Læsetid: 7 min.

Pegida er et svar på den store koalition

De antiislamiske protester i Dresden, som mandag fik en dansk aflægger, er først og fremmest et svar på midtens afpolitisering og afvisning af fløjene. Den tyske forfatter Ingo Schulze rejste til sin fødeby for at komme tæt på en ny højreradikal bevægelse, som Tyskland har svært ved at forstå
Fortiden skræmmer. Østtyskernes fortid forhindrer dem i at tænke deres protest i venstreorienterede baner. Der er en vis modvilje og en slags selvcensur, men utilfredsheden er usvækket, siger Ingo Schulze.

Fortiden skræmmer. Østtyskernes fortid forhindrer dem i at tænke deres protest i venstreorienterede baner. Der er en vis modvilje og en slags selvcensur, men utilfredsheden er usvækket, siger Ingo Schulze.

Malene Lauritsen

24. januar 2015

Når den DDR-fødte tyske forfatter Ingo Schulze ser nærmere på den nyopståede antiislamiske Pegida-bevægelse, der siden oktober har demonstreret flere gange mod bl.a. ’islamisering’, ’asylbedrag’ og ’velfærdsflygtninge’, er det først og fremmest det slående fravær af sociale og politiske temaer blandt demonstranternes krav, der springer ham i øjnene.

»Afpolitisering betyder, at man ikke længere bekymrer sig om de afgørende forhold. At man overlader det til politikere at forvalte tingene. Der har i længere tid – senest siden finanskrisen – været en opfattelse af, at hvis man overlader tingene til markedet, forholder man sig objektivt,« siger den berømmede tyske forfatter.

»Pegidas talere og tilhængere kommer ikke ind på disse centrale forhold. I midten finder en særlig ophidselse sted. Det kræver en vis undersøgelse«, siger Schulze, der mener at tyske politikere og Pegida-kritikere er for hurtige til at afvise kritiske spørgsmål.

Når demonstranterne har vanskeligt ved at tilslutte sig socialkritiske paroler, skyldes det muligvis et særligt østtysk tabu i forholdet til den socialistiske fortid, mener han.

»Der er en vis modvilje og en slags selvcensur, der forhindrer demonstranterne i at tænke i venstreorienterede baner, men utilfredsheden og ubehaget består. Man kunne også kræve stop for udsending af tysk militær, intet spild af ’tysk blod’, om man så må sige. Men det hører man ikke.«

Europæisk grundstemning

Når Schulze hører om de danske forsøg på at etablere en afdeling af Pegida, hvilket i mandags udmøntede sig i en demonstration med omkring 100 deltagere og islamdebattøren Nicolai Sennels i spidsen, ser han det som udtryk for en generel atmosfære i europæisk politik.

»Det vidner om, at der er en form for grundstemning i Europa, der gør det nemt at tilslutte sig den slags synspunkter. Det ser man også ved partiet Alternative für Deutschland, hvor nogle intelligente hoveder trods interne stridigheder har formået at bygge et parti op, der i øjeblikket oplever en vis medvind.«

Information møder den tyske forfatter på en café i den borgerlige berlinerbydel Wilmersdorf for at forsøge at indkredse, hvad det var Schulze så i Dresden.

»Min oplevelse var, at den kritik, der formuleres – f.eks. kravet om ’kvalitativ indvandring i stedet for kvantitativ indvandring, integrationspligt, og at man ikke skal lukke flere jihadister ind i landet’, krav om direkte demokrati og flere midler til politiet, fred med Rusland – at det slet ikke er de ting, folk går på gaden for. Det må være noget andet. Spørgsmålet er bare hvad?«

Da Ingo Schulze i 1998 udgav genforeningsromanen Simple Storys. En roman fra den østtyske provins blev han øjeblikkelig berømt som en af de fremmeste eksponenter for den såkaldte ’Wende-litteratur’, der beskæftiger sig med den litterære bearbejdning af Murens fald og den særlige østtyske erfaring. Bogen blev rost af Günter Grass, der omtalte Schulze som en af de nye tyske delstaters »mest storartede fortællere«.

Selv om Ingo Schulze helst vil skrive romaner, er der noget i ham, der tvinger ham til at beskæftige sig med Pegida-bevægelsen, der i de seneste måneder har demonstreret i hans fødeby Dresden. Ved sidste demonstration demonstrerede godt 25.000 mennesker.

»Jeg ville se det med egne øjne, fordi jeg tror, det er for nemt blot at affeje det. Så enkelt er det ikke. Med hver ny dag og med hver ny eftertanke forandrer det sig. Der er en stor fare for, at man gør Pegida til nyttige idioter.«

I 1989 deltog Schulze selv i de berømte mandagsdemonstrationer, der medvirkede til at vælte DDR-regimet. Når Pegida-tilhængerne i Dresden i kor råber Wir sind das Volk (Vi er folket), forsøger de at fremstille deres antiislamiske protester som en naturlig forlængelse af de østtyske mandagsdemonstrationer, der ligeledes rettede sig mod illegitime magthavere uden øre for folkets krav om frihed. Men Ingo Schulze kan ikke få øje på parallellen mellem Pegida og DDR-tidens demonstranter.

»Mit indtryk var for det første, at stemningen overhovedet ikke havde noget at gøre med mandagsdemonstrationerne, som jeg kendte dem. Man står der og hører ’Vi er folket’ fra tusinde struber, og det var engang et meget vigtigt slogan, og det er stadig vigtigt. I dag ser man de tyske faner og delstaternes faner, og man hører hele tiden tale om hjemstavnen og folket. Man mærker, at det slet ikke handler om at sige ’vi er folket’, men ’vi er ét folk’«, siger Schulze med henvisning til Pegida-tilhængernes forsøg på at ekskludere muslimerne fra det tyske folk.

Aflyst af terrorfrygt

Fremkomsten af Pegida har bragt ubehagelige spændinger op til overfladen i den ellers lidt småsøvnige østtyske by.

Mandag valgte Pegidas organisatorer på politiets anbefaling at aflyse deres ugentlige demonstration efter terrortrusler mod Pegida-bagmanden Lutz Bachmann, angiveligt fra sympatisører med Islamisk Stat. I kølvandet på attentatet mod Charlie Hebdo har tyske medier og kommentatorer diskuteret, hvorvidt truslen mod Pegida er et anslag mod ytringsfriheden. I stedet valgte Pegida onsdag at henlægge deres demonstration til Leipzig, hvor godt 5.000 mennesker gik på gaden mod islamiseringen af Europa. En moddemonstration samlede mindst 20.000 mennesker.

Samme dag besluttede Lutz Bachmann at trække sig som formand efter fremkomsten af ældre billeder, hvor han poserer med Hitler-frisure og -overskæg. Pegidas talskvinde Kathrin Oertel betegner Hitler-billedet som en »spøg«.

Mindre spøgefuldt har Bachmann i en række kommentarer på Facebook i september 2014 angiveligt omtalt asylansøgere i nedsættende vendinger som »beskidt pak« og »kreaturer«. Bachmann er blevet mødt af hård kritik, fra blandt andre ledende politikere i partiet Alternative für Deutschland, der anfører, at Bachmann risikerer at formøble den troværdigheden og begyndende dialog med politikerne, som bevægelsen har opnået.

Frygt blandt flygtninge

Samtidig har et angiveligt racistisk motiveret mord i Dresden rystet det øvrige Tyskland og sat en skræk i livet på indvandrere i den østtyske by. Forrige tirsdag blev den 20-årige eritreanske asylansøger Khalid Idris Bhuray fundet knivmyrdet i sin baggård.

Få dage inden havde ukendte gerningsmænd ridset hagekors på døren til den lejlighed, hvor Buhray boede. Politiets manglende afsikring af gerningsstedet har fået kritik fra det grønne forbundsdagsmedlem Volker Beck. Og mordet har udløst anklager fra Pegida-kritikere, der beskylder bevægelsen for at have blod på hænderne. Venstreradikale aktivister opfordrede bl.a. til at »hævne Khalid«.

Ifølge Lutz Bachmann tager kritikerne fejl. »Det er et internt skænderi, lader det til, og det er upassende at skyde skylden på os.«

Og torsdag meddelte Dresdens politi, at man nu mistænker en 26-årig eritreansk mand, der boede sammen med den dræbte.

Netop følelsen af at blive overhørt og udskammet spiller en central rolle for Pegida-tilhængerne, mener Schulze.

»Da jeg tog toget til Dresden, så jeg undervejs en meget interessant forside på BILD, hvor 50 berømte tyskere protesterede mod Pegida. Omtrent 30 af dem var politikere. Mange af dem kendte jeg slet ikke. Som demonstrant ville jeg føle mig bekræftet. Det er jo netop de politikere, de føler sig røvrendt af,« siger Ingo Schulze. Han ser Pegida som et udslag af den efterhånden mangeårige tyske midterkonsensus, der er konkret manifesteret i den tyske regeringskoalition mellem folkepartierne CDU og SPD, der effektivt har forvist fløjpartierne til rollen som tilskuere til den politiske magtudøvelse.

»Man kan sige, at Pegida er en reaktion på den store koalition. At der ikke findes en reel opposition til de etablerede partier fra demonstranternes perspektiv. Der er naturligvis Die Linke, men de er et tabu. DDR har vi haft engang, og det ønsker vi ikke igen.«

Netop på grund af bevægelsens grundlæggende apolitiske karakter afviser Schulze, at Pegidas krav skal føre til konkrete indrømmelser over for yderfløjene.

»Det værste ville være at gå ind på deres argumenter. Deres krav til omgangen med flygtninge og asylsøgere er jo desværre ikke langt væk fra det, som de etablerede partier står for. Vi har en miserabel og menneskefjendtlig behandling af flygtninge, ikke kun i Tyskland, men i særlig grad i Grækenland, Bulgarien og Italien, der også er berørt af flygtningestrømme i et helt andet omfang.«

»Jeg tror ikke, de selv rigtig ved, hvad de vil. Under mit besøg stod jeg i nærheden af en gruppe, der diskuterede bevægelsens grundlag. Islam er for smalt et grundlag, mente de, og i stedet for overvejede de, hvad man ellers kunne finde på for at opretholde bevægelsens momentum. Nyvalg, lød deres forslag. Men det er kun lidt mere end et år siden, vi sidste havde valg, mens der for nylig har været valg i Sachsen.«

Schlagersangeren

Måske netop på grund af de diffuse krav har tyske politikere og borgere på midten hidtil haft vanskeligt ved at forstå den voksende tilstrømning til den islamkritiske bevægelse med de klare chauvinistiske tendenser. Socialdemokraternes formand Sigmar Gabriel afviser at gå i dialog med Pegida, mens AFD-politikeren Alexander Gauland udtrykker forståelse for Pegida, som han ikke ser som nynazister, men som bekymrede borgere.

I flere tyske byer har Pegida trods enkelte forsøg ikke formået at tiltrække nævneværdige meddemonstranter. Til gengæld er det blevet mødt af omfattende moddemonstrationer i en række tyske byer, hvor antallet af Pegida-modstandere har været langt større end tilhængerne.

»Der hersker en vis sprogløshed på midten, især når det gælder forsøget på at tage det her alvorligt. Det ville være en samfundsmæssig indrømmelse, at man har forsømt noget; at det, man tidligere har anset for at være relevant, ikke har været dækkende«.

I stedet er det snarere en schlager-sanger som Roland Kaiser, der rammer demonstranternes følelser, mener Schulze. Under en nylig moddemonstration mod Pegida i Dresden talte den populære sanger, der også har Pegidas talskvinde Kathrin Oertel blandt sine fans, om at erstatte »angsten for det ubekendte med nysgerrighed« og om at »indlade sig på sine medmennesker uden forbehold.« Kathrin Oertel svarede senere bidsk igen, at Kaiser burde respektere sit publikum.

»Det er schlager-sangerne, der synger om, hvad der er vigtigt. Længsel, kærlighed, skuffelse, håb, alder og askepot-historier. Det er demonstranternes følelsesmæssige situation, der ikke bliver ramt af politiske af diskurser«, siger Schulze.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Jorgensen
Lars Jorgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frans Kristian Randlev Mikkelsen

"Man mærker, at det slet ikke handler om at sige ’vi er folket’, men ’vi er ét folk’«, siger Schulze med henvisning til Pegida-tilhængernes forsøg på at ekskludere muslimerne fra det tyske folk."
Det er hverken tyskerne eller danskerne, der ekskluderer muslimerne fra deres fællesskab. Det er muslimerne, der ekskluderer tyskerne og danskerne fra deres fællesskab.
Og dette er hele humlen. Det er det, det hele handler om. På næsten overnaturlig vis har muslimerne og nogle hjælpe-interessenter i lang tid fået europæerne til at se hele den grundlæggende situation på hovedet - nemlig at det skulle være os, der diskriminerer mod muslimerne. Bare man kigger en lille smule mere opmærksomt på situationen, bliver det klart, at det er muslimerne, der diskriminerer mod os, ekskluderer os. Stort set al gammel-europæernes vitterlige modvilje mod muslimer er en re-aktion på denne kendsgerning, og ikke noget udtryk for et generelt fremmedhad.
Det er voldsomt krænkende så længe at være blevet bebrejdet for noget, andre har gjort imod en. Men nu er erkendelsen ved at gry - og så kommer vreden.
Men den skal bearbejdes og udleves rationelt og humant, dvs. der skal etableres et gensidigt og lige forhold mellem muslimer og gammel-europæere. Og hvis ikke der bliver det, kommer der nødvendigvis en slags borgerkrig.