræber efter at producere selvværd på løbebåndet. Mere kvantitet end kvalitet. Det, som lader sig tælle, tæller også mest.

Sådanne præsentationer er blevet uundgåelige, fordi vores uddannelsessystemer presser vores unge ud i dem. Men det er alt andet end givet, at de, som er dygtige i skolen, også bliver de mest egnede og robuste til at være fremtidens terapeuter. Sådanne professioner kræver stor kompetence i at udstå smerte og ubehag.

Men præstationer bliver også internaliseret som en indre stemme, som siger, at det her er man bare nødt til. Meget af det bliver socialt derved, at det er meningen, at det skal vises frem. Man skubber sin successer foran sig, deler dem og venter på anerkendelse. Dette handler selvfølgelig i høj grad om vores nye sociale medier. De smarte telefoner er så smarte, at de har taget ophold i os og er blevet en forlængelse af vores krop. Uden dem kan vi føle os amputerede. Frakoblingsangst og nye afhængigheder er blevet fænomener, vi må forholde os til.

I disse medier bliver det vanskelige gerne skjult. I stedet uploades der glansbilleder. I afventen på anerkendelsen er det mere korrekt at tale om præsentationsangst end præstationsangst. Selv om præsentationen kan være bedragerisk. Problemet er, at mange i publikum tror på de milde løgne og glansbillederne. De sammenligner med sig selv og føler, at de kommer til kort. Den unge skamfølelse stimuleres. Så der kommer mere skam.

Når hovederne skrumper

Vi er enige om, at det er et grundlæggende menneskeligt behov ’at blive set’. Men det er også fristende at tilføje: mere i dag end tidligere. I et samfund i hurtig forandring søger vi de andres anerkendelse, fordi vi ikke føler nok tryghed i os selv. Urolige samfund skaber urolige mennesker med bekræftelsesbehov. Der kan imidlertid være meget flydende overgange mellem at blive set som sig selv og blive begloet og bedømt som et objekt. De, som udstiller sig selv i jagten på anerkendelse, risikerer også at blive overset, kritiseret og endda mobbet. Når man gør sig selv til genstand for andres blik, kan man også begynde at se sig selv som et objekt. Det lærte vi allerede i Simone de Beauvoirs banebrydende Det andet køn. Man ser sig selv med de andres blik og afviser sig selv, som nogen, det ikke er værd at elske. Og så er vi tilbage i skammen.

Og hvor generøse er blikkene, de andres og vort eget? Den franske filosof Dany-Robert Dufour skrev for 10 år siden bogen L’art de réduire les têtes, hvor en fornuftig dansk oversættelse kunne lyde ’Kunsten at skrumpe hoveder’. En pointe er, at vi i den nyliberale økonomi romantiserer de individuelle valg, men indsnævrer pladsen for accepterede tanker og følelser. Der er mindre refleksion og mere præstation. Vi henfalder til det konkrete: tal, overflader, mærker og kogebøger og strikkebøger mere end historiebøger. Den amerikanske sociolog Stjepan Mestrovic beskriver det samme landskab i bogen Postemotional society. Med begrebet mcdonaldisering af følelseslivet hævder han, at vi smiler og siger »fantastisk« og mener det stadig mindre, i takt med at intolerancen stiger. Under smilet ulmer raseriet. Et andet bidrag kommer fra psykoanalytikeren Joyce McDougall. Hun lancerede i sin tid figuren normopaten, den sygeligt normale. Deenne karaktertype er så optaget af sin tilpasning, at konformiteten kommer til at kvæle livsudfoldelsen.

Unge mennesker forventes at realisere sig selv som unikke. Og mange forsøger paradoksalt nok at være unikke på nøjagtig den samme måde som de attraktive andre. Således får vi et nyt paradoks: »Jeg bliver mig selv ved at blive akkurat som dig.« Og dermed bliver der ubestrideligt snævrere normer for, hvordan organer og kroppe kan se ud, og snævrere normer for, hvad der er rigtige måder at tænke, føle og præstere på.

N lukkes det åbne

Jagten på præstationer i hoved og krop sender mange til tælling. For nogle bliver resultatet psykisk smerte. I Norge har man i forskningsundersøgelsen Ungdata 2013 fra instituttet NOVA interviewet 63.000 norske børn om deres velbefindende. »Andelen af unge, der melder om psykiske lidelser, er bemærkelsesværdig stort.« Det mest almindelige er depressive symptomer, i nogle dele af materialet op til 25 procent. »Ingenting er umagen værd,« er en tilbagevendende figur. Og her er pigerne klart de mest sårbare.

I udviklingspsykologien fra forrige århundrede som hos klassikeren Erik H. Erikson blev ungdomsårene beskrevet som et moratorium. En slags ventetid, en åben fase af livet, hvor man søgte og prøvede sig frem for at danne sin identitet. Nu lukkes det åbne. Nu ligner denne fase af livet, hvor man førhen fjollede rundt og irriterede sine forældre ved at sove ekstra længe, skærsilden. Den er mere pukletid end ventetid. Og det er blevet vanskeligt at skelne præstation fra angst. For hvornår er præstation for det meste bemestringsglæde, og hvornår for det meste ydelsestvang?

Lidelser sladrer om vores kultur. De unges ubehag i form af overvældelse og udmattelse afspejler samtidens komplekse og paradoksale krav. Og symptomer er selv i bevægelse og bevæger sig rundt i krop og sind. Vi må tilpasse vores kort til det nye terræn. Vi må i stigende grad erkende, at alvorlige sygdomme kan bryde ud i hjertet af vores kollektive idealer som stræbsomhed og præstation: sindssygt stræbsom og sindssygt sundt. Det er meget forvirrende for dem, for os og for alle.

Det sprog, vi bruger nu, holder ikke. Hvordan kan vi nå dem?