Læsetid: 7 min.

Det frie ord i kroppens lænker

Når kropsdyrkelse bliver til kult, kan det være et symptom på sproglig afmagt, for kroppen er ikke et sprog, der kan bruges til at udtrykke komplekse følelser
Kontrol. Overtræning kan forstås som en form for selvcensur.

Gonzales Photo

14. februar 2015

Timingen for den her tekst er ikke optimal. Charlie Hebdo er stadig et åbent sår. Ytringer blev angrebet med vold, og selvfølgelig må ytringsfriheden forsvares. Men jeg mener også, at vi må se videre og gå dybere, hvis vi vil forstå, hvordan det frie ord er truet i dag. Ja, vi må endda helt ind under huden.

Her følger derfor nogle overvejelser over, hvordan det frie sprog kan rammes – ikke kun af vold, men af en ny form for normalitetspres. Kroppen er blevet den nye sjæl. Og denne trussel er mere tavs. Den sniger sig ind. Og den internaliseres.

Det følgende kan måske forekomme lidt konstrueret, men det var alligevel sådan, jeg fik inspiration til disse overvejelser. Jeg befandt mig i Oslo, der hvor Uranienborgveien udmunder. Her ligger der en lille parkeringsplads. Jeg var på vej til Litteraturhuset for at tale om plagede kroppe og sind, en gedigen publikumssucces.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Martin Åberg
Martin Åberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vi er ikke på vej frem. Men tilbage til hulemandens tid. Fremtiden bliver et mix af autonom digital robotteknik og hulemand.

Jeg synes nu nok, at der er tilstrækkelig af ord og følelser, det er også derfor, at jeg finder artiklens billede yderst befriende. De næste par uger hvor terrordebat bliver kaffe og småkager, er det fysiske udtryk en god måde at puste det hykleriske lang pokker i vold.

Den gode vægtløftende mand har allerede en udpræget skoliose, og at maltraktere rygsøjlen på den måde kan i længden kun ende galt.

Daniel Henriksen

Igennem tatoveringer, piercinger, frisurer, tøj med mere forsøger vi at fortælle noget om os selv på en måde som kan misforstås langt lettere end sproget. Sproget som et værktøj til at fortælle om vores selv og vores historie bliver negligeret og i stedet for bliver der fokuseret på det ydre som kan sige mere end tusinde ord, men ikke giver konteksten.