Læsetid: 8 min.

En truende udemokratisk kapitalisme

Kombinationen af markedskræfter og parlamentarisme er truet af en ny autoritær populisme, som er ved at blive en både farlig og konkurrencedygtig samfundsmodel. Det hævder forskere som Jan-Werner Müller, Francis Fukuyama og Michael Ignatieff – og opfordrer Vestens statsledere til at blive bedre til at vise borgerne fordelene ved det liberale demokrati
Succes uden demokrati. Kina har skabt kolossal vækst ved at globalisere økonomien, men det har ikke ført til en demokratisering af det politiske system. Det gør landet til et af flere forbilleder for nye antiliberale strømninger i Vesten.

Succes uden demokrati. Kina har skabt kolossal vækst ved at globalisere økonomien, men det har ikke ført til en demokratisering af det politiske system. Det gør landet til et af flere forbilleder for nye antiliberale strømninger i Vesten.

10. januar 2015

Hvis ikke de vestlige statsledere opper sig og fremover i langt højere grad kan demonstrere konkrete og mærkbare fordele ved at leve i åbne og folkevalgte demokratier, er der ingen garantier for, at kombinationen af parlamentarisk demokrati og borgerlige frihedsrettigheder, herunder beskyttelse af minoriteter, ytrings-, forsamlings- og foreningsfrihed – vil overleve, endsige være den dominerende i de kommende årtier. Der er ingen automatik, som sikrer levedygtigheden af det vestlige, liberale demokrati, som professor Francis Fukuyama i et berømt essay fra 1989 erklærede som vinderen i den evige kamp om historien.

Det advarer flere fremtrædende forskere om, og deres råb om behovet for en vitaminindsprøjtning til det liberale demokrati har flere grunde.

For det første bliver det fortsat klarere, at regimer som det kinesiske er særdeles levedygtige:

»Fantasien – der deles af marxister og klassiske borgerlige økonomer – om at en voksende middelklasse af sig selv ville sætte hælene i over for magtfulde magteliter som f.eks. det kommunistiske parti og forlange demokratiske valg, og frie partidannelser med henblik på en mere pluralistisk politisk repræsentation – er blevet gjort til skamme af den enorme kinesiske vækst, som ikke har affødt svækkelse af kommunistpartiet,« påpeger den canadiske professor og menneskerettighedsekspert Michael Ignatieff, der i dag er tilknyttet Harvard University.

»Tværtimod har partiet formået at befæste sin magt gennem fremvæksten af eksempelvis regionale organisationsformer, hvor lokale repræsentationer kanaliserer borgernes ønsker videre og tildeler dem magt, men altid i regi af partiet. Medierne er blevet mere kritiske og modige, men også uden at antaste etpartistyret.«

En anden bekymring er den åbenlyse beundring i dele af Europa – i visse kirkesamfund og højrefløjsorganisationer i Vesteuropa samt blandt flere østeuropæiske stats- og regeringschefer – for den autoritære populisme, som Ruslands præsident, Vladimir Putin, repræsenterer.

»Ikke nok med at den tjekkiske præsident, Miloš Zeman, ved NATO-topmødet i september betvivlede beviserne for den russiske intervention i Ukraine, han har også kaldt den russiske systemkritiker Mikhail Khodorkovskij for en ’tyv’, og i oktober forsikrede den tjekkiske regering Kina om, at man fuldt ud accepterer Kinas stilling over for både Tibet og Taiwan. Tjekkiets nuværende regering er i fuld gang med at svigte arven efter Vaclav Havel. Det tjekkiske udenrigsministerium lader hånt om menneskerettighederne og er mere interesseret i at tilpasse sig russerne og underordne sig et økonomisk samarbejde med Beijing. Det er stærkt bekymrende,« lyder det eksempelvis fra Carl Gershman, præsident i tænketanken National Endowment for Democracy i Washington DC.

Det illiberale domkrati

Kritikken deles af professor i politologi ved Princeton University, Jan-Werner Müller, der har skrevet flere essays om problemstillingen i tidsskriftet Foreign Affairs. Müller bemærker i aprilnummeret, at EU’s nyeste østlige medlemmer, der »i starten af medlemskabet var åbenlyst ivrige efter at tilpasse sig EU’s optagelseskrav«, der blandt andet kræver åbne, liberale og frie demokratiske markedsøkonomier, nu synes at være på vej tilbage til fortidige synder som korruption og autoritære styreformer: »Om end EU fortsat er en attraktiv klub for ikke-medlemmer, er det klart, at det, vi ser i dag i Østeuropa, ikke bare er mindre afvigelser fra unionens standarder. Det er heller ikke rene autoritære stater. Vi ser fremvæksten af noget nyt: Man kan kalde det for ’det illiberale demokrati’. Disse østeuropæiske lande bevæger sig hen imod en regerings- og statsmodel, der minder om den, Ruslands Vladimir Putin har etableret, hvor man omhyggeligt opretholder den demokratiske facade gennem afholdelse af regelmæssige valg, mens man systematisk demonterer og svækker alle institutionelle kontrolmekanismer og dermed gør det stadigt sværere at ændre magtforholdene.«

Müller fremhæver en tale fra starten af 2014, hvor den ungarske statsminister, Viktor Orban, meddelte, at han agtede at »gøre op med det liberale demokrati«. Talen sendte chokbølger gennem EU, og han forklarede senere, at han blot ville lægge afstand til »nådesløs kapitalisme og egoistisk individualisme«.

Den forklaring giver Müller ikke meget for:

»Orban var klar i spyttet. Han er færdig med politisk liberalisme og med at holde politikere og institutioner ansvarlige for deres handlinger. Ved stolt at tilslutte sig termen ’illiberalt demokrati’ – et præcist begreb, der blev lanceret i 1997 af journalist Fareed Zakaria – signalerer Orban, at i den nye geopolitiske og ideologiske kamp mellem Rusland og Vesten, har han kastet sine æg i kurven med Putins populistiske model, der inkluderer en utæmmet indflydelse til den udøvende magt kombineret med en assertiv nationalisme,« lyder det fra Müller, der også peger på, at Orban er blevet belønnet af Moskva, med et gigantisk lån til Ungarn, der har fortsat kursen med restriktioner på medierne, en aggressiv nationalisme og fortsat øget indflydelse til regeringsvenlige rigmænd. Orbans regering blev genvalg i april i et valg, som OSCE bedømte som »frit men ikke retfærdig«.

Det er dog ikke kun Rusland, der er forbilledet for de nye nationalistiske og autoritære strømninger i Østeuropa og højrevendte partier i Vesteuropa; også Kina, Singapore og Tyrkiet ses som forbilleder. I en analyse fra august måned i år fra det globale avissamarbejde Project Syndicate opfordrer Jan-Werner Müller Vestens ledere til at gøre mere end blot at beklage udviklingen:

»Hvis populistiske ledere effektivt har etableret et narrativ om, at det er ’dem’ mod ’os’ – hvor ’dem’ f.eks. er en umoralsk fjende eller udlændinge – så er det helt utilstrækkeligt, at liberale kræfter nøjes med at udstille den korrumperende tankegang, der ligger bag populismen, i håbet om at det vil miskreditere populisterne i vælgernes øjne. De liberale bliver nødt til helt konkret at vise vælgerne, at der ingen fordele er ved klientelisme. De bliver nødt til at vise, hvordan manglen på demokrati og ansvarlige institutioner, et dysfunktionelt bureaukrati og undermineringen af retsstaten vil komme alle vælgerne til skade i det lange løb.«

Kapitalismen er en troløs elsker

En tredje tænker, der er bekymret, er den verdensberømte intellektuelle Francis Fukuyama, der i sin seneste bog, Political Order and Political Decay: From the Industrial Revolution to the Globalization of Democracy, også betoner skrøbeligheden af det liberale demokrati, der, som han betoner, »ikke har mere end 200 år på bagen«. Fukuyama påpeger, at det langt fra er givet, at den brede middelklasse fortsat vil bakke op om demokratiet, hvis det f.eks. ikke fortsat kan levere de job, der p.t. forsvinder fra Vesten eller udhules radikalt af globalisering, outsourcing, migration og den fortsatte teknologiske udvikling. At vi måske i stedet står over for en ny form for tribalisme.

Ignatieff uddyber pointen over for Information: »Vi troede i Vesten, at den økonomiske globalisering ville få verden til at konvergere og automatisk føre til politisk demokrati. Sådan så det også ud lige efter Den Kolde Krig. Russerne handlede lystigt med tyskerne, og kineserne opkøbte den amerikanske gæld, mens Apple lagde sin produktion i Kina. Men vi er blevet skuffede. Kapitalismen som økonomisk system er politisk promiskuøs. I stedet for altid at gifte sig med friheden har vi set, at kapitalismen lige så vel kan hoppe i seng med autoritære herskere. Den økonomiske integration har blot skærpet konflikten mellem åbne og lukkede samfundssystemer,« påpeger han og siger, at vi »i dag ser en ny politisk rival til det liberale demokrati: en hybrid, der er politisk autoritær – økonomisk kapitalisme med nationalismen som ledende ideologi«.

Ignatieff kalder fænomenet »autoritær kapitalisme«, og han peger på, at det er den fortsatte integration af den globale økonomi, der har muliggjort modellen. Rusland og Kina har udelukkende kunnet sige farvel til den kommunistiske planøkonomi, samtidig med at man har holdt fast i kommunismens politiske idealer, fordi de to lande har globaliseret deres økonomier:

»Det er markedsøkonomiens frihed, der har muliggjort, at oligarkerne kan bevare den politiske kontrol. Borgerne har fået mere økonomisk frihed, til at rejse, blive rigere og til at beklage sig så længe det foregår privat, men det betyder ikke automatisk, at disse borgere forlanger politisk frihed.«

Stillet over for spørgsmålet om, hvorvidt disse autoritære regimer ikke trods alt er skrøbelige, og om mange medlemmer af den voksende middelklasse i det lange løb ikke trods alt vil ønske sig politisk indflydelse, svarer han:

»Det er overmodigt at tro, at kombinationen af privatøkonomisk frihed og offentligt tyranni er dømt til kollaps. Viktor Orbans visioner om Ungarn som et ’illiberalt demokrati’ viser, at den autoritære model har en vis tiltrækningskraft på andre lande. Bemærk den måde, hvorpå Putin benytter sig af den russisk-ortodokse kirke, hvordan han opmuntrer nostalgiske følelser over for Stalin, og hvordan han iscenesætter sig selv som den såkaldt organiske konservatismes arvtager – den som dominerede den russiske intelligentsia i det 19. århundrede. Se også, hvordan anti-homoseksualitet bliver brugt i både Rusland og Kina som et værn mod Vestens dekadence og moralske, relativistiske forfald.«

Det liberale demokrati skal styrkes

Men hvad skal der til, før Europas borgere ser , at det liberale demokrati er at foretrække fremfor autoritære, populistiske modeller?

Fukuyama peger som nævnt konkret på evnen til at skabe varig vækst og beskæftigelse til den afgørende middelklasse.

Ignatieff svarer, at det er vigtigt at opretholde princippet om politisk pluralisme frem for at falde for fristelsen til at skabe en ideologisk ny kold krig: »Vi bliver nødt til at acceptere, at en fri global markedsøkonomi kan være gavnlig for såvel liberale som autoritære demokratier. George Kennans oprindelige strategi om inddæmning under Den Kolde Krig, handlede ikke om at rulle de sovjettro regimer tilbage og omvende dem til liberalt demokratisk lande, men om at undgå krig i en pluralistisk verdensorden, hvor det liberale demokrati fik den tid og plads, det havde brug for til at vokse sig stærkt i en fri konkurrence med den anden side.«

»I USA har vi f.eks. brug for at overvinde de åbenlyse svagheder på hjemmefronten. Den ødelæggende politiske stillingskrig i Washington, den absurde ulighed og manglende kontrol med pengenes indflydelse på amerikansk politik har eksempelvis ført til en svækkelse af den offentlige infrastruktur i USA og en udbredt lede over for demokratiet. Vi har set tilsvarende svækkelser og kriser i andre liberale demokratier. Vi skal sørge for at reformere vore demokratiske institutioner, vor infrastruktur, uddannelsesinstitutioner og den politiske kontrol på hjemmefronten, så vi kan bevise over for vore borgere, at vores politiske system er mere stabilt og levedygtigt end vore autoritære eller ekstremistiske konkurrenters systemer.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Laurids Hedaa
  • Lene Houmand Kristensen
  • Kurt Nielsen
  • Regsa Nesneffets
  • Espen Bøgh
  • Rasmus Knus
  • HC Grau Nielsen
  • Kristian Rikard
  • Bill Atkins
Laurids Hedaa, Lene Houmand Kristensen, Kurt Nielsen, Regsa Nesneffets, Espen Bøgh, Rasmus Knus, HC Grau Nielsen, Kristian Rikard og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis ikke de vestlige statsledere opper sig og fremover i langt højere grad kan demonstrere konkrete og mærkbare fordele ved at leve i åbne og folkevalgte demokratier, er der ingen garantier for, at kombinationen af parlamentarisk demokrati og borgerlige frihedsrettigheder... ...vil overleve.

Jeg er rigtig meget enig i ovenstående sætning, dog mener jeg at begrebet "statsledere" skal udskiftes af noget andet med den fornødende magt.

Hverken statslederne, virksomhedslederne, finanskapitalisterne, partilederne, fagforeningslederne, forbrugerne har magten til at ændre ved forholdene og sætte demokrati foran vognen. De er alle fanget i konkurrencefælden, som bedst beskrives af kapitalisten selv: "Hvis ikke jeg hjemtager den profit, så er der en anden der gør det - og så dør min virksomhed." Det er verdens stærkeste politiske argument. Alle bøjer sig for det.

Jeg havde engang en pænt stor kamphund - jeg vil påstå den var ret selvstændig, andre vil sige den var dårlig afrettet og bidsk - den havde det med, især i sine manddomsår, at gå i flæsket på andre hunde, men jeg opdagede dog hurtigt, at den, inden naturen tog over, gav den mig et kort blik, som ville den sige: "Tag nu lige, og red mig fra mig selv". Og jeg lærte straks at gribe den i halsbåndet, selv om jeg ikke lige havde set hvad der provokerede.

Annegrethe Rasmussen har igen ramt hovedet på sømmet med sin artikel.

John Robert Parkins, Per Torbensen, Morten Lind, Kurt Nielsen, Torben Nielsen, Anne Eriksen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

Annegrethe Rasmussen kunne nu godt være gået lidt mere til biddet overfor Michael Ignatieff og hans næsegruse beundring for Kina. For er det virkelig så imponerende, hvad der er sket? Det har taget 40 år at bringe 3-400 millioner op i middelklassen, og dermed er ca. 1 milliard efterladt i ussel fattigdom, først og fremmest ude på landet. Der mangler stadig de mest basale velfærdsforanstaltninger, der er ingen folkepension, de ældre er stadig afhængig af de yngre generationer, og svigter de, eller dør før tiden, er Kina et så brutalt samfund, at de gamle kan blive overladt til at dø selv. Kontrasten i Kina bliver værre og værre, de glitrende byer er som en anden verden end det fattige landbrug, og ledelsens første prioritet vil altid være at pacificere denne krudttønde. Det har altid været sådan at Kinas kejsere red på ryggen af en tiger, og spørgsmålet er vel nærmere, hvornår de nuværende kejsere bliver smidt af.
Kina er så heller ikke nogen hjælp for Rusland, der jo lever af en "duokultur", eksport af gas og olie. Kina er ligeså interesseret i lavest mulige priser på energien som alle andre, og forestillingen om at Kina skulle betale mere end højst nødvendigt hører hjemme i eventyrverdenen. Hvis det virkeligt er sådan, at Ruslands nuværende regime er afhængig af en tøndepris på olien på 80-90 dollar, vil Rusland meget hurtigt ophøre med at være et attraktivt alternativ for nogen, og slet ikke for russerne.

Hegel (som Fukuyama bygger på) lader Geist foretage et fremadrettet spring og antage en ny form. Der er ikke tale om nogen sidste form eller det sidste spring, sådan som Fukuyamas tale om ”historiens afslutning ”lader ane. Den kortslutning Fukuyama ( og Marx ) her foretager hører hjemme i den reduktionistiske forståelse af Hegel. Det er en risikabel og omkostningsfuld affære på den måde at ophøje menneskeartens arbejde og bevidsthed til sidste instans. Hos Hegel forbliver de led i en mere omfattende dynamik.
Verden ændrer sig, og vi er nødt til at bevæge os væk fra en første vestlige-centreret verden, til en bipolær verden, og nu har vi en multicentreret verden. Vi er nødt til at begynde at ændre vores tankegang og sætte brikkerne sammen på en anden måde.
Selv Kinas værste kritikere har ikke hævdet, at det rummer forestillinger om global dominans. Faktisk er Kinas foretrukne område stadig Asien og sit engagement i Mellemøsten eller Afrika og Latinamerika - også Europa – er handelsmæssig, og der er ingen imperiale overtoner der. Når alt kommer til alt, er der flere fattige mennesker i Kina end noget andet sted i verden – undtagen verdens største demokrati, Indien. Og den kinesiske ledelse prioriteter er klare, når 160 millioner mennesker i landet stadig ernære sig for 1,25 dollar om dagen. Det er kun naturligt, at Kina ønsker at have minimale forpligtelser i udlandet og lader andre om at polere sit image som en stormagt.
Måske sluttede historien ikke med det liberale demokrati, og måske er den reduktionistiske forståelse af Hegel en fejl.

God og interessant artikel, der er dog delte meninger om hvilken vej det går i Kina. Se fx.

Diamond, L. (2012). Why East Asia – Including China – will turn Democratic Within a generation. The Atlantic.
http://www.theatlantic.com/international/archive/2012/01/why-east-asia-i...

Krastev, I. (2013) Is China more democratic than Russia?
https://www.opendemocracy.net/od-russia/ivan-krastev/is-china-more-democ...

Flere fra artiklen peger primært fingre af nogle af de gamle Østeuropæiske stater, Rusland og Kina, så man nærmest får indtrykket af der ligger gamle koldkrigstanker, som skærmer for udsigten hos de herrer.

Kun Fukuyama formår ligesom at ikke i begge retninger, og pege på svaghederne i vesten demokratier og dyrkelsen af liberalismen i mere og mere Amerikansk perspektiv og med stadig større beundring fra enkeltlande i Europa og generelt i EU.

Som det påpeges så er fabrikshaller flyttet til Kina efter den billigst arbejdskraft i de aflukkede arbejdsområder, og atter ser vi kapitalismen gøre det som de er gode til tjene lidt ekstra på produkterne, og bruge arbejdskraften som maskiner, der blot smides på affaldsbunken efter endt brug eller når "blikket sløres", eller når produktionsmålene(tempoet) ikke kan holdes.

Såvel kapitalisterne i Kina som dem der bestiller vareproduktionen fra vesten er helt i samme ånd hvad udnyttelsen gælder for fortjenestens skyld alene.

Vesten har sandelig også sit demokratiske problem såvel politisk som forklaringsmæssigt over for sine borgere om demokratiet i forhold til liberalismen, hvor de sidste har flyttet titusinder hvis ikke hundredtusinder af arbejdspladserne væk fra Europa til Kina, så manglen på arbejdspladser i Europa er slående, og stående som et demokratisk poletisk problem for politikerne og ikke mindst for borgernes forståelse for liberalismen.

Liberalismens globalisering har atter blot bevist, at liberalismen er sig selv nær nærmest til enhver tid, og ingen relation har til staterne de er opstået i, men alene har den økonomiske fortjeneste som eneste relation fordi det giver rigdom til enkeltindividets forøgelse af egoet.

Mange virksomheder af international art har desuden frasagt sig statstilhørsforhold enten via skattely eller via omfakturering i skattelylande, så deres skattekroner ikke "falder i de forkerte hænder(staten)", og dermed overlader de al betaling af skat til arbejdstagerne i de lande som deres skattekroner unddrages via dette og disse arrangementer.

Mærkelig nok betragtes det ikke som illegitimt fra mange landes regeringers side, og da slet ikke i Amerika, guds og liberalismen højborg, og virksomhedslederne flytter sandelig ikke fra , deres elskede Amerika, til de lande hvor skattelyet er placeret, - næ for den Amerikanske livsstil vil de sgu ikke undvære, - de vil bare ikke betale til samfundet, når andre arbejdstagere med deres løn kan betale for det.

De er ikke fordi de ikke elsker demokratiet, men de vil samtidig gerne være anarkister, der ikke betaler for det samfund de er eller opererer i, - når andre fjolser af arbejdstagere kan gøre i stedet er deres opfattelse, - og det er jo lykkedes meget godt, så hvorfor ændre på det.

Uendelig vækst lader sig ikke gøre. tænk på en vare i dag, og du kan næsten købe den i morgen, og om 3 mdr. er markedet mættet, og så skal der en ny vare til, - hvis der altså findes en ide til denne.

Politikerne spænder ben for sig selv og deres politiske virke når de lader liberalismen, markedskræfterne og kapitalismen antage disse anarkistiske former, der respektløs og arrogant undergraver vore politiske systemer indefra ved skatteunddragelse og politikerne forsat virker handlingslammede over dette og dyrkelsen af liberalismens anarkisme for pengemagten indflydelse, og politikerne risikerer alt for let at blive indrulleret i dette spil, som også har penge enten over eller oftest under bordet, som vi ser i Amerika.

Så er der "almuen" i hele Europa, der bevidstløst laller rundt og accepterer nedsættelserne af deres velstand og velfærd, som der ellers har betalt deres skat til, og som liberalisterne unddrager sig, medens "almuen børn", der i dag stoler mere og mere på liberalisterne blomstrende tale om, at "de sandelige tænker på medarbejderne ve og vel først", og derfor har forkastet deres fagforeninger, så de samtidig kan spare pengene og købe et par nye støvler(mærkevarer), som liberalisterne gladelig sælger dem.

Før eller siden vil en ændring være nødvendig, og spørgsmålet er blot hvornår og hvordan den vil udfolde sig.

Vist faldt styreformen/erne i Østeuropa af flere økonomiske grunde, men også grundet en varemangel og demokratimangel, som igen fulgtes dørs af politiske floskler fra partiets side, og en af de velkendte slagords begreber var "arbejdets helt", og de helt samme teser har liberalisterne også i deres arsenal af ordforråd, hvoraf vi selv kender et par stykker; "arbejdet adler" som egentlig ikke er så meget forskelligt fra førnævnte("arbejdets helt"), meningen af delene giver et arbejde i dag, og øgning af velstanden eller velfærden i vesten og Europa er ikke noget man efterhånden kan få øje på selv med Huble teleskopet, - men sal have "fjernsyn" for at få øje på det!

Når kravene nedefra kommer om forandring, så er spørgsmålet om hvordan det vil blive modtaget af politikere og liberalisterne, og hvad de vil gøre i den anledning.

Historien er rig på det kendte handlingsmønster, undertrykkelse af masserne for enhver pris, og det kan meget vel være en høj pris, om i sidste ende kan komme til at ligne den mange betalte i Østeuropa tidligere, for hverken politikere eller liberalister vil afstå noget af deres vundne(velfortjente) kapital, når der fortsat kan bruges salgsord som, "der er altid arbejde til dem som vil arbejde", og "resten er dovne eller nassere på samfundet", - ikke et ord om skattelys virksomhederne som samfundsnassere, der ikke vil betale skat til de samfund de opererer i!

Per Torbensen, Niels Duus Nielsen, Ole Lund Petersen, Martin Madsen, Rune Petersen og John Christensen anbefalede denne kommentar
John Christensen

Bill......hvis ingen i realiteten kan ændre tilstandene pga konkurrencen, så er vi for alvor fucked up!

Kunne et antimonopolistisk demokrati være en del af svaret?
Mener du seriøst at et LIBERALT demokrati, som kun giver mulighed for småjusteringer af statens husholdningsbudget - ligner målet for vores kamp?

Hvem skal tøjle kamphundene imod at æde alt der har en puls?

Thomas Faisst

Hvad med råstofmangel...
Er det ikke det bedst værn mod de liberalistiske talemaskiner?
- og råstofmangel indfinder sig vel kort efter " den globale væksts genkomst" - hvis den altså kommer.

Hvad med global opvarmning....
End til videre, har liberalisternes mest konkrete svar været taledåsen Bjørn Lomborg.
- og ham tror de jo ikke engang selv på længere.

Annegrethe

Hvad med en smule kilde kritik?

"National Endowment for Democracy" er en organisation oprettet og finansieret af U.S.A Det er ikke en uafhængig tænke-tank

John Christensen, når jeg bifalder Annegrethe Rasmussens artikel, er det ikke hendes forskellige løsningsforslag jeg hylder, men selve temaet i artiklen.

Annegrethe peger lige på Bulls eye. Mens Vestens mainstreame medier med politikerne i spidsen diskuterer islamfornærmelserne og deres virkning, så peger Annegrethe på at vi i Vesten er på vej mod et Hobbes Leviathan, med alles krig mod alle.

Personligt mener at problemet især ligger i selve den måde vi taler sammen om problemerne på. Overordnet ser vi splinten i andres øjne, men ikke bjælken i eget øje. Annegrethe Rasmussen citerer Michael Ignatieff for om, den kinesiske offentlige debat at udtale: »Medierne er blevet mere kritiske og modige, men også uden at antaste etpartistyret.« ...det samme kan man sige om den offentlige debat i Vesten. Det er muligt at styringen af meningsdannelsen er forskellige fra regime til regime, men resultatet er det samme:

Medierne verden over antaster ikke magten.

Hvem skal tøjle kamphundene?
Jeg forundres jeg gang på gang over Italien. Det er et demokrati hvor kapitalmagtens pengestrømme er nært forbundne med mafiaen, som tager sig af alle de indtægtskilder, som er ulovlige: prostitution, narko, menneskesmugling, miljøovertrædelser, og korruption. Hertil kommer at medierne er ejet af kapitalmagten med Berlusconi i spidsen, og alligevel foretager anklagemyndigheden og politiet gang på gang spektakulære anholdelser af store magtfulde mafiafamilier.

Hvis ikke at disse anholdelser blot er et resultat af en magtkamp som foregår i de øvre magtstrukturer, og anklagerne og clearingsmordene aldrig komme op i disse de øverste magtsfære, så må de skyldes at Italienerne har en særlig måde at samtale deres samfund på.

En civilcurage omfattende, en intelligentsiaen, fagforeninger, kulturpersonligheder, unversitetsverdenen, intellektuelle og den bevidste del af befolkningen, herunder kapitalmagtens indre magtkamp. Det som Karl Marx i mangel af bedre kaldte: Proletariatetes diktatur.

Michael Kongstad Nielsen

De vestlige parlamentariske demokratier er blevet autoritære i og med, at de lader kapitalen bestemme. De hylder kapitalen og lader den styre. De tager ikke den demokratiske magt på sig, og overtager magten. Derfor slægges troen på, at Vestens demokrati er attraktivt.

Per Torbensen, Bill Atkins og Jacob Mathiasen anbefalede denne kommentar

Tak til Annegrethe Rasmussen for en fremragende artikel.

Jeg ser frem til, at du følger den op med dybdegående interviews med samtlige de danske partiledere nu her op til valget. - Og dermed giver dem lejlighed til at uddybe, hvad de mener om det liberale demokratis fremtid og hvordan det harmonerer med den lovgivning de har stået bag de sidste 20 - 30 år og hvordan de ser EU i den sammenhæng (f.eks. Junckers forsøg på at smugle den 'udemokratiske kapitalisme' ind i selve hjertet af EU).... Find selv på flere spørgsmål :-)

Ole Lund Petersen

Det er jo en meget spændende artikel hvor vi her i landet må tage stilling til hvilken vej skal vi gå i fremtiden. Liberalismen som ideologi og kapitalismen som økonomisk system, har vi set i fuld udfoldelse med det til følge, at vi fik en finanskrise, som ikke kom som en tyv om natten, men var alene en følge af, manglende politisk indgriben, eller man ikke tydelig nok meldte ud til befolkningen, sådan er det at leve i et kapitalistisk økonomisk system hvor ingen ønsker at regulere finansstrømmen.
Alle taler om vækst uden at stille et eneste spørgsmål til om det er den vej vi skal gå i en verden som er ramt økologisk på den måde vi producerer varer på. Tænk hvis samfundet besluttede at vi ikke ville have biler der brugte fossile brændstoffer, eller vi vil opbygge arbejdspladser som håndtere vores affald så det kunne genbruges, at i alle nybyggerier skal der være genbrug af vand osv hvad ville ske? det kan ikke lade sig gøre i et liberalt samfund med en kapitalistisk økonomi, det må vi nok erkende, så hvad skal vi sætte i stedet, hvis vi skal undgå en fortsat ulighed i samfundet. Er vi parate til at tænke fællesskabet ind i den måde vi lever på, eller vil vi betragte det som et indgreb i vores personlige frihed?
Vi glemmer, at den totale frihed eksistere ikke, der vil altid være grænser for frihed, spørgsmålet er hvem skal sætte disse grænser?

Steffen Gliese

Ha-ha, den nyorganiserende kinesiske model er meget mere demokratisk, end de fleste vestlige lande nogensinde har været, hvis der virkelig er tale om lokal indflydelse igennem råd. Så er det ret lige meget, at det foregår indenfor rammerne af én partiorganisation.

Bill Atkins, Niels Duus Nielsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
John Robert Parkins

On 1 June 2011, Belgium matched the record for time taken to form a new democratic government after an election, at 353 days, held until then by Cambodia in 2003–2004.[1] On 11 October 2011, the final agreement for institutional reform was presented to the media. A government coalition was named on 5 December 2011 and sworn in after a total of 541 days of negotiations and formation on 6 December 2011,[2] and 589 days without an elected government

John Robert Parkins

Note to the above:
.........having a chat for 353 days now thats democracy in action.
al we have is the Calamity Clements Show!
It beggars belief their shallow analysis of contemporary society
"here today gone tomorow"