Klumme
Læsetid: 8 min.

Sort sol

Hver gang nogen dør, dør en hel verden. Den 7. januar døde 12 unikke verdener i Paris, og med dem døde den tilværelse som journalist, som jeg kendte, skriver Zetlands chefredaktør, Lea Korsgaard, om det døgn, der gik, mens massakren på Charlie Hebdos redaktion voksede fra at være noget, hun kun kunne forstå med hovedet, til at være noget, der fyldte alt
Hele fredag tænkte jeg ikke på andet end maskerede mænd, der afbrød et redaktionsmøde med salver af geværskud, og græd, da jeg havde puttet mine unger. Jeg lå i min sofa, rastløs og mat på samme tid

Hele fredag tænkte jeg ikke på andet end maskerede mænd, der afbrød et redaktionsmøde med salver af geværskud, og græd, da jeg havde puttet mine unger. Jeg lå i min sofa, rastløs og mat på samme tid

Josephine Kyhn/iBureauet

Moderne Tider
17. januar 2015

Det er nat. Vinden får vinduerne i mit køkkenet til at give sig, mens jeg sidder og skriver dette. Inde i det lille værelse ved siden af ligger min yngste søn og sover, jeg kan høre, han trækker vejret tungt gennem næsen. I dag har vi spist pizza til aftensmad, drengene har set Ramasjang og leget med playmobil, Rasmus læste godnathistorie, og alt har været som det plejer, bortset fra at alt ikke har været som det plejer, alt har været modsat af, hvad det plejer at være, og det har det været lige siden det forfærdelige angreb i Frankrig. Hver gang nogen dør, dør en hel verden. Den 7. januar døde 12 unikke verdener i Paris, og med dem døde også den tilværelse som journalist, som jeg kendte.

Jeg sad og arbejdede på Zetlands redaktion sidste onsdag. Det var Silke, der viftede mig over til sin computer og viste mig live-billederne fra Paris: Charlie Hebdo, et satirisk ugeblad, var blevet ramt af et terrorangreb, flere var omkommet og gerningsmændene var stukket af i bil, sagde hun. Hakon og Otto var i gang med at planlægge ugens udgave af Mennesker og Medier, som vi producerer for P1, de sadlede om med det samme: Silke begyndte at idéudvikle med dem og skrev forslag til vinkler og kilder på vores grønne skoletavle, imens jeg arbejdede videre.

Vi havde om formiddagen sendt en ansøgning om innovationsmidler fra mediestøtteordningen til Kulturstyrelsen i et forsøg på at skaffe penge til at flytte Zetland fra at være et baggårdsagtigt kultmedie til at blive et egentligt nichemedie med sin egen naturlige plads i det danske mediebillede. Ansøgningen havde taget lang tid at skrive, mailene havde hobet sig op i mellemtiden, jeg klaprede på tastaturet og tjekkede af og til nyheder for at følge med. »Det er forfærdeligt,« sagde jeg ud i rummet. Jeg forstod det kun med hovedet.

Jeg hentede unger. Jeg lavede mad med P1 kørende og så alle nyhedsudsendelserne, Deadline og Presselogen. Lisbeth Knudsen sagde, at de på Berlingske blev nødt til at tænke på hensynet til medarbejderens sikkerhed, da de besluttede, hvad avisen kunne bringe i forbindelse med dækningen af terroren i Paris. Jeg tænkte, at det var heldigt, at Zetland stadig er et baggårdsagtigt kultmedie og ikke et nichemedie med sin egen naturlige plads i det danske mediebillede. For så havde det været os, der skulle have taget den beslutning – og i sidste ende mig med titel af ansvarshavende: Kan vi bringe Charlie Hebdos satiriske Muhammed-tegninger? Kan vi lade være? Skal de bringes, bringes de i så fald som en illustration? Eller en manifestation?

Da jeg endelig gik i seng, kunne jeg ikke falde i søvn.

Retten til tåbeligheder

Jeg var 26 år og min journalistkarriere netop begyndt, da Jyllands-Posten bragte sine Muhammed-tegninger i 2005. En aften gik jeg en tur med Rasmus, som jeg lige var blevet kærester med; vi gik rundt om Søerne og skændtes hele vejen på grund af tegningerne.

Jeg mente, avisen var i sin gode ret til at bringe lige så tåbelige ting, den havde lyst til, dét principielle synspunkt måtte være afgørende for enhver journalist. Kort efter skiftede jeg mening. Måske faktisk allerede næste dag – jeg husker det ikke – jeg husker bare, at jeg var en vindbøjtel. Hvorfor skal ytringsfriheden have forrang, spekulerede jeg, bør den ikke altid vejes op mod andre hensyn – som tolerance over for andre menneskers religion, eksempelvis? Var ytringsfriheden i Danmark, som Jyllands-Posten påstod, virkelig så truet, at avisen – med sine i forvejen sorte ledere og sortvinklede forsider – blev nødt til at manifestere den ved ikke alene at spotte de ekstreme islamisters profet, men også hele det danske muslimske mindretals?

Jeg læste, hvordan Günter Grass sammenlignede de danske tegninger med 30’ernes tyske karikaturer af jøder. Hvor usselt var det ikke, at en indflydelsesrig avis i ly af ytringsfrihedens smukke principper mobbede helt almindelige muslimer i Danmark, der om nogen havde brug for at blive talt til som andet end middelalderlige?

Siden kom jeg i tvivl om, hvorvidt jeg havde haft ret i min bedømmelse af avisens provokation som overflødig. Jeg så målløs på tv-billederne af Kurt Westergaards smadrede terrassedør, efter en 29-årig mand trængte ind i tegnerens hus med en økse og en plan om at dræbe. Skete det her i Danmark? Da Yahya Hassan fik tildelt permanent politieskorte på grund af sin debutdigte, var det uhyggeligste næsten at opdage, hvordan vi efterhånden tog den slags for givet. Ja, det her var Danmark.

Jeg havde taget fejl. Vi, der hævdede, at Jyllands-Postens tegninger var uberettigede, havde ikke ret. Var der noget, Muhammedkrisen gjorde, var det at blotlægge nødvendigheden af sin egen eksistens.

Tvivlen er væk

Dagen efter terroren i Paris undlod Deadline at vise Kurt Westergaards famøse tegning af Muhammed med en bombe i turbanen for ikke at krænke »store dele af verdens befolkning«, som det hed sig. New York Times og CNN gjorde krumspring for ikke at vise de tegninger, der var årsag til den blodige massakre mod Charlie Hebdo. The Telegraph i Storbritannien og Daily Mail i New York pixelerede deres gengivelser af bladets Muhammed-tegninger. På Politiken sagde Bo Lidegaard, at ytringsfriheden ikke bedst forsvares, ved at alle medier trykker de samme provokationer, men ved at holde fast i forskellene, ved at fortsætte hverdagens normale arbejde på hver sin måde.

Hele fredag tænkte jeg ikke på andet end maskerede mænd, der afbrød et redaktionsmøde med salver af geværskud, og græd, da jeg havde puttet mine unger. Jeg lå i min sofa, rastløs og mat på samme tid. Udenfor regnede det. Jeg drev rundt på de sociale medier, læste avis, drev videre og tænkte, at vi – journalister, redaktører, medier – skælvede, men forsøgte at skjule det for os selv ved at sige flotte ting om ’hensyn til mindretal’ og ’alt må fortsætte som før’. Vi var – nu kunne ingen længere være i tvivl – under angreb fra en uhyggelig islam-fascisme, så intet var som før, og alligevel skuttede vi os i en sammensværgelse af lænestolsargumenter om, at det bedste ved ytringsfriheden netop er, at enhver kan synge med sit næb. At man godt kan kæmpe uden at stå i frontlinjen.

Men kan man faktisk det?

Som fuglen, som fisken ...?

Jeg var i Sønderjylland i efteråret og så sort sol, mens lyset forsvandt bag marsken. Kæmpe stæreflokke samledes på himlen i bølgende formationer, dykkede, steg op og vendte sig pludselig i luften for at undvige et angreb fra en rovfugl. Sild benytter sig af samme strategi. De danner kæmpe stimer for at øge den enkelte fisks chance for at gemme sig i mængden, når stimen bliver angrebet af en rovfisk. Da jeg cyklede til svømmehallen sidste lørdag, tre dage efter angrebet, tænkte jeg på, om det samme princip ikke gjaldt her? Jeg tænkte, om man under disse forhold reelt kan kalde sig forsvarer af ytringsfriheden, hvis ikke man er klar til at slute op om frontkæmperne? Hvis ikke man er klar til at handle ens, til at trykke en tegning af Muhammeds bare røv af den ene grund, at hvis alle gjorde det, ville den enkelte sild være bedre beskyttet?

Tidligere derhjemme havde jeg set et interview på nettet med Jeanette Bougrab, Frankrigs tidligere viceungdomsminister og kæreste med Cahrlie Hebdos nu afdøde chefredaktør Stéphane ’Charb’ Charbonnier. Med armene over kors, stemmen helt tynd, sagde hun, at vi bliver nødt til at bruge udtrykket ’krig’ i omtalen af angrebet, »en krig, der er blevet erklæret mod os«.

Camus skrev et sted, at »hvis kampen er vanskelig, så er og bliver grundene til at kæmpe i det mindst altid indlysende«. Jeg tænkte, at her er tidens vigtigste kamp at kæmpe, og den kamp bliver ikke bedst kæmpet med dannet dialog med militante mænd. Den kamp bliver kæmpet af de frygtløse og kun de frygtløse, og jeg stillede min cykel ved DGI-byen og tænkte: Jeg er ikke frygtløs.

Tungt som bly

Om aftenen fandt jeg den polske sociolog Zygmunt Baumans Liquid Fear frem fra reolen. Bogen er blandt andet en undersøgelse af den moderne terrortrussel og her skriver han, hvordan vi lever i »frygtens tidsalder«, fordi terrortruslen kommer alle og ingen steder fra, den er ikke rettet mod nogen bestemt og kan ramme, føler vi, hvem som helst, hvor som helst. Mens jeg læste, tænkte jeg, at den terror, vi er vidne til nu, er anderledes end den, Bauman beskriver. Tegner eller bringer du en provokerende, groft satirisk tegning af profeten Muhammed for at markere en hegnspæl i ytringsfrihedens grænseland, så lever du ikke med en flydende, diffus uvished omkring dig, men løber en reel og konkret risiko for at blive mødt at samme trussel, Jyllands-Posten lever med, eller samme form for angreb, der ramte Charlie Hebdo sidste onsdag.

Hele lørdag, tre dage efter angrebet i Paris, gik jeg rundt med en følelse af at være omgivet af bly. Alt var tungt. Jeg begyndte at græde, da jeg læste Den Utrolige Historie Om Den Kæmpestore Pære for de to mindste. Jeg sagde til Rasmus, at jeg ikke havde tal på de gange, jeg gennem min journalistkarriere har siddet til redaktionelle idéudviklingsmøder og diskuteret ’modig’ journalistik sammen med mine kolleger. Men vi, så jeg nu, havde intet begreb om, hvad modig journalistisk er. Da jeg blev færdiguddannet for 10 år siden, tænkte ingen af os på, at et job som skrivebordsjuournalist kunne koste os livet. Vi er en generation af journalister, der kan og vil en hel masse. Men er vi parate til at dø for vores job, for de frihedsrettigheder, der gør jobbet muligt? Det er jeg ikke sikker på. Jeg er i hvert fald ikke sikker på, at jeg tør pisse en radikal islamist med en kalasjnikov af.

Så jeg tænker stadig, der er stadig bly omkring mig. For hvor efterlader det mig – og dem, der måtte tænke ligesom mig – i dette her fag? Er vi overladt til at sende de frygtløse til de frie ytringers frontbastion, mens vi selv bliver i lænestolen og reciterer Hegel og Habermas? Skal vi – de bange – rømme pladsen for dem, hvis pen er kradsere, hvis mod er større, hvis sikkerhedsbudget kan holde til indkøb af panserruder? Jeg ved det faktisk ikke. Og det i sig selv gør mig utryg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Andreas Hansen

Smukt, smukt indlæg. Jeg kan genkende mange af overvejelserne og reflektionerne fra mine egne - til tider diffuse - tanker, men jeg er ikke kommet frem til samme konklusion.

Der er - selvfølgelig - ingen streg og intet ord i denne verden, der kan retfærdiggøre, at nogen skal dø. Ekstremisme er i enhver forstand farlig - enten for udøveren, for omgivelserne, eller for dem begge, og vi skal bestemt ikke gøre knæfald for terrorister. Tværtimod.

Men at ophøje Muhammedtegningerne til en hegnspæl i grænselandet for ytringsfriheden gør i mine øjne absolut intet godt for ytringsfriheden eller de værdier, vi bryster os af i en kultur fyldt med værdier som omsorg, tilgivelse og næstekærlighed.

En ven skrev forleden på sin Facebookvæg, at havde han en knægt, som i børnehaven havde tegnet tegninger, der gjorde nogen af de andre børn vrede og kede af det, og at knægten fortsatte, selv om han havde fået fortalt og set, hvordan andre reagerede, ja, så havde min ven givet knægten en kammeratlig samtale om, hvor vigtigt det er at prøve at respektere andre. Den barnelærdom har vi desværre ikke taget med os i ytringsfrihedens hellige navn.

Der er så mange måder, vi kan tage afstand fra ekstremisme og terrorisme - også i satiren. Mange intelligente streger er blevet sat og delt efter tragedien i Paris, hvor de rette - terroristerne - er blevet spiddet af en spids pen.

Men hvorfor føre frontkrig med nedgørelse og sammensmeltning af terrorisme og religion, der ikke bare sårer ekstremister - men også skaber kløft mellem store grupper i samfundet? Er ytringsfriheden forpost virkelig at spotte andres allerhelligste? Eller er det at skabe et fælles rum at kunne debatere og dele viden og nyheder i?

Hvis vi skal føre værdikamp, skal vi først og fremmest kunne kigge os selv i øjnene, før vi dømmer. Er vores ytringsfrihed virkelig truet, blot fordi vi vælger at tage hensyn til andres allerhelligste? Bør vi i så fald genindføre N-ordet i medierne, fordi vi i ytringsfrihedens navn virkelig ikke kan tage os af, at det ord i mange år stigmatiserede en stor gruppe mennesker og i dag sårer mange, hvis det bliver brugt i en spottende kontekst?

Som i børnehaven handler det om at have omtanke og respekt for andre mennesker. Der er så meget godt og vigtigt, vi kan bruge ytringsfriheden på. At koge den ned til et 'for eller imod' et sæt tegninger, der blev tegnet med hensigt at provokere, er for mig at gøre noget særdeles værdifuldt fattigt. Lad os nu se fremad i stedet for tilbage og lad os finde en lidt mere respektfuld måde at vise vores uenighed på. Det begrænser i mine øjne ikke ytringsfriheden. Tværtimod vil det berige den.

Gert Selmer Jensen, Tino Rozzo, Mads Østergaard, Dorthe Jørgensen og Ida Emilie Sørensen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Lea, du og andre kunne jo fx begynde med at analysere terrorens egl årsager. Se på hvad der skete i mesopotamien i 1916, da rusland, frankrig og england med lineal delte området imellem sig, smadrede de eksisterende og ældgamle kultursamfund og dermed påtog sig ansvaret for en udvikling, som vi i dag er midt i de katastrofale konsekvenser af. Vil man se og fjerne ondets rod, må man tage skyklapperne af. Din og andre klynkehoveders reaktion er simpelthen for pattebørn - sålænge I ikke vil se de miljø-og socioøkonomiske forhold i øjnene, der er skyld i at de undertrykte, uuddannede og misbrugte som sidste desperate modreaktion griber til terror, kan I ikke tages alvorligt. Vågn dog op.

Peter Jensen, Gert Selmer Jensen, Steffen Gliese, Nike Forsander Lorentsen, Mathilde Hoeg og Henrik Christensen anbefalede denne kommentar
Henrik Christensen

Hvis man ikke vil kæmpe for det, er det nok ikke så vigtigt. I Danmark er der ikke ret meget, der er vigtigt for ret mange. Endnu. Og det er nok ikke vigtigt om lidt, for så er det nok for sent.

Sov godt.

Peter Rasmussen

@Andreas. Jyllandspostens tegninger var ikke en provokation. De var en reaktion på, at nogle illustratorer havde takket nej til portrættere Muhammed af frygt for repressalier. Man satte sig for at undersøge, hvad der så ville ske, hvis man lavede noget satire, som involverede Muhammed. Resultatet kender vi. Og lige netop tegningen med bomben var jo bare en påmindelse om, at nogen misbruger Islam ved at begå terror i dets navn. Hvem skal sætte grænsen for, hvad man må tegne? TEGNE, for himlens skyld. TEGNE!

Vibeke Rasmussen, Britt Kristensen og Christian Christensen anbefalede denne kommentar
Christian Christensen

Præcis PR

Der er så mange i den her debat som ikke har sat sig ind i Muhammed-tegningernes egentlige ophav. Flemming Rose gjorde al ret i at trykke dem første gang. Han spiddede et problem på bedste vis. Det var ingen provokation født i det mørke Jylland af islamhadere, men et fremragende publicistisk håndværk, som stadig definerer vores verden.

Muhammed-tegningerne blev født af, at en kunstner ikke kunne finde illustratorer til en børnebog om Muhammed. En Børnebog som kunne lære danske børn om islam for fanden! Hvor ironisk kan det blive?

Tør øjnene.
Du er ikke på nogen måde i fare, hvis du lader være med at tegne profeten Mohammed.
Det er et forbud, der gælder alle - ikke bare bange journalister, barnagtige tegnere og stupide avisredaktører.
Er det virkelig så stort et indgreb i din/vores ytringsfrihed?

Leo Jensen, Gert Selmer Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Morten Pedersen

Jeg synes vi fokuserer for meget på afbildninger af profeten, for problematikken stikker langt dybere. Alle historikere, der arbejder udogmatisk med historiske og kulturelle forhold omkring Koranens tilblivelse udgiver deres bøger anonymt, at gøre det med navns nævnelse er lig med en sandsynlig dødsdom. Ligeledes kan relativisering af Koranens dogmer ikke tillades på andre områder, dens guddommelighed er absolut og må ikke, aldrig, drages i tvivl. Dette er problematisk når selvsamme religion er en ideologi, giver det ikke mening? Dette perspektiv synes jeg er fraværende i debatten, og som sangskriver er jeg som andre kunstnere: Vi tør skrive om alt og forholde os kritiske til alt - undtagen islam. Når størstedelen af venstrefløjen til dette siger "jamen muslimer er ikke ens og det var mobning at tegne de karikaturer" synes jeg det er ærgerligt. Selvfølgelig er alle muslimer ikke ens (hvem påstår det?) og man kan sige at kritik og mobning ligger op af hinanden. Men perspektiverne med censur og selvcensur i kunstneriske, historiske og samfundsdebatterende kredse bliver aldrig trukket med ind i overvejelserne, måske fordi de er for smertelige at forholde sig til?

randi christiansen

Mht religiøs dogmatik : danske præster fyres, hvis de ikke tror på kødets opstandelse og det evige liv. En lille smule mere civiliseret end at myrde dissidenter, men grundlæggende samme tilgang. Og igen - hvor klogt er det lige at adressere nogle mennesker med en forudsætning om et udviklingsniveau, som de ikke befinder dig på? Tålmodighed og pædagogiske tilgange er mere hensigtsmæssige - og så naturligvis en mere dybtgående forståelse af årsagssmhg end den, der kommer til udtryk i at finde hån, spot og latterliggørelse fremmende for den indbyrdes forståelse. Man taler ikke voksensprog til børn. De voldelige islamister er som traumatiserede børn med mere fysisk styrke end intelligens. Og gæt hvem, der har aktiveret de voldelige reaktioners oprindelige årsag - ja, ganske rigtigt, det har vesten selv med sine historisk imperialistiske interventioner. Moral er godt, dobbeltmoral dobbelt så godt .... ? Begynd lige og brug den indvendige side af hoderne, fuck nogen båtnakker vi skal finde os i.

randi christiansen

Man kan også sige, at vestens egen historisk voldelige fremfærd nu endelig har aktiveret terrorens guillotine

randi christiansen

Man kan også sige, at vestens egen historisk voldelige fremfærd nu endelig har aktiveret terrorens guillotine

Steffen Gliese

Relativering af Koranens dogmer sker hele tiden, men de må nødvendigvis udspringe fra en teologisk autoritet.
Jeg bryder mig ikke om Islam, men jeg bryder mig heller ikke om bidske hunde, de får mig til at holde mig på afstand og passe mine egne sager - som også fylder ganske meget.
På samme måde kunne man ønske, at pressen igen indså, at den må blive relevant for borgerne i dette land og formidle det anslag, den øverste middelklasse forretter imod velfærdsstaten. Det er relevant, det vedkommer os alle - islamister, ateister, krisnte, jøder og alt derimellem.

Gert Selmer Jensen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Hvad det først og fremmest handler om er, at vesten er uvant med at sparke til nogen, der faktisk sparker igen.

Gert Selmer Jensen, Peter Jensen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Jørn Stjerneklar

@ Randi
Mener du virkelig det du skriver? At fordi man for 100 år siden lavede om på nogle grænser, så var de selv ude om at blive slået ihjel i Paris på en ugebladsredaktion i et almindeligt boligkvarter. Tegnere, kontorfolk, politimænd her i 2015?

Tak for kaffe.

Og til Peter Hansen, Vesten, hvem er det? Så vidt jeg husker fik USA, Australien og i første omgang Franskmændende røvfuld så det ville noget i Vietnam. Koreakrigen er aldrig blevet afsluttet og krigen i Afghanistan kan vel bedst beskives som nederlag. Så det er ikke en nyhed eller overraskende at folk sparker igen. En fuldstændig irrelevant kommentar til et terrorangreb midt i Europa på mennesker der tegner tegninger!

Steffen Gliese

Det er jo en ny erfaring, Jørn Stjerneklar. Det er ikke sivet ind endnu hos de vestlige politikere. Vietnam betragter de vist som en undtagelse, stadigvæk - men man skal faktisk tilbage til 2. Verdenskrig for at finde en mægtig fjende, vi kunne overkomme. Jeg synes ikke, Grenada tæller så meget.
Og jeg ved altså ikke, hvad det er med dette "de tegner tegninger". Er folk fuldkommen blottet for den forståelse, der var så indlysende indtil for måske 8 år siden: at sproget slår, og at det endog kan slå hårdere og mere sårende end den værste slagsbror?
Det er forfærdeligt, hvad der er sket. Det er også svært for os at forstå, fordi vi er holdt op med at tillægge noget som helst betydning eller værdi. Sådan er der mange andre mennesker, der ikke ser på det, men som tværtimod betragter nedarvede værdier og symboler med stor veneration. Det er ikke dumt, det er måske os, der er dumme og sælger alt, hvad der har værdi for mennesker, for en bøjet femøre eller en sæk rådne æbler.

Gert Selmer Jensen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Kan nogen beskrive, hvad den påståede "kritik" forventedes at gøre til? At muslimerne begyndt at betragte Muhammed på en anden måde?

Leo Jensen, Gert Selmer Jensen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Jørn - jeg mener at uklare og forsimplede fremstillinger som din, er med til at forplumre forståelsen for bagvedliggende årsagssmhg og psykodynamikker, som man gør klogest i at forholde sig til på en voksen og intelligent måde. At vælte rundt som en elefant i andres glasbutik, bare fordi konkurrenterne har vedtaget, at det må man godt og samtidig forvente, at det passerer uden reaktion, er ret ubegavet. At forvente, at historiens forskellige overgreb på arabiske folk, herunder fx den fortsatte landgrabbing i palæstina og undertrykkelse af det palæstinensiske folk, ikke vil medføre modreaktion på samme voldelige niveau og med de tilgængelige midler, som et forarmet folk har - selvmordsaktioner og terrorisme - er ignorant på utilladeligt niveau. Ligeledes at overse den øvrige miljø-og socioøkonomiske undertrykkelse som ligger bag seneste terroraktion i paris. Det er ikke religiøst begrundet men religiøst udløst terror. Har jeg så stavet det for dig?

Britt Kristensen

Peter Hansen. At muslimerne holder op med at forlange, at andre skal bøje sig i støvet for deres helligdomme, og i hvert fald holde op med at slå enhver ihjel, der ikke respekterer endsige deler deres religiøse følelser. De kunne gøre, som den katolske kirke har gjort mange gange: Lægge sag an mod dem, der fornærmer dem og deres religion. Og så lige sluge den, når de taber sagen. Det er måden at gøre tingene på her i vesten. Det andet skaber frygt og underkastelse, som ikke er et frit demokratisk samfund værdigt. Jeg føler med journalisten Lea Korsgaard.
Efter selvmordsbomberne i London og Madrid blev jeg godt nok bange, når jeg så en langkjortlet mand i s-toget. Hvad mon kan skjulte under de lange gevandter? Jeg skyndte mig op i den anden ende af toget, for man kan jo aldrig vide sig sikker mere. Al den snak om, hvad vi vesterlændinge gjorde for flere hundrede år siden, er afsporende. Ingenting kan retfærdiggøre disse terror-angreb.

randi christiansen

Lissom med de klimabomber, som er detonererede, og som vi stadig ikke har set den fulde effekt af. Det islamiske raseri er ikke ubegrundet vakt - kend din historie - og terrorens guillotine sat op.

randi christiansen

Det ik i orden - det er der ved den søde grød meget, der ikke er hos begge parter i en urgammel krig, som ikke respekterer landegrænser - men forventeligt.

"Al den snak om, hvad vi vesterlændinge gjorde for flere hundrede år siden, er afsporende. Ingenting kan retfærdiggøre disse terror-angreb."

Forklaringer er ikke det samme som retfærdiggørelse - og historieløshed er ikke det samme som fremsyn ...men noget/en hel del indikerer en nær sammenhæng mellem begrebsforvirringer i så henseende og så den ureflekterede og kamp/flugt-orienterede ytringsfrihedsdiskurs.

randi christiansen

De neoliberale kapitalisters miljø-og socioøkonomiske politik er verdensomspændende vold mod sagesløse. Mennesker, som har, hvad de skal bruge, og som lever i retfærdige samfund, begår ikke terror. At den lektie endnu ikke er lært er ansvarspådragende tungnemt.

Gert Selmer Jensen

At afskrive en konsekvens af en intervention, blot fordi den ligger 80-100 år tilbage, ( og iøvrigt,
forsætter med øget styrke ), er blot at tage skyklapper på, og helt usaglig. Vesten udgør oprindeligt,
og stadigvæk, den udfarende aggressor, i Mellemøsten, af rene og skære økonomiske interesser.
Jeg tager afstand fra Terrorhandlinger, men at der er nogle befolkningsgrupper, som føler sig truet,
og manipuleret/udnyttet, der svarer igen, kan man da ikke undre sig over.!
At muslimer ser os som troløse hedninge, kan måske heller ikke undre. Vi opfører os jo ofte sådan.
Det er jo ikke ligefrem " Kristne Prædikanter ", vi møder op med, men voldelige imperialister, der
gerne jævner alt med jorden, hvis der er penge i det. Det er ikke særligt ærværdigt.!
Hvis vi havde en smule selv-kritik/erkendelse, ville det ikke være så sort/hvidt, som man gerne vil
gøre det til.

Jørn Stjerneklar

@ Randi, Peter og Gert
Jeg kan ikke og vil ikke acceptere historiske teorier som et vægtigt argument for terror i Europa. At man prøver at bortforklare almindelig ondskab, som det er at skyde mennesker ned på deres arbejdsplads. I lyder sgu som RAF, de kunne også forklare alting med Historien.

Så du har ikke stavet det for mig, Randi. Nu har jeg opholdt mig i den tredie verden i mere end 25 år. Folk er tit og ofte fattige her på kontinentet, politikerne er tit og ofte nogle svin i rigtig mange afrikanske lande. De fleste nationer har været kolonier indtil for 50 år siden og mange af dem blev til med hjælp fra imperialisterne linealer. Jeg mangler endnu at se afrikanere angribe 'tilfældige' og i jeres optik, ansvarlige, mennesker i Europa. Selvom mange lande hernede lider stort hver dag. Og at man hele tiden hernede diskuterer 'vores' indblanding i de respektive lande, både før og nu.
Så kom glad - det skaber ikke terrorister. Det er der andre årsager til; had, dumhed, religiøs og/eller politisk indoktrinering, mangel på næstekærlighed og en absolut mangel på almindelig respekt for menneskeliv. At vi alle er lige meget værd som mennesker.

randi christiansen

Jørn - lige netop kombinationen af krigerisk islamisme og historisk betinget undertrykkelse er opskriften på ballade. Som vi ser eksempler på i afrikanske lande - boko haram opererer også internationalt.

randi christiansen

Det er i øvrigt ikke 'et vægtigt argument for terror' - det er der intet, der er. Det er en forklaring på årsagssammenhænge, som det er klogt at navigere i forhold til.

Lars Bo Jensen, Gert Selmer Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jørn Stjerneklar

@ Randi
Jeg havde ventet på Boko Haram fra dig :) De er ligeså store svin og ligeså indoktrinerede som idioterne i Paris. Kombinationen af islamisme, som per definition er krigerisk, og så skriver du undertrykkelse? Er folk i det nordlige Nigeria mere undertrykt end resten af kontinentet? Er det et historisk faktum?
Kom glad - de er simpelthen bare en flok psykopater, der bruger religionen som en bortforklaring på, at de vil holde slaver, bolle til højre og venstre og helst slippe for at have fast arbejde. Hvis du ser på kontinentet - også i vestafrika - så er det mest kvinderne der har bukserne på. Mænd er bedst til det Boko Haram gør. Se på Congo, CAR osv. Det har intet med religion eller undertrykkelse at gøre. Spar mig for den slags analyser.
Vi skal være glade for, at det ikke er folk som Boko Haram der har nosser til at tage den lange tur til Europa. De kan bedst derhjemme.

Gert Selmer Jensen

J.S.-11.01-
Der findes absolut ingen gyldige argumenter for terrorisme, overhovedet. Der for kan man godt
prøve at se efter en mulig sammenhæng. Hvorved man måske kan lokalisere hvor galskaben
kommer fra. For at blive lidt klogere.! Ikke for at "undskylde", ugerningerne.!

randi christiansen

Jørn, nu var det dit eget udsagn : "Jeg mangler endnu at se afrikanere angribe 'tilfældige' og i jeres optik, ansvarlige, mennesker i Europa." som nødvendiggjorde at huske dig på boko haram. Alt har en årsag - også perverterede menneskers handlinger. Dine historiske, psykologiske, miljø-og socioøkonomiske (bort)forklaringer er så overfladiske, at de grænser til racisme - de er ihvertfald komplet ubrugelige i forbindelse med freds-og konfliktarbejde

Gert Selmer Jensen

Randi- din sveske.
Du er bare knivskarp,og iøvrigt væbnet til tænderne.! Med sønderrivende argumenter. LOL.

Hilsen fra en Fan