Læsetid: 7 min.

Slutspil for den franske elegantier

Baneløbere, protest-bannere og Twitter-kampagner kræver hans afgang. Det trækker op til en uskøn sortie for Arsenal-træner Arsène Wenger
Ydmyget. Arsène Wenger gjorde ikke meget for at kontrollere sit kropsprog, da han søndag indkasserede et to måls-nederlag til Southampton .

Ydmyget. Arsène Wenger gjorde ikke meget for at kontrollere sit kropsprog, da han søndag indkasserede et to måls-nederlag til Southampton .

Henry Brown

10. januar 2015

Som vel nok den eneste fodboldklub i Europa kan Arsenal hævde at have en bagmand, der kunne træde direkte ind i den næste James Bond-film som superskurk uden nævneværdige tilretninger.

Her tænkes naturligvis på usbekeren Alisher Usmanov, der ejer knap tredjedel af klubben, og som råder over en fortid af den type, man i venlige øjeblikke kan beskrive som ’farverig’.

Som ung blev han sat i spjældet i seks år for bedrageri og underslæb i det daværende Sovjetunionen. Og efter at han som entreprenant lykkeridder udnyttede det kommunistiske styres fald til at skabe sig sin første formue, har rygter om lidt for tætte forbindelser til KGB og den usbekiske mafia klæbet til ham, ligesom han heller ikke har kunnet ryste sig fri af beskyldninger om seksuelle overgreb og diverse former for økonomisk kriminalitet.

Han er kort sagt en af de her typer fra de tidligere sovjetrepublikker, der under uklare omstændigheder opnåede ufattelig rigdom på ruinerne af det kommunistiske imperium, og i slutningen af 00’erne forsøgte han sig med en fjendtlig overtagelse af aktiemajoriteten i Arsenal, sandsynligvis for at sikre sig en finansiel og kommunikationsmæssig platform, der var uafhængig af Putin og det lunefulde regime i Moskva.

Forsøget mislykkedes imidlertid – Usmanov fik aldrig vristet magten fra Arsenals aktiemajoritetshaver, den amerikanske sportsinvestor Stan Kroenke, der også er en af forretningsverdenens hårdhudede typer.

I stedet har den usbekiske milliardær – der i dag anslås at være god for omkring 90 mia. kr. og regnes for den rigeste mand i Usbekistan – måttet tage til takke med rollen som den evigt kværulerende mindretalsaktionær, der rumler i kulisserne og ustandseligt italesætter de ubehagelige sandheder om klubbens fald fra den absolutte top i Premier League, som Arsenals ledelse helst ville lade være usagte.

Et gran af sandhed

Og før årsskiftet var han på banen igen. Denne gang med en kritik af det moralske imperativ, som Arsenals træner Arsène Wenger mere og mere synes at have bygget spillestilen på sit rødklædte mandskab op omkring; et imperativ der dikterer spildominerende og teknisk betonet angrebsfodbold til hver en tid og uagtet omstændighederne.

»Jeg kan lide Arsène (Wenger, red.) på grund af hans principper,« sagde usbekeren. »Men principper kan udgøre en barriere. Og nogle gange taber man, fordi en træner af principelle eller etiske eller moralske grunde nægter at udfylde visse positioner på holdet.«

Usmanovs ord faldt, efter at storklubben fra Nordlondon havde lidt et smertefuldt nederlag til rivalerne fra Manchester United på hjemmebane.

Og uanset hvad man i øvrigt måtte mene om den usbekiske milliardær og hans måde at gebærde sig på i fodbold- og forretningsverdenen – og her skorter det bestemt ikke på kritiske røster – så må selv hans hårdeste modstandere anerkende, at han har en pointe. Alt tyder på, at Arsene Wengers urokkelige sværgen til sine æstetiske principper om altid at levere smukt og flydende fodbold efterlader sit hold kriminelt ubeskyttet på vitale områder.

Især virker the Gunners centrale midtbane meget sårbar. Holdet råder kun over én decideret hardhitter i form af den spillemæssigt begrænsede Mathieu Flamini, hvis kernebidrag til kampene ofte består i at fare forvildet rundt på banen og rage overflødige gule kort til sig.

Bortset fra ham udgøres midtbanen primært af den type spillere, som den tidligere Manchester United-manager Alex Ferguson i sin selvbiografi hånligt kaldte for »Arsénes kloner« – folk som Arteta, Wilshere, Ramsey, Rosicky, Carzola og Diaby. Dygtige teknikere, der kan lade bolden cirkulere lynhurtigt rundt i besnærende mønstre, men som helt mangler den snert af brutalitet eller fysisk råstyrke, som det kræver for at sætte sig igennem på midterfeltet i Premier League.

Arsenals mandskab er blevet det, som englænderne kalder soft in the middle, og det er noget nær den værste beskyldning, man kan rette mod et hold med aspirationer om at vinde titlen i den bedste engelske række, for netop i denne liga fordrer spillets hurtighed og fysiske karakter, at man råder over midtbanefolk, der kan sætte sig igennem over for modstanderne og om nødvendigt tromle dem ned.

Selv taler englænderne om, at de bedste hold i ligaen skal »vinde retten til at spille fodbold«, og dermed menes der, at de skal sejre i det fysiske slag på banen, før de kan manifestere deres overlegenhed i selve boldomgangen; og gennem alle de store mesterhold i nyere tid i engelsk fodbold løber der da også en rød tråd af hårde mænd, der har ført deres mandskaber sejrrigt igennem krigene på det centrale midterfelt – lige fra Billy Bremner over Graeme Souness til Patrick Viera og Roy Keane.

Et gidsel for sine pricipper

Liverpools Steven Gerrard tilhører samme skole, selv om det aldrig lykkedes for ham at føre sit hold helt frem til titlen. Men når man betragter Arsenals mandskab i dag, så er fraværet af ægte krigere på midtbanen noget af det første, der springer én i øjnene. Holdet mangler simpelthen de typer, der kan vinde retten til at spille fodbold på vegne af superteknikerne.

Sådan har det dog ikke altid været.

I sine første år i engelsk fodbold var Wenger faktisk noget af en kyniker. Da han ankom til England, stod han bag opbygningen af de såkaldte Invincibles (de uovervindelige, red.) der i dag regnes for et af de bedste mandskaber, der nogensinde har eksisteret i engelsk fodbold.

The Invincibles vandt deres plads i historien, da de – som det første mandskab siden Preston North End i 1889 – gik ubesejret gennem en hel sæson i den bedste engelske række og snuppede mesterskabet i 2004. I dag erindres mandskabet primært for sin fantastiske offensiv, som blev orkestreret af folk som Dennis Bergkamp, Robert Pirés og Thierry Henry, men hvad der er lige så værd at huske på er, at holdet i dén grad kunne spille med musklerne.

Maskinrummet på the Invincibles midtbane bestod af den franske midtbanegeneral Patrick Viera og hans løjtnant, den firskårne brasilianer Gilberto Silva, og der var ikke nogen af dem, der ligefrem var bly violer på grønsværen. Tværtimod. Der blev givet og taget i nærkampene, hvad blandt andet Vieras ti røde kort i hans tid som Arsenal-spiller vidner om. Men netop duoens kompromisløse spillestil på midterfeltet sikrede Arsenal det fysiske overtag i kampene, som gav holdets teknikere plads til at folde sig ud.

Der var ikke nogen, der beskyldte Viera eller Silva for at være lette at kyse!

I de senere år virker det imidlertid som om, at Wenger er blevet gidsel for sine egne principper. Gradvist har han pillet den fysiske styrke, kompromisløsheden og kynismen ud af sit eget mandskab. Og i stedet har han omskabt det til en moderne udgave af fodboldæstetens hedeste drøm: Et hold fuld af boldspillende superteknikere, der lader bolden glide rundt i endeløse trekanter og insisterer på at underholde ved enhver lejlighed.

Beklageligvis – både for Arsène Wenger og Arsenals fans – er den moderne udgave af the Gunners også et skrøbeligt mandskab, der er let at ryste, og som mister grebet om kampene, hvis man går på kroppen af dem.

Det beviste Stoke i et Premier League-opgør før jul. Her sendte Stoke-træner Mark Hughes sine tropper på banen med det klare opdrag at ryste og intimidere Arsenals teknikere med aggressivt og fysisk betonet presspil i bedste britiske tradition, og resultatet var, at Stokes brølestærke tropper var oppe med tre mål, da holdene gik til pause-teen.

Selv om det i anden halvleg lykkedes Arsenal at sætte to scoringer på tavlen, så var slutresultatet endnu et demoraliserende nederlag i en sæson, der giver flere og flere tegn på at være Wengers sidste på Emirates Stadium.

Åbenlyse protester

De fleste troede ellers, at franskmanden havde reddet sig en livline, da han i sommer førte klubben til sin første pokal i ni år i form af F.A. Cup-trofæet. Men resultaterne i første halvdel af indeværende sæson har været klart utilfredsstillende for en klub, der betragter sig som en del af Premier Leagues elite. Holdet sovser rundt på sjettepladsen, 13 point efter lokalrivalerne fra Chelsea. Og ude på sidelinjen fremstår Wenger som en ypperstepræst i Kirken for Finere Fodbold, der har fået sin menighed imod sig.

»Anyone got Jürgen Klopps number? I’m serious. I’m going to call him,« skrev den kendte Arsenal-fan og talkshow-vært Piers Morgan til sine godt fire millioner followers på Twitter efter endnu en skidt præstation af hans hjerteklub – naturligvis med henvisning til de mange rygter om, at Dortmunds træner Klopp er linet op til at afløse Wenger, når klubbens ledelse lader øksen falde over ham.

Og blandt Arsenals tilhængerskare er det nu almindeligt at observere protester mod den mand, som de tidligere betragtede som deres frelser.

»Arsene – thanks for the memories, but it’s time to say goodbye,« stod der på et banner, en gruppe tilskuere rejste til en kamp mod West Bromwich Albion. Og da Arsenal for nylig tabte 2-0 til Southampton, måtte Wenger lide den ydmygelse at blive konfronteret på sidelinjen af en fan, der havde trodset afspærringerne og var løbet ind på banen for at protestere mod ham.

Det er uværdige scener for en mand, der trods alt har betydet så meget for engelsk fodbold, som for mange herrens år siden overtog et af de kedeligste og mest defensivt orienterede mandskaber i engelsk fodbold og gjorde det til et af Europas smukkest spillende fodboldhold. Men fodboldtrænere har én ting til fælles med politikere: Deres karrierer ender sjældent kønt.

Og nu er slutspillet gået ind for den franske elegantier.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu