Læsetid: 7 min.

Så ruller bolden i Afrika

Ebolaen har flyttet Africa Cup of Nations til et lille, lukket militærdiktatur på kontinentets vestkyst, hvor de bedste afrikanske landshold lige nu kæmper om en af de ældste internationale titler i verden
Stjernespiller. Algeriets offensive midtbanespiller Yacine Brahimi (t.h.), til dagligt talentfuld kreatør i Porto, har under turneringen fået tildelt en fri rolle af landstræner, Christian Gourcuff, og kan blive en af slutrundens helt store oplevelser. Her undviger han en tackling fra Sydafrikas Dean Furman.

Stjernespiller. Algeriets offensive midtbanespiller Yacine Brahimi (t.h.), til dagligt talentfuld kreatør i Porto, har under turneringen fået tildelt en fri rolle af landstræner, Christian Gourcuff, og kan blive en af slutrundens helt store oplevelser. Her undviger han en tackling fra Sydafrikas Dean Furman.

Gavin Barker

24. januar 2015

Man spørger sig selv: Hvorfor lige Ækvatorialguinea? Hvordan er dette lille, frimærkeformede land på kontinentets vestkyst blevet vært for Afrikas største fodboldturnering?

Svaret er ligetil, men alligevel kringlet – som så meget andet i Afrika.

Oprindeligt var værtsskabet for Africa Cup of Nations blevet tildelt Marokko, der hører til en af verdensdelens traditionelle fodboldstormagter. Men da ebolaen brød ud i Vestafrika, fik marokkanerne kolde fødder. De så for sig et mareridtsscenarie, hvor tilrejsende fodboldfans fra det vestafrikanske ville bringe virussen op til kongedømmet ved Atlanterhavet og lægge landets turistindustri i ruiner – uagtet at ebola primært er afgrænset til lande, der slet ikke har kvalificeret sig til sig til slutrunden.

Så i oktober forsøgte marokkanerne at få suspenderet sine værtsskabsforpligtelser med et forslag om, at man udskød slutrunden, indtil der var kommet mere kontrol med sygdomsudbruddet.

Farvel til værterne

Det forslag blev dog fejet af bordet i Cairo, hvor det afrikanske fodboldforbund CAF holder til. I Afrika er Africa Cup of Nations en kilde til stolthed på hele kontinentet. Slutrunden blev afholdt for første gang i 1957 som resultat af den stigende selvstændigheds-bevidsthed, der groede frem i de afrikanske lande efter Anden Verdenskrig, og den er dermed den næstældste turnering for landshold efter VM; et faktum, afrikanerne selv er meget bevidste om, og som er en af forklaringerne på, at de våger som høge over turneringens integritet og troværdighed.

De afrikanske mesterskaber er aldrig blevet udskudt eller aflyst, og det måtte heller ikke ske i denne omgang.

»At udskyde turneringen vil være et dødstød til afrikansk fodbold,« udtalte præsidenten for det afrikanske fodboldforbund. Hvorefter CAF kvitterede for marokkanernes forslag med at fratage dem værtsskabet og stritte dem ud af turneringen. En beslutning, der blev hilst med applaus i den sydlige del af Afrika, hvor man opfattede marokkanernes optræden som udtryk for de lyse nordafrikaneres typiske fordomsfuldhed over for de generelt mørkere indbyggere i landene syd for Sahara.

Efter således at have statueret et eksempel over for marokkanerne, stod CAF imidlertid tilbage med en akut udfordring i form af at skulle finde et nyt værtsland til slutrunden, der skulle løbe af stablen få måneder senere.

Flere af de store lande – såsom Egypten, Nigeria og Sydafrika – blev spurgt, men takkede nej med henvisning til, at de hverken rådede over infrastruktur eller ressourcer til at påtage sig værtsskabet med så kort tidsfrist.

Da nøden var størst, trådte redningsmanden imidlertid frem i skikkelse af den 71-årige Teodoro Obiang, en militærdiktator af den gamle skole, der har regeret Ækvatorialguinea, siden han overtog magten ved et kup for 35 år siden.

Diktator til tiden

Under normale omstændigheder ville Obiangs lille og infrastrukturmæssigt underudviklede land på kontinentets vestkyst aldrig komme i betragtning som enearrangør af en stor turnering som de afrikanske mesterskaber. Landet er en af Afrikas mindste nationer med blot omkring 750.000 mennesker fordelt på et område på størrelse med Jylland. Men det lille land havde to ting, som talte til dets fordel i den for CAF ganske akutte situation:

En enehersker, der ikke behøver at spørge andre end sig selv om lov. Og tilstrækkeligt med oliepenge til at afholde slutrunden med kort varsel.

Derudover så Obiang tydeligvis værtsskabet som en mulighed for at hente lidt pluspoint til sit internationale omdømme, der ikke har det alt for godt. Ækvatorialguinea bliver rutinemæssigt ranglistet som et af verdens mest korrupte lande. Den lille nation henter ganske vist betydelige indtægter op af undergrunden. Men den er samtidig præget af en enorm ulighed. Obiang og hans klike sidder tungt på nationens olierigdomme, mens spædbørnsdødeligheden er på 20 procent, og omkring halvdelen af befolkningen ikke har adgang til rent drikkevand.

At dette land nu er vært for kontinentets største fodboldturnering har da også haft nogle konsekvenser for de rammer, som Africa Cup of Nations bliver afviklet under, eftersom Ækvatorialguinea i realiteten kun råder over to fodboldstadions af en vis størrelse.

Derfor bliver en af puljerne afviklet i den lille by Mongomo, der ligger fem timers kørsel inde i junglen, og som blot råder over et mindre provinsstadion. Til gengæld er det Obiangs fødeby, og for nogle år siden opførte han dér en pompøs søjlehal på 200 meter, som hidtil har stået og strittet mærkeligt formålsløst i udkanten af byen, men som nu får et internationalt publikum i skikkelse af de tilrejsende fodboldfans, der kæmper sig frem gennem junglen for at overvære kampene på Mongomos stadion.

Selv spiller Ækvatorialguinea i pulje A med Burkino Faso, Gabon og Congo, men fodboldmæssigt kan man ikke forvente, at de kommer til at spille nogen rolle i turneringen. Deres landshold hører til Afrikas ringeste, og de blev faktisk smidt ud af kvalifikationspuljen til mesterskaberne, da de brugte en ulovlig spiller i en af de indledende kampe mod Mauretanien. Det valgte man dog fra CAF’s side at se stort på, da landet lancerede sit tilbud om værtsskab, og holdet blev sluset ind i slutrunden på den plads, der meget belejligt var blevet ledig, da man smed marokkanerne ud.

Sportslige favoritter

Nej, sportsligt samler interessen sig især om turneringens dynamitpulje – gruppe C – hvor fire af forhåndsfavoritterne er havnet i form af Ghana, Algeriet, Senegal og Sydafrika.

Algeriet er vel nok den nation, der er ankommet til slutrunden med størst selvtillid efter et vellykket VM, hvor de i ottendedelsfinalen først efter forlænget spilletid måtte bøje sig for de kommende verdensmestre fra Tyskland. Holdet blæste gennem sin kvalifikationspulje til Africa Cup of Nations og er mødt frem til Ækvatorialguinea med en stærk trup, hvor man især lægger mærke til den offensive midtbanespiller Yacine Brahimi. Den talentfulde kreatør fra Porto har fået tildelt en fri rolle af landstræner Christian Gourcuff og har potentiale til at blive en af de bedste i verden på sin position.

Algerierne er dog langt hjemmefra, og det kan blive en af deres hovedudfordringer: Med undtagelse af Egypten er det aldrig lykkedes et hold fra Nordafrika at vinde en slutrunde, der er afviklet syd for Sahara. Ørkenrævene, som de kaldes er dog kommet stærkt fra start i deres pulje og lagde ud med at slå Sydafrika med 3-1 i deres første kamp.

Derimod er det gået mindre godt for deres på forhånd formodet stærkeste puljerivaler, nemlig Ghana, der lagde ud med et nederlag på 2-1 til Senegal.

Resultatet var et hårdt slag for ghaneserne, der ankom til Ækvatorialguinea med forhåbninger om at skaffe det endelige gennembrud for et hold, der i så mange år har lovet så meget og leveret så lidt.

Holdet er bygget op om den grundstamme af stortalenter, der tog den internationale fodboldverden med storm og vandt verdensmesterskaberne for U-20 hold i 2009. Og lige siden har man ventet på, at de for alvor skulle slå igennem på seniorplan.

De seneste slutrunder har dog været lige-ved-og-næsten for de såkaldte black stars. Ved VM i 2010 tabte de på straffespark i kvartfinalen til Uruguay, og ved de nyligt overståede verdensmesterskaber lykkedes det dem ikke at slå sig videre fra den indledende pulje. Og nu ser det også ud til, at denne turnering er slut for ghaneserne, før den rigtigt kom i gang. Fredag aften efter redaktionens slutning spillede Ghana mod Algeriet, og hvis den kamp også blev tabt, kan ghanesernes rolle i slutrunden meget vel være udspillet.

Oprydning i Cameroun

Hvis man søger efter titelkandidater i de øvrige puljer, kommer man ikke uden om Cameroun, der er taget til Ækvatorialguinea for at genrejse renommeet efter en gennemført skandaløs indsats ved VM i Brasilien i sommer.

Under slutrunden i Sydamerika brillerede holdet ved at skabe overskrifter af alle de forkerte årsager:

Holdets spilfordeler Alex Song blev udvist for at smække en albue i ryggen på kroaten Mario Mandzukic; Benoit Assou-Ekotto forsøgte at nikke holdkammeraten Benjamin Moukando en skalle; spillerne gerådede ud i et offentligt skænderi med fodboldforbundets ledelse om størrelsen på deres bonusser, og der var rygter om klikedannelse og opgør i omklædningsrummet. Holdet sluttede sidst i sin pulje og rejste i vanære hjem til Cameroun, hvor medierne og en rasende befolkning mødte dem med hån og kritik.

Fodboldforbundet valgte dog at holde hånden over landstræner Volker Finke, og han har sidenhen ryddet grundigt op i truppen. Ud er røget primadonnaerne Song og Assou-Ekotto, mens den aldrende superkrukke Samuel Eto’o har bebudet sit landskampsstop. Og uden dem har holdet fungeret langt bedre.

Cameroun har leveret fortrinlige præstationer i optakten til disse mesterskaber og må bestemt regnes som et af de hold, der kan nå langt. De utæmmelige løver praktiserer en for afrikanske hold usædvanlig spillestil med højt boldpres og en fremskudt forsvarslinje nogenlunde ligesom det, der i Europa udøves af Tyskland og Spanien.

Uforudsigelighed

Det er en spillemåde, der fordrer offervilje, løbestyrke og fight fra alle mand. Der er ingen plads til luksusaktører. Og det nuværende Cameroun-mandskab har med succes udført Finkes dessiner i kvalifikationskampene, hvor de blandt andet besejrede de ellers ikke uefne elefanter fra Elfenbenskysten med 4-1.

Cameroun er kommet hæderligt i gang med slutrunden med 1-1 mod Mali i deres første kamp og må stadig regnes for at have udmærkede muligheder for at avancere til kvartfinalerne.

Africa Cup of Nations er dog kendt for at være en turnering, der er umådelig svær at forudsige. Ofte kommer den endelige vinder fra en blind vinkel. Og sejrherren skal sjældent findes blandt de hold, der er fyldt op med stjerner fra de europæiske ligaer. Turneringen belønner traditionelt set de stærke kollektiver, hvilket tidligere triumfer til hold som Zambia og Tunesien vidner om.

Derfor skal man være varsom med at kloge sig alt for meget på, hvordan tingene vil udvikle sig på arenaerne i Ækvatorialguinea i de kommende dage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu