Læserbrev
Læsetid: 3 min.

Brevkassen: Min søn vil ikke have venner

Moderne Tider
21. februar 2015

Far, Aarhus

Måske fordi jeg selv følte mig meget ensom i perioder af min barndom, betyder det meget for mig, at mine tre børn har gode venner og dyrker deres venskaber. Men den ældste, som startede i skole sidste år, er tilsyneladende ikke interesseret i at få venner. Han vil hellere være sammen med os i familien end at have venner med hjem, siger han, og når han bliver bedt om at nævne sine yndlingsbeskæftigelser har de alle med familien at gøre: ferier, weekender osv.

Min kone har ikke selv et stort socialt behov og mener, at han bare er ligesom hende. Men jeg er frygteligt bange for, at han går rundt i skolen og føler sig ensom.

Skal jeg blande mig uden om?

Svar I:

Da der forleden var fastelavnsfest i min datters institution, nægtede hun at deltage. Hun ville hverken slå katten af tønden eller iklæde sig det ellers formfuldendte leopardkostume, som hendes mormor havde syet. Jeg prøvede ihærdigt at overtale hende til at være med – for av, tanken om, at hun skulle komme til at føle sig uden for, er ikke rar. Det gjorde hun nu ikke, og en fastelavnsfest kan åbenbart være lige så sjov, når man kigger med fra hjørnet.

Så mit korte svar er: Ja. Du skal blande dig uden om. Jeg tror, at problemet er større for dig end for din søn. Personligt kan jeg heller ikke komme i tanke om noget værre, end når mine forældre forsøgte at skaffe mig venner. Og selv hvis jeg syntes, det var en god ide, at du blandende dig, har jeg svært ved at se, hvordan du skulle gøre det i praksis. Ringe til det første og bedste telefonnummer på klasselisten og spørge, om han eller hun vil med hjem og lege? Nej vel. Det kan kun blive kikset for din søn.

Jeg synes, du skal lytte til din kone. Måske er din knægt bare ikke særlig social, og måske bliver han det aldrig. Og hvad så? Nyd weekenden, og husk, at man sagtens kan være ensom, selv om man har masser af venner. Se bare på Michael Jackson.

- Julie Elmhøj

Svar II:

Lad din søn passe sig selv, og nøjes med at fornøje dig over hans glæde ved familielivet. Så længe det varer. Alle mennesker – og børn – er ikke lige selskabeligt anlagte. Mange trives bedst, hvor alle roller er fastlagte, og trygheden hænger i gardinerne. At din søn slægter sin mor på, skader ikke, hun har da klaret at få både mand og børn, hvoraf de to af dem oven i købet søger rigeligt med oplevelser hos andre end familien. Noget andet er, at din hjemmevorne søn måske bare ikke har fundet nogen i skolen, som han rigtigt gider lege eller snakke med. Det hænder og kan i det ydre opfattes som ensomhed, hvad det næppe er. Han har det jo fint, som han har det.

Der er ikke noget værre som barn (husker jeg) end at blive påtvunget andre børn, fordi de også er børn og derfor som en naturlov må være interessante. Det svarer til den anden ende, hvor gamle på plejehjem nusses sammen i uvedkommende fællesskaber.

Fordi man er barn, ung, gammel eller senil, har man ikke automatisk noget til fælles med andre i tilsvarende kategorier.

Men hvis du er meget bekymret, kan du da tale om sagen med din søn og høre, om der er noget, der trykker. Det er der formentlig ikke. En skønne dag kommer han sent hjem.

- Georg Metz

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg tror, at der er mere i dette her, end der fremgår af brevet. Én ting er at bringe emnet på bane overfor sønnen, en anden er at lade emnet hvile og så blot gøre sig sine iagttagelser. Det fremgår ikke af brevet, hvorvidt vedkommende familie bor i en storby eller i en provinsby eller på landet, så det er ikke til at sige, om problemet simpelthen består i, at sønnen ikke kender egnede venneemner, og at der derfor simpelthen ikke er nok at vælge imellem, eller om det er noget andet, der er galt. Noget, som heller ikke er belyst, er, hvor godt kommunikerende, sønnen overhovedet er, og hvorvidt sønnen har problemer med indlevelse i andre. Nogen børn er havnet i den solipsistiske fælde, og tumler med problemer vedrørende selve eksistensen, noget, som kan være meget privat. Her er der brug for den talentfulde forælder. Ikke al kommunikation er verbal. Meget skal klares ved regulær tankelæsning, og det kan være meget svært. Det fremgår heller ikke, hvor gammel sønnen er. Måske retter det sig, måske peger det frem mod kommende sindslidelse.

Lise Lotte Rahbek

Intet sted kan man føle sig mere ensom,
end omringet af mennesker,
som ikk siger en noget.

Måske skulle man henvende sig til menneskerettighedkommissionen
og kræve at få indskrevet tvangssocialitet på listen over torturformer.

Nille Torsen, Lars Bo Jensen, Jakob Silberbrandt og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Hello daddy
No worries. Måske er han ikke så socialt anlagt og uanset hvad, er han kun omkring 7 år nu. Min erfaring (fra 2 drenge på 10 og 12) er at det med venner først begynder at udvikle sig for alvor, fra de er ca. 9 år. Før den alder var det mere underholdning, end opbyggelse af egentlige venskaber, når de var sammen med andre børn.
Derudover tror jeg man skal prøve at undlade (yes - not easy) at putte sine egne oplevelser fra barndommen, ned over sit yngel - forudsætninger osv osv er jo helt forskellige ......

Saludos
Don Jens

Min søn vil hellere være sammen med os i familien end at have venner med hjem, siger han ...det var dog en sjælden kvalitet. Værn om den. Det kan være den på et tidspunkt vil give ham styrke til at afvise tidens tvangsfiksering på ligegyldige vennenetværk.