Læsetid 7 min.

Det frie ord i kroppens lænker

Når kropsdyrkelse bliver til kult, kan det være et symptom på sproglig afmagt, for kroppen er ikke et sprog, der kan bruges til at udtrykke komplekse følelser
Kontrol. Overtræning kan forstås som en form for selvcensur.

Kontrol. Overtræning kan forstås som en form for selvcensur.

Gonzales Photo
Trondur Dalsgaard
14. februar 2015

Timingen for den her tekst er ikke optimal. Charlie Hebdo er stadig et åbent sår. Ytringer blev angrebet med vold, og selvfølgelig må ytringsfriheden forsvares. Men jeg mener også, at vi må se videre og gå dybere, hvis vi vil forstå, hvordan det frie ord er truet i dag. Ja, vi må endda helt ind under huden.

Her følger derfor nogle overvejelser over, hvordan det frie sprog kan rammes – ikke kun af vold, men af en ny form for normalitetspres. Kroppen er blevet den nye sjæl. Og denne trussel er mere tavs. Den sniger sig ind. Og den internaliseres.

Det følgende kan måske forekomme lidt konstrueret, men det var alligevel sådan, jeg fik inspiration til disse overvejelser. Jeg befandt mig i Oslo, der hvor Uranienborgveien udmunder. Her ligger der en lille parkeringsplads. Jeg var på vej til Litteraturhuset for at tale om plagede kroppe og sind, en gedigen publikumssucces.

Da jeg låste min bil, faldt mit blik på den flotte bygning, hvor stiftelsen Fritt Ord har til huse. Det siger sig selv, hvad denne organisation kæmper for. På vej til Litteraturhuset, der ligger godt hundrede meter længere ned ad Parkveien, passerer jeg forbi Jan Thomas Studio. Jan Thomas er en norsk kendis, berømt og berygtet for sin styling og kropsudsmykninger og for at dekorere vores kollektive psyke. Altså tre huse og en overtydelig konkretisering af temaerne krop, sind, sprog og frihed.

Pointen, der opstod for mig, er noget i retning af dette: Hvor frit er ordet egentlig? Eller hvor godt fungerer sproget i en moderne kultur, hvor kroppen har fået en lige så fremtrædende position som sproget?

Kroppen er blevet selvet

Jeg kan godt mærke, at jeg har en vis berøringsangst over for ordet frihed. Det bliver hurtigt for storladent, idealt og højtideligt. Frihed er lettere at tale om via dens begrænsninger. Disse kan være moralske, juridiske, sociale, økonomiske osv. Her vil jeg nærme mig det ufrie igennem kroppen.

Min påstand er, at den største trussel mod det frie udtryk i det nordiske her og nu ikke er de begrænsninger, der sættes for kontroversielle udtalelser. Sådanne grænseafprøvninger er marginale, om end nødvendige øvelser i et demokrati.

Hvad der ikke er marginalt, men helt bestemt er centralt, er dette: Vi har skabt en verden, hvor kroppe i tiltagende grad bliver sprog for sindet og det sociale, for følelser og relationer, succes og position. Vi behøver bare at se os omkring for at konstatere, i hvor høj grad denne kultur er blevet del af os selv. Den er krøbet ind under huden. Vores optagethed af det ydre former vores indre. Når kroppen i den offentlige kultur bliver til sprog for det mentale og det sociale, ryger der en mængde frihed. Følgende ordveksling er autentisk:

»Hvordan har du det?« – »Det ved jeg ikke, jeg har ikke vejet mig endnu.«

Det handler selvsagt om normerne. Enhver kultur har kropsidealer. Spørgsmålet er, hvori de består, hvor hårdt og bredt de rammer, og hvor stor intolerancen er. Vi har belæg for at sige, at standarderne er blevet strammere, mere detaljerede, rammer bredere og ikke mindst kryber nedover alle aldersgrupper. Skønhedsidealer, som historisk var forbeholdt en overklasse, påvirker nu ’alle’. Engang handlede det om tøj og indretning. Nu handler det snarere om, at kroppen er blevet til selvet, og at den opfattes som et stykke materiale, der kan omdannes, som var det ler. Mine melankolske strenge sættes i kraftige svingninger, når en sygeplejerske i en velhaverbydel kan fortælle mig, at flere børn fødes for tidligt her, fordi de gravide ikke vil tage på i vægt. Det er skræmmende, når et narcissistisk forhold til ens egen krop får kvinder til at tilsidesætte fosterets behov. Mit ærinde her er ikke at moralisere, men orker vi at tage disse samtaler om mulige senskader på barnet?

Skammens sprog

Jeg vil på forskellig vis forsøge at forklare, hvordan det frie ord for mig at se kan forsvinde i kroppen. Jeg begynder med følelserne. Når kropsutilfredshed bliver til en epidemi, kan meget benævnes som skam. Hvad er et af skammens vigtigste udtryk? Tavshed. Skammens sprog er at lukke munden. Vi vil helst ikke afsløre os selv som ikke værd at synes om. Ordet er ufrit.

Eller vrede. Det viser sig at være en følelse, som især kvinder har store vanskeligheder ved at udtrykke. Mange vender vreden indad i stedet for ud. Selvmutilering kan forstås som skrift, der skæres ind i huden.

I 1947 skrev antropologen Margaret Mead en klassisk tekst om, hvordan kulturer i hastig forandring ophøjer den konkrete krop til et redskab for kommunikation. Kroppen er et socialt medie, i dag ikke mindst trådløst og med markerede muskler. En række samfundsforskere beskriver disse tilstande. Vi bliver mere ydrestyrede, altså afhængige af opmærksomhed og andres bekræftelser (David Riesman). Det moderne liv er flydende og ikke længere fast (Zygmunt Bauman). Kulturens acceleration resulterer i fremmedgørelse (Hartmut Rosa). Og når tiden går hurtigere end før, ryger tilliden og selvtilliden, fordi tillid forudsætter oplevelsen af, at noget varer ved (Richard Sennett). Det mest stabile i dag er tilstanden ustabilitet.

Kontrol over livet

Vedvarende omstillinger kan for nogle menneskers vedkommende opleves som angst og uro. I den situation søger man gerne efter forenklinger. Og så er vi tilbage til Margaret Mead og kroppens rolle som sprog. Kontrol over kroppen kan give illusionen af kontrol over livet. Når virkeligheden er vanskelig at fange indefra som mental betydning, forsøger vi at fange den udenfor, som krop.

Følelser kan være truende, fordi de ikke er klart afgrænsede. Det fysiske er derimod rimeligt og klart afgrænset. Det er konkret, til at tage og føle på, målbart og forståeligt, og det kan tælles. Kulturen er påfaldende optaget af kogebøger, TV-kokke, løbebåndstal og kostvaner for jordisk frelse. Fitnessblogs har langt flere læsere end dette års nobelpristager i litteratur.

Der føres intense diskussioner og skænderier om, hvilken slags mad, der for tiden er bedst og værst. Effekten af denne overflade af modstridende råd bliver selvfølgelig babelsk forvirring. Det er vanskeligt at holde tungen lige i munden. Det norske informationskontor for mejeriprodukter er frustreret.

»Fødevareintolerance er blevet trendy«, siger de. Der er dokumenterbart stor forskel på dem, der faktisk har fødevareintolerance eller allergi, og dem, der bare påstår at have det.

I en uhyre klog bog, Homo patologicus, skriver den svenske filosof Fredrik Svenaeus hvordan børnefødselsdage ikke længere er, hvad de var. Nu ankommer smårollingerne med sedler hjemmefra om, hvad de ikke kan tåle. Kunne man forestille sig, at ’ikke kan tåle’ for nogen her kan være kodesprog for ’ikke at turde’ eller ’ikke at ville’? Hvad sker der med de åbne samtaler om sind og samfundet, når de bliver somatiseret?

Angst æder sjæle op lyder titlen på en film af Fassbinder. Når angst omdannes til kropsritualer, kan angsten også fortære kroppen. Spiseforstyrrelser og deres plagede omgivelser er alvorlige fænomener. Der er flydende grænser mellem det sunde og det syge: At bevæge sig tenderer mod at være godt, men tvangsmæssig overtræning kan være skadeligt. Mange forældre ængstes i dag for, hvordan de skal nå deres børn, når de dyrker en syg form for sundhed. Mennesker med spiseforstyrrelser er forskellige, naturligvis, men som samlet gruppe scorer de statistisk set markant højere på aleksitymi. Ordet kommer fra græsk og betyder uden ord for følelser. Personen mangler et sprog, der slår til. Han eller hun kan have svært ved at genkende, identificere, tolerere og udtrykke egne følelser. Man kan skrive skolestile, der belønnes med gode karakter, være veltalende og god til at møde andre med ord og smil. Men sproget er ofte lånt. Det er til for de andre, for at få ros og anerkendelse, og ikke godt nok funderet i sig selv. Man udtrykker ikke sig selv, men en forventning om, hvem man burde være.

Længslen efter et sprog

Skuespillerinden Jane Fonda stod i sine unge år frem som en politisk radikal, der ejede det frie ord. Hun var Hanoi Jane under Vietnamkrigen, rasede på indianernes og andre undertryktes vegne. I USA blev hun i en periode set som en Quisling. I dag er hun et nationalt ikon og en stor skuespiller. Men også en livsstils- og sundhedsprofet. Samme Jane Fonda var bulimiker i årtier. Hun overspiste og kastede op, og hendes væsentlige bidrag til skabelsen af 1980’ernes fitnessbølge voksede ud af hendes spiseforstyrrelse. Hun trænede ikke mindst for at forbrænde kalorier. I sin selvbiografi, My Life So Far, fra 2005 skriver hun ikke blot om, hvordan det er at tage brystsilikonen ud igen, men også om, hvordan hun gerne vil stå som et eksempel på, hvordan »en pige kan miste kontakten med sig selv, sin krop og blive nødt til at kæmpe – og kæmpe hårdt – for at få sig selv og sin stemme tilbage.«

Der har vi det igen: længslen efter et mere autentisk sprog.

Vi vil gerne kunne sige, at vores krop er rig. Men ganske meget af nutidens kropskult gør den fattigere. Vi stræber efter at opbygge vores selvværd ved at løfte vægte eller brænde kalorier af. Det virker for mange, men er også et projekt med åbenlyse svagheder. Kroppe kan være rige, men også påfaldende fattige, når det gælder formidling af komplekse følelser. Hvordan kan jeg på et løbebånd kommunikere den krævende følelse af ambivalens?

Det lader sig ikke gøre. Sådanne kropsprojekter bliver meget hurtigt til alt eller intet, til et enten-eller. De er ikke indrettet på at rumme det komplekse, snarere på at undslippe det. Det ordløse kropssprog er simpelt hen ikke godt nok til at være på omgangshøjde med sin tid.

Finn Skårderud er norsk psykiater, professor og forfatter

© Finn Skårderud og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Martin Åberg
    Martin Åberg
Martin Åberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Herman Hansen

Vi er ikke på vej frem. Men tilbage til hulemandens tid. Fremtiden bliver et mix af autonom digital robotteknik og hulemand.

Brugerbillede for emil groth

Jeg synes nu nok, at der er tilstrækkelig af ord og følelser, det er også derfor, at jeg finder artiklens billede yderst befriende. De næste par uger hvor terrordebat bliver kaffe og småkager, er det fysiske udtryk en god måde at puste det hykleriske lang pokker i vold.

Brugerbillede for curt jensen

Den gode vægtløftende mand har allerede en udpræget skoliose, og at maltraktere rygsøjlen på den måde kan i længden kun ende galt.

Brugerbillede for Daniel Henriksen
Daniel Henriksen

Igennem tatoveringer, piercinger, frisurer, tøj med mere forsøger vi at fortælle noget om os selv på en måde som kan misforstås langt lettere end sproget. Sproget som et værktøj til at fortælle om vores selv og vores historie bliver negligeret og i stedet for bliver der fokuseret på det ydre som kan sige mere end tusinde ord, men ikke giver konteksten.