For nogle år siden var jeg i forbindelse med et underviserjob på kursus i konflikthåndtering og supervision. Kursuslederen indledte med at projicere et billede af en elefant op på en storskærm og spurgte os så, hvad vi så? »En elefant?« svarede vi forundrede. »Nej,« sagde hun alvorligt, det er ikke en elefant.
Det er derimod, fortsatte hun, et flot dyr eller et helligt dyr eller et muligt måltid eller noget fjerde. Da vi måbende kiggede på hende, fortsatte hun til den pointe, vi skulle forstå: »Hvad billedet viser, afhænger af øjnene, der ser«.
Og hun tilføjede underbyggende: »Mit oplæg bygger på socialkonstruktivistisk teori.«
Medmindre vi helt fundamentalt vil betvivle sprogets beskrivende evne eller eksistensen af en ydre verden, er kursuslederens synspunkt mildest talt ikke overbevisende. Der var jo en elefant på den storskærm – uanset hvilke kvaliteter eller formål vi tillægger den. Ikke desto mindre er ideen om, at vi ikke kan beskrive verden objektivt, fordi opfattelser af verden altid er formet af beskuerens kulturelt betingede blik, slet ikke en usædvanlig idé. Den stammer fra det 20. århundredes omfattende videnskabsteoriske opgør med forestillingen om menneskets suveræne erkendelse af verden.
Det var ideen om det ubevidstes begrænsning af rationaliteten, ideen om menneskets praksisbestemte forhold til verden og ideer om sprogets tilfældige relation til verden, forståelsens historiske natur, sprogets praksisbestemte betydning, subjektets kulturafgrænsede tankemuligheder, socialvidenskabernes værdiafhængige undersøgelser osv., der formede opgøret. I bogen Real Knowing. New Versions of the Coherence Theory beskriver den amerikanske filosof Linda Alcoff således en enorm videnskabelig bevægelse i det 20. århundrede fra ét dominerende sandhedsbegreb til et andet: Hvor sandhed før udbredt var defineret som et udsagns overensstemmelse med en menneskeuafhængig verden, opfattes sandhed nu som et udsagns overensstemmelse med en given kulturs særlige, praksisproducerede normer for sandhed.
Men hele denne sammensatte bevægelses indsigter har sejret ad helvede til og er forvandlet til forsimplinger og sivet ind i lærebøger, pædagogik- og coachinglitteratur mv. og helt ud i hverdagslivet, hvor man møder udsagn som »min tolkning kan være lige så god som din« og »ting er, hvad de opfattes som og forhandles til at være«. I forskellige grader og former florerer forplumringerne bredt og endda som faglige begrundelser hos anerkendte kulturproducenter.
Identitet er ikke fiktion
Louise Zeuthens biografi om Suzanne Brøgger er blevet kritiseret for ikke at forsøge at trænge bag om myten om Brøgger (Information 21.11.). Zeuthen forsvarer sig med disse udsagn: »Mit ærinde med min biografi har aldrig været at bryde myten ned for at komme ind til sandheden bag myten. For jeg mener ikke, det kan lade sig gøre – hverken i Suzanne Brøggers tilfælde eller andres for den sags skyld – at skille de to størrelser ad. Jeg mener, at identitet er en art fiktion, hvor selvbedrag, fantasi og løgn har lige så stor sandhedsværdi som kølige fakta.« (Information 28.11.). Det kan lyde besnærende, men kan man virkelig slet ikke skille myte og sandhed ad? Begrebsligt kan man: ’Myte’ betyder en fejlagtig forestilling om, hvem Brøgger er, som (ukritisk) accepteres af en del mennesker, og ’sandhed’ vil sige, hvem Brøgger faktisk er: hendes psykiske egenskaber og konstitution – mønstrene i hendes livs tanker, følelser, handlinger og drivkræfter.
Det er dog klart, at en empirisk undersøgelse af Brøggers identitet er udfordret af adgangen til Brøggers identitet og af en flydende grænse mellem Brøggers identitet og den offentlige myte. Men lige så ret Zeuthen har i, at det, at man fantasifuldt fremstiller sig selv på en bestemt måde, er en del af, hvem man er (en, der fremstiller sig selv sådan og sådan), lige så sandt er det, at der er en del af ens identitet, man ikke selv finder på og skaber.
Der må være noget – en del af, hvem man er – som forårsager selvfremstillingen og myten. Derfor er identitet ikke bare opdigtning eller »en art fiktion«, som Zeuthen skriver.
At Brøgger skaber en myte og hvilken myte, hun skaber, udgør ikke samme konstitutive del af hendes identitet, som hvem der gør dette og hvorfor. Lighed i realitetsværdi betyder ikke lighed i væsen og betydning. Ikke engang myteskaberen selv vil tilskrive offentlighedens Brøgger samme status som sin private identitet: Efter Brøgger for nylig optrådte offentligt i New York i rollen som aristokratisk storyteller, følte hun ubehag derved og skelnede over for en veninde mellem sin private og offentlige identitet: »Jeg er der kun som performer, men min krop gør modstand«. (i DR’s portrætfilm Skår). Der er et privatmenneske og et liv, som ikke er identisk med myten, og som man kan beskrive meningsfuldt.
Alt er ikke konstrueret
En endnu kraftigere forplumring af forholdet mellem ydre verden, sprog og bevidsthed så vi, da Christoffer Boe sidste år forsvarede, at han til sin historiske film Spies og Glistrup ud af det blå havde opdigtet et uvenskab mellem Spies og Glistrup som dramatisk motor i filmen. Sagen her er ikke Boes omdigtning, men hans forsvar for den – et uddrag af kernen fra hans interview til Politiken (24.8.13): »Hvad er den rigtige måde at vide noget på? Er det kun at se autentiske dokumentaroptagelser?«
Selve ideen om, at der findes en uredigeret verden, hvor vi har en særlig rå adgang til virkeligheden, kalder han en illusion.
»… Alt er medieret. Og vi kan ikke gøre andet end hele tiden være kritiske over for, hvad vi fortæller hinanden, og hvad vi tror på«.
Det lyder flot, men lad os tage ét udsagn ad gangen: 1) »Hvad er den rigtige måde at vide noget på? Er det kun at se autentiske dokumentaroptagelser?« Nej, ikke nødvendigvis. Men viden om konkrete og utvetydige forhold i Spies og Glistrups relation kan næppe opnås ved at se en total omdigtning af en realitet.
2) Selve ideen om, at der findes en uredigeret verden, hvor vi har en særlig rå adgang til virkeligheden, kalder han en illusion. Boe flytter her perspektivet langt op over den pågældende sag og begrunder gennem denne abstraktion og generalisation sin omdigtning. Men at vi muligvis ikke har en helt objektiv adgang til ’virkeligheden’, betyder ikke – uanset hvilke gængse kriterier, vi anvender – at vi ikke kan afgøre, om Spies og Glistrup endte som uvenner.
3) Alt er medieret. Med »medieret« – et buzzword, der betyder ’formidlet’ eller ’filtreret’ – begrunder Boe, at ingen opfattelse kan være helt sand – at alle opfattelser blot er sociale konstruktioner. Men alle opfattelser er ikke delvist usande, heller ikke selvom det opfattede er ’medieret’. Det er f.eks. ikke delvist usandt, at dronning Margrethe er kvinde, ryger, arkæologiuddannet, gift, kunstpassioneret, aristokratisk fremtrædende, dansker osv. osv.
4) »Og vi kan ikke gøre andet end hele tiden være kritiske over for, hvad vi fortæller hinanden, og hvad vi tror på«. Hvis Boe havde ret i, at alt er medieret, og alle opfattelser dermed delvist usande, ville en kritisk indstilling være en sund indstilling. Og dog: hvorfor egentlig? Relevansen af en kritisk indstilling forudsætter jo den mulighed for en grad af objektivitet, som Boe benægter. Boe geråder også i en selvmodsigelse her. For hvis det usande er noget dårligt, og vi skulle være kritisk indstillede over for sandheden af Boes film, ja, så måtte vi konkludere, at filmen er dårlig, da den er åbenlyst usand på nogle punkter.
Retorisk øvelse
Boe har ironisk nok heltret i, at der er grund til at være kritisk over for, hvad vi hører og tror på. Hvis ikke vi holder op med at lade den overgjorte konstruktivisme og relativisme tage over, falder vores fælles verden sammen, og al erkendelse af den ender som gøgleri og retoriske øvelser. Da tænkere som Freud, Heidegger, Saussure, Wittgenstein, Gadamer, Foucault, Derrida, Merleau-Ponty, Taylor, Bourdieu med flere formede det 20. århundredes store erkendelsesteoretiske bevægelse havde de næppe regnet med, at det skulle blive lige så sandt at hævde, at Spies og Glistrup forblev venner, som at de ikke gjorde – eller at en elefant lige så meget er et måltid mad som en elefant.
Hvor er det befriende for en gangs skyld at møde et klart opgør med den socialkonstruktionistiske, sandhedsrelativistiske pestilens, der er ”sivet ind i lærebøger, pædagogik- og coachinglitteratur mv. og helt ud i hverdagslivet, hvor man møder udsagn som »min tolkning kan være lige så god som din« og »ting er, hvad de opfattes som og forhandles til at være«”
På www.sensetik.dk kan man på en lang række måder studere resultaterne af mine ca. 40 års psykologiske praksisforskning. Kortest sagt handler det om indsigten i den altafgørende betydning, respekten for menneskers sandhedssans har for vores liv og trivsel med os selv og hinanden - på alle mulige måder.
Man kan fx. lytte til mit foredrag: ’Om sandhedssansens ukrænkelighed’
http://www.sensetik.dk/olavforedragforum eller se videoen fra min tiltrædelsesforelæsning som adjungeret professor på RUC: ’Saglighed, selvforhold og sandhedssans’ http://www.sensetik.dk/nyhed-video-olav-ruc
Man kan også se pointen helt grumt illustreret i Ruben Östlunds biografaktuelle film ‘Force Majeure’, hvor det pinagtigt tydeligt brænder igennem at det er Tomas’ krænkelse af Ebbas sandhedssans, hans løgn, manipulation og spil med og for hende og børnene, der er det virkeligt ubærlige og ufordøjelige og dermed utilgivelige for hende, dvs. det som for alvor skiller dem ad - langt mere end det er selve hans svigt ved flugten i paniksituationen.
Sandheden er som et land uden veje.
Ingen vej fører til sandheden.
J. Krishnamurti.
Ideen om, at objektiv sandhed er umulig, beror på følgende fejlslutning.
Objektiv er det modsatte af subjektiv. Al erkendelse er i sagens natur subjektiv, da den tilhører et menneskeligt subjekt, der med nødvendighed ser på verden fra en synsvinkel. Da al erkendelse er subjektiv, kan den ikke samtidig være objektiv, det vil sige i overensstemmelse med de faktuelle forhold. Objektiv erkendelse og objektiv sandhed er derfor umulig.
Fejlslutningen er, at noget subjektivt ikke samtidig kan være objektivt. Selvfølgelig kan det det. Vi ville ikke overleve i fem minutter, hvis vores erkendelse ikke kunne afspejle faktuelle forhold i virkeligheden. Selv de, for hvem elefanter er hellige symboler eller mad, er fuldt i stand til at erkende og gå af vejen for en aggressiv elefant.
Socialkonstruktivismens positive bidrag til erkendelsen er påvisningen af erkendelsens subjektive karakter, men det går helt galt, når der herfra sluttes, at erkendelsen ikke kan være objektiv. Det er meget sjovt i klasseværelse og auditorium, men kun der.
"eller at en elefant lige så meget er et måltid mad som en elefant". ja, de har blot glemt tallerkenen.
Hvis man giver en socialkonstruktivist et los i røven, gør det ondt på hende, uanset hvordan hun betragter sin røv.
"følg dem der søger sandheden men flygt fra dem der har fundet den"
Når fx moralske normer har det med på mange måder at være ens i kulturer der ikke har haft noget med hinanden at gøre, skyldes det jo en form for universal objektivitet: du må ikke (sådan uden videre) slå din næste ihjel. Mand og kone hører sammen. Man skal hjælpe de svage, men det er ok at hjælpe sig selv og sine først. Eller tag det faktum at alle mennesker på Jorden, i udgangspunktet, foretrækker runde former frem for kantede. Objektivitet er alt det vi mennesker er enige om og det er faktisk enormt meget, herunder at tegningen ovenfor først og fremmest forestiller: en elefant. Grænsen mellem det objektive og det subjektive er flydende afhængig af konteksten. Jo mere betydningsfuld konteksten er (fx. sult), jo mere vil fx. elefanten repræsentere et måltid (hvis midler og ret er der til at nedlægge dyret). Alt afhænger af øjnene der ser, siger man. Og det siger man jo kun fordi de fleste voksne allerede er klar over at det også afhænger af hvad det er der bliver kigget på?
Formoder at mennesket har skabt en realitet der overvejende strider mod menneskets natur og derfor skabes der 1000 vis af nuancer af objektiv sandhed. Et eksempel på forskellig udlæggelse af den samme begivenhed kan være at en gruppe tilfældige mennesker er vidner til en automobil ulykke efterfølgende kommer vidnerne med subjektive oplevelser på hændelsen som ikke altid er overensstemmende indbyrdes.
Hvis sandheden ikke eksister så er alle holdninger lige. Det lyder demokratiske, ikke? Dejligt inklusivt?
Men det passer ikke. Hvis ingen kan holdes fast på sandheden kan dem der har magten over medierne sige og gøre hvad de vil. Politikere, journalister eller kursusleder kan gøre det nemt for sig selv og have en dejlig karriere uden at kunne blive bedømt på deres ringe resultater. Alt imens folk længere nede i hierarkiet ikke har samme mulighed for at definere sig ud af deres vanskeligheder.
Havregrød - ved i hvad det er? Ja, det gør I sikkert! Jeg gør ikke! For engang mor mange, mage år siden (omkring 2001 mener jeg) var jeg hjemme hos min storesøstertil jul. Og jeg ville gerne have havregrød den julemorgen. Og det fik jeg så. En noget tynd omgang havregrød var det. Og min storebror udbrød da lettere forarget: det er da ikke havregrød, det er jo nærmest vandgrød. Min storesøster sagde så dette som jeg aldrig har glemt: PI (min niece) vil have sin havregrød sådan. Derfor troede jeg at Karsten (mig) også ville have sin havregrød på den måde.
Og det er sådan set bare det den (fornuftige del) af socialkonstruktivismen hævder: Vi tolker. Vi tolker alle verden ud fra vores egne forudsætninger. Og den info der kommer ind i vores hjerner omdanner vi så det passer ind i vores skema af verden. Og til den info som allerede er derinde. Og selvfølgelig er det da ikke en elefant, vel? Ceci ne'est pa une elephant. Det er et billede af en elefant - med et venligt nik til Maigritte og hans pibe. Og selvfølgelig er det da også et helligt dyr, et flot dyr, eller mad. For hos f.eks. er hunde kæledyr, mens for grønlænderne er de arbejdsdyr. Og for visse kinesere er de altså mad. Det ændrer altså ikke ved, som jeg ser det, at en hund stadig er en hund. Hunden betyder bare noget forskelligt i forskellige kulturer og opfattet som noget andet end det den er. Det vi i tekstanalysen kalder for konnotationer, altså medbetydninger.
Er en ko bare en ko? Ja, for en dansker. Men for inder (som jeg har undervist flere af) er den altså også deres Mor, den den giver dem mælk, hvordan kan vi spise vores Mor, sagde en inder, da jeg spurgte ham, hvorfor de ikke spiste køer i Indien. Prøv at spørge en dansker på hvad han tænker på når hun tænker på sommer: varme, strand, sand, vand, is, lange køer i Legoland eller BonBonland, ferie, lange dasede dage på stranden eller dage i sommerhuset. Spørg en svensker og du vil muligvis få nogle af de samme svar tilsat svensk skærgårdsidyl. Eller spørg en nordmand om hvad han tænker på når på vinteren.....og han vil straks tænke på ski, langrend og sne.
Pointen er denne (som med havregrøden): Ord kan se ens ud. Og alligevel have skjulte (med)betydninger. Fordi vi opfatter ordene forskelligt. F.eks. er den danske opfattelse af dette ord 'ytringsfrihed' meget forskellig fra den tyske eller svenske opfattelse af ordet. Svenskerne og tyskerne lægger - som kultur - betragtet - en anden mening ned over dette ord: ytringsfrihed.
Som er væsensforskellig fra den danske. Og det er sådan set blot det som socialkonstruktivesterne påpeger. Hvad betyder det f.eks. når Venstre siger ordet frihed? Eller når SF eller Enhedslisten siger det? Betyder ordet det samme eller er der en væsensforskel i betydningen af ordet?
Ift. forfatteren kan vi tage de tre dokumentarudsendelser om Astrid Lindgren som SVT netop har sendt henover nytåret 2014-2015. Astrid Lindgren omtalte altid sin offentlige side som den der Astrid Lindgren, altså en facade, en rolle, som hun spillede offentligt. Mens børnebørnene og børnene kendte den anden side af Astrid Lindgren, den mere stille, introverte, familære som i familiemennesket Astrid Lindgren. Hvilken en historie om A. Lindgren, Sverige, forfatter, er da den korrekte? Eller er myten om Astrid Lindgren sand eller hyr?
Er sandheden ikke den at vi ofte (jeg gør i hvert fald) husker forkert, eller tolker forkert, når vi taler om erindringen. Og derfor må det også være sådan, at f.eks. Susanne Brøggers biografi aldrig kan blive andet end Susanne Brøggers oplevelse af sit eget liv. Og hvilken myte er der egentlig at trænge bag om i tilfældet Susanne Brøgger? Stort set ingen. Hendes liv som hun selv har berettet om, i adskillige blade og bøger, er sen selvpromovering, en selvfremstilling af sig selv. Og er der nogen myte her? eller er Susanne Brøgger bare den person, hun er? eller hyr?
De mennesker, for hvem en elefant er et helligt symbol, erkender blot når det hellige symbol er aggressivt og går af vejen for det. De kunne dog også mene, at det hellige symbol var forårskåd, og at man ikke skal gå i vejen for forårskåde hellige symboler.
Dette er ikke en elefant det er en videoprojektion af tegnet elefant. Det at nogen kan få lyst til at sætte tænderne i dette imaginære skygge/lysfænomen, betyder jo ikke at det ophører med at være en videoprojektion af en tegnet elefant.
Således blev vi alle meget klogere medens temperaturen og havene steg omkring os.
Rigtigt, Mads Jakobsen, det demokratiske er at give alle adgang til sandheden, ligesom det er demokratisk at give adgang til politisk deltagelse OG de mest eksklusive åndelige frembringelser. Demokrati er ikke alles lige ret til at bestemme, men retten til sammen at bestemme OG få adgang til det, der ellers var forbeholdt de få.
Sandheden er bare bevægelse. Den kan ikke troes på men den kan følges. Det er meget nemt. Og det er frit. .. sålænge vi ikke gør den til vores, og dvs. holder fast i den, for da holder bevægelsen - sandheden op med at bevæge sig og vi bevæges ikke længere. Så hele trikket ligger i bevægelsen. At ville den uden at ville noget med den, opnå noget med den, gentage den eller genkendes som den.
Alt er sandt og virkeligt. Det er ideen om et selv - et centrum for begivenhederne og virkeligheden, der er illusionen. Det er en neurose.
Er meget enig med det, der er blevet nævnt.
Jeg foretrækker selv objektiv viden og facts, da jeg har mulighed for at danne min egen mening udfra konteksten gennem rationalisering.
De fleste post-modernister har det med at ville omdefinere alle ord udfra den betragtning, at der ingen objektiv viden er, hvormed de let kan undgå kritik, når man aldrig kan blive enig om en definition. Jeg referer som oftest bare til ordbogens definition, da det burde antages at være den mest udbredte mening og betydning, men er dog også klar over at visse fænomener er op til individets fortolkning.
Noget subjektiv kan godt samtidig være objektiv, skriver Niels Engelsted. Beviset er, at en aggressiv elefant er farlig. Det er netop en konstrueret subjektiv opfattelse, og beviset er ikke sandt; medmindre han mener, at vi mennesker er født med en kollektiv viden om farefulde situationer.
Objektive kendsgerninger eksisterer, men kan ikke erkendes, idet selve erkendelsen altid vil være subjektiv, også erfaringer om aggressive elefanter er subjektive Niels Engelsted.
jens peder
Objektive kendsgerninger eksisterer, men kan ikke erkendes, idet selve erkendelsen altid vil være subjektiv, også erfaringer om aggressive elefanter er subjektive Niels Engelsted.
Jeg prøver igen. Hvorfor udelukker det, at erkendelsen altid vil være subjektiv, at den ikke også kan være objektiv? Det vil sige i overensstemmelse med kendsgerningerne?
Hvem har lært dig det vås, for det er umuligt noget, som du kan leve efter i den praktiske verden?
-- Du har hugget min cykel.
-- Det siger du.
-- Nej, det er en kendsgerning.
-- Ja, det er din subjektive vurdering.
-- Jeg melder dig til politiet.
-- Jo, men min historie er ligeså god som din. Jeg kan aldrig blive dømt, for objektiv sandhed findes ikke.
Ahem, Niels Engelsted, al respekt for pædagogikken, men er politiet nu også den rette instans til at afgøre, hvad der er objektiv virkelighed?
Ingen kan kende sandheden for den er bevægelse, og den der følger den bevæges - forvandles. Hvordan kan sandhed være en logisk konstateret forudsætning? Det er ikke muligt for man kan ikke rumme den og give udtryk for den. Den må opdages for at kunne følges.
At søge sandhed er absurd. Modviljen til det ordinære og ubetydelige virker ikke så stærkt på en når man er fuldkommen desillusioneret, men sandheden træder således nemmere frem på sin egen måde.
Elefanter som mad ?
Farseret snabel :-s
Men det er vist ikke lige, hvad prædikenen handler om, Ganesh.
Hm, så er opgøret med den uhåndgribelige postmodernisme måske på vej? Lad os håbe det. En teori om petitesser, blæst op i et ubærligt perspektiv.
Synd, at Foucault, der om nogen netop søgte forestillingerne om sandhederne ud fra strengt objektiv kildekritik, bliver taget til indtægt for socialkonstruktivismen, og strukturalisterne ligeså.
Det onde dyr i åbenbaringen er så i virkeligheden ikke konstruktivismen, men dekonstruktionen.
Niels Engelsted
Selve udsagnet: "Du har hugget min cykel," er baseret på en subjektiv erkendelse, men kan være en objektiv sandhed.
Hvem siger at objektiv sandhed findes ikke?
Ser ud til, at Holberg ikke har levet forgæves. Jean de` france i nye klæder :=)
Der hvor det går galt på de store linjer er når man politisk vil konstruere den virkelighed man ønsker at administrere - 'den såkaldte 'fortælling'. Før 80'erne blev fortællingen kaldt 'hjernevask' og var ikke et plusord. I dag kan man udliciteret opleve den omtalt som 'vores produkt'.
Som den figur i helheden der ALTID vil sige den 'anden sandhed' er undertegnedes rolle naturligvis altid at være den berømte 'uønskede' sandhed. Det skulle ligge mig fjernt at benægte begrebets flertydighed ; men problemet opstod da det blev diskurs-gangbart selv i akademiske kredse at alt andet var lige så sandt - i.e. at 'sandheder' kunne gambles på akademisk. Det er der kogt mangen en skramlet økologisk teori på :-) Og tjent mange livsundehold kun kvitteret med forvirring.
Sandhed kan være emne for en religion, og bør være det. Den eneste faktisk. Og : liberale, paganister, romantikere, autonomister og alskens-dyrkere af de frie naturkræfters spil kan jamre alt det de vil, men toget er faktisk for længst kørt. Bumlefart ok, for alle skal jo kunne være med. Hele denne socialkonstruktive postmodernisme-hurdle er endda en ganske interessant del af kørslen. Alle falske 'guder' dør - det gør den fladstrukturelle sandhedsdefinition også.
Jens Peder Nicolaisen
Hvem er egentlig kilde til dit postulat? Objektive kendsgerninger eksisterer, men kan ikke erkendes, idet selve erkendelsen altid vil være subjektiv. Første del af dit udsagn: Objektive kendsgerninger eksisterer. Logisk analyse gør det svært at opretholde udsagnet; Hvis alt er subjektivt…., hvordan kan man så udlede udsagnet, .... der findes objektive kendsgerninger. Nej det er ikke nemt. Lad at tage følgende eksempel. Socialkonstruktionisme siger som udgangspunkt; der findes ikke sandhed. Flot allerede her fældes udsagnet af simpel logik, idet udsagnet begrunder sig i et forhold om sandhed som entitet, nemlig at den ikke findes og dette er jo en sandhed. Ja filosofiske 'tanker' slipper nemt jorden’, det fysisk levede liv. Tag ikke fejl, tanker og forestillinger er virkelige, men det er ikke sikkert de korresponderer med andet end deres 'eget abstrakte' indlejret i sproglige konstruktioner. Teorier, fx socialkonstruktionisme mister nogen gange deres initiale erkendelses og forklaringskraft, de mister blikket for rækkevidden af teorien og overgår til hvad jeg kalder ’identitetsteori’. Dvs. status af en normativ teori på et tilfældigt universitet. Den studerende læser teorien for at ’være som andre’. Bliver i princippet en form får dogmatisme der svare til religion.
For mig gælder, at verden eksisterer, den kan erkendes og vores opgave er at erkende rækkeviden af det vi kan erkende både i livet og i videnskab. Med andre ord, der findes noget der er mere rigtig end noget andet, og som ikke er til forhandling, altså objektivt. Til gengæld findes der masser af teorier med begrænset rækkevidde også i forhold til erkendelse, så der er nok ’at forske i.
I sig selv må det vel være intet mindre end et stort mirakel al vi dog trods alt er i stand til at komunikerer og alle kan være enige i, at et a er et a, og at b et et b.
Nemlig, a er et a, for dem der bruger det vestlige alfabet! For mange kinesere er det meningsløst
Der er ingen absolut objektivisme, højst en relativ (jvf Einsteins relativitetsteori), og selv den er vanskelig at håndtere fordi vi kun kan måle indicier på den.
Det er ikke det samme som at hver mand har lov at definere sin egen sandhed - i et ordnet samfund. Vi har vedtaget - lidt ligesom man gør i matematikken - nogle grundlæggende definitioner, fortolkninger af sanselige fænomener og nogle regler, vi i en given kultur anerkender generelt.
Andre kulturer kan afvige - og gør det selvfølgelig. Det er faktisk en af de væsentlige forskelle mellem kulturer, og det der således er med til at definere den enkelte af slagsen.
I et særlig udviklet ordnet samfund har vi både videnskab - der søger på basis af de grundlæggende regler og forståelser at erkende nye ting (humanistisk) eller definere afledte konsekvenser (eksakt) - og demokrati - der søger at involvere forskellige opfattelser i fælles beslutninger som derfor formodes at være de bedste, enten kompromis eller fælles udviklet optimale løsning.
Der er således intet absolut sandt eller falsk, fordi der et sted er en definition eller en fælles vedtagelse. Men erkender vi vore definitioners meningsfuldhed og vore vedtagelsers gyldighed så kan vi kommunikere effektivt sammen og udvikle ny viden og forståelse. Også på tværs af kulturer, når vi erkender de forskelle, der er på tværs af dem, og bruger den viden respektfult og konstruktivt.
Se det var en ægte historie. Men er centralt for min verdensopfattelse. Og vist nok også, så vidt som jeg erfaringsmæssigt har samlet indicier på det, fælles med en del andre i den videnskabeligt orienterede del af verden.
Ligegyldigt hvad i hælder ud om dette emne er alt ikke sagt.
Men der er grænser for hvad der er relevant på niveau.
Og det er disse sidste al diskussion drejer sig om.
Jeg skal ikke her vælge en eller anden kæphest jeg ved noget om og elaborere ud fra det (det er nærmest at falde lige i med et plask, ikke ? ...) , men ethvert ønsket emne kan analyseres derom med eksempler.
"Han stjal af kassen,"
"Nej, han tog bare lidt penge."
" Det drejede sig bare om et mindre privat lån."
" Han tømte bare kasse for at tælle mønterne om, men glemte at lægge dem tilbage."
Sandheden er sgu relativ. En ting er hvad en spindoktor kan slippe afsted med, en anden ting er hvad en offentlig anklager kan slippe afsted, og igen hvad en revisor kan.
Ja, sandheden er relativ !
Som med så meget andet er der en kærne af realitet i ideen om at 'objektiv sandhed er umulig'. Samtidig er denne kærne en lige så simpel som vigtig erkendelse - Nemlig at ordet ikke er tingen! En hvilken som helst beskrivelse af 'noget sandt' er netop kun en beskrivelse og kan altså ikke træde i stedet for denne. Men det må siges at være højdepunktet af magisk tankeopfattelse derfra at benægte eksistensen af virkeligheden!
Det virker så banalt og ligegyldigt, men det betyder f.eks. at man ikke kan tænke på andre mennesker. Ganske vidst kan vi genkalde os vedkommende persons udseende etc. og i tankerne føre samtaler med denne, men reelt foregår det alt sammen inden for erindringen og har derfor ingen berøring med det levende væsen vi tænker på. Så når vi tænker på andre er det, i lighed med megen af vor tankevirksomhed, som udgangspunkt en egoistisk aktivitet.
Okay , men hvad sker der, hvis vi erstatter ordet og begrebet " Sandhed " med rigtighed.
Det er idag den 4 jan 2015 i følge kalederen.
Det må vist være rigtigt lige nu.
I din tidszone....
For en del år siden fulgte jeg på P1 en udsendelsesrække om hjerneforskning.
Et af de sidste spørgsmål, der blev stillet en dansk hjerneforsker var,- hvor langt er hjerneforskningen kommet i dag.?
Svaret lød, - at virkeligheden er ikke-eksisterende, den laver vi hver især oppe i vores hoveder.
Denne afsluttende bemærkning, har jeg lige siden kunnet få til at passe, på alle de sandheder vi dagligt bliver påduttet.
Relativitetsteorien som mange henviser til som begrundelse for underkendelse af spørgsmålet om objektivitet tager helt fejl. Einstein relativitetsteori (er), er virkeligheden to teorier udviklet hver for sig af Einstein i hhv. 1905 og derefter i perioden frem til 1915. Den første del, den specielle relativitetsteori, omhandler fænomener der optræder ved hastigheder, der er sammenlignelige med lysets. Den anden del, den generelle relativitetsteori, omhandler fænomener i tyngdefelter, der f.eks. omgiver kompakte astronomiske objekter. Der altså tale om teori(er) der søger eksistens ved bevis. Dagens forskning i astrofysik beviser langt hen ad vejen at relativitetsteorien passer. Faktisk var Einstein i princippet fx meget imod kvanteteorien, fordi den opererer med ’en form for uberegnelighed’. Som han vistnok citeres for, så kaster Gud ikke med terninger. Hvis man vil bruge fysikkens grundproblemer i en diskussion om forholdet subjektivitet og objektivitet, så er det Niels Bohr man skal læse (med et gran salt). Indenfor filosofi og erkendelsesteori findes en retning der kan betegnes som relativisme, som grundlæggende antages af socialkonstruktionisme. Det er altså en fejl at sætte relativitet teori i sammenhæng med diskussion om objektivitet.
@TK: (det bliver lidt teknisk - spring over hvis det ikke har din interesse)
En af illustrationerne fra undervisningssystemets redegørelse fra min skoletid omkring Einsteins relativitetsteori er forskellen mellem hvordan en og samme begivenhed - omend ekstrem - opleves 'indefra' henholdsvis 'på distance'. Alt andet er 'lige', dvs grunddefinitioner og antagelser omkring hvorledes en given ting opleves. Der er i eksemplet tale om et objekts bevægelse med nær lysets hastighed, set fra objektet selv og fra en fjern distance. Et andet eksempel kunne være at et objekt nærmer sig et sort hul, hvor der vil være en forskel mellem det objektet selv oplever (teoretisk, vi har ikke prøvet) og hvad man kan se fra distancen (intet - lys kan ikke undslippe et sort hul).
I min optik tjener det - fordi teorien som du selv nævner det - er almindelig anerkendt, som et eksempel på hvorfor absolut objektivitet ikke findes eksistentielt. Det gør i min optik - matematisk inspireret - ingen forskel at begivenheden er ekstrem - der er tale om et eksempel på at en teori ikke kan være rigtig (absolut objektivitet er eksistentielt til stede, modbevist ved eksempel)
Din argumentation om hvorfor dette er en fejlslutning savner jeg nok evne til at følge, hvis den hænger sammen, Jeg ved ikke om du kan uddybe så jeg kan se sammenhængen?
Visse ting må erkendes som objektivt sande på et tidspunkt.
Hvis en person dør, må man på et tidspunkt erkende at personen er død. Derefter kan man diskutere den relative sandhed i om det var mord eller ej udfra konteksten og beviserne. Dermed må man også blive enig om definitioner på at være død og på mord, som man kan forholde sig til - Nogen mennesker vil lave alverdens hjernegymnastik for benægte visse realiteter, og det skaber ofte problemer og misforståelser, når ord bliver omdefineret.
I eksemplet med at penge der blev taget fra kassen, må man også have erkendt på et tidspunkt at kassen ikke stemmer, og det vil objektivt sandt indtil modbevist.
I eksemplet med den stjålne cykel, må man også have erkendt, at man havde en cykel stillet et sted, og den nu er forsvundet.
"Lad at tage følgende eksempel. Socialkonstruktionisme siger som udgangspunkt; der findes ikke sandhed. Flot allerede her fældes udsagnet af simpel logik, idet udsagnet begrunder sig i et forhold om sandhed som entitet, nemlig at den ikke findes og dette er jo en sandhed."
Denne indvending skal man igennem med enhver hver førsteårsstuderende, som tror hendes første indskydelse har opdaget noget hele den filosofiske udvikling har overset. Propositionen tager næppe formen, "der findes ikke sandhed", for den er et opgør med sproget, dets struktur og logik. Hvids man applikerer den selvsamme sproglige logik på en kritik af sproget, viser man blot, man intet har forstået af kritikken.
Det kan være meget godt at snakke om elefanter, cykeltyverier og relativitet, som om diskussionen gælder vores opfattelse af disse objekter eller hændelser, men det svarer til at diskutere fingeren i stedet for at løfte blikket og se, hvorhen den peger.
Kritikken går ikke på verden og dens beskaffenhed, men på sproget som et fængsel, en mur om erkendelsen. Det er et fuldendt fængsel netop fordi, vi må benytte os af sproget i kritikken af det.
Jimmy Laust Jensen
Tak for på en simpel og forståelig måde at forklare noget egentlig meget logisk, som mange bruger "hjernegymnastik" på at forkludre eller modbevise.
@Claus Jensen
Heldigvis ophører sproget med at være et fængsel i samme grad som dets begrænsning erkendes. Den sproglige finger kan nok kritiseres hvis den peger i forkert retning, men ikke fordi den peger, da det netop er det eneste den er i stand til. Dermed ikke sagt at denne erkendelse også gør det lettere at kommunikere.
Claus Jensen
Som førsteårsstuderende (desværre ikke mere, men for eksemplets skyld)lærer man også at der findes erkendelse uden sprog, fx sansning. Sprog er ikke et lukket 'system' i min forståelse, og det løser en del erkendelsesproblemer der hvor jeg står. Jeg har afskediget filosofien, sådan ca. Jeg oplever tit at tilhængere af bestemte afgrænsede erkendelsesforestillinger fx socialkonstruktionisme ofte er argumentfattige, så snart man spørger til kritikken af deres eget grundlag. Jeg læste engang K. Gergen (underviste på RUC) og lidt frit oversat sagde han følgende, at hvor der ikke er noget sprog, er der ingen sandhed. Det har han 'lånt' fra andre,
sådan ca. lidt solipsisme og relativisme. Helt hårdt sat op, så er socialkonstruktionisme en fantastisk teori til at forstå sociale diskurser, identitetsdannelse, magt, viden interessent afhængig, osv. osv. Faktisk finder man med denne teoriforståelse mange objektive fund af aktuelle sociale konstruktioner. Så man kan finde mange sandheder med denne teori. Men rækkeviden af teorien går ikke til generaliserer fra analyser om sociale forandringer og dannelser, til at bortdømme begrebet objektivitet eller sandhed. Dertil er både ´dens grundlæggende sprogteori og erkendelsesteori for banal. Og jo jeg blev kaldt arrogant. Indrømmet her er bare postulater Men det er næppe tiden eller stedet til længere afhandlinger eller nye erkendelsesvinde. Jeg definere mig som pluralistisk materialist, og står som psykolog med benene plantet i antropologisk psykologi. Mit motto er, enhver teori indeholder sandhed, opgaven er at kende rækkevidden og sproget er ingen hindring.
@JLJ:
Du slår hovedet på sømmet når du nævner definition af ord - hvis vi forstår noget forskelligt ved en betegnelse er vi naturligvis ikke enige om hvornår betegnelsen beskriver en tilstand. Men at vi to har forskellig definition betyder ikke at jeg har lavet om på din definition, vel?
Men selv når vi enige om definitionen af et ord, er det ikke sikkert vi også er enige om hvordan vi måler på en tilhørende tilstand.
Og selv om vi måtte være det, så kan en måling falde forskelligt ud fra forskellige perspektiver/positioner.
I et måske banalt eksempel - lyser en lampe rødt eller grønt? Det kan en rød/grøn farveblind ikke se forskel på, og dermed afgøre. Det kan andre sagtens enes om.
Således behøver dine sandheder stadig ikke være sandheder for alle, og selvom du gør dig mange anstrengelser for at definere kontekst og kriterier, så kan der være noget du ikke har fået med, somme tider noget man simpelthen ikke kan få med, fordi det bygger på en mere kompleks forståelse du ikke på forhånd kan afstemme om er til stede på samme måde hos alle.
Om at konstatere død, så har vi her i landet en definition, der tillader os at kunne genanvende organer. Vi kan sikkert enes med de fleste om, at når rigor-mortis er indtrådt, så er vedkommende ikke med dagens teknologi længere mulig at få tilbage blandt levende, således død. Men at en person er død, må i Danmark kun en læge attestere er tilfældet. Så hvornår er en person objektivt set død - hvad vil det sige at være død?
Når kassen ikke stemmer, så forudsætter du måske at kassen er baseret på kun een valuta. Hvis der er mere end een valuta, kan der være forskel på den kurs du anvender og derfor om en kasse stemmer. Selv ved kun een valuta i kassen så skal kassen stemme til nogle opgørelser af konti, og såfremt der er nogen der har taget af kassen og samtidig opdateret enten opgørelserne eller de underliggende bogføringer, så kan kassen sagtens stemme selvom der har fundet et tyveri sted, så har der også fundet et bedrageri sted. Og endelig forudsætter du, at der omkring kassen er sådanne processer, at man kan konstatere det må være kassen der ikke stemmer og ikke bogføringerne der ikke stemmer, fordi kassen har ændret afstemning uden at der er sket en godkendt transaktion
At du har stillet en cykel et sted hvor den ikke længere synes at befinde sig behøver ikke skyldes den er stjålet, endsige væk. Dels kunne du huske forkert, dels kunne den være stillet tilbage igen, dels kunne du have glemt at låse den og en anden har taget fejl af din cykel og sin egen, fordi de lignede hinanden. Du kan jo prøve at anmelde et cykeltyveri til politiet og så opleve, hvor mange spørgsmål de kan finde på at stille for at de får sandsynliggjort at din cykel er væk og det er som følge af et tyveri. Og du kan endda opleve de foreslår, at du de nærmeste dage holder øje med stedet format se om den skulle dukke op.
Hvor nemt det end ville være at kunne arbejde med objektiv sandhed til forsimpling af verden, så er det ofte sådan forsimpling der leder til misforståelser, konflikter, uretfærdigheder og justitsmord, og det er ikke altid baseret på 'ond' vilje, det kan være utilstrækkelig forståelse. Som når en dansk anklager i ramme alvor påstår at en afsender-internet-protokol-adresse entydigt identificerer den person som har kommunikeret med et andet it system.
Torben Kjeldsen:
Jeg skal ikke anfægte, at denne og hin er argumentfattig, man skal blot forstå, hvor de kommer fra og hvor de vil hen. I det konkrete tilfælde lader vi "sproget tale os" i stedet for omvendt. Det gælder også cykeltyverierne, for de omtales jo i et sprog, der et subjekt "jeg", et objekt "cykel" og et ejerforhold "min". Selve grammatikken her skaber i høj grad virkeligheden for os, idet den har opdelt verden i nogle bestemte bidder og kategorier, hvoraf endda vores moralforestillinger mere eller mindre automatisk følger.
For Descartes var det Cogito ergo sum . Han kunne som en metodologisk øvelse forestille sig , verden var en illiusion, men ikke eg(o). Muligheden fandtes ikke i den sproglige formulering. Andreas Trägårdh var således tættere på essensen end de fleste andre 13:37.
Hvad man påpegede, bl. a. med Saussure og de infamøse glidende kæder af "betegnende" og "betegnede", er, at sproget faktisk ikke rækker ud og snupper en for evigt bestemt bid ud af verden, men at betydninger skifter. En god ordbog har tit en historisk redegørelse over ordenes skiftende betydning, men den går ikke så langt som til at redegøre for skiftende erkendelsesnuancer.
Det er derfor også misforstået at gå til ordbogen efter definitioner, for hvad er en definition andet end flere ord og begreber, hvis mening også er flydende og i tur defineres af andre ord, inklusive det ord hvis definition vi oprindeligt ville slå op. Sproget defineres af sig selv og rækker på intet tidspunkt ud og forankrer sig i en objektiv, uforanderlig bid af verden.
Som du siger, afføder det en masse gode og praktiske indsigter, sålænge man ikke kører det ud i fjollerier. Elefanter forvandles ikke til cykler og solide objekter til luft, mens jeg skriver det her. Det er stadig ikke smart at lade en elefant trampe på sig eller at stjæle cykler foran betjent Olsen, men at påpege dette går ikke til essensen.
At du sanser osv. er også uvedkommende i den sammenhæng, for vi filosoferer ikke ved direkte sansning, men vha. sproget.
Eksistensen af objektiv sandheden kan erkendes intuitivt - men selvfølgelig ikke reelt, fordi alting er begrænset af sine fysiske og psykiske fakulteter. Det Wittgensteins berømte sidste sætning: "Derom, hvor man ikke kan tale, må man tie."
Al beskrivelse kan kun være omtrentlig og modelbaseret, selv den matematiske, bl.a. dog fordi implikationerne af den ikke kan erkendes fuldt ud. Mennesker har reelt set ikke en instans til sin rådighed, der kan afgøre, om de antagelser og iagttagelser, man mener at gøre sig, virkelig har deres rigtighed, eller om vi er afskåret fra at erkende den virkelige mekanik. På den måde kan man ikke komme udenom, at mennesker lever i en verden, der i sin mangfoldighed fremstår relativistisk - samtidig med at det også er klart, at noget er - hvor længe det så er bliver i sig selv en overvejelse. I sig selv er mangfoldighed og modsigelse jo ikke et argument imod, at disse ting findes, endog samtidig, så i stedet for at relativere, hvad der er sandt, er der måske snarere tale om eksistensen af parallelle, endog argumentérbare sandheder.
...ligesom Arkimedes opfandt sit faste punkt for at forklare at alting flyder...
Hitler var en god mand. Det er vel så også en sandhed?
(Stort set) Alle synes at glemme, at sandheden er et vilkår. Det er (og betragtes også som) en sandhed, at sandheden ikke findes!
Så hvordan komme ud af problemet? - Ja det første og afgørende skridt er, at man (alle) indser, at ovenstående sætning er logisk selvmodsigende. Altså noget vrøvl.
Hvad indebærer det så? - Ja det indebærer - forstå det eller ej - at enhver benægtelse af, at sandheden findes er selvmodsigende. Dermed falder det meste universitetsundervisning i videnskabsteori de sidste godt halvtreds år til jorden som noget vrøvl.
Jeg har arbejdet på en bog i snart femten år, der blandt andet skal vise dette... for de interesserede...
Bill, det var Heraklit - "panta rhei".
Sider