Læsetid: 6 min.

Perkernes sproglige kamp

En perker er ikke en perker, men en perker, der ikke er den perker, du tror du ved, hvem er. En seismografisk lytten til gadens sprog blev omsat til en håndbog i ghettodansk. ’Gade/dansk ordbog’ er et must for alle talende, læsende og tænkende, der trættes af danernes idelige selvforblindelser
På vej. Sproget er allestedsnærværende, og dets oprindelse har altid været genstand for spekulationer. Et er sikkert: Det er hele tiden i bevægelse, og bogen tegner et billede af, hvor det lige p.t. er på vej hen.

På vej. Sproget er allestedsnærværende, og dets oprindelse har altid været genstand for spekulationer. Et er sikkert: Det er hele tiden i bevægelse, og bogen tegner et billede af, hvor det lige p.t. er på vej hen.

Sigrid Nygaard

10. januar 2015

Ordenes betydning er deres brug i sproget. Det skrev Ludwig Wittgenstein for mere end 60 år siden i det posthume værk Om vished. Sprogbrugen ændrer sig, og tingene får nye betydninger. Ordene er ikke tidløse etiketter, der sættes på virkelighedens fænomener. Den østrigsk-engelske filosof stod ikke alene med denne erkendelse. En lang række filosoffer, sociologer, kultur- og sprogforskere er levende optaget af at kortlægge de intense kampe, der udspiller sig dér, hvor der navngives; det være sig i hverdagsliv, skole eller videnskab.

Skal der udpeges syndebukke eller ekskluderes, er det ikke blot ganske effektivt, men også uomgængeligt at magten kan ’sproge’ den. For den, der erobrer eller monopoliserer definitionsretten, tiltager sig serveretten i det sociale.

Ordet perker var i lang tid et pejorativt kunstord fra folkedybet, sammensat af et præfiks (per-) og et suffiks (-ker). Der er tale om en samlebetegnelse, der på én gang markerer en forskelstænkning og en uvilje til at tænke i forskelle. Fælles for perserne og tyrkerne er, at de ikke er (som) ’os’: de urdanske indvånere. Dertil kommer, at intet menneske kan stamme fra Persien og Tyrkiet på én gang. Den krænkende og stigmatiserende betegnelse blev projiceret over på ’de andre’, og den lå langt bedre i munden end sin potentielle fætter: tyrser. Andre forsøgte sig med ’neutrale’ betegnelser som gæstearbejder, nydansker, andengenerationsindvandrer, af anden etnisk oprindelse end …

Hvem, der ’opfandt’ ordet perker, véd vi ikke, og pointen er da også, at sproget ikke er et privatsprog; men at det bliver til som et overindividuelt og jegløst fænomen. Sproget er ikke reducérbart til noget intentionelt og rationelt. Det er ikke et servilt slutprodukt af den frie vilje, og i sin helhed er det ikke blevet opfundet med en forhåndsselvforvisset fornufts klartskuende mellemkomst. Principielt gælder det, at sproget er alles og ingens, og der bliver mere af det, når det bliver brugt. Ingen kan eje det, selv om en række dystopiske litterære klassikere netop har afsøgt denne (u)mulighed i værker som 1984 og Fahrenheit 451.

Sproget er allestedsnærværende, og i årtusinder er der blevet søsat vidtløftige spekulationer om dets oprindelse. Er det en virus fra det ydre rum? Kommer det fra Gud, der paradoksalt nok valgte at blive tavs, da han havde skabt verden? Er Adam Guds stand-in og sprogets hersker? Er vi alle udstyret med en universel grammatik i hjernevindingerne (dvs. i den medfødte kognitive udrustning)? Venter sproget på menneskets konstruktion af et 1:1-spejl og/eller på en begrebsrealistisk, alvidende filosof? Slumrer det i tingene?

Perkerens dobbeltkarakter

De to ordbogsredaktører Tobias Cadin Borup og Ali Sufi serverer et uforfærdet bud på et profant svar på spørgsmålet om sprogets oprindelse i forordet til den lille nye røde hardcoversag Gade/dansk ordbog– en håndbog i ghettodansk. Det er »gaden«, nærmere bestemt »den urbane ungdom«, der udvikler »nye ord, nyt slang og nye måder at bruge begreberne på«.

Heri forlyder det bl.a., at ’sucuk’ er navnet på en tyrkisk pølse; men at det også bruges som betegnelse for pik, at ordet ’balash’ (af arabisk oprindelse) betyder gratis, og at ’føle den’ betyder at have høje tanker om sig selv. Udråbet ’doz’ betyder, at »noget går galt eller stinker«, at ’akhi’ (fra arabisk) er en bror eller en god ven, og at ’disse’ (fra engelsk) betyder at kritisere eller nedgøre. Cirka 450 ord byder sig til med over 600 forskellige betydninger, og jeg må straks ile med at ’bekende’, at der var mange, jeg ikke tidligere havde hørt (om), sikkert fordi jeg ikke deler livsform endsige betydningsunivers med gadens folk og innovative slangmestre.

Spids øren, kære læser; thi om perker står der at læse: »Betydning: 1. Nedsættende term for udlænding og andre danskere med anden etnisk herkomst. 2. Internt i indvandrermiljøer bruges det som en venskabelig tiltale, meget lig ’nigga’ i USA, eller kendetegner en person, som ikke altid følger samfundets normer og regler. Eksempel: 1. Skrid hjem til dit eget land, din perker. 2. Kom og fest med os, din perker

At blive kaldt perker er således både noget nedsættende og af majoritetskulturen ekskluderet og noget udmærkende og eksklusivt. Uhyre tankevækkende er det, at det negativt stigmatiserende får svar på tiltale af det positivt selvstigmatiserende i opslaget. I gode venners lag er det o.k. at være en perker; men kaldes man perker af de forkerte, er det helt forkert og utåleligt nedladende og generaliserende. Problemet er, at det er sproget ligeglad med. Det kan ingen eje eller (be)styre til fulde. Havde den tyske filosof G.W.F. Hegel læst den nye ordbog, ville han sikkert have sagt: Anerkendelseskampen er et ontologisk træk ved menneskets væren i verden, in casu: ved dets væren i verden i sproget.

Fem dage før jul tonede Radio24syv-værten Ayse Dudu Tepe frem på Politiken.tv med et stolt og indtrængende budskab om, at »Jeg er perker«. Samtidig bedyrede hun, at dét skal du ikke kalde mig! Pointen er klar, men også komplet ustyrlig, og vi har alle både smertelige og glædelige erfaringer med den. Det er ikke alle, der får lov til at sige: »Lille skat«, »Hej skævøje« eller »Du er bare så klog« med et glimt i øjet til et andet menneske. Umiddelbart ville det være herligt, om man i ophøjet suverænitet eller sammen med vore nærmeste på forhånd kunne afgøre og med sanktioner på spring i ærmerne kunne bestemme, hvem der måtte sige perker, sort, neger, skat, skævøje, klog etc. Men det lader sig overhovedet ikke gøre. Derfor vil der i en rum tid udfolde sig en kamp om betydningen af ordet perker, der med den danske teolog og filosof K.E. Løgstrups ord er ved at få en større betydningsvidde end prægnans – og godt for det, vil jeg ikke undlade at tilføje, mens jeg glæder mig over udgivelsen af dette leksikon, der giver noget, der ganske grimt er blevet kaldt Underdanmark, nogle selvbevidste bud på en værdig stemme.

Visse mangler

Gade/dansk ordbog tegner »en ny sproglig fremtid Danmark«, mens de glemmer ejefalds-s’et på ’fremtids’. Botaniseret har de nysgerrigt »i arabisk, tyrkisk, urdu, kurdisk, persisk, somalisk, albansk, fransk, engelsk, spansk, italiensk, og ikke mindst dansk sprogkultur«, mens de sætter et komma for meget før ’og’. Perkerdansk kerer sig sikkert med fuldt overlæg ikke videre om dansk grammatik.

Kildematerialet består udover venners og kollegers kvidrende sprogbrug af gadens kreative og kommunikative ekstraparlamentarisme; dertil kommer (rap)musik, film og litteratur. Umilddelbart virker det, som om der er mange flere drengede og mandede gang- og handlingsaktivistiske gadeord i omløb, end der er pigede og kvindede ditto. Tobias og Ali har næppe haft adgang til disse ikkeudadrettede, private, noget mere lavmælte og sikkert gnistrende, refleksive rum – men mon ikke der er ved at blive samlet stof til en anden ordbog af denne karakter i nogle hermetisk lukkede skuffer eller i et hemmeligt skrin et sted i (ghetto)Danmark p.t.?

Det undrer mig, at der ikke er medtaget flere ord om konfliktuelle og dilemmatiske forhold til forældre, autoriteter, tro og danske institutioner. Man spejder også forgæves efter neologismer og overraskende vendinger om samfundsforhold, politik og forhåbninger til fremtiden. Den tynde bog kunne godt have været 2-3 gange så tyk. Der er maks. fire ord at finde pr. side, ved hvert alfabetisk bogstavskift endda kun et enkelt inkl. en lille tegnet vignet. A’et vokser således sammen med en grafisk udgave af et maskingevær af typen AK-47, en Avtomat Kalashnikova, mens der varmes op under ordet AK, der som bekendt har russisk oprindelse; men som bliver til noget ganske andet, betydningsavlende og angstfremkaldende, når der lægges nogle tal på … og Hells Angels-støttegruppen AK-81 toner frem i spalterne, og sindet går i skjul.

Tobias Cadin Borup og Ali Sufi
Gade/dansk ordbog – en håndbog i ghettodansk.
128 sider.
149 kr.
People’s Press

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
Pia Qu anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Balling

"sikkert fordi jeg ikke deler livsform endsige betydningsunivers med gadens folk og innovative slangmestre"

Det kunne man kalde en lettere underdrevet selverkendelse :)

jens peter hansen

Der er ikke nogen tvivl om at endelsen -ker selvfølgelig kommer fra tyr-ker. Den gruppe der var her først for over 40 år siden. Jeg tror at forstavelsen kommer fra Pakistaner, i sin tid nedsættende kaldt "pakker" og så til sidst blandet sammen til det samlende perker, så man slap for at skulle forklare om det var en tyrk, en syrer eller pakistaner man ville betegne. Sproget som betegnes perkersprog har en overordentlig letgenkendelig staccato prosodi., som også danske børn kan imitere og indvandrerbørn kan forlade når det passer dem. Wallah.

Det 'komma for meget' er overtaget fra engelsk sprogbrug hvor det kaldes 'Oxford comma' eller 'Harvard comma'.

Ind i mellem meget vigtigt, også hvis det er forkert efter dansk grammatik.

Mig bekendt er Oxford kommaet ikke forkert. I øvrigt et ganske smart komma, som er nødvendigt når vi på dansk ikke har samme brug af semikolon som amerikansk engelsk.

Anders Sørensen

Men hvis vi lige skal gøre det kommarelaterede færdigt, så KAN man da sætte komma foran "og" i forbindelse med sidste led i en opremsning. Hvis man betragter dette som en tilføjelse, eller hvis det kan opfattes som meningsforstyrrende ikke at sætte det (det såkaldte betydningskomma).

Men det er forkert at sætte det som hovedregel, som man traditionelt gør det på engelsk.

Morten Balling

Jeg ved ikke rigtigt hvorfor jeg kommer til at tænke på det nu men igår sad jeg og tænkte på hvor det amerikanske udtryk "get a life" stammende fra og hvad det betød.

Jeg har også nogen gange undret mig over hvordan det kunne være at folk kunne blive så uenige om hvordan vi skulle stave til majonæse.

Her er nogle kommaer: ,,,,,,

og i får lige et til: ,

I bytte kunne jeg godt tænke mig at vide hvad der er forskel på ordene idiom og udtryk?

:)