Læsetid: 6 min.

Til forsvar for ironien

00’ernes mange kriser og krige har gjort en ironisk tilgang til verden forkert og en alvorlig tilgang rigtig. Ironien er blevet vor tids skurk. Men midt i alle kriserne, hvor fremskridtstroen forliser og løsningerne udebliver, må vi ikke glemme ironiens konstruktive dimension. Ironien kan nemlig være klogere end politiske positioner og faste holdninger
Ej blot til grin. Talkshowværten Jon Stewart er med sit ’The Daily Show’ anerkendt og afholdt, fordi han bruger ironien kritisk og politisk. Det er meget mere end ha ha-ironiens overfladiske og hurtige pointer.

Ej blot til grin. Talkshowværten Jon Stewart er med sit ’The Daily Show’ anerkendt og afholdt, fordi han bruger ironien kritisk og politisk. Det er meget mere end ha ha-ironiens overfladiske og hurtige pointer.

Eric Thayer

7. februar 2015

Det er oppe i tiden at være sur på ironien. I de mindre bekymrede 1990’ere kunne man fint være ironisk anlagt, men med 11. september, Afghanistankrigen, Irakkrigen, klimakrisen, finanskrisen, velfærdsstatens krise, den politiske kulturs krise, konkurrencestatens motivationskrise, ytringsfrihedens krise, fremskridtstroens krise og al angsten og depressionerne er der vokset en ny alvor frem, og ironi som væremåde og tilgang til verden opfattes som uengageret, forandringsblokerende og upassende. Man skal stå for noget og tilføre den fælles samtale alvor og klare holdninger.

Talkshowværter som USA’s Jon Stewart og Stephen Colbert er anerkendte og afholdte, fordi de bruger ironien kritisk og politisk og som indirekte markør af egne positioner – ikke bare fordi de er sjove. I 00’erne blev også skønlitteraturen politisk og alvorlig igen, og i 2010 forlangte en amerikansk kulturkritiker endda endnu mere alvor og ambitiøs erkendelsesiver af samtidens forfattere (New York Observer,  22. juni 2010).

Den ironiske attitude er så udskældt, at ironisk anlagte mennesker føler et behov for at gøre op med den offentligt. Under overskriften »Min værste ven, ironien« skrev en journalist sidste år en dybt personlig og selvkritisk klumme om sin ironiske tilgang til verden: »Ironien dækker over et gabende hul. Den dækker over frygten for at blive taget i at mene noget, der af andre kan bruges imod mig,« understregede han og lovede at fremsætte klare holdninger fremover (Politiken, 12. juli 2014).

Præcis samme selvopgør, løfte og kritik af egen ironiske væremåde udtrykte Kristian Villesen for nylig i en artikel her i MoDERNE TIDER.

Artiklen lader blandt andre Mikael Bertelsen, som gennem en række af sine ikoniske programmer nærmest er blevet et nationalt symbol på ironi, fremføre et lille forsvar for ironien. Bertelsen priser ironien som sprogligt virkemiddel og henviser blandt andet til Kierkegaards udsagn om, at ironien kan skabe glæde midt i al den tunge alvor: » (...) når luften bliver for trykkende, da at trække ud og styrte sig i ironiens hav, naturligvis ikke for at blive deri, men for sund og glad og let atter at klæde sig på.«

Tiden er ikke til ironiske formeksperimenter og fjolleri – den er til ærlighed og klare holdninger. Og det kan i sandhed være en hård erkendelse, når man som jeg er vokset op i de ubekymrede 90’ere – dengang ironien var et skattet og hyppigt anvendt virkemiddel og vel nærmest en livsanskuelse. Det er tid til ironiterapi
Læs også

Men er der ikke også noget større, ironien kan bidrage med, eller skal vi virkelig gøre den til tidens store skurk? Og kan den særegne brug af ironi hos netop Bertelsen mon hjælpe os med at forstå ironiens styrkeside?

Den kloge ironi

Den ha ha-ironiske udgave af ironien kan rigtig nok være en ufrugtbar størrelse, fordi den ofte fungerer uforpligtende og apolitisk. En sådan uopbyggelig ironiker er med Georg Brandes’ ord en sørgelig figur, »fordi han smøger ethvert forhold til livets virkelighed af sig«. Men ironien kan også have en konstruktiv og alvorlig dimension. Ironien kan ved siden af en legende distance fungere som modstand mod den alt for fristende og nemme fiksering af mening og overbevisning; ironien kan være drevet af og skabe dyb undren, vibration og åbenhed i erkendelsen. Ironi er her en måde at punktere fordomme og illusioner på og således et første skridt mod højere erkendelse.

Det er den ironi, som Kierkegaard fandt hos Sokrates og satte højt. I modsætning til den romantiske ironi, som uden at bygge noget op negerer ud i intetheden, kan den alvorlige ironi skabe en åben, undrende dialog mellem mennesker og gøre erkendelse til et produkt af en vekselvirkning mellem tvivlende bevidstheder.

I den forstand kan ironien udgøre en produktiv mellemposition: en position mellem ukonstruktiv ha ha-ironi på den ene side og for færdigpakkede holdninger og politiske standpunkter på den anden. Den tvivldrevne ironi bliver således også den ultimative modpol til polarisering, fundamentalisme og ideologisk fastfrysning – simpelthen fordi det at fiksere en mening i ironien, som Kierkegaard snedigt skriver, »synes umuligt eller idetmindste ligesaa besværligt, som at afbilde en Nisse med den Hat, der gjør ham usynlig«.

Den mening, der er på spil i og med ironien, er ikke færdigudviklet, men skærper fornuftens søgen. Begrebet ironi omhandler således også den mening, der ikke kan fastholdes, men er i spil og udvikling, fordi den undviger konklusioner og således implicerer et langt større refleksionspotentiale, end den direkte meddelelse kan generere. I en journal fra 1848 har Kierkegaard en lille fin tekst om det bevidst at påtage sig en ironisk karakter, sådan som Sokrates mestrede det:

»Det som Menneskene i Almindelighed ingen Forestilling have om (...) er hvad det vil sige at iføre sig en Charakteer (...). Jeg har forsøgt det med Ironie. Jeg har sagt til et Menneske, at jeg altid have noget ironisk ved mig – og hvad saa, saa var vi jo i Forstaaelse med hinanden, jeg havde aabnet mig. Men naar jeg saa i samme Øieblik traadte i Charakteren, saa var han igjen raadvild. I samme Secund var igjen enhver ligefrem Meddelelse afskaaret, min hele Skikkelse, Blikket, Replikken lutter Spørgsmaalstegn. Nu sagde han: aah, det er Ironie. Han ventede naturligviis, at jeg skulde svare: ja eller nei, meddele mig ligefrem. Men i det Øieblik jeg har iført mig Charakteren, stræber jeg blot at være den tro. Nu var det ham en Umulighed at faae en Vished om, om det var Ironie – Just dette var Ironie

»Just dette var Ironie« – just dette, at man til stadighed ikke kender samtalepartnerens mening og position. Den konstruktive ironi drives af spørgsmål frem for svar og fungerer som et mellemmenneskeligt værn mod hastige konklusioner.

Ironien anskueliggjort

Illustrerer citatet om den ironiske karakter ikke ret præcist Mikael Bertelsens virkemåde? Er det ikke lige præcis dette åbne betydningsrum, hvori det vigtige flagrer rundt, der er hans kendemærke? Denne konstruktive ironiform kan forklare Bertelsens særlige virkemåde, og Bertelsens virkemåde kan forklare den konstruktive ironi. For Bertelsen har jo ikke bare været ironisk på den flade, tilbagelænede måde – selv om nogle i begyndelsen kritiserede Radio24syv for at være en gang postmoderne prutteri og konventionsoverskridende metagøglerier for den kreative klasse. De uaktuelle nyheder tilbage fra 2002, som tog tykt pis på alt muligt, var primært ironisk ha ha-underholdning.

Men radioprogrammerne P1 i fængsel (2010) og P1 på plejehjem (2011), DR2-julekalenderen Bertelsen på Caminoen (2010) og de to programmer med Mads Brügger som medvært: DR2-talkshowet Den 11. time (2007-08) og litteraturprogrammet om en læsegruppe bestående af fire hjemløse og de to værter, Læsegruppen Sundholm (2011), er ikke som sådan ha ha-ironiske programmer.

De er alle bygget op omkring en nærværende dialog drevet af en samtaleteknik, hvor den åbne, uforudsigelige og indgående spørgen fungerer som organiserende princip. Programmernes deltagere så ikke sjældent forundringsfulde ud; de blev tydeligvis tvunget til at tænke tanker, de ikke engang havde tænkt, at de skulle tænke. Særligt Den 11. time opviste øjeblikke af rystelser, helt åben undren og selvrefleksion hos deltagerne.

Man må altså ikke slutte fra en vis henkastethed og umiddelbarhed i formen til en mangel på seriøsitet i indholdet. Man må heller ikke læse den humoristiske ironi i De uaktuelle nyheder uforbeholdent ind i de senere programmer – men dét, at det er svært ikke at gøre det, bidrager også til et ekstra tvetydigt præg. Selv har Bertelsen – for et par år siden i en disput om Radio24syv med journalisten Lasse Jensen – med en nærmest modernistisk alvor og formbevidsthed pointeret, at det højeste mål for Radio24syvs programmer er »bevidsthedsudvidelse«.

Bertelsens særlige spørgemetode, den langsomme stil, den tvetydige aura, de halvnaive og åbne spørgsmål og fraværet af håndfaste meninger hos ham må opfattes som et udtryk for en fordomsafskrællende åbenhed over for altings uudgrundelighed. Kierkegaards ironiske karakter er omsat til journalistisk metode – en intellektuelt æggende modus, der også afspejler en bevidsthed om vore begrænsninger og henvisthed til stadig spørgen uden endelige svar. Ironien er ikke bare sjov, dum eller værd at gøre op med.

Ironien kan også være klogere end fastheden i alvoren og selv det mest velmenende politiske engagement.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Steffen Gliese
Kurt Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

H.C. (Hans Christian) Ebbe

Jeg synes at der er en kedelig tendens til, at debatten altid er for eller imod et eller andet...tag nu den her med ironi... ironi er en af måderne man kan udtrykke sine tanker og følelser på. Hvis vi nu skærer den væk, så er der vel større sandsynlighed for at hele spektret ikke kommer med...sikken en skam og vil lede til yderligere literær fattigdom.

Lise Lotte Rahbek

Ironien - eller anden udtryksmåde - er jo afhængig af sin bruger og vedkommendes udstråling og personlighed.
Ironi står ikke alene. Det er kun formen.
Afsender, indhold og modtager er lige så vigtige elementer i budskabet også.
På en peron som ikke kan lide afsenderen,
som ikke kan lide indholdet,
og om bestemt ikke forstår ironi..
da er det hele ganske tabt.

Nogle af os faldt i gryden som barn.
Vi står ikke til at redde.

Det er ironisk i sig selv, at de danske ironiske ikoner, der fremhæves i artiklen, mestendels hentes i forgangne århundreder, mens de nutidige ikoner mestendels hentes på fremmede kontinenter.

Mikael Bertelsen - ironi ???. Er der nu så meget løgn i det offentlige rum, så sandheden betragtes som ironi. Den inhumane kapitalismes demagogiske virkelighedsforvrængning længe leve. Hip, hip.

I artiklen Franske jøder flygter til Israel efter terror i Paris skrev en bruger at der "åbenbart kunne komme noget godt ud af terroren". Udsagnet var ret tydeligt ment ironisk. Som man også kunne læse i artiklen, blev terroren udnyttet politisk af representater for Det Jødiske Agentatur i Israel, hvilket var hvad kommentatoren - ironisk! - beskrev som "noget godt".

Dette afsted en kommentar der kritiserede skribenten for jødehad. Jeg påpegede derpå at bemærkningen skulle forstås ironisk. For en god ordens skyld gav jeg en forklaring på hvori det ironiske bestod.

Da jeg næste gang klikkede forbi, var den ironiske kommentar samt det efterfølgende kommentarspor slettet.

Det minder mig lidt om forargelsen over Lars von Triers nazi-jokes. Hverken den ironiske bemærkning eller Triers nazi-pjat er særligt dybt eller rafineret, men det er ikke nogen undskyldning for at gøre Trier til Persona Non Grata eller at slette kommentaren. Se dog på selve indholdet inden du dømmer.

Torben Arendal, Kurt Nielsen og Jakob Silberbrandt anbefalede denne kommentar
Peter Günther

Ironi er godt selv-ironi dobbelt så godt, hvilket også kan ses ved at se på den humor som udfoldes af forskellige komikere