Læsetid: 8 min.

Det græske mirakel

Kampen mellem sandhedens folk og fritænkere pågår stadig. Man kan mene, hvad man vil, om det græske valg, men det var grækerne, der opfandt den moderne tanke
Sandt og falsk. På Areios Pagos dømte guderne menneskene, indtil menneskene begyndte at dømme hinanden i den æra, hvor den moderne tanke blev undfanget i Grækenland. 
 Illustration: Scanpix
14. februar 2015

Ortodoksi er frygtelig – utilgængelig og knarvorn. Det kan være ligegyldigt, hvis en enkelt person har sine fordomme og nægter at diskutere dem. Problemet opstår, når den vil udbrede sig voldeligt. Ortodoksi kan ikke bevises. Kunne den, behøvede den ikke at stive sig af med trusler om udstødelse, smerte, fængsel og død. Men den hviler på en forskel mellem Sand og Falsk, som kræver opfølgning. Hvis Gud har skabt Jorden og dens mennesker, har han – altid han – også skabt dem, som ikke tror på ham. De skal følge hans bud. Vil de ikke, er de vantro og må straffes.

Den tænkemåde er ældgammel. I oldtidens flodstater var kongen guddommelig. Han diskuterede ikke, men bekendtgjorde. Hans udtryksform var monologen og ritualet, hvor politik, økonomi og religion smidigt blandede sig.

Også Europa var langt op i moderne tid fortrolig med ortodoksien og dens uforsonlighed. Men tænkemåden er ikke gået af mode. Den findes overalt, hvor mennesker insisterer på Sandhed og føler sig krænkede over, at nogen tænker anderledes.

Ortodokse er pirrelige

»Når Guds bud tordner, skal der adlydes, ikke diskuteres,« sagde kirkefaderen Augustin. Her opstår et lille problem. Hvis Gud meddeler sig i en hellig tekst, fuld af selvmodsigelser, er det ikke indlysende, hvad tordenen fortæller. Er Jesus til tilgivelse eller krig? Er slaveri okay, og skal kvinder adlyde deres mænd og i øvrigt holde kæft? En religion er fuld af vanvittige påstande. For at skabe klarhed nedsættes et råd af – i reglen – ældre herrer, som skal udlægge teksten. Her opstår en fatal symbiose. En udlægning kan være en konsekvensløs privatmening. Anderledes når staten smykker sig med religion, og religionen støtter sig til statslig vold. Så bliver det farligt. Når ortodoksi og magt går hånd i hånd, ophæves retten til at sige nej. Der må ikke være tvivl om, at Jesus i bogstaveligste forstand opstod fra de døde, eller at Muhammed tog diktat fra Gud.

Ortodoksi er en lettelse. Man behøver ikke at tænke, fordi andre tænker for én. Man behøver ikke at overveje sin opførsel, fordi den ligger fast. Men ortodoksi er også en anstrengelse. Man kommer i konflikt ikke blot med alle uden for klubben, men også med de klubmedlemmer, som gennemskuer den vilkårlige magt i appellen til en evig Gud. Ortodokse er pirrelige.

Over for den ortodokse tanke, som fra toppen af en pyramide lader Sandheden sive ned i samfundet, står den moderne tanke, som giver alle frihed til at tale og handle inden for rammer, de selv fastlægger. Men hvornår slog den igennem? Hvem var pionerer?

Det kan diskuteres, om Syrizas valgsejr i Grækenland er en befrielse eller en forbandelse. Men det er indiskutabelt, at det var grækerne, som satte tanken fri. Det skete for 2.500 år siden, og nøgleordet var udveksling.

Decentrale centre

Den antikke græske verden havde intet centrum. Den var atomiseret i hundredvis af små bystater og kolonier, spredt over det østlige Middelhav og løst holdt sammen af fælles sprog og fælles myter. Grækerne var ærekære og havde hang til ekspansion. Det skabte uophørlige krige mellem bystater og i den enkelte bystat. Miraklet var, at det lykkedes grækerne at civilisere krigen. Krigen forsvandt ikke, men blev tæmmet. Side om side med de gammeldags krige, som hvor succes blev målt i blodige kroppe, opstod mindre dødbringende krige, som gav plads til alle.

Grækenland blev et eksperimentarium for statsformer i alle afskygninger fra diktatur til demokrati. Hver bystat viste et eksempel, som andre kunne lære af. Gik det galt eller godt ét sted, bredte det sig ikke automatisk til de øvrige bystater.

I disse sammenstød forsvandt ortodoksien, hvilket blev hjulpet på vej af, at grækerne ikke havde en hellig tekst. Deres myriader af guder greb ind i hverdagen, men ikke efter en fast plan. Overmod blev straffet, men uden en kodeks. Zeus var ikke den rette til at løfte en moralsk pegefinger, og Perikles sagde stolt, at hver borger i Athen kunne leve, som han ville. Troede grækerne overhovedet på deres guder?

Autoritær monolog blev erstattet af fri dialog. Fortidens døde hånd i form af tradition og religion blev udsat for pengenes ætsende syre og diskussionens hån, spot og latterliggørelse.

Det åbnede for et mirakuløst novum. Ved siden af klassiske omgangsformer – røveri, religion, krig og tradition – opstod nye omgangsformer baseret på udveksling mellem ligeværdige parter. Ideen satte sig igennem på fire domæner: økonomi, filosofi, politik og drama. Vi skal se på dem.

Økonomisk udveksling: penge

De græske bystater var ikke selvforsynende. De handlede livligt med hinanden. Ved siden af den faste ejendom, jord, opstod en mobil rigdom, penge. Den gamle jordadel måtte leve side om side med en ny pengeadel.

For at lette handlen opfandt grækerne de prægede mønter. Mens Homer målte værdi i køer, blev værdi nu koncentreret i ubrugelige metalstumper. Rigdom kunne begæres, ophobes og udveksles i ren form. Tuskhandelens begrænsninger blev overvundet, og grækerne opdagede fordelene ved at bytte i stedet for at plyndre.

Handelsfolk lever og tænker anderledes end jordfolk. Deres succes afhænger ikke af et lunefuldt vejrlig, men af beregning. Penge er grænseløse og har en indbygget hybris, som underminerer al ortodoksi – undtagen den, der knytter sig til penge. De tager kun hensyn til sig selv. Den græske dramatiker Sofokles sætter ord på det had til penge, som findes i hjertet af enhver religion:

»Der er da ej i hele verden til / så led en ting som penge«. De »suger sjælen ud og laver sindet om«.

Alt fast begynder at flyde. For en pengemand er det ligegyldigt, hvilken farve katten har, bare den lægger æg.

At handle med penge kræver to ligeværdige parter. Begge har noget, den anden gerne vil have. De må anerkende og tale med hinanden. At lige bytte ender i ulighed mellem rig og fattig er en anden sag.

Filosofisk udveksling: argumenter

Pengene betød, helt bogstaveligt, at grækerne måtte »tænke sig om«. Tradition og religion imødekommer ikke erfaringen hos handelsfolk, som lever i byer, tænker i gevinst og handler med fremmede.

I denne »omtanke« opstod filosofien. Problemet var penge. Hvordan kan ting være identiske (bytteværdi), når de er forskellige (brugsværdi)? Selv om spørgsmålet blev stillet til naturen, var tankegangen økonomisk.

Bag tilsyneladende absurde påstande – at alting er vand, at det værende er en enorm, ubevægelig kugle, at alting flyder, eller at verden består af usynlige atomer – kan man ane teoriens kamp for at sætte ord på, hvad der for handelsfolk er en praktisk realitet: at det samme er forskelligt, og at verden forandrer sig lovmæssigt. Naturen blev tømt for guder og styret af upersonlige principper.

Politisk udveksling: diskussion

Sammenstødet mellem jordadel og pengeadel blev løst med et kompromis. Ikke kun den ene part, men alle skulle styre. Folket var dog ikke alle og enhver. Kvinder, fremmede og slaver var ikke en del af det fællesskab. Men alle borgere havde ret til at præsentere deres synspunkter, før man gik til afstemning.

Med ortodoksi er diskussion overflødig. Med krig til døden vinder våbnene. Demokrati var løsningen på en magtkamp, som ingen kunne vinde. Det bygger på en prekær balance mellem det at tage parti og det at give plads til andre. Enhver kan fremføre sin sandhed. Men den forpligter ikke andre, så en anden mening er ikke automatisk forkert og krænkende. Klubbens og menighedens store Sandheder forvandles til små sandheder, som må finde deres plads i virvaret. Sandheden forsvinder, flertallet tager over. Kun proceduren binder alle.

Også demokratiet fandt sine filosoffer. Sofisterne var de første frie intellektuelle. De var konsulenter på et politisk marked styret af udbud og efterspørgsel. Målet var succes, midlet var retorik – til Platons raseri. Han hadede demokratiet, fordi han troede på Sandheden – ikke en åbenbaret sandhed, men dialogens sandhed, som sender tanken hen, hvor »vinden blæser«. Sofisterne var mere skeptiske. Politisk diskussion handler ikke kun om fornuft, men også om følelser og tillid. Protagoras mente, at »livets korthed og sagens dunkelhed« forhindrer os i at nå til klarhed om guderne.

Æstetisk udveksling: drama

Også scenen åbnede sig for dialog. Teatret startede som rituelle hymner til guderne – religiøs monolog. De græske dramatikere fornyede teatret ved at indsætte først flere personer og dernæst et samspil mellem personer og kor. Det blev muligt ikke blot at udtrykke, men også at diskutere værdier.

På scenen kunne værdikonflikter udspille sig offentligt – sammenstød mellem guder og mennesker, mellem køn og mellem familie og stat. Antigone og Kreon forstår hinanden og diskuterer med hinanden. Men da deres basisværdier er forskellige, og ingen vil bøje sig, må tragedien gå sin gang.

Frisættelsen af individet havde sin pris. Sofokles lovpriser »mennesket« som den store opfinder af alskens teknikker. »Vældige ting er der til; men mest er dog mennesket djærvt i dåd.« Herefter viser tragedien, at frihed til fornyelse ikke betyder magt over udfaldet, men kan være fatal. Også kønsroller brydes op. Vi møder stærke kvinder, som afviser det passivt kvindelige. Det er ikke længere kvinders lod at adlyde. En kvinderolle, som før var ortodoks, blev nu valgfri. På scenen.

Civiliseret udveksling

Den frie og civiliserede udveksling er grækernes store bidrag. Det udviklede sig side om side med de arkaiske tvangsformer: plyndring, krig, religion og tradition. Ortodoksiens stålsatte monolog erstattes med dialog mellem mennesker, som ikke krænker hinanden ved at være forskellige.

I teorien kan alle deltage i markedets krig, hvor der er fælles regler, og hvor lighed i udgangspunktet nådesløst forvandles til ulighed i slutpunktet. Ingen er tvunget til at deltage, men alle fristes af rigdom og ære, så konkurrence bliver et gennemtrængende princip. Købmænd konkurrerede om penge, politikere om embeder, filosoffer om at levere de stærke ord, kunstnere om priser, sportsfolk om laurbærkranse i olympiske lege, rige borgere om at levere de mest imponerende festspil, og gamle mænd om de smukkeste ynglinge.

Og så var der jo den skønne Helena.

Selv om hver krig havde flere tabere end vindere, vandt de græske bystater ved at frisætte ambitiøse energier. De skabte modeller for udveksling, som også i dag er truede forbilleder.

Modstandere skal ikke dræbe og skræmme hinanden, men acceptere på én gang at være modspillere og medspillere.

Skal de også krænke hinanden, blot fordi de har frihed til at gøre det? Brydes ortodoksi bedst med hån, spot og latterliggørelse eller ved at langsomt og pragmatisk at integreres i en demokratisk livsform?

Det er stadig et godt spørgsmål, altså et spørgsmål uden svar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tommy Mortensen
  • Kristian Rikard
  • Jesper Brink
  • Holger Madsen
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Jens Thaarup Nyberg
  • lars abildgaard
  • Steffen Gliese
  • Lars Akhøj Ibsen
  • Niels-Simon Larsen
Tommy Mortensen, Kristian Rikard, Jesper Brink, Holger Madsen, Michael Kongstad Nielsen, Jens Thaarup Nyberg, lars abildgaard, Steffen Gliese, Lars Akhøj Ibsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Akhøj Ibsen

Jeg synes, den er fantastisk god og ville dele den med mine facebook-venner, men der er ikke længere link til at dele, hvorfor ikke? (Jeg slog den op med en del omveje i stedet).

Steffen Gliese

Smukt, spørgsmålet om penge som filosofiens ophav kan man altid diskutere - er det ikke en dialektisk materialistisk forståelse? - men ellers er det jo meget sandt.
Man kan hos Øjvind Larsen læse en mere grundlæggende udfoldelse af strukturerne i det græske demokrati, og hvis man betvivler religionens betydning i samfundet, skyldes det formodentlig, at den var så altomfattende tilstede i alt, at den blev usynlig. Således var fordelingen af kød jo bundet op på lodtrækning om de enkelte dele af offerdyrene, uden persons anseelse - noget, der jo var muliggjort af gudernes indblanding for at sikre retfærdig fordeling.
Samme princip lå jo bag udpegningen af repræsentanter på Folkeforsamlingen, hvor man også lod gudernes vilje råde i lodtrækningen.

Torben Nielsen

Lars Akhøj Ibsen.
Lige under billedet er der et rødt felt med antal kommentarer. Under dette er der 4 grå cirkler, med stjerne, printer, brev og den yderst til højre deler med FB, selvom den evt. manglet et ikon.

lars abildgaard, Peter Knap og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Ole Thyssen skriver:
"Det kan diskuteres, om Syrizas valgsejr i Grækenland er en befrielse eller en forbandelse. "
Nej, det kan det kun, hvis man er ortodoks. Hvis man tænker frit, kan sejren kun være god, omend besværlig. Den er udtryk for det ypperste: - demokratiets forkastelse af en herskende orden.
Desværre en grækernes kamp mod sig selv ikke slut endnu, og ej heller mod en anden vældig modstander, nemlig EU´s eurogruppe, IMF samt ECB. Disse fremmede "bystater" vil ikke anerkende resultatet af grækernes frie tanker og valg, de kræver ortodoksien gennemført, mere eller mindre "voldeligt", så behøver man ikke at tænke.

Brian Pedersen, lars abildgaard, Kurt Nielsen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar

Syrizas' valgsejr set i EU-perspektiv eller med fokus på bevægelsens mulige kim til ortodoksi indbygget, fordi den udgør primært reaktion og ikke aktion. Om valgsejren er futil med andre ord?
Fører den noget konstruktivt nyt med sig? Lader den sig omveksle?

Med Sokrates kunne man vel sige at det er tvivlen der driver værket, men er det nok i sig selv?

En rigtig tankevækkende artikel, der stiller spørgsmålet om hvordan ortodoksien bedst brydes, men hvad angår Charlie Hebdos fortsatte virke, siger bladet jo selv at de nu desværre selv er blevet symbol. Altså ortodoksiens udtryk i destilleret form og hvordan nedbryde symboler, når man selv er et?

Karikaturtegnerne er først og sidst kunstnere der finder spontan fornøjelse ved at være netop det. Den drivkraft der nok bedst bryder ortodoksi, fordi den ofte ernærer sig af den og fordi ingen ved hvor man har disse tegnere.

Michael Kongstad Nielsen

En demokratisk "revolution" vil altid indeholde både aktion og reaktion. Man reagerer på den håbløse førtidstilstand, og agerer på egne tanker og ideer. Syriza er ikke ortodoks venstreorienteret, det må de lade det græske kommunistparti om at være (som under ingen omstændigheder ville i koalition med Syriza), Syriza er hamrende konstruktiv, og åbner for lignende udviklinger i Europa, fx aktuelt i Spanien. Det fører nyt med sig, men establishmentet kan ikke lide det, da det truer deres overherredømme.

Der er stadigt nogle knaster af filosofisk, psykologisk og fysisk natur, som er uerkendt af langt de fleste. I vor verden er der to aktører: Mennesket og den virkelige verden. Mennesket har, indeni hovedet, et billede af den virkelige verden, inklusive sig selv, plus hele det væld af viden, forestillinger og abstraktioner, som hukommelsen med det software af associativitet, vi er udrustede med, muliggør. Der er i psykologien redegjort for to processer, primærprocessen og sekundærprocessen, som muliggør alt dette, og som har at gøre med forarbejdningen af symboler. Virkelighedsopfattelsen fremkommer ved, at der er en overordentlig fast sammenknytning mellem det symbol i hjernen, der udtrykker et objekt i den virkelige verden, og så objektet selv. Det, alle er tilbøjelig til at glemme, at mens objektivitet er realisabel på en meningsfuld måde i den verden, som er tilstede psykologisk (den platoniske verden), er den ikke realisabel i den virkelige verden, og det er den manglende erkendelse af dette forhold, der giver en masse ballade. For et menneskes platoniske verden er ikke et 1:1 billede af den virkelige verden. Men der er kun én virkelig verden. Derfor står mange mennesker uforstående overfor den kendsgerning, at der kan være flere meninger om, hvad der er fakta. De glemmer helt, at den platoniske verden, for det enkelte menneske er det eneste, vi har at gøre godt med, og at denne i hele sin natur kun er en bearbejdet symbolverden, som altså har den fantastiske egenskab, at den tillader os, på forunderligste vis, at trække informationer ud af den virkelige verden. Jeg er i debatter blevet konfronteret med udtrykket "verden, som den foreligger". Kun en person, som intet har fattet af det, som jeg netop har beskrevet, kan fremture med et sådant udtryk.

Kristian Rikard

Og samtidigt en stor stor tak til Jørgen Mejer og Chr. Gorm Tortzen (og en masse andre
forskere) for at realisere drømmen om en opdateret Platonoversættelse/fortolkning.

Analysen

For år tilbage skrev Ole Thyssen og jeg nogle bøger sammen. De holdt sig til et analytisk skema – økonomi. teori, politik og kunst - som Ole Thyssen nu genanvender (selv om han i en nu snart 20-årig periode har været repræsentant for en fuldkommen forskellig analyse fra Niclas Luhmans perspektivisme). Jeg er glad for denne anvendelse af et analytisk skema, og I Ole Thyssens tilfælde viser den sin berettigelse.

Vi skrev en række bøger sammen, som måske kan have interesse nu:T il glæden, Den frie tanke og Menneskeret..