Læsetid: 3 min.

Brevkassen: Jeg arbejder vist ikke efter reglerne

14. februar 2015

Johannes, 25, København

Jeg er pædagogmedhjælper og har nogle gange ansvaret for 50 børn uden en anden pædagog i nærheden. Jeg har sagt til min chef, at jeg føler mig utryg ved at skulle tage vare på alle børnene alene, for tænk, hvis noget går galt? Men hun affejer det bare og siger, at jeg er en dygtig medarbejder, og at jeg ikke skal fortælle forældrene om det.

Jeg tvivler på, det er lovligt, men jeg har ikke lyst til at bringe min chef i problemer. Hun har hjulpet mig i en svær periode af mit liv, hvor jeg gik til psykolog og tit var nødt til at melde mig syg fra arbejde.

Jeg ved ikke, om jeg kan få arbejde et andet sted. Hvad gør jeg?

Svar I:

Jeg forstår godt din bekymring. Det er et stort ansvar at passe på andre menneskers børn, og som ung pædagogmedhjælper kan du ikke på forsvarlig vis holde øje med så mange poder alene.

Din situation er, som du beskriver den, et ekstremt eksempel på en udvikling i daginstitutionerne, som går imod færre medarbejdere per barn og flere alenetimer, hvor der kun er én pædagog på arbejde. Det, at din chef beder dig om at fortie forholdene for forældrene, gør det selvfølgelig kun endnu værre.

Når hun fortæller dig, at du er en dygtig medarbejder, og at der ikke er noget at være bekymret over, skubber hun samtidig ansvaret væk fra sig selv og over på dig. Hun har tiltro til, at du håndterer et problem, som i virkeligheden er hendes eget.

Det er den form for forklædte tyranni, der i de senere år har sneget sig ind på mange arbejdspladser i skikkelse af såkaldt anerkendende ledelse.

Du skriver ikke, hvor længe ad gangen du er alene med børnene. Er det i kaffepausen eller i flere timer? Hvis det er i længere tid ad gangen, har du, uanset om det er lovligt, at du er alene med børnene eller ej, et moralsk ansvar over for børnene og deres forældre, som bør være større end loyaliteten over for din chef.

Hvis du er bange for at blive fyret, kan du eventuelt alliere dig med nogle kolleger og på en konstruktiv måde gøre det klart for chefen, at I har brug for flere hænder. At gå direkte til kommunen eller forældrene bør være en sidste udvej.

- Sebastian Abrahamsen

Svar II:

Din chef siger, du ikke må sladre til forældrene, men hvorfor pokker skulle du også starte med at gå til dem, når du forhåbentlig både har kolleger eller måske endda en tillidsmand, som bør hjælpe dig?

Jeg ved godt, at fællesskaber, fagforeninger og solidaritet ikke ligefrem er modeord i vores samtid, men fagforeningens ansvar er jo netop løn, og arbejdsforhold, og du står selvsagt stærkere ved at danne fællesfront med dine kolleger. Jeg går ud fra, at dine kolleger, eventuelt på andre stuer, kan se, hvor fuldstændigt sindssyge forholdene er.

Jeg kan forstå, at du føler stor sympati med din chef og er bange for at miste dit job, men hvem tager skraldet, når et af børnene kommer alvorligt til skade? Når lille Vega My slår Balder i hovedet med en skovl og begraver ham bag legeskuret, mens du har travlt med at tørre Arnes snotnæse?

Du er kun 25 år gammel, og det er ikke for at lyde patroniserende, men det at blive voksen handler jo i høj grad om at lære at tage ansvar – jeg synes, du skulle starte her.

I disse vaccinations-diskussionstider kan du selvfølgelig også kaste dig ud i en mere guerilla-agtig kamp og sætte sedler op i børnehaven med budskaber som f.eks.: ’Der er desværre udbrudt fåresyge/mæslinger/pest i børnehaven, aflevering af børnene er derfor på eget ansvar’ og så håbe, at cirka to tredjedele af forældrene holder børnene hjemme, og normeringen på den måde kommer til at passe.

- Didde Elnif

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Som pædagogmedhjælper at være alene med 50 børn er kun acceptabelt i kort tid - og KUN, hvis der er andet personale inden for råbe-rækkevidde - hvis de andre f.eks. holder ekstraordinært møde i et kvarter. Men hvorfor er det så ikke nødvendigt, at du er med til mødet?
Der er på ingen måde anden udvej end at tale med kolleger - gå til tillidsrepræsentant - sige åbent fra.
Det vil ganske rigtigt ikke være karrierefremmende, og ja - du risikerer som uuddannet dit job. Sladderen går lystigt i visse miljøer, så det er også realistisk, at det også vil gøre det vanskeligere at få andre jobs - igen: Især som uuddannet.
Så næste råd er: Få dig en uddannelse inden for det felt, du vil arbejde i.
Tænk på alternativerne: En dag er der et barn, der fortæller om, at den flinke, unge mand tog hende på skødet, og at du tit var alene med dem. En dag kommer der forældre og henter deres barn, og ser et par andre lege numseleg - du har ikke engang set det, for man kan ikke overskue 50 børn; og ingen kolleger har været til stede og kan hjælpe dig. Eller også sker den omtalte ulykke - Pia hænger fast i snoren fra sin hætte ...
Det er på enhver måde uforsvarligt. Sig fra. Først venligt og ad kommandovejen - senere ad fagforeningsvejen, med din ryg fri.