Læserbrev
Læsetid: 3 min.

Brevkassen: Hvilken sandhed skal man fortælle børnene?

Moderne Tider
21. februar 2015

BL, 41, København

Vi var på ferie under skyderierne i København den 14. og 15. februar og kom først hjem søndag aften, så vores børn på otte og 12 blev skånet for det værste drama i medierne.

Men nu er vi hjemme i en by fyldt med maskinpistolbevæbnet politi. Hvordan skal jeg forklare drengene, at de kan være trygge i de omgivelser.?

Skal jeg bare vænne mig og dem til, at volden er overalt, og at der er vold, som vi kan være trygge ved, og ond vold, som vi skal være bange for? Det sidste tror jeg ikke på, og hvordan skal jeg kunne overbevise børnene om noget, jeg i den grad føler er forkert?

Svar I:

Stemningen er højspændt og sindene i kog efter attentaterne i København. Medietrykket er historisk højt, så man skal være ualmindelig flegmatisk for ikke at lade sig påvirke af katastrofekakofonien. Du skriver om »en by fyldt med maskinpistolbevæbnet politi«. Nu ved jeg ikke, hvor i København I bor. Selv cykler jeg fra det ydre Nordvest til den indre by og er i de seneste, dramatiske dage kun blevet holdt tilbage af en ældre, ubevæbnet betjent, der hjalp vagtparaden over Gothersgade.

Det virker, som om du selv er ret påvirket af situationen, og det er sikkert din uro, der gør størst indtryk på børnene. Ingen kender dagen, før solen går ned. Det er det, vi bliver mindet om i disse dage, og det er dér angsten for kontroltabet bor – særligt, når vi har børn. Heldigvis er der meget håb at hente i statistikkerne – volden er ikke overalt. En cykelhjelm er stadig den mest fornuftige form for beskyttelse af danske børn.

Og så er det bedste bud altid at tale med børn. Fortæl dem sandheden uden at dramatisere. De hører alligevel om, hvad der sker. Fortæl, at uro og angst er en del af alle menneskers liv. Håbet er, at vi ikke ved, og det mest realistiske er helt klart at håbe på det bedste.

- Mette Davidsen-Nielsen

Svar II:

Jeg var på alder med jeres ældste barn, da kaprede fly fløj ind i World Trade Center og Pentagon-bygningen. Da Riis vandt Touren, var jeg på alder med jeres yngste, og jeg tænker tit på et øjeblik i min bedste ven Jakobs forældres sommerhus: Bjarne alene i mål på Hautacam, Jørn Maders besynderlige »Kys til Bjarne, kys til Danmark«-brøl, duften af græs, Jakobs fars jubel.

Riis’ sejr og angrebet i New York blev omtalt alle vegne, de var umulige at undgå. Jeg sad og chattede med Jakob på MSN Messenger den eftermiddag i 2001: »Wow, tænd for tv’et,« skrev han, og jeg tændte og så de billeder, ingen nogensinde glemmer. Jakob og jeg prøvede at forstå, og dagen efter prøvede vores historielærer, Benni, at forklare.

Terror er svært at forstå, svært at forklare, men børn opdager næsten alt, og hvis ikke du prøver at forklare, danner de deres egne billeder. Hvis jeg var barn i dag, ville jeg gerne høre fra mine forældre, at terror er, når nogle få bruger vold for at gøre mange bange. At deres kamp er vundet, når de mange giver efter og bliver utrygge, og at det er o.k. at være skræmt over vanviddet nu, men at de onde heldigvis er så få, at der ikke er anledning til utryghed. At en af de onde var i byen sidste weekend, men at han var – og altid vil være – i knusende undertal.

- Rasmus Elmelund

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mikael Velschow-Rasmussen

Jeg ville så gerne, hvis der var nogen der ville skrive noget om det forhold, at vi mennesker er enormt dårlige til at bedømme risici og tilhørende sandsynligheder.

Vi overvurderer kraftigt risikoen for de meget sjældne hændelser:
- fx. terror-angreb, skole-skyderier, grov kriminalitet, osv.

Alle statisikker viser koldt, kynisk og nøgternt, at det er meget farligere fx at spise fed mad, drikke alkohol, ryge eller bevæge sig i trafikken end truslen fra terror nogensinde har været.
Men jeg ser ikke nogen rende rundt og kræve kontrol, overvågning og forbud mod disse.

(Selvom jeg erkender, at alkohol og rygning har undergået en forandring fra at være noget tilladt, og en frihed der lå hos det enkelte menneske, til at være blevet kraftigt stigmatiseret).

Grunden er, at vores hjerne slet ikke evolutionært er indrettet til den størrelse samfund og den mængde information, vi konstant bombarderes med. Og pressen/medierne er i denne sammenhæng en negativt forstærkende faktor.
Faktisk er det jo sådan, at noget bli'r bragt i medierne, netop fordi det er sjældent. Hvis det skete hver dag og hele tiden, ville vi blot trække på skuldrene - og ta' de forholdsregler - som vi havde vænnet os til.
(Hvad vi jo så også gør, i forhold til det der virkelig er farligt fx. vores opførsel i trafikken - apropos Informations råd om cykelhjelm til børn).

For den enkelte kan det være meget svært, idet vi udover at overdrive risici, også overbeviser os selv om, at vores hjerne har ret i sine antagelser om fx. den alvorlige fare. ('cognitive bias')
(Læserbrevet er et helt fantastisk godt eksempel på dette - "Jeg ser maskinpistoler overalt" - Jeg selv har overhovedet ikke set noget som helst af denne art, lis'som Information/Journalisten også refererer).