Læsetid 4.3685714285714 min.

Vi skal nå dem før de segner

I den klassiske udviklingspsykologi er ungdomsårene beskrevet som et moratorium. En slags ventetid, en åben fase af livet, hvor man søger og prøver sig frem for at danne sin identitet. Nu lukkes det åbne. Den tid, hvor man førhen fjollede rundt og irriterede sine forældre ved at sove ekstra længe, er blevet til en skærsild med mere pukletid end ventetid
Jagten på præstationer sender mange til tælling. For nogle bliver resultatet til fysisk smerte, og rigtigt mange andre bidrager til det stigende antal unge med psykiske lidelser. Det er forvirrende for dem og forvirrende for os, skriver Finn Skårderud

Jagten på præstationer sender mange til tælling. For nogle bliver resultatet til fysisk smerte, og rigtigt mange andre bidrager til det stigende antal unge med psykiske lidelser. Det er forvirrende for dem og forvirrende for os, skriver Finn Skårderud

Sigrid Nygaard
31. januar 2015

Dygtige som ind i helvede. Nogle af dem kalder sig selv for dedikerede. Andre oplever dem som besatte. De gør stræbsomhed til noget mistænkeligt og præstation til en patologi.

Vores sprog slår ikke til. Det når ikke frem. Vi siger til disse unge, at de også skal huske at slappe lidt af. Men de hører ikke efter. For de lader til at være låst af deres eget projekt. Mors og fars anmodninger om at tage den lidt med ro udløser hos den unge asket intet andet end overbærenhed, irritation eller foragt. Sproget er noget af det vigtigste, vi har til at skabe kontakt, så vi fortvivler, når vi bliver afvist. De har det helt fint, siger de, og præsterer videre. Nogle af dem har ikke andet end spændte kæber og minimalt underhudsfedt til at beskytte sig selv mod vinteren og mod verden.

Mit lille tekstlige forspil her er ikke nogen overdrivelse. Fordi jeg lever mit liv i en psykiaters krop, kan man mistænke mig for at læse verden med et ekstra melankolsk blik. Måske er der noget om snakken, men tidens præstationsdiskurs er nu blevet påtrængende mere synlig for mange. Mange unge, der kan formulere sig skriftligt, fortæller selv om den anstrengende tidsånd. De står frem med deres stræbsomhed og med deres udmattelse.

De er muligvis ikke repræsentative for flertallet, men de skriver overbevisende om deres egen elendighed. De bekender. Mange af disse tekster ligner overlevelseslitteratur. De skriver om, at de var der, men nu er de kommet igennem og giver faktisk fanden i det hele. Det hjælper selvfølgelig at blive ældre og engageret i noget større end dem selv. Sådanne tekster frister til ordspil à la ’de dygtige magter alt, men det så er også alt, hvad de magter’. De er fanget i oplevelsen af en eller anden nødvendighed.

Overskuelige samfund skaber tydelige konflikter. Komplekse samfund som vores skaber paradokser. Det er paradoksalt, at de voksne i dag kræver et nyt ungdomsoprør. De er bange for de unge, der får navne såsom Generation præstation, Generation lydig eller CV-generationen. Et oprør forudsætter, at man kan definere en fjendtlig magt uden for en selv. Mange af de ikkeoprørske oplever, at fjenden ikke er ude i samfundet, men i dem selv. I deres tanker og bevidsthed, i deres moral, krop, mavefedt, hofter og ben – som en mangel eller en svaghed. Tilpasning og bedre præstationer bliver strategien.

Skylden og skammen

Lad mig mig prøve at komme sagen nærmere med et historisk blik. Den freudianske neurotiker var en hæmmet skikkelse, kuet af borgerlige moral – »alt det, jeg ikke får lov til«. Dette kunne udløse skyld. Hvad blev der af denne neurotiker? I dag møder vi snarere den ubegrænsede oplevelse af ’alt det, jeg ikke kan overkomme’. En sådan utilstrækkelighed stimulerer snarere skam end skyld. Og skam er ofte mere problematisk end skyld. Skyld handler om, at jeg har gjort et eller andet forkert, mens skam fortæller mig, at der er noget galt med ’hele mig’. Hvis vi bliver hos Freud, kunne hans neurotikere føle skyld over deres seksuelle lyster. I dag falder det mere i øjnene, at mange er så dødtrætte, at de føler skyld over ikke at orke at have lyst.

Præstationsdebatten er vigtig. Men den må sættes i perspektiv. For det første må vi passe på, at samtalen om de udmattede stræbere ikke skygger for, at de, som falder igennem på de fleste skoler og arbejdspladser, kæmper med helt andre spørgsmål end overtilpasning.

Og hvad er egentlig ’en præstation’? Præstationer er det, vi gerne vil have, for alt i verden. Men ikke for enhver pris og ikke nødvendigvis af enhver slags. Vi glæder os over præstationerne fra af de bedste lærere, læger, iværksættere, ledere, Røde Kors og Karl Ove Knausgård. Mange af sådanne væsentlige præstationer er knyttet til kreativitet, originalitet, kvalitet – og til kognition. De kan give os noget nyt, nye indsigter eller ny viden. Det præstationspres, som beklages i ungdomslivet, handler nok mindre om erkendelse og mere om produktivitet. Man reproducerer pensum ved eksamen og stræber efter at producere selvværd på løbebåndet. Mere kvantitet end kvalitet. Det, som lader sig tælle, tæller også mest.

Sådanne præsentationer er blevet uundgåelige, fordi vores uddannelsessystemer presser vores unge ud i dem. Men det er alt andet end givet, at de, som er dygtige i skolen, også bliver de mest egnede og robuste til at være fremtidens terapeuter. Sådanne professioner kræver stor kompetence i at udstå smerte og ubehag.

Men præstationer bliver også internaliseret som en indre stemme, som siger, at det her er man bare nødt til. Meget af det bliver socialt derved, at det er meningen, at det skal vises frem. Man skubber sin successer foran sig, deler dem og venter på anerkendelse. Dette handler selvfølgelig i høj grad om vores nye sociale medier. De smarte telefoner er så smarte, at de har taget ophold i os og er blevet en forlængelse af vores krop. Uden dem kan vi føle os amputerede. Frakoblingsangst og nye afhængigheder er blevet fænomener, vi må forholde os til.

I disse medier bliver det vanskelige gerne skjult. I stedet uploades der glansbilleder. I afventen på anerkendelsen er det mere korrekt at tale om præsentationsangst end præstationsangst. Selv om præsentationen kan være bedragerisk. Problemet er, at mange i publikum tror på de milde løgne og glansbillederne. De sammenligner med sig selv og føler, at de kommer til kort. Den unge skamfølelse stimuleres. Så der kommer mere skam.

Når hovederne skrumper

Vi er enige om, at det er et grundlæggende menneskeligt behov ’at blive set’. Men det er også fristende at tilføje: mere i dag end tidligere. I et samfund i hurtig forandring søger vi de andres anerkendelse, fordi vi ikke føler nok tryghed i os selv. Urolige samfund skaber urolige mennesker med bekræftelsesbehov. Der kan imidlertid være meget flydende overgange mellem at blive set som sig selv og blive begloet og bedømt som et objekt. De, som udstiller sig selv i jagten på anerkendelse, risikerer også at blive overset, kritiseret og endda mobbet. Når man gør sig selv til genstand for andres blik, kan man også begynde at se sig selv som et objekt. Det lærte vi allerede i Simone de Beauvoirs banebrydende Det andet køn. Man ser sig selv med de andres blik og afviser sig selv, som nogen, det ikke er værd at elske. Og så er vi tilbage i skammen.

Og hvor generøse er blikkene, de andres og vort eget? Den franske filosof Dany-Robert Dufour skrev for 10 år siden bogen L’art de réduire les têtes, hvor en fornuftig dansk oversættelse kunne lyde ’Kunsten at skrumpe hoveder’. En pointe er, at vi i den nyliberale økonomi romantiserer de individuelle valg, men indsnævrer pladsen for accepterede tanker og følelser. Der er mindre refleksion og mere præstation. Vi henfalder til det konkrete: tal, overflader, mærker og kogebøger og strikkebøger mere end historiebøger. Den amerikanske sociolog Stjepan Mestrovic beskriver det samme landskab i bogen Postemotional society. Med begrebet mcdonaldisering af følelseslivet hævder han, at vi smiler og siger »fantastisk« og mener det stadig mindre, i takt med at intolerancen stiger. Under smilet ulmer raseriet. Et andet bidrag kommer fra psykoanalytikeren Joyce McDougall. Hun lancerede i sin tid figuren normopaten, den sygeligt normale. Deenne karaktertype er så optaget af sin tilpasning, at konformiteten kommer til at kvæle livsudfoldelsen.

Unge mennesker forventes at realisere sig selv som unikke. Og mange forsøger paradoksalt nok at være unikke på nøjagtig den samme måde som de attraktive andre. Således får vi et nyt paradoks: »Jeg bliver mig selv ved at blive akkurat som dig.« Og dermed bliver der ubestrideligt snævrere normer for, hvordan organer og kroppe kan se ud, og snævrere normer for, hvad der er rigtige måder at tænke, føle og præstere på.

N lukkes det åbne

Jagten på præstationer i hoved og krop sender mange til tælling. For nogle bliver resultatet psykisk smerte. I Norge har man i forskningsundersøgelsen Ungdata 2013 fra instituttet NOVA interviewet 63.000 norske børn om deres velbefindende. »Andelen af unge, der melder om psykiske lidelser, er bemærkelsesværdig stort.« Det mest almindelige er depressive symptomer, i nogle dele af materialet op til 25 procent. »Ingenting er umagen værd,« er en tilbagevendende figur. Og her er pigerne klart de mest sårbare.

I udviklingspsykologien fra forrige århundrede som hos klassikeren Erik H. Erikson blev ungdomsårene beskrevet som et moratorium. En slags ventetid, en åben fase af livet, hvor man søgte og prøvede sig frem for at danne sin identitet. Nu lukkes det åbne. Nu ligner denne fase af livet, hvor man førhen fjollede rundt og irriterede sine forældre ved at sove ekstra længe, skærsilden. Den er mere pukletid end ventetid. Og det er blevet vanskeligt at skelne præstation fra angst. For hvornår er præstation for det meste bemestringsglæde, og hvornår for det meste ydelsestvang?

Lidelser sladrer om vores kultur. De unges ubehag i form af overvældelse og udmattelse afspejler samtidens komplekse og paradoksale krav. Og symptomer er selv i bevægelse og bevæger sig rundt i krop og sind. Vi må tilpasse vores kort til det nye terræn. Vi må i stigende grad erkende, at alvorlige sygdomme kan bryde ud i hjertet af vores kollektive idealer som stræbsomhed og præstation: sindssygt stræbsom og sindssygt sundt. Det er meget forvirrende for dem, for os og for alle.

Det sprog, vi bruger nu, holder ikke. Hvordan kan vi nå dem?

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Finn Skårderud

Norsk psykiater, professor og forfatter. Stifter af Villa Sult www.villasult.no

Dette er det første af tre essays om krop, identitet og sprog i samtidskulturen af Finn Skårderud. De næste to publiceres de kommende lørdage

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels Engelsted
    Niels Engelsted
  • Brugerbillede for Jakob Clemen
    Jakob Clemen
  • Brugerbillede for lars abildgaard
    lars abildgaard
  • Brugerbillede for Thomas Rasmussen
    Thomas Rasmussen
  • Brugerbillede for morten andersen
    morten andersen
  • Brugerbillede for Tommy Mortensen
    Tommy Mortensen
  • Brugerbillede for Carsten Søndergaard
    Carsten Søndergaard
  • Brugerbillede for Martin Åberg
    Martin Åberg
  • Brugerbillede for Torsten Jacobsen
    Torsten Jacobsen
  • Brugerbillede for Dorthe Wang
    Dorthe Wang
Niels Engelsted, Jakob Clemen, lars abildgaard, Thomas Rasmussen, morten andersen, Tommy Mortensen, Carsten Søndergaard, Martin Åberg, Torsten Jacobsen og Dorthe Wang anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Verden består af historier, og hvis man fravælger raconteurens rolle, ender man i sidste ende som bænkevarmer.
Hvorfor stræbe efter noget så tomt og identitetsløst - og hvorfor være så autoritetstro, når autoritet aldrig har haft mindre at have sin selverklærede troværdighed i?
Slap af, ryg noget pot, gå i byen til ud på morgenen og pjæk. Gå på biblioteket fremfor forelæsninger, lav din egen læseplan, udæsk dit fag og dets autoritative påstande om virkeligheden. Vær fagligt respektløs og gør dig fri.

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Hver generation har sine kampe. Den nuværende kæmper med stoffet mens vi kæmpede med stofferne. En afbalanceret holdning til begge dele, og måske en skiferie i ny og næ, er vejen frem. Skolearbejdet slipper du sandsynligvis ikke for, hvis du vil være en del af den kreative klasse og hvis du ikke er til ski er der sikkert noget andet du med fordel kan "spilde" din tid på. Men se for alt i verden at få dig noget rigtigt arbejde under vejs. Ellers risikerer du at ende som Thomas Blachman og dem er der altså ikke plads til ret mange af.

Brugerbillede for Gert Selmer Jensen
Gert Selmer Jensen

I dag er de unge snart tvunget til at være "på stoffer", med det aktuelle ambitions/arbejdspres.
Som ung slår man koldbøtter, lever uregerligt, og lærer en masse af det. Sådan har det altid været.
Det skaber interessante mennesker.! Ikke robotter.
Nogle mennesker fortsætter med at slå kolbøtter, og det er også interessant.

Brugerbillede for tine koed thomsen fragkiskatos
tine koed thomsen fragkiskatos

Såkaldte "voksne" til børn og unge af den såkaldte ”Generation Præstation”; find et spejl, kig’ hvis I har mod, spørg’ hvis I har vilje, lyt’ hvis I magter: Hvorfor præsterer vores børn og unge?

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Tine Koed Thomsen Fragkistatos, det er vist ikke så svært at svare på: fordi de gør, hvad der bliver sagt. Det var der vist ikke nogen, der lige havde set komme.

Brugerbillede for Arne Nielsen

Det, der irriterer mig mest, er, at de fantastiske præstationer, man præsterer i alderen mellem de 20 og de 30, regnes som en selvfølge og går upåagtede hen. De er kun til ære for én selv. Vi lever i et samfund, som består af individer uden sans for det sublime. Men det sublime er ikke desto mindre en forudsætning for, at vi kan konkurrere internationalt. Kendsgerningen er, at der er ikke noget publikum til dette, kun aftagere af varer. Niveauforskellene i befolkningerne er så grotesk store, at der i realiteten er tale om forskellige arter af mennesker - men dette er uerkendt af langt de fleste, også af langt de fleste akademikere, hvoraf en stor del er specialister, som ikke engang er i stand til at sætte deres eget fagområde ind i en større sammenhæng. Der er virkeligt langt mellem de store ånder, som har et fuldstændigt sammenhængende billede af både verden og dem selv.

Brugerbillede for Thomas Rasmussen
Thomas Rasmussen

Fremragende og indsigtsfuld artikel.

"Normal" kommer af de latinske og for lineal, pudsigt ikke? Overført på dette emne at gå den lige vej og for guds skyld ikke have kanter, kurver eller sving. Og hvis man har, så sikre sig, at alle andre har haft det først.

Ud fra en skandinavisk betragtning kan vi måske forklare denne krise med velfærdssamfundets udfordringer: Den eneste måde vi kan spare penge og redde vores samfundsmodel på, er ved at være normopater. De der stikker ud, skal have specielle hensyn og er derfor fordyrende poster i regnskabet. Og det ved de unge godt i dag. Desværre. Det var måske derfor samfundsfag skulle styrkes i gymnasieskolen, Ulla Tørnæs?

Brugerbillede for Peter Günther
Peter Günther

Det at være ung har til alle tider været udfordringen med at tage ansvar for sin egen skæbne. Yderpolerne ligger mellem den perfekte facade og at give sig lov til at mærke sig selv.

De skal nok finde ud af det.......

Brugerbillede for Jakobe Vindfang
Jakobe Vindfang

Det er sikkert ikke tilladt udtrykke sig sådan her, men det er til at blive vanvittig over de her kommentarspors stamgæster, der altid har en vittig bemærkning om ungdommen, så nu siger jeg det ... Fuck dig Peter Hansen, og især dig og dine +20.000 kommentarer, du må virkelig være en ytringsfrihedens helt, og fuck dig Søren Kristensen, fuck dig Gert Jensen og fuck alle jer andre sarkastiske, bedrevidende gamle mænd, fuck jeres befalinger om at slappe af og ryge noget pot, det er noget værre patroniserende pis i fyrer op for og fuck jeres nonchalante bare-gør-det-indstilling, det er ikke andet end flere befalinger og pres om at man skal opføre sig på endnu en bestemt måde. Det er lige meget om I er her med jeres borgerlige navne, for mig er I stadig bare nogle anonyme personer på internettet - hvad "man" tænker om ungdommen. Og alligevel sårer det og gør mig rasende. Jeg ved ikke om jeg når jer heller, men i så fald ville jeg i det mindste ønske at være fri for kommentarsporet. Findes der en plugin, hvor man slå det fra? Jeg kan ikke lade være med at scrolle ned og læse hvad I skriver til næsten hver eneste artikel, jeg surfer forbi, og 90% af tilfældene føler jeg mig fortvivlet og frustreret, jeg ved det, det er selvpinerisk og jeg kunne "bare" lade være, men det kan jeg ikke. Vær søde, at tænke jer om, eller giv mig muligheden for ikke selv at skulle undgå jeres snak hver gang.

Brugerbillede for Gert Selmer Jensen
Gert Selmer Jensen

Jakobe Vindfang-02:08-
Lidt "bombastiske" udtalelser, måske.? Det synes jeg er helt ok.! Men det er nu også lidt smigrende
med din store nysgerrighed, for kommentatorsporet.

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

Jacobe Vindfang,

Har du nogen sinde overvejet, at tage en kold tyrker?

Du har to muligheder, hvis du fortsat vil kunne læse artiklerne i nærværende dagblads gæstfri spalter uden at blive fristet over evne til at 'scrolle ned' og være med på en kigger i 'kommentarsporet':

1. Køb (evt. stjæl) papirudgaven af dagbladet Information i stativet hos din lokale bladpusher, og tag dette jomfruelige eksemplar af 'den mindst ringe' med hjem i privaten og forlyst dig med det bag lås og slå på dit eget private das.

Eller - hvis du ikke har flere fisk at pakke ind, end dem du i forvejen får gratis reklametryksager nok i din egen private postkasse, til at pakke ind:

2. Gak til biblioteket, hvor dagbladet Information stadig ligger fremme til fri afbenyttelse for sultne læseheste ligesom resten af hakkelsen fra døgnets rejsestald i de andre (endnu overlevende) danske dagblade.

Min sjæl, hvad vil du mere? God bedring med abstinenserne.